Favors Owed, Favors Asked - Wil Og Izriel (Add on Procella))

"...Anything Stupid"...

Lød den milde og alligevel let drævende stemme, der hævede sig over vandplasken, prusten og stønnen fra englen, det lette smask hver eneste gang selv samme fedtede rundt på McRians hjerneskalp

"Oh don't mind me. I'm just observing the clearly intelligent action of getting an angel to give a vampire an alternative facelift, and being unable to remove my sisters little nasty invention."

Procella tappede let til dørkarmen med en kniv. Det lignede mest af alt en rekvisit fra en Crocodile Dundee film. Prøvende pirkede hun let i dørkamrne med et letter kedsommeligt udtryk i ansigtet. Hendes blik gled en smule skuffet til Wil, men gled så hen over hende med et lille fnys.

"You could have asked nicely kid...And I wouldnt have cut you hair with a freaking lawnmower"

Brummede hun med en let hovedrysten. Så gled hendes blik videre Isabel Black. Procellas øjne blev smalle.

"You on the other hand is getting really fucking annoying. You don't ask politely for anything. You just take, and expect people to play nice. Tell ya what snow white. I don't ask, and I don't play nice. And I really loath rude people. All in all, you are about to have a really bad day."

Procella havde for en gangs skyld samlet det lange mørke hår i en tyk fletning i nakken. Den lå ned af ryggen på hende, og sørgede for at det viltre levende hår ikke kom hende i øjnene. De lange lædestøvler med skridsikkert gummi under, stålforstærkede spidser, og den lange sølvklinge var naturligvis på. Det samme var de nye læderbukser. Kuldsort kernelæder med elastisk materiale i knæled og albueled, samt på indersiden af lårene så hun kunne bevæge sig smidigt og uhindret af det stive materiale.

De fyldige læber krusedes i et lille smil, der ikke blottede hendes tænder. Wil, ville vide de var der, men det vidste englen jo ikke. Til gengæld trak hun solbrillerne af. Det var let at lege VIP på en ø som La Sunisha. Men hendes øjne var brugbare i en situation som denne. Procella hævede et øjenbryn og lod de ravgyldne øjne glide over slagtehuset som badeværelset var blevet til.

Der lød et klassisk DING et sted i baggrunden. Procellas smil blev bredere. Denne gang blev de skarpe rovdyrtænder blottet let. Hun nikkede til den lille vampyr og fangede de sorte øjne i et langt sigende blik.

"Go on now Witch. I brought you something mouthwatering."

Procella trak den enorme kniv ud af dørkarmen, og trak sig så halvandet skridt til side, så Victoria ikke skulle føle hun skulle krybe forbi Procella i en farlig leg om hvem der spiste hvem først, før hun kunne se hvad der var i køkkenet.

"We'll talk later, you and I. First...I need to talk alone with that..."

Hendes blik så med foragt på Izriel og hendes overlæbe krøllede sig op af væmmelse.

"I'f I cared at all, I would say you needed better taste in friends. And now. The social call. Wash the fanger of your hands and face. If we are supposed to talk, I cant be distracted by sloppy work"

På sin egen overlegne maner lykkedes det Procella at tiltale først den ene, som var hun den eneste i lokalet, derpå den næste, halvvejs svine dem begge herfra og ind i næste århundrede, selv stadig værende cool og havende overhånden, og evigt styrende slagets gang. Hun var jo ikke dum...Hun var så packed som man kunne være, uden at have et helligt vaffeljern på nakken med personlige indraveringer fra messias selv.

Da hun havde forberedt sig havde det været kulminationen på omkring 1½ måneds intens jagt i sin mands bøger, og talen med alt slags udskud og afskum hun kunne støve op. Stor havde hendes overraskelse været da hendes mobil pludselig begyndte at vibrere og den indbyggede alarm på chippen advarede hende om at nogen prøvede at få den ud. Slagplanen var blevet ændret, 3 gange undervejs. Hun havde været ved at tabe næse og mund da hun så hvilket hus hun kom til. Hun havde lugtet Wils blod langt bort.

Med de to kvinders hidsige skænderier, havde det været en joke at udgive sig for en festende veninde, og få underboen til at lukke hende ind i bygningen. Derpå var det jo bare at gå efter lyd og lugt. En gysen var løbet over hende da hun havde lagt hånden på døren. De fleste folk brød sig ikke om en størrelse 41 plantet på deres dør, så Procella fik fisket en dirk frem. Den krybende fornemmesle af magi. Heldigvis var der nok menneske i Procella til at det bare var lidt sygeligt for hende, og hun havde ikke tid til stå og være sart. Selvfølgelig havde hun orienteret sig om bygningens sikkerhedssystem. Det ville være så fantastisk kikset at dirke en lejlighed op og skulle stå og forklare hvad man lavede 5 minutter efter til en overivrig teenager der gerne ville stige i graderne sammen med sin nye hund King. Yderdøren gled i efter hende med et lydløst klik

Inde under motorcykeljakken, der var spækket med flakoner, stager, knive og pistoler, var der også en skvulpende pose. Dinner a la Porcelain. Procella vimsede ud i køkkenet hældte et glas op af hybrid-englen, og satte det i mikroovnen. Med mindre Isabel blødte, ville duften af glasset være den mest tiltrækkende faktor på den nok på nuværende tidspunkt - ret hidsige Wilith. Nå hvad fanden...hun var vel irsk?

"Ladies...? Come on McRian. Take a sniff. A deep one. It's all for you love"

Opfordrede Procella let, med en dyb lokkende, forførende undertone i stemmen. Hun lavede et hovedkast mod køkkenet til Wil, og så opfordrende på hende ud gennem øjenkrogen, imens hun blottede de skarpe tænder i et kattevenligt smil til Isabel. Hvis det her var en festaften for de to, kunne det godt være Procella selv skulle overveje bedre selskab i fremtiden. Hvem var hun lige igang med at redde her? Englen eller vampyren?

Englen gav en anstrengt strubelyd fra sig og rejste sig så fra sin hvilende position ved vasken til at stå fuldt oprejst med en overvejende mine imod Wiliths ret massekrerede hovedbund. En stemme fik hende dog til med et sæt at vende hovedet imod døren ud til det overpompøse badeværelse som trængte til en seriøs rengørring.
Det først overraskede udtryk blev dog ret hurtigt ændret til et vurderende og ikke specielt frygtsomt blik da hun så hvilket væsen der havde forceret hendes dør. Derefter skævede hun med et seriøst udtryk imod Wilith for at kigge tilbage på den lille matrix-kvinde der stod og rodede med en kniv som var på størrelse med hende selv.

