Wild ones ... [Johnny - Eve]

Dato: 16 - 06 - 2012
Tid: 22.53
Sted: En afsides gade i Werclare.
Omgivelser: Skyggefuldt, tomt.
Vejr: Overskyet, let fugtigt og blæsende.
Påklædning: https://2img.net/h/oi47.tinypic.com/29mq5n8.jpg

Mørket synes at vride sig som slanger, da månens blege skær blev kastet ned over den smalle gade. Murene trykkede sig sammen, og gav enhver en paranoid følelse. Skyerne gled rundt på den mørke himmel, som små lam der svømmede rundt i det uendelige, sorte himmelhav. Vinden hylede gennem gaden, og fik sammenkrummet skrald til at bevæge sig over jorden, som trukket af en usynlig kraft. For enden af gyden kunne man endnu se mennesker strømme ud fra diskoteket, og lyden af bassen dunkede endnu højt.

Med skridt der smældede imod asfalten, forsvandt en elegant kvinde hen imod den indviklede labyrint skabt af gader, og snoede sig med lettere svajende skridt rundt om et hjørne, ind i gaden. En lårkort, hvid kjole strammede om hendes krop, og fremhævede tydeligt hendes former. Den bløde, mørke hår blafrede dovent omkring hendes ansigt, og hendes elektriske, blå øjne gennemsøgte gaden, selvom hun alligevel ikke syntes at se mørket der nærmest rakte ud imod hendes solbrune ben, og stilletter.

Stupid to go to a party. And a even worse idea to take high heels on.

Med et sæt syntes hele hendes krop at stivne, og alle hendes sanser vågnede op. Hun drejede om på hælen, så hendes hår fløj omkring hendes hoved. De isblå øjne søgte lettere nervøst rundt i gaden, og hendes arme snoede sig om hinanden, som frøs hun pludseligt voldsomt i den kolde nat. Alle hendes sanser arbejdede på højtryk, og hjertet hamrede i hendes bryst som en kolibri. Det var ikke til at sige hvad det var der havde fået hende til at reagere sådan. Uendeligt langsomt vendte hun igen om, og trippede nærmest et par skridt frem.

It was nothing. Don't be so paranoid.

Hun nåede knap at fortsætte fem skridt frem, før en hånd greb fat om hendes arm, og strammede til. Med et ryk blev hun hevet baglæns, og hun nærmest væltede rundt. Øjeblikkeligt fangede hendes blik manden der holdt om hendes arm, med et stort grin. Hans ånde stank langt væk af alkohol, og hans øjne svømmede rundt i fuldskab. Bag ham stod endnu en mand, hvis øjne så om muligt mere blanke ud.

"What's up beauty?"

Hendes krop rystede umærkeligt, men alligevel syntes det at lykkedes hende at se mere eller mindre irriteret ud. Med et ryk fik hun revet sig fri fra mandens greb, og ved den bratte ændring i hendes balance vaklede hun et par skridt bagud, og måtte støtte sig til muren.

"Not interested. Bye!"

På trods af de selvsikre ord, var der noget usikkert i hendes stemme, som selv Eve kunne høre i sin egen stemme. Det fedtede hår der hang i tjavser fra den ene af mændendes hoved fik en rystetur, da latteren rystede hans krop. Den skaldede mand der stod lidt længere væk fremviste noget, der syntes at skulle have været et charmerende smil.

"We just wanna play, honey."

Den skaldede trådte frem, og gav hende et skub, så hun væltede ind i muren hun ellers havde støttet sig til. Fugten fra muren trængte ind gennem hendes kjole, og gjorde den lettere gennemsigtig. I hvad der syntes at være en refleks løftede hun armen, og smækkede den nærmeste af de to fyre en syngende lussing. I et splitsekund stirrede den skaldede, hvis kind begyndte at lyse rødt, på hende i overraskelse. Så så hans øjne lidt for klare ud.

"That was a bad idea."

Hans ord blev nærmest spyttet ud af hans sammenklemte tænder. Hans fingre fór frem og greb fat i hendes skulder, hvorefter han pressede hende så hårdt op af den halvvåde mur, at et smertes klynk undslap hendes rødmalede læber. Makkeren reagerede på denne lyd, og trådte nærmere hende.

Makkerens ene hånd landede på hendes bryst, men nåede knap at hvile der i et par sekunder, inden hun fik skubbet den væk derfra. Hun var blevet trængt op i en krog, og det var tydeligt at det efterhånden var gået op for hende at muligheder for flugt var minimale.

"What do you not understand in a no?!"

Makkeren grinede ved hendes ord, og så op på hende. Så da han svarede fik hun blæst en bølge af ølånde direkte ind i ansigtet.

"The no-part!"

