You will be sucked into my past.{Lucian - Eve}

Dato: 22. marts - 12
Tid: 21.57
Sted: En trang gade i Werclare.
Vejr: En smule overskyet, men månen er meget tydelig. Blæsende.
Omgivelser: Mennesketom.
Påklædning: https://2img.net/h/oi43.tinypic.com/15p00p4.jpg

Mørket synes at vride sig som slanger, da månens blege skær blev kastet ned over den smalle gade. Murene trykkede sig sammen, og gav enhver en paranoid følelse. Skyerne gled rundt på den mørke himmel, som små lam der svømmede rundt i det uendelige, sorte himmelhav. Vinden hylede gennem gaden, og fik sammenkrummet skrald til at bevæge sig over jorden, som trukket af en usynlig kraft.

En ung kvinde synes at svæve over jorden, da hun med lange elegante skridt forsvandt gennem en indviklet labyrint af gader, der havde et udseende, så man skulle tro at de skrumpede for hvert sekund, for til sidst at forsvinde en dag i fremtiden. Hendes lyse trøje blafrede dovent om hendes krop, og hendes høje hæle smældede gennem gadernes tomme ensomhed.

Eves krop svajede yndefuldt da hun standsede på en tilfældig gadee, og hendes krop synes at gå i ét med vinden, verden, omgivelserne ... Mørket. På hendes ovale, udtryksløse ansigt kunne man ingen følelser se, ikke engang i hendes mørke, glimtende øjne der gled gennemsøgende over et stykke flagrende papir, udtrykte ikke en eneste følelse.

Hendes skarpe blik rettedes imod hendes fingre, der normalt aldrig sås uden at være godt pakket ind i læderhandsker, der dog i dag, var bemærkelsesværdigt fingre, og synes at bevæge sig mekanisk, og utilpas i den frie, kolde luft. Det bevægede sig uafbrudt, som var det livsvigtigt for dem, ikke at stoppe med at bevæge sig.

Just go home ... And find your gloves. How the hell could i forget me gloves!? IDIOT!

Hendes udtryksløse ansigt ændredes langsomt til en kold, men kontrolleret irriteret maske, der dog viste få af de følelser man kunne gætte på, hun kunne føle inderst i hendes velformede krop. Men på den måde hendes krop bevægede sig på, så kunne man aldrig være sikker på, hvad der faktisk skete i hendes krop. Eller, om der overhovedet skete noget, med dette iskolde udtryk der sad klistret fast på hendes ellers så yndige ansigt.

Werclare, en af de mere suspekte men interessante dele af byen en gang imellem krævede det at man tog herud for at opfølge på en historie eller finde ud af nogle detaljer. Dog så havde han også hørt rygterne om hvad der havde været sket i denne bydel.

Nu stod han og kiggede på lejligheden hvor han havde hørt om et slagsmål som havde gjort at en hel lejlighed var blevet smadret, med store ruder der engang havde set fine ud men havde et godt stykke tid forinden været spredt ud over det hele men var for længst været ryddet op men der havde ikke været nogle tegn for hvad der havde været sket eller lejlighedens tidligere ejere og betjenten Julius Fitzwilliam havde været afhørt grundet hans besøg der få aftener tidligere men han havde intet at fortælle om hvad der måske kunne have været sket.

Han trak hans trenchcoaten tættere sammen da blæsten fik den til at flagrer i vinden men hans fedora hat sat godt på hovedet og var ikke i farer for at flyve væk. Han overvejede sukkede kort over at han ikke havde fået en god historie ud af dette og valgte at gå tilbage mod hvor han burde have været, dog hadede han var at være tag-along han følte at han havde været 'New guy' længe nok og hans artikler havde været okay mente han selv.

Han vendte sig om og gik ned af gaden før han drejede af til en mindre gade mens han var halvt fortabt i tanker og hvad hans næste historie skulle være om, Så han lagde knap nok mærke til kvinden som også var i den smalle gade og han kom til at ramme ind i hende og strejfede hendes hånd og pludseligt fik han en underlig følelse i hele kroppen og begyndte at blive svimmel.

