Just a typical day (Rosa)

Sted: En lille café på en af de mere rolige gader i Sheria bymidte
Tid: 17.35
Dato: 10. juni 2012
Årstid: Tidlig sommer
Omgivelser: Omkring et dusin mennesker der sidder spredt i caféen. Caféen selv er et lille, hyggeligt sted med tunge gardiner, persisk-inspirerede gulvtæpper og lænestole, foruden møblerne af træ
Vejr: Det er lettere overskyet. Fugten ligger i et let lag i luften, og gaderne er stadig fyldt med små vandpytter fra formiddagens regn
Påklædning: En mørkeblå t-shirt med en åben sort jakke udover, og nogle lidt slidte mørke jeans.

Flynn klemte kaffekoppen i sin ene hånd over bordet. Den let dampende væske sendte små bølger af varme op gennem hånden, så han blev nødt til at give slip efter ganske få sekunder. Han sad med en udfoldet avis foran sig; den lå der på bordet ved et af de brede vinduer i caféen. Flynns øjne var rettet mod en artikel i avisen på side 4: en artikel om hvordan en forsker havde opdaget noget han kaldte for en "mirakuløs sensation". Flynn så kortvarigt på billedet af den gråhårede forsker der smilede så rynkerne lå i tykke folder omkring hans øjne. Dog havde diverse kritikere kommenteret opdagelsen i en lille firkantet boks på nederste del af siden. De kaldte det for et stort fup-nummer, ja, og en direkte løgn. Det var næsten svært at forestille sig at smilet skulle forsvinde fra forskerens ansigt på billedet, men Flynn var ikke et sekund i tvivl om, at når denne mand læste artiklen, ville han opleve skuffelsen som et slag i ansigtet.
Han foldede avisen sammen og lod blikket glide ud af vinduet. Ud på gaden hvor et par mennesker sommetider passerede. En ældre mand sendte et overvejende blik ind i caféen, før han fortsatte sin gang, og forsvandt fra Flynns synsfelt. Manden havde virket bekendt; men sådan var det nu engang når man havde opholdt sig så mange år i området. Det var ikke svært for Flynn at huske det første indtryk han havde fået af denne by. Trods han boede på Werclare, havde han ofte bevæget sig mellem øerne: udforsket de dele han kunne og skabe flere indtryk. Han huskede tydeligt hvordan han havde hadet at skulle flytte fra Charlottetown dengang før han kom til øerne. Alligevel var han vendt tilbage for et års tid siden; efter at have været væk i noget tid. Hvad der bragte ham tilbage til øen, var ham en stor gåde.
Han løftede kaffekoppen med fingrene omkring den ene hank. Han slugte halvdelen af væsken i koppen i en mundfuld og satte den derefter ned, så der lød en let klirren mod bordet. Han havde brug for en smøg.. Han kunne mærke det helt ud i fingerspidserne, men måtte alligevel dy sig fra at gå udenfor at ryge, trods han havde købt en pakke cigaretter dagen før. Han måtte stoppe... Men det havde han sagt til sig selv i flere år.

Rosa kom ind i den lille caféshop med lettere fugtigt langt hår, som hang løst ned af hendes ryg og skuldre. Hendes var lyst og skinnede blidt i lyst fra lamperne. Hun banede lidt over sit hår, men kiggede så rundt i lokalet med sine blide nøddebrune øjene. Hun fik øje på et bord hvor der kun sad en ung mand, Rosa begyndte at smile lidt for sig selv og gik hen mod ham. Hun stillede sig foran ham med et smil om sine glinsende læber, "Heisa, må jeg sætte mig her?" Spurgte hun blidt, med sin fine lyse pigestemme. Hun kiggede ham i øjene med et blidt blik, i sine fine nøddebrune øjene. Hun havde et par strame cowboy jeans på, et par sølv farvede højehæle, og en kort sort top så man kunne se hendes smukke sølv farvede navle piercing.