Johnny havde siddet det meste af tiden hjemme hos sig selv, han havde meget papir arbejde, som han havde brug for at gøre færdigt, inden han skulle på arbejde næste dag. Han havde fået noget af en sag på hovedet og hans blik havnede kort på klokken oppe i hjørnet af hans fjernsyn, som sagde at han nu havde siddet hjemme og arbejdet i 5 timer. Han sukkede lidt og kørte en hånd gennem sit hår, han arbejde snart så meget at han ikke havde tid til at gå i byen med sine venner og få en tår øl. Men måske var det en god ide at han arbejde så meget? Så havde han noget at samle sig om, når han jo ikke rigtig havde andet. Han boede jo alene, havde ingen dyr, han havde for det meste kun sig selv. Når han altså ikke i tide og utide fik hevet kvinder fra byen med hjem, som så også hurtigt kom ud af døren igen, næste morgen, fordi han selv smed dem ud. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det, han viste ikke hvorfor han smilte, det gjorde han bare. Men da hans blik havnede på klokken igen, lagde han sin kuglepen fra sig og besluttede sig for at gå udenfor for at få noget luft, nu havde han jo siddet indenfor hele dagen. Da han kom ned på gaden, kunne man svagt høre musikken fra clubben, som lå lidt længere henne. Det lød som om at der stadig var meget gang i den, så måske skulle han tjekke det ud?

Han nikkede lidt for sig selv, og besluttede sig for at tjekke det ud. Det kunne der jo ikke ske noget ved. Selvom folk jo godt nogle gange kunne komme op at slås i clubben, men det synes han ikke skete så tit mere, eller også var det bare ham, fordi han som sagt ikke var der så tit mere. Dog, jo længere han kom gående hen af gaden, jo mere fik han en fornemmelse at alt ikke var så fredeligt for en gangs skyld, som han havde håbet lidt på. Fordi han orkede virkelig ikke ballade i dag. Dog, fandt han ud af at det ikke var ham, som det gik ud over, eller måske ville komme til at gå ud over, det kunne han ikke rigtig sige på forhånd. Fordi lidt længere henne, fik han øje på en ung kvinde, som blev holdt fast af to mænd. Helt ædru så de nu ikke helt ud til at være. Han lagde hovedet lidt på skrå og bed sig i læben. Han rystede lidt på hovedet, nogle gange kunne han godt blive sur på sit eget køn, fordi de til tider slet ikke havde respekt for kvinder, når de fik for meget at drikke, det kendte han godt til selv. Men, han kunne heller ikke bare lade dem være, fordi han var typen der hjalp dem som havde brug for det, han var jo tros alt halvt menneske, så noget godt, var der jo i ham.

Han han besluttede sig for at gå hen til dem. Da han var kommet et stykke, stoppede han op. Det lod ikke til at de to mænd havde fået øje på ham, selvom han stod ret tæt på dem. De var mere interesseret i kvinden, hvilket ikke var underligt, fordi hun så jo ikke værst ud. Han tog sin hånd op til munden og rømmede sig lidt, for at få deres opmærksomhed. Det virkede, selvom han kun fik den ene mands opmærksomhed, som puffede lidt til den anden. Så han fik begge to's opmærksomhed, så de lige et kort øjeblik lod kvinden være. "Kan du ikke se at vi er optaget, makker!?" snerrede den mand, som holdt fast på kvinden. Han var nok den, som så mest blank ud af de to mænd. Johnny nikkede lidt og smilede svagt. "Jo, det kan jeg skam godt se..Makker.. Men hun ligner ikke en som kan lide det. Så hvorfor ikke bare smutte, og gå ud og find nogle som er lav nok rang til at ville være sammen med sådan nogle feje mænd som jer, som er 2 mod 1" sagde Johnny, imens han stadig smilte svagt, men det var ret fornærmende alligevel.

Månen syntes at lyse scenariet op, men skyggerne omkring menneskerne bevægede sig, som ville de række op. Kvinden der stadig stod presset op af muren, havde klemt øjnene sammen, og vendt hovedet væk, som nægtede hun at se hvad der foregik. Mellem hendes let adskilte læber, kunne man høre hendes gispende åndedræt.

Hendes fingre var krummet sammen op af muren, og hele hendes krop var stiv og anspændt, som ville hun kunne presse sig ind i muren, og ud på den anden side, hvis hun pressede hårdt nok. Blæsten legede med hendes mørke hår, og dele af hendes hvide kjole var plettet af fugten, eller af mændendes beskidte fingre der havde efterladt mærker.

Den skaldedes stemme snerrede nogle ord ud, og selvom hun ikke hørte ordene, gav de hende stadig isninger langs rygraden. Det var ikke til at sige om hendes ansigt så skræmt, vredt eller irriteret ud, men der var ikke spor af en lykkelig tanke i hendes ansigt. Hele hendes krop rystede umærkeligt, men det var tydeligt at hun havde opgivet flugt.

En mandlig stemme svarede den skaldede, og denne gang lykkedes det hende at høre ordene. Hendes øjne gled uendeligt langsomt op, og de intense blå øjne søgte rundt, indtil de fangede ordenes indehaver. Først da gik det op for hende at mændenes greb var slækkedes en smule, da de havde rettet opmærksomheden imod den fremmede.

Hun bed tænderne hårdt sammen, og rev så til. Hendes arm slap ud af mændendes greb, og med det samme væltede hun forover. Begge mændene vendte sig overrasket om, men da havde hun allerede hevet sig op at stå, og var vaklet et par meter væk. Hun var nu kun omkring tre meter fra både mændene, men også fra den fremmede.

