Favors Owed, Favors Asked - Wil Og Izriel (Add on Procella))

Dato:15 Juli 2012
Tid: 23:25
Vejr: Skyer dækker for solens sidste lys, men luften er stadigt trykkende varm.
Sted: Foran Izriels lejlighed.
Omgivelser: Ingen mennesker i opgangen, men folk i gaderne og på stranden, primært unge.

Hun var stået op flere timer før solen var gået ned, ude af stand til at falde til ro. Den beslutning hun havde taget ville ikke lade hende i ro, Procella ville blive rasende hvis hun fandt ud af det, men når hun arbejdede for en der ville udrydde en højtstående jæger som godt nok ikke var direkte forbundet til Procella efter hendes vidende, så ville hun ikke spores. Det ville ikke bare sætte hende i fare, men også hendes arbejdsgiver og hendes tosse af en ”ven”, McClain. Det pigebarn havde ikke brug for flere problemer end hun allerede skabte for sig selv, så hun så ikke andre tilfredsstillende muligheder end at bede om endnu en tjeneste.

I takt med at solen gik ned blev hun mere og mere urolig og selv ikke hendes sædvanlige metoder kunne få hende til at køle ned. Flere gange forsøgte hun at spille på nogen af de mange instrumenter, erhvervet i tidens løb, men irriteret på sig selv måtte hun stoppe da hun blev ved med at glemme noderne. Tid sidst endte hun med bare at sidde og stirre på uret ved hendes sengekant. Så snart viserne nåede 23 nærmest sprang hun op fra sengen, hev en kort læder jakke over skulderen og løb foroverbøjet ud til sin bil. Det prikkede ubehageligt i hendes krop da hun nåede bilen de få meter senere, men var næsten lettet. I det mindste gav smerten hende noget andet at tænke på.

De UV-tætte vinduer sørgede for at de få glimt af lys der nåede ned under træerne ikke generede hende mens hun speedede op på vej ind imod La Sunisha. Et kort øjeblik overvejede hun at sætte gps'en fast i et fly til Hviderusland, en underholdene tanke da hun ikke var i tvivl om at Procella som før ville smide hvad hun havde i hænderne og styrte efter sin vampyr. Sekundet efter mindede hun sig selv om fordelen ved at kunne forsvinde når hun ville og indtil da holde gode miner til slet spil. Hun kunne trist nok godt lide Procella, det måtte være verdens værste joke, vampyren og jægeren der prøvede at være venner, men at være under opsyn konstant var ikke noget hun kunne forlige sig med og da slet ikke med den mængde af dødstrusler hun modtog fra jægeren.

Og nu stod hun her, midt i La Sunisha havde hun ellers stoppet op da en bølge af tvivl om det rimeligt risikable træk hun var i gang med overvældede hende. I mere end end ti minutter stirrede hun tomt ind af det samme butiksvindue mens tankerne føg rundt inde i hendes hoved. Tilsidst satte hun i en hurtig gang og lod bilen stå hvor den stod. Det ville alligevel ikke være forsvarligt at tage den med hele vejen hen til englen. Bare det at hun frivilligt skulle til at besøge en gammel engel ville hun ikke have overvejet for bare to måneder siden, men Izriel var pludselig dukket op og havde krævet den tjeneste tilbagebetalt som hun havde skyldt i omkring 150 år.

Tjenesten var blevet betalt og nu ville hun så sætte sig i gæld til selvsamme engel igen. Alle de tæv hun havde fået siden hun landede på øerne måtte virkeligt have banket et eller andet løs derinde. At frivilligt sætte sig i gæld til en engel... Der var virkeligt et eller andet galt med hende.
Med et tungt suk løftede hun sin knyttede hånd og bankede tavst på døren, håbede næsten at der ikke var nogen hjemme. Wil begravede begge hænder dybt i jakkens lommer og så op på døren med intense grønne øjne som om hun ved at stirre nok på den kunne få den til at forblive lukket. Et eller andet sted vidste hun godt at hun ikke var heldig nok til bare at kunne gå med undskyldningen 'hun var jo ikke hjemme' til at retfærdiggøre det overfor sig selv.
Vampyren rettede ryggen en sidste gang mens hun trådte et skridt tilbage og ventede på at døren åbnede sig så hun ville stå ansigt til ansigt med englen endnu en gang.

Izriel havde tilbragt det meste af dagen med ihærdigt at tage noget sol på den store altan, der mest af alt mindede om en terrasse, men uheldigvis for den utålmodige engel skulle der umenneskelige mængder af solskin til, før at hun ville få den mindste gyldne glød, på trods af hendes ellers sorte hår.
Da hendes æske turkish delight der ellers trofast havde fulgt hende ud i solens hede, til sidst måtte give op og melde sig som en smeltet lun sukkermasse, havde hun ligeledes kastet håndklædet i ringen og var gået indenfor med en god bog og et langt karbad, men eftersom vandet langsomt men sikkert blev koldt og kedeligt havde hun overgivet sig og hoppet i et hverdags-outfit som bestod af et par sorte stramtsiddende jeans og en hvid tanktop der hårdnakket konkurerede med den lyse hud.
Det lange sorte hår hang løst og let bølget ned ad ryggen på hende, som hun sank ned på sofaen for kort efter at blive fanget af den bankende lyd.
De isblå øjne skulede ondsindet imod døren, men der gik ikke længe inden hun for hen til døren og indædt stirrede ind i dørspionen. Sidst nogle havde besøgt hende, havde det været en ret uduelig Helias der behøvede hjælp, og nu stod vampyren på hendes dørtærskel og ønskede et eller andet. Overraskelsen havde været ret tydelig hvis Izriel gennem mange år ikke havde lært at tage en ulæselig maske på. Vampyren måtte være ret desperat siden hun besluttede sig at dukke op, især efter hun havde indkasseret sin tjeneste hos selvsamme udøde der nu viste sig.

Kort lod hun blikket hvile på det dekorative bord i hjørnet ved siden af døren, skuffen indeholdt ikke nok med en pistol ligeledes vievand, stakes, et helligt symbol eller to, bare i tilfælde af, at det blev nødvendigt.
Alligevel åbnede englen langsomt døren og skulede lunefuldt på pigen foran hende. til forskel fra andre udødelige var Wilith blot en pige, selvom blikket i hendes øjne vidnede om et ualmindeligt langt liv, og dyb erfaring, som de færreste fik på blot én livstid.
Izriel rømmede sig kort og hævede så et øjenbryn. På trods af, at hun for vampyren ville dufte som en dessertsnack viste den sorthårrede engel ikke et mindste tegn for panik, hun var udemærket klar over, at vampyren ikke ville være i stand til at træde ind i hendes hjem, uden hendes accept.

"Wilith. What a surprice! What brings you here, hm?"

Stemmen var sukkersød men skræmmende ironisk, udtrykket hos englen lyste desuden af afsky, på trods af at hende og Wilith før i tiden havde været bundet af hinandens tjenester var hun stadig ikke andet end et rovdyr på vej efter det næste menneskes blod.
Izriel satte roligt den ene hånd i siden og vippede diskret med skuldrene, vingerne var gemt væk, men den provokerende nagen forsvandt aldrig, uanset hvad hun gjorde.

