A night of work and sorrow, Privat, Wicked

Tid: 01.30
Dato: 10. maj 2012
Sted: Lettere fin gade i Sheria, Kayas lejlighed
Årstid: Forsommer
Vejr: Koldt, meget blæsende med forbiglidende skyer.
Omgivelser: Stille, de fleste sover, nogle få går rundt på gaden.

Vinden susede kraftigt og rykkede i vinduerne. Nattelydene bølgede ud i natten. En gøende hund, et råb, en bil hjulspind, men det meste overdøvedes af vinden, det hørtes kun svagt. Få sås på gaden, det var trods alt hverdag.
Dette kvarter var lettere fint, roligt og pænt. I en lejlighed på anden sal sås der stadig lys i vinduerne. Nogen var vågen i natten, men ingen bevægelse sås.

I sin lejlighed sad Kaya endnu engang oppe. Lejligheden var rodet. Den smule rod der var muligt med de få ting hun havde i sin lejlighed. Det højst nødvendige og intet andet. Kun den overfyldte bogreol og nogle træningsintrumenter var derudover.
I stuen var sofabordet overfyldt med bøger, papirer, penne og blokke. Lyset var dæmpet, i baggrunden rullede klassisk musik stille ud af højtalerne.
En frustreret Kaya sad i sofaen i et par sweatpants og en tanktop, mens hun rodede gennem papirer, lavede æselører i gamle og nye bøger, samtidig med hun grifflede ned på en blok ved siden af. Et suk hørtes fra hendes læber. Hun smækkede irriteret en bog sammen og rejste sig op. Vandrende rundt i cirkler, mumlede hun irriteret for sig selv.

"Swear it stood in that book.. Can't find it, why on earth.. Should find some new books.."

Et grynt lød dybt i halsen på hende, hvorefter hun vendte sig om og gik ud i køkkenet. Hun tændte for vandet og lod det rinde, mens hun stirrede ud i luften.

If she won't learn me anything about rituals and stuff, I'll learn it by myself.

"God.. She pisses me of sometimes!

Hun lænede sig ned over håndvasken og smed noget koldt vand i hoved, hvorefter hun slukkede for vandet. Et viskestykke blev kørt hurtigt rundt i hoved og hun vandrede ind i stuen igen, hvor hun smed sig i sofaen, sukkede og satte sig op i skrædderstilling for at åbne bogen igen.

En side med tæt skrift om uddrivelser, magiske barrierer og særlige specifikationer inden for de forskellige racer sås.

"Come on, come on, come on!

Udbrød hun med hæs stemme.

Den kølige vind hylede imellem bygningerne, raslede de spæde, grønne blade, der alt for tidligt var brudt frem på træerne langs kantstenen. Som et legesygt barn trampede den igennem de nye blomsterbede hvor beboerne tidligere havde ligget på knæ for at pleje sommerens kommende skud - uvidende om at den pludselige bølge af varmere vejr kun var et midlertidigt påfund fra vejrgudernes side - indtil stilkene villigt bøjede sig. Den kravlede op af den grå facade og fløj tilbage ned af fortovet med fornyet styrke, kun for at ramle imod en ubevægelig skikkelse.

Den sorte uldjakke piskede omkring Wickeds skikkelse, en ustoppelig kraft imod et urokkeligt objekt, mens han studerede bygningen, talte sig vej til den rigtige lejlighed og de oplyste vinduer.

Kaya Gabriella Canto

Et usædvanligt navn, til en usædvanlig kvinde.

Hun var dukket op i de år han iagttog Procella på afstand. Ikke regelmæssigt eller med noget mønster bag, men ustadigt og tilfældigt. Så vidt han huskede havde pigen også en forbindelse med Desmond. Det interesserede ham ikke videre. Aftalen med den desperate jægers forfædre var en gammel nyhed.

I tankerne spillede han igen videoen af Procella og mennesket i baren. Mike Ferreira's klistrende blik og krævende læber. Lauren's gyldne øjne der fandt kameraerne og trak ham med sig ind i deres blinde vinkler, før de forlod klubben. De få bidder af deres samtaler hans personale havde opsnappet, og chaufførens gengivelse af hendes sidste ord før hun forsvandt af færgen og uden for hans rækkevidde.

"He might be driving me, but in the end of the day, the bastard is paying him."

De mørke øjne betragtede overvejende Kaya's vinduer, opfangede svagt en skygge der bevægede sig igennem lejligheden.

Games, so many games.

Og det var evigheder siden han selv havde spillet.

Vinden fulgte ham som et trofast kæledyr, da han kastede et blik rundt, trådte ud af gadelampens skær og satte af fra fortovet. Hvis nogle tilfældigvis kiggede ud af deres vindue på denne tid af natten, ville han bare være endnu en mørk skygge i natten. Det lysende blonde hår ville måske give et svagt indtryk af bevægelse, der kunne være alt fra en fugl, eller et genskær i en rude. Han greb fat i en vindues-gesims uden for køkkenvinduet, fangede et glimt af en kvindes skikkelse der forsvandt igennem døren ind til stuen.

