Game, Set and Match [Kaya]

Tid: 04.49
Dato: 10.5, 2012
Sted: Sheria Politistation, arrest-celle.
Årstid: Forsommer
Vejr: Udenfor er det koldt og blæsende med forbiglidende skyer. Solen er så småt ved at stå op.
Omgivelser: Cellen er en cirka 3x4x3 kvadratmeter kasse, med en madras-belagt hylde langs den ene væg. Alt er holdt i neutral hvid og værelset er tilpas tempereret. Den ene dør der leder både ud og ind har en dækbar åbning med indlagt plexiglas. Igennem den kan resten af gangen med lignende celler ses. Nogle af kig-hullerne er lukkede - for at give privatliv, eller spare arrest-personalet for det verbale misbrug nogle af de afventende indsatte giver dem. Længere nede af gangen er et åbent område, med plastik-stole boltet til gulvet, hvor folk der venter på at blive skrevet ind og få taget fingeraftryk venter.

[Fortsat fra A Night of work and sorrow]

Ved ankomsten blev Kaya pænt overleveret til en stor, bred og mørklødet kvinde i arresten, vis navneskilt afslørede hende som Grimes, 'But everyone calls me Queen'. Bæltets forskellige nødvendigheder sad i en 90-graders vinkel fra kvindens krop, mens hun udspurgte Kaya om forskellige data og tastede løs på keyboardet bag skranken. 'Mike' blev pænt stående ved siden af Kaya gennem proceduren, og svarede på eventuelle spørgsmål hun nægtede at svare på, inklusive grunden til opholdet i arresten. På trods af venligheden og kælenavnet, var der ingen dikkedarer fra den moderligt-udseende kvinde, der kort og grundigt kropsvisiterede Kaya og gav hvad end få personlige ejendele, smykker, m.m., Kaya havde på sig videre til opbevaring.

De blodige fingre blev der imidlertid rynket på næsen af. Det samme med den blodige stribe fra såret ved hendes øjenbryn. Queen fandt et kamera frem, tog et billede og en prøve af blod og krudtslam og fulgte så Kaya hen til et seperat badeværelse, for at fingrene dem vasket, før hun tog fingeraftryk. Kaya blev samtidigt bedt om at skifte sit blodige tøj ud med et par meget lignende - men rene - all-size sweatpants og en hvid t-shirt. Hun fik også renset såret og Queen fandt en pakke med plastre - der tydeligvis havde ligget der et stykke tid, og mestendels var til børn. De havde alle dyremotiver. Der var ingen spejle, så det var ikke til at sige hvilket dyr der prydede hendes ansigt.

Strippet for personlige ejendele blev hun eskorteret hen til en telefon der stod på et hjørne af skranken, fik sit telefon-opkald - og blev derefter deponeret i sin celle for de par timer der ville gå, indtil hendes advokat mødte ind på sit kontor. Den eneste kilde til underholdning var en drukkenbolt, bragt ind for at sove rusen af, der talte i meget høje toner til arrest-betjentene, før plexiglas-lågen blev lukket. Lyden af hans fordrukne stemme nåede kun lige præcis igennem ud til gangen. Ellers tikkede minutterne stille forbi, indtil en velkendt, dæmpet stemme lød uden for Kayas celle.

".. called a lawyer?"

"Oh no, I'll be doing that as soon as his office opens. Don't know who she called. You know, we aren't meant to listen in on it, unless they mention something that could be construed as illegal.."

"Of course, I understand."

Queens stemme lød næsten piget velkommende, komplet modsat den retfærdige, men bryske kvinde tidligere. Hvad end Wicked - 'James' - havde gjort, var det åbenbart nok til at smelte igennem den hærdede kvindes verdenstræthed.

"And the charges?"

Queens stemme tøvede et øjeblik. De to stod et par skridt til den ene side af døren, lige præcis nok til at ane kvindens omfangsrige bagdel igennem det lille vindue.

"About that, it seems.."

Queen sænkede stemmen de næste får sætninger, tonen allerede beklagende, før hun fortsatte i et mere normalt, omend langt fra almindeligt toneleje.

