Where my searching has brought me (Procella)

Tid og dato: 29. marts, 2012. Klokken 18:30
Sted: Foran Sheria lufthavns indgang
Vejr udenfor: En kølig vind blæser, men solen står stadig på himlen og skyerne er få.
Omgivelser: Mange mennesker, der netop er ankommet med et fly fra fastlandet vrimler ud fra lufthavnens hovedindgang.

Birdy havde nok at slæbe på. Hun havde formået at pakke alt hvad hun ejede og havde, udover de møbler der var blevet sendt til hendes lejlighed, i én kuffert. En meget stor kuffert.
Hun hev og slæbte mens de høje hæle klikkede hen over fortovets fliser, indtil hun nåede væk fra indgangen og menneske-mylderet.
Der parkerede hun så sin kuffert, og med et stort, udmattet suk, satte hun sig ned på sin kuffert. Det havde været en kraftanstrængelse at bære den ud, og hun lukkede øjnene et øjeblik mens vinden tog fat i hendes hår. Hun knappede de øverste knapper på hendes beige trench-coat op, og afslørede en hvid skjorte, der var knappet til den anden øverste knap. Det lille gab i skjorten afslørede et guld-kors om hendes hals, som hun åndsfraværende pillede ved.

Så gav hun sig til at kigge rundt. Hendes store, tunge øjne kiggede rundt på øen hun nu befandt sig på; menneskerne der alle gik målbevidst mod deres destinationer, bilerne der samlede folk op for at køre dem til deres mål.. Ak ja, hun følte et lille stik af modløshed, og det virkede som om hun nærmest sank sammen på kufferten og blev mindre.
Hun var malplaceret. Lige dér midt i flokken af folk der alle skulle steder hen sad hun, ubevægelig, som om hun ikke havde noget som helst at skulle tage sig af her i verden, andet end at sidde og vogte sin kuffert foran en lufthavn.

Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle komme ud til sin nye lejlighed. I sin lomme havde hun et kort over øerne, der fortalte hende at dette ikke var den ø, hendes lejlighed var på.
Inden hun rejste, havde hun læst sig frem til at de små øer her, var forbundet af vandbusser, men havet gjorde hende utilpas, og hun syntes allerede at fastlandet virkede utroligt langt væk.
Sådan sad hun lidt, for hun rejste sig op igen.
Hun rømmede sig. "Excuse me, Madame?" sagde hun, og gjorde en gestus mod en dame der hastigt gik direkte forbi hende. Hendes modløshed gjorde at hun nærmest var lige til at overse, som hun stod der.
Hun tog mod til sig, rankede rykken og kiggede op, med mere autoritet end før. Så gjorde hun en gestus mod endnu en fremmed og kaldte: "Excuse me! Could you help me for a moment, please?"...

Procella havde til en start ikke bidt særlig meget mærke i den lidt fortabte skikkelse uden for lufthavnen. Dem var der mange af. Procella havde søgt mod forskellige lokationer hvor folk var lette at overse. Det gav mening at de overnaturlige ville bevæge sig i kredse hvor de ikke blev lagt mærke til. Ved havnen...lufthavnen. Det var en god slagplan at kunne snappe dem op før de begyndte at ødelægge for meget omkring sig.

Engle...Hun havde ubevidst noteret sig den blonde kvindes lidt perfekte udseende, men affejet det igen. Det kunne være så meget. Desuden var engle ikke de store manipulatore...som generelt i hvert fald. De arbejdede på den anden side.

En svag rumlen i hendes strube fik hende til at se mere nøje på englen da hun prøved at få kontakt med sine omgivelser. Flere mennesker reagerede ikke rigtigt, men andre blev usikre og veg tilbage.

Are you kidding me? I HATE magic!

Procella slugte sin instinktive knurren og skubbede sig ud af skyggerne. Forår. Hun skulle lige vende sig til at nattemørket ikke længere lå tungt omkring hende. Den lange læderduster ringlede svagt da metalringende faldt tungt mod jorden og bremsedes af deres egen bånd.

Too many people. Can't shoot her. Can't beat her up. Too much daylight, too many cameras. Bloody hell

Procella dukkede let hovedet ned. Hendes ringe højde gjorde at hendes skikkelse druknede i folkeskaren...når hun ville det. En hård skulder ramte ind i englen bagfra så den lette krop snurrede en halv omgang om sig selv, men Procella snoede sig sidelæns bort fra hende i mængden og forsvandt igen før hun blev lagt mærke til. Som en haj der lugter blod cirklede hun om englen og slog til igen...denne gang fra den anden side. Igen en hård skulder, der truede med at vælte den lette krop omkuld denne gang.

"Didn't your mother ever tell you to play nice with the humans. You are not being a good angel. Who is watching your back feathers?"

Hvæste hun lavmælt og greb fat i englen så hun ikke væltede omkuld. Det ville blive lagt mærke til hvis hun pludselig lå og rodede rundt på jorden.

"I don't care if you have wings or talons. You don't fuck people over. Got it? Now...try again. And this time. Be polite about it, and take the downfalls as a human. Your supposed to act like one. Dumbass...You just be glad I can't poke you right now"

Procella gav et lidt brutalt ryk i englens tøj da hun foregav at hjælpe hende med at finde balancen og børste hendes jakke af for imaginært støv, men den "kærlige" håndtering talte sit tydelige sprog. Englen havde dummet sig...det var muligt hun ikke kendte Deploratus eller de uskrevne love der var på ø-gruppen, men det var virkelig ikke Procellas problem. Englen var hendes problem, og Procella var ikke så god til at håndtere problemer.