Han trommede let på kaffekoppen med to af sine fingre. Der var mange tanker der plagede ham på det seneste.. Ja, men det var ikke noget nyt. Han følte sig rastløs og han havde en forfærdelig trang til snart at jage. Snart at tage ud til skovene og få de dyriske instinkter frem. Det var sværere end man skulle tro; at forholde sig roligt i hverdagene, især når han ikke arbejdede følte han denne rastløshed bryde hver celle i sin krop. Dog havde han sine metoder til at holde en dæmper over sit adfærd.. Det at skifte sin stærke kaffe ud med koffeinfri, var blot en lille, bitte bid af processen, trods det havde irriteret ham grænseløst. Men det var der jo meget der gjorde efterhånden.
Han lod en hånd glide op til hårgrænsen, hvorefter han sukkede lydløst. I næste sekund hørte han lyden af fodtrin nærme sig hans plads ved vinduet. Kortvarigt formodede han at det var en af servitricerne der sikkert ville tilbyde ham en opfyldning i kaffekoppen, men hans blik blev mødt af et fremmet ansigt. En ung kvinde stod foran ham, og hun spurgte om hun måtte sætte sig ned.

"Hej." lød det fra ham. Han skød et øjenbryn lidt højere op end det andet, men smilede få milisekunder efter da han tilføjede: "Selvfølgelig må du det."

Stolen overfor ham var ganske vist tom, men caféen i sig selv var ikke overfyldt. Dog var det da rart med noget selskab. Det ville måske få hans tanker væk fra... diverse ting.

"Kan jeg byde dig på et eller andet?" spurgte han så, for at få en samtale igang.

Rosa smilte blidt til ham da han kiggede op på hende, og kiggede i øjene med et sødt blik. Hun lyttede til det han sagde og bukkede let sit hovede, "Tak, jeg er Rosa." Sagde hun sødt, og satte sig ned ved siden af ham, og rarte høfligt sin ene hånd hen mod ham. Hun hørte det han sagde og rystede smilende på hovedet, "Nej tak, jeg kom bare her ind for at få noget selvskab, og fordi jeg kan fornemme at det snart vil begynde at regne." Grinte hun blidt, "Men tak fordi de spurgte." Sagde hun blidt, og kiggede ham i øjene. Hun kiggede nysgerrigt på ham, og havde på fornemmelsen at han ikke var et menneske. Men hvad kunne han dog være for et væsen?

Flynn forsøgte sig med et imødekommende smil, mens han lænede sig lidt tilbage i stolen. Hans sociale adfærd havde muligvis ikke ligget på et maksimum på det seneste; men hverdagen havde været hektisk, og arbejdet fyldte meget i hans liv. Dog var der ingen grund til at være reserveret, nu da selskabet havde fundet ham og ikke omvendt. Og den unge kvinde virkede da også imødekommende.

"Flynn." præsenterede han sig dernæst, da hun kom med sit navn. Han satte sig lidt mere ret i stolen, da hun rakte en hånd frem mod ham. Selvfølgelig tog han den, med et fast, men ikke hårdt klem. Han hadede slaskede håndtryk.

Han mente at han ville have husket hende, hvis han havde mødt hende før. Hun var en af dem der sikkert satte deres særpræg i byen; fordi hun måske virkede mere elegant end mange af de alt for travle mennesker der passerede Caféen.
Da han slap hendes hånd tog han den sidste slurk af sin kaffe som han så satte fra sig:

"Jaså... Slår dine fornemmelser aldrig fejl?" spurgte han med en lidt fjoget tone i den dybe stemme. Han løftede igen det ene øjenbryn en anelse, før han foldede hænderne på bordet foran sig.

"Men det var da så lidt."

Hun smilte sødt tilbage til ham, da han smilte til hende og kiggede ham i øjene med sine blide nøddebrune øjene. Hun klemte let hans hånd igen, da han gjorde det og lyttede til det han sagde. "Hyggeligt at møde dig Flynn." Sagde hun blidt, og nikkede let til ham. Hun betraktede ham nysgerrigt, og lagde hovedet let på skrå mens hun lod blikket glide ned af ham, og op igen til hans øjene. Hun hørte hans spørgsmål og grinte blidt, "Jo nogen gange, men meget sjælendt. Fx, hvis jeg gætter rigtigt, er du ryger og prøver på at stoppe, men lige nu vil de meget gerne ud at ryge, har jeg ikke ret?" Sagde hun sprøgerne, og kiggede ham i øjene med et sødt blik. Hun vidste selvfølgelig godt at hun havde ret, men hun ville se hvordan han reagerede på det hun havde sagt.

