The Stranger - My task. [Kaya - Jasper]

Dato: 01 - 06 - 2012
Tid: 23.43
Sted: En gade i Werclare.
Vejr: Stjerneklart, med en blid, iskold vind.
Omgivelser: Mennesketomt.
Påklædning: http://s3.thisnext.com/media/largest_dimension/7DDC9B51.jpg

Mørket havde langsomt sneget sig op mod Werclare, og havde til sidst fortrængt de sidste rester af lys der havde kæmpet imod. Månen var steget op på himlen, og kastede nu sit blege skær ned over byen, og badede den i sit sølvagtige skær. Stjernerne flammede på himlen som små lygter, og en sagte vind føg iskoldt gennem gaderne, og blæste affald og støv op fra jorden i små skyer, og hvirvlede det rundt til den smed den hulter til bulter i den anden ende af byen.

En skygge vandrede ensomt ned af torvet. Den mandlige skikkelses lange skridt rungede henover den store, næsten mennesketomme plads, og et enkelt skridt rungede færdigt da han stoppede op med et smæld. Hans hoved gled langsomt til siden, så det mørke hår på hans hoved blafrede let. De grønblå øjne strejfede en gade der havde været usynlig i mørket hvis man ikke kendte til den, hvorefter en muntert smil gled henover hans læber, og hans fod blev flyttet endnu et skridt frem.

Jasper var netop kommet fra et af hans mere eller mindre hemmelige besøg hos en problematisk mand midt i tyverne, og var nu på vej hjem til hans lejlighed. Hans langsomme skridt førte ham ind i gaden, som syntes at have en overraskende beroligende effekt på hans ellers så spændte krop. Trøjen der tidligere havde siddet som malet på hans spændte krop slappedes en smule, selvom den dog alligevel sad så tæt at det ikke var svært at se musklerne der gemte sig under.

The man's mental problems are not as problematic as first thought. The abuse can be stopped at the conversations, and no medicine is needed, would be my guess. There will be many, deep conversations, but nothing else would be required. It's a good sign.

Hans opmærksomhed blev suget indad, og hans fokus var ikke længere på de mørke, skyggefulde omgivelser der syntes at snige sig ind på hans skikkelse, men derimod rettet indad, imod hans eget sind og den mand han netop havde hjulpet. Skyggerne snoede sig omkring i hjørnerne, og dansede på bunden af enhver centimeter hvor det blege måneskær ikke kunne nå.

There is light at the end of the tunnel ...

Hans øjne søgte langsomt op, indtil de fandt hvad de søgte. En lille, rusten trappeopgang med trin der knirkede og bragede så man var sikker på at man ville falde igennem. Den førte dog op til en ikke så slem lejlighed, og derfor berørte trappeopgangens forfærdelige tilstand ham knap nok. Et smil voksede på hans læber, og han trådte et skridt hen imod trappen. Pludseligt begyndte en underlig sitren i hans mellemgulv, og han tøvede.

Det tørre sommerstøv hvirvlede lystigt i vinden. Dansede sin egen dans i sit eget liv. Livet i gaderne var snart ved at vågne op igen efter stilheden i de tidlige aftentimer. Det var fredag. Det var starten på weekenden. Folk skulle i byen for at drikke og feste. Men ikke alle havde fri. Nogen var stadig på evigt arbejde.
Og sådan var det også for Kaya denne aften.
Kaya havde i længere tid opsnappet forskellige forskellige rygter, undersøgt, researchet og derefter reckognoceret området. Kun for denne aften. Endnu en jagt. Endnu et sjæleløs væsens død. Et mindre væsen i verden at koncentrere sig om. Det skulle blive vellykket. Hun havde styr på det, hun havde lært nok. Hun skulle nok klare det, for hun skulle jo stole på sig selv - tro på sig selv.
Men næh nej..
Igen var det gået galt.
Igen havde hun troet, at hun kunne mere, end hun kunne.
Igen var hendes mangelfulde træning ikke tilstrækkelig.
Dyret havde vidst sig at være stærkere, ældre og klogere end hun havde troet. Hun havde gået til den, hun havde kæmpet for sit liv, men nødsaget til at stikke af for at overleve og kunne kæmpe en anden dag. Hun havde dog såret dyret, men ikke nok til at slå det ihjel.
Forpustet, udmattet, forslået og skrammet. Et blåt mærke skulle nok vise sig her og der i morgen, hvis ikke om nogle få timer allerede. Et trælår fik hende til at trække let på det ene ben. Hun var ør i hoved og svimmel.
Hun gik langsomt ned ad gaden, let haltende. Hun havde valgt at holde sig til de små gader, hvor hun ikke tiltrak sig så meget opmærksomhed, for at komme hjem. En rift blødte fra hendes håndryg, ikke noget slemt.
Et suk unddrog hendes læber, da hun fandt en kasse smidt i gaden, til at hvile sig på. Hun næsten besvimede af træthed, da hun satte sig ned. Hendes løse, mørke baggypants var flækket over det ene lår. Buksekanten sad ikke længere ned i militærstøvlen og læderjakkens lynet op, hvor sveden kunnes ses på den grå tank-top inden under. En fletning, der havde været pæn engang, sad nu med totter hængende ud.
Hoved rykkedes op med et sæt da en rusten knirken hørtes. Hånden røg ned på låret og musklerne spændtes i hendes krop, inden hun nåede at opfatte, at det blot var en person, der var på vej op af en trappe. Hun sukkede igen og lænede sig tilbage op ad muren.

