Home again. [Pro+Nari]

Dato : 15. maj 2012
Tid : 11.30
Sted : Uden for Werclare Domkirke
Vejr : Koldt og blæsende, overskyet.
Omgivelser : Grupper af mennesker der er på vej ud af kirken, eller ved at køre bort efter dagens messe.
Påklædning : Kort mørkegrå uldjakke, sorte løse pludderbukser, sorte flade støvler, løst hår og ingen make-up.


Hun betragtede kirken fra sin plads i bilens førersæde. Den havde holdt parkeret foran den store bygning i næsten en time nu. Kirken tårnede sig op imod den grå himmel, et sted Narcissa aldrig ville bevæge sig ind. Den eneste grund til at hun skulle gøre det, ville da også kun være for at studere arkitekturen og kunsten derinde. En dæmon havde ikke meget at bestille i guds hus.

En langsom trækning gled over hendes ansigt, et blink der ikke var iværksat på grund af øjnenes behov for fugt, men slet og ret af vane, efter at have brugt mange år på at efterligne den laverestående menneskerace. Mennesker...

Wonder how many of them really believe?

Flere små gruppe af folk bevægede sig over gruset og kravlede ind i bilerne på parkeringspladsen. Fra sin bil studerede hun dem med et tomt blik. Da en enlig kvinde trådte ud fra kirken og missede med øjnene imod den triste grå himmel, satte Narcissa sig i bevægelse. En slank hånd greb ud og trak i bildørens håndtag. I én lang glidende bevægelse smøg hun sig ud af sit sæde og forlod bilen. Straks slog vinden omkring hende og fik det lange sorte hår til at blafre omkring det skarpe ansigt.

De sidste tre uger havde været... tja. Hun havde forladt børnene i en barnepiges varetægt, taget sin bil og var kørt hjem til lejligheden. Den havde stået tom i lidt over en uge, og formålsløst havde hun vandret rundt i den, havde forsøgt at finde ud af hvordan hun skulle reagere. Det værste var faktisk ikke at hendes indre havde været i oprør. Nej, det allerværste havde været, at hun simpelthen ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv. I virkeligheden havde hun troet at hun ville smadre ting, tude, flå verdner fra hinanden og dræbe på må og få. Men i stedet havde hun været paf og bare gået rundt i lejligheden i flere timer.

Til sidst pakkede hun en sporttaske og skred fra det hele uden et ord. I de efterfølgende uger havde hun skrevet og skrevet. Forskuddet fra forlaget havde været rigeligt til at hun kunne få ordnet ting derhjemme... derhjemme? I hvert fald havde hun fået flyttet sine ting til et lille hus. USA havde ikke budt på meget nyt. Men det havde været et sted hvor hun kunne afreagere uden at træde bekendte over tæerne.

De spinkle ben førte hende over gruset imod den mørkhårede kvinde foran kirken. De sorte øjne hvilede roligt imod hendes smukke ansigt. Narcissa kunne ikke helt finde ud af om hun havde manglet hende imens hun havde været væk, om hun faktisk havde et behov for at se hende? Et savn? Hun hørte sig selv tale allerede inden hun var helt henne ved jægeren.

"I hope the kids are fine? Sorry I left them with the maid, I... Yeah."

Med en hånd viftede hun en tot hår væk fra ansigtet og nikkede goddag. Der var en underlig ro over hende, en jordnærhed der var sjælden for hundæmonen. Samtidig var det tydeligt at hun var træt, ikke fysisk træt, men der var en aura omkring hende der fortalte at alt ikke havde været fryd og gammen på det sidste. Hun var slidt, dog uden at bære mærkbare tegn på det.

"I've moved my stuff. Into a small old house, near Werclare... but outside the city. Needed my own space. Thanks for letting me stay."

Stop talking about stupid things... You're not here to talk about the damn house, are you?

De sorte øjne mødte jægerens og et skævt smil krusede i hendes mundvig, langt fra så selvsikkert eller hovmodigt som så mange gange før.

"I've been thinking a lot lately. And... I'm glad you tried to kill me... or you know, I'm not..."

Hun stoppede sin tale idet et ældre ægtepar trådte ud af kirken lidt derfra. Ingen grund til at lade dem høre dén del af samtalen. I stedet kiggede hun ud over kirkegården, vendte sig og nikkede til den mørkhårede kvinde.

"Care to join me for a walk?"

Procella skævede til dæmonen gennem det lette sorte fiskenetsslør der dækkede sirligt over hendes hår der var samlet i en knold, men også over den øverste del af hendes ansigt. Der skulle ikke så meget til at mennesker lukkede af. Det slørrede udsyn til hendes øjne gjorde at folk der så på hende, tog hendes farve som en sær brun, i stedet for gyldne. Så lidt der skulle til. Så lidt, men det betød altså en del.

Procella havde ladet sig overraske for en gangs skyld. Hun lod sig dog ikke mærke med det. De blanke sorte pumps og det tætsiddende dueblå sæt sad upåklageligt på hende. En tækkelig nederdel ville man vel kalde det. Lidt længere end fræk mode påkrævede, men tæt. Den lette frakke til var skræddersyet. Gavmildt komponeret af Fletcher naturligvis.

"Narcissa..."

Procellas stemme var velmoduleret. En blanding af reserveret hilsen og blot navngiven tilkendegivelse af at hun vidste hvem der stod over for hende. Til gengæld gled det opmærksomme blik rundt og trak detaljer til sig.

"You look like shit."

Det var en kølig konstatering. Armene blev lagt let over kors på hendes bryst.

"So now you care about my children. The children you left."

Der var ingen vrede. Stadig var det blot konstateringer. Procella skridtede ned af flisegangen. Hun ignorerede takken omkring boligforhold.

"So. You are back? Leaving soon, or staying for good this time? And yes. Let's walk."

Procella skridtede ned af det knasende grus. Det var tydeligt hvor domkirken skelnede mellem kirke og hellig jord. Procella var stadig i overvejelsesfasen. Skulle hun være vred? Kræve undskyldninger? Ønskede hun dem faktisk? Procella skuttede sig let. Det var ikke fordi hendes tøj egnede sig til gåtur i køligt vejr.

"Me in heels, and you without make up. Welcome to the bloody twilight zone"

Mumlede hun tonløst og lavmælt, men selvfølgelig ville Nari opfatte hendes ord alligevel. Forhåbentligt ville hun forstå den kvarte olivengren der blev rakt frem mod hende. Halvhjertet...men den var der...

"Well, thanks."

