Home again. [Pro+Nari]

Procellas reaktion fik Narcissa til at hæve øjenbrynet en kvart tomme. Et venligt smil spillede i hendes mundvig, men ellers så hun umådeligt træt ud.

"Easy, I don't break easily. But... thanks."

Narcissa besluttede at det nok ikke var en god ide at hvile aaaaalt for længe ved det faktum at Procella faktisk lige havde virket bekymret på hendes vegne. Heldigvis formåede jægeren selv at ændre emne... endda ret så voldsomt.

Dæmonen sukkede dybt og sendte et blik ud i gennem ruden.

"I don't know Procella. I don't know. I didn't even know I was pregnant... til you told me less than two hours ago."

Hun vendte blikket tilbage imod Procella, ansigtet stift, dog med en skygge af sorg, så tæt at det næsten gjorde ondt at se på.

"It was a part of our dream. But I guess the dream is gone.. It was never mean to be real. And please don't lecture me. I know I was naive. But... Is a demon not alowed to have dreams?"

Det var næsten som om hun krævede svar fra Procella, selvom hun godt vidste at jægeren bestemt ikke var nogen dæmon. Alligevel var hun gift med én, og havde født hans afkom. På trods af sit spørgsmål lod hun ikke Procella svare.

"I guess uncle is right. Human feelings and dreams... what kind of demon am I?"

Hun fnøs let og smilede skævt til Procella.

"I don't know yet... Let me think about it for some days. Besides, how does one get rid of these things?"

Procella krøllede sløret sammen. Foldede det ud. Lagde det sirligt sammen - kant mod kant.

"Dream...Well. That depends. Demons don't sleep. Dreams come from sleep. So...If you don't sleep, you don't dream. It's just a pretending game. Why pretend?"

Der var intet nedladende over det. Det var et helt ærligt spørgsmål

"I don't pretend to know demons. But I know them. If they spawn it's only to destroy. Or get something. Your kind is...well...not up for parent of the year-award. Demons eat children. Hell demons eat their own children if they are bored. But..."

Et lille grin krøllede Procellas mundvige op

"You don't really follow the rules. what kind of demon are you? A very disturbed one?"

Procella klukkede dybt i halsen og holdt afværgende hænderne op foran sig, som forventede hun at blive dasket til over den bemærkning

"No really! I don't know what kind of demon you are. I don't even know what the fuck I am. I really lo-...hrm...like your uncle. But that whole oh-look-at-me-I-have-a-stone-face get pretty bloody old pretty damn fast."

Hun trak let på skuldrende. Hun elskede den skide tingest. Men han pissede hende af. Og foruroligede hende. Den der med at vågne op ved siden af sin "sovende" mand der i dagens anledning havde glemt at trække vejret. Der var ting hun skulle vende sig til. Stadig...

"I know how humans do it. But there might be a problem in that...method. Being you don't really heal naturally. And the drugs might not work. Or the knife or whatever shit they use cant penetrate your...vagi-....i don't wanner go into details its creeping me out! bloody hell!"

Procella gennemrystedes af en kuldegysning og skar en grimasse. Af alle emner i hele verden var dæmonens kønsdele forholdsvis langt nede i bunden af samtaleemner jægeren synes var passende!

Narcissa klukkede let.

"We don't sleep? Oh well, that one is new to me. Yeah, guess we don't sleep like humans do it. But we sleep... or at least, we rest. We can dream... I dream, but it's rare. I've shared dreams with Azuriel. But I guess those where somekind of magic too. I don't know."

Hun så på Procella med et intenst blik.

"We spawn to destroy? Really?"

Narcissa sendte endnu engang sit blik ud gennem sideruden, denne gang så hun tænksom ud.

"Could it be that we spawn to survive? Sure we destroy some humans in the process of... could one call it living? But doesn't that fit the human description as well? I'm pretty sure that most human not dying from illness or age is killed by other humans. Or a a consequence of human desicions."

Et stort smil skilte hendes læber og blikket Procella modtog var fyldt med nysgerrighed og videbegærlighed. Denne samtale havde taget en drejning Narcissa syntes om.

"His stoneface? How funny, that is what I find so appealing about him."

Smilet blev en smule bredere. Ikke hoverende eller drillende. Dog forsvandt det ret brat ved Procellas næste ord og blev erstattet af en næserynken.

"We can agree that this topic is not our most loved. But actually, I do not know much about human anatomy. So I can't tell you how different I am from it. But it could be interresting to find out."

Smilet var tilbage på hendes læber og der var et gavtyvagtigt glimt i hendes øjne.

"Do we know any doctor of our kind?"

Smilet blev en smule smallere da hun fortsatte.

"But... none the less. I need to think this through. I was pregnant once... and I got it... erhm... removed because... I swore to myself, that I would never do that again. But at that time... I didn't know what to come. And... well..."

Narcissa lignede én der et kort øjeblik svømmede tilbage i minder. Det var svært at se om disse var gode eller ubehagelige.

Procella fnøs en smule tørt

"Yeah you don't sleep. Wake up Nari. You don't sleep, you don't breathe, you don't have a heartbeat, or bodyheat. Well...not unless you do...whatever it is that you do to play humans."

Procella viftede lidt med sløret af dæmonen. Hun vidste sguda ikke hvordan de gjorde det - hun havde sjovt nok aldrig selv været ude for den problematik. Det fungerede ganske af sig selv hos hende.

A bit sad to say wake up to someone who aint sleeping. Eyes wide shut?

"Mmmmmhm? And demons don't kill demons? Humans just breed more. Ain't their fault they're stupid and fertile. And yes you spawn to destroy. How many families of demons do you know? Case. Resting. Me. I'm not gonna go all philosophical on this. Lucky humans that you guys can't do families! One bloody family reunion and China is gulped up! Kung fucking pow to the humans. Can we have extra? Sure! Take Japan! Not destroying! Please!"

Jægeren lagde arrigt armene over kors. Jo hun var skam glad for at dæmoner ikke ynglede som kaniner. Hun var også glad for at de aldrig havde de mest hjertelige følelser for hinanden. Faktisk var den dæmon hun kendte med flest bånd alle mulige underlige steder...Wick.

Tanken fik hende til at studse kort. Kærlighed. Til hende og hendes børn. Frygt? For feer. Det var stadig svært for hende ikke at grine over tanken. Det virkede så tåbeligt. Venskab - med ham stokkefætteren. Antiparti over for Azuriel. Vrede over for Helias.

I told you he was broken...
- He is not fucking broken! He is mine! GO AWAY!

En knytnæve ramte hårdt ned i sædet ved siden af hende.

"Sure. Lack of humanity. Of course you would find that bloody appealing. Why am I even trying to talk about this with someone like you? You don't know how it is on the other side. Teach a fish to fly - now I know what they mean by that one"

Procella lod sig mumlende for sig selv falde tilbage mod sædet. Hun havde sådan håbet at det faktisk kunne lade sig gøre at have en samtale med Nari, men de blev ved med at støde på den der forbandede mur af at være i hver sin ende af universet.

Then listen to the universe? Maybe it's God trying to call you up?
- NO! You do not spit on God like that!
Why? Because he is your employer? You need a raise. And health-insurance. Union!
- Union? Against God? Stop being to freaking twisted!
Said the hunter who "spawned" offspring to the demon...

Procella lukkede øjnene kort. Hendes kæbemuskel spillede anstrengt under det voksende pres af skarpe tænder der blev kværnet mod hinanden.

"Nari, we are not playing show-me-your-and-I'll-show you mine, are we? I'm not in the mood. Demonic gyno is really not my...thing...You've come closer to my pussy than I like to even think about. If I have anything to say, It's never going to happen...ever....again..."

Sagde hun anstrengt og løsnede med et ryk kæberne. Hun skar en let grimasse for at få gang i den frosne muskel. Det knagede let. Og så blev kæben pludselig sært løs da den sank ned på brystet.

"Scuse me? You have a chi-...a....thing out there?"

Procella pegede måbende af vinduet som skulle der stå et bannerbærende barn derude et sted *Hi I'm the freak you're looking for. Hi mom!*. Procella rystede på hovedet og begyndte at le stille.

"No way. No fucking way. I don't buy it. Uh-uh. You almost...juuust for a sec there. And if I knew a demon doctor he would be very dead. A very dead doctor."