"Didn't mean to make you uneasy.."

Lød hendes stemme grødet og udmattet.

Han havde kunnet mærke hendes tilstedeværelse inden hendes læber skiltes og lyd kom ud mellem disse. Uendeligt langsomt vendte han hovedet, og hans lysende blå øjne mødte hendes. Hvad der ellers måtte have domineret hans tanker var blæst bort, og hans sind var kun rettet imod kvinden, hvis navn han endnu ikke kendte.

She's the one. The one I've been looking for.

Resten af hans krop blev endnu langsommere drejede han kroppen, og med en tøven trådte han et skridt nærmere kvinden. Hans blik flakkede kort til siden og strejfede en af de mørke skygger, men med det samme klistrede hans blik endnu engang til kvinden, hvis liv han var sat til at beskytte.

Han kunne næsten mærke hendes træthed sive ind gennem hans hud, og ind i hans egne blodårer. Han nåede nær hende, og stivnede så brat, som kunne han ikke bestemme sig for, om han ville komme nærmere hende, eller holde sig længere væk fra hendes tydeligt slidte krop. Hans blik fangede en rift over hendes håndflade.

"What is your name, miss?"

Bekymringen og høfligheden havde allerede overtaget hans dæmpede stemme, og et sted dybt i ham skreg noget at han skulle stoppe behandlingen af hende som et porcelænsdukke der ville gå i stykker mellem hans hænder ved et enkelt ord, og behandle hende som et ægte menneske der havde slået sig.

"What has happened to you?"

Kvinden rynkede blot brynene i forvirring over mandens reaktionsmønster. Men da han nærmede sig og kom for tæt på, rejste hun sig brat op. Et jag af smerte skar gennem hendes krop, og hun gryntede svagt med et forvredet ansigt, men hun rejste sig dog op og tog et skridt bagud. Samtidig røg hendes venstre hånd om på lænden, som gjorde det ondt, men den virkelige årsag var våbnet på hendes ryg. Hun var tydeligvis på vagt igen, og hendes blik var nu årvågent og mistroisk.

"You've no reason to know my name - stranger."

Hendes stemme dirrede af træthed og mistroiskhed, som hun havde lært det, men måske også en svag forvirring?

Hun trådte langsomt men sikkert endnu et skridt tilbage, så hun nu stod omkring tre meter fra denne fremmede. Hun lod blikket glide over hans krop fra top til tå for at forsøge at aflæse hans kropssprog og intentioner om at nærme sig, så hun var klar på at reagere - selvom hendes krop ikke var meget for det. Men Procella havde presset hende hårdere end dette, hun havde fået hende til at kaste op, svede og skrige af smertende muskler. Desværre var dette nok værre og en smule mere langvarigt.

Hun så nærmest irriteret på manden overfor hende.

What does it look like? tænkte hun irriteret af træthed, hun ville egentligt bare gerne hjem og glemme denne aften - og sørge for, at Procella ikke hørte om hendes ynkelige forsøg af en jagt.

"I was.. Attacked and had to defend myself."

Hendes stemme lød helt grødet af trætheden og udmattelsen. Det var da nogenlunde tæt på sandheden - bortset fra hun selv havde startet det.

"But it's nothing, I'll survive.."

Et skævt smil sås på hendes læber efter hendes noget sarkastiske kommentar. Hånden lå stadig på lænden, selvom hun nu så mere rolig ud, men i de skarpe nøddebrune øjne sås stadig årvågenhed.

"As an unknown stranger you couldn't care less."

Tilføjede hun skarpt med undren over, hvad han bagtanker ved dette var.

Jasper prøvede forgæves at undertrykke et muntert smil, da kvinden straks var i forsvarsposition ved hans bevægelser. Han tippede hovedet en smule til siden, og betragtede hende betænksomt, uden at skjule at han tog hende i øjemål. Han hævede et øjenbryn, men bevægede sig ikke nærmere, da hun syntes at have det dårligt ved det.

I must admit, it's good she can take care of herself. But she should probably stop fighting ... She is in obvious pain.

Hans smil voksede støt ved hendes ord, og han kunne sværge på at han fik prustet en halv latter ud ved det ene ord; stranger. Han rettede hovedet op med et sæt da hun igen bevægede sig væk fra ham, og hans øjenbryn bevægede sig sammen, mens han kneb øjnene let sammen.

"That is where you are wrong. There is many reasons."