"Oh. I thought spandex was no longer a teen-fenomen. Did Blade inspire you?"

Izriel syntes kortvarrigt at hun selv har hylende morsom, da englen først for nyligt havde set den efterhånden lidt for gamle film, men derefter fik hun lagt ansigtet i de rette folder mens hun betragtede den lille dame hugge og stikke i hendes dørkarm. Mest af alt mindede kvinden hende faktisk om et uopdragent barn der skulle tiltrække opmærksomhed på én eller anden måde. Derudover var hun jo lille. Englen mindede om en kæmpe mellem de to små kvinder, men på trods af det var hun udemærket klar over, at hun var den der var værst stillet hvad angik trussels-niveau.
En let hvidslen løb gennem badeværelset da englen bevægede vingerne i en smågnaven bue, og skævede så imod badeværelsesvinduet, hvis damen viste sig at være et komplet problem var det jo altid en udvej, men umiddelbart havde hun ikke tænkt sig at lade sig drive fra sit eget hjem på grund af en emsig gnom.

Det klassiske ding fik de blå øjne til at skæve igennem døren, forbi den lille kvinde og ind i stuen, naturligvis kunne hun ikke se hverken mikroovnen eller hvad der stod i den, men én ting var sikker, og det var at den mikroovn udelukkende var viet til at skulle varme kakao og lave popcorn! Tanken fik englen til at sukke opgivende og slå ud med de blodindsmurte arme inden hun gik to skridt imod Procella.

"Seriously little lady. What's your problem? You're here cause your sister have a vampirefetich? What's the point? Besides, you just broke in in one of the most secure buildings in La Sunisha! Your actions is limited!"

Englen stirrede kvinden direkte ind i ansigtet med et mistænksomt udtryk mens hun så kvinden an, der var sådan set ingen tvivl om at hun var bevæbnet til tænderne, ellers ville man vel ikke klæde sig som en anden superhelt. Ikke nok med at beklædningen nok havde vagt en del undren, så var det meste af området overvåget og i tilfælde af at en pludselig overvågning pludseligt manglede ville der generelt ikke gå længe før både politi og folk fra overvågningsselskabet stillede.

"And please, watch your tone with me, young lady!"

Hun bevægede ikke hovedet så meget som en tomme da en velkendt stemme tiltalte hende. Hun havde et eller andet sted forventet at hun ville ankomme, det var trods alt en sender og når den holdt op med at sende eller signalet blev usikkert måtte hun jo bemærke det. Alligevel havde hun håbet at de havde været færdige når hun nåede frem, dette her var ikke direkte det bedste tidspunkt. En spids tand der pressede sig imod Wils underlæbe kunne tydeligt ses fra der hvor jægeren stod i døråbningen.
"Forgive me for not lyin' at your feet as soon as ya stepped in but ya don't have a lot of stars with me right now."
Langsomt kom den slanke vampyr på benene tydeligvis ikke ved et særligt godt helbred hvilket gav mening når man tænkte på at en engel lige havde stået og hevet i en gps der sad i hendes kranie.

"Of cause it's your sisters invention. Would you have removed it if i had asked? Problably not and if i'd asked it would have made you suspicious, even more than you are now. Angel, say hello to the hunter who dosen't like me but dosen't wanna kill me, it sounds like you know eatchother, that a good or a bad thing?"
Wils ansigt var mørkt og hun så om muligt endnu mere vred ud nu. Det var lige hvad der manglede, damen der var skyld i dette her. Burde hun ikke være hjemme og lege white picket fence med sin dæmon og deres yngel?

Disse her to kendte måske hinanden, men det virkede ikke til at de var venner, snarere tværtimod. Stadigt kunne hun ikke bestemme sig for om det var godt eller dårligt. Hvis de var venner, hvor usandsynligt det end var, så kunne det tænkes at dette her ville blive ret grimt for hende, var de fjender kunne det nemt gå samme vej, selvom det også kunne give hende en chance for at smutte hvis de kom op at skændes. At være i midten af et af Izriels og Procellas skænderier var ikke et af hendes højeste ønsker.
"But please, if you really are willing to remove it, then please do."
Et smalt smil gled over Wils blodige ansigt mens endnu en lille dråbe af blod gled ned over hendes næse. Skalpens flap lå oppe på hendes hoved igen og så ikke ud til at hele.

"Don't call me that again... ever!"
Hidsigt blottede hun sine lange tænder af jægeren mens hun lænede sig op ad vasken med armene over kors. At menneskerne havde udnævnt hende til at være heks da hun endnu levede, de var jo bare dumme uvidende mennesker, men fra Procella ville hun ikke kaldes det. Det var for hende et minde om det værste, og sidste, år af hendes liv, og så selvfølgelig den særdeles frustrerende detalje at jægeren havde et 307 år gammelt minde som hun ikke burde have.
"I was no witch, and you know that. You remember, eventhough you couldn't have been there. It's more that 300 years ago!"

Duften af blodet kælede for hendes lugtesans, men hvis hun drak noget nu ville såret hele og de ville ende med at skulle igennem hele kniv-ritualet igen. Med et lille grin så hun over på englen.
"Vampirefetish? oh yearh, you got that right. There was this episode in my bedroom once.."
selvom det var dybt bizart at tænke på Gwyn og Micha men ligenu virkede det sært underholdene ved tanken om Procella, og alt den afsky over for væsner som hun havde, praktisk talt stadigt havde haft en lille lesbisk episode med en næsten tusind år gammel vampyr.

Procella hævede et øjenbryn af englen, vred kniven en ekstra gang rundt i karmen med en knasen, og pustede lidt træsplinter af spidsen, før hun atter fokuserede på den sorthårede skønhed. Den intense tunge aroma af rosentræ hang kvælende i det lille badeværelse, og blandet op med vampyrens blod var det ikke ligefrem roser og violer. Selvom roser og violer nok heller ikke have stået øverst på Procellas ønskeliste lige nu.

"You're absolutely right. Teens use spandex. Grown ups do leather. I don't wanner waist my time, and compromise on good quality"

Procella så næsten helt fornøjet ud. Hun klukkede rent faktisk let i halsen over englen, fulgte hendes blik på vinduet, regnede kort ud hvad der blev tænkt, og slugte et højlydt grin. Havde englen helt ærligt tænkt sig at prøve at peele sine egne vinger af i et flugtforsøg?

Abnormals...

tænkte hun med en indre hovedrysten. Som så blev gengivet i en let overbærende hovedrysten og et lille skævt, kattevenligt smil.