En ufrivillig gysen løb gennem hende. Tanken om en dæmon løs på tilfældig børneafdeling. Se der var stof til mareridt.

Hundæmonen fulgte Procellas læber og kropsbevægelser med øjnene. Narcissa afbrød ikke, snart vant til at jægeren skulle have tid til at rase af ind i mellem. De spinkle arme blev foldet ind under hendes barm og hun gled længere ned i sædet, så hun kunne lægge benene over kors. Hendes øjenbryn gled længere og længere op i hendes pande, i ren forundring over hvordan Procella faktisk formåede at tale sig selv op i en spids.

Knytnæven i sædet var klimaks og Narcissas tegn til at kunne bryde ind. Det nåede hun dog ikke før Procella blaprede videre. Narcissa lukkede munden igen og ventede tålmodigt på at hun blev færdig.

Da Procella endelig stoppede med at tale, lå der et lille smil om Narcissas mund. Hun var ikke helt klar over om hun skulle slå ansigtet ind på kvinden som tak for at svine hende her fra og ud i evigheden. Hvem helvede sagde at Procella var en bedre mor end Narcissa kunne være? Eller skulle hun grine? Grine over at jægeren havde antaget ting der slet ikke hang sammen nogen steder? I stedet rystede hun langsomt på hovedet og tog ordet.

"First of all... Why humans? Why do you distance yourself from them? I thought you claimed to be human? And secondly."

Dæmonen lavede en mindre kunstpause, men sørgede for at Procella ikke fik tid til at bryde ud i flere vrede ord.

"You don't know how it is on the other side."

Dæmonen holdt en lang pause, lod ordene der var taget direkte ud af Procellas mund tale for sig selv.

"I do not have a child. As I said... I got it removed. It was not a pleasant... procedure. Actually I do not remember much... except the pain and the blod. My father did not want to know of the child, so I had to... I found an old lady in the town. The townsfolks called her a witch. I had to kill her afterwards."

Narcissa stoppede sig selv og rystede let på hovedet.

"Why am I telling you this? You are obviously not interrested, and I'm just giving you more bully potential. Have you any idea how you make me feel? You claim me to be the worst mother ever posible. You even look like you despite the mere thought of me having a child. Why do you even bother spending time with me, if that is how you feel?"

Dæmonens stemme var hverken vred eller hysterisk. Den var undrende. Narcissa forstod det virkelig ikke. Her sad jægeren og svinede hende fra en kant - hvis man skulle tro Procella var Narcissa det værste, dummeste og ondeste individ der eksisterede på denne jord - og alligevel tilbragte hun tid med hende? Dét var sgu da århundredets gåde!

"We don't know how it is on the other side."

Procella vippede let med sine øjenbryn mod Narcissa, og det skæve grin fandt atter vej til hendes ansigt.

"Because I sleep. Dream. Bleed. Have a soul. I'm stressfully human. But I'm not. So let's just say I try to even out the odds. If I had been less human wouldn't God ban me from his house? So far I'm still going, and walking..."

And taking orders like a gooood little pet...

"What do you expect of me? To be happy you don't have spawn out there? You JUST said you didn't know how to get rid of it, and then you tell me that you've been...Getting rid of it back in the old days could indicate sending it of somewhere. Give me a break. You can't demand me to know what the fuck you are thinking when you don't give the details. And yeah. I think you would be a bad mother. Demons don't do parenthood."

Procella rystede opgivende på hovedet

"Don't ever expect me to be happy about a demon spawning. I am who I am. I'm never gonna like it. Go out and find a witch then. I know shit about witches. Other than they do magic, and I kill them if they cross the line."

Funny story...I seem to remember a witch named Ja-...
- Shut it!

"Fucked stories from a demons youth? Who the hell knocked you up? Didn't you claim to be like...the girl with the hair?"

Procella rakte frem og trak let i Narcissas hår. Ikke hårdt bare et lille let træk.

"The girl, with the tower and the hair? Not the green one with the donkey. The real one..."

Procella opgav med et mentalt suk at komme nærmere ind på sine frustrationer. Narcissa nægtede at prøve at forstå hende. Det nyttede ikke at prøve. Hun måtte finde en anden hun kunne betro sig til.

Bilen vuggede blidt da den drejede skarpt. Narcissa var holdt op med at betragte landskabet, og hvilede nu sin opmærksomhed imod den langhårede kvinde foran hende. Et øjenbryn hævede sig, da Procella atter engang påstod at dæmoner ikke udgjorde gode forældre.

"Demons don't do parenthood? How funny. I didn't think Wicked was that bad a parent? Wonder who would breed on him, if he's only spawning to destroy."

Endnu en gang en lang pause, for at ordene skulle kunne synke ind. Narcissa begyndte at overveje om Procella overhovedet betragtede Wicked som dæmon længere? For det var da lidt pudsigt at mange af hende proklamationer ikke passede på ham?

"Oh, not to mention... you would hate your children to spawn too?"

Hun viftede en hånd af jægeren.

"I do not know any girl with a donkey... But let me tell you a story then."

Atter krøb hun længere ned i læderet og hvilede de krydsede arme under sin barm.

"When I was 34 my father came to me. He told me that one of his acquaintances demanded an old favour redeemed. And this man would settle at nothing but me. So I was sent out to his estate to be his for 24 hours. A couple of months later I sought my father in his studychamber and told him that I was experiencing changes I could not understand. I believed I was pregnant, my abdomen was in pain, my stomach grew and my breast was aching. He sent me away, not wanting to talk to me. And he did not for weeks. One day I found a book in my chambers, telling about witches and their abilities. I happend to know that an old woman lived i the village not far away. That evening I commanded the stable-boy to ready my horse."

Narcissa holdt en mindre pause før hun fortsatte. Stemmen var rolig og det virkede mest af alt som om hun sad og fortalte om en tur til frisøren.

"She was not hard to find. It was not until many weeks later I wondered about how that book ended op in my room, and how I got away from the mansion without my father noticing. I do not know what her true intensions were, but I think she believed she could kill me. I woke up hours later, and she was terrified - she believed me to be dead. My stomach was wide open, and on the table a bloody tiny figure lay in some markings, surrounded by ligths and latin words. I killed her, and I killed the two other women in the little cabin. When I finally returned home, I did nothing but 'sleep' for days."

Hun trak lidt op ordet søvn, og smilede skævt til Procella.

"My father never talked about it, and neiter did I."

Dæmonen slog ud med armene og smilede venligt til Procella.

"I am not quite sure why I am telling you this. But perhaps it can give you some insight in my existence. But at least it should rid the misunderstanding of the table. I know how to get the child removed, but I do not wish to go through the same experience again. Not if it could be done in a less... bloody manner."

For Narcissa var mindet ikke videre behageligt, men det var minder om at vågne op gennemskårett og blodig jo aldrig.

Procella spidsede læberne og det glitrede i de gyldne øjne

"You just refrained to your uncle as a...pedigree-dog..."

Jægeren så udtryksløst på Narcissa et øjeblik. Så dirrede hendes læber. Hendes skuldre rystede, og til sidst boblede hun over af latter.

"Don't do that to his face! Oh god. I think it would be bad for ya health. For fucks sake. You are killing me!"

Procella krøllede sammen på sædet i latter. Tanken om at nogen sad og lavede detaljerede udregninger for at få noget interessant ud af Wick, og reducere ham til kennelkræ var simpelthen for morsomt! Hvor fanden fik Narcissa sådan noget fra?

"Course I would hate for the girls to get pregnant. Who the hell would ever be good enough to screw them? And yeah Wick's a bad parent. Do you see anyone knocking on our door present me with an award? I'm awful! We are the worst parents ever! And combined? If my girls end up with eating disorders and loathing their mother, and with serious daddy-complexes, then I say we made it homefree!"

Hun smålo stadig og rettede sig da de trak op til lågen. Hun så gennem ruden hvordan portvagten gik ud og fik ruden rullet ned. Først da han havde inspiceret chaufføren åbnedes gitterlågerne, med en svag motorsummen, som hun mere fornemmede af vane, end egentlig hørte.

"Hm...nice father. I thought you said he loved you? He made you part of a..."

Procella rømmede sig let og prøvede at finde et mere diplomatisk udtryk end det der var gledet gennem hendes bevidsthed.