Birdy havde lige akkurat fået nogens opmærksomhed, da det hårde i hendes ryg tog pusten fra hende. Da hun fik samlet sig igen, var personen gået, og der var intet tegn på hvem der var gået ind i hende.
Stødet havde været hårdt og hun stod og ømmede sig, mens hun overvejede hvordan man kunne være uopmærksom nok til at gå ind i en anden person så hårdt ved et uheld.. Lige indtil endnu et stød i ryggen fik hende til at snurre på sine hæle, men igen var der intet tegn på gerningsmanden. Det virkede næsten som om at der var nogen, der bevidst prøvede at skubbe hende om kuld...

Det var først da hun blev grebet i skulderen, at hun fik et glimt af den, der havde forårsaget de voldsomme stød. Til en forveksling kunne det have været en fremmed, der prøvede at hjælpe hende på benene igen, men måden den fremmedes fingre borede sig ind i hendes skulder og fik hende til at vride sig på, forklarede nok.

Så talte den fremmede. Da ordet "angel" blev nævnt, spærrede Birdy chokeret øjnene op. Mere end chokeret; hun blev bleg og og hendes kæbe faldt måbende.

"What in the world?!" gispede hun højlydt, men hun stadig vred sig under den fremmedes hårde håndtering. Hun havde håbet at hendes udbrud havde fanget nogle omkringstående menneskers opmærksomhed, men ingen så ud til at have nogen lyst til at reagere på en fremmed person, der hjalp en skrøbelig, ung kvinde med at holde balancen med sin tunge kuffert.

"Angel? I.. I don't know what you're talking about.." sagde hun forskrækket. Hun prøvede at gøre sig så lille så muligt, i en forestilling om at hvis hun bare krympede sig en smuuuule mere, kunne hun slippe ud af denne voldsomme fremmedes greb.

Til trods for sit vage, undvigende svar, kunne hun nu godt regne ud at denne fremmede ikke bare havde grebet fat i enhver tilfældig person. Der var en grund til at det var netop Birdy, af alle disse mennesker, der var blevet offer for denne voldelige velkomst.
Hun sænkede stemmen og kiggede med undren på den fremmede kvinde i læderdusteren. "What exactly are you doing?" spurgte hun, denne gang med en anelse mere ro i stemmen, men forvirringen og angsten var stadig tydelig inde bag den påtagede ro.

Ganske ubemærket gled Procellas fingre ned i yderlommerne på jakken. To fingre i først den ene og derpå den anden imens hun fingerede at hjælpe og støtte englen. Hvis hun var tilpas heldig ville hun støde på en form for ID. Falsk eller ej, så ville det pege hende i retning af hvad kvinden umiddelbart udgav sig for at være på øen...og hvor gammel. Hun sørgede for at fiske ned med pege og langemand så den store knogle ved tommelfingeren ikke kom i vejen og stødte mod enten stof eller krop, og afslørede hende, men man kunne jo aldrig vide hvor årvågen dette eksemplar var.

"Please. I you wanner lie at least do so a bit more convincing. Stuttering and going all pasty is not working. Try again. Are you gonna cry when a demon slams you against the wall Dollface?"

Fnøs Procella som en sidebemærkning til det lidt for forskønnede ansigt. Hun blottede de lidt for skarpe og hvide tænder i et meget lidt betryggende ulvegrin.

"Besides. I smelled you across the parking lot. Go easy on the perfume"

Det var en direkte løgn, men hun havde ikke det store behov for at dele sine hemmeligheder omkring egen eksistens eller evner for den sags skyld. De rovdyrgule øjne glitrerede da hun slap englen med et lidt hårdt ryk.

"I do what I always do. Take care of bloody freaks like you, and protect humanity. Welcome Birdy. enjoy your stay. Remember that someone is watching your every goddamn move. Closely"

Procella havde ingen anelse omkring englens tilnavn overhoved. Det faldt hende bare naturligt. Ranja var Feathers. Cleon havde været BigBird. Nu var der en ny engel...Birdy. Passende. En omvandrende gås med fjer. Hvis hun da havde fjer. Mindre teknisk detalje der var navnet ligeglydigt. Sarkasmen i hendes stemme havde ikke været til at tage fejl af.

"Dont drop your feathers. I'm not gonna kill you. Yet."

Hun lænede sig ind mod englen og hviskede ind i det blonde hår, samtidig med at hun drog englens duft dybt ind. Rosentræs hørmen var lige ved at få hende til at vende vrangen ud på sig selv.

"Too many humans. I better be a good girl. But I will be watching you. Know that feeling of something lurking in the darkness? The vague sound of steps behind you, and when you turn around...nothing? Well...next time...Better check twice"

Procella rettede sig igen, og hendes ansigt var koldt. Det var fuld af løfter...løfter der ikke var varme eller betryggende.

"Just because you are paranoid does not mean they are not after you. I am. Peek a boo. I see you. Do you see me?"

