Agility [Koda+Nari]

Tid : 1. marts 2012, omkring kl. 20.43
Sted : På en græsbrink ved Silent River
Vejr : Køligt, skyklart og forholdvist vindstille
Omgivelser : Den store mørke sø hvor overfladen i nattens stille vind er forholdsvis rolig. På en lille plads holder en sølvfarvet bil med forlygterne tændte.
Påklædning : Høje stilletstøvler, en stram lårkort og en fiks kort sort uldjakke.


Hun havde ikke sagt noget på den korte køretur. Mennesket havde stillet et par spørgsmål, men var også hensunket i tavshed da der ikke var kommet svar. Fra landevejen var de drejet ned af en lille grusvej, forbi et skilt med teksten 'Silent River'. Af en eller anden underlig grund kunne Narcissa utrolig godt lide området omkring den mørke og nærmest hemmelighedsfulde sø.

"Kom!"

Den spinkle kvinde trådte ud af den nu åbne bildør og så sig ikke over skulderen imod Kodashi. Det var som om hun forventede at mennesket fulgte efter. Narcissa bevægede sig bagud og åbnede bilens lille bagagerum. I det lå en aflang mørk læderskede med remme som hun greb, sammen med et rør i let metal der kunne foldes ud. Med lidt forveksling kunne det lige et kosteskaft uden hoved. Lyden af bagagerummets bagsmæk der blev kastet i, lød voldsomt højt i den stille nat.

Hun nikkede Kodashi med om på den lille plads foran bilen, kraftigt oplyst af forlygterne.

"Her."

Med det kastede hun den aflange læderting over til mennesket, der hurtigt ville kunne ane et håndtag i dets top. Ved nærmere eftersyn ville hun opdage at hun holdt et langt sværd sat i sin skede.

"Træk det!"

Hun pegede sigende med metalpinden i sin højre hånd.

"Vis mig hvad du kan!"

Narcissa lod metalpinden pege imod jorden skråt foran sig, klar til at parere angreb fra mennesket.

Kodashi havde lidt på vejen prøvet af spørger ind til hvor de var på vej hen men fik ingen svar så hun opgav mere eller mindre at få noget af vide. Kodashi nøjedes bare med at side og kigge ud af vinduet og kigge på de omgivelser som de passerede. Kodashi havde kun få gang været ude ved det her område og mest for at male, men noget sagde hende det ikke var derfor de var her.

Kodashi steg stille ud af bilen og fulgte stille efter Narcissa. Hvad var dog meningen med at de skulle her ude.

Kodashi stillede sig hen hvor Narcissa ville have hende hen og stå.
Hun greb ud efter sværdet der blev kastet til hende og greb det lige præcis men det var ikke så elegant gjort da Kodashi var blevet lidt overrasket over der pludselig blev kastet noget til hende.

Kodashi gjorde igen som der blev sagt og trak sværdet, hun kiggede noget på det og anede virkelig ikke hvad hun skulle stille op med det. Hun kiggede undren på Narcissa og så helt fortabt ud, var det meningen at hun skulle slå ud efter Narcissa, det var da livsfarligt.

Igen da Narcissa talte direkte til Kodashi som en slags ordre fik Kodashi igen faktisk lyst til at gøre som der blev sagt, hun forstillede sig selv rent faktisk angribe Narcissa.
Kodashi havde dog ingen ide om hvordan man skulle bruge et sværd. Hun havde engang da hun var mindre prøvet live rollespil hvor man tævede på hinanden med gaffatæpe våben, men det var jo langt fra det samme.

Kodashi skulle til at spørger om Narcissa virkelig var sikker på at hun skulle, men Kodashi havde snart lært at når Narcissa sagde noget var hun fast besluttet på det.

Med forsigtige skridt gik Kodashi nærmere på Narcissa og hævede sit sværd og slog ud efter Narcissa oppe fra.

Sværdet Kodashi stod med var, for sværdelskere, utrolig smukt. En underlig og dog strømlinet, blanding af en kårde og en katana. Sværdets blad var blankt og velplejet. Det vejede næsten ingenting, men var alligevel vægtet til perfektion.

Der lød et let syngen da angrebet blev fejet bort som havde mennesket slået ud med en slatten klud. Narcissa trådte et skridt bagud og sukkede.