"Actually I'm here because you make a lot of trouble. The little fanger was a bonus, but this is not doctor phill, and i'm not sharing...just yet. We'll come to that in a moment unfortunately. And Miss Isabel? I'm not a Rookie. No one is coming. Do you want the police to come while your bathroom looks like this? I can give them a call?"

Knurrede Procella halvdybt i halsen, sendte englen et honningdryppende smil der næsten hvinede i tænderne af falskhed, og vendte så kort opmærksomheden mod Wilith igen

"You don't have a lot of leverage right now. Keep your mouth quiet girl. Now go into the kitchen and be a nice little fanger. This is not for your eyes. The grown ups have some business to do. I won't ask this polite again McRian. Get the fuck out of my face. Now"

Det her var mere end blot Procella der skulle være hård og vise sig. Der var noget over Procella som Wilith ikke havde set før. Der havde været en kort snert af det aller første gang de mødtes på kirkegården for snart et lille års tid siden. Procella var ikke hidsig, hun var for kold og velovervejet til at være hidsig. Faktisk virkede hun uhyggeligt effektiv. Som om hun vidste præcis hvad hun gjorde, og blot ventede på at bladende lagde sig til ro på vandet så hun kunne fiske dem op med sommerfuglenettet.

Det var ikke hørligt...endnu...men Isabels lette kropsramme ville have en bestemt vibration. Som hvis man stod lidt for tæt på en bas, uden egentlig at kunne høre musikken. Der var en bestemt slags ræsonans der var svær at sætte fingeren på, men der var ingen tvivl om hvorfra den kom. Den lave kvindes øjne var under hendes lille monolog gledet fra ravgyldne, over i rovdyrgule, og det gav hende et skræmmende feralt udtryk. De fleste ville blive fanget midt i et gisp og stivne. Det var som at låse øjne med den store tiger i zoologisk have, hvor det gigantiske dyr løftede hovedet, og man kunne se hvordan det pludselig huskede hvordan det var skabt til drab og var bevidst om sin styrke og prægtighed...hvordan skulle et lille hegn kunne holde det inde?

Izriel gav et opgivende suk fra sig og rystede så på hovedet, inde bag de sorte lokker knagede tandhjulene rundt for at finde ud af hvilket underligt forhold de to andre kvinder havde til hinanden, siden at den nyankomne lod til ikke at ville besvære vampyrens spørgsmål, men sende hende i skammehjørnet, mens vampyren stædigt som en anden teenager prøvede at modstå moderens kommandoer.
De kølige blå øjne fulgte de dalende træfliger som kvinden havde hugget ud af hendes dørkarm, inden hun så så op på den lille dame igen, egentligt fulgte hun sig ualmindeligt gammel i det selskab, hvis det var den måde man dragede opmærksomhed til sig i disse tider.

"Okay little lady, please stop acting like a child desperately trying to gain attention from the mother, then we'll talk!"

Den sorthårede kvinde tændte roligt for vandet, inden hun vaskede hænderne af og tørrede dem i et hvidt håndklæde, mens hun ganske roligt ignorerede resten af Wiliths blod hun endnu havde på armene, hun havde trods alt lappet folk sammen før i tiden også, hvor moderne operationsstuer ikke engang var en fjern drøm. Dernæst vendte hun sig igen mod kvinden mens Wilith begyndte at hidse sig op over at blive kaldt heks. Izriel hævede langsomt det ene øjenbryn og rømmede sig så, hvorfor var det nu så stort et problem? Blev alle i sin tid ikke beskyldt for at være hekse, selv Izriel der ikke var sunket da hun blev smidt i vandet, takket være hendes vægt.

"Okay ladies. Seriously, take it easy. Wil your scalp it halvway cut off, and lady, you're two feet tall and wearing a suit that would allow the freaking zombie-apocalypse to break out any time, and I'm halvway covered in a dead girls blood, okay. And would you please stop destroying my home with that mini-sword you got there, it really starts pissing me off!"

Englen lod to fingre glide henover næseryggen i dyb fortvivlelse, et øjeblik kunne hun slet ikke finde hoved og hale i det totalt kaos der herskede på badeværelset. De blå øjne gled langsomt fra Wil over på Procella inden hun kneb øjnene let sammen, kort åbnede hun munden for at snakke, men bemærkede med det samme hvordan de rovdyrgule øjne brød frem hos den lille kvinde. Englen fugtede kort læberne og trådte så et skridt baglæns for bedre at kunne tage kvinden i øjemål, hun var måske menneske nok til at kunne træde ind i hendes hjem, men der var ingen tvívl om, at der var mere der lå under huden på hende.

Englen pustede en sort lok væk fra ansigtet og blev et øjeblik overvældet af trangen til at åbne den næste box med turkish delight, hvilket resulterede i, at hun få sekundter efter stormede forbi den lille dame og ind i stuen, hvor hun fiskede et stykke af det søde slik op ad den højrøde æske. Efter at have tygget sig igennem den søde sukkermasse trak hun på skuldrene og med en ligegyldig bevægelse og stirrede så imod Procalla med et udtryk der krævede at få aflagt en forklaring øjeblikkeligt.

"Okay woman. What's the problem? That I help old dying prople at the hospital? That I'm trying to fish your nasty chip out of a vampires skull. Come on, unless you tell me that you're death itself i really don't see any problems!"

Englen satte stædigt en hånd i siden og så afventende på Procella, mens hendes øjne af og til gled over p åWilith for at se hvordan hun tog hele situationen

Vampyren så stadigt ikke ud til at være helt frisk ud og hendes skridt var langsommere og forsigtigere end før som om at hun skulle gøre sig umage for ikke at vakle da hun nærmede sig bordet med skalpellerne og diskret lænede sig op ad det. Vampyrer var hårdføre ligesom dæmoner, men ingen havde godt af at blive skalperet og hevet i med en fladtang.
"Sorry, but im irish, the temper is in my blood... Hard to forget that detail, ain't it, Izriel. It's not like my head hurts or something."

Langsomt fulgte Wil efter englen der vist havde noget af et sukkerproblem og satte kursen imod køkkenet så snart hun var forbi jægeren. Hendes sorte øjne så surt ind i Procellas sort/gule velvidende at det ikke var et godt tegn, for ligesom hendes øjne skiftede jægerens øjne også kun farve når hun var vred eller når Micha tog over. Køligheden fik kun vampyren til at blive endnu mere nysgerrig og hun besluttede sig for at følge jægerens venlige forspørgsel fordi at hun jo alligevel skulle den vej.. Nu hvor englen var gået ind i stuen havde showet skiftet scene og hun var ingen planer om at misse så meget som et sekund af det.