"Who was he? The guy your daddy owed? Besides. If we just juice you up on some elf-blood you wouldn't feel a thing anyway..."

Brummede hun køligt, men der var et drillende grin i de gyldne øjne

Narcissa fnysede tørt og slog ud med hånden.

"Ik haat die taal. En nu ik haat je ook."

Blikket der blev sendt i retning af Procella var drillende. Men den glade glød forsvandt da Procella talte videre.

"Whatever. Your girls are yours. My child is mine."

Narcissa mærkede hvordan bilen trillede ind af indkørslen, og bumpede vuggende blidt op og ned af at køre igennem det tykke lag grus. Ej, hvor ville hun godt se pigerne snart!

"I don't know who he was. I thought he was a human, back then. Now I know he wasn't. It doesn't matter, it's 200 years ago."

Bilen stoppede og motoren døde under hjelmen. Efter nogle sekunder åbnedes den ene dør til kabinen og en hvid behandsket hånd rakte ind for at hjælpe kvinderne ud. Narcissa greb hånd, på trods af at den tydeligt var rettet imod Procella. Chaufføren studsede kort da det var 'det forkerte' ansigt der kom til syne under manken af brunt hår. Dæmonen smilede stort til ham og slap hans hånd.

Hun gumlede stadig på hvordan hun skulle reagere over Procellas lille spøg - der for dæmonen virkelig på ingen måde var en skov spøg. Faktisk havde hun mest af alt lyst at dreje om på hælen og forlade grunden. I stedet lænede hun sig op af bilen og krydsede armene - passivt aggrssivt - under barmen og så op imod huset.

"Can you tell me what I' m doing here? Obvously you enjoy mocking me, I could stay here so you can run through all you nasty phrases. You can patronize me until you feel good again. Or we could stop treating each other like shit and actually... you know, talk?"

Procella rystede let på hovedet. Hun fattede ikke en disse - men det var vel heller ikke så vigtigt. Hvis Narcissa mente hun skulle vide hvad faen hun talte om så gentog hun det vel på et menneskeligt forståeligt sprog i stedet for det der tungebrækker-fis.

"Whatever you say cupcake. Tell me if we need an exorcism"

Hun blinkede til Narcissa før hun stod ud af bilen. Procella kunne skam selv udføre sådan et lille kunstværk, men spørgsmålet var hvor lykkelig dæmonen ville blive hvis hun gav sig til at synge romersk-katolske uddrivelsesritualer. Jægerens læber krøllede op ved tanken. Det kunne være hun skulle prøve det.

"Ey! Nari! I just thought of something! Do you think an exorcism would work on you as a abortion right now?"

Det var en ny spændende tanke der spontant slog ned i hende. Det kriblede i hende for at afprøve tanken. Den slags magi kunne hun - og den var hun god til! Meeen...hun havde så selvfølgelig aldrig prøvet at målrette den. Det ville nok være lidt i retning af at prøve at udføre hjernekirugi med et trykluftsbor...for hende...

Hun lod sig hjælpe ud af bilen og registrerede det næsten ikke, fordi det var blevet så meget hverdag for hende - et faktum hun nok ville have spruttet over hvis hun havde tænkt aktivt over det...men det gjorde hun ikke...i hvert fald ikke lige nu. Til gengæld så hun helt forvirret ud over Narcissas udbrud.

"Erhm? Did you hit you head on the way down to the car? I invited you, you came. We drove? We arrived? Of course I'm mocking you. I always mock you. Patronize - hm...maybe a little. The day I stop doing that, take me to the hospital. It's in the job-description of being a bitch. Are you going to sulk over that? I blame the preggies. No way you are that sensitive"

Procella nikkede bestemt som havde hun sat verden i kasse. Det måtte være grunden. Af akke ting Narcissa kunne blive sur over, var det her den underligste. Derfor var hun ikke helt rigtig i hovedet. Procella trykkede hurtigt koden på det lille panel og åbnede døren.

"So, come on sourface. Let's drink a bit of Otto and have a shitty talk about your mystery-man. Old dates are pathetic."

Procella skred ind i huset og vendte sig halvt mod dæmonen med et hævet øjenbryn

"Well?"

Hun slog ud med armen. Skulle hun med eller ej?

Dæmonen gloede på hende et par sekunder før hun smilede og rystede på hovedet.

"Exorcism? No thanks, I'm feeling quite well."

Jægeren måtte da have spist søm? Narcissa småklukkede og satte af fra bilen med et lille skud med hoften og fulgte med op imod det store hus.

"No, I didn't hit my head. Neither am I mental, sick or just plain fucked up. I'm being me, and I like me. Don't you?"

Der var en drillende klang over stemmen, men samtidig lå denne undring bag ordene. Narcissa forsøgte stadig at finde ud af hvorfor de to kvinder overhovedet tilbragte tid sammen? Måske havde Procella ret? Måske var de begge syge i hovedet og dumme nok til ikke at forstå hvilken sprægnfarlig combo de var. Eller også - den lidt mere kedelige historie - så havde de bare brug for at være sammen. Brug for rent faktisk at kunne være sammen med en anden person uden at skulle play-pretend konstant?

Narcissa fulgte efter Procella ind i den kæmpe hall og lod blikket glide rundt.

"Nothing's changed here. You still got Otto? No other pets?"

Gad vide hvor mange af dén slags kæledyr hendes gudfader omgav sig med på klubben? Umiddelbart var de ansatte der alle sammen af egen fri vilje, men man kunne jo aldrig vide hvor mange personlige opvartere Wicked havde syntes han havde brug for. Og hvor smukke disse var?

Der gled et lille smil over hendes ansigt ved tanken. Det forsvandt dog hurtigt igen ved erindringen om det andet løfte hun havde afgivet til den mørkhårede jæger der gik et par skridt foran hende.

"I'm thinking about making my own Otto. Just got a little problem, not being quite as... persuasive as Uncle. And unfortunately my last pet had very little potential, couldn't even hold a sword right. Tsk tsk."

Kodashi havde faktisk været dejlig nem at håndtere. Problemet var bare at pigen jo simpelthen ikke havde nogle brikker at rykke med. Hun kunne male, og det var cirka dét. Narcissa havde ikke opsøgt hende siden hun vendte hjem. Faktisk havde hun slet ikke hørt fra hende? Gad vide om der var sket hende noget? Hun trak på skuldrene for sig selv og slentrede videre igennem huset efter Procella.

"Do you ever use a sword Procella?"

"Aaaaw, why not? It might work? I promise to stop if doesn't work. At least you wont bleed? I think it was a good plan! Exorcise the bloody thing. If you feel well you feel wrong. It's not supposed to feel good. I think. Let's get back to that one later...Think about it. It's a possibility. If you get it removed I wanner do it!"

Procella lød faktisk næsten skuffet. Hun mente selv hun var kommet med en brilliant ide, og kunne ikke sætte sig ind i hvorfor dæmonen ikke også fandt det logisk og genialt.

"That's my point. You are fucked up. Mental. Sick...and whatever we can come up with. You're also pregnant and hysterical. Oh well. Like you? Oh yes Nari, let me braid your hair and do facebook all day. Ahem!"

Nu strammede hun den sgu lidt. Jægeren sukkede og så sig lidt kedsommeligt rundt. Forandret? Nøh. Skulle det være det? Hun førte dem ud i køkkenet og trak let på skuldrende af Narcissas spørgsmål, samtidig med at hun fandt en pose med blod frem fra køleskabet. Makabert nok var den påført en lille tud så der kunne åbnes og lukkes for den. Hun skænkede 2 glas op og skubbede det ene hen over marmorpladen.

"Pets? God no. furniture...hm...well if it aint broken, it's a opportunity for me to actually do so."

Svarede hun roligt og med en ligegyldighed der lå meget langt fra hende når det ellers handlede om den alternative skygge hendes mand var udstyret med.