"Du er jo nødt til at mene det. Vend dig rundt, sådan dér ja."

Narcissa stillede sig med et par skridts afstand fra mennesket, med siden til.

"Gør som jeg, følg mine bevægelser og efterlign."

Med langsomme bevægelser strakte hun armen ud foran sig, med spidsen af pinden pegende ned af. Derfra lavede hun to elegante udsving og sluttede af med at dreje opefter i en øvre parade. Det var tydeligt at kvinden havde fægtet længe. Faktisk havde Narcissa trænet sværdets kunst i noget der lignede halvanden århundrede.

Igen sukkede hun og så på Kodashi med et tænksomt udtryk. Hvordan var det hun selv havde startet? Hun gennemsøgte sin hukommelse og lyste så op i et smil.

"Åh ja... fødderne!"

Det var helt utroligt at holde om sværdet, det var utroligt let, Kodashi havde regnet med sådan et ville være meget tungere end det virkelig var.

Kodashi sukkede kort og vidste udemærket godt selv at det var et meget ynkeligt forsøg, men hun kunne jo ikke bedre end det.

"Jeg har jo aldrig prøvet det før" mumlede Kodashi stille mens hun stillede sig som narcissa ville have hende til.
Var de virkelig taget helt her ud for at skulle fægte, det var da godt underligt alligevel.

Kodashi prøvede så godt hun kunne at mime de bevægelser som Narcissa gjorde og prøvede virkelig at gøre sig umage, men det var langt fra så godt Narcissa.

"Hvorfor er det vi skal det her" spurte Kodashi undrene og afventede bare på hvad Narcissa sagde der nu skulle ske. Kodashi havde på fornemmelsen af det ville blive en lang aften nu.
Hvorfor havde hun også givet sig til udtryk om hun ikke ville være svag, så kunne det være hun stadig var hjemme i sin lejlighed.

Dæmonen vendte sig langsomt imod Kodashi, de sorte øjne afslørede ikke hvad der foregik bag dem. Et kort øjeblik stod den blege kvinde blot og betragtede mennesket.

"Hvad vi laver her? Du sagde at du ikke ville være svag? jeg give dig en mulighed for at lære og forsvare dig selv. Det er du måske ikke interesseret i?"

Et såret udtryk gled over hendes ansigt og hun lod blikket glide hen over Kodashis skulder og ud imod den mørke sø.

"Jeg kan selvfølgelig også bare tage hjem igen, lade dig være alene. Men så vil du ikke kunne stå imod næste gang nogen forsøger at tage dig med magt. Jeg troede du gerne ville dette? Men hvis ikke... så sig endelig til, så skal jeg ikke spilde din tid."

Den sårede tone i hendes stemme fik det næsten til at virke som om hun skændte på et lille barn. Atter fangede hun Kodashis blik.

"Der findes andre måder... lettere måder, men det vil kræve noget af dig. Desuden... du står med et stærkt våben i din hånd, det eneste det kræver er blot at du lærer at bruge det. jeg kan lære dig det. Men jeg nægter at spilde min tid på en elev der ikke vil lære. Så kom ikke og græd ved min skulder den dag et væsen flår dig fra hinanden."

Kodashi så lidt ned i jorden og følte det nærmest som om hun blev skældt ud på en meget mild måde. Jo Kodashi havde jo bedt om at gerne ville være stærkere så hun ikke abre sådan kunne blive overfaldet længere.
Af en eller anden grund fik Kodashi lidt dårlig samvittighed over at havde spurt.

*Tag dig sammen Kodashi....* tænkte Kodashi stille for sig selv.

Kodashi rettede stille og roligt sit blik op på Narcissa igen.

"Undskyld.. det var ikke ment på den måde"

Suk hvad havde hun dog gang i, Kodashi følte sig fanget omkring Narcissas lillefinger. At Narcissa bare kunne noget med ord så Kodashi ikke kunne sige hende imod.
Et lille suk undslap Kodashi læber før hun stillede sig som før da Narcissa ville vise hende hvordan hun skulle gøre.

"Jeg skal nok gøre som du siger" sagde kodashi stille.

Dæmonens ansigt blev lyst op af et strålende smil, det var næsten svært for hende at skjule den fryd der brusede igennem hende, ved at erfare hvor meget mennesket var villig til at gøre som hun bad.