Der var ingen bebrejdelse over Procellas tørre ord, ingen vrede eller irritation. Narcissa gik med rolige skridt ved siden af jægeren. Hun skævede til nettet for hendes ansigt, og trak let på skuldrene over hele outfittet. Det var sikkert Fletcher der stadig synes at Procella skulle gå... pænt klædt. Ikke at det gjorde noget skidt for den mørkhårede kvinde... overhovedet!

Hundæmonen nikkede kort da Procella talte om børnene, men kommenterede ikke yderligere. Dog trak hendes læber sig tilbage i et lille smil ved den tørre joke.

"Twilight zone... yeah. No, staying. I hope... If you want me here?"

Hun sendte Procella et spørgende blik. Det var ikke så meget for at bede om hendes tilladelse, men mere for at vide om hun overhovedet havde været... manglet? Var det her hun skulle være? Ved Procella, de fire piger, sin gudfader? Eller... skulle hun blot finde et nyt sted at slå sine pjalter? Samtidig var det en anerkendelse af at Procellas mening faktisk betød noget - uudtalt anerkendelse selvfølgelig, Narcissa vidste endnu ikke helt hvor langt deres... venskab havde rykket sig.

"Well, I had to do some stuff... by myself. Have you had a good time, while I was gone? I mean... I guess you know, right?"

Skridtene fortsatte og Narcissa stirrede fremfor sig, uden at se på Procella.

"You Know, right? Or Uncle must have known at least? I..."

Hun stoppede op og vendte sig imod kvinden ved sin side. De sorte øjne søgte op over hendes krop og endte imod de gyldne øjne, let slørrede af det sorte stof.

"I actually asked him, Wicked, to... to break the bond. He didn't have to I guess."

Der var en voldsom snert af fortrydelse over Naricssas blik, samtidig en afklarethed. I virkeligheden var dæmonen svær at gennemskue, det var som om hun konstant skiftede humør og udtryk, som en dukke der skal vise alle og ingen følelser på én gang. En trækning gled over hendes ansigt, et kort sekund så hun kvalm ud, for så atter at stirre på Procella med et tomt blik.

Procella så køligt på Narcissa.

"So now you are asking my permission? Shouldn't you ask permission to leave before you ask permission to come back? Besides. You bought a house. My opinion matters how much really? You do whatever the hell you want to."

Der kom et vredt smæld hver gang hendes hæle blev sat i jorden. Hvordan det lykkedes for hende at få grus til at larme på den måde var lidt en gåde, men resultatet var at hun virkede mere og mere vred. Den del var ikke til at komme udenom.

"Know what? Oh that your boyfriend kinda died? Say it Nari. Azuriel died, and you ran the fuck of. Left MY children! Of course Wick bloody knows! We both knew! We are not dead or dumb!"

Dér var den. Procella vendte sig i et arrigt ryk mod Narcissa. Tænder blev blottet, men ud over det rørte hun ikke en muskel. Der var noget overvejet aristokratisk overklasse arrigskab over Procellas reaktion, eller mangel på samme, og det var skræmmende...på en helt ny måde.

"No guess not. convenient of him to drop dead. Out of your hair. What the hell are you doing back here? Looking for someone else to put their trust in you, and run of again? Do you really think me and my family need that crap? You...left...us...not the other way round!"

Procella udstødte en lav hvislende lyd. Et langtrukkent hvæs.

"You ran. You always run. You are the same pathetic quitter you always where. Give me one fucking reason why I should trust you. Being a demon and all that. You could win Olympic gold in running. So why don't you just run a bit further?"

Under den ondskabsfulde sviden og hendes hvæsen. Der var noget andet. Der var en hed snert af noget andet. Det her var ikke bare varm luft. Hun var ikke bare vred. Der var noget andet bag.

Fra Narcissas læber lød et stille suk. Hendes øjne flakkede fra Procellas ansigt og op imod kirken bag hende.

"Yes, I ran. I did that, because I was not sure how I would react. And I did not want to do stupid things in front of the kids. You understand that, right?"

Hun lød træt, som om hun hele tiden havde vidst at dette vredesudbrud fra Procella ville komme. Der var meget lidt undskyldning over stemmen, hverken irritation eller forsvar. Bare... konstateringer.

"So I ran. Took some time for myself, making sure I did not hurt any of you."

Ved Procella næste ord gik et lille stød igennem dæmonen. Hendes skuldre sank ganske få milimeter, i det hele taget var der ikke meget ved hendes ydre der ændrede sig, men forandringen var tydelig at føle. Afmagt...

"He died..."

Ordene var blot en hvisken, næsten som om hun stadig forsøge at overbevise sig selv om at Azuriel virkelig var væk for evigt. At der intet håb var om nogensinde at høre han stemme igen. Narcissa havde forventet at mærke varme tårer på sine kinder, men de kom ikke.

"I'm here... because you. Uncle, the girls and you... I... I needed to be here, to be sure that you are all right, though I don't know why you shouldn't be. Do not ask me why but... Don't blame me for actually carring?"

Hun vendte sig bort fra Procella og skridtede langsomt ned af den lille grussti. Hendes stemme lød over skulderen, som om hun slet ikke overvejede den mulighed at Procella ikke fulgte efter.

"I like to be near you, and I... I would like to see the girls again. And uncle. Is it a sin? And please, Procella. This is not about the children. I'm sorry that I ran, okay? I am... but I had to. I was... You know that I've been, living by human emotions way too often. I did not want to be a burden on you while... I just needed some time."

Narcissa forstod vreden, hun forstod det overdrevne beskyttelsesgen Procella havde overfor børnene. Men dette her handlede vel ikke kun om dem? De var jo i gode hænder da Narcissa skred!?

"I'm here now... Though I hardly know myself anymore."

Atter hviskede hun for sig selv, ikke i tvivl om at jægerens skarpe øre nok skulle opfange ordene alligevel. Og det var rigtigt, hun havde svært ved at gennemskue sig selv for tiden. det ene øjeblik i fuld kontrol, det næste en splattet klump med hjerne som smør. Og hun var sulten konstant, træt og havde svært ved overhovedet at styre sine egne instinkter. Desuden så overraskede hun gang på gang sig selv over ikke at fare i flint... om hun havde gjort før i tiden.

"Yes... I'm sorry."

Et hårdt puf ramte Nari bagfra. En knyttet næve placeret et sted under hendes venstre skulderblad. Procella slog ikke igennem, langtfra. Det var en dårlig strategi at begynde at slås midt på en kirkegård, en søndag formiddag.

"Don´t you dare..."