"I'm sorry, Mr. Faccombe."

"James, please. And no need at all, Ms. Grimes. That simply makes things a great deal easier. If I may?"

Bagsiden af Queens hoved hoppede frem og tilbage, før hun vendte sig imod døren, tøvede igen og så tilbage på den høje skikkelse ved siden af hende.

"You're sure this is alright?"

"My lawyer will explain everything. He should be at the front desk, sorting out the necessary papers, as we speak."

"Well, I was more concerned with your safety. I heard the whole thing from Mike. Are you..?"

"Perfectly fit, thank you for your concern."

Sætningen blev åbenlyst fulgt op af et charmerende smil, for Grimes rødmede som en skolepige og mumlede et høfligt svar, før hun drejede nøglen i døren og stak hovedet ind i cellen.

"Kaya, you have a visitor. Don't give me no trouble, now. It's way too early in the morning for that."

Hovedet blev trukket tilbage og døren åbnet helt, så Wicked kunne træde ind, før den blev lukket bag ham med et sidste 'Just press the button when you want out, or if there's any trouble.. James.' Blev der blinket et par gange med øjenvipperne? Muligvis. Alligevel klikkede døren lukket og tunge fodtrin kunne høres da Queen vraltede hen af gangen.

"Elephants. How strangely fitting."

De mørke øjne fokuserede kortvarigt et sted lidt over hendes øjne - plasteret, højst sandsynligt - mens det charmerende, menneskelige udtryk langsomt drænede ud af ham. Det var en interessant proces, nu hvor omgivelserne var mindre kaotiske. Ansigtet blev blegere, farven fra hvad der skulle forestille en puls, forsvandt. De små rynker ethvert ansigt har glattedes ud og efterlod den skære hud glat. De mørke øjne blev mørkere, hulere - som om der var et tomrum bag dem, i stedet for en personlighed eller intelligens. Selv hans stilling ændrede sig. Kroppen virkede hårdere og mere adræt under tøjet, da han rettede sig fra en let runding af ryggen.

Turen i bilen havde føltes lang. Ingen ord var blevet sagt, i hvert fald ikke fra Kayas side. Hun havde dog roligt fulgt anvisninger og ingen modstand gjort da hun blev overrakt til betjenten, der var på vagt. Blodet var så småt begyndt at tørre og krakelere på hendes trøje og hænder. Men da de begyndte at udspørge hende, var hendes eneste kommentar;

"I'm not saying anything without my lawyer."

Mike kunne kun forklare, hvad han havde set, da de brød døren op. Ikke at hans ord hjalp på sagen. Men Kaya stod blot forknyt, med ulæseligt ansigt, ved siden af og fulgte lydigt med ud for at vaske hænder. Såret blev renset, og det fine plaster blev sat på. Et ligegyldigt ansigtsudtryk blev sat op, da hun så børneplastrene.

How.. Nice..

Processen var normal, af hvad hun vidste, men hun havde heller ikke prøvet dette før. End ikke dengang hun havde været på kant med loven med stoffer og prostitution. Og dét var endda under hendes oprindelige navn.

Men da hun endelig var sendt hen for at få sit telefonopkald, krakelerede hendes ansigt. Udtryk af frustration og magtesløshed stod hun alene med. Nummeret, hun efterhånden kunne i hoved, blev trykket på den lidt ældre telefons knapper. Røret blev lagt til øret, og hun ventede. Den blev taget og et brøl af musik skreg ud af telefonen, men stilnede hurtigt af, da personen i den anden ende valgte at finde et mere stille rum.

"Lau.. Pro.. Procella..?"

Stemmen knækkede, hun trak vejret dybt og fik kontrol over den.

"I believe I have meet your.. Urhm.. The father of your children.. He got me into this mess. I.. I am at the police station.. Could you call my lawyer, when his office opens, and come down here with him later? I.. I believe I fucked up.."

Stemmen blev mere og mere usikker idet hun kom længere ind i den lidt rodede forklaring.

"Th.. Thank you. I didn't know who else to call.."