Med en glidende bevægelse trådte hun et skridt til siden løftede metalpinden og slog let imod Kodashis overarm.

"Kom så, stil dig overfor mig. Gør som jeg. Se mine fødder."


-- ca 3,5 time senere --


"Hold nu op med dét der! Du kommer ingen vegne med bare at slå omkring dig i hidsighed!"

Hun betragtede den forpustede pige foran sig. Kinderne var røde af anstrengelserne blandet med den iskolde natteluft. Måske hun havde drevet hende for vidt?

De sidste timer havde ikke indeholdt mange pauser. I starten havde Narcissa virkelig forsøgt ikke at lade sin utålmodighed løbe af med sig. Men efterhånden som Kodashi blev mere og mere træt, og lavede flere og flere kæmpe brølere, havde Narcissa gentagne gange taget sig selv i at svirpe hende over overarmene med metalpinden.

"Ud med foden..."

Hun gjorde endnu et udslag, men kunne se at mennesket ikke magtede at parere. I stedet for at stoppe sit angreb, satte hun mere fart på og lod metalpinden glide opefter og ramme Kodashi ind over kinden med et svirp. En rød stribe viste sig med det samme, og pigen ville nok bære mærket et par dage endnu. Angrebet talte sit tydelige sprog: lær det her eller dø!

"Det er nok for i aften."

Dæmonen trak pinden til sig og rettede sig op. Hendes blik gled atter ud over søen. Hun virkede på ingen måde til at være udmattet af undervisningen.

"Vi mødes igen om et par dage. Det her kommer til at tage tid."

Der var en lille snert af opgivelse i hendes stemme. Hun sukkede dybt og vendte sig atter imod Kodashi.

"Hvor villig er du til at blive stærkere? Hvor meget værdsætter du dit liv?"

Kodashi var ved at blive godt trært i armene, og godt hissig på det bare ikke lod sig gøre. Der ud over hjalp de slag som Narrcissa gav Kodashi hver gang hun lavede en fejl ikke særligt meget på hende humør.

Kodashi havde under hele træningen gjort hvad hun kunne for at gøre det så godt hun kunne men det var åbenbart ikke godt nok.

"Jeg prøver" mumlede Kodashi stille og orkede slet ikke at parere det slag der kom flyvende. Kodashi havde entelig troet at Narcissa vilel stoppe sit slag, men nej. Smerten slog straks ind i Kodashis hoved som en stor ringen og hun tabte sværdet.. Et par tårre kom op i Kodashis øjne men hun nægtede simpelthen bare at græde foran den her kvinde. Kodashi ville bare ikke vise den svaghed igen. Kodashi tog sig stille og roligt til kinden for at ømme sig lidt.

"Okay"

Kodashi kunne smage en metalisk smag i munden, hun var ved slaget kommet til at bide sig selv i kinden og nu var der gået lidt hul inde i munden, det var ikke slemt heldigvis da man ikke kunne se det.
Da det endelig jo var nok for i aften drættede Kodashi ned på jorden go sad der, hun var dræn træt. Nu ville hun entelig bare gerne hjem og sove i sin varme seng.

Kodashi sukkede lidt for sig selv da Narcissa ville have en aftale igen inden for et par dage, men sagde ikke mere til det.

Stille og roligt rettede Kodashi blikekt op imod Narcissa da hun endnu engang talte og Kodashi vidste næsten ikke hvad hun skulle svare.. Hvis det var for at undgå at blive overfaldet, at ikke være så svag så ville Kodashi nærmest give sin højre arm.

"Jeg værdsætter det over alt på jorden... jeg vil gøre næsten alt".

Det var simpelt hen nogle ting Kodashi bare ville nægte at gøre-

Vinden bar den svage duft af Kodashis blod med sig og imod Narcissa. Hendes næsebor udvidede sig en smule og de sorte øjne funklede ned imod pigen der sad på en kolde jord.

"Man smider ikke med sit våben... og slet ikke så udsøgt ét af slagsen."

Hun gjorde et nik imod sværdet der lå skødesløst smidt på jorden, der var en stærk irettesættende mine over hendes ansigt. Det var trods alt dæmonens eget sværd, smedet specielt til hende, en gave fra hendes fader. Faktisk undrede huns sig lidt over at hun overhovedet havde ladet et simpelt menneske holde det i sin hånd. For sig selv trak hun på skuldrene og nærmede sig Kodashi.