Vreden fik hendes stemme til at dirre anstrengt i kanten

"Don't you dare walk away from me demon!"

Procella greb ud efter Narcissas overarm, med intention om at rive hende rundt så de kunne stå ansigt til ansigt. Det lykkedes hende rent faktisk.

"You do not get to leave! You do not get to leave me, and my children and then come back with a fucking sorry. Forgive and forget? Fuck you. I don't forgive, and I sure as hell don't forget. You might be a demon, but I'm not. Deal with it, or next time, I wont leave it as a fucking attempt. Niece or not! Am I being unclear in any way demon?"

Hver gang hun sagde det ord var der en ætsende nedladenhed over det. Narcissa var faldet i hendes øjne. Det var også et tegn på at Narcissa havde haft en status at falde fra, i forhold til andre dæmoner. Spørgsmålet var om hun tænkte over den lille detalje.

Procellas rovdyrgyldne øjne lynede gennem det mørke slør, og hendes hånd om Naris overarm var som stålkabler. Hun ville nok ikke kunne holde hende hvis hun prøvede at slide sig fri. Nari var jo dæmon trods alt. Men der var en symbolik i det. Procella var presset og nogle grænser skulle man åbenbart ikke presse for langt. Hvad var det helt præcis Narcissa havde presset her? En eller anden knap havde hun fået trykket på, så meget var tydeligt.

Slaget var kom på ingen måde som en overraskelse, faktisk havde hun næsten forventet det. Men der var noget over de ord Procella spyttede ud lige efter.

"I'm no walking away fro---"

Narcissa bed resten af sætningen af, da Procellas tale fortsatte. I et ryk blev hun vendt om imod jægeren, armen om hendes overarm var stålfast, men som dæmon var det intet der på nogen måde kunne være skadende. Hun åbnede munden for at sige noget, men gik i stå.

"You do not get to leave! You do not get to leave me. Don't leave me..."

Ordene gav genkklang i hendes hukommelse, virkede utroligt genkendelige. Men ansigtet hun så for sig var ikke iklædt slør, men tårer og røde kinder. Fedtet mørkt hår og en krop der rystede af sorg og kulde.

"Don't leave me..."

Narcissas ansigt forvandledes. Fra en stiv og kold porcelænsdukkes ansigt, blev øjnene pludseligt dybe og levende. med en bekymret mine studerede hun Procella, blikket sled sig dybt ind i jægeren gyldne øjne. Var der noget... beskyttende over blikket? Noget... moderagtigt, et slags beskyttelses instinkt? Eller bare et strejf af det?

Længe stod Narcissa blot og så Procella ind i ansigtet, betragtede hver eneste lille kurve, øjenvippe, revne i læberne.

"I'm not leaving you. Proella, I'm right here. I came back, didn't I? I'm right here!"

Hun lagde sine spinkle arme imod jægerens skuldre, næsten som søgte hun at mejsle sin egen tilstedeværelse fast i Procella.

"I'm here, and I am not running, I just went away for a short period. And now... we need to catch up. I want to hear all about what's been happening while I wsa in the states?"

Det sidste blev sagt i et lettere toneleje, en slags måde at føre samtalen videre på, at lette stemningen. Dog var det ikke fordi Narcissa kunne på stå at hun var videre øvet i lige præcis dette. De sorte øjne hvilede stadig tungt imod Procellas, og hun vidste ikke om hun skulle slippe, give jægeren et kram, skælde hende ud, slå hende eller blot give slip?

Procella slap Narcissa og de fyldige læber blevet forvredet i en maske af afsky.

"You already did. I trusted you with my children, and you spat in my face. Catch up? Your face need to catch my fist. Smart move to ambush me at church. Clever."

Procella vred sine skuldre let og hun snoede sig ud af Narcissas hænder

"Why don't ya do us both a favour? Crawl back under whatever rock you have been hiding under, like a freaking bug!"

Meget sigende, blev den sorte pump knaldet ned over en uskyldigt forbipasserende myre der havde vovet sig over det knoldende grus i hendes umiddelbare nærhed.

Came back? Fuck you. You left. I'm not one who gets left. I'm the one leaving. I will kill you. Just gonna figure out the best way to do so. Baby or not...you are going down...

"Forgive you? Never. Not even Azuriels baby can buy your fucking way back into my family demon. You burned one bridge too many. You get the hell away from me and my children, and my husband."

Procella vendte sig brat fra Narcissa og med lange skridt - imponerende for hendes kortlemmede skikkelse - gik hun ned af grusvejen. Den førte over i en lille skovkirkegård for de ukendte. Der var der en plade. En lille plade af messing.

*Cheers*

Det var det eneste der stod på den. Den blanke pump dappede let på messingpladen, og de rovdyrgule øjne blev sært honningfarvede i stedet for.

"Bastard..."

Mumlede hun stille, og hævede blikket mod de tavse stammer omkring sig. Hun vidste Narcissa var et sted bagude. Hun kunne fornemme hende et sted som en snert i den kolde vind. Procella gøs igen og gnubbede sine overarme. Hun burde have taget jakke eller noget på.

Omkring dem føg vinden nådesløst. Narcissas hår fløj vidt omkring det skarpe ansigt, og det sorte blik. Hun fulgte Procellas bevægelser uden at trække på en ansigtsmuskel. Da hun endelig talte var stemme hæs og tonløs.

"I lost him too you know? He left me, I do not know why... and he never came back. He is never comming back."

Den sidste sætning var blot en luftfyldt hvisken.

"I do not even know what happend. I lost him too!"

De sorte øjne fyldtes af en skarp glød der borede sig ind i Procellas baghoved. I virkeligheden havde hun lyst til at råbe og skrige af jægeren, flå i hende og ryste hende indtil hun forstod hvor svær en tid dæmonen gik igennem lige nu. Ville have hende til at forstå at det ikke kun var Procella der havde mistet en god ven, en lærling og en... Azuriel betød noget for dem alle sammen. Få den nævenyttige kvinde til at fatte at hun ikke var den eneste her i verden der frygtede at blive forladt...

Baby?

Narcissas tanker blev fuldstændig revet fra hinanden. Hvad snakkede jægeren dog om? Et kort øjeblik lignede Narcissa én der havde fået en spade smækket i fjæset. To sekunder senere trak hendes læber sig baglæns i en højlydt dyrisk snerren og øjnene glødede af umiddelbar raseri.

"His what? His... Baby? What? WHO? Did that bastard... WHO?"

Dæmonen trådte et skridt frem imod jægeren. Enhver der lagde øjne på hende i dette øjeblik ville forstå at verden stod klar til at få en tur over knæet, og det ville ikke blive pænt!