"I think I made my point clear a few times about my mates choice on the matter. I can't predict what the fucker might do next, but it would be incredibly unwise of him to bring more...interior design...without consulting me"

Dér var den. Den lille hede glød i hendes øjne der lovede død og ødelæggelse til hvad end der kunne udfordre hendes plads i hendes hjem. Det gjaldt sådan set over hele verden. Muse. Generelt i Wicks nærhed. Hun var forholdsvis kold i henhold til hans påståede regler i klubben. Hvis han gjorde som i "gamle dage", vidste han det havde en konsekvens. Så måtte han leve med den. Der var grænser for hvad hun ville finde sig i. Sgu...Procella fnøs næsten lydløst som for at bakke tanken op. Ikke flere hjernedøde damer. Med mindre omtalte hjerne rent faktisk kogte ud af deres ekstremiteter. Hun hjalp gerne på vej.

"Drink your blood and stop talking about souleating. I'm still a hunter..."

Knurrede hun og tog sit eget glas. Hun hilste let med det og nippede til det. Mjoe...smagen huskede hun. Hun havde ikke brug for det længere. Nu var det ren nydelse. En nydelse der splittede hende. En jæger skulle ikke nyde blod på den måde. Det var ikke...Hendes tunge slikkede begærligt de fyldige læber for at få det hele med. Hun slugte et grin og hendes øjne spillede mod dæmonen.

"A sword? I know my way around a few blades but uhm..."

Hun trak let på skuldrende, som om det ikke betød det store. Hvilket nok var omkring århundredets underdrivelse. Creo havde været hendes læremester. Hun havde fået mangt en modstander til at blegne og indse tåbeligheden i at lege med den gyldenøjede Reaper når hun havde koldt stål mellem sine hænder. Stål...sølv...magiske klinger. Sidste liv hendes sværd havde drukket var på stranden...det virkede som æoner siden.

"Why?"

Spurgte hun derpå, en smule nysgerrig. Hvad i al verden havde fremkaldt det spørgsmål?

"Yeah, you'll stop if it doesn't work. And how much of me do you wonna burn to ashes before that?"

Narcissa klukkede let. Hun skulle satme ikke nye noget af at lege forsøgsdyr for Procella.

"Besides, when you say your shitty at something... I really don't wonna let you do that something on me. Or my spawn."

Hun fulgte efter Procella ud i køkkenet og så til mens jægeren hældte to glas op. To? Narcissa studsede - siden hvornår var Procella begyndt at drikke blod, altså uden at det var for ungernes skyld?

What kind of hunter is she? Probably the dead kind if any of her fellows should find out... oh well, she did spawn with a demon.

Hundæmonen klukkede let for sig selv og greb glasset. Blodet var omtrent så vidunderligt velsmagende som altid. Dén Otto smagte altså godt! Hun sukkede sagligt frem for sig.

"Yeah, your a hunter. Befriending a vampire and a demon, spawning with one too. And now drinking blood. I kinda like your style!"

Narcissa smilede stort til Procella og viftede let med hånden, som for at pointere at det var ment i en godhjertet spøg, og tog endnu en god slurk. Det gjorde godt... fik hende straks til at føle sig mere rolig.

Yeah, you like that too huh?

Hun sendte en lille tanke til dét liv der groede i hendes mave og bevægede sig rundt i køkkenet med slentrende skridt. Sidste gang hun havde været her, var sammen men Ranja. Englen of doom! Og hendes skide pandekager.

"Nothing. Was just wondering. I know you are skilled with a lot of weapons, curiosity."

Narcissa gik i stå i nogle sekunder. Der var ét eller andet i hendes mave der bestemt ikke synes verden var rar lige nu. Dæmonen løftede op i sin trøje og kunne nærmest se hvordan flængen fra dagen inden helede som hun talte. Irriteret smed hun blusen ned på plads og sukkede.

"I myself happen to fight best with a blade. I could not hit a wall with a gun, even if I stood right in front op it. But the blade... it's art!"

Uden helt at være sig bevidst om det tog hun et let skridt ud på gulvet og positionerede sig sidelæns med let spredte ben. hendes hånd rakte ud, som holdt hun et sværd i en nedadrettet parade, klar til udslag. Det var tydeligt - for en trænet fægter - at se at hun bestemt vidste hvad hun lavede. Endnu engang rynkede hun på næsen over den irriterende fornemmelse i maven.

"I haven't been fighting for ages. Not since I tried to learn my pet to fight. Hopeless. Oh, and Helias... pfff, would have wanted to cut him up some more though."

Hun tog endnu en tår af blodet og slikkede resterne af sin mundvig med en skæv grimasse. Hvorfor var det som om det bare ikke smagte helt så godt som for et øjeblik siden?

"How did you become a hunter? I mean why? Born into it, or..?"

Narcissa virkede oprigtigt nysgerrig.

Procella viftede lidt med den ene hånd

"Oh stop being so dramatic. I never said I couldn't do rituals. I'm a hunter for gods sake. It's kinda my thing to get rid of demons. And other stuff. Magic I'm crappy at. Not religion."

Det var ret tydeligt på den måde hun sagde det, at der i hendes bevidsthed var en klar opdeling af tingene. Det havde hver sin kasse.

"How the hell can I do something wrong to your spawn if I'm trying to kill it? You sound like you made up your mind? Did you?"

Procellas glas ramte bordet med et hårdt klonk da hun vredt satte det mod stenen. Hun var begyndende vred trods humoren hos dæmonen.

"Don't refer to my children as spawn. We can talk in generals all day, but fact is that I have four girls in this very house, and they are NOT spawn. Not wanting to fight you really know how to pick a freaking topic"

Hun knurrede lavmælt, trak glasset til sig og tømte det. Hun var lige ved at kyle det arrigt fra sig i vasken bare for at høre det smadre, men hun afholdt sig fra det i sidste øjeblik. Der ville ikke være den store mening med det.

Oh yes. The angel. Bad girl...What did they call you? Ah yes. Bhavani...

Der gik et lille ryk gennem Procella. Hun virkede pludselig utilpas. Hendes fingre dirrede en anelse da hun halvfebrilsk begyndte at knappe jakken op og vred den brutalt af så nogle sømme gik.

"I didn't have much of a choice. No one is born a hunter. Took me 17 years to earn the right of ca-..."

Kvinden lukkede munden med et smæld. Det var alligevel forholdvis personlig information hun rundhåndet delte ud af. Hvor fanden var hendes hjerne henne?!

I have a guess? India? You like the heat. Spicy food. Move so very naturally in the jungel

"Why don't we talk about that former man in your life? 200 years or not, a man who knocks you up must have made some kind of impression on you. Good or bad. You have to have known his name at least? Did you tell him of the...you know...ever saw him again afterwards? And what about your dad? He might not know what the bloke wanted in the first place, but...how about later? He killed him in a duel or something? You didn't marry the guy did you?"

Det bedste forsvar var et angreb - deflekter deflekter deflekter...

Dæmonen slog ud med hænderne, hvilket resulterede i at hun måtte lave en taktisk manøvre med glasset for at blodet ikke skvulpede ud over gulvet.

"No... I have not decided yet. I will. In time..."

Hun havde faktisk ikke besluttet sig. Det kom hende bare naturligt at beskytte hvad end der måtte gro i hendes liv. Det var vel sådan det skulle være? Var det ikke?

Procellas jakke fik sig en tur og det var ikke svært at se hvor hidsig jægeren var. Narcissa ignorerede det, hun var ikke dummere end godt at have fanget hvor meget udenom Procella talte. Men hvis ikke hun ville fortælle hvorfra hendes pludselige forkærlighed for blod kom fra, så måtte det jo være sådan.

"17 years? So you've learned so much violence in so few years? Impressive."

Hun førte glasset til munden og lod blod flyde ind over hendes læber. Det smagte hende som sådan okay, men der var bare et eller andet ved det der gjorde at hun bed af og sank med rynket næse. Forsigtigt stillede hun det halv fyldte glas fra sig og brummede irriteret. Hendes mave blev ved med at te sig og hun var ikke helt sikker på om hun var sulten eller hvad lyst til at gylpe.

"I thought him to be human. In his late twenties, brown hair, green eyes. I don't know. You want a full description of him? Hang like a bull. He used me til my world twisted and turned. My father picked me up the next day. Did not ask me anything, did not say anything. I never saw the man again. He called himself Dietmar."

Hun trak på skuldrene, rakte armene bagud på bordet og hævede sig op og sidde på det.

"And no, I did not marry him. Neither did my father kill him. As I told you, it was a collected favour. He treated me like his daughter, I even got a present to bring home with me. Why is this story interresting to you?"