"Næsten alt? Hmm... det er til at arbejde med!"

Mens hun satte sig på hug foran Kodashi brød endnu et af hendes store legesyge smil op på hendes ansigt. De slanke hvide hænder skød frem og lagde sig blidt, men krævende på hver side af menneskets ansigt. Inden Kodashi nåede at foretage sig ret meget, lå Narcissas læber imod hendes. En krydret duft slog omkring dem, den mindede meget om den vin de havde drukket tidligere.

Narcissas tunge skød ud, skilte Kodashis læber og gik på en pirrende opdagelse i hendes mund. Kysset var grådigt, men samtidig blødt og forførende. Med en sugen drak Narcissa af Kodashis mundvand og blod fra såret i kinden. Pludselig blev smagen af blod kraftigere og blandet med en rig mørk smag, næsten som af ældgammel vin opblandet med tyktflydende blod.

Da dæmonen trak læberne til sig igen, var de prydede af rester af menneske- og dæmon blod. Hendes sorte øjne funklede imod Kodashis blik og et tilfreds smil lå over hendes ansigt.

"Mmm, ga je groot en sterk op een dag zijn."

Lige så pludseligt som kysset var kommet, var Narcissa oppe og stå. Med en lynsnar bevægelse satte hun sværdet i skeden og skridtede imod bilens bagagerum.

Kodashi kiggede ned på våbnet der nu lå på jorden og skammede sig af en eller anden grund sig igen over at have smidt det på jorden.

"Undskyld" sagde Kodashi stille og kiggede ned i jorden lidt skamfuldt.

Kodashi blev meget overrasket over hvad Narcissa nu gjorde. Med store øjne var Kodashis første indskydelse at prøve at skubbe Narcissa væk fra sig, men Kodashi havde bare slet ikke nok kræfter tilbage efter alt den træning til at kunne gøre det. Kodashi var helt ude af sig selv og det blev ikke bedere af at der pludselig kom en fremmede tunge ind i hendes mund.

En kraftig smag af blod kom ind i munden på Kodashi, og hun kunne ikke undgå at komme til at sluge noget af det, smagen var betallisk men stadig blid på en underlig måde.

Efter Narcissa endelig trak sig væk hostede Kodashi lidt af blodet ud og skulle til at spørger hvad det havde gået ud pludselig, da pludselig Kodashi begynde at føle sig lidt sjovt.

Kodashi lyttede ikke engang efter det Narcissa sagde bagefter, og ville nok ikke engang forstå et eneste ord af det alligevel.

Kodashi kom op på benene og følte sig pludselig helt glad og helt godt tilpas. Hun begyndte at grine lidt for sig selv og gik hen imod Narcissa. Hun var slet ikke sur over kysset lige nu, nej alt var bare herligt.. Og ikke en inspiration hun fik lige nu.. Hvor skulle hun bare hjem og male rigtig meget kunne Kodashi godt føle på det hele og tænkte slet ikke på hun var træt længere.

"Hvad gik det ud på"

Der var et sødt og glad smil på Kodashis læber mens hun traskede ehn til bilen.

Smilet på Kodashis ansigt overraskede hende en smule. Dén reaktion havde hun alligevel ikke regnet med. Men det gjorde bare hele det her blodsbinding endnu mere interessant - mere at lege med!

"Lad os tage hjem."

Med en ganske særlig forsigtighed lagde hun sværdet tilbage i bagarerummet. Metalpinden blev foldet sammen og smidt ned også. Endnu engang blev natten brudt af en forfærdelig larm da hun smækkede.

Dæmonen gled let og elegant ind i sædet og ventede på at Kodashi satte sig ind. Så snart pigen var i bilen, speedede hun op og de forlod området omkring søen.

"Kunne du lide det?"

Narcissa kunne ikke helt skjule nysgerrigheden i sin stemme, men formåede at holde blikket rettet ud af forrunden på trafikken omkring dem - selv om den var sparsom så sent.

Kodashi var selv lidt overrasket på den måde hun reagerede, rent logisk havde hun regnet med at hun ikke kunne lide det, men hun følte bare wow lige nu. Det var da helt utroligt.