"I'll rip that son of a bitch.. I'll... tell me who she is and-- wait what? His baby?"

Som havde nogen prikket hul på ballonen, pev alle aggressioner ud af hende. Narcissas skuldre sænkede sig og ingen komiker ville kunne have præsteret så hysterisk morsomt et ansigtsudtryk som hendes lige nu.

That would... explain a lot!

"I... he... No... No Procella. No no no..."

Dæmonen viftede armene foran sig, stadig imod Procella. Var hun blevet blegere hen over de sidste par sekunder? Fraværende og dybt forvirret kløede hun sig i håret, bevægelsen mindede hende om ham, og med ét føltes det som om hele verden klemte sig sammen om hende. Som om hun havde modtaget en voldsom knytnæve lige i solar plexus... frustrationerne, sorgen, vreden og tabet... det hele slog imod hende på én gang igen.

"No... It can not be! Please... And NO! You don't know shit... why do you think that? Tell that bitch's name and I'll rip her throath out! Screw you, why do say such a thing? His gone Procella, it doesn't matter if he... FUCK IT!"

Selvom at alting ville give meget mere mening, så benægtede hun lige nu. Faktisk havde Narcissa allerede indset at Procella havde ret, men lige nu var det så meget nemmere at forholde sig til ved bare at benægte.

En flad svidende hånd fik kontakt med Narcissas kind. Igen var det ikke et slag der var beregnet på at skade hende, så havde Procella nok brugt andet end en flad hånd. Men der var noget ganske fornedrende over at få en lussing i offentlighed, publikum eller ej.

"Nari. Calm the fuck down or I will kick your ass, right here, right now. In fucking heels..."

Procella var uhyggeligt fattet. Sært nok lod det til at jo mere hysterisk dæmonen blev, desto mere samling fik jægeren over sig selv.

"You are so bloody stupid. Why do you think I didn't kill you in that basement? You listen, and you listen good"

Hun trak dæmonen ind til sig og så hende direkte ind i ansigtet. De var mindre end en håndbredte fra hinanden. Hælende fik Procella op så kunne ånde dæmonen ind i ansigtet.

"I am a lot of things. Infantkiller is not one of them. Even your uncle knows. none of us is happy about this. And if you go demon-shit in the fucking graveyard so help me god..."

truslen lå egentlig mere i hvor rolig hun var. Det blev sagt næsten lokkende og kærligt. Det lille smil om de fyldige læber inviterede næsten Nari til at give slip.

"Please. Give me an excuse. Just one. All I need is one..."

Procella rakte den anden hånd frem, der ikke holdt fast i Narcissas tøj og lagde den mod hendes mave. Lige under navlen.

"He would never allow it. Ever. I can say it out loud. You name. What you are. You are on my ground. Holy ground. go ahead. Challenge me abomination. And I will end you right here, right now, on the top of his memory"

Hendes fod tappede igen let mod messingpladen, der nu var under hendes sko.

Dæmonen stod helt stille imens lussingen rungede af i den tiltagende vind. Hun tiltede hovedet ganske let og indsnusede Procellas ånde og den meget genkendelige duft.

"Why do you allways feel the need to hit me?"

Ordene kom roligt og med en nysgerrig undertone. Der var noget nærmest barnligt over spørgsmålet, noget barnligt der helt havde afløst vreden. Hun var stadig forvirret... åh ja, hun var forvirret. De underlige humørsvingninger var beviset, hun kunne simpelthen ikke selv kontrollere det lige nu. Spørgsmålet var mere end blot dét. Der var en underliggende forståelse af at jægeren havde brug for de fysiske reaktioner, brug for hidsigheden. Som et skjul, en mur at gemme det skrøbelige indre bag.

"You would like to kill me? Would your life be better if you killed me?"

Narcissa sænkede hovedet og lod blikket falde ned over Procellas hånd imod hendes mave. Langsomt hævede hun hovedet igen og mødte atter jægeren blik. Der var noget forandret over hende. Det kunne næsten virke som om Procella med et trylleslag havde skabt sikkerhed i hende, sikkerhed om at hun virkelig var med barn. Azuriels barn.

"Once before I granted you permission to end my life. You did not do it. What have changed now?"

Hendes hænder søgte Procellas hånd, lagde sig blidt over hendes.

"Do not hate me. Do not let your emotions judge me. Do not let me be your whipping boy. I might not be the sun of your life, but neither am I to blame for every bad emotion going through your body."

Dæmonen lod sine hænder falde ned langs siden, klar til at modtage flere eventuelle lussinger eller knytnæver.

Procella blottede tænderne let af Narcissa igen

"Oh I don't know. Something about you are just so very fucking inviting for hitting. Slapping. Stabbing. Slashing. Do I need a reason? Bottom-line, you are a demon. I don't need an excuse"

Da Narcissa lagde en hånd over Procellas, skubbede hun let dæmonen tilbage så de ikke rørte ved hinanden længere. Procella lavede en kort demonstration ud af at tørre sin hånd af i den tætsiddende nederdel.

"You never listen do you? Because I don't kill infants. But push me, and I will do it. What changed? Perspective. You see, I trusted a demon. And it spat in my face. Like hell I'm gonna make that mistake again. Don't tell me what to do. don't pretend to know me, my husband, or my children. You didn't even know Az"

Procella vendte sig med foragt fra Narcissa. Så tøvede hun et øjeblik. Da hun vendte rundt var hendes ansigt som hugget i is.

"You know why he died? He killed himself saving me, and Helias. He did what he promised to do. Protect me, and my family. You did the same, and you ran of. You are not worthy to step on his grave."

Procella udstødte en lille lyd der var en blanding af en tør latter uden humor, men dirrede af sorg og bitterhed, og så en fnysen.

"You actually promised the same thing he did. He died for me. You ran away. but I guess that´s the dilemma in essence. Demons. Can't trust them. Ever. Not even...oh why do I even bother. Just leave us alone"

Der var noget fladt over hendes stemme igen da hun bakkede, leverede det sidste stød. Hun havde inviteret Nari ind i sit liv. Engle. Mennesker. De svigtede altid. Men hun burde have været for klog. Endæmon, var en dæmon. Det ville aldrig ændre sig. Procella stoppede igen. Hun hævede hagen let mod hundæmonen.

"did you ever do anything but pretend? Did you at least fake a tear for him? Lord knows you never called him. Or me. Or Wick. Never wrote. Tell me. What was soooo important that you had to fall off the face of the earth for weeks. Besides being self-absorbed. That's a given..."

