A reunion in blood. ( Izriel )

Izriel lod fingrene glide igennem det gennemblødte hår inden hun rettede blikket imod Helias. Hendes indre vendte og vred sig, så at sige anede hun slet ikke hvordan hun var havnet her? Nu? På en cafe hun aldrig havde været på før med Helias.

Da knægten kom med deres kaffe tog hun taknemmeligt imod den og hældte omgående en teske sukker i, så en til. Ganske sandt var engle til søde sager, men Izriel var et ekstremtilfælde og overraskende nok kunne man ikke se det på hende, hun fløj også en hel del.

"Thanks!" Sagde hun så og sendte ham et smil da han betalte, det burde hun vel egentligt have gjort. Hun rystede igen tanken af sig, hun blev altid så forvirret når tingene ikke helt gik helt efter hendes hoved.
"Not really, I work out, I Work, I sleep, I hunt down some sons of bitches and then i eat lots of turkish delight. That's about it!" grinede hun så og stoppede pludselig, der var vel ikke så meget at grine af, faktisk var det ret sørgeligt

Helias nikkede til drengen, med øjnene gemt væk fra omverdenen. Han ville ikke ruinere det hele ved at skræmme samtlige medarbejdere væk. Ved Izriel's ord og korte latter nikkede han let.

"I know the feeling.. I live, I hunt, I cry at the depravity of the world."

hans ord var tunge og kolde. En let vrede ulmede i ham. Hans tårer var ikke født af sørgmodighed. De var tørret for længe siden. Det var afmagt og vrede der fyldte ham nu. Det der drev ham ud i natten for at finde hans mål. De mål han var blevet betalt for at fjerne.

Helias drak stille af sin kaffe. Varmen gjorde ham godt. Han betragtede Izriel stille og de hårde kanter i hans ansigt tøede lidt op.

"You still suffer alone?"

spurgte han stille. Han rakte ud og lod fingrene kærtegne hendes hår. Stadig den samme Izriel.. Hans gamle flamme, hans partner i en tid hvor blodet havde flydt frit, i strømme som floder og havde været som bly i hans sind.

Izriel rørte ubevidst rundt i kaffen med den teske der havde fulgt med, så den afgav små klinkende lyde hver gang hun ramte en kant. Hurtigt tog hun en tår af kaffen og stillede så koppen fra sig, inden hun puttede endnu en teske sukker i.
Kort bed hun sig i læben og nikkede så til hvad han sagde de levede nogenlunde ens, stadigvæk, det ændrede sig ikke, det ændrede sig nok aldrig.

"Oh Helias. The world will never stop changing. Even 500 years ago you wept over the decay of the world!" Sagde hun så og sendte ham et lille smil, inden hun lænede sig lidt indover bordet, så hun kom lidt tættere på ham.

"I don't suffer Helias, I'm not surrounded by the ghosts of the past, remember?" Fortsatte hun og trak let på skuldrene, inden hun tog endnu en tår af den søde kaffe "But yes, I'm still alone, I never found another!" Sagde hun så og lænede sig tilbage på cafestolen, inden hun kastede et blik ud på regnen der piskede imod ruderne.
Sandheden var vel nok i virkeligheden af brudet med Helias var et sår der aldrig havde helet, ikke ordentligt i hvert fald, desuden var Izriel så uendeligt kræsen af verdenens hankøn nok kunne begrænses til fem, der ville fange interesse.

"But now I'm bound to this human you know. I knew it would come some day, but knowing my days are limitid now, it frightens me!" Hun sendte Helias et småutilpast blik og kneb så øjnene sammen.

"Judging by her luck, I'll be dead within two years! She has allready managed to sell her soul to a demon and fall in love with a fucking werewolf!" Knurrede hun så utilpast inden hun mærkede hvordan Helias fingerspidser gled igennem hendes våde hår, på trods af at han indgød frygt hos mange andre havde han en utroligt beroligende virkning på Izriel, det hjalp en del.

Helias frøs et øjeblik, blot en fraktion af et sekund, inden smilede let igen. Smilet var unaturlig i hans kolde ansigt og den kærtegnende bevægelse, omend ægte, virkede malplaceret. Han øjne hvilede fast på Izriel. Hun havde endeligt fundet et mål. Omend hun virkede utilfreds vidste Helias at hun ville sætte livet på spil for den der var udvalgt.. Det var det der gik ham på.

"You found your ward? I am happy for you.. In some way.." sagde han mildt, imens han med den anden hånd drak sin kaffe. Den var bitter og selvom han som andre engle havde en sød tand, nød han den styrkende drik. Den passede til hans skiftende humør.

"A demon and werewolf.. eventhough it is so, your days will not be numbered.. I will ensure it.." sagde han med en fast stemme. Igen steg vreden i ham, men denne gang var den rettet helt andet sted han. Gud.. Alfaderen.. Skaberen.. Aldrig havde han fået et svar, et tegn og nu sad en af hans få kære og måte give sit liv for et menneske.. Og et tåbeligt et endda..

