The hunt begins...

Tid:18.00
Dato: 14. November
Dag: lørdag
Sted: MIdt inde i skoven
Vejr: Overskyet, ingen sol..!
Årstid: Efterår
Omgivelser: Træer, træer og dyb stilhed


Silvia trak vejert lidt tungt før hun insatet sine tænder i den unge hals igen. Silvia havde endelig fået fat på nået blod, offert havde været en uheldig hundeejer som var kommet forbi, en lidt ældre mand i sine tidlige 30`er, i god form, hunden havde forladt sin ejer hurtigt da den først så det sultende bli kfra den unge varmpyr kvinde. Silvia bed ldit hårdere og drak lidt mere, hun bekymrede sig egntlig ikke om hendes trøje, læderjakek eller jeans ville blive fyldt med blod, hun kunne jo bare vente et par time og snige sig tilbage til villaen, men nu pressede hun blot den halvdøde mand op imod det gamle træ og drak vidre.

P: Ava
våb: Sine sædvanlige pistoler og sværdet på ryggen. Samt en flaske vievand, kniv til dræbning af dæmoner og en lille pose med forskellige små ting i. Alt dækket af jakken

Trako klatrede op i et af træerne. Han var blevet opmærksom på noget fremmeds tilstedeværelse da han havde set og hørt hunden. Han var et dyremenneske så kunne hurtigt se på den at den var bange. Han spejede ud over skoven. Han kneb øjnene sammen til en smal sprække. Han kunne mære i kroppen at der var med en vampyr at gør her. Han så ned på jorden og så derefter på det nærmeste træ. Han sank en klump og hoppede så over i det. Han greb hurtigt fast i en gren og spejdede videre. Han så længere fremme en ung kvinde stå men en mand. Han lagde hurtigt mærke til blodet. Han forbandede sig selv over ikke at have medbragt sin nye armbrøst med specialt lavede vievandsbolte. Hans pistoler var til ingen hjælp her. Han sprang ned fra træet og stilte sig op af stammen

Silvia lod manden dumpe ned og slikkede sig omkring munden, hun åbnede hendes nu dybe mørke blå øjne og så ned af sig selv, kun henddes hvide trøje havde fået nogle blodstænk på sig, vis hun lukkede jakken helt kunne man ikke se det, og så behøves hun jo slet ikke og vente til mørket faldt helt på. Silvia kom med et tilfreds suk før hun løftede hoved og så hen imod Trako, hun havde just ikke set ham men kunne lugte ham, vievanden`s duft ramte også hendes næse hvilket blot betød at det var en jæger, og ikke en dårlig en siden hun ikke havde set ham endnu.

Trako holdte sit vejr. Han havde hørt liget falde til jorden. Han stak sin finger ind i munden og lod den kører lidt op i luften for at tjekke vindens retning. Han tog hurtigt sin hånd til sig. Hun havde med 100 procent allerede lugtet ham. Han stak sin hånd ind under jakken og tog sin flaske frem. Han bed proppen af og så ned på sin flaske med vievand. Han smilte ondt. Snart ville verden have et monster mindre

"hmp..sådan en skam for dig..bare at afslutte jobbet uden sjov..", kom silvia`s overaskende roglige stemme, hendes mørkeblå øjnek unne skimtes i det blodrøde, nærmest brunrøde pandehår. Hun gik rogligt imod ham og stoppede cirka 6 meter væk og betragtede ham kort, hun havde set et par jæger før, men hun havde aldrig selv været målet..det opstemmede blot hendes nyskerig mere.

Trako så koldt mod hende "Du har intet andet formål end blot at dø" hvæsede han ondt "Om jeg så skal jage dig og din slags til verden ende så er det det jeg må gøre" Han trådte hen mod hende med et mistænktsomt blik. Han skulede ud mod alle nærliggende træer. Han prøvede at udregne alle mulige strategier hun kunne vælge at bruge mod ham

"hmp..jeg er modstander af vold..", hun løftede sit hoved og så ind i hans øjne, han kunne tydligt se at hendes øjne ikke var dyriske som de ældre varmpyre"..jeg har ingengang fyldt 300 endnu..jeg har ikke tænkt mig at opgive livet på grund af min race`s dårlige medlemmer...vis du opservere på manden, er han ikke død..", sagde hun imens hun blot gik rogligt imod ham, hendes øjne aldrig fjernet fra hans.