Why are you asking? Just leave! Leave!

Der var et eller andet der gjorde det svært for hende at gå. Noget der havde brug for at vide svaret. Høre undskyldningen for at dæmonen havde været så...så...Procellas bevidsthed havde ikke engang ord til at formulere hvad Nari var. At kalde hende et foragteligt bløddyr ville være en fornærmelse mod bløddyr verden over. Alligevel søgte hun en slags forklaring. Hvad som helst der kunne bare tilnærmelsesvis undskylde...men der var jo ikke undskyldninger for at hun havde gjort som hun havde gjort.

Bloody hell...I'm leaving. I don't need this crap...Screw you and your spawn!

Hvorfor bevægede hendes fødder sig ikke?

"I did not spit in your face. I left because I did not want to hurt you or your family."

Narcissa lød træt, helt igennem kvæstet og udmattet. Hvorfor blev hun ved? Det var jo tydeligt at Procella hadede hende, hvorfor blev hun så ved med at opsøge jægeren? Blev ved med at lide det ene nederlag efter det andet?

"The girls... I... I had to leave them right then and there. have you never done things you regretted afterwards? I regret leaving them, and you... but I do not regret that I didn't stay and went crazy with them near me."

Det var svært for hende at sige disse ord, at komme med denne anerkendelse af at hun ikke havde kunnet styre sig sig - eller, det havde hun jo sådan set, men hun havde frygtet ikke at kunne.

"How would you react if Wicked suddently died?"

Hun ventede ikke på svaret før hun talte videre.

"I don't know what I can do to... to get you to understand tha---"

Så gik hun i stå. Da Procellas ord langsomt sev ind, og Narcissa forstod betydningen af dem gled hendes øjne imod jorden og messingpladen.

Cheers

Det lille ord... det ene lille ord indeholdt så megen betydning. Med ét begyndte film at spille forbi Narcissas indre blik. Billeder af Azuriel, hans smil, hans åndssvage kløen-sig-i-nakken, hans latter, klip fra drømmene de havde delt.

Fuck me sideways...

Ganske langsomt snak Narcissa ned på knæ, hendes hænder hvilede i hendes skød og de sorte øjne stirrede på messingpladen med en tom mine. Nogle lange sekunder senere sneg den hæse stemme sig over hendes læber.

"I never faked anyhting... and he knew that. You should know that too. I've allready told you what was so important. Not hurting any of you."

Narcissa rakte en hånd ud og lod fingrene glide fjerlet hen over den simple indgravering. Den anden hånd hvilede på hendes mave, og fra hendes øjne løb tårer så store at man kunne se hvordan de blev smadret imod den lille messingplade.

"Azuriel... I'm so sorry. So so sorry!"

Hun krampede sammen på knæ, stadig med den ene hånd imod messingpladen. Narcissas krop var helt rolig, men for Procella ville det ikke være svært at regne ud af dæmonen græd som pisket.

"I just wanted you to be a part of... I just wanted to be your family. Do you understand?"

Med en hidsig bevægelse vred dæmonen overkroppen om imod Procella og stirrede hende lige op i ansigtet.

"I need you to be... to be my familiy. I.. I care about you, okay? You need me to spell it out to you? I care... I've... I gues you call it lonely, I've been lonely. And I needed that... I had to be by myself to... to get to know how much you... meant."

Så! Nu var den ude - udtalt og uden mulighed for tilbagekaldelse! Narcissa vendte atter blikket imod den lille plade. Hvor ville hun ønske at Azuriel var der nu. Alt i hendes skreg efter at mærke hans arme omkring hende, at kunne fortælle ham at... at han skulle være far.

Procella undrede sig let over hvorfor hun stadig ikke havde rørt sig ud af stedet. Hun så fraværende på Narcissa. Der var en vis rædselsvækkende fascination over det. Lidt som at betragte et højhus i flammer. Hun havde lyst til at gå. Men noget forhindrede hende i det.

"Like you could ever hurt us. You are still bound by your oath. By blood. Magic."

Procella svarede ikke på det med Wick. Hun var ikke sikker, for hun havde ikke oplevet det, men hun havde en klar forestilling om hvordan det scenarie ville ende. Det ville ikke være kønt. Overhoved.

"A part of my family?"

Ordende blev gentaget langsomt. Der var intet at læse på hendes ansigt. Hun var stadig som hugget i is. Uden helt at være klar over hvad hendes dybere reaktion ville være trådte Procella et skridt frem. Hendes øjne var...uhyggeligt kolde...

"You have a bloody funny way to treat family demon..."

Hendes stemme var lige så kold som blikket. Det var en stemme man kunne brænde sig på, af ren og skær kulde. Tøris som dampede.

"Decide. Family or demon. You can't have it both ways. If I let you into my life, and you ever pull a stunt like this again, I will end you. Do you understand? I don't do enigmas, if you feel or think stuff, then bloody tell me. If you ever betray my trust again, I will not let you live to regret it"

Hendes krop tog endnu et skridt frem mod den sammensukne dæmon. indvendigt stønnede en stemme.

Oh great. You never learn!
- Well...life is supposed to hard right?
Not THAT hard!
- No pain no gain?
Oh thats weak. One thing we gained from our pain just one!
- How about love and four beautiful girls?
Low blow...
- You lose
Really? Seems like we're always licking wounds instead of enjoying life!
- Good thing I'm a fast healer then?
Again, with the bad punchlines!

En næsten usynlig krusning på Procellas læber var en skygge af et smil. Det forsvandt i løbet af et kvart sekund, så man kunne tvivle på at det overhoved havde været der.

"Get up. You look like hell. A crying demon? No make up. And the scaring didn't help. You know? You are kinda pathetic to look at. And I'm in heels. I have a bloody veil on. So help me god...I need a drink. This is getting awkward...in a painful manner. I'll start to cry too...come on...stop it..."

Der var noget brysk og alligevel halvbedende over Procellas stemme da hun rakte en hånd ned mod Nari. Det var så langt hun kunne strække sig lige nu. Men der var oprigtighed i de gyldne øjne hvori vreden og svigtet stadig boblede.

En spinkel hånd blev rakt ud fra dæmonens krop og greb Procellas. Narcissa rejste sig, glattede let på sin jakke og slap jægerens hånd.

"Deal."

Narcissa følte intet behov for at sige mere. Dét ene ord, og det lange blik hun sendte Procella var mere end forklaring nok. Det lod ikke til at dæmonen tog sig af sine våde kinder, hvor små løse hår havde sat sig fast på grund af vindens rusken. Efter et langt blik ned på messingpladen satte hun i bevægelse tilbage imod parkeringspladsen foran kirken.