".. may your spite be returned to you a hundred fold.." mumlede han hen for sig selv, knap hørligt. Igen drak han fra sit krus og sukkede ned i det. Verden var ikke længere som dengang..

Izriel drejede koppen på dens udertallerken, emnet gjorde hende utilpas, hun havde slet ikke et behov for at blive bundet til et menneske, ikke allerede. Roligt rejste hun sig fra sin stol og satte sig så over på den anden side af bordet, over til Helias.

"You shouldn't be, that girl's gonna get me killed!" Mumlede hun fortsat småirriteret ved tanken om Colt og hendes utaknemmelige væsen. I en hurtig bevægelse trak hun sin kop hen til sig så kaffen løb over sine kanter, det så ikke ud til at det rørte hende, hendes tanker var et helt andet sted.

"I don't even know what to think anymore!" Izriel troede ikke rigtigt på at man blev genfødt på nogen måde, engang havde hun et spinkelt håb om at himlen fandtes, at man kom et bedre sted hen når man døde og blev ført videre, men sådan var det ikke mere, hun var blevet i tvivl, også selvom hun godt vidste at det var forkert.

Forsigtigt hvilede hun hovedet imod hans skulder, hun kunne slet ikke huske hvornår hun havde gjort sådan noget sidst, men hun fortjente det og tillod sig selv at vise sig sårbar bare i nogle minutter, bare et par minutter.
Hun blinkede kort og vendte så øjnene op imod Helias kønne ansigt "What about you? You found another?"

Helias smilede lidt for sig selv. Så hun havde ændret sig. Han betragtede de voldsomme bevægelser der viste hendes indre konflikt. Han sagde intet da kaffen spildte. Han sad blot og lyttede og nikkede bekræftende. Ved hendes spørgsmål blev han en smule ilde tilpas. Han der kunne knække folks vilje blot ved sit blik. Han sukkede let og lagde hovedet imod hendes. Han følte sig sårbar. Han hadede det.

"Yes there have been others.. A human recently.. Now.. there is nothing.. Dust and ash is all that is left. My heart beats still in its cold resting place. Darkness has consumed light.."

Hans ord var tunge, hans øjne tomme og hans stemme uden følelser. Han havde givet sig hen til sin skæbne, omend det ikke var meningen at han ville sige så meget. Det var gledet over hans læber for han kunne nå at stoppe det.

Izriel rettede sig hurtigt op på stolen, inden hun tog endnu en tår af kaffen og stillede så koppen fra sig. Hun nikkede bare til hans ord, hun var ikke jaloux, hun var bare glad på Helias vegne over at han havde været i stand til at komme videre.
For Izriels vedkommende handlede det også om at hun ikke have ladet sig selv komme i en kærlighedsklemme, ikke mere, ikke igen. Det forhindrede hende i at tænke klart og det kunne i værste tilfælde få hende til at afvige fra sit kald.

"I'm sure you'll find someone again. Soon or later!" Sagde hun så og sendte ham et lille smil og strøg ham over kinden, inden hun gav sig til at pille lidt utålmodigt ved sin serviet.
Kort blinkede hun tænkende og gav så et suk, for til sidst at vende ansigtet imod Helias igen.
"Anyway, now when I'm dying and a human broke you'r heart. You wanna come with me and se my collection of stamps?"
Hun kunne ikke lade være med at grine, hun vidste godt det var dumt, ligesom hun havde vidst at det var dumt at sy hans sår i første omgang og at føre en samtale med ham og spørge ind til ham og lade ham invitere hende på kaffe. Det kunne vel ikke blive meget værre nu, kunne det?

Helias lo stille. Det rumlede igennem hans krop, igennem hans hals og brød stilheden han ellers havde holdt. Det var en god sand latter.

"See your stamp collection? My dear, you tempt even this beacon of virtue.."

hans smil var bredt og ægte, tænderne bag var skinnende hvide. Hans øjne var knebet let sammen og glødede varmt bag øjenvipperne

"Let's go.. No reason to loiter then.."

Han blinkede til hende, hans stemme lidt opstemt.. muligvis ophidset?

Helias tænkte kort for sig selv konsekvenserne ved hvad han var ved at gøre. Så lod han de tanker falde tilbage i hans sind. Han lod sig rive med og valgte at følge strømmen.

Izriel kunne ikke lade være med at smile til hans latter, det var så sjældent at hun fik lov til at nyde den, selv dengang de havde været sammen havde han ikke været den mest humoristiske engel, det havde også været anderledes for Izriel, for hende ville livet være for kedeligt uden en smule latter.

"Beacon of virtue? Seriously Helias? Even Lucifer is more virtuous than you!" Grinede hun så med et lille glimt i øjet, inden hun rejste sig og trak sin jakke på og smed nogle drikkepenge til den kiksede barista der kæmpede for at komme levende igennem sin vagt, lidt småpenge hjalp altid lidt på den slags.