Narcissa forstod ikke hvorfor den tohundrede år gamle historie var interessant. Det var den ikke i hendes verden. Det eneste relevante med dén historie var slutningen... hun ville ikke ende sådan igen. Der var ingen der skulle få lov at sprætte hende åben og fjerne barnet.

Did I just decide?

Nej... hun var ikke sikker på hun ville have barnet. Men skulle det fjernes, så skulle det gøres ordentligt!

She thinks I've been hunting for 17 years? Grab that!

Procella rømmede sig kraftigt og så alle andre steder hen. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at afsløre hun muligvis var den yngste jæger i verdenshistorien. 17 år og ikke så lidt hærget af sin første sande opgave. Procella sukkede dybt og en smule melanolsk og fugtede let læberne før hun fortsatte.

"Nari...I'm gonna lay something out on the table. You're gonna get angry. Feel the need to break my house and do stupid shit. Please don't."

Jægeren rømmede sig let. Hun vidste det var et let sprængfarligt emne, men hun blev altså nødt til at forfølge det. Kunne dæmonen ikke selv se der var noget skævt i det? Eller var hun så fortabt i sit gudebillede af familie at hun slet ikke havde tænkt tanken?

"Your dad who you claimed loved you, handed you over to a stranger. You might not have known about the bloke, but I'm pretty sure your dad did. I mean. Really. He allowed some dude to take his daughter, and do whatever to her. Have you ever thought about you dad using you?"

Procella studsede kort over dæmonens næserynken og så undersøgende fra glasset til dæmonen. Blodet var ikke dårligt? Hvad pokker rynkede hun over? Hun havde selv lige drukket et glas så hun vidste der ikke var noget galt med det?

"Uhm...where did I...oh yes..."

Den mørkhårede kvinde fangede tråden igen og virrede let på hovedet. Det var en smule forstyrrende at glo på den der mave der. Hun rømmede sig og kørte hurtigt fingrene gennem håret som alternativ kam.

"You never talked to your dad about it. He never mentioned it. In the olds days children was bought and sold for money, names, whatever. Have you ever thought your dad used you to breed an heir? A boy? Times where different. Maybe you needed to get pregnant. Maybe the deal he made was to get...Diet-whats-his-face a son?"

Procella tænkte så det knagede. Der var ikke en pæn måde at pakke det ind på. Det var som det var.

"It doesn't seem just a bit fishy that your dear daddy hands you off to a guy and picks you up after the deed is done? At all?"

Procellas blik var mørkt. Der var et glimt af medlidenhed i det. Hun havde næsten hørt den historie før. Næsten. Hos en grønøjet pige med rødt hår...og knust hjerte.

"Wanner find him? I hold him, you kill him? Payback? A demon never forgets?"

spurgte hun prøvende. Hun havde næsten lyst til at række ud efter Narcissa og klappe hendes hånd. Faktisk startede hun let på bevægelsen, men tvang så hånden knyttet. Hun var ikke overbevist om at dæmonen ville sætte pris på at blive berørt. Eller sætte pris på hendes tanker overhoved. Hun kunne bare ikke lade være med at sige dem da de først var begyndt at kværne i hovedet på hende. Det virkede så skævt og forkert. Hvilken slags forælder gav sit barn væk? Det var bare...forkert!

Narcissa så nysgerrigt på Procella, men hendes blik blev en smule vagtsom. Hvis jægeren rent faktisk tog sig tid til at advare inden hun blaprede ud med noget, så måtte det være fordi det var vigtigt.

"Okaaaaay?"

Hun sad stille nogle lange øjeblikke og tyggede på det Procella sagde. Så lyste hun op i et smil og virrede let på hovedet.

"Used me? No. I'm his dauther. His property. If my body could rid him of a favour, why shouldn't it?"

Med et lille spring hoppede hun ned fra bordet. Hun trissede rundt i det overdådige køkken og studerede alting, som var hun en femårig på opdagelse i en helt ny verden. Ind imellem sendte hun Procella et blik.

"Give Dietmar a heir? No... If that's the case, then why should my father give me that book?"

Hun tyggede lidt på det. I virkeligheden havde hun jo ingen ide om, om det virkelig var hendes far der havde lagt den bog på sengen. Men hvem ellers havde adgang til hendes sovegemakker? Det kunne ikke være andre end hendes far - herregården var en mindre fæstning.

"Perhaps you are right. But again, I'm his dauther, he was in his right to ask anything of me."

Narcissa trak på skuldrene og trak let op i bukserne.

"I don't think I was to breed with him. Again... the book."

Dæmonen stoppede og så over på Procella med et stort smil. Var det bekymring hun kunne læse hos jægeren?

"Thank you for your concern. But it's okay. I don't hate him. Yes, it was uncomfortable and not very pleasant. But little could he know that I was foolish enough to seek out a witch, who wished for nothing more than to kill me. And neither could my father... though he was very upset afterwards. Guess he was glad I killed her, ending the problems myself?"

Igen så hun tænksom ud. Der var dele af dén historie hun ikke helt havde styr på. Men det var jo ligemeget nu?

Procella rullede let med øjnene og sukkede dybt.

"...demons..."

Brummede hun opgivende. Hvad fanden skulle hun stille op med den tøs?! Her kom hun med detaljerede udredninger og så var hun bare skide ligeglad.

"A Book? What book? you didn't mention a book before? And no! You don't ask your daughter to go fuck a business-partner! You ask her to bring the bastard coffee, not pussy! What the hell is wrong with you?!"

Himlede Procella.

"You think I would ever DREAM of prostituting my girls?"

Sætningen fik hende til at gå i stå et meeeeeeget langt øjeblik

"Demons...sick bastards - check. Remember to talk to husband, NOT to sell children - check. That's it! I'm buying freaking chastity-belts! With magic! Lot's and lot's of magic! People will roast on a slow fire before they EVER get into those diapers, so help me god!"

Procellas håndflade ramte bordpladen med et klask.

"And then, they become nuns! No boys! No girls! No dating! No sex! No deals! No magic! No nothing! I'm putting my foot down! Both feet! I draw a freaking line here! You're....no! Ew! That's ju-...EW! And people call me twisted?! Demons have NOTHING on me! Bloody hell! Ew...ew....EEEEEEEW!"

Jægeren rettede sig med et meget bestemt udtryk. Derpå trampede hun ud af køkkenet. Hun stampede som en olm tyr igennem huset - tog trappen ovenpå 3 trin af gangen, og blæste døren op til børneværelset hvor pigerne fik en lur. Døren smækkede brutalt op i væggen.

"YOU STOP IT RIGHT NOW! THERE WILL BE NOW GROWING UP IN THIS HOUSE! I FORBID IT!"

Hendes finger pegede anklagende fra den ene søvndrukne ansigt til det næste.

"I MEAN IT! I WILL KICK THE LIVING CRAP OUT OF THE FIRST ONE GOING BOOBY ON ME! I'M DRAWING A LINE! A LINE! NO MORE!"

Fire sæt meget uforstående sorte øjne gloede på den tornado der overhoved ikke gav mening. Lee begyndte at klukke. Mor sagde så sjovt, og hendes hår strittede. Hurtigt fulgte Enie sin søsters eksempel. Daya rejste sig op i sin tremmeseng og savlede af grin. Tia møvede sig på røven over til tremmerne, og hele det lille ansigt var forvredet i et kæmpe grin.

"STOP LAUGHING AT ME! I'M BEING VERY VERY SERIOUS! NO BOOBS! IN FACT, I BAN ALL TEEN-CRAP FROM THIS HOUSE! AND PINK! AND HELLO KITTY! AND BANANAS! NO MORE! ENOUGH!"

Narcissa så både forundret og betaget til, imens Procella udførte et af hendes bedste talenter til perfektion; at få talt sig selv fra nul til hundrede på ufattelig kort tid. Og denne gang endda helt uden hjælp fra andre.

Hun kunne ikke helt skjule et lille smil da Procella rent faktisk gik så langt som at begynde at straffe den uskyldige bordplade også. Men hellere dæmpe sig lidt og ikke skrige af grin i jægerens ansigt. Det havde en ærgerlig tendens til blot at ende i vold og ødelæggelse.

"Whoa, hey... were are you going?"