Trako fnøs "Du er intet andet end som resten af ding slags. Og selvom du måske ikke er det nu så bliver du det en dag. En ting som jeg ikke kan lade ske" Trako begyndte at gå mod siden med øjnene hvilende på hende. Alle vampyrer var ens i hans øjne. All lige morderiske og alle lige snedige. Men han var snedigere

Silvia lod ham blot komme nærmere og da der blot var en meter i mellem dem rakte hun ned og tog omkring hans hånd. Hendes egen hånd var underlight nok blød og varm, men det var fordi at den havde været begravet i nakken på den unge mand i 3 timer. Hun førte hans hånd op på sin kolde kind og så ind i hans øjne med hendes lysende af nyskerighed"..så slå mig..så hårdt du kan..siden jeg nu er så ond"

Trako så koldt på hende "som du ønsker" hvæsede han gav hende en skalle. Han vidste godt at dette langtfra var nok til at give hende skader, men han skulle også bare have lidt mere afstand. Hun var snedigere end han havde troet. Ikke bare ligesom den anden hidsige vampyr han havde mødt på stranden som bare havde faret lige på

Silvia smilede lidt til sig selv, det havde i hvertfald fået hendes blod til at løbe i hoved. "de er da en mand som bruger hoved", sagde hun i en tone som tyde på at hun blot morede sig over ham. Egntlig holdte Silvia ham bare for nar, at gøre ham sur fik ham til at glemme omkring sit vievand der neptop nu næsten var blevet til en isklump i flasken eftersom Silvia havde udnyttet sine talenter med is til at fryse det dødbringende vand.

Trako så irriteret på hende og begyndte at bakke tilbage mod træet. Hun var alt for tæt på. En plan begyndte at forme sig i sit hovede. Eller bare en ide. En ide der måske ville virke men spørgsmålet var om det var for sent til den tid. Han skulede ned til sin flaske. Han var rent fysisk vampyrer underlegen så det var svært at bare flå den ud af hendes greb

Silvia fulgte ham blot med lette skridt indtil han stod med ryggen imod stammen, hvilket fik hende til at smile lidt mere. "Har du fundet på nået endnu?..tiden render ud..", sagde hun imens jorden omkring hendes fødder begyndte at fryse, samtigdet med at stammen bag ham blev koldere.

Trako så koldt på hende og pressede sin ryg ind mod træet. Han sprang op med benéne og satte af mod hende med en voldsom kraft. Han ville ikke kunne klare sig i tæt kamp mod en vampyr det vidste han efter alt. Men han var som altid en fighter. Han gav ikke op

Silvia fastholdte øjenkontakten under hele forløbet, og lod ham enda ramme ind i hende. De rulede et par gange før hun ændte med ham over sig, hendes hår liggende i et rod under hende og det røde pandehår skubbet imod højre, hun trak vejert lidt hårdt siden at det var kommet hårdere ind hun havde forventet og lod sine øjne betragtede hans ansigt for nogen former af føelser hun kunne trykke på.

Trako smed flasken fra sig. Vievandet var frosset og dermed ubrugeligt. Han så med en skælvende kæbe på hende og sammen knebne øjne. Han skulede ud mod siderne og fik øje på en nogenlunde spids kæp. Han skulede tilbage mod hende. Han ville ikke kunne nå den uden at flytte sig. Den eneste chance han havde for at dræbe hende nu var en pæl gennem hjertet. Han rullede ned fra hende og greb kæppen og satte sig på hug og så afventende hen mod hende

Silvia blev liggende i et godt stykke tid, hun satte sig derefter langsomt op så håret dækkede hendes ansigt og faldte omkring hendes overkrop om bag fra ryggen"..de er virkelig en voldig mand..", hun havde hele tiden holdt håndfladerne imod jorden, da hun løftede dem fugle to stykker af jord som var spidse som knive, frosset helt til og formet af is.