Procella trak sig tilbage. Bare et par skridt, for at understrege sin pointe. Straks blev hun let opslugt af menneskemylderet omkring dem. Let, men ikke helt, Det lange mørke hår og de gyldne øjne var et roligt fast punkt i fiskestime af kulørte farver. Hun var en sort plet midt i den glitrende stime.

I Birdy's lomme var der intet ID - det lå trygt i hendes pung, der var gemt væk i hendes taske. Til gengæld var der at finde en rosenkrans. Denne havde et sart perlemorskær - ikke noget under, da perlerne den var lavet af var ganske ægte, og korset der prydede den var af hvidguld. Birdy selv havde ikke gjort fornuftigt brug af hendes forældres rigdom, men de religiøse relieffer de havde overladt hende, havde hun ikke ladet gå til spilde.
Udover kæden, der ikke mindst var af høj, personlig værdi for Birdy, var der også at finde to kvitteringer; en fra én hæve-automat på fastlandet og én fra et currency exchange forretning i Vancouvers lufthavn. Begge bar Birdy's rigtige navn i toppen: Jana M. Aleksandrov.
Hendes falske ID, der endnu lå trygt i hendes pung, var et fint stykke håndværk, men ikke videre udspekuleret; Englen havde blot fået ændret fødselsdatoen. Ikke noget hurlumhej dér, havde hun tænkt. Måske hun skulle have overvejet dette en ekstra gang, hvis hun havde vidst hvilken verden hendes flytning havde rodet hende ud i...

Birdy lyttede, stadig med et febrilsk blik i de ellers så tunge øjne, men hun svarede ikke. Det var tydeligt at hendes vage løgn ikke havde ledt den fremmede på vildspor, og endnu tydeligere at den fremmede vidste præcist hvem hun var.
Da Birdy's navn blev nævnt, stivnede hun mærkbart. Hun stod som en stenstøtte, svagt dirrende. Om det var af frygt over den fremmedes trusler, af vrede eller ren og skær koncentration, var ikke til at sige.

Først da den fremmede lænede sig imod hende, bevægede stenstøtten sig igen. Birdy havde aflæst den fremmedes dans; hvordan hun bevægede sig frem og tilbage i flydende bevægelser, der udefra til fik truslerne til at ligne mundæne interaktioner mellem to mennesker.
Da den fremmedes ansigt nærmest begravede sig i hendes hår, satte hun roligt, men yderst bestemt, hænderne mod den fremmedes kraveben: det var ikke en truende bevægelse rettet mod hendes hals, men Birdy gav den fremmede et tydeligt, hårdt skub for at fjerne hende fra sig.
"Get off me!" hvæsede hun under sit åndedrag. Så lavt, at det var tydeligt at det ikke var en trudsel, men stadig ingen venlig forespørgsel.

Der var noget ved denne fremmede, der gjorde Birdy rent og skær ude af sig selv. Hendes bevægelser, hendes talemåde, ja selv hendes udseende. Alt dette var fremmed for Birdy, og alligevel følte hun at den fremmede vidste alt for meget om hende. Det skræmte hende, men hun vidste at det ikke nyttede noget.
Hun sagde endnu intet; det var som om den fremmede prøvede at fortælle hende noget, men forvirringen og overraskelsen over dette overgreb lagde sig som en tåge i englens hovede, og hun havde svært ved at finde rede i den fremmedes trusler.

Hun udnyttede situationen da kvinden i læderdusteren trak sig tilbage i menneskemængden. Birdy's øjne flakkede for hele tiden at holde øje med de gyldne øjne, der betragtede hende tilbage. Birdy's hjerne derimod, arbejdede på højtryk for at få hendes hjerte til at blive roligere. Langsomt fortog hendes krops dirren sig. I takt med at højtrykket i hele hendes krop faldt, mærkede hun en velkendt, vag kvalme der begyndte at ulme i hendes mave, som hun dog havde lært at ignorere.

Hun var næsten rolig nu - så godt som det i hvert fald kunne lade sig gøre - og for første gang kiggede hun nu den fremmede direkte i øjnene. Der var stadig noget ved kvinden, der gjorde Birdy meget urolig, men hun holdt sin hjertebanken i skak. Det var som om hun prøvede at sige noget med sine øjne; What do you want from me?! spurgte rynken i hendes pande, og desperat undrende øjne, men Birdy var ikke sikker på om hun i virkeligheden ønskede sig at den fremmede trådte tilbage til hende og svarede.

An angel who still believes in...whatever. That's rare around here.

Procella havde ladet rosenkransen glide tilbage uden at tage den. Thou shall not steal. En rosenkrans var besværlig at stjæle...i det moralske aspekt. For hende i hvert fald. De små lapper papir blev dog sneget op. Hun ville tage et nøjere kig på dem senere. Fornemmelsen af papiret mod hendes fingerspidser havde dog hurtigt fortalt hende der ikke var tale om pengesedler. Men det kunne jo være alt. En gammel snotklud eller andre uhumske ting. Tiden ville vise om hun havde haft nogen former for held med sig. Det ægrede hende en smule at hun ikke var stødt på en pung, men man kunne ikke vinde hver gang.

Med en vis form for morskab noterede jægeren sig hvordan englen syntes komplet ude af stand til at kontrolere sin mimik eller kropssprog da hun begyndte at omtale hende som birdy.