Wicked strakte de edderkoppe-lignende fingre ud imod ruden og smilede svagt. Den svage summen af magi lå omkring lejligheden som et tæppe strikket af en blind bedstemor. Beroligende i sin sentimentalitet, men fuldt af huller og i bund og grund ubrugeligt. Det smagte købt, ikke arvet eller skabt af Kaya selv, hvilket altid formindskede effektiviteten. Hvis Procella også havde oplært pigen i magi, overraskede det ham ikke. Hans sjælemage kunne vanskeliggøre den mest simple formular. For mindre magtfulde væsner - vampyrer eller ånder - ville det sikkert have været en udfordring at slippe ind. For hans vedkommende ville det være som at træde igennem et edderkoppe-spind - men han havde ingen intention om at gøre denne edderkop opmærksom på ham før han selv ønskede det.

En bleg finger prikkede let på ruden, strakte et naturligt hul i det magiske net og lod ham slippe igennem, før magien faldt på plads bag ham igen. Låsen på vinduet var en større udfordring at åbne lydløst end at nå igennem Kaya's magiske beskyttelse. Han rettede sig i køkkenet og smilede halvt af indtrykket der mødte ham. Asketisk indrettet, men overflydt af rod. Omtrent som Procella's bil - han vidste at hun stadig havde den stående, som en art deklaration af hendes selvstændighed, på trods af hans tilbud om bedre og nyere køretøjer - virkede lejligheden til at reflektere sin beboers alternative livsstil. Han kørte langsomt en finger langs køkkendiskens glatte overflade. Det havde været det samme med næsten hver eneste jæger han før havde sporet og leget med - som om de frasagde sig alt det, de selv forsøgte at beskytte.

Lyden af sider der blev bladret og Kaya's små udbrud nåede hans ører igennem døråbningen. Han tog et lydløst skridt, lænede sig imod dørkarmen og betragtede hende. Trækkene på hendes ansigt var et væld af forplumrede nationaliteter, der alle gjorde det sværere at bestemme hendes oprindelse. Som om verdens forskellige lande var trådt frem for at skabe en prototype på en perfekt blanding. Let tilt af øjnene og den tilspidsede hage der kendetegnede asien. Alligevel var kindbenene og øjenbrynets kurve nærmere kaukasisk. Næsens bue- og fløje var tunge i forhold til de ellers mere forfinede træk.

Og så var der stemmen, med sit hint af en gammel midt-amerikansk accent. Ohio, fra hvad baggrund han havde fundet på hende. En typisk tragisk historie om den lille pige der mister sin familie til monstrene under sengen og bruger resten af sit liv på at se sin frygt i øjnene. Som om familiens død øjeblikkeligt fordømte den overlevende til at afgive sin egen fremtid.

Humans.

Selv i hans tanker var de en hvis underholdt tone ved ordet.

"Do you always talk to yourself out loud, or is it merely a trait you've picked up from a certain other hunter? Lauren does enjoy her little monologues."

Humoren lå stadig svagt i hans stemme, selvom den næppe var til at aflæse for Kaya - ligesom de blanke træk der roligt betragtede hende fra den mørke dør, en skygge af en skikkelse hvo kun det blege ansigt og det lyse hår trådte frem. Han gav hende ikke en mulighed for at svare, før han forsvandt i et blink, hans skikkelse knap en skygge der strøg henover gulvet og efterlod hendes hænder tomme. Bogen lå imellem hans lange, slanke fingre, da han et halvt hjerteslag senere lænede sig imod den overfyldte reol, mens han bladrede skødesløst igennem siderne.

"If this is all you've been left with, I almost feel sorry for you."

Han hævede de mørke øjne fra bogen, tilbage til hende, og spredte læberne i et cheshire-grin der viste de hvide, let spidse tænder.

"Almost."

Gentog han, som om den lille begrænsende definition var det vigtigste ord i verden.

Kaya sad i sin egen lille verden af dybe frustrationer og magtesløshed. Mørket var over hende igen. Endnu en gang. Den var begyndt at gnave i baghovedet tidligere på dagen. Det havde været endnu en tom dag. En let pirken. Kradsen. Banken. Og nu - en hamrende boremaskine. Endnu engang var hendes mentale svaghed over hende. Endnu engang måtte hun holde den stagen. Gribe fat om kanten med fingerspidserne. Hænge i en tynd tråd med kun en trussel, der holdt hende fra at give slip på kanten. Fokus på andre emner var det eneste, der hjalp, og igen i nat sad hun fordybet i research, teori og træning. Hun var efterhånden vant til det, men det gjorde det ikke nemmere. Denne ustabile, forrykte verden gjorde det ikke nemmere.

En kold brise. Intet hun rigtigt lagde mærke til. Hun var jo sikker i sin egen lejlighed, ikke?

"Stupid, stupid, stupid!"

Endnu en side blev bladret, men midtvejs i bevægelsen hoppede hun halvt op af forskrækkelse, men satte sig hurtigt ned igen, en nærmest komisk bevægelse, mens den knitrende lyd af en side, der blev revet halvt over, lød.
Hendes ansigt så forskrækket og dybt forvirret ud, da bogen blev snuppet ud af hånden på hende, og hun greb efter den tomme luft.

"Who the hell are you? How did you get in? And what the hell are you talking about?"