Hendes blik fik ham kortvarigt til at se væk. Af grunde han sikkert ikke engang selv forstod. Han var ikke typen der selv havde noget imod at blive målt med øjnene, men sommetider vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv, når han bemærkede at folk så på ham. Dog var det jo let for ham at sige. Hvis han var på en bar om aftenen og fik noget at drikke sendte han enhver af hunkøn et elevatorblik når de trådte ind ad døren. Det var vel altid godt at se hvad man havde med at gøre... Han så dog igen på hende efter ganske få sekunder, hvorefter han gav hende et let nik:

"I lige måde Rosa"

Et skævt smil bredte sig over hans læber, da hun lod en let latter undslippe ved hans spørgsmål. Smilet forsvandt dog hurtigt til et dybt forvirret udtryk i hele ansigtet, da hun kom med sit "gæt". Næsten af ren refleks trykkede han sine hænder godt sammen, da hun nævnte rygning. Hun ramte plet, hvilket undrede ham.. Var det så tydeligt? Var der noget ved ham der bare sagde ryger, uden han vidste hvad det var? Pakken med cigaretter lå i hans jakkelomme, og han havde ikke røget en eneste smøg den dag. Måske lugtede hans tøj af røg?

"Og hvordan... ved du det?" spurgte han så, og havde pludselig en lidt mistænksom tone i stemmen, trods han ikke vidste hvilket svar han egentlig ledte efter. Han havde aldrig troet på hverken spåkoner, eller andre "seere". Men alligevel... han havde heller aldrig troet på varulve. Dog var dette sikkert et eller andet fest-trick... Det var hans sunde fornuft helt sikker på.

"Der er mange der ryger nu til dags... Du gættede bare tilfældigvis rigtigt med mig."

Hun opdagede at han kiggede væk fra hende, da hun kiggede op og ned af ham og kunne ikke lade vær med at smile over det. Hun hørte der han sagde og nikkede let af det, "Takker." Sagde hun smilende, og bukkede let hovedet som tak. Hun kunne se han reagerede meget på det, og skyndte at sig at røre forsigtigt ved hans hånd for at berolige ham. "Tag det roligt Flynn, du skal slet ikke tage det personligt for jeg ryger også selv en gang i mellem. Du må undskylde hvis jeg ramte et ømt punkt, det var ikke min mening." Sagde hun blidt, og kiggede på ham med et roligt blidt blik. Hun holdt stadig blidt fast i hans ene hånd, uden at tænke over det. Hun hørte hans spørgsmål, "Og hvordan jeg ved det? Jeg kan se den lille firkantet bule i din jakkelomme, og fordi jeg kan fornemme duften i dit tøj." Sagde hun stille men roligt, og kiggede ham i øjene med et lettere nervøst blik.

Flynn havde ikke just følt sig skyldig over sin rygetrang - det var vel ganske normalt. Det eneste der havde berørt ham i det sekund, var forundringen over at hun vidste det. Rygning var hans egen plage; en utrolig indbydende plage efter hans mening. Derfor smilede han blot skævt, og så kortvarigt ned på hendes hånd der berørte hans egen. Han vidste ikke hvordan han havde det med situationen. Jovist, det første indtryk han havde fået af Rosa var at hun var imødekommende, men hvordan kunne hun vise sådan en... tiltro til fremmede? Måske var det kun noget Flynn undrede sig over eftersom han normalt holdte en let distance til andre mennesker, når han ikke arbejdede.

"Du har ikke ramt et ømt punkt." forsikrede han hende så om, og kunne ikke undgå at få lidt morskab frem i stemmen: "Jeg var bare overrasket over, at du vidste det... Rygning er sgu en last, men det er ikke noget jeg skammer mig over."

Igen lod han blikket glide ned til deres hænder, der lå utrolig tæt på hinanden på bordpladen. Hendes berørte stadig hans, og derfor trak han diskret sin hånd væk og kørte den gennem sit hår.

"Ja, okay... Jeg tænkte nok at det måtte være noget i den stil." sagde han så med et let grin: "Det kunne jeg vel have sagt mig selv"

Hun betraktede ham lettere nervøst, og håbede på at han ikke var bleven vred på hende over at hun havde gættet rigtigt. Hun så at han kiggede ned på deres hænder, og begyndte med et at rømme af ren vane. Hun hadede at hun skulle rømme så let, men der var intet hun kunne gøre ved det. Hun lyttede til det han sagde og sagde ikke noget imens, for hun ville jo ikke forstyrre ham mens han talte. "Aaarrhhh oki, og ja det er sandt." Sagde hun smilende, og blev lettet da hun kunne høre morskaben i hans stemme. Hun mærkede at han flyttede sin hånd, og tog hånden til sig igen bagefter. "Undskyld." Mumlede hun undskyldende, og kiggede ham i øjene med et lettere nervøst blik. Hun lyttede til det han sagde, og grinte blidt sammen med ham.