Eves fod vippede kort fra side til side, som overvejede hun hvilken vej der var den rigtige. Hendes blik virrede forvirret over de forskellige gyder, der næsten synes at syde af mørke skygger der rakte ud efter hende, som ville de trække hende ind til sig i deres kolde favntag. Hendes fingre fortsatte deres sygelige dans, ude i den frie, kolde vind.

Hun synes ikke at bemærke manden der kom gående ned af gaden, men hendes opmærksomhed synes derimod at være rettet imod den nærmeste gade. Derfor stivnede hver en muskel i hendes krop, og et forvirret støn undslap hendes fyldige læber, da hans fingre strejfede hendes.

"No!"

Hendes gispende skrig kom alt for sent ud af de dybrøde læber, og det samme gjorde spjættet i hendes arm, da hun alt for sent prøvede at trække sig væk fra ham. Men deres hænder var klistret sammen, som var de forbundet af deres hud, og derfor umulige at splitte. Men det faktum forhindrede hendes ikke i at trække i armen, forgæves.

Langsomt begyndte den snurrende, prikkende fornemmelse hvor de rørte hinanden, og smerten begyndte at dunke i hendes hoved, da det uundgåelige kom nærmere. Hendes ben knækkede sammen, og hendes krop landede på jorden med et blødt dunk, men endnu uden at hun havde brudt kontakten til ham.

Små, krampelignende bevægelser begyndte ved hendes hjerte, og fortsatte ud i resten af hendes velformede krop. Cirkler sprang frem for hendes blik, og hendes forvirrede øjne fulgte dem rundt, netop som hele verden begyndte at bevæge sig for hendes blik. En fornemmelse af at blive suget baglæns startede i hendes hoved, og blev derefter ført ud i livet, da begge deres sind blev suget ind i hendes minder.

Her ville manden ikke kunne ses, høres, eller på nogen måde være i stand til at ændre på fortiden, som han var havnet i, hvor hun selv ville være tvunget til at genopleve det hele, i rollen som sig selv.

En kvidrende barnelatter fløj rundt mellem husene, og ind i det lille værelse. De fire unge piger derinde synes ikke at bemærke latteren, men sad derimod i en rundkreds om den femte, med lysende øjne og brede, fnisende munde.

"I can not believe that he asked you! It's so amazing! Congratulations, Eve!"

Den lyshårede pige der havde skingret op nikkede voldsomt, og kort derefter sad alle de fire piger og nikkede til den femte, Eve. Eves smil var derimod påklistret, og noget i hendes øjne synes at nage hende, men dette bemærkede pigerne omkring hende ikke. De var alt for fokuserede på at diskutere hvad han havde sagt, hvordan og hvornår.

"Is it Daniel who asked you?"

Alle øjnene blev opmærksomt rettet imod Eve, der sad og tyggede lidt på sin fyldige underlæbe, tydeligt i vildrede. Hendes blik flakkede kort ud af vinduet, og en køn rødmen bredte sig i hendes blege kinder.

"Well ... It's Daniel ..."

Samtlige af pigernes smil bredte sig som en løbeild, og små hvinende fnis blev udvekslet i det lille lokale.

" ... And William."

Da Eves næste ord faldt, blev forsamlingen helt stille, og de store øjne blev rettet imod hende. En buttet, sorthåret pige rynkede panden, og rystede så kort på hovedet, som forstod hun ikke ordene, der var kommet ud af hendes venindes mund.

"The cousins, Daniel and William?"

Eves ben fløj op, og hendes arme blev elegant smækket omkring dem, sekundet inden hendes ansigt borede sig ned i benene. Derfor kunne man kun kort skimte hendes bevægelse, da hendes nik signalerede at den buttede havde ret i sin antagelse.

"Where are they know? Do they know?"

Eves hoved gled langsomt op, og rettedes imod den lille forsamling omkring hende. Hendes blik faldt på pigen der havde talt's øjne, og holdt dem kort, inden hendes blik svævede hen imod vinduet, der vendte imod en stor skov.

"Yes, they found out. They told me that they would go into the forest to talk about it."