Dumme spørgsmål, men de eneste hun kunne komme på.
Det slog hende, hun var for langsom, hun kunne nemt have været død nu, hvorefter hun rakte ind under sofaen. Pistolen var oppe og ladet - hurtige reflekser, men ikke hurtige nok, hvis et angreb havde været forestående. Men den lå trods alt i hendes hånd nu, og dog tøvede hun.
Personen overfor hende havde været alt for hurtig - dette var ikke et menneske - det havde hun jo netop lige læst om.

"How.. My barrier? I don't get it, 'should've worked! Fuck me sideways!"

Det sidste mumlede hun, pinlig over sig selv. Det sidste var et udtryk tydeligvis samlet op fra hendes mentor. Klar i hoved, var hun ikke ligefrem. Slørret, groggy og ufokuseret var nok bedre ord for hendes mentale stadie lige nu. Hun lignede efterhånden et større og større spørgsmålstegn. Og det var næsten latterligt, hvor lidt hendes træning slog igennem - det var latterligt. Ynkeligt. Patetisk.
Håndvåbnet blev hævet, rettet mod væsnet overfor hende, fingeren på aftrækkeren. Et selvsikkert ansigtsudtryk da hun rejste sig op, og dog.. Var der noget afgrundsdyb usikkerhed bagerst inde? Hun forsøgte at rette op på sig selv og skævede en enkelt gang ned til sikringen, som var hun nød til at kontrollere, at hun nu også havde afsikret pistolen - hvilket den faktisk var.

"I demand you to tell me who the fuck you are, and what are you doing in my apartment?"

Hun havde i det mindste fået samlet nok op på sig selv til, at hendes stemme ikke dirrede længere og lød af noget, der tilnærmelsesvis kunne ligne tiltvunget ro.

This is embarrasing, goddamn.. Stupid, slow moving girl! And in your own freaking apartment! fik hun skældt sig selv ud.

Wicked lukkede bogen med et lille smæld og kastede den skødesløst over skulderen. Den ramte gulvet bag ham med et hult bump.

"Questions first, violence second? How peculiar, for a student of Lauren. I'd have expected a different prioritization to have been beaten into your head."

Det påtaget skuffede udtryk der gled henover hans ansigt blev erstattet af et opfordrende, næsten forventningsfuldt, smil, da hun bøjede sig efter våbnet. Som om han gav han hende en mulighed for at rette op på sin første fejltagelse. Det blonde hoved tiltede let til den ene side, betragtede hende overbærende mens hun fumlede efter sin sikkerhedsline.

Procella havde været det modsatte af pigen foran ham, da han først mødte hende. Handling først, spørgsmål senere - til et punkt hvor det nærmest var latterligt, at hun ikke tog et øjeblik til at tænke sig om og finde ud af hvad der foregik omkring hende. Sådan var hun for så vidt stadig. Procella var ikke bare en tyr i en glas-foretning, men en bulldozer sluppet løs på motorvejen i myldretid.

Kaya derimod..

Det 'lånte' udbrud skar i hans ører og fik de mørke øjne til at spille, som om hans natur skinnede igennem den menneskelige facade.

Et blink, og han knælede på gulvet foran sofaen, spærrede hendes ben inde imellem sine knæ. De store hænder gravede sig ned i sofapuderne på hver side af hende, afskar hende fra at hæve pistolen direkte imod ham, de skarpe, blege træk pludselig alvorlige. Tættere på var han stor, bred over brystet og skuldrene, overvældende både i sin fysik og sin tilstedeværelse, som en tornado der fangede alt på sin vej. Hans opmærksomhed var fokuseret på hende, på en måde mennesker sjældent var i stand til. Det var for pinligt eller for intimt, den direkte øjenkontakt - særligt når modparten ikke behøver at blinke. Røde glimt dybt i de sorte pupiller flakkede som gløder, prøvede at fange hendes opmærksomhed.

"Do you truly want me to? I doubt you would survive it, but I could make it worth your life. I could even make it worth your soul."

Der var et blik i de mørke øjne, en ondskabsfuld og alligevel lokkende tone i stemmen, der sagde at han talte sandt. At ligemeget prisen, så kunne han levere en aften, en time, et minut, der var alt værd. Han lænede sig langsomt tættere på hende mens han talte, bøjede det blonde hoved så luften der fulgte ordene slog imod hendes hals og sendte den rene lugt af menneske tilbage. Pustede til mørket og kaldte det kælenavne som en kat der blev lokket frem fra sit gemmested under sengen.

"But then again, that's part of it, isn't it? Never knowing if the next will be last kill, the last thrill. The final high."

De sidste tre ord blev trukket pinefuldt ud, hvisket i hendes øre som en kærlighedserklæring imellem elskere. Var ordene bare et heldigt tilfælde? I samme sekund hun fik våbnet under kontrol og hævede det imod ham, lagde fingeren imod aftrækkeren, var han væk i endnu en af de hurtige bevægelser, der fik det til at føles som om hun blinkede og missede adskillige sekunder. En lavmælt, syndefuldt fristende latter ekkoede i lejligheden.

"Your barrier."

Wicked lænede sig igen imod dørkarmen til køkkenet, gav hende god plads til at rejse sig fra sofaen og rette våbnet imod ham, mens han tiltede hovedet en smule, kneb øjnene sammen som om han overvejede hendes tidligere spørgsmål, uden synligt at tage sig af pistolen.