Hurtigt trak hun den endnu gennemblødte læderjakke på, og trådte så udenfor uden at lukke den, regnen stod stadig ned så man ikke kunne se en hånd for sig. Roligt ventede hun på Helias og gav sig så til at gå i retning af hendes bil, da hun efter få skridt stoppede og så på ham med det lille smil mere eller mindre permanent klistret til ansigtet.

"Fly or drive?"

Hun kendte udemærket hans blik, hun havde bare ikke set det i så mange år, men hun kunne lige så tydeligt huske det som var det få dage siden, hun kunne næsten ikke vente med at komme hjem, hjem sammen med ham

Helias fulgte villigt med. Han havde slynget jakken over skuldrene. Hans hår hang stadig ned langs hans skuldre. Gav ham et udtryk af en mand der var ligeglad med alt. smilet på hans læber viste dog noget andet. Han rejste et øjenbryn højt ved hendes ord, imens han kiggede omkring sig.

"You want me to take the chance of losing a secret preserved for decades? Hmm.. Tempting. How far is your home?"

han smilede skævt til hende. Han havde tit fløjet i natten, alene og med et andet formål.. Et mørkere formål. Hans arbejde efterlod blod på hans hænder.. Som fortiden var det blod han ikke kunne fjerne.

Izriel kunne ikke lade være med at gå et par skridt i forvejen for så at vende rundt og se drillende og udfordrende på ham.

"Oh well, I don't remember you as an old boring angel afraid to stretch it's wings!" grinede hun så med det lille smil fast imod Helias, der var noget forandret over hendes blik, hendes normale hverdag og rutine var for et øjeblik skubbet udover en kant, og hun anede ikke hvor langt ned der var for at hente dem igen.

"I live in La Sunishe, by the beach!" Sagde hun så og kiggede op imod regnen, himlen var mørk, det var umuligt at se noget deroppe, det var af samme grund, at hun havde dristet sig til at spørge til at starte med.

"But, if you'r afraid to loose and arrive last, I have a car in the parking lot by the hospital!" sagde hun så med et udfordrende smil og lagde hovedet lidt på sned, der var godt nok et pænt stykke hjem til hende, men det var ikke en distance en engel med respekt for sig selv ikke kunne flyve

Helias slog en latter op og begyndte at tage den gennemblødte frakke af. Regnen ville gøre flyvning svært, men han ville nyde udfordringen. Han lagde stemmen dybere, sneg en smule højtidelig fornærmelse ind i den og rejste hagen.

"I shall talk your bold challenge milady.. The first to arrive will pay for dinner."

Han grinede bredt og løb op for at indhente hende. Han opførte sig som i hans unge dage, skammen og smerten fra hans lange liv glemt i øjeblikket.

Izriel trak hurtigt læderjakken af, inden hun med et sammenbidt ansigtsudtryk lod de store sorte vinger folde sig ud i alt deres glans. Roligt lod hun dem strække sig og folde sig sammen igen, det gjorde altid ondt, men var ligeledes en lettelse intet andet væsen ville kende til.

"Okay, then the last one shall land in the sea!"

Izriel kunne ikke lade være med at grine lidt af forslaget, vandet var ualmindeligt koldt på denne tid af året, men hun boede lige ved siden af, så det var der intet problem i, man kunne hurtigt få varmen igen. De isblå øjne vendtes op imod himlen, de var jo alligevel gennemblødte i forvejen. Sandt at sige gjorde regnen flyvningen en del mere besværlig, men det var også det sjove i udfordringen.

Roligt bredte hun vingerne ud og smilede så kækt til Helias, hun havde altid været hurtig, men Helias var ligeledes godt stillet.

"Ready?"

Helias stønnede let i smerte da han lod sine enorme vinger folde sig ud. I modsætning til Izriels hvide vingefang var hans sort som natten. Som enorme skygger gled de ud bag ham og deres bask bragte en hvisken fra graven med sig.

"In the sea? Graceful, surely.." han smilte og strakte sig. Med vingerne ude og tøjet af lignede han igen dødens engel. Små ar dækkede hans torso, mærker fra slag i tidernes start. 800 år havde efterladt ders tydelige mærker. Han grinede vildt og satte af, rejste en sky af støv under sig imens han råbte.

"Ready!"

Med de ord satte han af i ly af mørket og regnen. En storm ville komme så de havde travlt.

Izriel så beundrende til mens han foldede sine smukke vinger ud, hun sendte ham et smil igennem den silende regn der havde gennemblødt dem begge til benet, han lignede sig selv så meget og så ud som han altid havde gjort hvis man ikke tog hans mørke blik i betragtning. det havde hun heldigvis fordrevet, om ikke andet for et lille stykke tid.

Den kvindelige engel havde ikke selv taget sin tanktop af, den var til gengæld sprækket i ryggen hvor hendes vinger havde mast sig igennem med magt, hun havde efterhånden ikke tal på hvor mange af hendes trøjer, jakker og t-shirts der så sådan ud.

Hun tog en dyb indånding og satte så af fra jorden inden de store sorte vinger bar hende mod himlen og lige efter Helias i en vild jagt over den grå nattehimmel.

// Out