Home again. [Pro+Nari]

Procellas smil blev en lille smule anstengt da hun fangede dæmonens blik, og hun rystede let på hovedet som svar. Hun vidste udemærket hvad Narcissa tænkte. Det havde været hendes første tanke også.

"No. They drink blood way to eagerly if I allow them, but they don't like do..."

Hun lavede en elevatorbevægelse foran bryst og mave i mangel på at kunne forklare hvad det var hun havde fået at vide. Hun anstrengte sig for at kunne omsætte det. Så gik der en prås op for hende som forklaring.

"They aren't vampires. They drink it cause they like it. Too much. Like...uhm...Enie with the crackers. You know? And I can't give them meat. They have teeth but not enough. They gulp it down like rapid wolfs and choke. And then they lack vitamins. Don't you think I tried? I fed them blood in my milk, I'm not being hys-....forget it..."

Procella bed sin sætning af og rystede let på hovedet. Narcissa var fast besluttet på at børnene åbenbart skulle være dæmoner og følge en eller anden ukendt dæmonhåndbog, men sådan var virkelighedens verden bare ikke. Hun måtte søge frem i blinde. Flasken blev rystet lidt mere, og derpå blev der hældt op af den pink blanding i en kop der blev rakt mod Daya. Pigen så et langt utilfredst øjeblik på sin mor over at hun ikke kunne være kræsen lidt længere, og trak så koppen til sig, med langt mindre begejstring end sin søster. Det var lige før der kom en lille rynke af stædighed på den lille næse før hun satte tuden mellem læberne og tog den første slurk af det syntetiske stads.

"Why do you get so excited about Helias? I don't get it? Yeah the bastard burned allot of bridges, but what did he do to you? All that crap you just mentioned don't include you?"

Procella så kort mod loftet da en rumlen rullede hen over huset. Eller sådan lød det. Hvis tordenvejret havd været lige over dem havde hun været halvdøv på nuværende tidspunkt. Hun skar en let grimasse da hun blev tvunget til at tænke på alt det lort Helias egentlig havde lavet.

"Hrm...Well. If you wanner be technical about it, he didn't make me believe I didn't lo-...hrm...I uhm....You know. Had...like...feel-...HRM..."

En irritabel rødmen over at skulle tale om følelser på den måde bredte sig klædeligt over Procellas kinder, og hun bed tænderne sammen og greb hidsigt endnu en proteinflaske. Der lød en knirken af plastikket da jægerens fingre klemte den sammen i sin frustration.

"He just kinda. He made me....forget...him...."

Fortsatte hun stålsat, og så mere tøvende. Hvorfor havde det lydt MEGET bedre i hendes hoved, end da det kom ud af munden på hende? Det var jo ikke det hun havde ville sige? Det var ikke det hun mente? Var det?

He made me forget...not just Wick...but...my children...

Plastikken knagede igen mellem hendes fingre, og så blev universet vendt på hovedet igen. Flasken smuttede ud mellem hendes fingre da hun så forbløffet og overrasket på Narcissa over samtalens drejning. Procellas ansigt fik en varm glød, og hendes øjne tindrede.

"The penta-...oh..hrm...erhm....nothing. It's just a...decoration. Very...artsy..."

Et bredt smørret smil der komplet modsage jægerens rod, strakte sig over hendes ansigt, og hun lignede en der kunne briste i latter hvert øjeblik det skulle være. Hun bukkede sig hurtigt efter flasken på gulvet, og da hun rettede sig så hun liiiidt for uskyldig ud.

"It's just a little thing I guess I inspired Wick to do. Some art, I can grow used to"

Der lå en eller anden "hemmelighed" bag hendes ord, og ved det gavtyveagtige udtryk i hendes ansigt var det ret nærliggende at tænke på noget knap så stuerent. Men hvad det ene havde med det andet at gøre, ja det sagde umiddelbart ikke sig selv.

"But don't worry about that little piece. It's not anything a girl like you would ever understand. It's for a very closet audience only. And not up for...interpretation"

Procella småklukkede for sig selv og blinkede så let da stuen blev oplyst af et blåhvidt glimt udefra. Få sekunder efter rumlede det. Den mørkhårede kvinde så mod pigerne for at tolke deres reaktion på tordenvejret. Det havde de da vidst aldrig oplevet før? Porcelain var igang med at fodre Lee med banan, og den lille pige virkede ganske tilfreds med den klistrede frugt. Der gik en spotan gysen igennem Procella ved synet af den fedtede unge med gul snask over det meste af de buttede børnekinder.

.

Det spinkle mørkhårede hoved blev tiltet svagt og endnu engang gled en mørk skygge forbi bag det nærmest døde sorte blik.

"He tried to take you away from my godfather. If that has nothing to do with me, I do not know what has."

Narcissa erindrede tydelig hvordan Wicked havde reageret da hun havde bekræftet hans bange anelse om Daya. Hun skævede hen imod pigen. Én ting var at han reagerede så kraftigt på at hans datter måske var i fare... Narcissa var slet ikke i tvivl om hvor meget Procella betød for ham. Og at Helias rent faktisk havde forsøgt at tage hende fra ham... ikke bare dræbe hende, men få hende til at nægte Wickeds eksistens. Der løb en gysen hen over den alabasterhvide hud.

"Your mother belongs right here, does she not."

Mumlede hun tænksomt frem for sig selv, mens hun lod en blid hånd glide igennem Enies mørke hår. Et sæt små sorte øjne studerede hende nysgerrigt fra stolen, alt imens munden arbejdede på højtryk for at fortære den kemiske drik hurtigst muligt.

Et stort bredt smil flækkede dæmonens ansigt på langs, over jægerens pinlige reaktion. Narcissa morede sig gevaldigt over dette, da det nok var den sidste reaktion hun havde forventet. Pentagrammet var...?

"So... I guess I'll... I'll not ask you about... it then?"

Hendes lavmælte fnisen blev afbrudt af en dyb snerren fra selvsamme strube. Narcissa greb sig til maven og forsøgte at holde ansigtet i rene folder.

"Sorry."

Et smil blev sendt til Procella, men på trods af århundredes øvelse, virkede det langt fra troværdigt. Der var helt sikkert ét eller andet galt. Hun forsøgte febrilsk at regne ud om barnet havde det skidt, eller om hun havde gjort noget for at gøre barnet... utilfreds?

"You inspired him, huh? Woah... It... it is really... beautifull. "

Hun mumlede, og hun vidste godt selv at hun ikke gav mening. De få sekunder hun forsøgte at stjæle til at berolige maven, hjalp intet.

"Procella... I... erhm. Sorry, I got to go. I'll call you!"

Hun sendte et kort, anstrengt, smil ned til pigen i stolen. I næste sekund hørtes en dørs klappen og et sæt små sorte øjne stirrede gennem stuen efter hende med det lange hår. Suttende blinkede hun et par gange, for så at vende fokus imod sine søskende. Fik de noget lækkert hun ikke gjorde?

((Tråden meldes død da der på nuværende tidspunkt er indtil flere dato-relevante i sammenligning med denne, der har fået lov til at ligge lidt på køl))