Den lunkne velkomst hun fik var ikke overraskende. Hun havde ikke forventet af englen, de omgikkes kun hinanden hvis der var noget de ville have ud af det, og denne gang var ingen undtagelse. For at sikre sig at hendes forholdsvis fredelige agenda blev forstået trak hun hænderne op ad lommen og holdt dem op foran sig. Overfor den gamle bekendte sprang en smule irsk accent ind i hendes sprog.
” 'm sorry to disturb ya, but i have a problem, and you can help. Can i come in or should we find another place to talk?”
Englens duft var lokkende, men hun var ikke så fristet som hun normalt ville have været nu hvor en hvis mængde af nervøsitet fyldte hendes krop. Wiliths stemme var en smule mere forjaget og hendes udtryk indikerede at hun ikke var i humør til at lege, hverken med maden eller nogen anden.
"Is that... Turkish delight i smell?"
Et øjeblik så hun sært på englen, da hun opfangede en sød duft inde fra lejligheden. Hun genkendte duften fra de gange hun gik ture ned igennem gaderne hvor mange mellemøstlige butikker havde adresse. Hun rykkede sig selv ud af sine tanker og lod slik være slik.

” 'm not here to hurt ya or anybody else, I ate before I left home, if you were wondering... but i think i need you're help once again.”
Wilith følte sig helt syg indeni da de sidste ord slap ud, og følte en overvældene lyst til at vende sig fra døråbningen og skynde sig ned af trappen igen. Dette her ville aldrig komme til at tælle som et af hendes stolteste øjeblikke.
Utilfredst lagde hun armene over kors og så med en næsten perfekt imitation af englens ansigtsudtryk. Ingen af de to så specielt henrykte ud over at mødes igen og for en tilfældig udenforstående lignede de mest af alt to der prøvede at udstå hinandens selskab efter et voldsomt skænderi.

Hun så englen direkte i øjnene, men kunne ikke holde det, ikke med rastløshed og en god portion irritation over sit eget tåbelige påfund. Ikke bare havde denne engel fået hende til at tage nogle billeder der godt kunne komme til at koste hende dyrt, og nu ville hun så sætte sig i gæld igen. Det måtte være århundrederne der var begyndt at sætte sig.
Med en god portion viljestyrke måtte hun forhindre sig selv i at begyndte at trave rundt i gangen og så i stedet igen ind i englens øjne.
"If i felt i had a choice i would've taken it. None of us enjoy the others company and that probably not gonna change in the next couple of hundred years."

Englen gav et anstrengt suk fra sig som vampyren pludselig slog over i irsk accent, hun hadede det, det løs som om at man var ved at kløjs i et eller andet mens man ikke rigtigt kunne formulere sig ordentligt, men Wilith havde gjort det de fleste gange at de to have talt sammen, om det var nervøsitet eller bare fordi begge væsener emmede af tid kunne hun ikke rigtigt sætte fingeren på.
Izriel lod vægten glide over på det ene ben mens hun korslagde armene i en tænkende mine. Når hun stod sådan så hun skræmmende veltrænet ud i forhold til den generelle spinkle engel som man oftest så dem, men hun havde altid gjort sig i at holde sig i så god form som hun nu engang kunne, især med sin naturlige ulempe ved sine spinkle knogler.

Kort skød tungespidsen ud mellem læberne og fugtede dem kort mens hun overvejende så på Wilith, mest af alt lignede det egentligt, at englen betragtede vampyren som et kommende måltid, og ikke omvendt, men kort efter Wiliths udtale brød et glubsk ulvesmil ud på englens læber efterfulgt af en kort latter. Vampyrens forslag lod til at hue hende gevaldigt, og tjenester kunne man ikke få for mange af, slet ikke på fjendens linjer.

"Well well well. I'm not afraid to discuss business Wilith. You know that! Just remember the rules. I wouldn't wait a heartbeat to pierce you with a stake if you as much as think of dessert!"

Det overlegne smil passede egentligt ikke til englens udtalelse, men det indikerede, at hun mente hvert et ord hun sagde. I en langsom bevægelse trådte englen væk fra døren og åbnede den indbydende imod Wilith, inden hun nikkede langsomt med hovedet.

"If you understand that you may enter!"

Brummede hun så henslængt, takket være Izriels alder var hun udemærket klar over, at hun til hver en tid kunne få vampyren til at forlade hjemmet, det krævede bare, at man vidste hvordan det skulle gøres.
Englen viste roligt vej til stuen som egentligt var sygeligt pompøs. Mange besøgende ville føle at de trådte ind i en udstillingslejlighed, men Izriel kunne lide det sådan. De store vinduer vendte imod havet der roligt brusede i baggrunden og lyset var dæmpet til en bahagelig styrke.

Da vampyren nævnte æsken med Turkish Delight var det dog nærmest som om englen fik stød, i en småfornærmet bevægelse lagde hun hurtigt låget på den højrøde æske og skubbede den længere ned på sofabordet inden hun gav et næsten uhørligt støn fra sig. Folk behøvede ikke at kende til hendes ufatteligt usunde vaner, og slet ikke folk som Wilith.

"Yes.. It is! How do you know anyway, aren't you just supposed to have interest in peoples bloodtypes hm?"

Englen rømmede sig diskret og prøvede hurtigst muligt at undgå emnet, det var udelukkende takket være hendes englegener at hun ikke var blevet smældfed, ikke engang hendes ihærdige træning ville være i stand til at redde hende fra de ustyrlige mængder sukker, en køn læge måtte man nok sige.

"So, what's your problem anyway?"

Skyndte hun sig så, inden hun slog armen ud imod den ene sofa som gestus til Wilith om at sætte sig ned, på den måde slap hun måde for slik-snakken og ligeledes fik hun placeret vampyren et sted, hvor hun følte at hun havde styr på hende. Det ville for eksempel være katastrofalt hvis hun skulle komme i en uheldig vinkel og se den anden æske af det søde sukkersnask der før på dagen var smeltet til ukendelighed, og som englen desperat havde prøvet at redde, ved at stille på granit-køkkenbordet til afkøling.

”If i've had a penny for every time i've been threatened with a stake... Yes yes, I'll keep my teeth to myself.”
Med en fornærmet skulen imod englen satte hun forsigtigt foden ned på dørtrinnet, og da der ikke skete noget fortsatte hun ind i lejligheden. Den magiske sikkerhed som de besjælede væsner var i besidelse af var en umådeligt irriterende detalje hun skulle overkomme hver gang hun havde omgang med mennesker og at udgive sig for at være pizzabud var bare ikke sjovt i længden...

