The recon begins [Jack W.]

Dato: Torsdag d. 3. Maj
Tid: 01.15
Sted: Havnen, en af de mindre pæne gyder
Omgivelser: Det er sent, det er hverdag - få mennesker. En gyde med containere og affald fra de omkringhørende butikker.
Vejr: Koldt, små blæsende, få skyer på himlen, der blæser forbi.

En gammel plasticpose dansede rundt på den slidte, hullede asfalt. Den blev kastet med vinden, først den ene vej, hvorefter den blev kastet tilbage. Uden egen vilje fløj den doven rundt. Den svage knitrende lyd, da en fod trådte ned på den, og stoppede dens tilfældige færd rundt i gyden. Foden gav slip, førtes ligegyldigt videre med målrettede skridt. Foden tilhørte en ung herre i et par neutralt udseende cowboybukser og en sort jakke. Det pjuskede hår dansede ustyrligt på hans hoved, mens han med hænderne i lommerne travede ned af gyden. Her var ikke meget lys. En enkelt gadelampe kastede sit ensomme lys ud i starten af gyden og fik containerne og affaldet til at kaste lange skygger. Udover den svage dumpe lyd af fodtrin i bløde sko, var her stille.

Kaya kravlede langsomt, lydløst op på taget af en bygning, der udgjorde den ene mur af gyden. Hun var iført et par marineblå baggypants fyldt med lommer. På overkroppen var hun en mørkegrå tanktop med bokserryg, der dækkedes af hendes sorte, lidt løse uldjakke. Håret var sat op i en høj knold, væk fra ansigtet. På sig havde hun de to lange knive i holderen på ryggen under jakken, en kniv ved anklen og en pistol på hoften.
Knæene blev lagt sat i det hårde cementtag, da hun kom langt nok frem til, at hun kunne ses fra gaden. Hun var blevet bedre til at bevæge sig lydløst, efter hun havde mødt ham der i skoven. Han havde vidst, hvad han talte om, og hun gjorde nu brug af det. Hænderne afsøgte området foran hende for forhindringer, men fandt ingen. Samtidig med, at manden trådte ind i gyden, lå hun klar ved kantet af taget og skuede ned over gyden under hende.
Manden, som egentligt var et overnaturligt væsen, en dæmon, så uvidende ud. Kaya åndede let og for en gangs skyld, var det lykkedes hende at være lydløs. Så vidt hun vidste, havde han ikke opdaget noget. Det var heller ikke meningen, lige nu var det meningen, at hun skulle følge efter ham, lære hans vaner at kende, finde ud af, hvor han boede. Det var først senere, hun ville gøre opmærksom på sig selv, og hun ville - forhåbentlig - være det sidste han så.

Hun havde rost sig selv for tidligt. I det sidste ryk mod kanten af taget ramte hånden et løsrevet stykke cement, der skrabende blev trykket hen over taget med en lyd, der syntes at skrige i hendes øre. Trykket ned mod taget, lå hun helt stille, kun lige tittende ud over kanten, for at se, om væsnet havde hørt noget. Hvilket han øjensynligt ikke havde.


En rotte rodede i affaldet, lyden fangede hans opmærksomhed, og han stod stille en tid. Årvågen. Pustende sig op, gik han langsomt hen mod skraldet og sparkede til det. Forsigtig. Paranoid.
Rotten løb forskrækket væk derfra, og dæmonen åndede lettet ud. Vanddampene dansede om hans perfekte ansigt, før de blev opløst af nattens kulde.
Kaya gjorde sig mentale noter om holding, kropssprog og hastigheden af hans reaktioner. Ikke overraskende, var han hurtigere end noget menneske kunne gøre sig forhåbninger om nogensinde at blive.

Posen dansede videre bag ham i sin endeløse færden.