Hendes stemme forsvandt næsten ved det sidste ord, og det var tydeligt at hun ikke vidste hvad hun skulle tro, om drengenes ord. Men pigerne i rundkredsen omkring hende synes at godtage svaret øjeblikkeligt, og begyndte ivrigt at snakke om hvem der ville få hende, og hvad drengene snakkede om.

Eve gispede, og slog de sammenpressede øjne op, netop som mindet forsvandt fra deres blik. Hendes hånd faldt ned, da den ikke længere klistrede til den fremmede mands, og hun fik besværligt skubbet sig op med den ene hånd. Sveden glinsede på hendes lyse krop, og hendes fugtige hår faldt konstant ned foran hendes øjne.

Hendes blik rettedes imod manden, og et indbydende smil trådte frem på hendes læber, i et tydeligt forsøg på at få ham til at tænke på andet end hvad han netop havde set.

God dammit! Please be supernatural, please be supernatural ...

Han var langt fra sikker på hvad der pludseligt skete, det virkede som om at han hang fast til pigen han var kommet til at strejfe samt hun begyndte at skrive så det eneste i hans hoved var mest af alt forvirring, specielt da hun faldt til jorden i spjæt, han havde ingen idé om hvordan han skulle gøre eller hvordan han skulle reagere, han ville hjælpe men han selv endte med at snuble og følte sig ekstrem hjælpeløs, en følelse han hadede.

Pludselig var han et andet sted i en anden tid, han følte sig mere forvirret end før og vidste ikke hvad det her skulle betyde, var det en drøm han var havnet i, havde han fået noget forkert og hvor var han. Han følte sig utilpas. Han kiggede kort på pigerne og rundt i rummet før han rørte en af væggene, det føltes koldt og unaturligt. Han kiggede over på pigerne og udbrød med en forvirret tone "Hallo? Undskyld mig?" Han ventede kort men så ikke ud som om at nogen af dem reagerede.

Han prøvede kort at røre ved noget men så ikke ud som om at han kunne rykke noget, han startede med at overbevise sig selv om at det bare var en drøm, og en underlig en af slagsen, han var ikke sikker på om hovedpine piller gjorde den slags men vis det bare var en drøm så skulle han i hvert fald lige have tjekket op på det da han helst ville undgå dette her igen. Efter igen at have forsøgt at skabe kontakt satte han sig ned og hørte på hvad pigerne snakkede om og det gave endnu mindre mening medmindre det selvfølgelig bare var normal pige snak og i det tilfælde vidste han ikke hvor han drømte sådan her.

Så endelig stoppede det og han kom tilbage til verdenen. Og i forskel til Eve som kom hurtigt op var Lucian lidt mere omtåget og blev nød til at støtte sig op af væggen mens han havde en kvalmende følelse i kroppen. Han kiggede forvirret på Eve vis pludselige smil fik hans nerver til at blive lidt mere urolig og han så ekstrem forvirret ud "H...Hvad var det?!" fik han fremstammet og intet af det her gav mening for ham og en stor forvirring samt overraskelse kunne ses i hans øjne.

Eves smil tørrede ud, da hans ord kom frem. Men ikke et tegn på den skuffelse hun måtte kæmpe med, over at han ikke var en overnaturlig - De ville ikke være forvirret på samme måde. Istedet hævede hendes øjenbryn sig hastigt over de dybbrune øjne, og et forvirret udtryk klistrede sig fast til hendes yndige ansigt.

"What was what?"

Et uskyldigt smil bredte sig på de fyldige læber, netop som hun kom op i siddende stilling. Hun gjorde et kort kast med hovedet, så det mørke, bløde hår fløj om hendes ansigt som en glorie, hvorefter det lagde sig på hendes skuldre. En lille latter gled ud af hendes let adskilte læber, og hun gjorde en lille håndbevægelse.

"Oh, I must have fallen. That is embarrassing!"

Hendes lille, muntre smil fik tilføjet en smule pinlighed deri, og hendes skuespil virkede komplet. Som for at fuldføre skuespillet, svajede hendes krop en smule ubalanceret, som havde hun endnu ikke helt styr på sine lange ben, efter at have mistet balancen for så kort tid siden.

Thank god I've gone to the theater! Now, all i need is him to believe in it ...