Der var ubehageligt hvidt da hun nåede stuen og en pludselig frygt for at vælte noget slog ind. Nu vidste hun hvordan Procella havde haft det med hendes hus i Irland, men i det mindste havde der da været farver der. Hun begyndte at gå over imod midten af stuen hvor de tunge hvide sofaer var placeret. Forsigtigt satte hun den ene fod foran den anden i en næsten lige linje fra der hvor hun var trådt ind i stuen. Englens tilstedeværelse, grunden til hendes besøg og rummets overpompøse indretning blandet med manglen på farver fik hende til at være ganske utilpas.

Wil kunne ikke lade være med at bemærke det lille sæt det gav i englen da hun nævnte duften af tyrkish delight og måtte skjule et grin over reaktionen.
”Ya forget i was human once, we didn't have turkish delight back then of course, but i still enjoy the smell of human food.”
Vampyren trak på skuldrene mens hun forsigtigt satte sig på yderkanten af sofaen og lænede sig lidt mere tilbage i de kridhvide møbler, stadig overdrevent varsomt for ikke at sætte pletter på stoffet med hendes malingsplettede bukser.
”And it was a long time ago when i found my prefered blood type... Human food still continues to develop, so it is therefore more interesting”

”My problem is a hunter who apperantly likes me, which is far worse than it sounds. The embarrassing truth is that she has placed a gps in my skull, and you can get it out. The gps could easily become your problem too if ya want my help with Wicked in the future.”
I sit ubehag over de hvide møbler fik hun flyttet sig mere ind på midten af sofaen og da hun så op igen fik hun øje på en åben dør ud til endnu et hvidt rum der så ud til at være køkkenet.. var der da ikke andet end hvidt og sort her?

Den sorthårrede engel kunne ikke lade være med at rulle med øjnene og komme med en småirriteret strubelyd, hvorfor hun overhovedet følte sig truet af vampyren var et mysterie, men det var bedre at være på dupperne end at lade en grim overraskelse overkomme en.

"Yea, and if I should give a penny every time i threatend vampires I would be ruined!"

Englen kunne ikke lade være med at grine skælmsk, men vendte så opmærksomheden imod Wilith som hun sank ned i den hvide sofa med sine beskidte bukser. Et skarpt blik rettet imod det fine stof sagde det hele, men hun blev hurtigt enig med sig selv om at klappe i og ikke nævne de plettede bukser, det var trods alt hende selv der havde bedt vampyren om at sætte sig. I en glidende bevægelse satte hun sig selv i sofaen overfor. Langsomt åbnede hun munden for at byde kvinden et eller andet at spise, men klappede hurtigt tænderne sammen med et mindre smæld, da hun netop selv kom ind på emnet med menneskemad.
Izriel kunne ikke lade være med at se forbavset ud, de få vampyrer hun havde snakket med gennem tiden havde for længst fortrængt glæderne ved den varierede kost de dødelige kunne fortære, egentligt måtte det være skrækkeligt kedeligt, altid at æde det samme.
Englen slog tankerne ud af hovedet og begyndte at koncentrere sig om vampyrens problem, et slet skjult smil var næsten ikke til at undgå da hun hørte, hvordan en hunter havde formået at gøre Wilith til et kæledyr. Det måtte være en med en fandens erfaring, Wil var trods alt ved at være halvgammel, og ikke så ung og dum som første gang hende og Izriel havde mødtes.

"Oh please, do tell, how did this 'hunter' manage that? I'm really interested!"

Izriel løftede øjenbrynene og lod stilheden tale for sig selv i få sekundter inden hun lænede sig tilbage i de bløde puder og så væsentligt mere overvejende på vampyren. Hun havde ret, desuden var det slet ikke et spor dårligt kort at have på hånden med en tjeneste fra en vampyr og Wilith havde vidst fået møvet sig ind nogle fornuftige steder gennem tiden, det var det gode ved den slags bekendtskaber, de blev bedre med årene og så længe at hun ikke gik på killing spree kunne Izriel godt leve med det.

"Do you know where this chip is placed? Otherwise I might need a x-ray of your skull, and I really don't like to drag undeads into the hospital. No offence!"

Englens stemme var overvejende som hun begyndte at betragte pigen overfor hende med en spigerende interesse.

Hun prøvede at skjule et smil da englens blik gik fra hendes bukser til det fine stof på sofaen, men besluttede sig ligesom Izriel for ikke at sige noget, selvom et smil der sagde det hele langsomt voksede frem.
”The food when i was alive was good, but i would like to taste some of todays food... I've heard alot about the pizza, how does it taste?”
Nysgerrigheden stod skrevet med store bogstaver i hendes ansigt, det var som et barn der ventede på at få en fødselsdagsgave, efter at have ventet hvad der føltes som en evighed. For engle og alle andre ikke-vampyrer ville det spørgsmål være som at spørge et af nutidens vestlige børn hvad et fjernsyn var.

Hun vred sig på sofaen, uvillig over at skulle fortælle den noget ydmygende historie, men eftersom hun havde indset at hun slet ikke var i en position til at forhandle, begyndte hun tøvende at fortælle, fast besluttet på at gøre det så udetaljeret som muligt.
”It sounds ridiculous now that i've had time to go through the details, but i was trying to stop a water sprout. I've gotten stronger since then, but at that point i had several holy bullets in me and the magic i performed almost drained me of... well all my juice. The hunter knew she had a go for it, and put the chip in my head. The end.”

Da hun var færdig med at snakke besluttede hun sig for at være nådig overfor Izriels tydeligvis dyre møbler og gik i stedet over til et af vinduerne som hun lænede sig op ad. En lille rød plet sad tilbage der hvor hendes knæ havde været placeret, men hun forsøgte at lade være med at se det, måske ville englen så heller ikke lægge mærke til det.

”No not precisely, i was trying not to move because of the the stake in my head and the one by my heart. ”
Wils stemme var nu tydeligt misfornøjet, men det forsvandt hurtigt da hun mindede sig selv om at Izriel faktisk prøvede og at hun ikke var lige så meget en røv som Cleon havde været.
”None taken. About the hospital, 'm not gonna eat anyone, but i see the problem.”
Det var åbenlyst nok hvorfor udøde ikke var det bedste at have på et hospital, med alt det blod og alle de forsvarsløse mennesker, og Wil ville heller ikke kunne påstå ikke at blive fristet af blodet. Alligevel ville Wil holde fast på at hun havde ændret sig meget siden den gang de mødte sig første gang, dengang i 1800 tallet, og at hun nu var mere end istand til at kontrollere sig, selv med så mange muligheder for frisk føde.
"You could just shoot me if i start eating the patients? But no wooden bullets."
Wil lød overraskende hverdagsagtig som om hun bare forslog en ny måde at løse en ligning på.

Izriel så sig vantro omkring i lejligheden. Én ting var at wilith pludselig havde dukket op i hendes lejlighed. Vampyren hun aldrig havde regnet med at se igen efter deres tjenester var blevet udlignet, men at hun skulle sidde og diskutere nutidens fødevarer med selvsamme person få uger senere var ikke rigtigt til at tro.

"Pizza.. Pizza is, surprisingly good. Afterall the Italiens haven't really done anything good since the pasta!"