Trako klukkede koldt "Der er jo nogle der skal forsvare pathetiske kvinder som jer" Han smilte hånligt og hævede pælen. Han så irriteret på de må isknive på hendes håndflader. Trako kneb koldt øjnene sammen. Hun var virkelig god til det med is. Han smilte koldt. Nogle få istapper skulle ikke stoppe ham

Silvia Rejste sig op i sin fulde højde og betragtede ham med de mørkeblå øjne, men i stedet for at se vred ud smilede hun blot, han var da meget underholdne, i hvertfald af en jægere at være, i det minste snakkede ham. "hm, for en som hader varmpyre så meget, nyder de virkelig det her gør de ikke?..er det spænningen ved at jage pælen i hjertet?". Hun gav ham ikke tid til at svare før hun smaderede de to istykker imod hinadnden, men splitrene faldt ikke til jorden, nej de hang omkring hende og samlede sig til omkring 30 små knive, sylespise i solid sten forstærket af isen.

Trako så med store øjne på is splinterne "Pokkers" mumlede han irriteret og rullede om bag et træ som han satte sig i skjul bag. Hvis han bare kunne nå hen til sin jeep en kilometer eller to væk så ville hans nye armbrøst snildt kunne hjælpe ham med at nakke hende. For med denne pind ville han ikke komme langt

//totaltt wanna be Van Helsing xD//

//xD//


Silvia lage hånden imod jorden igen så jorden under Trako frøs, samtigdet med træet. Nogle trykke og solide isstolper snoede sig omkring ham fra jorden og træet af siden begge indeholdte vand hun kunne fryse og tage kontrol over. Silvia gik rogligt over den frosne jord, rundt om træet og så ned på ham, hun vrikkede træpælen ud af hans hånd, smed den på jorden og lod 3 af isknivende bore sig ind i den så den blev spilettet i 4.

Trako så koldt op på hende. Han var på røven nu. Det havde han jo faktisk været længe. Han vred sig kort. Han måtte aflede hende så han kunne få skudt dem op med en af sine pistoler eller måske at han bare kunne få skåret dem over med hans kniv selvom de sikkert var for tykke. Han bed sig kort i læben og udstødte et kort støn efterfulgt af et grin "Det må jeg sige. Har du overvejet at lave en isfabrik" sagde han med et hånligt smíl. Hans blik var fyldt med foragt, had, vrede men bag alt det skjulte sig frygt og sorg. Det viste sig dog knapt nok. Men alligevel. Han sagde altid han ikke frygtede døden, men nu indså han at han ik var klar til at sige farvel

Silvia knælede(staves), ved ham imens de skarpe isknive skinnede farligt i månelyset, hun kunne jage dem alle ind i hans hoved lige nu vis hun ønskede, men i stedet kunne hun jo drage nytte af sorgen hun opfattede i hans øjne og få lidt underholding. Isen frøs hans arme og hænder til, så var hans våben i hvertfald sikret. Hun tog et fast greb omkring hans hage med sin hånd og vendte hoved op imod sig selv før hun smilede lidt"..hvorfor så sorgfuld?..sig ikke at de har et hjerte..", hendes ansigt var få cencimeter fra hans og hendes blå øjne så ind i hans"..svar klogt og jeg gør dig måske til en af os.."

"selfølgelig har jeg et hjerte. Det er jo det der skelner mig ud fra dyr som dig. Det der giver mig forstand. Forstår du, alt er meget smukker med et hjerte. Og meget smukkere når man er dødelig. Man lever i nuet, nyder alt man ser og dufter. Alt føles skønnere fordi man ved at man måske aldrig ser det igen" hvæsede han men knækkede over i en normal stemme. Han skulede koldt til hende

"hm...ja..det er jo sandt nok", sagde hun og fjernede ikke øjne fra hans blik"..jeg ville ønske jeg selv kunne nyde tinge som jeg gjorde dengang...men sådan er tinge jo ikke..desuden..min gamle onkel vil dø uden mig, så jeg kan jo ikke bare forlade denne verden bare fordi en dum lille mand syndes jeg ikke er smuk", sagde hun uden at smile.