"Fint med mig"

Kodashi satte sig glad ind i bilen og havde som sådan ingen problem med at skulle være sammen med Narcissa lige nu, det var som om der ingen problemer var i verden overhoved lige nu.

"Jeg føler mig så glad... Jeg ved ikke om jeg kunne lide det... men det er bare wow... jeg tror jeg kan... ellers vil det da ikke være sådan her"

Kodashi havde ingen ide om at det var blodet der var skyld i den her pludselige glæde der nærmest virkede berusende på hende, og så også den kreativitet der pludselig var kommet. Åh det var herligt, det kunne Kodashi godt vende sig til.

Kodashi rødmede ved tanken om hvad der entelig lige var sket og fordi hun rent faktisk tænkte på om det ville være sådan hvis det skete igen men rystede så lidt på hoved og sagde "Jeg troede ikke jeg ville sige det... Men hvor er det bare en god aften"

Narcissa lo højt og hele bilen fyldtes af hendes perlende latter. Den duftede ny, af læder, plastik og motor, men samtidig duftede den af hende.

"Det er jeg glad for at høre, det er så trist at se på din sure mine hele tiden."

At hun sagde at hun var glad, var måske en overdrivelse. Det var ikke fordi hun sprang runt af lykke, men for den lettere stive dæmon var der er hvis tilfredsstillelse i at menesket brød sig om hendes blod. Nu havde hun én godbid at tilbyde Kodashi når hun gjorde sig fortjent til den... eller når hun skulle lokkes lidt.

Narcissa kørte imod Kodashis lejlighed. Imens forsøgte hun at finde ud af hvad hun selv havde lyst til lige nu.

"Jeg følger dig op."

Sagde hun idet bilen blev parkeret foran lejlighedkomplekset, hun sendte Kodashi et varmt og forførende smil.

Nøglene raslede i hendes hvide hånd som hun fulgte efter mennesket over brolægningen.

Kodashi nød pludselig hele turen i bilen noget mere end hun havde da de havde kørt her ud. Kodsahi kunne slet ikke forstå hvad der var sket, men det var bare herligt.. Uh hun kunne lige forstille sig alle de billeder der skulle males når hun kom hjem.

"Mmm... Det er herligt... uhh jeg tror jeg skal male npr jeg kommer hjem... mit hoved... det... bang.. fyldt op med inspiration"

Man kunne godt mærke på Kodashi at hun var hellt oppe og køre, den stærke føleleseyhun kørte på var ehlt klart inspiration fra hendes kreative følelser og lidt fra hendes glade side. Det var også dem Kodashi jo normalt levede med så det var hvad dæmon blodet havde på virket.

"Mange tak"

Kodashi steg ud af bilen og hen til døren og åbnede døren og holdte døren ind til opgangen for Narcissa. Kodashi kunne bare ikke forstille sig en bedere slutning på aften med alle de her følelser der bare føltes ekstreme i forhold til hvordan de normalt føltes.

"Har du entelig overvejet at stå model?"

Kodashi mente det som et kompliment og smilde sødt til Narcissa, også fordi Kodashi godt kunne bruge en nu med alt den inspiration.

"Nej."

Svarede hun uden yderligere uddybning. Men det blik hun sendte Kodashi havde endnu en irretesættende advarsel over sig.

"Hvad var det vi talte om tidligere?"

Pludselig lyste hun op i et smil.

"På den anden side... Du må gerne male mig, men du får ikke lov at beholde maleriet. Aftale?"

Gaven til manden der havde alt. Måske ville det være lidt hovent, men ikke desto mindre var det vel tanken der talte? Og hun vidste præcis hvordan hun skulle afbildes.

Hun fulgte efter Kodashi op af trappen og smilede til hende da hun blev lukket ind i lejligheden. Hurtigt havde hun smidt jakken og fundet vinen fra tidligere. Det virkede ikke til at genere hende at de havde stået åben en rum tid efterhånden.

"Vil du male mig?"

Kodashi var måske lidt skuffet over at ikke kunne amle Narcissa, men kunne godt huske at det måtte hun jo entelig ikke, i sæt ikke med at afbillede noget overnaturligt. Det var entelig lidt kedeligt men sådan måtte det jo vel være, eller det bestemte Kodashi vel selv, for hvad Narcissa ikke vidste havde hun jo ikke ondt af.