Taget, som den unge, kvindelige jæger var kravlet op på, var en af de mere højtliggende huse. Under det lå lavere bygninger, som tagpladerne fra den høje bygning ragede ud over.
Under en af disse tagplader lå en anden jæger. Oppefra, hvor den kvinden befandt sig, var jægeren usynlig, og grundet skyggen, som tagpladen forærede ham, kunne han næsten umuligt spottes fra jorden.

Denne jæger var Jack, frygtet og berygtet og lige nu mest af alt - pisse sur. Dette var fjerde nat på en uge, hvor Jack havde befundet sig på havnen i Werclare for at holde øje med den ungt udseende dæmon, der nu endelig havde bevæget sig hen til dét sted hvor Jack på nuværende tidspunkt havde ventet i godt og vel en time.
Han hadede Werclare. Man kunne jo ikke bevæge sig rundt uden, at hver tredje skikkelse man passerede var enten en hund, en spidstand, eller dét der var værre. Og det var ikke de smarte abominationer der bevægede sig ud på den ildelugtende havn en torsdag nat - næh nej, det var de snotdumme dæmoner som knejten med det pjuskede hår. Det var jo næsten for let det her.

Havde Jack været mindre opmærksom på sin egen elendighed og dæmonen på jorden, der nu sparkede til en uskyldig gnaver som en anden tosse - havde han måske hørt kvinden der var ved at lægge sig til rette stort set oven over ham, men det var han ikke. Ikke før en skrabende lyd af sten mod cement brød stilheden der lå i det høje luftlag.

Hele den gamle jægers krop stivnede, da hans sind sprang i beredskab, og hans hånd fløj mod skeden, der gemte en lang, skinnende jagtkniv af sølv der hang i et våbenbælte. Han havde allerede konstateret at hans pistol ikke ville nytte noget, hvis endnu en dæmon havde lagt sig i baghold på taget over ham.

Langsomt, og så lydløst som en kat, kravlede han ud under det beskyttende halvtag. Han holdt sig i skyggerne, men som hans hovede bevægede sig op over tagpladen, var han godt klar over at han ikke kunne gøre andet end at gøre sig klar på kamp hvis han blev opdaget.
Til sin store overraskelse var det ikke en stor, grim kal uden sjæl der stod på taget over ham, men tværtimod en ung pige, der kiggede rundt for at se, om nogen havde opdaget hendes rabalder. Et øjeblik stod Jack halvt lammet af overraskelse, men netop som han skulle til at kaste sig tilbage i skyggerne, mødte kvindens søgende blik hans overraskede øjne under de rynkede, undrende bryn.

Skuende ud over tagets kant, forsøgte hun at opfange, hvorvidt dæmonen havde opdaget hende, eller om han uheldigvis ikke var alene. Men at et hoved skulle titte op fra tagpladen under hende, havde hun ikke forventet. Det gamle, slidte ansigt, der nu så op på hende med overraskede øjne, blev mødt af et blik, der så lige så overrasket ud. Den ene hånd røg fra kanten af taget til hendes lænd, klar til at trække det forsølvede våben, men hun tøvede. Hun kunne ikke mindes at have set et væsen af så gammelt udseende, de så jo for pokker alle lige unge ud. Tilfældet kunne være, at han ikke var et væsen, men et helt almindeligt menneske. Måske en hjemløs, der bare havde brug for et sted at sove, hvor vind og vejr ikke fangede ham i hans søvn. Men der var noget årvågent over de klare stålgrå øjne.. Og han blev bare stående der, han sprang ikke frem med det samme for at angribe.
Igen blev Kaya klar i hoved, og så på ham med selvsikre øjne gennem mørket, med et kast med hoved forsøgte hun at gøre ham opmærksom på, at han skulle se at komme væk.

Samtidig trådte to sæt nye fødder ind i gyden. Disse sæt fødder tilhørte ligeledes to ungt udseende mænd, disse lidt mere beskidte i tøjet, end den første, der allerede var der. Dæmonen så op og nikkede kort til dem, tydeligvis genkendende.

"You're late!"