Røret blev lagt på, og hun måtte trække vejret dybt endnu engang for at få styr på sig selv. Hun vendte sig om mod kvinden og bankede let på skranken for at gøre opmærksom på, at hun var færdig.
Hun blev hurtigt og smertefrit ført ind i den lille celle, hvor hun frustreret smed sig på den hårde skummadras. Nu kunne hun vente. Hun havde fundet sig en, i følge research, dygtig, ældre advokat, der vidste, hvad han lavede. Hun havde kontaktet Procella - var det Lauren, han havde kaldt hende? - og hun kunne ikke gøre mere lige nu.
Ventetiden føltes uendelig lang, og søvn var hun ikke i stand til at få noget af - hendes hjerne kørte stadig i for højt gear - men hun ville hellere have tilbragt den alene end med den person, hvis stemme hun genkendte udenfor døren. Et suk sneg sig ud gennem hendes sammenbidte tænder.

Why can't he just go away and stay there?!

Med blikket rettet mod loftet, blev hun liggende på ryggen på den ukomfortable madras, man knapt nok kunne kalde en seng. Hun ignorerede fuldstændigt fængselsvagtens kommentar, men forholdt sig i ro. Døren blev lukket, hun blev stadig liggende, men ansigtet blev trukket sammen, som var hun blevet slået, da han kommenterede på plasteret. Hånden spjættede kort, som ville den være fløjet op for at flå plasteret af, men blev liggende. Ingen følge-kommentar.
En kort tid sagde hun ikke noget, men kiggede blot vedvarende op i loftet, fladt liggende på ryggen med kun benene bøjet. Endelig vendte hun ansigtet mod ham og så ham ligegyldigt ind i øjnene.

"You just couldn't keep away, huh? Came to gloat? Laugh at me and all that?"

Stemmen var ligeledes tom, ligeglad, nærmest opgivende, som blikket. Hun var tydeligvis en kvinde, der lå ned og nærmest forventede at blive sparket alligevel.

I det hvide lokale var Wicked et fyrtårn af sort. En ny, lang uldjakke og en frisk sort silkeskjorte. Hvis ikke for den lille detalje at hverken skjorte eller jakke var udstyret med skudhuller, mindede tøjet i mistænksom grad om det han havde båret i Kayas lejlighed tidligere. De mørke øjne mødte hendes, før han kastede et blik rundt i rummet og trådte et skridt nærmere briksen. De slanke fingre rakte ud imod væggen. Skyggerne i hjørnerne af lokalet krøb en anelse længere udover de slidte fliser da han bevægede sig, som om de strakte sig efter dæmonen. Fingerspidserne sporede en revne i malingen. Et øjeblik virkede han, på trods af de blege, tomme ansigtstræk, næsten menneskelig. Hos enhver anden ville udtrykket have været ubehag, misfornøjethed måske, som om den bare celle og dens manglende stilfulhed var en fysisk pine for Wicked.

"How depressing."

Han rynkede på næsen. Kommentaren virkede ikke udpræget til at være rettet imod hende. Fingrene faldt fra væggen.

"However tempting, I do have better things to do than gloat over the consequences of your unfortunate choice to fire a weapon in a residential neighbourhood."

Hans tone fik det til at lyde som om hun havde kastet en skovl i hovedet på et andet barn i sandkassen og var blevet overrasket over at få en time-out på bænken. Wicked gjorde et lille irriteret kast med hovedet, som om arrogancen i stemmen frustrede ham. Uden at give noget varsel sank han ned på kanten af briksen ved siden af hendes ben. De muskuløse skuldre faldt en centimeter eller to, da han rundede ryggen og lænede sig forover for at støtte albuerne på sine lår.

"I was curious of you. It's not in my nature to be subtle, but if I had expected your reaction, perhaps I would have chosen a more private venue to approach you."

Stemmen var mindre overvældende. Som en skuespiller efter kameraet er slukket. Normal. Konverserende. Det blege ansigt drejede imod hende. Det fluorescerende ovenlys stjal fornemmelsen af overnaturlighed, men intensiteten i de mørke øjne var stadig den samme.