"So Helias is to blame for his death?"

Stemmen var rolig, men dét blik Narcissa sendte Procella var bestemt ikke til at tage fejl af. Med langsomme bevægelser skridtede de ned af den lille grussti. Narcissa forsøgte stadig at finde ud af hvordan hun skulle forholde sig til det faktum at hun var svanger.

"Oh please shoot me! I'm not gonna do that!"

Pludselig kom hun tanker om alle de stradbadser Procella havde været igennem i forbindelse med sin graviditet, og ikke mindst fødslen. Pludselig så dæmonen helt skæv ud i ansigtet og lignede én der kunne kaste op hvert øjeblik det skulle være.

"Oh no... oh no no. Please tell me everything is gonna be fine. Oh bloody hell... fuck!"

Billedet af Procella der lå i en stor seng, men opskåret bug og fire slimede unger liggende i skødet fik det til at vende sig i hende. Ikke så meget på grund af det klamme i billledet, men slet og ret tanken om selv at skulle gennemleve noget lignende.

"I think I'm gonna be sick... about that. I met Ranja. Told her you was not there, she made tea and... pancakes, and then she left."

Woah, what's with the rapid change of topics lady!?

"Yeah, sorry... She's... erhm... nice, I guess."

Det var tydeligt at Narcissa bestemt ikke var heeeeeeelt overbevist om at dét nu også var sandt.

Da de nåede siden af den mørke limosine stoppede dæmonen op. Hendes fablen havde varet hele vejen kirkegården og ud på parkeringspladsen, men nu var hun stille. Gruset knasede let under støvlerne idet hun drejede sig imod Procella.

"I eh... Thanks."

Det havde bestemt ikke været løgn de to gange allerede Procella havde konstateret at hun ligenede noget der var løgn. De sorte øjne flakkede og det kvalmt-grønne skær over hendes ansigt lå der stadig.

Procella skridtede tavst afsted ved siden af Nari. Hun skilte de fyldige malede læber let i en tør grimasse da hun svarede.

"No. Actually I am to blame for that. I ate his soul. Or Micha did. We did. And my husband taught him stuff it would seem. Still lacking the lecture of intelligence. And knowing when to stop. There is a difference between healing and attacking. Az didn't stop. Not in time. And I was too slow. I was right about the...splitting..."

Procella gik langsomt mod bilen men holdt Narcissa let tilbage.

"He broke. Demon...angle. I was too chocked to hold him. And he was gone before I realized what was going on. So you wanner take this out on anyone, take it out on me. Helias...well...he was out. And just as stupid as Az, but he was not to blame. "

Jægeren blev et øjeblik hylet ud af den. Hun så forvirret rundt om dem? Hvad hyssede Nari sådan over? Det tog hende et øjeblik at forstå sammenhængen. Så lo hun lavmælt.

"Uhm...Nari? Everything will be okay. You are a demon. You kinda break harder than I do. Demons don't die from giving birth...my life would be a lot mo-..."

Hun rystede let på hovedet og stoppede sig selv. Hun holdt vejret et øjeblik og prøvede at følge Naris hastigt hoppende tanker. Det var fandens besværligt, men hun burde have foruset det.

"Uhm...Ranja? My angel. Listen to me. My angel. I have a lot of those don't I? Geeeh....And NO she is NOT nice! She is blooding annoying! That is what she is! Her and her bloody candy! And her pink fluffy fucked up brain!"

Procella fnøs irriteret og hun stampede i jorden.

"And why the fuck did you eat pancackes with my angel?! Fucking angel. Fucking pancackes! I am going to have a very strongly worded conversation with that bloody candystriper!"

Hvislede Procella rasende, nok egentlig mere til sig selv end egentlig til Nari.

Der lød et dybt suk fra Narcissa og straks slappedes hendes skuldre en smule.

"Nothing to worry about then, huh?"

Det var ikke fordi det ville være svært for Procella at se det lette panik skjult bag dæmonens maske. Men for nu formåede Narcissa at holde den nogelunde. Fra kirken lød en raslen af en stor trædør. En mørkklædt herre låste efter sig, sikkert korsangeren der lukkede af efter dagens gudstjeneste.

"So... Why were you with Helias again? I thought you ended him?"

De mørke øjne betragtede Procella intenst. Lidt af det kvalme udtryk var gået af dæmonen, og hun virkede atter rolig... eller i hvert fald indtil den næste bombe gik af.

"And by the way... What did Uncle... never mind."

Hun vendte hovedet væk og sendte den nu øde kirke et langt blik før hun atter skiftede emne.

"So, can I see the girls someday soon? I would like that... and I have to get a talk with Uncle too. So, what happend to... no never mind. Argh..."

Narcissa kørte en træt hånd hen over ansigtet og så lettere opgivende på Procella.

"We should go somewhere, get a drink and talk. Not here... now? Later? Another day?"

Hun skuttede sig let i sin jakke, ikke fordi hun frøs, men fordi hun ikke anede hvad hun skulle gøre sig selv. I bilen bag hende sad en chauffør klar til at køre 'Fruen' hvorhen det passede hende. Narcissas læber trak sig tilbage i et skævt lettere drillende smil.

"Not nice... ok, I can live with that. She's so wierd, bongos I tell you. Oh, and I see that Fletcher is still employed, and working with you wardrope."

Okay...der stoppede den. Procellas ansigt blev totalt blankt da hun satte sig ind i bilen. Hun skubbede sine høje pumps af og sukkede lettet. Hun skævede ud på Nari.

"Well? Are you coming or not?"

Hun ventede indtil Nari satte sig ind og rakte derpå om i håret og trak en lang stilet ud. Håret snoede sig villigt op, med et nærmest lydeligt brus og sløret faldt ned over hendes bryst. Procella greb det med en lidt for øvet bevægelse og kylede det efter dæmonen. Det faldt blødt halvdelen af vejen og svævede mod gulvet.

Procella blottede tænderne og snerrede grumt af Nari, men der var noget i hendes øjne der afslørede at Procella fandt det komisk på en lettere tragisk måde. Hun purrede op i håret som om det havde svært ved at ånde og rystede på hovedet. Hun fik en ganske fantastisk ud til alle sider 80er rock frisure, der gav glamrockens kunstnere episke baghjul.

"Can't attend mass in leather, besides off hours. Walk like a duck, and talk like a duck. Quack quack."