Hvislede han til de to unge mænd, der hastigt skyndte sig helt hen til ham.

"Sorry! We had to make sure, we weren't followed."

Lød et hæst svar fra den ene lave, bredskuldrede fyr. Den anden, af et lidt mere spinkelt udseende, nikkede ivrigt ved siden af.

"Yes.. Whatever.. 'You have is or not?"

En neutralt udseende kuvert blev hastigt taget ud af lommen og overrakt til den første mand.

Kaya forsøgte at følge med med et øje på dem fremmede mand under hende, og det andet på de tre fyre ned i gyden. Et frustreret ansigtsudtryk blev sat op, da hun havde svært ved at holde fuld fokus på begge dele samtidig.

"You better leave, find another place to sleep. Go, now."

Hviskede hun lavmælt til manden, der stod næsten lige under hende, med småirriteret stemmen. Hun troede tydeligvis at dette var et almindeligt uvidende menneske, der stod under hende, og stemmen fulgte også derefter. Den var ikke direkte uhøflig, men der var noget sigende i stemmen, der fortalte, at dette ikke var det bedste sted at være lige nu.
Igen et hovedkast i retning væk fra gyden.

Som lynhurtigt, målrettede pile skød Jacks stålgrå øjne ned mod jorden, hvor han hørte lyden af flere par fødder end blot de to, der tilhørte den unge rotte-sparker. Så kiggede han tilbage til den næsvise, unge pige der forsøgte at smide ham væk, som om han var en anden vagabond.

Han fnøs af hende, og svarede med samme lavmeldte, irritable hvislen som hun selv havde budt ham: "I think 'ya should be the one to follow that advice, missy!"
Han kiggede hende direkte i øjnene. De stålgrå øjne var stålsatte og truende. Endnu engang skævede han mod jorden, for at følge udviklingen blandt de nytilkomne. De rakte dæmonen en kuvert - en kuvert, som han uden tvivl måtte finde ud af hvad indeholdt. Det var vigtigt at det blev gjort lynhurtigt og uden at vække opsigt, og derfor var det til hans største irritation at der stod endnu en dum unge i vejen for ham. Det måtte være en aura der befandt sig over Werclare, som han af en eller anden årsag havde været dum nok til at placere sig selv midt i.. Hvorfor, hvorfor kunne han ikke bare tage sig af rige dæmoner på La Sunisha?

Men så var det som om der pludseligt gik et lys op for Jack, da han så hvordan den unge piges blik på samme måde som hans eget, konstant skiftede mellem at observere væsnerne på jorden og så at kigge næsvist tilbage på ham.
Hendes varsomme blik, og hendes hånd, der lå afventende ved hendes lænd, som om hun ventede på at trække et skjult våben. Var splejsen foran ham en jæger?
Han hævede hovedet yderligere et par centimeter, nærmest for at puste sig op.. Og for at have bedre mulighed for at kravle op på taget, hvis det skulle blive nødvendigt.

"Oh no. Oh no, no, no, no, pickles. Those three are mine! You just go back to wherever you came from, and let somebody with a bit of experience handle this."

På jorden stod de to jægeres fælles mål og vejede kuverten i hånden, med et vurderende blik. "Is this it? I am not sure you understood my order correctly. I asked for ten grant. This does not feel like ten." sagde han, med et ansigtsudtryk der var så fornærmet, at det lignede at han havde lugtet til noget fælt. Den spinkle, nytilkomne mand mumlede noget, som selv Jacks trænede øre ikke kunne opfange.
Jack kiggede mod jorden, tydeligtvis irriteret over at han ikke kunne koncentrere sig om hvad der foregik på jorden.

Kaya hævede et øjenbryn, lidt overrasket over at få sådan en kommentar tilbage i hoved. Et næsten overbærende blik sås i hendes øjne.

"Ohh.. Imma be the one stayin' here. You know nothin' about this. As I said; leave, Old pecker."

