lille café på gå gaden

mike så på ham og lukkede stille øjnene da han kyssede ham i håret "og du er sikker på vi godt må være her?" spurgte han og fik spist færdig, han smilte lidt og satte sig lidt bedre til rette i hans favn.

Adam nikkede
"han har sagt at jeg godt må være her" sagde han
og smilte til ham og lag en hånd på hans kind

mike betragtede ham lidt og smilte tilbage til ham "heldigt..." sagde han stille og lage sin hånd på hans, han vendte blikket ned og lænede sig tættere på ham, han kyssede ham stille på kinden og puttede sig stille tættere på ham.

Adam nikkede stille
"det er det vel" hviskede han
og så ned på ham med et suk, og bed sig svagt i læben
"Mike, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" hviskede han
og lag sine arme tætter omkring ham

mike smiler svagt og lukkede hans øjne, han åbnede dem dog hurtigt igen og så op på ham igen "hvad du skal gøre?...hmm gør hvad du har lyst til.." hviskede hans stille og var lidt usikker på hvad det var han mente, han lage sine arme om hans nakke så han kunne være tættere på ham.

Adam rystede på hovedet
"ikke sådan jeg mente, mere hvad jeg skal stille op med mig selv" hviskede han
og lukkede sine øjne i og bed sig i læben

mike så lidt forvirret på hende "det forstår jeg ikke... hvad mener du med det?" spurgte han forsigtigt og lage sin ene hånd på hans kind, han bed sig lidt i læben og kørte stille sin hånd igennem hans hår.

Adam gav et lille suk fra sig
"føler mig fortabt" hviskede han
og lukkede sine øjne i og nød at mærke hans fingere igennem sit hår

mike bed sig lidt i læben og så lidt ned "fortabt...hvorfor?...du er da ikke fortabt?" spurgte han forsigtigt og lænede stille sin pande mod hans, han holdre blidt om hans nakke.

Adam åbnede sine øjne og så ned på ham
"jov jeg er" hviskede han
og bed sig i læben og kunne ikke få sig selv til at smile

mike så ham lidt i øjnene "hvorfor siger du det?..." hviskede han stille og kunne ikke lide at se ham sådan, han sank stille en klump da han selv fik det dårligt over han humør

Adam så ned på ham og lukkede sine øjne i
"det er ligemeget" hviskede han
og fjernede sine arme om ham og rejste sig op og gik ud i køkkenet

mike sad stille tilbage på gulvet og så efter ham, han vendte blikket ned og sank stille en klump igen, han tog stille skjorten af og knugede den forsigtigt ind til sig før han rejste sig op, han så lidt mod køkkenet og tøvede kort, men gik så der ud alligevel, han stoppede i dørkarmen og betragtede ham lidt "adam...hvad er det der er galt?..jeg kan ikke lide at se dig sådan" sagde han stille og lød bekymret, han havde stadig skjorten i sin favn.

Adam stod lidt og ryddet op da han hørte Mike's stemme bag sig, han vende sig langsomt om og så over på ham
"intet.. det er ligemeget" sagde han
og stalde sig op af køkkenbordet og kunne ikke lade være med at smile, da han så sin skjorte i Mike's arme. han gav et lille suk fra sig og vende sig blik ned mod gulvet, inden han så op på ham igen
"den der skjorte får jeg vist ikke igen" sagde han
og lo lidt for sig selv

mike lage hovedet lidt på skrå og rystede stille på hovedet "det er ikke ligemeget når det plager dig sådan" sagde han stille, han havde ikke tænkt sig at give op for han ville vide hvad der var galt, han kunne dog ikke lade være med at smilte lidt da han gjorde og et lille grin kom da også ud af ham "du gav mig den selv...så det er min nu" sagde han lidt drillende og gik stille over til ham, han holdte skjorten i sin favn som en lille dreng med sin bamse, han så lidt på hans overkrop og prikkede stille til hans brystkasse med den ene finger.

Adam så på ham mens han kom tætter på, han bed sig i læben og så ned på sin skjorte
"så kommer jeg jo til at gå rundt sådan her et stykke tid, kan du klare at se på det" sagde han
og så ned på ham og bed sig i læben da han nød at mærke hans finger mod sig

mike så op på ham og betragtede ham med et blidt smil "jeg kan godt lide at se på din overkrop...så det er hlet okay for mig.." sagde han stille og stilte sig helt tæt på ham, han begyndte stille at lave mønstre på hans brystkasse med sin finger "adam...må jeg ikke godt vide hvad det er der er galt?" spurgte han imens han fulgte sine finger med øjnene og imens han holdte skjorten ind til sig med den anden arm.

Adam så ned efter hans finger og blev bare ved med at bide sig i læben og nød det meget, han lag stille sine hænder om livet på ham og smilte lidt. han rystede svagt på hovedet
"det er lige meget, ingen betydning" hviskede han
da han ikke rigtig havde lyst til at snakke om det

mike lukkede stille øjnene da han mærkede hans hænder og smilte stille af det, han stoppede sin finger lige under hans hals og lage hele sin hånd mod ham "det betyder noget når du bliver så trist af det...det påvirker mig...derfor vil jeg meget gerne vide hvad der er galt" hviskede han stille og så op på ham, han havde et lille glimt i øjet lige da han så op.

Adam vende sit blik op mod loftet og gav et suk fra sig
"alt i mit liv er gået i stykke, jeg ved ikke hvem jeg er" hviskede han
og lod bare sit blik forblive oppe mod loftet

mike så op på ham og bed sig i læben, han lod stille sin hånd glide ned over han brystkasse og sukkede stille "dit liv..må ikke være gået i stykker... hvad kan jeg gøre... for at samle det igen?" spurgte han og vendte blikket ned, han bed sig i læben og rystede stille på hovedet, ligenu ville hans gøre alt for ham, bare får at gør ham glad igen, han ville ikke havde han var så trist.

Adam rystede på hovedet og vende sit blik ned mod ham
"nej intet du kan gøre" hviskede han
han løftede ham op til sig og vende sig om og satte ham på køkkenbordet
"sådan så kan du bedre nå" sagde han
og gik ind mellem hans ben og bed sig svagt i læben af det, han lag sine hænder på hans lår og træk vejret dybt. han vende sit blik hen mod hans brystkasse og nød synet meget

mike fik et lille chok da han løftede ham op på køkkenbordet og vendte hurtigt blikket på ham "er du sikker på der intet jeg kan gøre?" spurgte han stille for at være helt sikker, han lage stille skjorten på køkkenbordet ved siden af sig og lage stille sine hænder om hans nakke, han så lidt ned på han hænder og synes det var en lidt underlig fornemmelse at side her og på den måde "ja... det kan jeg" sagde han stille og lænede sit ansigt tættere på hans, han så kort ned af sig selv, men vendte blikket frem på ham igen og betragtede hans ansigt lidt.

Adam nikkede, han begynde at bevæge sine tommelfingere på hans lår
"du er nået særligt" hviskede han
og så op på hans øjne, han lukkede sine øjne i og begynde at kysse ham ømt på munden

mike nød han bevægede hans tommefingre på hans lår og tog en dyb indånding, han så ind i han øjne og pustede stille ud igen "tak...i lige møde" nåede han lige at sige før han mærkede kysset og kyssede ømt med, et lille smil tegnede sig på han læber imens og han kørte stille sine hænder ned over hans brystkasse.