Hans stemme lød overraskende blød, og der var ikke et spor af den forvirring der lå lige under overfladen. Det lykkedes ham endda at få presset et strejf af munterhed ind, og alligevel lukke resten af sine følelser ud fra sætningen, uden at det lød synderligt som om han løj, eller skjulte noget. Og det første var heller ikke tilfældet.

Endnu engang betragtede han hende kort, og trådte så meget langsomt et skridt nærmere hende, imens han tydeligt betragtede hende, og ventede på hendes reaktion. Han havde knap bevæget sig det ene skridt frem før han stoppede, og lod en hånd køre gennem det mørke hår med et stort grin.

"Yeah, of course you were attacked. It's a good thing that you're trained to defend yourself, then. I mean, if I was a big, dangerous man, I couldn't do anything to you. Which I'm not, but you know what I mean."

Han nikkede umærkeligt til hendes næste ord, og så så ud til at beslutte sig for at gøre noget. Han løftede hovedet, og rettede blikket årvågent imod hende, hvorefter han trådte nogle skridt til siden, så han nærmede sig hende meget langsomt, men alligevel så ud til at beholde samme afstand.

"As an unknown stranger ... Couldn't care less ... These words don't fit at me, my lady. You see .. There's something I need to tell you. Something important."

Han stoppede op ved de sidste ord, men havde nærmet sig nok til at han nu stod under en halv meter fra hende. Per instinkt syntes han at vide at hun snart ville angribe ham, så han måtte skynde sig at overbringe beskeden der forhåbentligt ville få hende til at tøve.

"I'm your guardian angel."

En undren sås igennem trætheden. Many reasons? Hvad snakkede denne mand om? Var han bare en ung knøs, der prøvede at spille smart og vidende? Og dét smil.. Der var et eller andet galt her. Hånden gled op under trøjens kant på hendes ryg, hun greb knugende om skæftet, parat.
Hun dansede et skridt længere bagud, da han forsøgte at komme tættere på. Holdt afstanden. Hun brød sig tydeligvis ikke om dette. Der var ingen tillid i blikket, kun årvågen misto. Men det var som om mistroen ikke ville nå op på det stadie, det burde være på. Han opførte sig mærkeligt, hun vidste det, men hun skulle kæmpe for at holde tilliden ude. En afslappethed forsøgte at krybe sig ind på hende, og hun måtte forsøge at holde den stagen med en hovedrysten.

Strange.. Why is this?

I tankerne blev situationen analyseret - drejet og vendt - indtil hun blev afbrudt af hans muntre stemme.

"You know nothing of me or my training. Stop guessing, stanger."

Hun forsøgte at holde stemmen kold. Distanceret. Men igen krøb denne fornemmelse ind på hende. Beroligende? Betryggende?
Forvirret knugede hun hårdere om skæftet på ryggen, men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at trække våbnet.

My lady? Hah! He acts like something from last century. Wait.. Could it? Important?

Hun kunne ikke holde fokus på analysen af de sidste ord, før nye tog deres plads. Hun var træt i hoved. I kroppen. Til trods for hendes stærke krop, som hun forsøgte at holde rank, så det næsten ynkeligt ud. Hun havde det ikke godt, det var tydeligt.

"What the hell are you talking about?"

Han kom for tæt på, alt for tæt på, og dog syntes hun at begynde at slappe mere af.

No!

Musklerne spændtes i armen, skulle til at trække våbnet, idét hun trådte endnu et skridt tilbage. Albuen ramte muren bag hende, samtidig med at våbnet blev løsnet fra sin plads og trukket op.. Men stoppede midt i bevægelsen, stadig usynlig på hendes ryg. Øjnene blev store, uforstående, og så igen mistroiske.

"What the.. You're my..?"

Stemmen lød uforstående, usikker. Hun var stille få sekunder, mens tankerne styrtede gennem hendes hoved.

He knows about this world. Ohh.. It's the aura that does this! But he could be lying, using it to get too close. Stop thinking! Move!

Hun dansede et skridt til venstre og så frem ad, op på siden af ham, med front vendt mod ham igen. Ryggen fri, hun kunne kaste sig bagud, hvis det var nødvendigt.

"An angle, yes. But trustworthy? Why should I trust you, just because of those words? You could be lying."

Endnu et skridt bagud, nu næsten fire meter væk fra ham. Våbnet var nu trukket, men bladet løb op langs underarmen. Det ville ikke blive set af eventuelle forbipasserende, skjult bag armen. Det lignede blot en arm ned langs siden, med en knyttet næve. Men englen havde set den i det øjeblik det tog hende, at få den fra holderen på lænden og ned i hånden. Knæene blev let bøjede, forsvars-position. Klar til spring. Musklerne var spændte. Auraen var ikke så stærk, nu hvor hun vidste, hvad det var, og han ikke bevidst forsøgte at forstærke den. Procellas stemme arbejdede i hendes baghoved, gennemgik området, hans størrelse, hendes modvilje til tillid - ingen til at stole på, før andet var bevist.

[b]"Keep your distance. You were right, I do know how to defend myself, even against angles like you."

Hendes stemme var igen under kontrol. Hun lød selvsikker.