Stemmen var stadig lav, kun høj nok til at manden under hende kunne høre ham.
Blikket fulgte nysgerrigt den halvfyldte kuvert, der skiftede hænder. Det så for hemmeligt ud til bare at være ligegyldigt. Det måtte undersøges - endnu en mental note.
Det så næsten komisk ud, som hans blik skiftede, som en eller anden tegnefilmsfigur, men det var ikke en tanke, hun lod blive i hoved længe. Den blev hurtigt afløst, da han udbrød ordene. Så han var også jæger. Suk..

"Forget it. They're mine! You better get those old, wobbly legs moving. I know what I'm doing."

Han skulle ikke tage hendes mål fra hende. Han havde med garanti bevidst rigeligt i sit liv, hun havde stadig brug for øvelsen og beviset overfor Procella. Han kunne da lige så godt side derhjemme med en plaid over benene. Tanken om, at han alligevel kunne en del, siden han var så gammel, lå dog i baghoved og rodede. Men for pokker, den gamle krop kunne vel ikke meget længere? Det krævede jo en god fysik det her, og den blev jo ikke bedre med alderen.
Blikket flyttedes igen til de tre væsner nede i gyden. Penge.. Skuffende.. Det var jo ikke noget særligt. Hvilken årsag, der var til den gæld, var en anden side af sagen.

Jack stønnede opgivende og himlede med øjnene. Kunne denne aften blive meget bedre? "I ain't had nottin' but bad times since I got back to this bloody island, and now this?!"
Han sendte pigen et strengt blik. "You have got to be kidding me!"

Nede på jorden blev de tre væsner en smule mere oprørske. Det var tydeligt at der begyndte at foregå noget dernede. De stod og hviskede og tiskede længe. Jack anstrængte sig for at høre efter, men pigen foran ham havde travlt med at forsvare sig. "Shush girl!" tyssede han. "If ya had any idea what'cha were doing, you wouldn't even be interfering with another hunters work. I've been on this case for over a week, no way in hell you're stealing stil one from - " Jack vrissede, med en stadigt stigende irritation i stemmen, men stoppede sin talestrøm da situationen på jorden udviklede sig.

Pludselig udbrød den tidligst ankomne dæmon; "Do you have any idea how hard souls are to come around these days, you fucker? I bet you, they're worth more that what you have there!"

"Son of a bitch.." bandede Jack næsten lydløst, og skældte i tankerne sig selv ud for at blive for optaget af sit møgfald til at holde tankerne klare og på jagten. Han var sgu næsten som en hormonel kvinde på sine seneste dage, kunne ikke holde sit sind koncentreret i mere end.. Jack rystede sig selv ud af sin tankestrøm, og skævede konstant fra den kvindelige jæger til dæmonerne på jorden. Hver gang jægerens blik faldt på kvinden virkede det til at blive mere og mere irriteret.
"I knew it! It's the souls" sagde han i et tonefald, hvor han næsten kunne have slået sig selv for panden. "There's no way I'm leaving this one to a wee trainee like you."

Lige siden solen var gået ned havde Wil gennemsøgt byen for en bestemt fært og endelig havde hun fundet den. Efter den informant der havde siddet på jack det meste af dagen havde givet hende besked om at han havde forladt sin lejlighed havde resten af natten været helliget jagten på jægeren. Hun havde folk der kunne have jagtet ham lige så godt som hende selv, men hun vidste at han var enormt dygtig så hellere holde dem uden for farezonen. Det var ikke kun af bekymring for deres velbefindende hun holdt dem væk, men lige så meget fordi han højest sandsynligt ville stille en del spørgsmål hvis han fangede en fotograf i fuld gang med at forevige Jack hvert eneste skridt for eftertiden. Så hellere selv sørge for det og vide at der ikke slap noget information ud.