Bilen satte igang og Procella betragtede dæmonen roligt. Hun virkede til at være mere afslappet jo tættere på sit eget normale hun kom. Hvilket der stadig var en del vej til med det dueblå jakkesæt, men det hjalp efterhånden på det.

"Where did you go? In the states I mean. And really. I'm not a mindreader. Finish what you start. I have no bloody idea what we are talking about right now. Besides your need to talk to Wick. Oh!"

Procella rettede hovedet med et lille ryk

"Bout the giiiiirls...they have kinda...grown..."

Procella lød halvt undvigende, halvt undskyldende og så ud til siden. Der var en kort skygge af bekymring der gled over hendes ansigt. Nu hvor sløret var borte kunne Nari tydeligt se at fylden var tilbage i hendes kinder og huden havde et sundt skær igen. Der var ikke indsunket halvdød kvinde over hende på nogen måde længere.

Narcissa kikkede fraværende på sløret der dalede imod jorden. Hun havde en voldsom lyst til endnu engang at spørge ind til Helias, eftersom Procella så pænt havde talt udenom. Men hun undlod, der skulle nok falde nogle svar før eller senere. I stedet gled hun længere ned i det dybe lædersæde og lænede hovedet tilbage imod ryglænet.

"Portland, Oregon, among others. A small city, but large enough for some of my kind to live there. And fangers... Killed a bunch of them though. It's a nice city. And so i Salem."

Igen gned hun sig udmattet i ansigtet og faldt så hen i stilsiddende skikkelse.

"I wrote. Actually I wrote almost an entire book. The good part of not needing to sleep. I'm not sure if it's good though. Filled with anger... but my publisher loved it. Evil shit he said. I don't know... So... yeah, you know. Just letting of some steam and writing. Not much though."

Hun trak lidt på det og viftede så afværgende med hånden.

"Oh yeah, and fucking the brains out of everything in my path. So... how have you been? Grown you say? Well shouldn't they be doing that?"

Udenfor bilen strøg ligegyldigt landskab forbi, belyst fra en trist og oversyet himmel. Dæmonen lod blikket flyve ud af ruden, men det var ikke fordi hun registrerede meget af dét de kørte forbi.

"You two... How have you've been? Last time I saw you... erhm... yeah."

Sidst Narcissa havde set Procella og Wicked havde det bestemt ikke været under lykkelige omstædigheder. Hun huskede stadig hendes ansigtsudtryk da han formente hende andgang til børnene...

"And you didn't turn into a wolf I see. Good."

Der hvilede en snert af et smil på hendes læber, på ingen måde drillende, snarere tilfredst.

Procella fnøs tørt, men på en vidende måde.

"Pregnancy. All those hormones. If you are even thinking of touching me, I will break your nose. And hands of my husband"

Det vidende smil, gled over i en skulen. Procellas læber blev rimpet let sammen.

"Nah. That wont do it. He is who he is. It's going to be tempting I think. Just to push you. Now that you both know. Sooo...what to do...whaaaat to...do?"

Procella tænkte højt nu. Hun lagde hovedet let på skrå og studerede Nari indgående.

"Would you...make a promise? Would you, knowingly swear to keep your distance? Making a little oath on it?"

Der var en lidt drillende undertone, men alligevel var alvoren i hendes stemme ikke til at tage fejl af. Hun krævede det ikke. Det var ikke et ultimatum...endnu. Der var dog en vis betoning i de tænksomme ord, der gjorde det klart at Procella havde bagtanker. Det var ikke helt til at læse på hendes ansigt hvad tankerne var, men det var ikke blot udtalte tanker.

Hun havde hørt hvad Nari ellers havde sagt, men det blev sat på hold indtil videre. Det her var vigtigere at få styr på end alt det andet. Der skulle styr på verdensordenen først.

Først så Narcissa komplet forvirret ud. Hvad talte kvinden dog om? Hvem vidste hvad, hvor? Som betydningen af jægerens ord gryede for hende voksede smilet på hendes ansigt sig større og større. Til sidst brød hun ud i en høj klar latter.

"Sorry... it's just..."

Hun viftede med hænderne foran sig, som for at fortælle Procella at det altså ikke var hende hun grinede af, men mere hele situationen. I virkeligheden forstod hun ikke selv hvad der var så helvedes sjovt. Faktisk huskede hun tydeligt den aften i lejligheden oven på Muse... og Wickeds nøgne bryst... og... resten af ham.

Havde Narcissa været menneske, ville hende hendes ansigt være ildrødt lige nu.

"But Procella... I can't he's my uncle. And... bythe way, the oath given to Micha prevents me from fucking your husbond. I would hurt you like shit right?"

Naricssa fik lagt ansigtet i korrekte folder og så på Procella med et alvorligt blik.

"It's been close... once, but nothing happend. We didn't do anything... I can't, and you know it. It's not gonna happen."

Are you insane!?

Hvorfor kunne hun ikke holde sin kæft? Hvorfor?!?!

Procellas udtryk var samlet, men der var et lille dirrende smil i hendes mundvig da Narcissa begyndte at le. Et eller andet sted kunne hun godt se det komiske i situationen. Hvis ikke det havde været hendes liv havde hun muligvis hikstet af grin selv, men...det var rent faktisk hendes fod den forbandede sko sad på, så selvom hun kunne more sig over det, så var der en dybde af påpasselighed der satte et loft over hvor meget hun egentlig kunne more sig.

"Actually, you can. And that´s the problem. You guys are demons. Morale implicates, oh why the fuck go there? And the oath means shit"

Den lille skygge af smil forsvandt igen, og blikket blev skarpt.

"Funny...I would have thought you would be very eager to just jump right on the train. And then you talk about me being hur-..."

Kabinen blev dødsens stille. Procellas krop stivnede totalt i læderet. Omkring et splitsekund senere blev stilheden flænget af en øredøvende snerren, som på ingen måde burde være mulig i sin volumen eller dyriske raseri, fra noget der tilnærmelsesvis burde have været en menneskelig strube.

"IT'S BEEN WHAT?!"

Alt hvad der hed menneskelighed var flået bort fra Procella. Hendes krop havde krøllet sig sammen som en anspændt fjeder, og hun lignede en leopard i et træ parat til at falde ned over den intetanende gazelle under det, og brække ryggen på den dumme græsæder. Flå struben over på den. Knuse dens bløde mule mellem kæber der aldrig ville give slip igen. Sært nok lykkedes det hende at se præcis sådan ud...i skræddersyet jakke...og nederdel...

"NOTHING....HAPPENED?! YOU..."