Procellas ryg forsvandt hastigt ud af køkkenet, akkompangeret af lyden af hidsige skridt og hendes til stadighed mere og mere hysteriske stemme. Hun blev fulgt af en storsmilende dæmon der på listefod ilede efter - ja, for på trods af jægerens mange talenter, var øjne i nakken ikke én af dem.

Da døren til barneværelset gik op og Procella væltede skrigende ind og pegede som en gal rundt på pigerne, gik Narcissa i stå et kort øjeblik. Hun anede simpelthen ikke hvad hun skulle gøre. Bryde ud i krampelatter over den hysteriske kvinde og de fire forvirrede børneansigter, eller styrte frem og kramme pigerne til døde. Det endte med at blive en mellemting.

"Sorry girls... I kinda broke your mom. Well, nok broke broke, just... sorry!"

fnes hun småhulkende imens hun begav sig imod Tia der sad i den nærmeste seng og ruskede i tremmerne. På trods af søvn og savl i hele ansigtet, smilede hun stort - hun ville da også være med, hvad end det så var for en underlig leg de voksne legede.

"You grown. Oh my, so big you've become. "

Hun hev pigen op i sine arme og trak hende ind i et stort kram. Tia besvarede krammet ved at gribe om Narcissas kinder med tykke og meget oversavlede hænder. Dæmonen frøs i krammet, rynkede næsen og så Tia dybt og alvorligt i øjnene.

"Ew Tia. Don't drool in my face, will you."

Med Tia på armen drejede hun rundt og så først smilende på Enie og så Lee. Hun skævede kort til Daya før hun vendte sin opmærksomhed imod Procella.

"So, how have you girls been? Missed your aunt Nari?"

Hundæmonen smilede stort til Procella og rystede let på hovedet af hende. Hun håbede virkelig at jægeren var færdig med sit hysterianfald. Der kom et lille drillende glimt over hendes blik og hun blinkede til Procella.

"So girls, you have really grown. Oh, you will be so pretty when you grow up to become women. Princesses in search for their prinses."

Tia synes det her var en fantastisk sjov leg og stirrede nysgerrigt på sin mor, alt imens hun greb fat i Narcissas t-shirt for at kunne vride sig og få mest muligt udsyn. T-shirtens udskæring røg ned og straks var der noget mere interessant at bruge sin opmærksomhed på. Narcissa mærkede våde fingre hen over sit brystben, og kunne regne ud af pigen havde fundet arret spændende.

"Never mind me Procella. I'll try not to teach the girls anything."

Procella lød som en arrig rottweiler da hun snerrede af Narcissa. Hun skubbede sig vredt forbi hende og gjorde et nummer ud af at samle Daya op. Den lille pige så et med stort smil på dæmonen og der var en ulmende rød glød dybt i det sorte. Det var der faktisk også i Tias øjne. Tia begravede begge hænder i dæmonens pjuskede hårmanke og fik trukket så hårdt og hurtigt - børnemotorisk koordinationsfejl - at de fik banket panderne let sammen. Pigerne gjorde sig ikke rigtigt i direkte mental tale længere. Det var mere noget de brugte internt mellem hinanden - som en slags hemmeligt søster-sprog. Dog fik overraskelsen og den pludselige hovedkontakt et ret tydeligt budskab gennem.

*Hunger*

Den røde glød i Tias øjne blev en smule tydligere, og hendes ansigt blev utilfredst. Hun kunne ikke se noget når hun havde ansigtet fuld af dæmon. Hun fægtede med armene for at komme fri af håret, men fik i stedet viklet sig endnu mere fast. De begyndende tunge åndedræt varslede om at den lille pige meget snart ville miste tålmodigheden. Børnene var blevet vækket og de var sultne nu.

"Don't call them that either. My critters aren't princesses"

Fnøs Procella. Hun lempede Daya om på hoften, med en bevægelse der vidnede om erfaring, hvorefter hun langede en arm ned til Enie der indøvet rakte op mod sin mor, så de i fællesskab kunne få hende op af sengen.

"I told you they grew? Why are you so hung up on that? And you are not their aunt."

Det lod faktisk til at hun var mere irriteret over den påståede blodrelation og hendes øgenavn til pigerne end hendes fokus på at de var vokset. Procella så ned til Lee. Hun manglede altså en arm lige nu. Som hidkaldt blot ved tanken lød skridt på gangen. Sekundet efter trådte Porcelain ind, gik direkte over til sengen og trak Lee op i sine arme.

"Never mind you? That's like saying don't mind the carcrash. You're not gonna try not to teach my children, you wont teach them, direct them, coach them, hint them, mimic them, text them, or any other communication unless Wick or I have given you the green light. Cross that line, and I might get a sudden interest in that magic bond and how much I can fuck it up"

Procellas tætte moderbånd og beskytterinstinkt over for sin familie var om intet andet - ganske intakt. Hun hævede ikke stemmen af dæmonen. Hun var ikke vred, hun fremsatte fakta. Hvis nogen truede hendes familie - og det inkluderede at lave underlige ting med hendes børn og lokke dem ned af tvivlsomme stier - ville Procella ligge sig imellem med en stædighed og et mod der ville grænse sig til ren dødsforagt.

"ANANANANA!"

Hylede Lee og kastede kroppen frem og tilbage i Porcelains arme.

"Yes yes! You'll get a banana! Ba-na-na"

Procella gøs let, og lavede et lille hop så hun kunne få et bedre greb om de to børn hun havde på hver sin hofte. Det var her hun godt kunne have brugt at være en lille bredhoftet italiensk kvinde, der nærmest var en minifærge, fremfor at have så smal en ramme. Det havde været meget spændende hvis 4 kroppe skulle have passeret gennem hendes bækken. Hvis hun overhoved ville have kommet så langt som til at føde dem naturligt, var det meget muligt at dét havde slået hende ihjel, hvis ikke de havde halvvejs slået hende ihjel under selve graviditeten og den havde måtte afkortes.

"Okay okay, you are hungry, I get it. Easy now Tia."

Narcissa rakte op og befriede hendes hår af Tias stramme greb, gjorde et hop med hoften og fik vendt den lille pige om. På dén måde kunne pigen se hvad der foregik omkring hende, og risikoen for at de små hænder fik fat i mere at rive i småstykker, var minimal.

"Critters?"

Hun hævede et øjenbryn og så fra Procella til Lee i kvindens arme. Hun trak på skuldrene, lettere besværliggjort af en aktiv unge i armene, og smilede stort da Porcelain kom ind i lokalet. Den ting var altså praktisk!

Dæmonen nikkede blot af jægerens formaninger og lod ikke til at ville diskutere dén sag længere. Okay, så hun var ikke pigernes tante. Fint...

"Banana?"

Det var ikke svært at gætte sig til at dæmonen synes den form for føde virkelig var et underligt valg til en datter af en dæmon. Måske Procellas menneskelige gener var stærkere end Wickeds? Det var godt nok svært at tro. I hendes verden skulle pigerne have kød - og masser af det. Specielt taget i betragtningen af hvor meget Procella havde spist og drukket af Porcelain under graviditeten.

"You eat fruit? Bwadrr... Who invented that anyway? Grose!"

Med en hoppende Tia i armene fulgte hun efter Procella og Porcelain. Ned af huset store trappe, igennem en lang gang og ind i en af husets store stuer. På gulvet foran sofaarrangementet var et tæppe placeret og på et lille bord i nærheden stod forskellige madvarer. Havde Porcelain også tankelæser-evner? Praktisk praktisk!

Narcissa satte Tia fra sig på tæppet og så hvordan pigen stravrede et par skridt frem og to tilbage, før hun plumpede ned at sidde på blerøven. De sorte øjne var skarpt fikseret på det lille bord - imod maden.

"And you talk now?"

Dæmonen vendte blikket imod Procella alt imens hun fik sig placeret i sofaen nær ved tæppet. Det var en sær tilfredsstillelse for hende at betragte de små piger. Deres intelligente sorte øjne og de aktive kroppe. Narcissa kunne slet ikke forestille sig hvor smukke de ville blive når de blev ældre.

Just like your father.

Hun skævede til Procella.

And mother.

"Soo... tell me if you need me for anything?"

Ja... hun sad faktisk dér og tilbød sin hjælp. Narcissa blev ved med at overraske sig selv, hvad skete der for denne pludselige venlige indskydelse? Hvad skete der for at det faktisk ofte var Procella der fik det frem i hende? På trods af at selv samme for det meste forsøgte at slå hende ihjel, eller i hvert fald fantaserede om det.