Til aftenens anledning havde noget semi-permanent hårfarve sørget for at give hendes normalt kraftige røde hår en dyb brun farve og klædt i en tyk mørkeblå sweater og et par løse jeans var hun så godt som usynlig i mørket og så tilmed næsten androgyn ud i det løse tøj. På afstand kunne hun ligne en ranglet dreng. Som altid var hendes skridt lydløse og hendes bevægelser langsomme og katteagtige, for enhver nybegynder i kunsten at forblive uset vidste at med pludselige bevægelser var du ikke mere usynlig end et stoplys. Alle sanser arbejdede på maksimum og mens hun bevægede sig igennem altid mørke Werclare sørgede hun hele tiden for at gå i modvind så hendes lugt ikke ville afsløre hende før hun selv nåede jægeren. Muligvis var hans lugtesans langt dårligere end væsners, men hun tog ingen chancer.

Som hun nærmede sig havnen blev hans specifikke lugt langt sværere at skelne fra de andre som kraftigere, ikke-menneskelige lugte trængte sig ind på hende, men hun fortsatte stadigt, lettere tøvende, fremad. Som hun nærmede sig endnu en af de mange famøse gyder som Werclare var i besiddelse af blev lugten pludselig tydelig igen sammen med lugten af endnu et menneske.. var det parfume?
Hun krydsede over i den anden side af gaden, ind af en lille sidegade knap mere end 1.5 meter bred så hun nåede en anden gade der løb parallelt med den gyde hvor Jack burde befinde sig i. Derovre fik hun vinden til at ændre retning så hun stadigt ville være på den rigtige side af vinden når hun nåede jack. Da hun nåede den næste sidevej der gik tilbage til den vej hvor hun var kommet fra skyndte hun sig igennem den, over vejen og i ly af en brandtrappe kravlede hun hele vejen op til taget.

Kameraet der var blevet skubben om på hendes ryg under turen op på taget fandt hun nu frem og slog nattesynet til. Kameraet var tydeligvis ikke en amatørs og så ud til at være helt nyt, men vampyren virkede til at vide præcis hvad man skulle trykke på.
Hun havde ikke regnet med at Jack og et eller andet pigebarn stod og skændtes ovre på det andet tag. Tydeligvis var de meget, meget uenige om noget der foregik nede i den gyde som de blev ved med at skæve ned i. Ude af stand til at kunne modstå sådan en fristelse og kravlede langsomt hen til kanten af taget hvor hun i ly af en skorsten kunne få taget de billeder som hun skulle af de to på taget, og så også lige få knipset et par af skænderiet i gyden. Med et skævt grin trak hun kameraet lidt tilbage så hun var helt dækket af skorstenen og gjorde sig i stedet umage for at lytte efter hvad der skete.

((så meget tekst, nå.. jeg håber i kan bruge det ;) ))

Kaya trak lydløst vejret dybt ind, det eneste bevis var, at brystkassen hævede sig tydeligt. Hun pustede langsomt ud gennem sammenbidte tænder. Han irriterede hende. Han behøvede ikke det her - det gjorde hun - og hun skulle nok få ordnet det, det var hun overbevist om.

I en tør stemme kastede hun et svar tilbage i hoved på ham.

"I wouldn't say I'm interfering with an old man, whom nothing can with those old legs."

Hun havde svært ved at tro, at han kunne noget. Han var jo så gammel i forhold til en jægers normale levealder, og hun havde aldrig mødt en før, der var så gammel.

Hun sank. Selvfølgelig var det sjæle. Penge var sådan en lille ting i deres verden, det havde undret hende, hvorfor det havde været sådan en sølle ting som penge. Hun nikkede for sig selv uden at sige noget. Hånden lå nu en smule mere afslappet på lænden, men den havde ikke fjernet sig. Ikke sluppet grebet. Hun skulle være på vagt, selvom hun ikke regnede med noget, det havde hun lært. Selv på et rekognoscering som denne, kørte tankerne gennem hoved på hende. Huskede sig selv på, hvad hun havde lært af Procella, forsøgte ikke at udelade noget. Det var hendes måde at overleve på, indtil det lå på rygraden.