"More Turkish delight, wonder where you keep your stash."
Wil sendte englen et skævt smil inden hun stadigt forsigtigt forsvandt ud i køkkenet og sørgede for at lave lyd da hun åbnede mikroovnen og tog glasset med blod op. Det var lige før at det fik mundvandet til at løbe, men hun mindede bestemt sig selv om ikke at drikke noget før hun havde en ide om hvad alt dette her gik ud på, for det virkede ikke som om at chippen var det vigtige i dette her for jægeren.

Wil var ikke sikker på om det var en god ide at drikke blodet der havde varmet i ovnen for Procella virkede meget forhippet på at få Izriel for sig selv og når hun var i sådan et humør stolede wil ikke på hende over en dørtærskel. Hun kunne uden problemer have puttet noget i det. Hun manglede blod, men ikke nok til at hun ville gå glip af scenen som om få sekunder ville udspille sig i stuen. Hun stod lænet op ad væggen knap to meter fra døren, langt nok fra den til at hun ikke ville blive set, men det var intet problem for hende at høre alt hvad der skete i stuen med hendes forstærkede sanser.

Interesseret så hun ned i glasset med blod og snusede ind. Det kunne virke som en form for selvpineri, men egentligt ville hun bare se om blodet lugtede anderledes end det normalt gjorde. Noget hun med det samme havde opdaget var at det ikke var menneskeblod, ikke helt i hvert fald, og det lod til at have lidt den samme sødhed som Izriel duftede af. Det måtte altså være fra en hybrid, muligvis en halv-engel. Der var ikke mange af dem, det kunne der ikke være her på øerne og det virkede rimeligt friskt så det var ikke fra fastlandet. For at lade det se ud som om at hun havde drukket af glasset tog hun en smule af sit eget blod og lod det sætte sig i munden, for hun vidste af erfaring at jægeren kunne lugte hvis hun havde spist. Hun slog tankerne ud af hovedet, fortsatte med at se ned i blodet med samme interesse og forsøgte så at opsnappe de to madammer snak.

Izriel...

Navnet lagrede sig i Jægerens baghoved. Hvorfor kendte vampyren til englens potentielle kaldenavn. Hvad var overhovedet historien bag at englen stod og gravede en død pige i hovedet. Engle havde det ikke med at være på god fod med dæmoner og vampyrer. Mest fordi de begge var en himmelråbende blafemisk modsætningen til liv og dermed engle og hvad de var sat på jorden for at gøre. Eller...hvad Procella mente de var sat på jorden for at gøre. hvad de selv mente var i den sammenhæng ikke så vigtigt. Det beroede også på det faktum at Procella ikke havde de store skrupler med at slå engle ihjel. Hvis det var overnaturligt var det faret vild, og det var simpelthen ikke hendes problem om det skulle tage elevatoren op eller ned, faktum var at mellemplanet var menneskenes og resten af de tandelskende, behornede, fjerdækkede freaks bare kunne hyppe af, så hurtigt deres respektive lemmer kunne bære dem, og hvis ikke skulle de sgu nok få hjælp!

"Shouldn't you feel mellow if your temper is in your blood, and your blood is covering every inch of this really ugly apartment?"

Mumlede Procella for sig selv, end egentlig til Wilith. Jægeren rumlede dybt af englen da denne lavede en gennemskuelig knap så højtidelig exit og bumpede ind i den lave kvinde ved manøvren. Ikke hårdt, men bare lige nok til at Procella faktisk måtte dreje kroppen let for at lege stødabsorberende i stedet for at vakle let. Hun sendte et langt afmålt blik efter Wilith i køkkenet. Hun låste kort øjne med den lille engang-rødhårede vampyr. Hendes læber formede ordende "Drik det".

Blodet i koppen lugtede i vampyrens næse, noget nær uimodståeligt i hendes nuværende tilstand. Det var fyldigt, sødt, og på samme tid krydret. Som en vinkender der blot ved duften af den mørke væske i glasset og et par svirvl, kunne præcisere hvorvidt der var tale om en billig papvin til 30 kr. eller om der var tale om en sjældenhed hvor man som minimum var oppe og give 1200 kr. pr flaske. Dette var i sidstnævnte kategori...lod det i hvert fald som ved første inspektion.

Procella slendrede roligt efter Isabel. Izriel. Hvad faen dullen nu engang hed. Izriel var dog et bedre bud end Isabel Black. Det ville ligne de overnaturlige utroligt dårligt at have deres navn stående på deres postkasse og have en registreret adresse. Men igen...hvordan faen var Wilith kommet i besiddelse af navnet? Det gav ikke nogen mening hvorfor en engel bondede med en vampyr...på den anden side, hvis man havde Colt som opgave, så blev man vel desperat efter væsner der kunne passe på sig selv, og være mere behjælpelige end flåede kaniner. Meget kunne man sige om Wilith, men hun gjorde i det mindste sit bedste. Det var jo ikke vampyrens skyld at jægeren var lige en anelse bedre. Det var ikke svært for Procella at se Wilith som et rovdyr som de fleste mennesker ville bukke under over for. Hun havde bare aldrig rigtigt selv været i den ende hvor man faktisk var pindemad, så var lidt svært for hende ikke at synes det var latterligt at de faldt for det, eller patetisk de lod sig slå af...hvad end der nu fik skovlen under dem.

Jægeren tog indtrykket af lejligheden til sig og hævede et øjenbryn. Okay? Så Wilith kendte også til englens vaner. Det her blev mere og mere interessant. Hun vidste godt at engle var sære i forhold til mennesker. Gud vidste at hun havde lagt øre og fysik til en helvedes masse engle-snot i fortiden. Helias...det måtte næsten være en engle-ting at være en smule patetisk. Indtil videre holdt teorien meget godt stik. Procella stak Izriel et ulvegrin og lagde armene let over kors, stadig holdende den enorme bowie kniv. Den flugtede langs hendes biceps og nåede knap og nap op til hendes skulder.

"Death? It's not theatrical enough these days. You know with all the superheroes and sparkeling vampires, not to mention the naked werewolfs, childrenfriendly cartoon-demons. The time of "Death" is over. Death is a concept, not a fearfactor. Besides...I'm not Death. Nor vampire, wolf, demon or fucking tinkerbell. I'm Reaper."

Procella fugtede læberne let, men på en eller anden måde fik hendes gestus det mere til at se ud som en lækkersulten puma der så på en specielt indbydende crispy filet fra Kentucky Fried Chicken der af en eller anden bizar årsag havde valgt at spadsere ned af en ensom skovsti imens den sang "åh jeg er så glad for mad".

"If you are done stating the obvious, like the fact I have boobs - are you sure you are a legitimate doctor by the way? Then we have to talk about you. And your very annoying habit of getting in everyone's business. My handywork on the fanger being the latest glory, but what's more important..."

Procella skævede irriteret imod æsken og den sukkerindskurte engel. Hun kunne ikke lade være...

"You do know you're gonna get diabetes if you inhale them in that rate, right? Feather dusters.... You guys are so...if you are dropping dead before I can kick your pretty little mannequin-ass... But on the other hand. Colt would cry herself to sleep with relief if you had a heart attack of those glucose-balls. And don't start a pissing-contest with me you feathery freak! I have bodyfluid! I'll urinate on your carpet just to make a bloody point if your pushing it!"

En brøkdel af Procellas eksplosive temperament slap fri af hendes hårdt tøjlede greb, og en dyb rumlende knurren brød ud, dybt fra hendes bryst og slog mod væggende. Det var som en gigantisk Rottweiler der var vågnet om natten, havde betragtet de unge mennesker der listede sig tættere og tættere på i deres fuldskab, og ikke helt var sikker på at de var dumme nok til faktisk at komme ind til den...før deres fødder ramte dens grus. Dens territorium. Den ville flå dem i stykker ved den mindste forkerte bevægelse. Procellas rovdyrgule øjne flammede op indefra, og syntes et kort sekundt at brændte hedt, imens et tandsæt der langtfra var menneskeligt blev kortvarigt blottet af englen. Så trak Procella vejret dybt gennem næsen, med en intens fikseret stirren på englen, den tunge knurren døde ud, som slugte hun den. Lydeligt kom der et knæk fra hendes nakke da hun let vred hovedet kort først til den ene og derpå til den anden side. Muskulaturen blev strammet let om de rovdyrgule øjne.

"Don't make me piss on your fucking carpet. These leatherpants are a bitch to get back on. Be a good fucking freak, and play nicely. Then you don't get hurt, and your carpet won't be needing drycleaning."

For Wilith der faktisk kendte en smule til Procella, var det tydeligt at se noget havde ændret sig. Der var sket en forandring i Procella. Eller med. Det var også ret tydeligt at se hun faktisk havde mistet kontrollen med sit temperament et øjeblik, at det havde generet hende grumt, og at hun med vold og magt havde fået lagt låg på det igen...omend med problemer. For dem der havde oplevet Procella fra hendes potentielt bedste eller værste sider...så var det her...sært...

Izriel prøvede ikke at lade sig mærke med den lille dames kommentar om hendes hjem, hvis hun syntes det var grimt skulle hun ikke have set renæssancen så var hun faldet død om, men nu mindede kvinden hende umiddelbart heller ikke om typen der rendte rundt i blonder og flæser. Englen fiskede endnu et stykke af det søde slik op, som hun bed over inden det søde sukker trak en lang sukkertråd fra stykket hun holdt i hånden og det afbidte stykker, og kort efter knak den og den søde masse endte på englens hage med en utilfreds mine.

Englen hævede svagt det ene øjenbryn overfor damen da hun nævnte hendes navn, Reaper, hun havde hørt navnet et sted før, men hvor var ikke rigtigt til at sætte fingeren på, det var nok ikke navnet på et testel i hvert fald. Tænksomt trak hun den klistrede sukkermasse af hagen, mens hun indædt stirrede på kvinden, men måtte til sidst ryste på hovedet i en opgivende mine. Navnet sagde hende ikke specielt meget.

"Of cause I'm a legitimate doctor. I think I've passed that fucking exam more times than you're able to count! Some subjects arn't just as easy as others!"

Det sidste blev klemt ud mellem et par sammenknebne læber, Wilith behøvede ikke at vide at Izriel egentligt ikke interesserede sig for operationer som sådan, egentligt brød hun sig mest om at hjælpe de døende og bange, for ikke at fortælle de andre læger hvad deres job var og sørge for at tingene blev gjort ordentligt.

Englen ventede spændt på damens udredninger af hvad Izriel egentligt havde gjort galt, hun var da udemærket klar over at Wiliths kranie-operation nok ikke ville blive modtaget med kyshånd fra damen, men hun måtte klemme øjenbrynen sammen i forundren da Procella pludselig begyndte at snakke om hendes spisevaner, hvorfor fanden blandede alle sig i hendes spisevaner?

"Mannequin? Is it envy i sense over there? I'll bet you excercise your tiny little butt of to look like that! Woman I could be like you're tiptiptip gandmother, I've done the math, and YES i fucking EAT, and i have fucking CURVES! Get over it!"

Izriel skubbede diskret æsken med turkish delight længere bagud på bordet, nærmest for at beskytte sukkermassen fra at smelte ved Reapers dræberblik, mens hun studerede de to ret slanke kvinder. Æskens vandring stoppede dog med det samme da hun hørte navnet 'Colt', og Izriels blik vandrede hurtigt mod en opgivende mine.

"Oh, sure.. Colt. Is that you're here? Lady, you waste both your, but also my time. We're like bound together, remember? And don't you dare pee on my carpet, its two centuries old and handmade in freaking Japan. Though, I would like you see you struggle with your pants!"

Izriel slog et klik med tungen og skævede så over imod Wilith med et blik der lod til, at hun slet ikke troede på, at hun stod overfor en kvinde der var parat til at tisse på hendes tæpper.

"Am I crazy or did a wierd woman just bust in my apartment ans now threatens me taking a piss on my fine carpets?"

Englen rynkede svagt øjenbrynene sammen og lod så de skarpe blå øjne fare over på mennesket, det kunne godt være at hun prøvede at lægge Colt så meget fra sig som muligt, men hvis denne kvinde der tydeligvis ikke var nybegynder hvad angik at snige sig ind i folks hjem, eller for den skyld sikkert give dem en kugle for panden, vidste noget om Colt var det slet ikke sikkert, at alt var som det skulle være. På trods af at englen mest af ale havde besvær med Colt søgte hun alligevel ud til den magiske forbindelse der bandt de to sammen, umiddelbart virkede tingene som de skulle være, men hvad vidste kvinden om Izriel og Colt?

Wils mistænksomhed lettede ikke ligefrem da Procella mimede til hende at hun skulle drikke det. Den sidste times hændelser havde ikke gjort hende mildere stemt over for jægeren og selvom hun hævede glasset op imod sine læber da jægeren gik forbi sænkede hun set så snart at hun var ude af syne indefra stuen. Hun havde knebet øjnene sammen til to sorte sprækker da hun vendte sig fra døren og vidste at hun skulle igang med sine egen lille kamp herude.
"No freaking way, you psyko..."