Englen rynkede langsomt brynene og skævede ud imod køkkenet som ganske rigtigt ligeledes var indrettet i sorte og hvide farver, vampyren syntes ikke rigtigt at finde sig til rette i omgivelserne hvilket egentligt undrede hende lidt. Enkelte steder var der indrettet med røde detaljer, hvilket da var rigeligt, det skulle nødigt gå hen og blive spraglet. Igen fik Wilith revet hende ud af sine indretningstanker, med sin lille historie der fik englen til at nikke indforstået.
På trods af at den slags normalt ville have frydet Izriel udover alle grænser var der ikke så meget som en minimal trækning at ane på det porcelænsagtige ansigt, tværtimod tænkte hun på, hvilken type hunter der var i stand til at få en halvgammel vampyr ned med nakken, og hvis Wilith vidste hvem denne person var, hvorfor hun ikke havde aflivet vedkommende endnu.

"I'm wondering. Why does this hunter have that kind of interest in you? That's almost as sick as a vampire plaing with its prey!"

Izriels blik slog direkte ned på malerpletten der var havnet i hendes møbler, et øjeblik slog hendes øjne nærmest lyn, men det tog hende ikke længe at vende opmærksomheden fra det. Igen gled den tænksomme mine over englens ansigt inden hun rejste sig med et sæt fra sofaen og skævede til tanktoppen hun havde på, med vilje var det meste af hendes tøj med en dyb udskæring i ryggen, det var et ualmindeligt utal af normalt tøj hun gennem tiden havde ødelagt grundet vingerne, og man blev klog af skade.

"I hope that was a joke Wilith. I'm a 'doctor'. I can't run around shooting people at the hospital even if they feel hungry for a little, helpless, sick snack!"

Knurrede hun så utilfredst. En af de sorte lokker der hang ned foran hendes ansigt blev overvejende pustet til siden. Det ville nok ende som et lidt for voldsomt blodbad hvis hun skulle til at skrælle huden af vampyrens kranie for at finde en lille dims, på trods af, at Izriel var tæt på hellere at ville lege gemmeleg med den såkaldte gps, end at slæbe Wilith med til et tagselvbord af syge og døende mennesker.

"How big is this GPS?"

Spurgte hun så og hævede igen brynene imod vampyren, måske kunne hun være heldig at mærke sig frem, såfremt den sad på ydersiden af kraniet.

”It's hard to explain. Our paths seems to have crossed before, and i think she finds me a bit interesting... but if it ain't that, i have no idea.”
Det var ikke helt sandt, for det var ikke Procella der havde ønsket hende i live. Søsteren Micha var den eneste grund til at hun var i live, men det var ikke noget hun på nogen måde ønskede at bringe på bane her. Izriel og hendes forhold, hvis de overhovedet havde et eksisterede kun fordi at de kunne være af nytte til hinanden, så det var ikke fornuftigt at bringe så følsomme oplysninger på bane.

Lynene der stod fra Izriels øjne ignorerede Wil fuldstændig, hun var jo blevet bedt om at sætte sig ned. Indeni grinede hun lidt, men fandt det ikke klogt at grine af skaden som hendes plettede bukser havde forvoldt lige over for Izriel. I stedet begyndte hun at gå rundt og pille ved glas vaserne, eller var det skulpturer på de små borde ved siden af sofaen. De så ud som om de var lavet af luft der havde fået fast form. Wil så op igen, med en af glas-vaserne i hænderne.
”Guess you can't.. well then.. we'll just have to do it without. Just dont poke my brain, it won't like it.”
Wil sendte Izriel et svagt smil, nervøsiteten var tydelig i hendes ansigt. At ligge sig under kniven for en engel var en af de værste ideer hun nogensinde havde fået, og det sagde ikke så lidt! Det toppede selv at bruge en elver som juice box og fremmane en skypumbe og en tornado... Ingen af de tre endte særligt godt for hende.
”I've been looking it up, and i fear that she used one that is not much bigger than the head of a match. She diden't give me the name of the firm who made it, sorry.”

Forsigtigt satte hun vasen ned og stirrede koncentreret på den som om at hun ved at holde øjenkontakt kunne få den til at stille sig ordentligt ned på bordet. Vampyren løftede øjnene til Izriel igen, og havde et beslutsomt drag om munden. De kunne lige s godt få dette her overstået. Når Izriel ikke ville tage hende ind på hospitalet, så måtte de vel gøre noget andet. Personeligt var Wil ligeglad om det blev her, et forladt pakhus eller på et hospital bare den møgchip kom ud. ”How do you wanna do this? It will get pretty messy..”
Hun kørte de blege fingre igennem sit hår, en ting som hun kun gjorde når hun var nervøs eller presset og så afventende op englen. det var op til hende, eftersom det trods alt var hende der skulle til at skære i hendes hovedbund.

Izriel løftede uimponeret det ene øjenbryn og trak så let på smilebåndet, inden hun skævede imod Wilith der lignede en der var faret vild i den store lejlighed.

"Well, that sounds like a pretty unhealthy relationship you got there!"

Brummede hun så, inden hun skævede imod badeværelset, som lå ved siden af køkkenet og var udført i nogenlunde samme stil som resten af lejligheden. Så nikkede hun bestemt og gik over imod en skuffe der befandt sig i den hvide kommode i rummet. I en hurtig bevægelse trak hun skuffen ud og efter at have rodet samtlige førstehjælpsredskaber igennem trak hun en lille vakumpakket pose op, som indeholdt hvad der mest af alt lignede et basis operationskit. Blandt andet indeholdt det skalpel, klemmer, pincetter og dets lige. Englen lyste op i et smil og gik så mod badeværelset.

"This should do the trick!"

Konstanterede hun hurtigt, inden hun placerede posen på den brede vask, inden hun gik ud imod vampyren igen.

"Luckily the bathroom is easy to clean. You can basicly take a bloodbath out there, and it wouldn't leave a stain!"

Der gik ikke længe inden englen ligeledes havde hentet en stol, som ikke så lige så dyr ud som de andre, som hun fik placeret ved siden af vasken, hvorefter hun vinkede vampyren ud på det sterilt udseende badeværelse.

"It's allmost perfect, the light is great and your kind dosen't suffer from infections and stuff like that, so no worries!"

I en håndevending fik hun bredt et hvidt viskestykke ud som hun placerede de drabeligt udseende indtrumenter på inden hun trak et par letexhandsker på og så forventningfuldt på vampyren.

"Please, sit!"

"You dont say! I cannot count how many bullets she's put in me since we met.."
Med en uvillig mine fulgte hun englen ud på det kliniske badeværelse, endnu mere utilpas end før. Nu hvor hun kunne se Izriel gør sig klar med skalpellerne var det endnu mere fristende at spæne ud af døren uden at se sig tilbage, men hun blev stående hvor hun stod.

Alligevel besluttede hun sig hurtigt for at hvis der gik et eller andet galt så ville hun skyde alt skylden på Izriel. Den tanke muntrede vampyren en smule op, selvom grinet blev mere stift da hun begyndte at tale om blodbad, infektioner og det forsvandt helt da doktor Hellig her bad hende om ikke at bekymre sig. Det var som et bede en sømand der skulle kølhales om ikke at ramme de skarpe muslinger under skibet.