Procellas ord blev druknet i rå dyrisk brølen. Hvis Procella nogensinde havde været noget som helst så var det ekstremt territoriel. Hvad end hun havde forventet fra dæmonen, så var det her tydeligvis ikke indenfor kategorien af plausible samtaleemner, eller hemmeligheder. Hun var rystet, og det havde lammet hende, men det var et spørgsmål om sekunder før jægeren ville gå fra 0 til 100. Nederdel eller ej...

Det ville have været løgn at påstå at Narcissa ikke havde forventet denne reaktion. Hun blev siddende i sit sæde, men rettede sig en smule op og lod sit blik hvile tungt imod Procellas.

"Nothing happened. I swear, nothing did happen. Procella listen to me."

Narcisa talte roligt og fast, næsten som til en elev der skulle lære noget, dog uden antydningen af nedladenhed.

"I told you because I think you should know the truth. No secrets between family, right? I know how much he means to you, and I know that right now you probably want to rip out my heart. But I told you... I did that to, what's the word..."

Et ganske kort sekund ledte hun efter ordene, næsten som var det ord hun på ingen måde var vant til at bruge.

"Eh... I could have kept my bloody mouth shut, but I didn't... at least give me some credit for that!? And no... NOTHING happened!"

Narcissas stemme blev vrængende og fyldt med foragt, hun havde fået talt sig varm nu, og den snerrende kvinde overfor hende skræmte hende ikke, selvom hun måske burde. Tværtimod fremprovokerede Procella en trods og en irritation af dimensioner. Hun håbede virkelig at chaufføren var vant til hidsige atmosfærer, ellers ville han have sig nogle voldsomme sekunder lige nu - stupid strøtanke.

And so what if we crash, perhaps that could land a scar on her pretty face!

"And yes, I SWEAR not to fuck your husbond, Wicked. Happy now? Come on, give me a fucking break. You talk about trust... you stupid... I freaking TOLD you. And YOU were the one whining about give me your god dammed trust. But I see that it doesn't aply both ways... damn Procella, you should see yourself."

Narcissa der i talestrømmen havde sat sig ret op og ned i sædet skar pudseligt ansigt og greb sig til maven. Da hun kiggede ned på sin hånd så hun at den var smurt ind i blod.

"That fucking demon!"

Procella var ikke i humør til samtale - sjovt nok. Da Nari begyndte at forsøge at tale til Procellas bedre jeg...eller hvad hun nu prøvede at komme i kontakt med, blev fjederen udløst. Jægeren for frem mod dæmonen med et brøl, og der var mord at læse i hver evig eneste linje af hendes krop og mimik. Da eden blev svunget gennem luften mod jægeren skete der det mest fantastiske.

Hvis man nogensinde havde set en kat falde fra meters afstand, dreje sig selv i luften og finde balance, så var det noget i den retning der skete i løbet af splitsekunder. På meget mindre plads, og minus balancen. Procella der sprang frem mod Nari, drejede hele sin krop af midt i springet - hamrende halvt ind i dæmonen med flanken, koliderede halvvejs med ryglænet ved siden af Narcissa, og samtidig tæskede den friske duft af dæmonblod ind i Procella - hvorefter hun nærmest panisk krabbede sig sidelæns bort fra hende og havnede i en uordenlig bunke på gulvet

Et dybt udtryk af forbudt længsel og hunger spillede over jægerens ansigt, hvorefter hun krampagtigt snappede efter vejret. Hun møvede sig bagud og søgte med fingrende.

"Stop! Stop the car! Let me out!"

Hun måtte have ramt noget med fingrene for reaktionen var noget nær en katapult da der pludselig blev trådt på bremsen. Procella stønnede og rullede hårdt ind mod benstøtten hvor hun før havde siddet. Døren blev ikke direkte flået op, men den blev åbnet...brat. Chaufføren rakte en hvidbehandsket hånd ind efter Procella og praktisk talt fiskede hende ud...hvilket kunne efterlade en vis tvivl om det menneskelige ophav.

Skælvende støttede den barfodede Procella sig til den uniformsklædte mand, der til gengæld ikke stødte hende bort, men virkede meget professionel. Procella gulpede frisk luft til sig i grådige mundfulde. Nu gav det mere mening. Hendes agression.

"Why didn't you tell me, you bloody idiot..."

Stønnede hun, og lagde egentlig ikke mærke til det lettere uheldige ordvalg. Hun vendte sig mod kabinen med mandens arm omkring livet. Straks trådte han umærkeligt et halvt skridt til siden så der ikke var tæt kropskontakt mellem dem, men så han stadig udgjorde en vis støtte.

"What...happened to you? I-....I can't....Give me a sec...."

Procella sank lydeligt og lukkede øjnene kort som for at samle sig.

Alting skete pludseligt så hurtigt. Procella tog afspring, og Narcissa gjorde sig klar til at mærke hendes umenneskelige vrede. Faktisk nåede hun, de 1,5 sekunders reaktionstid til trods, at sukke let.

Det næste sekund stirrede hun forvirret på et brus af mørkt hår og lemmer der rodede rundt på gulvet af bilen, for i endnu næste sekund at klamre sig febrilsk til... ingenting.

Great! Just great, now we crash!

Som Narcissa fløj fremefter på grund af bilens hårde opbremsning, kunne hun kun håbe på ikke at sikke fjæset først igennem den lille rude mellem chaufføren og pasagerkabinen. I stedet ramte hun med et bump sædet foran sig. Imens jægeren blev flået ud af bilen, forsøgte Narcissa at rette sig ud af den rodede bunke hun lige nu udgjorde. Det stak i såret på maven og dæmonen bandende lavmælt frem for sig, sproget var syngende hollandsk.

Ved Procellas spørgsmål stirrede hun arrigt ud på jægeren.

"WHAT? Teel you what? That I met a bitch yesterday who loved scrathing her nails at my stomach? Why Procella? WHY should I have told it? You seems to have forgotten to tell me a little detail or two yourself, huh?"

Narcissa trak op i sin korte jakke og trøje, og blottede sit maveskind. Hen over hendes underliv løb en lang sygeligt blålig flænge der blødte kraftigt. Det var helt sikkert ikke en kniv der havde forsaget det.

"That cunt! I hate being ripped open by demonclaws, takes forever to heal. Dammit Procella, what's happening to you? Did that wolf more than just bite you?"

Hun lænede sig tilbage i sædet, og havde stadig udsyn til Procellas... gulpen luft ud af bildøren ved hendes side. Med en irriteret mine dækkede hun atter såret til, med det klistrede og gennemblødte tøj. Hun lignede ikke én der havde ondt, snarere én der fik kvalme af hele situationene.