Selvom duften fra glasset næsten tog vejret fra hende, fik hidsigheden hende til at stå imod instinktet der bød hende at bunde glasset med det samme. I stedet tvang hun sin ene hånd til at tippe glasset. Hendes sorte øjne fulgte hektisk blodet som det langsomt løb ned i vasken. Da der kun var et par dråber tilbage rettede hun glasset op igen og hævede det op til munden. Så snart blodet havde rørt hendes læber trak hun glasset væk og trak ærmet hen over munden som for at fjerne blodet da hun hurtigt bevægede sig hen til dørkarmen og lænede sig imod den. En smule træt så hun på det røde aftryk hun efterlod sig på karmen.

"Indeed she did... but trust me.. you are lucky if your appartment is still in one piece when she leave... I would know, and now, if you would excuse me i have to go wash my t-shirt.. unless you want to change the color of your furniture, Izriel. "
Hun smilede en smule flabet til Izriel, men hendes øjne var agtpågivende og hun var tydeligvis af den mening at dette her var en bombe der bare ventede på at antænde. I køkkenet var hun i det mindste ude af syne hvis de to madammer besluttede sig for et raskt lille slagsmål. Nu var hun tæt på at fortryde at hun havde taget Iz pistol.. Hun ville nok få brug for den. De stod overfor hinanden som en terrier og en hyrdehund der skulle til at gå i flæsket på hinanden og ærlig talt havde Wil ikke anden interesse i slagsmålet end den chip som Izriel skulle fjerne.. Havde det ikke været for det havde det kommende slagsmål raget hende en høstblomst.

Hun tændte for vandet, og stak armen ind under mens hun begyndte at skrubbe blod af den, mens det blod hun havde hældt ud forsvandt ned i afløbet. Hun greb et viskestykke da hun også havde skrubbet sin anden arm og tørrede begge to så hurtigt hun kunne, inden hun tændte en smule for vandet igen for at lytte efter hvad der skete i stuen. Uden at gøre sig umage gnubbede hun lidt på sin t-shirt som tydeligvis var ødelagt af blodet. Det fik hun aldrig væk igen.

Et øjeblik overvejede hun at snuppe en af Izriels t-shirts, dem måtte hun da eje nogle af, det hele kunne vel ikke være pænt tøj, men droppede det så. Hvis det kom til kamp ville hun bare ødelægge den igen... og det ville også betyde at hun skulle bevæge sig ind i gennem stuen og det var helt sikkert ikke en god ide lige nu som de to var i gang med at måle hvem der havde den største... well, you know.

Procellas læber sneg sig op i et lille lusket smil. Aha, så det var en knap at trykke på. Hvis man satte spørgsmålstegn ved englens evner som læge, så blev hun defensiv. Den vitale bid information lagrede sig i jægerens bevidsthed, og det glitrede kort i de rovdyrgyldne øjne. Derefter så Procella halvvejs ud som om hun havde fået en tidlig julegave, da englen røg i det tilsyneladende røde felt over at få pointeret sin fysik. Det var en smule svært for Procella ikke at stikke englen et direkte selvtilfredst ulvegrin.

"Oh? My grandmother? Really? Sure about that feathers?"

Procella slendrede dovent efter Izriel. Det store knivsblad blev let duppet imod Procellas læber, som havde det været en tænksom gestus og kniven intet andet end en blyant som en studerende havde efterladt bidemærker i, for derefter at få en indskudt idé over.

"You know those ties can be broken right? If you arent happy about your connection with the little redhead, that can be mended. She surely wishes you to hell and not back again, and by the sound of it, you aren't all that amused by her...lack of corporation."

Procellas blik gled fra Izriel til Wilith og hævede let et øjenbryn da den klassiske blodlugt hun kendte alt for godt, syntes at være lige lovlig rigelig. Jægerens øjne søgte Wiliths. Hvorfor var de ikke ændret? Hun havde en umiddelbar mistanke om at der var sket andet med det blod end at det var optaget i Wiliths system. Der var for meget lugt af det...men hvor var det så blevet af? Og hvornår pokker var vampyren blevet sådan en gris omkring sin mad?

Procella blinkede let og hendes øjenbryn fes op i panden på hende, hun gispede let og slog en hånd for brystet i påtaget chok og foragelse.

"What? I would NEVER!"

Men et lille glimt i de gyldne øjne sagde at faktisk ville hun måske alligevel og hun faktisk måske gav Wilith lidt credit for om ikke andet, så at anerkende hende for at have kendskab til Procella og hendes natur, og ikke pakke det ind og prøve at gøre hende sødsuppe og ufarlig.

Englen løftede et øjenbryn imod vampyren der kæmpede indædt med det lune blod i glasset, det eneste Izriel kunne tænke på var, at nu kom der endnu mere blod at rydde op. Et anstrengt uk blev klemt ud mellem de fyldige læber, inden hun strøg de sorte lokker tilbage med en hånd, et øjeblik havde hun glemt den lille dame der var dygtig til at gøre opmærksom på sig selv.

"I guess my insurence company for once will do me any good I guess!"

Knurrede den sorthårrede kvinde imod vampyren der igen tog en yur ud i køkkenet, hvilket igen ledte englens opmærksomhed ned på kvinden der straks begyndte at tale, egentligt havde Izriel ikke behov for at snakke om sin alder, egentligt var tanken om at hun kunne væe Procellas tiptiptip oldemor ret forstyrrende, med mindre selvfølgeligt at mennesket havde en form for spirit-mojo der gjorde hende væsentligt ældre end hun var.

"Yea, but to brak a tie like that takes a pretty badass amount of magic, ans guess who doesn't mess with the Lords decisions and the tasks which is given to them?!"

Englens stemme snappede bidsk et øjeblik, inden hun kort efter tænkte sig kortvarrigt om og trak så på skuldrene, så vingerne gav et lille spjæt.

"Well.. SOME angels doesn't fuck with the heavenly feathers tasks. Even though I never imagined I should babysit the most naive human being on earth!"

Brummede hun så, mens Helias buldrede igennem hovedet på hende, hvis der var én engel der kunne finde ud af at stikke af fra sine opgaver, så var det da ham, og hvad fik han ud af det? Totalt mangel på kontrol og en himmellig blinding, det skulle Izriel satme ikke nyde noget af, heller ikke selvom hendes tro efterhånden var testet tilstrækkeligt til, at hun af og til kunne tage sig selv i at tvivle.

Wil opfangede noget med en der blev kaldt Colt, mon det var efter pistolen, og noget om en lille rødhåret et-eller-andet og til at begynde med troede hun at de snakkede om hende, men så var der et par ting der ikke passede sammen som blandt andre ”lack of cooperation”. At sidde stille mens man blev skalperet af en naturlig fjende måtte da være samarbejde. Det virkede at englen og denne rødhårede person, var det mon colt?, var forbundet på en eller anden måde, ikke frivilligt lød det til. Var Izriel en skytsengel?

Det havde hun aldrig rigtigt spekuleret på, det havde vist bare ikke faldet hende ind, men hvis hun var, så var det en yderst vigtig information hvis hun nogensinde ville ønske at skade fjerbolden. Hun skrev sig hurtigt bag øret at hun måtte finde ud af hvem denne Colt var når hun kom ud af denne her lejlighed. Det lod til at jægeren også kendte hende, det ville nok snarere være en ulempe end en fordel, men det var godt at vide.

Vampyrens blodige ansigt dukkede frem i døren mens hun med et tilsyneladende muntert smil så på de to.
”Sorry ángel, and Procella, please put that knife away. There is no use for it right now and you are probably stronger than the angel anyway.”
Det sidste lød henkastet som om det var det var en selvfølge at hun var stærkere. Vampyrer havde sjældent specielt høje tanker om engles styrker og på det punkt var Wil ikke anderledes end så mange andre. Godt nok havde hun en del respekt for ærkeengle og ville højest sandsynligt nægte at komme tættere på dem end hundrede meter, men menige engle, not so much. Hun ville kunne bukke begge ender sammen på dem hvis hun ønskede, selvom hun holdt sig fra at tiltrække den form for opmærksomhed for tiden. Hvis Selene fandt ud af at hun gik rundt og gjorde opmærksom på sig selv så kunne dette partnerskab, hvis man kunne kalde det, det hurtigt ryge ud af vinduet.

Som hun forsvandt væk fra døren kunne man høre hende mumle noget der lød som ”Maybe i should sit down on the couch, just for fun”. Hendes stemme var en smule hæs, som om hun ikke havde fået noget at drikke hele dagen. Kort efter overdøvede lyden af en vandhan der blev tændt lyden af hendes skridt

Procella hævede kort et øjenbryn og blottede let tænderne af vampyren. Om hun havde gjort det med vilje eller ej var faktum at hun brugte hendes lidt mere "personlige" navn. Om man ville.

"Of course I am. And sit down before you fall little girl"

Drævede hun kort som svar på det med den åndsforladte engel, der i betragtning af sit arbejde tog alting med lidt for meget sindsro. Med den opgave hun havde fået på hånden ville hun ikke komme til at leve året ud hvis hun vedblev med at tage det lige så roligt.

Jægeren ignorerede komplet kommentaren omkring kniven. Wilith havde ingen anelse om hvad den skulle bruges til, og det lod englen heller ikke til at vide. Det betød at hun i øjeblikket havde et par kort ekstra på hånden. For nu.

"first of all, who said anything, about breaking stuff feathers? Second of all, do you really think you're doing that good of a job with Colt right now? I mean...You do realize that she's having a kid with a wolf, putting her and another innocent soul in danger every day..."

Procella gestikulerede let med kniven for at understrege sine pointer. Hendes rovdyrgule øjne lyste af en iskold viden og et intellekt der var bygget på mange mange års erfaring, og viden om hvordan man aflæste folks svage punkter, for derefter at prikke til dem på det helt rigtige tidspunkt.

"...and that means, little angel. That you are doing a very crappy job right now. She sold her soul to a demon, thereby binding you to a force of darkness, and when he comes to collect, and takes he's special little price, do you really think he'll pet you gently on the hair and let you stroll along? He is going to suck you dry like a juice-box"

Procella skævede mod vampyren med et sigende blik der meget tydeligt sagde noget der kunne tolkes i retningen af "men du prøver nok at forlige dig med tanken" eller "Du tager måske forskud på glæderne?".

Izriels i forvejen småirriterede blik blev med et lyn slået ned på den lille vampyr der truede med at lave blodmærker i hendes møbler, én ting var hvis Procella, var det hendes navn? Besluttede sig at gå komplet banannas med sin slagterkniv, så kunne man vel skyde skylden på indbrudstyve overofr en eventuel forsikring, men hvis lejligheden var overmalet med blodmærker og lignede mere et slagterhus end noget andet ville det først blive problematisk.
Englen sagde ikke noget, men blikket i hendes øjne var ikke til at tage fejl af, på trods af at mange engle mest af alt var kendt som små fluffy væsner der hørte til på skyerne med en stor harpe var det ikke just sådan Izriel så ud, i hvert fald ikke lige nu. Tværtimod var der nærmest mord i hendes øjne.

Til kommentaren om Procallas styrke versus englens stillede heller ikke Izriel spørgsmål, hun var ikke et sekund i tvivl om den lille kompakte dame til hver en tid ville kunne folde hende sammen, det var af samme grund at Izriel var en satans dygtig skytte, hun skulle generelt bare ikke tæt på folk der ville af med hende.

"Lady, apparently you know Colt pretty well, and no, I haven't seen her for a while. I'm there protecting her life in case it gets fucking bad, and as it is now ..... SHE IS WHAT??"

Egentligt virkede starten på englens sætning som om emnet overhovedet ikke interesserede hende, men da graviditeten kom på bordet kunne den ellers fine facade ikke holde længere, og en stormåbende engel, der mest af alt lignede en hvis vinger pludseligt var farvede komplet pink med små babyblå blonder, stirrede indædt på Procella. Egentligt var det jo ikke kvindens skyld, men hvorfor vidste hun sådan noget?
Det værste var at Izriel generelt havde givet alt for at vise Colt, at hun kun ville hende det bedste, og at hun kun var interesseret i damens sikkerhed, men det havde været komplet umuligt at trænge igennem skallen på kvinden, og selv en skytsengel havde grænser, i hvert fald en skytsengel som Izriel, det var nok en anden sag med en som Ranja.

"Fucking hell! Lady, I don't know who you are or what exactly you want, I KNOW I'm in deep shit, hoo-fucking-ray, nice spotted. The reason you are here is? Being bussy telling me about my life? And Wil, get thet grin of your face, I know you're smiling!"

Englen rejste sig med et sæt og gav en underlig bevægelse fra sig der mest af alt fik hende til at ligne en slange hvis hale lige var blevet sømmet fast til gulvet og at det kom totalt bag på den, en svag hvinende lys blev klemt ud mellem de fyldige læber mens hendes fingre krampagtigt foldede sig sammen til knyttede næver der dirrede af frutration.