"I'm not often surprised."

Kommentaren hang i luften imellem dem et øjeblik. Det virkede nærmest som et fint emblem. Et 'badge of honor'. Kaya Gabriella Canto, i stand til at fange Wickeds opmærksomhed. Som om det var noget særligt. Wicked blinkede og så væk, smilede skævt - ikke det ubehagelige smil fra lejligheden, men et nærmest gavtyv-agtigt drenget smil.

"I would like to talk with you, but not in this.. arid void."

Den ene hånd inkluderede det trøstesløse værelse med en nonchalant bevægelse, før han skubbede sig på op at stå med et lille suk.

"You have my word that in my company you will leave with no charges brought against you, and that you will be safe for the remainder of the night. A few hours of your time, nothing more, and you will be safely back in your apartment - or anywhere else you might like to go."

Den blege hånd rakte indbydende ud imod hende.

"Besides, Lauren would be most acrimonious if anything was to happen to you."

Wicked bukkede let, det skæve smil stadig halvt synligt, og betragtede Kaya afventende.

Et let undrende blik gled over hendes øjne, da hun så hans udtryk. Så slemt var rummet da heller ikke..? Udtrykket ændredes til nysgerrigt, som fandt hun hans reaktion på rummet interessant. Men hun kunne kun give ham ret; det var trist.. Men hun kommenterede ikke på det.

Hendes ansigt blev helt skævt, forvredet, hvorefter hun sukkede.

"No.. It's not one of the proudest moments in the history of my life, I must say."

Tonelejet var tørt, opgivende, men ærlig. Hun vidste godt, hun havde lavet rod i den. Han vidste det, hun vidste det, og det var for sent at gøre noget ved nu.
Kroppen blev pludseligt spændt, da han kom tættere på og satte sig ned, usikker. Men hun gjorde ikke noget, hun ville ingen chance have mod ham i dette lille rum uden våben af nogen art. Hun slappede dog af igen, da han blot satte sig og intet andet gjorde. Den eneste bevægelse var hendes brystkasse, der roligt sænkedes op og ned i samme tempo som hendes vejrtrækning. Et opgivende suk brød over hendes læber, mens hun himlede med øjnene.

"Curious? Of me? I am surprised that a demon, possibly old, like you, would find interest in a human, like me, for other purposes than mere food. I would be astonished if a person like you had thought of a thing like that, beforehand. You don't strike me as a person, thinking of others before yourself.."

Hun forsøgte at gengælde hans blik, men brød sig tydeligvis ikke om det, hvorefter hun valgte at flytte blikket tilbage til loftets krakelerede overflade.
Det flyttedes dog tilbage til ham, undrende, overrasket, akkompagneret af et hævet øjenbryn. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle håndtere den kommentar. Hun havde jo ikke gjort noget synderligt? Var det bare af den simple årsag, at han undrede sig over, hvorfor Procella havde valgt at træne hende? Det eneste svar fra hende, var det undrende, tænkende udtryk i hendes ansigt. Fraværende bed hun sig let i læben.

"And why would I wish to talk to a demon? What could you possibly offer me, that would make me want to talk to you?"

En gnist a nysgerrighed blev tændt i hendes øjne, blandet med mistroiskhed om hvorvidt han kunne tilbyde hende noget, som ikke inkluderede sjæle eller andet med skumle bagtanker.

Mistroen overtog dog. Nok havde han egentligt ikke gjort noget alvorligt her til aften, udover at bryde ind i hendes lejlighed. Men selv dér havde han ikke gjort noget. Ikke ødelagt noget. Ikke gjort skade på hende. Hvad var det for en leg, han havde gang i her? Hvad var formålet? Men han tilbød hende, at gå fri. Godt nok var der ingen alvorlig skade sket på ham, det var kun en sølle kugle med vievand, men hvad var det han ville med hende? Hun lyttede til han ord, men blev liggende i sengen, tydeligvis overvejende hvilke skumle bagtanker han havde.
Ja, Procella havde bedt hende om, at fortælle Wicked, at han skulle holde sig fra hende, med ordende "before I rip him to pieces!" Men hvad gik deres forhold helt præcist ud på, og ville han rent faktisk lytte til hende? I Kayas øjne var det et meget usikkert, ulige forhold. Procella var en 'tough bitch', ja, men Wicked var en dæmon. Hvordan kunne hun overhoved være sikker på, at Procella ville være nok? Hun havde ikke andet bevis end hendes vrede, men selvsikre stemme, der fortalte, at Procella selv regnede at hendes ord ville virke.
Mange tanker gik gennem hendes hoved, og det var også tydeligt for en udenforstående, man kunne se det i hendes øjne.