"Undskyld" mumlede Kodashi dog og gik ind i sin lejlighed med Narcissa.

Kodashi fik selv over til sit eget vinglas og tog en tår af det, den smagte faktisk ret godt.

"Aftale"

Kodashi havde bare så meget brug for at udtrykke sin kreativitet lige nu, og hvad var bedere end at male en smuk kvinde som Narcissa lige nu. Men hvad skulle hun bruge et maleri af sig selv til. Det undrede lidt Kodashi.

"Det vil være mig en ære" sagde Kodashi med et lille grin og løb straks ind og fandt sit malergrej frem og stillede det op.

"Noget du vil fortrække, placering, eller måde du vil stå på, elelr andet"

kodashi var meget i hærdig og utålmodig efter at komme igang.

Narcissa fulgte tilfreds med da Kodashi gjorde klar til at male. Hun rejste sig fra sofaen.

"Ja... Jeg vil gerne afbildes som Helena."

Hun så på Kodashi og smilede.

"Helena af Troya. I en lang lyselilla chiffon kjole med empiresnit og slæb. Gerne pyntet med datidige græske smykker, baggrunden kan du selv lege med. Måske et græsk tempel af en slags, eller Olympen."

Narcissa smilede stort og så spændt ud mens hun tog en slurk af sin vin.

"Jeg er sikker på at det bliver storslået med dine evner. Faktisk... hvis Olympen kunne være i baggrunden ville det være helt fantastisk!"

Hun lod sit glas klirre let imod Kodashis i en glad gestus.

"Hvor vil du have jeg skal stå? Og husk, jeg skal ligne mig selv, men gerne med træk af en gudinde. Hun var trods alt Zeus' datter!"

Kodashi var meget ivrig efter at komme igang med at male. Hun var bare flydt med kreativitet, som nogle bare havde taget hendes normale kreativitet og bare fordoblet den, nej det kunne ikke engang gøre det med en fordobling. Hun havde aldrig haft det sådan før, det var helt utroligt.

"Okay"

Kodashi kunne nemt lige nu forstille sig det hele foran sig, det var som om hun allerede havde malet billede inde i hoved og nu skulle hendes hænder bare udføre arbejdet.

"Hvis du stiller dig her... Og så stiller dig som du vil males, altså i hvilken stilling... så klare jeg resten"

Man kunne tydeligt mærke på Kodashi at hun var helt oppe og køre over det, hun havde ikke engang gidet at skrifte til sit maler tøj men stod bare i sit hverdags tøj.

Da Narcissa indelig stillede sig der hvor hun skulle og var tilfreds med den måde hun ville stå på gik Kodashi straks igang med at male.

Dæmonen smilede stort og gik ud midt på gulvet hvor Kodashi pegede.

"Jamen, så værsgod at gå i gang."

Narcissa stillede sig med front imod mennesket og fokuserede de sorte øjne direkte imod hende. Hånden der holdt om det halvfulde vinglas blev løftet op og lidt ud til siden, den anden hang yndefuldt ned langs hendes hofte.

Og så stivnede hun. Stod fuldstændig stille som en udskåret marmorstatue, uden vejrtrækning, blink eller andre bevægelser.

Kodashi gik straks igang med at male Narcissa som stod smukt midt i stuen. Kodashi blanede farver, brugte forskellige pensler og var fuldt optaget af sit maleri, men var også noget forundret over at Narcissa kunne stå så stille.

-- 2,5 time senere --

Kodashi var helt død. Trods den spraglige inspiration og kreativitet der nærmest skreg i hele hendes krop kunne hun bare ikke mere. Det var også alt for sent. Kodashi nåede lige at lægge penslen fra sig inden hun kom til at lave en forkert bevægelse og ødelægge hele billede.
Hun var nået rigtig lang, men også langt fra færdig. Men man kunne allerede se hvordan en meget detaljeret baggrund havde taget form i billede og at Kodashi var så småt begyndt at male Narcissa.

"Undskyld... jeg kan bare ikke mere"

Det var tydeligt at høre på Kodashi hun var meget træt, men man kunne godt se på hendes øjne at hun helst gerne ville blive ved så længe som inspirationen var der.