"I am no "wee trainee". You may know how to kill them, but I know how it works with souls. I know about this, leave it to me. Find a bloodsucker to play with."

Hvislede hun tilbage til ham. Nok var hun en 'trainee', men det behøvede han ikke at vide. Og dette emne var udpenslet i Desmonds bog. Det var vel beskrevet, hun forstod det, og vidste det. Nok var det første gang, hvis sjælen rent faktisk nåede at blive bundet til dæmonen, men hun var sikker på, at hun kunne finde ud af det.

Et vindstød blæste i hendes retning, og hendes uparfumerede lugt blev sendt bagud. Parfume havde for kraftig en lugt, til at hun ville tage det på til sådan noget her. En tanke boblede i hendes baghoved, noget underbevidst fortalte hende, at vinden meget pludseligt havde skiftet retning, og en undrende rynke trådte frem mellem hendes øjenbryn.

"You know about this?"
Den gamle jægers mimik afslørede tydeligt at han måtte behærske sig for ikke at grine højlydt.
"Let me tell ya something, missy. I was on my first soul-stealer hunt, when you were still running around in a jumper and shitting yourself!"
Jack forholdt sig stadig skjult af skyggerne og halvtaget, men som diskussions-niveauet steg, blev hans positur mere og mere truende og hans stemme mere og mere irritabel.
"And while we're at it. If you had just a wee bit o' sense in that pretty lil' head of yours, or just a few years o' experience on your spine, you'd know that an old pecker like me only survive because I eat little shits like you for breakfast, before I move on to doin' what I do better than any of you silly, lil' organised hunters with your silly lil' hunting-groups.. I hunt. Without getting killed. That's more than you idiots with your groups and systems can brag 'bout, from the grave. Now, if you would be so kind as to get off of my goddamn hunt!"
Efter sin lange, pauseløse talestrøm, tog jægeren en grådig men lydløs indånding. Det var ikke just let at bevise en pointe, når man var nødt til at holde sin stemme lav nok til at den ikke ville nå jorden.
Normalt hidsede manden sig sjældent op, men det dårlige vejr, den kradsende lugt af fisk og det faktum at der stod en pige, der endnu havde hvalpe-fedt, og kritiserede ham på grund af hans alder, var en farlig cocktail der fik hans pis i kog som intet andet.

Jack, der endnu stirrede udfordrende på den lille pige, lagde mærke til den pludselige ændring i hendes mimik, der skiftede fra trodsig til undrende, og han kunne også hurtigt mærke hvorfor. Vinden havde skiftet retning.. Ikke usædvanligt for vejret på en havn, men stadig i på en pludselig nok manér til at det var mistænksomt.
"Did ya feel that?" hviskede han, og kiggede sig mistænksomt over skulderen - i den komplet modsatte retning af den spidstandede vind-skifters placering.
Men jægeren kom straks på andre tanker, da han igen vendte blikket mod gyden. I skænderiets hede havde de to jægere glemt en lille bitte detalje..... At holde øje med dæmonerne. Dette betød at de tre dæmoner nu var forsvundet fuldstændigt ude af syne, uden at Jack havde set hvilken retning de var gået.
Hans blik gennemsøgte desperat området efter det mindste form for prej om hvilken retning de var forsvundet i, men det var forsent.
Nu sprang han pludseligt op fra sit skjulested, i sin fulde højde, og gjorde ikke noget for at skjule hvem hans vrede var rettet imod, mens han udbrød: "Are you fucking kidding me?! Great.. This is great!"

Mens de to jægere kiggede sig om og havde ansigtet rettet imod skorstenen der skjulte Wil for nysgerrige blikke, fik hun et par gode billeder af begges ansigter og ganske tilfreds med høsten trak hun sig igen tilbage mens hun bare brugte sine ører til at høre så meget som overhovedet muligt.
Dæmonerne var smuttet og jægerene havde endeligt indset det at dømme efter Jacks hidsige udbrud. Hun kunne på en måde godt se det fra hans synspunkt, her kom der en eller anden newbie, hvilket hun tydeligvis var, og blandede sig i hans jagt og prøvede at snubbe hans bytte. Det var en situation som var helt ukendt for vampyren, hendes jagt havde bare et lidt andet formål.