"And how can I trust your words? Would Proc.. Laurens bitterness be enough to keep you from hurting me with whatever shady thoughts you have about this? You must understand, that it's difficult for me to trust, that Laurens - a mere humans - words would be enough to keep a demon like you at bay. It's just a bit too thin safety line for me."

Hun havde opgivet at forsøge at være smart på den ene eller anden måde, det havde hun jo prøvet i lejligheden. Ærlighed måtte være det bedste lige nu..
Hun havde under sin spørgende talestrøm sat sig op i sengen med benene ud over kanten, men hun så ikke ud til at ville rejse sig op endnu.

De slanke, hvide fingre foldede sig langsomt sammen igen, kun for at hæve sig imellem dem, så en enkelt finger kunne tikke misbilligende fra side til side. Det lykkedes på en eller anden måde hans mørke øjne at fange lyset fra den flade, hvide neon-lampe, som var det et varmt, flakkende skær fra stearinlys.

"Food is only everything to a starving man. Despite your plethoric charms, I've long had my fill."

De svungne øjenbryn nærmede sig hinanden, en umiskendelig millimeter eller to, og Wicked havde et øjeblik et udtryk, der på et menneskes ansigt mest af alt ville ligne bekymring. Skyggerne i hjørnet bag Kaya rykkede nervøst på sig, som havde snakken om at sætte andre over ham selv et øjeblik kastet dæmonens tanker ind på et ubehageligt sidespor.

"You might be surprised."

Ordene hvislede ud mellem læber der knap bevægede sig. Et hav af følelser spillede i de mørke øjne, kun for at forsvinde fra overfladen med samme hast som de havde vist sig. På samme måde som Wickeds overnaturlighed til tider afslørede sig selv, fik jægeren et kort blik af, at der også gemte sig andre dybder bag facaden. En dybde der langt fra burde have fandtes for et væsen, der udelukkende havde lært at spille menneskeligt skuespil - hvorend dygtigt den rolle var blevet mestret. Hvis Kaya da ikke missede øjeblikket til fordel for at undersøge cellens loft.

Da øjnene faldt, var smilet igen neutralt, lidt drenget, stemningen let.

"My offer? Freedom. The chance to avoid undue interest from the authorities. The chance of insight. Can you tell me that you have not wondered what compels Lauren? I doubt that she has allowed any questions, let alone offered answers."

Det var kun et lille skub. Et enkelt tonefald, der lokkede for Kaya's egen nysgerrighed som en skål fløde til en killing. Den lille stemme hviskede til hende. Havde hun ikke tænkt på, hvordan Procella, den hårde, nådesløse, ubøjelige kvinde kunne holde det ud? Hvad der trak hende tilbage til manden - væsnet - kun få meter fra hende? Hvordan hun kunne være hvad hun var, og stadig føde dæmonens afkom? Hvilken bedre indsigt kunne tilbydes, end at finde ud af det fra kilden til problemet.

Wicked ventede tålmodigt mens tankerne fløj henover hendes ansigt. De blege læbers tvist blev en smule sardonisk ved kommentaren, selvom han bøjede hovedet i anerkendelse af hendes ord.

"A prudent fear. My own word upon Lauren's, then, twice now, that you will be safe for the remainder of the night. A few hours of your time, nothing more, and you will be safely back in your apartment - or anywhere else you might like to go. Although the thought of her reprisal is quite enough, I assure you. She has.."

De hvide tænder viste sig i et dovent smil.