"And eh... please tell me what happened? With you and Azuriel... and Helias?"

Narcissa tænkte måske ikke over at der kunne være menneskelige eller mere jordnære forklaringer på Porcelains opdukken og det store frokostbord. Ting som babymonitore og faste rytmer. Magisk eller ej, det var den helt rigtige timing. Jægeren sendte dæmonen et mørkt blik.

"Not just fruit. Sticky, nasty, nauseating, yellow goo of doom. If I ever meet who came up with that fucking thing, death will come very very slow..."

Der var afgrundsdyb væmmelse og træt opgivende rædsel gemt i stemmen. Opgivende, fordi hun havde indset hun havde tabt kampen om de skide bananer. Det eneste gode ved dem var at de var fantastiske for fordøjelsen, og det nok ville være en dum plan at fyre ungerne fulde af kaffe.

Oh lord...I just looked forward to a crap. My life is glorious...

Procella satte Enie i en børnestol, og gik derpå igang med at forsøge at fange sine børn ind, så de rent faktisk kunne koncentrere sig om opgaven med at spise så de ikke fik distraheret sig selv med alt muligt. En pakke kiks på bordet begyndte at gløde med et tyrkisgrønt lys og hæve sig fra pladen. En arm skød ud og Porcelains hånd lukkede sig om den. Procella så kort op fra sin fiksering af Daya og skar ansigt.

"No Enie. Food first, crackers later. Nari could you give her something? anything! They don't talk that much...just...more than they should. All the bloody time...Daya! Could you please be still for a second! I'm trying to get the bloody thing to cl-..."

Jægeren sukkede lettet da spændet klikkede på plads, og hun så helt stolt ud.

"Hah! Hunter 1 baby-chair zero! Kiss my shiny lilly ass"

Mumlede hun med et bredt grin. Hun greb fat om Dayas kinder og kyssede den lille pige midt på næsen. Ungen blinkede et par gange og åbnede så pr. refleks munden. Øvet trak Procella sig leende tilbage så hendes ansigt ikke blev ædt af den lille pige.

"Oh no you don't! Try this?"

Procella fangede en agurkestang uden skræl og tilbød den bløde tingest til Daya, der stadig sad med åben mund og tungen halvt ude. Hun så ud som om hun overvejede den et øjeblik, og klaskede så hænderne mod plastikpladen på stolen. Procella trak let på skuldrende og stak den selv i munden.

"Huh? Oh..you mean like...in India? I uhm...Why? I told you. He died. It was my fault Nari. I miss him too. Can't see why we have to walk around in this guilt-trip...It wont bring him back. Just...rips everything up..."

Svarede hun lavmælt med et suk, og rettede sig, splittet mellem at få dæmonen på andre tanker, og finde noget passende at byde sin besværlige datter. Hun tyggede resten af stangen i sig. Tia var godt igang med noget meget orange der mest af alt lignede mos af gulerod. Procella så lidt pjusket ud, i cremefarvet fin skjorte, der havde været dækket af jakken, men nu fik den fulde fornøjelse af børnefrokost, bare fødder, skræddersyet nederdel, og hår der havde set meget bedre dage. Jægeren rømmede sig svagt, rakte ud efter en farverig lille flaske og rystede den grundigt og vedvarende imens hun så kort og vurderende på ungerne - hvem var mest sprængfarlig?

"And you didn't explain that book-thing? What was so special about it? Must have ment something since you remember that after all these years?"

Hun skiftede blikket tilbage til flasken, afviste hvad hun havde overvejet, og gav den endnu en grundig rystetur, altimens hun betragtede Narcissas kropssprog. Fra børn til Azuriel? Okay det var måske ikke helt svært at følge den røde tråd, men hun havde virkelig ikke lyst til at forfølge den.

Dæmonen så nysgerrigt til mens pakken med kiks begyndte af gløde og svæve. Sikke dog et praktisk talent at have. Hun kunne dog ikke undlade at trække svagt på smilebåndet over den lille piges iver.

"Of course."

Hun skridtede over til bordet og lod blikket glide over maden. Hvad var alt kødet henne? Narcissa skævede til Procella og lignede én der skulle til at spørge om noget. I stedet trak hun på skuldrene og greb en tallerken med en noget ubestemmelig masse. Umiddelbart lignede det blødgjort brød. Med et smil vendte hun sig imod barnestolen og stillede tallerkenen foran Enie.

"Enie, I got your food here. Try to..."

Narcissa, der havde været ved at forsøge at mane til den lille piges besindelse og rolige tilgang til føden, lukkede øjnene idet flere klatter af blødt brød splattede ud over hendes ansigt. Enies sorte øjne smilede af fryd op imod hende, alt imens hendes hænder slog lykkeligt ned i den hoppende tallerken igen og igen.

En slank hånd skød ud, greb tallerkenen og løftede den bort fra det lille bord på stolen.

"Enie. You will behave now. Behave or starve. Now... lets try again, shall we?"

Med en tålmodighed der virkelig ikke lignede Narcissa, placerede hun langsomt maden foran Enie igen, hele tiden imens hun stirrede ned imod det sorte barneblik. I det sekund tallerkenen ramte bordet løftede pigen sine tilsvinede hænder med et begejstret hvin. Sikke en sjov leg damedæmonen havde fundet på! Fluks trak Narcissa tallerkenen til sig med en vred mine.

"NO Enie! Will you stop at once!"

Den lille pige så med store øjne op på Narcissa. Et øjeblik så det ud som om hun overvejede hvorvidt hun skulle hvine af grin eller begynde at tude. Dæmonen sukkede højlydt og med en irriteret mine brækkede hun lidt af det blød brød og lagde det på plastikbordet foran Enie. Pigen stirrede meget skeptisk på brødet i nogle lange sekunder. Efter at have prikket til det med en fed finger, som for at tjekke at brødet var dødt, klukkede hun og stoppede det lidt for store stykke i munden med en veltilfreds brummen.

"India?"

Narcissa rettede sig op og mens hun tørrede lidt vådt brød af ansigtet så hun over på Procella.

"What the hell where you two doing in India? I... yes, I know... But..."

Hun vendte atter siden til Procella og studerede Enies lykkelige tykken. Pigen hoppede op og ned mens kæberne arbejdede på højtryk for at de bløde gummer kunne smadre brødet før det skulle synkes. En lystig pludren fortalte hende at pigen var klar til næste bid.

"It's not a guild trip. I just... want to know how he died..."

Narcissa lod Procella skifte emne. Der var ingen grund til at tvinge hende til at sige noget, det ville ikke ske alligevel. Og her med pigerne i rummet var der vist heller ingen grund til at blive uvenner.

"The book? Well... It was a handwritten leatherbound book. Not rare at the time. But the wierd thing was that it just laid there. On my bed in my chamber. No one entered my chamber except me, my chambermaid and my father."

Enie fik endnu en bid brød serveret på bordet foran sig. Jo mere hun fik, jo mindre entutiatisk virkede hun omkring maden. Det var der i virkeligheden ikke noget at sige til, brød var ikke den mest interessante spise. I Narcissas verden skulle pigen have kød og blod, og masser af det, så hun kunne vokse sig stor og stærk.

"So, he must have places it there. It was a fairy tale about an old woman who cured people from almost everything. Including unwanted pregnancies. Though in the book she ended up being burned as a witch. Not far from the old townswomans ending."

Narcissa så ikke at der på bordet bag hende lå en pakke kiks og glødede tyrkis, Enie sad jo pænt i stolen og tyggede koncentreret.

"It doesn't matter. The reason I told you this story was to tell you... That I'd allready given up on a spawn. I'm not sure I'll do it again. Even though you believe me to be the badest parent in the entire world."

Stemmen var kølig, uden bebrejdelse eller anger. Narcissa for sammen med et ryk da noget farvestrålende pludselig befandt sig ved siden af hendes ansigt. Lynsnart greb hun kiksepakken og så frustreret ned på pigen i stolen.

"ENIE! Didn't your mother say no? Behave girl! Next time I'l-- just behave Enie!"