Sandt at sige var hun overrasket over deres mindre professionelle opførsel. Ja, en newbie var ikke sjov at have i hælene når man jagtede folk som dæmoner, men at begynde at skændes om dem havde næppe været det rigtige at gøre.. en midlertidig alliance ville kunne gøre det.. For de to ville det kunne have virket tilfredsstillende, for en vampyr ville det bare have betydet at den ene alliancen sluttede så snart byttet var nedlagt og så ville i hvert fald et hoved komme til at rulle..

Hun tog hurtigt et par billeder da han stod op, trak sig om bag skorstenen og sørgede for at holde sig på mærkerne. Hun vidste trods alt heller ikke hvor dæmonerne var forsvundet hen og de ville nok være mindre glade hvis de havde opdaget at deres lille møde var blevet foreviget. Hun havde set de to gå den ene vej og deres "dealer" gå den anden vej, men begge kunne have sneget sig op på hustoppene hvis de troede at de så noget. På trods af hendes gode lugtesans ville hun ikke kunne nå at få færten hvis de prøvede at snige sig ind på hende nu hvor hun havde vendt vinden så ingen fik færten af hende.. med mindre de var bag hende. Wil kvalte et suk, satte et knæ ned på taget prøvede at lytte endnu bedre efter end hun havde gjort før. Hun skulle ikke blive set.

Kaya lignede mest af alt én, der var blevet slået i ansigtet. Ansigtet var forvredet i en positur, der fortalte, at hun godt vidste, at hun havde bevæget sig ind på hans territorium og trods sin dybe uforskammethed havde tabt stort. Det lignede ikke hende at være direkte uforskammet og taktløs, men hun havde været så opsat på at få den her. Bare denne ene sejr. Tanken havde været, at han havde haft rigeligt med sejre, hvor hun endnu var så ung i faget, at det var lidt af en mangelvare.
Hun lod ham tale ud, og lignede nu en, der faktisk manglede ord.

"I.. I have violated your boundaries, I see that. I.. Should not have. But you, as a skilled hunter, have the victories on your side. I, as a new hunter, lack of such victories. And therefore I think you should let this fall in to my, in fact, acceptably skilled hands."

Med hans ord om hans dygtighed havde hun faktisk mistet lysten til at tale ned til ham. Hvis han bare mindede den mindste smule om Procella, ville hun blive straffet for det her. På den ene eller anden måde. Skuldrene faldt sammen med lysten til at smide eder i hoved på ham.

Men de blev igen spændt med vindpustet, dog af årvågenhed og ikke af vrede. Hun nikkede som svar og spejdede ud over hustagene. Dette var højst besynderligt, det vidste hun, og derfor var hun igen på vagt. Men hun kunne intet finde, og hende opmærksomhed var hurtigt bragt tilbage til Jack ved hans vrede udbrud. Hendes blik fulgte hans, og hun så hvorfor denne pludselige vrede var kommet til udtryk. De var væk, og hun havde ingen idé om, hvorhen.

Også hun sprang op fra hvor hun havde ligget på hustaget over ham. I forsvarsposition.

"Hey! This was not my fault! Or.. Not all my fault. It's yours as well. But they can be found again, don't worry! I'm a skilled tracker."

En urolighed gled ind over hende, men det så ikke ud til, at han havde tænkt sig at sprænge på hende, og dog hun kunne hun heller ikke få sig selv til at slappe af. Og hvad var det egentligt, der var sket med dét skift af vindretningen? Blikket flakkede nu mellem Jack og hendes egen ryg, der skulle ikke komme nogen og snige sig ind på hende bagfra.