If you wanner survive here you better step up your game little girl...

Procella lagde hovedet let på skrå og betragtede den blonde engel. Hun fangede forsøget på kommunikation og havde en ide om hvad hun ville vide. Hun befriede sig fra menneskemængden og trådte frem igen. Hun krævede sin plads i verden. Automatisk og uden at folk tænkte over det, veg de for hende. De veg for den subtile fare hun udgjorde. Den lille slanke kvinde var et rovdyr, og ligesom man kunne beundre en tiger der rastløs vandrede bag ved tremmerne i Zoo, så havde man på ingen måde lyst til at være for tæt på, eller på den forkerte side af den skærmende sikkerhed.

"I don't know where you came from, or who you think you are. I've killed angels before, and I will again. Forget your path, and I will find you. Let's just say I'm here to keep your morale in place. If you should forget yourself...I'm there. This is my island. Do not take a dump on my front-lawn Birdy. I'll let the cat out. Understand me?"

Procella lagde armene over kors, og gemte ved bevægelsen papiret hun havde ladet glide op mod håndfladen. Fingrene gled indenfor læderjakken og deponerede papiret i inderlommen, før de faldt til ro. Hun løftede det ene øjenbryn sammen med hagen som næsten indeholdt en vag udfordring.

Give me an excuse. Just one...

Englen havde lyst til at vige tilbage, da kvinden trådte tilbage imod hende, men hun blev standhaftigt stående. Hendes kropssprog var stadig undertrykt uroligt, og den fremmedes ord hjalp ikke på situationen.
Den undrende rynken i englens pande blev en smule dybere. Hun overværende hvordan menneskerne omkring dem veg, for den fremmede kvindes skridt frem og tilbage i den underspillede dans mellem de to.
Det begyndte efterhånden at tømme ud i menneskemængden, som hun stod der og overvejede sine ord.

Den fremmedes sidste ord havde givet hende masser af spørgsmål; Killed angels?! As if there were... many of them? And what exactly is her problem?

Der var masser at spørge om, men Birdy valgte til sidst at stille det mest påtrængende spørgsmål.
"What exactly is it that I could do, in order to upset you, Miss? And the... Morale of this place.." spurgte hun med eftertryk, endnu lavmeldt. Hendes vage, russike accent gjorde sig klar, nu da hun talte i længere sætninger.
Hun havde ikke i sinde at lade sig selv panikke over, hvad der blev sagt til hende, før hun var mere sikker på præcist hvad kvinden mente.

Procella kneb øjnene let sammen.

Is she fucking dumb, or having a bloody laugh at my behalf?

Med stigende interesse bed hun mærke i en let accent hun ikke umiddelbart kunne placere, men den lød en smule tyk i det.

"Hah...Morale of this place? Bloody hell...The place does not have any morale. At all. You could do a lot to upset me, but it would not be...advisable"

Procella fugtede let læberne og hvæste mentalt over den svindende angst i englens øjne. Hun var virkelig lost?

Fuck me...I kinda have to help her out somehow

"Look...bird-girl...do you have somewhere to go? Somewhere to be? And don't you dare using you heavenly mumbo jumbo on me. I will kick your ass into next week!"

What the hell is she doing here anyway?

Birdy lod mærke til den vage ændring i den fremmede kvindes mimik. Hun var stadig udemærket klar over at denne fremmede ikke var til at bide skeer med, og havde bestemt ikke tænkt sig at udfordre sit held for denne dag.
Alligevel, var der noget, hun var nødt til at sige. Hun krævede et ordentligt svar på sit spørgsmål, eller også følte hun sig berettiget til at lade kvindens trusler falde til jorden.

"I'm terribly sorry, but I do not see how you can grant me advice on a matter, which you will not elaborate further on?"
Det var tydeligt at englen hverken prøvede at virke vittig eller på at provokere den skræmmende fremmede - hun havde på fornemmelsen at det ville være et dumdristigt træk. På den anden side havde hun heller ikke tænkt sig at stille sig til tåls med at blive truet i en sådan grad, og så kun få vage svar på hvad præcist det var, hun skulle holde sig fra at gøre.

Og så mærkede hun det - en pludselig ændren i den fremmedes tonefald. Englens parader faldt endnu en tak, i takt med den drejning samtalen havde taget.
"Goodness, what exactly is this "mumbo jumbo" you keep talking about?! Surely, I have a place to go, but I won't rely on anything but the Lords heavenly powers to bring me there."
Denne gang var det klart, at englen ikke prøvede at skifte emnet eller tale udenom. Det var en oprigtig undren over den gentagne benævnelse af en form for magi, som Birdy åbenbart selv skulle være i besiddelse af.

En blanding mellem et støn og en grynten undslap Procella. Hun lignede en der var splittet mellem at begynde at le højt og slå sig selv for panden.

"Are you expecting a chariot to sweep you of into what's left of the sunset? Don't go flapping those wings on me, I will rip them off your body"

Procella skævede rundt. Mængden tyndede ud og hun følte sig en smule blottet her midt i det åbne. I en hurtig beslutning trådte hun endnu et skridt frem og snappede englen kuffert fra jorden og hankede op i den.

"So...are you going to drive somewhere in a cap or do you have someone who is going to pick you up?

Should I offer her a ri-...no....come on...

Procella sukkede, lukkede øjnene kort og trak vejret dybt. Det var tydeligt hun kæmpede med tålmodighed.

"What's your name?"

Procella så en smule opgivende ud, og næsten medgørligt. Der var ikke meget trussel tilbage over hende, og hun virkede næsten helt punkteret, og ikke så lidt utilfreds over den retning hele situationen havde taget. Det mørke hår blev ind i mellem hvirvlet omkring hendes skuldre og hun rystede det ud af ansigtet med en brummen.

Antydningen af et smil spillede på Birdy's læber. Situationens drejning havde givet hende en smule mere håb om at slippe nogenlunde uskadt ud af det bizarre scenario hun var havnet i.

"Of course I do not expect a chariot." udbrød hun. Hun havde tydeligtvis ikke opfattet ironien i kvindens bemærkning.

Til trods for at Birdy allerede følte sig en del mere tilpas ved situationen, var det nu hendes tur til at blive mistænksom. Hun tøvede tydeligt længe, da der blev spurgt om hendes navn.
Det virkede underligt at den fremmede så pludseligt havde skiftet hensigt, og hun var ikke sikker på om der endnu engang lå en skjult trudsel i forespørgslen om hendes navn.

I det store hele nærede Birdy ingen trang til at lyve om sin identitet, men der var alligevel et eller andet der nagede hende.

"Why the sudden change of attitude?"
Smilet var forsvundet fra hendes læber, men hun forsøgte stadig at holde de blå, dovne øjne venlige, frem for at tirre kvinden med den rovdyr-agtige udstråling.

Procella så helt træt ud. Hendes skuldre hang en smule, og hendes ansigt blev mere og mere tvært, faktisk næsten en smule børnesurt.

"Because you seem lost, and although you are a freak, you are also an angel. Aaaand I have to remember not to castrate all angels just because a few of you are a bit burned by contact with earth. From where ever you fell."

Der kom en hed glød i hendes rovdyragtige blik, som ikke havde været der før.

"Anyway. If I kill an innocent, the road to redemption will be that much longer. So come on. I'm not Tarzan."

Hun vrikkede op og ned i skulderen et par gange for at gøre opmærksom på kufferten som hun slæbte på. Hendes blik blev en smule utålmodigt. Hvorfor var den her engel så usamarbejdsvillig?

Procella tænkte ikke yderligere over at hun skiftede fra varm til kold på sekunder, og nok enten måtte være direkte skræmmende at være i selskab med, eller måtte virke dybt forstyrret...eller måske begge dele. I hendes hoved var hendes konklutioner logiske, og hun forventede et eller andet sted at folk fulgte hendes tanker og humør lige så hurtigt som hun selv skiftede.

"Come on. Just give me a fake name then. Or do you want me to call you Birdy?"

Sukkede Procella og hendes ene fod tappede let mod fliserne i en utålmodig indre rytme.

Get in the game angel...don't be so slow. Geeeh....one week and she is a goner

Birdy brugte to sekunder på at tænke over hvad der var blevet sagt. Så valgte hun at nikke, og med et lille glimt i øjet sagde hun: "Yes, Birdy will suffice.."

Hun bed mærke i noget den fremmede sagde; the road to redemption. Hun valge ikke at overfortolke det, men det plantede et lille håb i hende. Hun ville ikke dømme andre for deres tro, såvel som hun ikke ville dømmes for sin egen, men alligevel følte hun en groende tiltro til verden når hun mødte folk der fulgte den samme vej som hende selv.

Så gik det pludselig op for hende hvordan den fremmede stod og holdt i hendes overordentligt tunge kuffert, og hendes kropssprog blev pludseligt undskyldende.

"Oh, I'm sorry! But I don't think there's much reason in carrying that around right now. I don't even know how to get to my newly aquired appartment. How do you even get from one island to another?"

Et øjenbryn kravlede langsomt op. Kun det ene. Procella så et kort øjeblik udtryksløst på Birdy, men uden andet udtryk end det hævede øjenbryn. Så spillede et skævt smil hen over hendes fyldige læber og gav det et gavtyveagtigt udseende.

"Birdy...hm....Birdy. You know...you're all right. For an angel"

Procella langede ud med den fri hånd og gav Birdys skulder et hårdt men tilsyneladende venskabeligt dask, imens hun lavede et hovedkast.

"Come on. Where do you live. Or where are you supposed to live? It's only La Sunisha that's a real island. The others are connected by bridges. You can take a bus, a car, the ferry-buses, ride your bike, or whatever."

Hun fiskede et sæt bilnøgler op af lommen og så skjult på dem. Skulle hun lege taxa eller skulle hun præge en? Birdy virkede så forvirret og fortabt at hun lidt havde lyst til at slå hende, og på samme tid at pakke hende ind i vat og passe på hende. blandingen forvirrede og irriterede hende.

Det venskabelige klask kom tydeligtvis bag på Birdy, og hun var nær drættet om på sine høje hæle da hendes spinkle krop blev skubbet ud af balance.
Hun smilede en smule nervøst ned i jorden efter hun havde fået balancen igen. Kvinden overfor hende var langt stærkere end noget Birdy's høje, spinkle silhouette kunne ramle op med, og det blev hun pludseligt forfærdeligt opmærksom på. Ikke at det skræmte hende - det virkede bare pludseligt så iøjenfaldende, når et enkelt dask nærmest væltede hende omkuld.

Hun overvejede kort, hvilken af disse transportmuligheder der lød bedst. Hendes mange år som fastlandsboer gjorde, at hun gerne ville undgå at skulle kaste sig ud på en vand-bus indtil det var strengest nødvendigt.
Hun hørte raslen af den fremmede kvindes nøgler. Kvinden - hvis navn det netop gik op for hende at hun stadig ikke kendte. Men det virkede ikke som tiden eller stedet at spørge om dette.
Så kiggede hun tilbage på den tunge kuffert i kvindens hånd. Birdy kunne aldrig finde på at bede en fremmed om et lift, men hun vidste alligevel at hun ville falde om, hvis hun skulle slæbe den flere kilometer.
"Uh.. Which form of transportation is the nearest? Well, it'd be quite convenient if I could avoid the ferry-busses, but if I must.." sagde hun, men lod resten af sætningen hænge i luften for at understrege sit ubehag ved tanken.

Uden selv at tænke over det, begyndte hun igen at fingerere ved guldkæden om hendes hals. Dette betød at hun igen følte sig tilpas i situationen, og nu var den kun hendes instinktive nervøse væsen, der fik hendes blik til at flakke let omkring.

Procella skævede over skulderen på Birdy da hun begyndte at gå lidt usikkert fremefter.

"Well....you still haven't told me where you are staying? So if you insist on a bus, you need to tell me where you are staying."

Hun talte meget langsomt, som til et barn der havde lidt svært ved at forstå almen tiltale. De kørte ret meget i cirkler lige nu.

"Look. I have a car. I can give you a ride...But I still need to know where we are bloody going!"

Procella bed tænderne sammen og stønnede i sin stille bevidsthed. Det her skulle nok blive smukt. Nu legede hun også transport firma. Narcissa ville tisse i bukserne af grin hvis hun hørte om det.

Better not tell her then...

"I'm Reaper, by the way. I switched the cloak with leather. I'm all about fashion now"

Hun sendte englen et skævt humoristisk grin og så afventende på hende. Hun havde ikke tænkt sig at vride armen om på ryggen af hende og tvinge hende med i bilen, men det ville næsten gøre hende liv lettere hvis hun havde gjort det. Det fik nok bare ikke englen til at stole mere på hende.

My life kinda sucks...

"Oh! Of course, of course." udbrød Birdy, i et tonefald hvor hun lige så vel kunne have slået sig selv for panden.
"I live around... Wer-clare.." sagde hun, lidt forsigtigt. Hendes accent kæmpede lidt med det fremmede ord - Werclare - og det blev højst sandsynligt ikke udtalt tilnærmelsesvis som det skulle. "And - and thank you so much for the offer," fortsatte hun "but you really do not have to, if it is at all inconvenient.."

Hun stod og kiggede halvt forventningsfuldt på den fremmede, men hendes blik ændrede sig lynhurtigt til et øjebliks rædsel, da Reaper præsenterede sig selv.
"Reap - are you implying that.. ?!" udbrød hun med store øjne, men så var det som om at der blev skubbet gang i tandhjulene i hendes hoved. Hun stod få sekunder før den forskrækkede mine igen fortrak sig.
"Oh... Sarcasm?" prøvede hun sig frem, men det lød tydeligtvis som et fremmed begreb for englen. Der var ikke antydningen af at have fanget humoren i det i hendes blik.

Denne gang kunne Procella ikke lade være med at rulle med øjnene af pigebarnet.

"Dude...you are so lost, it's like you're from another world. Come on Birdy. Try not to get killed on the way to my car. Lots of dangerous bricks on the road"

Procella rystede let på hovedet og stønnede lavmælt i halsen da hun krydsede over parkeringspladsen, udstyret med kuffert. Hun var ikke så dum at hun rent faktisk havde parkeret herinde. der var kameraer over det hele, og billetten ville blive registreret. Forbandede nye verden hvor alt skulle være så forbandet connected.

"Well...I have to get out of here anyway. Life is inconvenient, but even more so if I end up with a dead angel in an airport. Pick up your pace feathers."

Birdy skævede usikkert til brostenene da hun fulgte efter Reaper. Denne gang var hun selvfølgelig klar over at advarslen ikke var seriøst, men ikke desto mindre gjorde kvinden i den lange læderjakke hende stadig en anelse usikker. Det var trods alt ikke mange øjeblikke siden hun havde angrebet hende, verbalt såvel som fysisk.

"I guess I am sort of lost here," sagde hun forsigtigt "But to be frank, to me it seems like this is the other world. I had never imagined when I decided to move here that this would be.."
Den sidste sætning mumlede hun til sig selv, og lod den ligeså stille dø uafsluttet hen.
Mens hun gik der blev hun ved med at skæve til kufferten som Reaper bar på. Hun havde dårlig samvittighed over at lade en fremmed bære hendes sager, men kunne ikke benægte at hendes arme bestemt ikke klagede over at få et hvil.