"Don't worry? Don't worry!? You're about to cut into my skalp, lassie, and you are tellin' me not to worry!?"
Det fik hende om muligt til at se endnu mere uvillig ud som hun med en forsigtig trippen tog plads i stolen, med hænderne knyttet på de beskidte bukser. Uden at lade blikket vige en eneste gang fra væggen forsøgte hun at forberede sig på at blive skåret i. Trist nok virkede det sjældent at forberede sig på sådan noget, så hvis bare Izriel ville komme i gang.

"Right then, lets do this..."
Hun greb fat om stolens kant så hun ikke ved et uheld kom til at kværke englen eller endnu værre tiltrække sig menneskernes opmærksomhed ved at skrige. I stedet kunne hun så pille stolen fra hinanden lidt af gangen.

Izriel tappede utålmodigt fingerspidserne imod bordpladen mens hun ventede på Wilith. Inde i hovedet gennemgik hun hvordan det ville være lettest at finde chippen uden at skulle forvolde vampyren alt for meget skade, måske var det i virkeligheden bedst at tage et våben med?
Langsomt bøjede hun sig og trak en af de blanke skuffer ud, hvor hun skimtede grebet på en mindre pistol, så skubbede hun den i igen. Egentlig var hun blevet ret paranoid på sine ældre dage, problematikken var bare, at hun ikke kunne huske hvilke kugler pistolen indeholdt, og hun havde ikke i sinde at flagre med håndvåben foran snuden på wil, der nok var nervøs i forvejen.

"Lassie? seriously Wilith, I have cut creatures open before you even were alive! Spare me your humor!"

Brummede hun med en bidsk mine til Wiliths lille udbrud, så slemt kunne det sgu ikke værre, Izriel havde set vampyrer overleve de mest vanvittige ting, så et lille snit skulle da ikke være til at skabe sig over.
Da wilith tog plads kiggede englen tænksomt på håret, det ville nok være lettere hvis man klippede hende skaldet først, men det ville vampyren nok ikke være så skrækkeligt glad for.

"Would you mind if we shaved your hair?"

Spurgte englen så til sidst, inden hun fandt to latexhandsker frem, som hun tog på, og systematisk begyndte at mærke Wilith i hovedbunden.

"Oh, please tell me if you feel anything that might be the G... Nevermind, I think i got it!"

Englen lod forsigtigt to fingre løbe henover den lille forhøjning lige bag det ene øre, det var i hvert fald ikke noget fra menneskekroppen selv, det var sikkert. I en rask bevægelse tippede hun håret til siden, så skilningen lå lige henover den lille forhøjning, inden hun tog fat om en skalpel.

"You ready?"

"Thanks, that makes me so much more comfortable."
Bed hun tilbage. Det var ikke nogen overraskelse at en engel der tog job som læge havde en hvis del erfaring med at skære i folk, men det var nogen som hun ikke lige have tænkt på før hun kom herhen. Det gav dog god mening. Hun havde da også selv lært en smule om de forskellige racers anatomi i løbet af hendes 300 år, men hvis man havde haft mere end 500 år og en god portion krigsfanger så kunne man opbygge sig en betragtelig ekspertise.
Wil lagde ikke mærke til den skuffe Izriel åbnede og lukkede meget hurtigt, hun havde travlt med at studere de metal-tingester der skulle til at skære i hende.

"Nah, it'll grow back, and even if you make me bald i've had worse hairdos."
Med et gys mindedes hun 1700 tallets forkærlighed for højt hår. Da hun endelig havde nok kontrol var frisyrerne på deres højdepunkt, bogstaveligt talt, og døråbninger begyndte at blive et stort problem for damerne.
Gwyn havde tvunget hende til at have en på og det havde været de værste timer i hele det århundrede, hvis man så bort fra hendes død. Hun var dog heldigere end de fleste andre, for lus bed ikke rigtigt på hende, modsat de fine menneskedamer. Det eneste sjove havde været at se dem prøve at udholde kløen under de timelange selskaber.

En smule oplivet af Izriels udbrud greb hun bedre fat om stolen og sad helt stille med hovedet der hvor det var blevet tippet hen. Ulig mennesker og flere af de andre racer kunne vampyrer sidde fuldkommen stille uden at bevæge en muskel da de hverken behøve trække vejret eller lave nogle af de små bevægelser som mennesker normalt lavede selv når de prøvede at sidde stille.
"No, but lets get started."
Wil bed tænderne sammen med et ondt blik på badeværelses væggen som om at det var dens skyld at hun sad her.

Izriel så overrasket på vampyren da hun teknisk set lod hende klippe hende skaldet. Englen lyste kortvarrigt op til et stort smil, inden hun med en sort tush der lå på bordet ved siden af alle redskaberne, som hun slog et lille kryds med i Wiliths hovedbund, hvor GPS'en var til at mærke. Få øjeblikke senere havde hun hentet en saks og en engangsshaver, inden hun vippede godt tre fjerdedele af Wiliths hår over på den fredede side, inden hun klippede godt en fjerdedel af Wiliths hår kort, til et fint sidecut som hun efterfølgende barberede fuldkommen glat. Dernæst satte hun resten af håret op med en elastik, så det ikke kom i vejen.

"Okay, I can feel it under your skin, it shouldn't be that hard!"

Mumlede hun mens hun trak i et par rene handsker, og kort efter greb en skalpel som hun hvilede imod den nøgne nybarberede hud, for kort efter at lave et forholdsvist kort men ret præcist snit. huden blev stædigt holdt åben af et tang-lignende instrument mens Izriel greb ud efter pincetten der lå klar sammen med de andre redskaber.

"Well, this is a piece of cak...."

Englens bløde ord forstummede ret pludseligt med en undrende undertone, lige som hun skulle til at gribe om den lille dims, smuttede den nærmest indunder huden og forsvandt fra det ellers helt lige snit.

"What the..?"

Prøvende løftede hun op i den ene fold af huden mens hun undrende kiggede efter chippen men uden held.

"It's allmost like it.. moved. It didn't slip, it fucking moved!"

Tonen i englens stemme blev en kende mere gnaven, som hun med de efterhånden småblodige handsker famlede i den generelle retning af chippen, for kort efter at finde den lille forhøjning omkring ti centimeter fra det første snit.

"Ah, I found it again!"

Det med at få håret klippet af var ikke noget wil var udpræget begejstret for, men det var nødvendigt lige denne her gang, hvor nødvendigt kunne man så diskutere. Sidste gang hun havde så noget nær så kort hår havde hun udgivet sig for at være dreng under anden verdenskrig. At være meddeler var både belejligt og nemt. Der var nem adgang til tyske patruljer når hun var nær fronten og med hendes vampyr hastighed havde givet hende masser af tid til at spise.