Det var tydeligt at Narcissa meget lidt tålmodighed havde. Ligeledes var hun bestemt ikke vant til at omgås børn, og hun begreb slet ikke hvorfor hun var nødt til at fortælle pigen den samme ting flere gange. Det var jo kun fordi pigen var direkte næsvis!?

Procella lagde hovedet let på skrå et øjeblik. Havde Nari aldrig fanget hvorfor hun var taget afsted i første omgang? Neeej...måske ikke? Jægeren gav flasken et grundigt ryst mere, og kom derpå Narcissa til undsætning med en svag klukken.

"Shouting wont help. Behaving is not...hrm...welcome to my world"

Hun trak let på skuldrende, og med et bredt grin gav hun Narcissas skulder et halvt klap og et halvt godmodigt dask. Hvis man havde været menneske havde man muligvis ømmet sig lidt over kraften der var bag det. Det var egentlig ikke ment som et slag - det var bare Procella der ikke lagde bånd på sig selv når hun var sammen med væsner der kunne tåle mosten.

Øvet poppede hun hætten af en sippy cup og skruede kapslen på den hidsigt farvede flaske op. Hun hældte et meget syntetisk pink indhold op i koppen, trykkede låget tilbage på plads og placerede den mellem Enies hænder. Pigen stak ivrigt tuden ind mellem de tykke læber og sugede med så stor grådighed at de fyldige kinder faktisk vendte indefter før de blev spilet op som et hamster med vinterforråd gemt til de næste 5 måneder. Procella purrede op i datterens mørke hår der lignede hendes eget så meget.

"Protein-drink"

Forklarede hun, før hundæmonen kunne stille spørgsmålet.

"They got to a point where they slept, more than I liked. I had somekind of testing done on the girls. I still know people... The downside of growing that much, that fast..."

En mørk skygge af bekymring gled kort over hendes ansigt. Så sendte hun Narcissa et lidt for bredt lidt for hjerteligt smil, til at det rent faktisk kunne være ægte. Det var ret tydeligt det dækkede over hendes dybe bekymring og hjertesorg, og at hele deres vækstrate og hvad det medførte var en dyb dyb bekymring for Procella.

"Hrm...Nutrients. Proteins. They burn them too fast. My hungry little critters. They get tired. Moody. Not angry, but easy to tears. Don't listen. We just have to learn together right girls?"

Igen var der noge lidt for glad, lidt for jublende, for begejstret, for...ikke-Procella. Hun havde fundet en ny maske. En maske af stepford-wife poleret og aristokratisk evig smilende...rædsel...Hun kunne ikke vise pigerne hvor angst hun var for hvad det betød. For hende. For dem. Hvis hun lod følelserne boble op ville pigerne reagere med det samme. De ville blive dybt ulykkelige fordi de ikke forstod hvad hun var angst over, og de ville begynde på deres forbandede magi for at beskytte hende og dem selv mod hele verden. Hvis man...smilede...og var glad...og ikke tænkte på alle de grimme ting...så var alt godt...

"Yeah. You are the worst parent in the world. A single-mom demon. Doesn't get much worse than that, hellspawn"

Svarede Procella tørt, men der var et lille glimt i hendes øjne, og en næsten umærkelig trækning ved hendes ene mundvig. Hun elskede at prikke til Narcissa - især fordi hun aldrig ville ændre mening. Nari måtte jo have et formål med at blive ved med at ville have hende til at ytre den. Var det en bekræftelse af at hvad end de havde om det var krig eller familie, så var det der i det mindste?

"India...I went for my family. I would do anything for them. Helias had those damn gloves. The threat against my girls. My husband. My...hrm....I went for them. I bound him to me because of them. I had to. I swore to protect him in return for the bond. I don't know what happened back there. Didn't understand a lot of things. He...lost his sight. He...uhm...I lost him? Sounds so stupid. He fleed the hospital. Do you know how big India is? I don't even know if he's still alive..."

Procella så tænksomt ud af vinduet. Den overskyede himmel derude glimtede svagt. Tordenvejret var langt ude over havet endnu, og den svage rumlen kunne end ikke høres med hendes skærpede sanser. Hvis Helias var i live....hun ønskede ham det godt. Om det var deres bånd der gjorde at hun ikke længere hadede ham var hun ikke klar over. Hun havde hadet ham af et godt hjerte da båndet stadig var aktivt. Bagefter havde hun kunne dræbe ham på sekundet i junglen...men...hun havde ikke gjort det? Forsvarsløs og blødende som han havde ligget foran hende. Blind. Procella blinkede let da endnu et lysglimt kort spillede et sted oven over skyerne. Hun havde lyst til at gå ud midt i det og blive rusket igennem...men...

Med et lille suk rakte Procella ud efter den næste hidsigtfarvede flaske og gav sig til at ryste den grundigt.

"It's a question of word and honour. If he ever shows again, we have to talk. I don't know what would be best to do. I just know I have to do something. Helias and I go way back. Once he wasn't...broken...he was my...hrm...well...friend I guess? I think Wick would kill him though. Torture him. Make a grizzly rape him perhaps. Or make him think he was a cucumber or something stupid like that"

Imod sin vilje begyndte hun at fnise ved tanken. Hun skød hele tingen med bogen fra sig. Hun havde en tankerække hun ville følge op på, men det blev ikke nu. Hun fik ikke noget ud af det alligevel. Narcissa var for tung at danse med på det punkt.

Hun lagde pakken med kiks tilbage på bordet og sendte imens Enie et mørkt bestemt blik. Dog blev pigen straks optaget andetsteds da hun fik stukket koppen i hænderne. Narcissa rynkede på næsen over den kemiske jordbærlugt der kom fra væsken.

"Proteins?"

Dæmonen vendte sig imod Procella og sendte hende et sigende blik. Hvis pigerne manglede proteiner, hvorfor fik de så ikke kød? Narcissa vidste meget lidt om menneskelig næring, men hun havde dog lavet nok research rundt omkring - blandt andet i forbindelse med sit forfatterskab - til at vide at kød var proteiner... grønt var... vitaminer og sådan noget, ikke?

"Why don't you just..."

Hun bed sig selv af. Procellas smil var alt for meget. for sødt, for søgt og for... hun sukkede. Hvis det var jægerens måde at forsøge at benægte børnenes ophav? Selvfølgelig var det svært for Procella at acceptere at hendes piger måske en dag ville gå ud og slagte et menneske. Men altså. Det ville jo ske på et tidspunkt... Først benægtede moderen pigernes dæmoniske herkomst, og nu deres behov for kød. Hvad ville det næste blive?

Narcissa smækkede et venligt smil på hendes ansigt og blødgjorde stemmen. Ingen grund til at opildne den skuespillende kvinde mere end højst nødvendigt.

"I do believe there are better options than liquid pink plastic?"

To blege slanke fingre rakte ud og pillede en snasket klat ud af Enies hår. Pigen var iskold, hun havde drikkevarer at hygge med, hundæmonen måtte pille alt det hun ville. Bare hun ikke kom i nærheden af flasken. Narcissa lyttede til Procellas beretning med en kølig mine. Det venlige smil var droslet af ansigtet og nu erstattet af en maske. Hun havde absolut ingen medlidenhed med englen. Ingen! Faktisk frydede det hende at han var blevet blind, men ikke nok til at viske hadet bort fra det sorte øjne.

"He will see a slow and painful death. If not by uncles hand, then by mine."

Det var en konstatering. Kølige fremlagte facts. Om hun så skulle bruge resten af sine dage på at vente på at høre englens hjerte død ud... Tanken fik en næsten usynlig, men grusom kurve til at gro frem i hendes mundvig.

"Procella. He tried to take you away from your love. He actually tried to trick you, into believing you did not love Wicked. To make you his... for ever."

Kendte hun sin gudfader ret, så var der allerede arrangeret et lokale til englen i kælderen under Muse. Og Procella havde sikkert ret - totur, smerte og evig lidelse ville være for ham at slippe let.

If only you were old enough to understand.

Narcissa hensank i tavshed et kort øjeblik. Med en lettere pludselig bevægelse rettede hun ansigtet imod jægeren igen. Som om hun kom i tanker om noget - Narcissa var ikke så liniær i sin tankegang som jægeren, og ofte sprang hun glædeligt fra det ene emne til det andet. Uden at andre så en umiddelbar sammenhæng.

"The huge pentagram in the penthouse appartment? What is that for?"