Hun satte mærkbart farten en smule op, da kvinden skyndte på hende.
"If you would be so kind.."
Englen stoppede sig selv et øjeblik - var ikke helt sikker på hvordan spørgsmålet skulle formuleres. Endnu engang skævede hun til Reaper.
"Maybe you could find the time to explain to me.. You know.. All this. How you know."
Hun gjorde en lille, næsten usynlig gestus mod sig selv og rullede med skuldrende, som for at hentyde til de vinger der for øjeblikket ikke var synlige.

Procella skævede til Birdy med et muntert glimt i de gyldne øjne.

"Actually, I'm kinda surprised you know so little. You guys usually know more. Where the hell do you come from, and why did you root up and go here?"

Procellas stemme var fuld af oprigtig undren. Hvis englen kom fra et eller andet sted der var beskyttet og hvor man havde taget sig af hende...hvorfor dælen var hun ikke blevet der?

"Well...I was born into this world. It's one world, but the humans can never know. That's why you can't use your angel-freakyness on humans. And come on! The airport is loaded with cams. You really think only humans work there? You are a walking talking piece of heavenly pie"

Procella førte dem et par gader bort fra lufthavnen. Praktisk for handelstrafik lå der opmagasineringspladser hvor folk kunne leje større eller mindre rum til møbler eller hvad de nu ønskede skulle passes på i kortere eller længere tid. Dette var dog ikke en af de dyrere steder. Ingen kameraer. Hjemmevant skridtede Procella afsted, velvidende hvor hun skulle hen. En rulledør af metal fik et sidespark af den tunge læderstøvle. Den rullede et par centimeter op.

"Your limo awaits my lady"

Lo hun en smule hånligt og slog ud med den ene hånd. Hun skubbede kufferten ind under sprækken, greb fat i metallet og tvang det længere op. En sandfarvet, ældgammel volvo holdt inde i mørket.

"she is not much to look at, but she has saved my life, more times than I can count."

Procella trådte ind, klappede køleren, næsten familiært og trak på skuldrende mod Birdy. Selvfølgelig var det ikke hendes lagerlokale. Hun havde gjort sig sit hjemmearbejde. Et menneske var dødt. Det gjorde de ofte på Deploratus. Døde eller forsvandt. Hun havde stilfærdigt tømt lokalet, og brugte det nu som garage...når hun havde brug for det. Hun havde faktisk været så moralsk omkring det, at hun havde solgt tingene i lokalet, og stoppet en konvolut ind af brevsprækken til de efterladte, sammen med en halvkvædet vise om nye udfordringer og en undskyldning til familien om at han stak af. Det var en ussel afslutning, men det var bedre end at de skulle prøve at forholde sig til en ægtemand og far der havde været flået fra hinanden og stoppet i en kummefryser. Lokalet var betalt for de næste 6 måneder. Til den tid måtte hun finde på noget nyt med bilen...men for nu virkede det.

"Well.." Birdy smagte lidt på ordende, mens hun overvejede hvor meget den fremmede egentligt var interesseret i at høre om hendes grundlag for at komme til øen.
"Why wouldn't one want to go to the island which is said to have been created by the hand of God?" spurgte hun fraværende, med et vigende blik, som om spørgsmålet havde fået hende til at tænke over andre og dybere ting.

Hun trippede efter Reaper, væk fra lufthavnen, væk fra menneskemængden. Hun kunne ikke bestemme sig for om det gjorde hende mere sikker, eller det modsatte. Hendes hæle klikkede mens hun forsøgte at holde trit med Reaper, der trods kufferten stadig gik hurtigere end hende.

Hun kiggede nervøst til mens Reaper åbnede for garage-døren og afslørede sin bil derinde bag.
"Well, she's more that I could've asked for." sagde englen med et venligt smil.
"But why can't you park at the airport? I mean, you look quite.. Human." sagde hun og kiggede engang op og ned af Reaper. Hun huskede stadig glimtet hun havde fået af de skarpe tænder, og hun var langt fra sikker på hvad hun skulle kalde kvinden. Men udefra, fra et kamera eller en ikke-menneskeligs synspunkt, der lignede hun vel et menneske, tænkte Birdy.

Procella rystede let på hovedet og låste bilen op.

"Look birdy, if you wanner be all technical about stuff, aint earth supposed to be created by the hand of god?"

Gav hun let igen, men uden egentlig at have de store intentioner om at følge den til dørs. Det var mere en tankerække. Hvis alt var lavet af gud, var det jo et lidt dumt argument at øen skulle være lavet af gud. Alt var jo lavet af gud. Hvorfor skulle det ene sted så være bedre end det næste?

Et smørret smil strakte sig over Procellas læber ved englens proklamering om hendes menneskelige udseende. Hun fangede englens blik igen med sine ravfarvede, mystiske øjne. Hun sagde intet. Holdt bare blikket. Det var en af de der sigende, langtrukne blikke der fik de fleste til at blive ubehageligt til mode fordi stilheden blev tyk. Næsten overvejende blinkede Procella langsomt og brød den intense stirren.

"Human huh?"

Hun udstødte en lyd der var halvt et grin, halvt et gryntende fnys

"I can park anywhere I want to. I just choose to be smart about it. Get in. The things that go bump in the night comes out to play soon, and I don't wanner be riding around with a piece of chicken as shotgun"

Procella lænede sig over og hev splitten op så Birdy kunne åbne døren

"Yes, but this place.. It it not as old as earth itself." indvendte englen. "I mean. There are myths about this place being the long lost Atlantis, which was admittedly created by the Gods of the Greek mythology. But all of these religious myth spring from the same fountain of some sort of deity, and only the hand of God could create something like this, raise it from fire and water.."

Den blonde pige talte ivrigt og hurtigt, men stoppede pludselig, som om det først nu var gået op for hende at hendes tankestrøm blev udtalt for den fremmede kvinde, og det så ud til at gøre hende pludseligt ukomfortabel. Hun slog blikket ned og rømmede sig næsten lydløst.
"I am just saying.. There has got to be something here, something that's different from everywhere else."
Englens stemme lagde et nærmest bedende tryk på ordene, som om hun var klar over at det blot var et spinkelt håb, men hvis hun blot bad nok til det, ville håbet blive indfriet.

Da hun igen kiggede op, mødte hendes øjne Reapers. De ravfarvede øjne låste englens blik fast i sekunder, der føltes meget lange. Det gav hende en svag, ultipas følelse i maven, men hun kunne ikke kigge væk før Reaper selv brød blikket og forsvandt ind i den slidte bil.

Hun åbnede døren, og stod et øjeblik blot tøvende og kiggede på Reaper. Så fik hun, med en smule bsvær, sat sin høje, spinkle krop med tilhørende stilethæle ind i bilen.
Man kunne mærke englens anspændthed i hele det aflukkede rum; hun sad underligt rankt på de bløde bilsæder, hendes ryg flere centimeter fra at røre bilsædets ryglæn. Hun rullede irritabelt med skuldrende.

"So.. The things that go bump in the night.."
Sætningen var ugrundelig; det var ikke et spørgsmål, der var ikke antydningen af lyst til at få det uddybet. Men på den anden side var det tydeligt, at Birdy ikke vidste hvad Reaper snakkede om... Hun var bare heller ikke sikker på om hun havde lyst til at vide det, ikke endnu. Der var mange andre spørgsmål der trængte sig på: hun ville spørge om dem alle hvis hun kunne, men fandt det upassende, som de to kvinder sad der i en ubevægelig bil i et forladt lagerhus.

Procella prustede velfornøjet

"Do you believe everything you hear?...raised by god...Athlantians...you sound just as stupid as Nari"

Mumlede jægeren for sig selv, og begyndte at smågrine i skægget. Tænk hvis de to fandt sammen og begyndte på deres konspirationsteorier. Ud over at det ville være den underligste parring nogensinde, og at Nari sikkert ville æde Birdy, eller stå og gylpe i et hjørne...ja hvis ikke Birdy krøllede sig sammen, pissede i bukserne eller bare fik spontant hjertestop. Procellas klukken blev en smule mere dybfølt. Defekt 1 og defekt 2.

Inde i bilen rodede hun lidt rundt under rattet og fandt en lille æggeformet dims frem. Hun pegede den mod døren og trykkede en enkelt gang. Der lød en knasende protest da metal kværnede mod hinanden. Langsomt gled døren op, men Procella stoppede den da der var plads nok til at bilen - med et mulehårs ånderum mellem tag og dør - kunne smyge sig under. Da hun med slukkede lygter rullede ud, lod hun med et tryk døren glide ned igen.

"Different? Yeah, you got that right. Here they'll eat you right of the street love"

Mumlede hun lige dele mørkt og humorfyldt. Hun skævede kort til englen igen og hævede et øjenbryn halvt spørgende.

"What about em? They bump, I bump back? Nighttime is just more active. Humans like to think they are safe from the big bad...whatever...ghost-stories are less real in sunlight. The sad part is the ghosts doesn't really care all that much. Actually, I once handled a poltie in a tanning-booth. Former beauty queen. Not all that pretty looking like daffy duck...maybe that was why she was so bitchy even in death. hm...Libo kills, don't do facialmodifications...just say no"

Småsludrede Procella for sig selv, og med et lille skævt smil om læberne over det lille ordspil. Kæft hvor var hun egentlig sjov...hvis hun selv skulle sige det. Og eftersom Birdy ikke sagde hende imod, så måtte det jo betyde hun tog kegler.

Reaper virkede tydeligtvis til at more sig over Birdy, men englen kunne ikke gennemskue situationens humor. Hun kiggede opmærksomt på den mørkhårede kvinde mens hun talte, men fortrak ikke en mine. Virkede måske om noget til at tage situationen en del mere alvorligt end hun burde.

Birdy rømmede sig, som for at indikere at hun stadig ikke havde nogen ide om hvad det i virkeligheden var de talte om. En let, koncentreret rynke mellem hendes bryn understregede hendes forvirring; som om Reaper talte i kode-sprog, og englen var i fuld gang med at afkode de mange ukendte ord.

"I have a feeling that I should be asking about all of these ghost-stories.." konstaterede hun så langsomt. Der hang et "men" i luften, men der gik endnu et par øjeblikke før hun fortsatte, som om hun endnu ikke havde besluttet sig for sit næste spørgsmål.

"But. You had me, when you mentioned other angels. Would you mind elaborating? I mean.. Are there others here, on these islands? Are they.. common around here?"
De sidste ord blev sagt med en vis vantro i stemmen, som om hun selv var klar over at det var et tosset spørgsmål.