Wil var lige ved at være lettet over hendes en smule opmuntrende ord, men skar ansigt da skalpellen begyndte at skære. Hvis det blev ved på denne måde, var det måske ikke slemt, nåede hun at tænke da Izriels kom med sit udbrud. Håbet om en hurtig operation brast med det samme og stædigt så hun på væggen mens hun kæmpede imod impulsen til at gribe fat i englen og smide ind i hendes forbandede sort-hvide væg.

"Is it...? it ain't out, is it?"
I sit stille sind forbandede hun Procella til en anden galakse, mens hun langsomt begyndte at lave tandstikker af stolen. Det var typisk hende at det ikke ville komme ud, eller at den guløjede kælling havde sørget for at give dem en ekstra udfordring hvis de nu skulle finde på at prøve at fiske gps'en ud. Når hun engang afslørede hvad hun havde gjort ville hun sørge for at sætte chippen på et fly sit sibirien fyldt med dæmoner. Hvordan hun fik placeret dæmonerne i flyet var så spørgsmålet.

"Just GET IT OUT!"
Hendes stemme var en smule sløret da hun fik klemt sætningen ud igennem de sammenbidte tænder. Hjørnetænderne var blevet spidsere så snart Izriel begyndte at skære, og det grønne i hendes øjne var blevet sort. Den vedvarende smerte og irritationen over chippen fik hendes temperament til at slå gnister. Efter hendes elvertrip havde hun fået magien under kontrol så temperamentet var det eneste der lynede.

Izriel stirrede indædt ned i hovedskallen på Wilith mens hun tænkte så det knagede, at hun overhovedet levede i en verden der var udviklet så langt teknologisk var ved at vokse hende over hovedet. de første mange århundrede i hendes liv havde den teknologiske udvikling gået så langsomt, at det var til at følge med i. Men bare inden for de sidste hundrede år var det eksploderede med biler, fjernsyn, elektroniske apparater og små dimser der kunne klare alting for én, og nu stod hun med en GPS der kunn vandre. Hvad fanden var der gået af verdenen?

"No. It aint!"

Brummede hun så mindst lige så indædt som vampyren, inden hun greb hestehalen og klippede de resterende mængder af håret af, som faldt ned på gulvet i lange totter, selvom det gik ret hurtigt lod det heller ikke rigtigt til, at hun havde i sinde at lade Wilith protestere det mindste, hun havde selv givet Izriel lov.
Få øjeblikke var hun helt kronraget og Izriel stirrede bittert ned i hendes hovedskal.

"Okay, I'm trying again, but I might need more than one try!"

Hvidslede hun køligt inden hun endnu engang lagde et lille snit henover GPS'en, men med samme resultat som før, til trods for, at snittet var væsentligt længere denne gang.
I en nærmest hysterisk bevægelse lagde englen den efterhånden blodige skalpel fra sig, inden hun gloede ned på de to lange snit. det trøstede dog englen lidt, at Wilith var død i forvejen og derfor ikke kunne kradse af.

"This is not a normal chip Wilith! It moves! and I'm trying my very best!"

Forsikrede englen så, mens hun diskret skævede ned imod skuffen med pistolen, var der overhovedet ammunition i?

"Great... Now i don't have to worry about paying the hairdresser."
Med et surt blik på de faldende lokker lagde hun armene over kors og tænkte med længsel på hygge hjemme foran fjernsynet med sin blok. Mange af de unge tænkte at vampyrer var ude og dræbe de uskyldige hver nat, men efter et par hundrede år begyndte det at blive trivielt.

Ud af øjenkrogen så vampyrens sorte øjne på englen, men for alle andre end wil ville det være så godt som umuligt at sige hvor hun så hen, nu hvor selv det hvide var blevet sort. Siden Izriel jo nærmest var en olding i forhold til Wil ville hun vide hvad det betød når deres øjne skiftede farve og tænderne blev spidsere. Hos Wil var det en indikator for vrede og at hun følte sig truet, på den ene eller den anden måde. På nuværende tidspunkt var det primært vrede for hun så ingen grund til at føle sig truet for alvor.

"I really hope so, 'cause im not really enjoyin' myself here."
De sorte øjne fulgte englens ned til skuffen hvor hun kunne se noget metal og det tog ikke mange sekunder for hende at gætte sig frem til at det nok ikke var en stegepande. Hun mødte et øjeblik sine egne øjne i spejlet bag sig inden hun bevægede sig med den fart der var forbeholdt vampyrer og dæmoner da hun greb efter pistolen. Overraskende nok var hun ikke voldsomt tryg ved at englen havde en pistol som i princippet kunne være ladet med træ. Det ville være at overlade lidt for meget af nattens begivenheder til en af guds røvhuller.

"How very cute... don't you trust me?"
Wil forsøgte at se såret ud, men det lykkedes ikke rigtigt, og da slet ikke da hun lod magasinet dumpe ned i hendes hånd. Ganske rigtigt var det trækugler, og hun kunne mærke at hjørnetænderne voksede en smule igen da temperamentet flammede op igen. Selvfølgeligt var det trækugler, hun var aldrig heldig nok til at det var almindelige patroner eller at den ikke var ladt.
"Wooden bullets... I'll be taking those."
Hun lod dem forsvinde ind under tøjet og smed pistolen ind i stuen, så måtte englen løbe hvis hun fik brug for den. Behersket satte hun sig ned på stolen igen. De havde en aftale og den havde hun ikke i sinde at rode med, så længe at Izriel overholdt sin del skulle Wil nok også opføre sig ordentligt.
"Lets go again. I want it out, and im not gonna bite you, you're blood is not that tempting. I just want this blasted chip out of my skull!"

Englen skævede ned imod den skaldede vampyr med en overvejende mine, spørgsmålet var om det ikke bare ville være lettest at fjerne alt huden, eller i hvert fald delvist, så ville chippen i hvert fald ikke have nogen steder at stikke hen. Langsomt fugtede hun læberne inden hun skævede imod Wilith, det var ret tydeligt at hendes temperament sad lige under huden, Izriel havde takket være mange års erfaring lært at tage en maske på der ikke viste noget som helst, på trods af at hendes opmærksomhed dirrede og var parat til at Wilith skulle miste besindelsen.

"Nah, probably not!"

Svarede englen kortvarrigt inden Wilith for op som en trold af en æske og Izriel tog et voldsomt spring baglæns mens de store vinger bragede igennem huden. Et øjeblik udvidede englens aura sig voldsomt mens hun indædt stirrede på Wilith. Smerten det krævede at fremkalde vingerne rislede langsomt ned ad ryggen på englen, men blev bestemt fejet væk af et kort kast med hovedet.

"Seriously Wilith! What did you expect? That I'll let a vampire into my home and start a minor surgery, while I run around as a fucking snak on two legs, and trust that the little vampire can control itself? God! You forget what you are!"

Snappede hun bidsk ad vampyren, inden hun kort gennemgik de andre våben i huset, det som var nærmest var nok køkkenet, eller måske kommoden i stuen. Kort gned hun sig over øjnene mens hun så Wilith tage plads i stolen igen, hvis det var sådan det skulle være måtte det vel være sådan.