Den stivnede dæmon midt på stuegulvet gjorde ikke umiddelbart mine til at bevæge sig. Men da Kodashi lagde penslen fra sig, gik der et suk igennem skikkelsen og Narcissa første glasset til munden og tog en slurk af vinen. Der var intet der tydede på at hun lige havde stået stille i to og en halv time.

"Er du færdig? Skal du bruge mere blod?"

Hun var ikke helt tilfreds med at stoppe nu, ikke før billedet var færdigt. Med hurtige skridt var hun henne ved Kodashi og studerede billedet. På trods af dets tydelige mangler, nikkede hun langsomt. Det ville bestemt blive et smukt maleri.

De sorte øjne så ned på Kodashi. Var mennesket træt?

"Skal du sove nu?"

Hun lagde en slank hånd om Kodashis hage, løftede hende hoved og så hende ind i øjnene med et nysgerrigt blik.

"Jeg er tilbage om tre dage. Vær udhvilet lille du."

Kodashi var virkelig træt, det var som om der var nogle der havde slået hende med en hammer lige i hoved bare med træthed i stedet for smerte. Men hun havde virkelig ikke lyst til at stoppe nu med så meget kreativitet hun havde, men var vidst nødsagt til det.

"Blod?"

Kodashi spurte lidt undrene og havde stadig ikke regnet ud at det var Narcissas blod som Kodashi havde slugt som havde gjort hendes følelser så kraftige som de var lige nu.

Det var et træt blik der mødte Narcissas og Kodashi mumlede stile.

"Ja tak"

Kodashi kunne godt burge at hilse på sin seng lige nu, og bare lægge og sove hele næste dag, for det kunne hun godt bruge.

"Skal jeg nok"

Kodashi havde ingen energi tilbage til at diskutere imod Narcissa. Og Kodashi vidste ikke helt om hun var glad for at skulle få besøg af hende igen, men hvis maleriet skulle blive færdigt, så var det jo nødvendigt. Og når Kodashi først var begyndt på et værk så skulle det også blive færdigt, ingen projekter måtte forblive ufærdige.

"Undskyld jeg ikke kan gøre det færdigt i aften"

Narcissa løftede hånden fra Kodashis hage til menneskets kind og klappede den lettere akavet.

"Så sov. Her... Men brug det ny fornuftigt, du skulle jo nødig spilde min tid."

Med et stort smil rakte hun en lille seddel frem med et telefonnummer.

"Jeg ved ikke helt hvordan det her blod noget virker, men hvis du virkelig -virkelig- har brug for min hjælp, så prøv at tænk på mig - meget. Måske skal du gyde lidt blod, jeg ved det ikke helt. Prøv dig frem."

Hun vendte sig for at gå, men drejede sig pludseligt om imod mennesket igen. Begge hænder skød ud og greb om hendes ansigt. Denne gang fulgte der dog ikke et dybt kys, i stedet var et langt og intenst blik fra de sorte øjne.

"Og jeg findes ikke! Billedet dér gemmer du væk indtil jeg kommer igen. Mit navn husker du ikke og du taler ikke med nogen, overhovedet, om min eksistens. Er det forstået?"

Blikket lovede mennesket stor fortrydelse i fald hun gik imod dæmonens ordre. Med ét drejede Narcissa om på hælen, og forsvandt ud af lokalet. For Kodashis ører var pludselig en velkendt stemme, som havde en usynlig vind båret ordene med sig fra den lydstille trappeopgang.

"Ikke et ord..."

Kodashi fandt sig blot i at blive klappet af Narcissa med et mindre suk.

"... Tak"

Kodashi tog imod den lille seddel og vidste ikke om hun ville få brug for det eller ej. Det var nok ikke lige Narcissa at Kodashi ville tænke først på, nok Gracy mere.

Kodashi nikkede træt og håbede virkelig ikke at det skulle komme til at Kodashi skulle have Narcissas hjælp, hun ville helst klare sig selv.

"Du findes ikke.. okay"

Kodashi var næsten helt bange for de øjne hun fik og sank en klump, det var tydeligt at se på Narcissa at hun mente det. Kodashi vidste ikke helt om hun ville kunne holde det, ja det var nok det hun var mest bange for.

Da narcissa var gået gik Kodashi ind imod sin seng, men vednte sig kort om for hun mente at hun hørte et eller andet men der var ingen. Kodashi rystede lidt på hoved og gik bare i seng, nu skulle hun bare sove.

//slut