Han lod nærmest som om han ikke havde hørt hendes undskyldning. Hans intention var ikke at få hende til at føle sig ilde til mode, men derimod prøvede han bare at få de få sekunders akavethed til at forsvinde. Han satte begge albuer ned i bordet og hvilede derfor armene på bordpladen.

"Bor du her så i byen?" spurgte han så, for at indlede en samtale. Derudover var det et oplagt spørgsmål, da det kunne give ham et indtryk af om deres veje kunne have krydset hinandens før.

Kortvarigt lod han blikket glide rundt i caféen. En af servetricerne spildte noget kaffe på trægulvet, og måtte straks finde en klud frem før chefen kom efter hende. Der gik kun et splitsekund før kaffen var væk, men selv fra Flynns plads ved vinduet kunne han se, at der havde ophobet sig en kaffeplet i træet. Snart så han dog igen på Rosa. Det var ikke særlig høfligt at blive så let distraheret, når man sad og snakkede med nogen.

Rosa bed sig læben da han ikke svarede på hendes undskyldning, og kiggede ned på sine negle i stedet for. Hun skulle aldrig have gjort det, tænkte hun til sig selv og rystede let på hovedet over sig selv. Hun sukkede lydløst af sig selv, og begyndte at rette lidt på sit lange lyse hår.
Hun hørte hans spørgsmål og kiggede op på ham igen, "Ja, det gør jeg ikke så langt herfra. Hvad med dig?" Spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet let på skrå. Hun opdagede at han blev distraheret og fulgte hans blik, og kiggede efter servetricen med sine nøddebrune øjene. Hun kiggede ham i øjene med et blidt blik, da han igen kiggede på hende.

Flynn nikkede blot til det hun sagde, og smilede så venligt. Selvfølgelig var det ham umuligt at placere alle borgere i Sheira - alligevel yndede han at kunne placere dem på en eller anden måde, så han, hvis han mødte dem igen, hurtigt kunne erindre hvem de var. Det var ofte rigtig pinligt, når man spurgte ind til noget man allerede havde fået svaret på - derfor havde han sine egne metoder til at huske de generelle informationer.

Han fik kortvarigt øjenkontakt med en af servitricerne, som kom hen og gav ham en genopfyldning i kaffekoppen. Den varme væske dampede op fra porcelænet, men han ventede ikke lang tid, før han begyndte at nippe til den. Ganske vist var drikken varm, men når kaffen var koffeinfri, var det som om Flynn blot brugte det som en undskyldning til altid at få en ny kopfuld.

Han rystede på hovedet da hun rettede spørgsmålet mod ham:
"Nej." sagde han og slugte lidt af kaffen; "Jeg bor på Werclare." tilføjede han dernæst uddybende. Han satte koppen fra sig og smilede så en anelse skævt; lige nøjagtig så mundvigen pegede to-tre grader mere op i den ene side end den anden.

"Jeg arbejdede her bare det meste af dagen."

Ja, det - og så har Werclare bare ikke caféer som laver så god kaffe som denne tænkte han så, hvorefter han igen tog en lille slurk af koppen.

"Såe... Hvad laver du.. Jeg mener - til dagligdag?" spurgte han så. Måske ville det også kunne placere hendes alder.

Hun smilte blidt da han nikkede, som et bevis på at han lyttede til det hun sagde. Hun fulgte hans bevægelser med øjne, og kunne ikke lade vær med at tænke på hvad han dog var for et væsen. Hun lagde hovedet let på skrå, men hun kiggede nysgerrigt på ham. Hun lyttede til hans svar på hendes spørgsmål, og nikkede så let af det "Oki." Sagde hun smilende, og kiggede rundt i lokalet mens hun bed sig i underlæben.
Hun følte sig lettere nervøs ved at være inde på caféen, men vidste ikke helt hvorfor hun var det. Hun hørte hans spørgsmål og kiggede hurtigt over på ham igen, "Jeg er kunstner, jeg maler og tegner, og om aften synger jeg nogen gange i små klubber og den slags." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjne.