En gåtur ~ Prue

Dato: 18/04
Dag: Onsdag
Tid: 23:09
Sted: Havnen
Vejr: Stjerneklart og fuldmåne
Omgivelser: Forholdsvis øde

Lis havde for en gangs skyld aftenen fri. Hun var blevet lidt af et natttedyr efter hun fik arbejde på den lille døgncafe. Nattevagterne var ikke populære, men Lis havde ikke noget imod dem. Hun havde alligevel ikke så meget andet hun skulle, så hun kunne jo ligeså godt arbejde om natten som hun kunne om dagen. Desuden synes hun at der var noget hyggeligt over at arbejde når det sådan var mørkt. Det var lidt nogle andre typer det kom ind på caféen om natten end dem der kom om dagen. Der kom forholdsvis mange politifolk der var på patrulje og lige skulle have en kop kaffe for at holde sig vågen. Eller andre nat arbejdere der ville have sig en nem aftensmad uden selv at behøve at lave den. Eller søvnløse mennesker og væsner, der kom for noget varmt at drikke og en snak. Lis smilede svagt og rystede på hovedet. Hun fik det til at lyde som om det var en travl arbejdsplads. - Og det var det i hvert fald ikke. Der var måske tre eller fire timer hvor der var noget at lave på en ti timers vagt. Så nej, travlt havde hun ikke.
Lis havde trukket de røde krøller væk fra ansigtet og samlet dem i et spænde i nakken. Hun havde klædt sig i en gammel, grøn hættetrøje og et par forvaskede jeans der var et par numre for store. Og så selvfølgelig et par udtrådte sko, der måske burde være smidt for flere sæsoner siden. Det var ikke fordi hun ikke havde råd til nyt tøj, hun gad bare ikke at købe det. Hun brød sig så godt om det tøj hun havde i forvejen at hun ikke så nogen grund til at skifte det ud.

Lis havde besluttet sig for at tage en tur ud og se på byen og alt der hører til, når nu hun ikke skulle arbejde. Hun lod hænderne glide ned i bukselommerne, og fløjtede lavt. Lod blikket glide ud på vandet. Hvor var det egentlig fantastisk som månen spejlede sig i de urolige små bølger. Lis havde altid været glad for vandet. Det var den eneste ting i verdenen der hele tiden ændrede sig og alligevel altid var det samme. Hun tog en dyb indånding af den salte havluft og sukkede let. Det eneste hun kunne komme på at hun manglede lige i det øjeblik var nogen at snakke med. Selvom hun måske let kom til at virke meget indelukket med sin konstante undvigen af øjenkontakt, var hun egentlig et meget socialt væsen.

Havde hun rystet dæmonen af sig? Siden sin ankomst i lufthavnen for en lille uge siden, havde dæmon kvinden været efter hende. Prue følte stadig ikke, at hun havde gjort noget, der var synderligt slemt. Hun havde leget legen, som dæmonen selv havde gjort. Og for at redde sin egen ræv, havde hun stukket hende for mordet på den kvindelige passager.

Hun havde ikke hørt noget om mordet på sit eget menneske. Hun kom pludselig i tanke om, hvor sulten hun egentlig var. Men denne aften, havde hendes paranoia ramt hende som lynet. Og endnu engang var hun sikker på, at dæmonen havde fundet hende!

Hun løb ned på havnen, let som en fjer. Ikke forpustet som et menneske. Men forfjamsket som et! Hun gloede sig tilbage, og BUMP - ind i et rådhåret kvinde og fluks i havnevandet. Det hele gik så hurtigt. Prue nåede ikke at trække vejret, som man nu normalt gør, når man skal til at dykke. Men som en korkprop ramte hun overfladen af vandet.

*Fuck, hvad med kvinden!* tænkte hun og plaskede desperat rundt om sig selv nede i vandet.

"Kan du høre mig?! Er du okay?"

Det var stille i aftenluften. Kun Prues plask i havnekanten hørtes. Hun fortsatte sine lunges råb.

Lis havde været så fortabt i egne tanker, at kun ikke lagde mærke til at der var andre på havnen før luften blev slået ud af lungerne på hende og hun tumlede ned i det kolde vand, sammen med kvinden der havde løbet hende ned. Lis plaskede hjælpeløst rundt i vandet, og gispede panisk efter vejret før det gik op for hende hvad der var sket.
"Jeg har det... Fint."
Fik hun frem mellem to mundfulde havvand. Hun trådte vande et øjeblik, mens hun så sig om for at orientere sig. Hun fik øje på den anden kvinde og smilede stort, da hun fandt hele situationen komplet latterlig, men ganske morsom.
Hun huskede at hun var gået forbi en stige lidt tidligere, og mente at det måtte være den hurtigeste vej op af det isende vand.
"Kom lige med her."
Bad hun, idet hun gav sig til at svømme i retning af stigen.

Da Lis var kommet op på fastlandet igen, forsøgte hun at vride sin hættetrøje en smule, mens hun muntert lo.
"Ja det var da én måde at bryde isen på."
Smilede hun skævt til den anden dryppende kvinde. Den meget blege, dryppende kvinde. Det gik op for Lis at det ikke var en hvilken som helst kvinde der var løbet ind i hende, men en vampyr. Hun rystede let på hovedet og vred krøllerne, der allerhelst ville klistre til hendes hals.
"Mit navn er Lis."
Fortalte hun så, og rakte hånden til vampyren.

Prue var lykkelig over at den unge rødhårede var okay. Hurtigt var hun oppe på land igen. Prue kunne stadig ikke orientere sig, og plaskede febrilsk rundt i det kolde vand. Det var lige så koldt som sin egen hud. Hun var bange for kvindens reaktion, men hun grinte bare ad hele situationen. Det fik Prue til at bløde lidt op.

Hun kravlede op ad stigen og vred kjolen hun havde på i kanten. Den komiske reaktion havde også ramt hende, og hun sprang ud i en høj latter. Efter lidt tid, sagde hun pænt undskyld for hele episoden og tog hendes hånd. Det brændte en smule i hånden på hende, og hun tog den hurtigt igen.

"Jeg er Prue," smilte hun påtaget. Dette var den først engel hun var stødt på.

Det gik op for Lis at hun havde mistet klæmmen der før havde holdt håret på plads. Hun sukkede let og gad ikke forsøge at blive mere tør end hun var hun, før hun kom hjem. Hun trak den dyngvåde trøje overhovedet, så hun nu stod i en drivvåd tanktop og gennemblødte jeans.
"Er det noget du gør ofte? Sådan ta'r fremmede med en tur i havnen?"
Spurgte hun med et smil, mens hun lod sit blik hvile på et punkt lige over vampyrens øjne. Som sagt var hun ikke den største fan af øjenkontakt.
Lis gjorde et forsøg på at tørre sine arme en smule med sin trøje. Ikke synderligt succesfuldt.
Hun vidste at hendes hud ville tørre hurtigere end trøjen, og det derfor ville blive koldere at have den på, end det var at tage den af.

Egentlig håbede Lis ikke på ret meget andet end at vampyren allerede havde spist, og ikke havde noget imod at bruge sin tid på samtale med en engel. Nogle vampyrer så sig bedre end engle, og havde ikke lyst til at spilde deres tid på noget så latterligt som en samtale med et lavere væsen. Andre igen så ikke engle som meget andet end en snack. Lis blev meget let meget vred over disse vampyrer. Alt i alt var de jo ikke andet end mennesker der havde fået et skub imod et uhelligt liv. Det værste vampyrer var dog sultne vampyrer. Lis gjorde hvad hun kunne for at undgå dem. Hun hadede den måde de ofte forsøgte at franarre blod fra andre. Eller når de tog det med magt. - Det var heller ikke et hit hos Lis. Til gengæld var hun tilbøjelig til at lade en vampyr få en tår af sit blod, hvis blot vedkommende havde omtanke nok til at spørge pænt om lov først. Og vedkommende stoppede igen, når Lis bad dem om det...

Hendes kommentar fik hende til at le. Det var virkelig ikke en smuk entre hun havde gjort sig! Heller ikke denne gang. Hvorfor var hun altid så klodset? Det var den ene ting hun havde taget med sig i sit nye liv.

"Jeg ved ikke, hvad der sker for mig. Nogengange så er jeg bare SÅ klodset. Kigger mig ikke omkring. Da jeg var barn, så....."

Hun stoppede brat op. Hun brød sig egentlig ikke om at snakke om sin barndom. Det mindede hende for meget om alt det, hun havde forsøgt at lægge bag sig. Alt det hun var blevet tvunget til at forlade.

"Ikke noget,"

Smilte hun påtvunget til Lis. Hun satte sig ned på bænken nær hende. Det våde tøj dryppede mod asfalten. Hun kunne jo ikke fryse. Lis undrede sig garanteret over manglen af klaprende tænder, så hun forgav sin frysen og rystede den lille krop. Det våde hår smed hun op i en bulret hestehale. Hun var egentlig ikke sikker på, hvad hun skulle snakke med kvinden om. Hun stod der og forsøgte at tørre sig tør. Hun måtte fryse febrilsk.

"Min bil er ikke så langt herfra. Jeg har en ekstra, TØR, trøje i den. Vil du ikke låne den, det gør ikke noget?"

Hun stod der med den store sweatshirt. Hun gik selv så meget op i sit tøj, så hun forstod ikke den afslappede stil.

Lis rystede let på hovedet over Prues anstrengte smil. Hvor var det egentlig sødt, at hun sådan foregav at være afslappet og munter, ligesom Lis var det.
"Slap du bare af. Drop skuespillet og løsn op i spændingerne. - Du behøver ikke at smile bare fordi jeg gør det."
Sagde hun, og blinkede let til Prue, som om de to havde en hemmelighed. Det havde de vel egentlig også, sammen med resten af det magiske samfund. - En hemmelighed overfor menneskerne.
Lis valgte at respektere Prues valg om ikke at fortsætte fortællingen. Hun havde efterhånden levet en del forskellige liv, og det var bestemt ikke dem alle hun var lige stolt af. Og hendes barndom, hendes allerførste liv var noget hun havde gemt væk langt inde i sit hjerte, på et sted hvor ingen andre kunne komme. Det var hendes lille hemmelig, som hun ikke delte med andre, overhovedet.

Det med trøjen var noget Lis var nødt til at overveje kort. Ikke fordi hun var utryg ved at gå med en vampyr på den måde, men fordi hun boede på gåafstand fra havnen. Så valgtet stod mellem en tør trøje, våde bukser og selskab eller tørt tøj, noget varmt at drikke og ensomhed.
"Tjae, hvis du ikke har noget imod lugten af våd engel, så vil jeg gerne låne din trøje."
Hun kløede sig let i nakken, mens hun svarede. Hun vidste udemærket godt at hun sikkert ville komme til at fortryde sit valg. Det var lige til en forkølelse. Lis hadede at være forkølet. Der var kun ganske få ting der var mere ulækkert end det.
I det hele taget var sygdomme ikke noget Lis var den store fan af. Hun følte sig så forbandet sårbar når hun var syg. Som om det faktum at hun var engel og derfor tilhørte en af de svageste racer ikke var nok...

Det venlige blink virkede på hende. Hun behøvede ikke forgive sig for noget, som hun ikke var eller følte. Hun kunne sågar snerre af hende - selvom hun ikke havde tænkt sig at gøre det.
Hun reagerede heldigvis ikke på Prues pludselig sammenlukning, og det var hun taknemmelig for.

Hun snakkede indimellem over sig og det var direkte stupidt! Hun havde alligevel ikke lyst til at dele det. Kun med en mulig kæreste.

"Engel?!"

Hun forsøgte at virke dum. Nyttesløst. Hemmeligheden var ude. Lis var engel, hun selv vampyr. De vidste det begge to, det kunne hun se. Den pludselig trang til at gemme sig bort, dukkede op i hende. Hun forstod ikke hvorfor. Hvorfor hun ikke bare kunne være åben som Lis var?
Hun smilte. Denne gange ikke påtvunget. Det var på tide at vælte paraderne.

"Vampyr,"

sagde hun blidt, og rakte endnu engang hånden ud. Den lille brændende fornemmelse der ville komme, så snart Lis gav hende hånden, var hun forberedt på.

Hun kiggede over mod sin lille bil. Gav mine til at gå og finde Lis en trøje. Hun klaprede ikke længere sine tænder. Hun frøs jo ikke.

Lis smilede overbærende. Denne vampyr virkede ikke synderligt gammel. Den måde hun forsøgte at virke overrasket, og anstrengte sig for at smile. Lis kendte ikke mange vampyrer af ældre dato der ville give sig i kast med det. Eller også var de bare bedre til det. Når man skulle leve med det samme unge ansigt i nogle hundrede år blev man efterhånden god til at holde masken.
Lis' blik var stadig rettet mod et punkt lige under Prues øjne. Af og til kunne hun virke manisk ved den måde hun hele tiden var omhyggelig med at undgå øjenkontakt. Indtil videre virkede det dog ikke som om vampyren lagde mærke til det. Eller også valgte hun bare ikke at kommentere det. Det var sådan set også lige meget, så længe hun ikke blev fornærmet. Der var nogen der blev meget sure når ikke man ville se dem i øjnene.

Lis gik efter Prue hen til bilen. Hun klaprede ikke tænder, men det var tydeligt at hun frøs. Den sarte, lyse hud var fuldt af gåsehud, og så man efter kunne man se at hun rystede ganske let. Hendes læber var så småt begyndt og blive blå, og hendes tæer føltes som isterninger i de sjappende sko. Jo, hun frøs noget så grusomt. En lille tanke var så småt begyndt at spire i hendes hoved, men hun var ikke sikker på at det var noget hun ville gøre noget ved. Det kunne hun beslutte lidt senere.

En let akavet stemning flød over situationen. Det var så uvant for Prue, at skulle befærdige sig med andre "ligesindede," om man ville.
Den skrøblige kvinde gik bag hende. Et øjeblik tænkte hun at udnytte sit indre dyr, men hun kunne ikke få sig selv til det. Det der med at sårer nogle, både fysisk og psykisk, var hun alt for ung til. Rent vampyr mæssigt. Hun var desværre blevet for god til det, menneskeligt. Alle de mennesker hun havde formået at såre i tidens løb. Hun skammede sig over sin menneskelige fortid. Men hun kunne ikke rigtig finde rollen som vampyr.

Mens de gik hen mod bilen, ramte en kold brise dem. Hun kunne se Lis' læber der langsomt skiftede farve. Hun åbnede bildøren, satte sig ind og tændte den.

"Sæt dig ind, og få varmen."

Hun smed varme på bilen, og rodede i forlommen. Hun hev en tynd trøje ud og rakte den ud til Lis.

Lis trak den tynde trøje på. Den blev hurtigt våd af hendes gennemblødte top, men den varmede i det mindste på armene. Hun smilede taknemmeligt idet hun satte sig ind i bilen.
"Jeg bor ikke så langt herfra. Du kunne tage med derhen og om ikke andet så blive tør?"
Foreslog hun lettere forsigtigt.
Lis trængte selv til at blive rigtig godt gennemvarmet og tør. Og få den salte havlugt ud af håret. Og selvom vampyren ikke frøs, så kunne hun på ingen måde forestille sig at det kunne være synderligt rart at være gennemblødt på den måde. En kop varm the ville ikke være afvejen. Var Prue mon egentlig sulten?... Lis havde jo ikke synderligt meget hun kunne tilbyde en vampyr, da det var meget sjældent at hun fandt på at tage en med sig hjem. Prue havde indtil videre ikke givet udtryk for at være sulten, eller for at ville have del i Lis' blod, så Lis regnede mere eller mindre med at det var hun ikke. Sulten altså.

Lis smilede let, og trak det våde hår henover brystet, for ikke at dryppe alt for meget i bilen. Hendes øjne var placeret på bilens rat, mens hun ventede på Prues reaktion. Egentlig var hun en anelse nervøs. Det virkede en smule mærkeligt sådan at invitere nogen man lige havde mødt med sig hjem. Men på den anden side var det heller ikke helt normalt at vælte fremmede i havnen. Så mon ikke det gik? Det værste der kunne ske var trodsalt at Prue sagde nej tak.

Prue var overrasket over indbydelsen. Det var ikke så mange, der turde invitere en vampyr hjem til dem. Men hun var glad for indbydelsen og takkede pænt.

"Du dirigere bare vejen, så skal jeg nok få os sikkert i havn... Eller."

Hun smed en varm latter ud i bilen. Det var hendes værste egenskab, eller muligvis den bedste. Hun grinte altid af sine egne jokes, også selvom de ikke nødvendigvis var sjove. Om Lis grinte med, betød ikke så meget. Det var rart at have en ven, hvor hun kunne være sig selv. Hvor hun kunne vise den menneskelige side, som hun besad, selvom hun langt fra var menneske.

Hun kiggede endnu engang på Lis tøj. Den store hættetrøje der var gennemblødt, og hun tænkte på, hvordan Lis mon boede. Hun virkede så skrøbelig. Men samtidig var der ro over hende. En ro som Prue bestemt ikke havde.