Johnny så noget overrasket til, imens denne kvinde fik hevet sig væk fra mændende. Hun var stadig, det kunne Johnny godt lide, det gjorde bare et eller andet ved en kvinde, når hun kunne være stædig, fordi så var der som regel også lidt drama. Han vendte dog sit blik og sine tanker fra kvinden, og over til mændende, da de rykkede sig lidt, efter at denne kvinde havde hevet sig væk. Måske overvejede de bare at skride, eller ville de virkelig kæmpe for at få fat i denne kvinde, når de sagtens bare kunne rende ud og finde en, som ikke var så stædig. Johnny gik lidt tættere på kvinden, men han stod stadig bag ved hende, på en lidt beskyttende måde. Mændende så lidt nervøse ud, selvom de langt fra var ædru, men måske var det på grund af hans størrelse, fordi Johnny var ret høj faktisk. Det kunne vel give ham et udtryk for at han kunne være farlig, men det var han kun i nødstilfælde. "Måske er det en god ide, at løbe jeres vej nu gutter, jeg vil nødig slå jer på siden af hovedet" sagde Johnny, stadig med et svagt smil på læben og løftede det ene øjenbryn, for ligesom at signalere at det ikke var for sjov.

Mændende svedte lidt, det kunne man lige se i det lys som gjorde at gaden og gyden ikke var alt for mørkt. Men nu var Johnnys syn, jo også en del bedre end normalt. I hvert fald bedre end et menneskes. Mændende så lidt på hinanden, inden de så fnyste lidt og bakkede væk fra kvinden og Johnny. Johnny blev alligevel stående ved kvinden, indtil mændende var et stykke henne. Inden Johnny så derefter lige gav kvinden et kort blik, for så at vende om på hælen og fortsatte ned af gaden. Han ville ikke selv virke for nærtagende på kvinden, når hun lige havde været ude for næsten at blive voldtaget. Han havde dog ikke kunnet se på kvinden, om hun var bange, efter at hun havde revet sig løs fra mændende. Måske var hun en af de kvinder, som lagde skjul på sådan noget, for ikke at vise at de var svage og ikke kunne klare sig selv. Men hvis Johnny ikke var kommet, så var hun nok blevet voldtaget eller slået ihjel måske, fordi mændende var så fulde.

Det elektriske, isblå blik flakkede forvirret omkring, og fangede med korte mellemrum både den fremmede, og mændene. Det mørke, bløde hår blafrede svagt i den blide brise, og fløj legesygt omkring hendes lyse ansigt. De dybrøde læber skiltes svagt, men den stille lyd der blev presset ud mellem disse, var ikke til at bestemme.

What just happened?

Det var ikke nervøsiteten der gav hende trangen til at flå hendes underlæbe op med tænderne, og det var heller ikke flygt der gav hendes slanke fingre en ubærlig lyst til at sno sit hår omkring sin ene finger. Hun syntes at fortabe sig i sin egen lille drømmeverden, imens mændene omkring hende fik talt færdigt, som interessede indholdet af samtalen hende ikke synderligt.

Men da hun endeligt vågnede op af sin mærkværdige døs, var de angribende mænd forsvundet, og hun nåede kun at få et enkelt glimt af den fremmedes sko, da han forsvandt bag et hjørne, og ude af syne for hendes vedkommende. Hendes ansigt udstrålede nærmest tvivl, og hendes intense øjne borede sig vej efter den fremmede. Skulle hun følge efter?

It would be the right thing to do ... Dammit.

Hun gled et stykke frem med et elegant benløft, og syntes så at give efter, og sætte i et halvtrav efter den fremmede. Hendes hår svingede bag hende, men hendes arme var krydset stramt over brystet som frøs hun, og det var tydeligt at lige netop dette gjorde det umådeligt svært for hende at holde balancen, hvilket hun ellers normalt syntes at være dygtig til.

Hun rundede hjørnet, og fangede ham næsten øjeblikkeligt med øjnene. Ubevidst gjorde hun et lille kast med håret, og løsnede armenes stramme greb, hvorefter hun løftede den ene af hænderne en smule op.

"Hey, you! Eh ... Wait a second ..."

Og netop da disse ord var sluppet ud af hendes mund, trådte hun endnu et langt skridt frem, og var dermed ikke mange meter fra den fremmede, hvorefter det ene ben syntes at sno sig om det andet, hvorefter hun fik overbalance, og styrtede imod jorden. Med et brag ramte hendes pande direkte ind i asfalten.

Et dybt suk undslap hendes læber, og hendes hånd landede på den våde asfalt med et hult klask.

"Good job Eve. You're on fire. This is why I just love high heels. Love them. Pain is so awesome."

Sarkasmen flød tykt fra hendes stemme, men alligevel lykkedes det hende at lyde overraskende munter. Hun fjernede et par hår, men blev alligevel liggende på den endnu drivende våde asfalt, og fik ødelagt sig tøj yderligere, som om det ikke længere betød noget.