"It should do fine against lesser pests. As a deterrent, at least. I doubt it would keep anything truly determined out."

En bleg finger løftede sig imellem dem, hang i luften et langt øjeblik før den bevægede sig fra side til side i en karikatur af en forælders irrettesættende gestus. Han tsk'ede let af hendes hævede tone og ved bevægelsen faldt barriererne omkring hendes lejlighed sammen som et korthus. Wicked løftede knap et øjenbryn, mens hans magi rev det patchwork af 'barrierer' hun havde købt sig til fra hinanden.

"The little girl from Ohio, all grown up and out on the hunt for the monsters under the bed. Do you think mommy and daddy would be proud of you?"

Intet smil denne gang, kun de intense mørke øjne der holdt øje med hende, betragtede hende og hendes lille pistol, i den rodede lejlighed og tomme eksistens, hvor hun aldrig kom tæt på nogle, altid måtte se sig over skulderen. Hvor fremtiden ikke eksisterede, og øjeblikket lige nu var et helvede af smerte, adrenalin eller mørket der langsomt krøb ud fra dets skjul dybt i hende.

En lille pige, der klyngede sig til det eneste levn af fortiden hun havde.

De mørke øjne var et nådesløst spejl, mens hans magi hviskede ensomhed i hendes øre.

Kaya krympede sig næsten helt ved synet af bogen, den gamle ven og livsline, blev kastet på gulvet, og en vrede begyndte at boble frem i hendes blik, der dog hurtigt blev afløst af forvirring, da denne.. Dette væsen, talte og igen sagde dette ukendte navn.

"Student of Lauren? What are you talking about..?"

Forvirringen var total. Personen foran hende forvekslede hende tydeligvis med en anden. Men han stod i hendes lejlighed - han måtte da vide, hvor han var gået hen?

Et gisp af overraskelse brød fra hendes læber, da han var over hende, og hun nåede knapt at reagere, før han havde låst hende. Det eneste ynkelige forsøg hun gjorde, var et knæ mod skridtet, men benene var låst af hans stærke ben, og knæet rykkede sig ikke mere end nogle få centimeter, før hun sad helt låst i sofaen med denne mand over sig. Et glimt af frygt sås i hendes blik, da hun med et menneskes ynkelige styrke forsøgte at rykke sig fri, hvilket tydeligvis ikke lykkedes. Glimtet forsvandt dog hurtigt igen, da han blot begyndte at tale, og blev afløst af magtesløshed og undren. Han angreb hende ikke - i hvert fald ikke endnu.. Hun krympedes ved hans blik. Ubehag. Utryghed. Forsøgte at holde blikket men måtte blinke, bare for at holde ham ude et millisekund. Hun sank. En klump af frygt havde vokset sig stor i hendes svælg.

"Survive..? I.."

Hun var tydeligt utryg og bange ved situationen, men en stædighed flammede op i hende, da han begyndte at tale om hendes sjæl.

"I'd rather die, than give my soul away to someone like you - to anyone!"

Nærmest spyttede hun ud mellem sammenbidte tænder. Nok var hun utrænet, langsom og et nemt byttet, men Kaya havde rene tanker og på dette punkt havde hun en stærk vilje. Hun var stadig ny, og alt var stadig sort og hvidt for hende, men dette punkt ville aldrig ændres. Et lokkende toneleje ville aldrig være nok til bare at få hende til at overhoved at overveje det.

Hun begyndte igen at bevæge sig, forsøge at ryste sig fri af hans jerngreb, men igen. Til ingen nytte. Pistolen var i hånden, men hånden kunne ikke rykke sig nok til at ramme ham. Intet andet var at gøre, end at lytte. Hans ansigt var for tæt på, instinktivt forsøgte hun igen at rykke sig væk, men kun hovedet blev trukket tilbage. Væk. Væk fra denne styrke. Denne magt.
Hendes hjerte hamrede afsted. Adrenalinen fra frygten fyldte hendes årer. Hun svedte.
Ordene. Betydningen. Vidste han, hvad hun lavede? Hvem hun var?
De sidste ord, et tilfælde? Hun åbnede munden, for at sige noget, men lukkede den igen. Hvis det virkelig var et tilfælde, ville hun ikke afsløre sig selv.

Og så..
Var han igen væk fra hende.
Hun fik hurtigt rejst sig op, afsikret pistolen, sigtet mod ham.

Rødmen steg op i hendes kinder, da han omtalte hendes barriere - den købte magi - på så nedladende en måde.
Med den mentale lyd af et klik faldt barrieren, som var en meget løs og svag kontakt blevet pustet på og forsvundet. Han var stærk! Eller også var hendes magi bare noget billigt lort.

"How did you..? That shouldn't be possible, just like that!"

Sveden sprang nu frem på hendes pande, løb ned langs tindingen og videre ned ad den skarpe kæbelinje.

Med få ord fra ham, blev hun klar over det. Der var ingen tvivl om, at han vidste hvem hun var.

"How did you kno..?"

Hun nåede ikke længere, før han nævnte forældrene..

"How dare you!"

Hun skød. Først nu - efter flere minutter gjorde hun, hvad hun burde have gjort med det samme, da hun opdagede, at der stod en fremmed mand, der lydløst var brudt ind i hendes lejlighed.
Hun affyrede det simple håndvåben med de vievands dyppede sølvkugler - en patron der burde virke mod de overnaturlige væsner hun ønskede at dræbe.

Skrøbelig.

Det var efterhånden længe siden han havde været tæt på en person der var menneske hele vejen igennem. Den svage vægt bag hendes forsøg på at skubbe ham væk var næsten ikke mærkbar, men mindede ham om, at han ikke kunne behandle Kaya lige så skødesløst som han behandlede Procella.

Han behøvede ikke det korte glimt af frygt i hendes øjne. Den tunge lugt af angst hang omkring hende. Ikke bare almindelig frygt, men den krydrede, overvældende fært af en, der havde set hvad der lå i mørket. Han havde altid foretrukket jægere – ikke udelukkende fordi de kunne præsentere en minimal udfordring, men fordi de vidste hvad deres bytte var i stand til. Selvom de lærte at håndtere frygten, forsvandt den ikke. Den blev bare intensiveret.

Et øjeblik var hendes fært næsten for fristende, da hans ånde slog tilbage og overvældede hans sanser. Hendes afventning af hans næste træk, som om hun allerede havde opgivet kampen og bare ventede på enden. Lyden af hendes hjerteslag hang i hans ører, blodet pulserede hastigt forbi under huden så fristende tæt ved. Et enkelt bid, et lille ryk og legen kunne allerede være ovre.

Men det var ikke hans stil.

She doesn't have it. At least, not yet. The drive, the want, the need to survive and fight however hopeless it seems. Untested, untried.

Smilet strakte hans læber imod hendes hals, hvor hun ikke kunne se det. Udtrykket på hans ansigt ville højst sandsynligt have endt legen her.

"Careful what you wish for."

Om han hentydede til hendes 'fuck me sideways'-udbrud, eller hendes 'I'd rather die..'-kommentar var ikke helt tydeligt. Måske dem begge. Det var en af de første lærestreger nye jægere måtte igennem – det var ikke nok at passe på sin ryg. Ord havde langt større betydning end man forventede.

Han efterlod hende på sofaen og de tynde læber strakte sig i et lille smil igen. Et smil der tydeligt fortalte, hvor lille hun var i forhold til ham, og hvor meget af hvad der foregik imellem dem lige nu, var kattens leg med musen.

Wicked skubbede sig fra af dørkarmen, fulgte hvert af hendes tumlende spørgsmål med et skridt der bragte ham tættere på. Langsomt, forfølgende, som et rovdyr der var ved at snige sig ind på sit bytte. Pressede hende til at tage en beslutning.

”Will we be moving past the sentences beginning with 'how' anytime soon?”

Den pludselige vrede fik ham til at hæve øjenbrynene, gjorde smilet bredere, som om Kaya endelig havde gjort noget interessant. Det sidste skridt bragte ham inden for rækkevidde. Få centimeter, og pistolen kunne have skubbet imod hans bryst. De mørke øjne blinkede ned til hende, da hun endelig trykkede på aftrækkeren.

Lyden af kuglen der med rasende hastighed blev tvunget ud af løbet ekkoede som et tordenbrag i lejligheden. Det velsignede stål skar igennem dæmonens krop præcist som det var meningen. De mørke øjne udvidede sig en smule i overraskelse, før knæene gav efter og den store krop faldt bagover. Det træge blod var ikke til at se på baggrunden af den mørke jakke eller sorte bluse indenunder, men den krydrede, sødelige lugt hang bredte sig langsomt i luften. De mørke øjne stirrede stadig overrasket og livløse op i loftet.

Det svage bump blev efterfulgt af et andet. I en af de nærliggende lejligheder var en beboer hoppet ud af sin seng og trampede panisk over gulvet. En raslen af en telefon.

Det var et pænt og stille kvarter. Lyden af politi-udrykning klang imellem bygningerne få minutter senere.

"Ohh.. I'm very well aware of what I'm wishing for."

Lød det tørt fra hende, angsten trukket en smule tilbage, for en kort stund. De tanker der lå i hendes hoved for få minutter siden og stadig lå der, lå der altid - nogle gange som hendes største ønske. Sådan var det nu engang som eks-misbruger.

Smilet fik hende til at spænde uvilligt kroppen af ubehag. Hun vidste udemærket, hvad det var, han foretog sig, og hun var udemærket klar over, at hun selv var musen.

Han kom tættere på - hun forsøgte at komme længere væk, men sofaen stod i vejen, og hun kom kun få centimeter længere væk. Hånden spændtes om pistolen.
Hvorfor hun ikke rykkede sig længere væk, da han kom tættere på, vidste hun ikke. Hun tænkte ikke, der var kun usikkerhed, forvirring og frygt.

"Ohh.. Don't blame a girl for wanting to know what the hell's going on.."

Stemmen dirrede stadig en smule, hun kunne ikke skjule frygten helt, selvom hun gjorde et bravt forsøg. Eller.. Det troede hun i hvert fald selv. Udefra så det nok mest af alt ynkeligt ud.

Aftrækkeren blev trykket, og samtidig stod han lige foran hende, endelig så hun ham rent faktisk i øjnene uden tøven. Nok var det et lille håndvåben af typen som alle måtte have i sit hjem, men ethvert menneske ville have været død på stedet med den korte afstand. Men dette var ikke et menneske, dette var noget andet - hvad vidste Kaya dog endnu ikke.

Braget lød, ekkoede i den nærmest tomme lejlighed. Panikken brød ud i lejlighederne omkring dem, samtidig med han faldt mod gulvet. Den hule lyd af blødt mod hårdt gulv lød. Kaya gav sig selv en mental dumflad.

Bad call.. God.. Think!

En panisk følelse spredte sig i kroppen på hende. Luften blev trukket dybt ned i hendes lunger en enkelt gang - hoved blev klart. Hun tænkte hurtigere. Presset hjalp hende. Hovedrystende trådte hun et skridt frem og bøjede sig ned over den øjensynligt døde mand på hendes gulv. Sirenerne kom tættere på og larm hørtes på trappen.
Med den nu sikrede pistol i hendes hånd, daskede hun ham på siden af hoved med metallet. Hendes hoved var tæt på hans, mens hun åndede ham tungt i ansigtet. Den nu beherskede stemme lød.

"Wake up sleeping beauty. Stop staining my carpet. Let's stop playing cops and robbers and get up, you moron. Why don't we get this cleaned up all nice and well and tell the cops we had a misfire? No harm done. And then we get back to the reason you came here."

Korte smæld hørtes, da hun klappede opmuntrende to gange i hænderne, som var han en hund, hvis opmærksomhed, hun skulle have.

"Come.. Up, up!"

Panikken havde tydeligvis lagt sig i hendes, presset fra verden udefra havde fået frygtens bobel til at springe omkring hende.
Hun rettede sig op og fandt hurtigt skuffen med rensemidler til diverse våben. Her samlede hun hurtigt en rensestok, nogle rene klude og noget olie op, som hun skyndte sig at stille på sofa bordet. Alt dette foregik i hurtige, lange skridt. Hun tog den første klud og tørrede hurtigt eventuelle synlige blodsprøjt af pistolen og smed kluden helt ind bagerst under sofaen, hvor den ikke kunne ses. Dette var gjort på få sekunder, men lyden af sirener var kommet tydeligt tættere på.

Hun så afventende på manden. Ansigtet var lagt i rolige folder.

Idiot..

Wicked reagerede ikke da metallet blev dasket imod hans ansigt, men åbnede øjnene da Kaya forlod lokalet for at betragte det kaos der var begyndt omkring ham med et underholdt smil. Det havde ikke været hans originale plan, men han var aldrig den der lod en chance for en smule underholdning gå forbi.

Da Kaya vendte tilbage til lokalet lå han igen med lukkede øjne og lignede i høj grad et lig. Et par af de slanke fingre var endda plettet af mørkt, tyktflydende blod, som om den stakkels intetanende gæst var blevet skudt og af ren overraskelse havde grebet ned til såret, før han faldt om. Da hun havde færdiggjort sit lille ritual og så ned på ham, åbnede han et øjenlåg halvt på sned, som om han var en skuespiller der blev forstyrret midt i sin scene.

"I think I'd rather not. Considering I have neither heartbeat nor pulse, it will be interesting to see what the police makes of this situation."

Wicked sendte hende et forførende mørkt smil.

"I can be very, very still."

Truslen var tydelig. Hvis politiet brød ind i lejligheden ville de finde en krop uden åndedrag, hjerteslag eller puls - selv kropsvarme havde han ikke, medmindre han brugte energi på det - men derimod med et åbenlyst skudsår igennem brystet, midt på hendes stuegulv, uden tegn på et slagsmål. Vinduer og døre var låste indefra. Men hun kunne vel stadig komme på en overbevisende historie? Han havde trukket en pistol, truet hende, de havde kæmpet og 'Sorry Officer, it just went off!'. Bortset fra..

"Perhaps you should wash your hands. I hear that gunpowder residue is a thing these days."

Det var tvivlsomt at dæmonen brugte sine frie øjeblikke på at se de nyeste afsnit af CSI, men noget havde han da samlet op igennem århundrederne. I samme øjeblik lød en hårdhændet banken på Kayas fordør.

"Too late."

Wicked smilede påtaget beklagende og lagde sig igen til rette på gulvet, de blege træk passende forvredet i smerte og overraskelse. Der var en million forklaringer der kunne formilde situationen, men faktum var et der lige nu befandt sig en person i hendes stue, som hun øjensynligt havde skudt. Omstændigheder til trods ville det tage en del udredning at slippe ud af - og så ville der blive set nærmere på hendes økonomi, hvad hun arbejdede som, hendes daglige færd, hvorfor hun levede i en nærmest asketisk indrettet lejlighed, med bøger om okkulte og overnaturlige emner spredt omkring..

"Of course.."

Den dybe stemme kom overvejende, nærmest som om han havde glemt at tilføje noget.

".. in exchange for a small request, perhaps I could be persuaded to appear somewhat more.. lively for a minute or two."

Det ene mørke øje betragtede hende afventende. Der blev hamret utålmodigt på døren igen.

"Ma'am? Police. Open up!"

Lyden uden for døren angav at de to betjente var ved at gøre sig klar til at bryde døren ned, hvis de ikke fik et svar inden for de næste par sekunder.

Blikket hvilede roligt med et snert af irritation på Wicked. Det lykkedes for en gangs skyld at skjule den kriblende panik, det lykkedes at holde den i ave. Hun svarede ikke.

Easy girl.. Breath and think, remember what you've learned.

Mens hun aftørrede pistolen, ramte det hende, som var en projektør blevet tændt lige i øjnene på hende efter flere timers mørke. Ansigtet. Håret. Bygningen. Holdningen.
En rød løber. En glitrende champagnekjole. Et jakkesæt. Og en regn af journalister.
En arm om livet. Et strejf mod en kind.
Masser af billeder. Masser af informationer.
Hvem var denne mand, som havde fåret hendes mentor, Procella, i en kjole og ført hende i armen ned ad en rød løber?
Tankerne fløj så hurtigt igennem hovedet på hende, næsten for hurtigt til, hun selv kunne nå at opfange dem. Der var ikke gået mange sekunder.
Børnene.. Var de hans? I så fald var det en dæmon, der lå og blødte på hendes stuegulv. Og i så fald havde Procella løjet overfor hende, i stor grad. Men det var tanker til senere.
Bogen hun netop havde læst. Informationer. Lærdom. Viden.
En dæmon lå og blødte på hendes gulv, brugbart blod.

Et hurtigt skridt fra sofaen og hun var ved hans side igen og bøjede sig over ham. Med rolig, nærmest kærlig hånd rakte hun frem mod hans bryst. Hendes slanke fingre strøg blidt hen over skudsåret, blidt som en elskers kærlige berøring. Hendes fingre blev dækket af hans kolde, mørke, klistrede blod.
Hun løftede hånden, strøg den hen over sig eget bryst, over den mørke trøje, mens hun gengældte det forførende smil.
Blodet var nu på hendes trøje. På hendes person.

Stemmen lød lavmælt men rolig, da hun begyndte at rejse sig op igen og træde tilbage, mod vinduet til baggården:

"I could leave you here, 'dead'.. Mister Faccombe. A shame with that club of yours. And now.. I have your blood as well.. So much fun I could have with this.."

Igen strøg hånden hendes bryst, blidt. Kærtegnende.

"So let's try again, shall we? Why don't you get up and play nice with the cops, sweet boy?"

Med det stadig rolige blik hvilende på James, råbte hun med påtaget forskrækket og angst stemme:

"I.. I'm coming.. Pl.. Please.. Nothing bad has happened here, a misfire."

Lejlighederne var lydhøre nok, som sådan et boligkompleks nu var, til de kunne høre hende.

Blikket blev afventende.

Han åbnede begge øjne da hun bøjede sig over ham, mødte hendes blik med et lille, ondskabsfuldt smil. En slank hånd skød fra hans side op og greb hendes håndled da hun trak armen til sig. De mørke øjne gnistrede da hun udtalte hans menneskelige alias. Følelserne på de blege træk smeltede væk og forsvandt hurtigere end hvad der burde være muligt. Wicked var en skræmmende god skuespiller - mere end det, han var for overbevisende, hver gang han påtog sig en maske. Som om det overnaturlige væsen aldrig havde eksisteret. Små lommer af virkelighed, hvor mennesket James tittede igennem.

"Call me Wicked."

Navnet hviskede igennem lokalet og strøg henover hendes hud, som en skygge når en sky går for solen. Han klikkede let med tungen, en skarp og upassende lyd, men virkede ikke synderligt bekymret over hendes trussel.

"How kind of you to recall. Yes, I do suppose my death would pose a minor inconvenience."

Stemmen havde en sær, høflig tone. Det passede sig bedre til et middags-selskab hvor der blev diskuteret forretninger henover desserten, mens børnene legede på gulvet under bordet. Intimt og venskabeligt. De mørke øjne faldt et øjeblik på de blodige fingre.

"You are amusing."

Den mørke stemme lød underholdt men halvt overrasket, som om hun havde gjort noget han ikke havde forventet. Han virkede et øjeblik til at have glemt alt om politiets tilstedeværelse, indtil hun igen gjorde opmærksom på dem.

"Play nice.. Ah yes, I nearly forgot."

De mørke øjne blinkede til hende, før hans fingre løsnede grebet og lod armen falde tilbage til gulvet.

"Please! Help! She shot me!"

Stemmen var lysere, nærmest ynkelig og stærkt påvirket af frygt og smerte. De blege, ellers livløse, træk blev animerede, forvred sig i smerte og intenst angst. Den ene muskuløse arm hævede sig til brystet og dækkede såret, mens han nyttesløst forsøgte at skubbe sig væk fra Kaya. Reaktionen kom straks. En tung krop kastede sig imod døren. Træet knagede og hængslerne gav efter.

To betjente stormede ind i lejligheden med hævede revolvere, kun for at blive mødt af synet af Kaya, pistolen stadig i hendes hånd, der rettede sig fra at stå bøjet over Wicked, blod på hænderne og tøjet, og den tydeligt sårede mand på gulvet, der panisk forsøgte at slippe væk fra kvinden. Betjentene tog en hurtig beslutning og pegede begge våben imod Kaya.

"Freeze! Drop the gun and put your hands on your head!"

Den ene betjent taklede hende ned på maven, en ældre mand med grå strejf i det brune hår og en begyndende doughnut-mave der lige så småt var begyndt at vælte udover bæltet. Kollegaen, en ung fyr der så ud som om han lige netop var kommet ud af akademiet, sænkede pistolen og vendte sig imod Wicked.

"Are you alright, Mr- Mr Faccombe? Jesus Mike, it's James Faccombe!"

Den anden betjent - Mike tilsyneladende - kiggede op, midt i at samle det andet led af et par håndjern omkring Kaya's håndled. Hans noget imponerende vægt lå henover bagsiden af hendes knæ, hvor han mere eller mindre havde sat sig for at holde styr på hende mens hans kollega kæftede op. Blikket var ikke just imponeret over rookien's besked.

"Damnit Jim! Call up an ambulance!"

Der gik et ryk igennem Jim og en synlig rødme farvede kinderne, da han dukkede hovedet og lænede det imod radioens mundstykke ved skulderen. Anmodningen om en ambulancet flød rutinemæssigt fra ham, mens han sank på knæ ved siden af 'James', der havde fået skubbet sig hen til sofabordet og nu sad lænet med ryggen imod det.

"Mr. Faccombe? Are you alright, sir? Help is on the way."

Den unge betjent tøvede lidt med at skubbe, hvad der var kendt som en af byens rigeste og mest eftertragtede ungkarles, arm væk, så han kunne se skaden.

Øjnene blev store af forskrækkelse og en snert af irritation, da Wicked tog fast i hendes håndled og holdt det med overnaturlig styrke. En styrke hun aldrig ville kunne overgå. En fascination sås over hans evne til at spille på ansigtsudtryk og følelser. Det var skræmmende ubehageligt.

"I can not use a fake name for anything. So James - Wicked, what's the difference?"

Stemmen lød tør, irriteret.
Hendes øjne rynkedes let i det glatte ansigt, af undren.

"Amusing?"

De glattedes dog hurtigt ud i forståelse og ansigtet blev glat, tomt og køligt. Dog kunne hun ikke lade være med at smile kort over hans overraskelse.

You did something right at least girl..

"Well.. I doesn't surprise me, that this is nothing but a game to you, demon."

Forhåbning lyst op i hendes øjne, hun forstod øjensynligt "play nice" forkert, som ønsket. Håbet blev dog hurtigt skriftet ud med frustration og vrede, da han gjorde noget helt andet, selvom det måske ikke var helt uventet.

"You.. Bastard!"

Hvislede hun vredt. I en hurtig vending var hendes eneste tanke at forsøge at vende dette til sin fordel - og det resulterede i.. At hun slog sig selv med pistolen over øjenbrynet lige akkurat før de sparkede døren op. Et rødt mærke sås og en mørk farve af hendes eget varme blod begyndte langsomt at løbe frem.

Pistolerne blev sigtet på hende, våbnet blev hurtigt og villigt smidt og hænderne blev lagt på hoved, hvorefter manden, langt større end hende, tacklede hende.

"Urgh!"

Hun kæmpede ikke imod og fik tvunget luften ud af lungerne, idet hun blev væltet forover mod gulvet, hvor vægten blev lagt over hende.

Luften kom hvæsende tilbage ned i lungerne, men ingen ord kom ud. Det var bedst ikke at sige noget, at tænke, før hun sagde noget igen. Procella.. Hun måtte ringe til Procella, få hjælp.
Modstandsløs lå hun på gulvet og lod sig ligge i håndjern. Hoved opgivende mod gulvet.

Ingen ord, ingen modstand, det var nok bedst.

Blikket blev løftet og hvilede kort på Wicked med blodet langsomt løbende ned over det ene øjenbryn, hvorefter hun lagde hoved mod gulvet igen.

Damnit! This is to his advantage. Why did he have to be a known face?! I lost when he entered the room

Sirener lød igen, ambulancen var ikke langt efter en udrykning for en skudepisode. Den stoppede nedenfor og kort efter kom to ambulancereddere løbende op af trappen. De behøvede ingen vejledninger for at se, hvem der var blevet skudt, og de overtog med trænet hånd fra den nyuddannede knægt.

Disse var tydeligvis mere professionelle end denne Jim. Der blev ingen navne nævnt, Wicked var en patient ligesom alle andre. Den ene forsøgte langsom at fjerne hånden for at kunne klippe tøjet op. Hvorefter de lagde et midlertidig kompres på skudsåret. Med rutineret hånd hjalp de den tilsyneladende svagelige mand op og fik ham ned til ambulancen.

Herefter blev Kaya noget mere brutalt hævet op fra gulvet og trukket afsted med en betjent på hver side af sig. Folk var stimlet sammen og kiggede forskæmte ned ad trappeopgangen, da hun blev slæbt ud. Ligeledes stod folk ude på gaden med menneskets typiske nysgerrige mentalitet.
Kayas hoved blev bøjet, da hun slukøret blev smidt ind i bilen og kørt på stationen.

Ambulancen med udrykning på vej i en anden retning.

//out