"Okay, here's what I'll do. I have to move all of your skalp, but it should be easy to heal up, I won't cut it off!"

Englen strakte diskret vingerne inden hun gav et lille suk fra sig, så tog hun tushen inden hun tegnede en langs streg ned bag om ørerne og omkring nakken, så huden let ville kunne vippes forover og man derved let ville kunne komme ind til hele kraniet

"You're an angel, for christ sake, use you 'holy-juice' if you're so freaking nervous, of cause that depends on if you have any."
Irriteret så Wil op på englen, der stadigt var en del højere end hende. De kulsorte øjne så direkte ind i Izriels blå inden de flyttede sig og virkede til at se interesseret på de gigantiske vinger. Det kunne være sjovt at have sådan nogen, selvom det ville være besværligt når hun fik vindene til at piske sig op. Så ville de være til mere besvær end hjælp.

Igen løftede hun hovedet og så med et skeptisk, løftet øjenbryn.
"No i don't. How could i? Every living thing is like a hamburger on freaking legs, if you don't count the doggies as living, 'cause they are disgusting!"
Hun rynkede på næsen og så ud til kun at have afsky tilovers overfor tanken om at drikke vovsernes blod. Det skulle eftersigende være glimrende til at skaffe sig en ganske menneskelig omgang dårlig mave, men med mindre man havde en voldsom lyst til at sidde over en spand de næste par timer så var det noget man skulle holde sig fra.
Hun var selv blevet fodret med det engang hvor Gwyn havde været muggen over at Wil havde snuppet hendes mad og det gjorde hun ikke igen. Hun havde hørt en mumle om at der var fordi at ingen kunne rumme begge virusser i kroppen på en gang, ikke at hun interesserede sig specielt for det, men det var rart at vide hvorfor man ikke skulle gumle på vovserne.

"You go, doc. I wan't this project done and im not gonna stop halfway because of a little pain."
Et bidsk smil fik vampyrens lange hugtænder til at blive helt synlige og hun lignede ikke sig selv længere nu hvor hun havde mistet det skulderlange krøllede hår, tænderne var kommet frem og øjnene var blevet sorte. Manglen på hår fik hende til at se endnu mindre ud end hun allerede var og havde det ikke været for hele vampyr-tingen havde hun lignet en pjusket fugleunge. I hendes baghoved var sårene allerede begyndt at hele og det gik hurtigt. Tydeligvis havde hun spist inden hun kom til englen.

Stædigt så hun ind i væggen igen mens hun kunne mærke Izriel tegne på hendes skalp, med en mave der lod til at blive mere og mere fyldt med slanger af ren nervøsitet. Englen skulle jo også kun lige til at skalpere hende... Hun burde have hyret en sioux til dette her.. dengang i 1800 tallet havde de i det mindste styr på teknikken, ikke som nutildags hvor soldaterne ikke engang kunne skalpere folk ordenligt.
*Im gonna regret this as soon as she starts cutting... god dammit, this was a bad idea.*

"Oh yea, sorry i forgot all about my razor-sharp wings!"

Knurrede englen i et bistert tonefald inden hun lod blikket glide ned på vampyrens hovedskal, hun havde skåret i folk før, mange gange, det var bare en del år siden. Og så vidt hun kunne huske havde hun aldrig rigtigt før havde haft brug for at skalpere folk, den slags havde hun sjovt nok aldrig rigtigt gjort sig i.
I en dyb tone rømmede hun sig diskret inden hun fangede skalpellen og overvejende så på den sorte streg der indikerede hvor der skulle skæres.
Langsomt men sikkert åbnede hun huden stort set fra tending til tending inden hun langsomt men sikkert løftede huden af og vippede den fremover, så den skaldede skalp tiltede ned foran øjnene på vampyren.

"Oh I see it! It's right here!"

Englen åndede lettet op ved synet af den lille chip der lå mere eller mindre i midten af blodbadet midt på Wiliths hjerneskal, hurtigt lagde hun skalpellen fra sig, der efterhånden var sølet ind i den røde klistrede væske ligesom Izriels efterhånden ret blodige handsker, hvorefter hun greb pincetten og forsigtigt lod den lukke sig om den lille chip, men med et hult likke 'klik' slog pincetenderne sammen som om GPS'en var mere eller mindre umulig at fjerne. De store blå øjne blev spærret op i et vildt udtryk, mens hun mere eller mindre desperat prøvede tre eller fire gange, men hver gang var det som om, at chippenblot borrede sig mere og mere fast i kraniet på den skaldede, skalperede vampyr.

Diskret tog Izriel et par skridt tilbage, inden hun trak på skuldrene og med et lille suk konstanterede:

"I'm afraid it's impossible to remove the chip!"

Englen stirrede direkte imod sin kommodeskuffe, hun kunne se den hvor hun stod og hun havde med sikkerhed et våben liggende, men spørgsmålet var bare, om hun kunne nå det.

Blodet begyndte alt for hurtigt at fosse ud igen da skalpellen gled over vampyrens skalp og åbnede den på langs. I takt med at temperamentet slog gnister som en direkte reaktion på smerten begyndte skyer der egentligt havde ligget dovent ude over havet at trække ind over land da voldsomme vindpust blæste dem mod land.
"Hope you're bloody enjoying this, 'cause this will probably be the last time you get to do this! ever!"
Håbet om at hun ikke skulle udsætte sig selv for dette her igen nogensinde holdt hende fra at gribe om englens hånd, sætte af fra stolen og drikke hende tør. Gud ville nok ikke blive voldsomt begejstret, men det var han jo ikke i forvejen.

Noget der næsten lignede et smil gled over vampyrens ansigt da hun hørte det lille metalliske klik der fortalte at metal havde ramt metal og hun kunne mærke chippen blive trukket i. Smerten ville have fået et menneske og flere overnaturlige til at besvime, men så heldige var udøde ikke. Den var altfortærende, smerten, og kun en tanke kunne klemme sig forbi den, nemlig tanken om at englen havde fat i den og hun nok skulle få den ud nu.. hun havde den jo, ikke!? Ikke!?

Med en grimasse af rent raseri kom hun på benene.
"WHAT!?"
Wills hyl var langt højere end planlagt og hun dæmpede sig med det samme mens en lav knurren banede sig vej op igennem hendes hals. Så fik hun for første gang set sig i spejlet og det skulle hun ikke have gjort. Hendes mave vendte sig uroligt og det sorte i hendes øjne måtte for et sekund vige for en klar grøn da kvalmen over hendes skalp steg op i hende. Så vendte vreden tilbage med voldsom styrke og hendes øjne blev kulsorte igen. Forsigtigt lagde hun hånden på sin pande så hun kunne lade hudflappen falde ned der hvor den hørte til og forhåbentligt snart holde op med at gøre ondt igen. Udenfor piskede vinden rundt i gaderne, og menneskerne udenfor skyndte sig ind.

"Wheren't you supposed to be a doctor!? Get it out or there is no deal!!"
Raseriet i den lille vampyrs ansigt var svært at ignorere selvom hendes stemme næsten lød rolig. Kun en lille skælven og volumen på hendes stemme afslørede vreden som hun holdt ude af sin stemme.
Ud over vreden var en voldsom sult nu også kommet til. Hendes t-shirt der før havde været grå var nu næsten sort og klæbede til hendes krop ligesom det øverste af hendes bukser. Hendes tænder var bidt hårdt sammen og læberne var trukket væk fra hendes skarpe tandsæt i en snerren da hun stod overfor englen. vreden kunne hun bekæmpe, men sulten var noget andet. Pludselig lignede englen virkelig en hamburger på ben og det var kun på grund af deres aftale at hun ikke allerede havde sat af imod Izriel.

Englen betragtede opgivende vampyren der var helt sølet ind i sit eget blod, det sorte granitgulv var efterhånden helt sølet ind i blod efter den mindre operation, så rystede hun op hovedet af Wiliths ord og trak på skuldrene.

"I don't know what that woman planted in your skull. But it sure as hell ain't a normal 'chip'. It moves and have its own life!"

Izriel tiltede hovedet en kende til siden, inden hun skævede til et ret voldsomt blodstænk på hendes ene arm, hvorefter hun vendte blikket imod vampyren der så ud til at have det rimeligt skidt som hun tiltede hovedhuden på plads.

"I don't know how to get it out, I have a drill and a couple of other tools we could try, but it's your head!"

Izriel trådte endnu et skridt tilbage fra vampyren og så vurderende på hende, det ville tage lang tid at få gjort badeværelset rent efter den omgang, men den slags måtte man have med. Ikke nok med det, så havde hun en rigtig grim mavefornemmelse omkring Will og hendes temperament. Umiddelbart lignede hun en der kunne eksplodere når som helst og ærligt talt kunne Izriel godt forstå det, det lille eksperiment havde langt fra været smertefrit og de fleste væsner havde nok ikke kunne klare smerten.

"what do ypu want me to do? I've tried my very best!"

"I guess i better ask her about it, but if she asks you about it, deny everything."
Wils stemme var anspændt og hun så hårdt på englen. Hvordan Procella ville reagere hvis det kom hende for øre at Wil og en engel havde forsøgt at fjerne hendes chip var tvivlsom. Hvad der var helt sikkert var at det ikke ville blive rart og hun ville hellere vandre rundt i dagslys på sydpolen end lege skydeskive for den gale jæger endnu en gang.

"Im sure you have, but apperantly thats not enough. I don't care if you take a bolt cutter to get it out, as long as i gets OUT! And you are not drilling in my freaking skull!"
Izriel havde ret, wil lignede virkeligt en der skulle til at eksplodere men hun formåede at holde det under kontrol indtil videre. Hun blev nød til at slappe af, ellers ville hun ikke kunne holde sulten tilbage men det virkede som om der var noget galt med såret som englen havde lavet. Det burde være ved at lukke sig, men det gjorde mindst lige så ondt som før og det føltes ikke som om at hudflappen sad bedre fast end den gjorde før. Meget forsigtigt kørte hun hånden op på toppen af hovedet og følte efter. Det helede ikke som det skulle... Hun manglede næring...

Duften af engel var som is for et barn, det var som om ens ben på magisk vis bevægede sig derover helt uden hjælp. Derfor endte Wil da også lige pludseligt meget tæt på englen uden at hun vidste hvordan hun var kommet derover. Lugten af engel lå som et tykt slør omkring Izriel og det var som om hendes mundvand næsten begyndte at løbe ved tanken om alt det dejligt varme blod som pumpede rundt i englens åre, så meget sødere end menneskeblod.
For at aflede sig selv fra at stirre som hypnotiseret på pulsåren i Izriels hals knyttede hun hænderne hårdt nok til at det kunne mærkes og rev blikket væk fra den anden. Hvis de fik gjort dette her ville hun ikke have mere blod i systemet og hun ville få brug for næring. Smed Izriel hende ud ville hun æde en forbipasserende og bed hun iz blev hun smidt ud.. Smukt...

Izriel sukkede opgivende og trak så de ret blodige latexhandsker af inden hun gned sig over øjnene med den ene hånd, øjeblikket efter stod Wilith og stirrede hende ind i hovedet med et par store sorte øjne, hvilket fik englen til at tage et hurtigt skridt tilbage.

"Take et easy woman! As i told you, I'm not a fucking snack, and you look hungry!"

Knurrede hun bistert, inden hun vendte rundt og gik hen til skabet i gangen, hvorfra hun trak tre forskellige tænger op ad en kasse. I samme vending stak hun diskret en lille beholder i lommen på cowboybukserne, bare i tilfælde af, at Wilith blev lidt for sulten.
Hurtigt fik hun lagtværktøjet ud på badeværelset med en overvejende mine, det ene var en fladtang, den anden en bidetang og den sidste en combitang med takker på indersiden.

"Well this is what i got. I think this one might be the best!"

Mumlede hun med en opgivende attitude mens hun holdt fladtangen op til inspition hvorefter hun så overvejende på Wilith der ikke så ud til at have det alt for godt.

"If this doesn't work I have to take you to one of my colleagues, he might know what to do. He's a specielist in head-surgary BUT he's a warewolf, and last time i checked, you guys didn't exactly love each other!"

Izriel viftede diskret med tangen inden hun skævede ud af vinduet, men kun ganske kortvarrigt, inden hun igen lod de kølige blå øjne glide over på den skalperede skallede vampyr.

"So, you wanna give it a try?"

"Noooo, do i? I wonder why?"
Sarkasmen i den lille slanke vampyrs stemme var tyk og hun trådte hen til den blodige stol igen. Snart ville hun nok blive nød til at sætte sig ned igen, ikke kun på grund af det igangværende arbejde, men også fordi at smerten og manglen på blod gjorde hende en smule usikker på benene. Hun dumpede ned på stolen så forsigtigt som hun overhovedet kunne så det ikke gav et ryk i hendes hoved.

"If he behaves, i'll behave, but lets talk about that when it get relevant. Right now you might as well give it another shot."
Wil havde interesseret sat sig op da hun nævnte hendes collega, men hun så tvivlende ud. Hun var ikke direkte ellevild for at vise sig så svag overfor hendes races ældste fjende, men hvis det var den eneste måde så ville hun gøre det. Alt dette her besvær skulle ikke være for ingenting. Bare det møgsår ville hele når de var færdige, men uden blod lod det ikke til at det ville lade sig gøre og at gå igennem byen med en skalpen flagrende efter sig i vinden var måske ikke en god ide.

"Don't mind me if i'm growling, that will just be me trying not to do anything stupid."
Igen prøvede hun at koncentrere sig imod væggen overfor hende og lade være med at bevæge hovedet så englen ikke kom til at tage fat i noget forkert. Udenfor havde vinden taget af igen da hun slappede en smule af og skyerne gled langsomt længere ind over byen hvor en stjernehimmel en gang imellem brød igennem skydækket.