"..a zeal for protecting what she considers to be under her wings. Even from me."

De brede skuldre trak sig let op, for så at lade den sorte jakke falde på plads.

"If that does not satisfy you, you may choose your safety precautions."

Indbydelsen var tydelig. Hun var fri til at sætte hvad end krav der ville få hende til at føle sig sikker for resten af aftenen. De slanke, hvide fingre strakte sig igen ud imod hende.

Et tvivlsomt blik blev rettet mod manden, der sad ved hendes ben. Et enkelt øjenbryn gav det tvivlsomme blik en ekstra tilføjelse. Det kunne læses, at hun ikke var helt sikker på, at hun troede ham.

"Hah.. I would believe that you have just taken it up to a more creative levle.."

Lød det tørt fra hende. Men en millimeter tættere, rykkede hun, måske ubevidst, mod ham, da det blev mere følt end mærket, at der var noget, der rykkede på sig i hjørnet ved hendes hoved. Ikke at reaktionen kunne bekræftes i hendes ansigtstræk.

"In this case I will be surprised if it is anything other than what I have already thought."

De mørke øjenbryn blev trukket en smule sammen mod midten. Var det noget hun havde set, eller var det imaginært? Var der rent faktisk noget, der kunne have lignet følelser? Hun troede, nok mere håbede, på at ingen var komplet blottet for emotion. Men var det blot skuespil? Hun var ikke engang sikker på, at hun havde set rigtigt, det glatte ansigt var alt for hurtigt ulæseligt igen.

De næste ord fik den trænede krop med de lange, seje muskler til nærmest at svinde ind. Hovedet gled længere ned mod skuldrene, som havde halsen mistet sin styrke til at holde det hele oprejst. Om denne "forseelse" kom videre nogen steder var endnu op til ham, hvorvidt han havde tænkt sig at følge op på sagen hos politiet eller lade den ligge. Hvis den blev liggende ville hun ende i en mappe i systemet. Hun ville kunne holde lav profil en tid og ville derefter muligvis kunne få en bekendt til at liste ind i systemets hukommelse og fjerne filen. Det var et håb, omend et lille et.

Og hun måtte indrømme, i sit eget hoved havde netop dé spørgsmål meldt sig for længe siden. Ubesvarede spørgsmål der havde tricket hendes nysgerrighed for længe siden, og han havde blot behøvet at trykke på denne ene lille knap for at vække dem igen fra det sted i baghovedet, hvor de end ikke lå særligt dybt begravet. Et lys flakkede i hendes øjne. Ansigtstrækkene var ikke til at læse, men øjnene viste umiskendeligt den nysgerrighed og iver, hun følte.

Tankefuldt bed hun sig i læben efter hans lovning var blevet udtalt, mens en hånd kørte over ansigtet i ubeslutsomme tanker. Fingrene ramte stedet hvor det barnlige plaster var placeret, og et irritabelt udtryk trådte ind i hendes øjne. Plasteret blev hurtigt revet af med en bevægelse, der beskrev, hvad øjnene viste. Såret under var på ingen måde alvorlig og en brun skorpe af indtørret blod havde allerede lagt sig over det. Det syntetiske plaster blev krøllet sammen i hånden og smidt ned på gulvet, hvor det trillede på sine bulede kanter, indtil det stødte ind i væggen. Ordet "zeal" kredsede tænksomt rundt i hovedet på hende, blandet med resten af tankerne om vinding og tab ved dette møde og dets fremtidige muligheder ligesåvel som risici. Blikket flyttedes fra plasterets bevægelser tilbage til den blonde mands ansigt, mens hun rettede sig op på briksen mod ham.

"Very well.. I guess I will, and kinda have to, take my chances with you."

Kom ordene langsomt og en smule uvilligt ud over de smalle læber.

"What is it that you want to use these "few hours of my time" to before I am to go "safely back to my apartment"?"

Det var læseligt, trods halvhjertede forsøg på at skjule det, at hun ikke følte sig helt tryg ved situationen blandet med den nysgerrighed, der var blevet vagt i hende.