"WHO THE HELL IS STUPID ENOUGH TO GET PREGNANT WITH A ... FUCKING... WAREWOLF?"

Ordene blev klemt hvæsende ud mellem et sæt sammenbidte tænder, lige ind i ansigtet på Procella der pludseligt ikke virkede til at skræmme englen mere, ikke mere end tanken om at skulle servere the... eller hvad der var meget værre for djævlen en evighed eller to.

"You know what? This job is the most unthankfull EVER! I have to talk to her.. NOW!"

Englen snurede hurtigt rundt og gik imod døren med en bestemt mine, tilsyneladende ligeglad med at hendes lejlighed lige var blevet indtaget af et underligt menneske og en vampyr!

"Then why don't you put the knife away?"
Wils smil falmede en smule mens hun så med eftertænksomme øjne på jægeren. Det kunne ligne hende bare at have den fremme bare for at provokere, men hvem vidste måske var der en bedre grund til at hun havde den fremme. Hvis der var ville hverken Wil eller Iz bryde sig om den, for den lille jæger med våben trukket endte aldrig behageligt.

Wil trak sig ikke helt væk fra døren men blev stående lige inden for den så hun kunne være tæt nok på hvis et eller andet dramatisk og uden tvivl ubehageligt fandt sted... og med Procella i rummet var det kun et spørgsmål om tid. Det var meget muligt at hun hverken kendte englen ret godt eller brød sig noget specielt om hende, men det var den eneste læge som hun kendte nok til at gøre brug af til sådanne ting. Hendes forhold til jægeren var voldsomt kølnet efter deres sidste par møder, for meget ømtålelig historie var Wils gæt.


"No. No, i was most certainly not smiling! Why would you think that?"
Med et udtryk som om en nær ven pludselig var død stak Wil hovedet ind i stuen inden hendes ansigt flækkede i et gigantisk grin og hun skyndte sig at dukke sig væk fra døråbningen af frygt for at englen ville gribe den nærmeste vase og smide efter hende.
Ude i køkkenet igen blev hun alvorlig og smilet stivnede. Så Izriel var altså skytsengel for et menneske ved navn colt der hvad? Var sammen med en varvovse og skulle have et barn med sidstnævnte.. wow... hun var vist ikke den eneste der havde problemer. Det kunne kun ende galt.

"Uhm... Angel, if you are going to try talking a Werewolfs pregnant girlfriend from having that baby, then you are gonna need backup... they don't like when people mess with thir pack, but you should know that..."
Denne gang bevægede hun sig helt ind i rummet og langsomt over imod den frustrerede engel, med blikket kørende mellem de to lettere sindssyge, i mangel af bedre ord, madammer. Hun ville have fortrukket at fortsætte med den sære operation i stedet for dette her, men det blev der vist ikke noget af. Hun greb et sort tørklæde der hang over en stol og bandt det resolut om hovedet. Det blev med det samme endnu mørkere der hvor det dækkede for det massive sår. Det var ikke sandsynligt at Izriel ville slippe fra en fuldt udvokset ulv, i hvert fald ikke i et stykke og Wil skulle bruge sin læge med de dertilhørende lemmer, tak. Hvis hun skulle efter Izriel blev hun nok nød til i hvert fald at have et pit stop ved sin bil, for at få noget at drikke ellers ville hun ende med at hoppe i halsen på menneske-damen.

Procella slendrede kedsommeligt rundt i stuen og fulgte ikke efter da englen påbegyndte sit mere eller mindre dramatiske exit. Hvis fjerkosten var så dum at storme ud og give jægeren hele hendes lejlighed for sig selv, så ville Procella absolut ikke forhindre hende i det. Når ens modstander spillede med åbne kort, så var der ingen grund til at gøre opmærksom på at de dummede sig.

"Protecting her? That's what you call that?"

Procella kunne ikke lade være med at snøfte tørt. Hun knipsede fraværende til en pyntegenstand på en hylde og tilpassede lynhurtigt sin tankegang til muligheden der var i at have englens lejlighed uden hendes skræppende væsen der.

"Stop dictating the vampire what to do feathers. It's amazing she ain't laughing her ass off right now, even with the alternative hairdo. Erhm...you might wanner think about wearing a hat for the next few weeks. Just saying"

Der var et skævt drilsk glimt i jægerens øjne da hun skævede mod vampyren og hun vinkede let med fingrene da det pludselig kunne se ud som om englen og vampyren skulle ud og have en graviditetssnak med Colt. Det her kunne næsten ikke blive dummere.

"Yeah you do that. I can imagine how that conversation will turn out."

Procella gik over til sofaen og snuppede en pude. Hun proppede den ind under blusen så hun fik bryster der kunne slå selv en hærdet bokser ned.

"Lady stop fucking things and be pregnant!"

Hun viftede med fingeren og gav en nedladende imitation af Izriel. Derpå skubbede hun puden ned så den sad på hendes mave.

"Oh right! I'm so sorry! I'll have an abortion right away! Why did I never think of that, big scary angel who abducted me and who never actually does her job and are trying to tell me how to live my life. I'll be right on that"

Procella rullede med øjnene og trak puden ud igen.

"You guys have fun...He will use you as a chewtoy, and she just might kill you. And you're about 8 months too late on that little chat. She'll pop any day now. Which goes to say a tiny bit of just HOW bad you are in doing your job. But your boss must be amused. Being that your boss right is a demon. How does you former employee feel about that little fact? Or haven't you come around to confess minor details like that in your rapport?"

Procella fik det mumlet som gik hun egentlig og talte halvhøjt for sig selv og fandt hele situationen en kende absur. Det var den også. Absur og bizar og englen gav ingen mening for hende. Procella havde egentlig to muligheder. Hun havde sin plan a der kunne forme sig alt efter omstændighederne hun fik at arbejde med og inkluderede list og arbejdsfinesse. Og så var der plan b der slet og ret hed at hun dræbte englen. Colt ville ikke savne hende, og Procella skulle ikke bruge hedne til noget. Hun var abnormal og hun var en torn i Procellas øje. Det der til start havde forhindret hende i at gøre det, var overraskelsen over at finde Wilith der. Det var hun kommet sig over. Der var grænser for hvor langt hendes tålmodighed strakte sig og hun havde ikke haft i sinde at spilde mange timer med at fjolle rundt i fjerkostens lejlighed. Der fantes mere interessante ting i denne verden. Som at slette junkmail eller lave skatteopgørelser.

"Wilith please don't stand in there way. I would be kinda depressed if you got offed before making that painting of me. We had a deal remember?"

Procella var pludselig kommet i tanke om det. Hvorfor vidste hun ikke selv. Det var ikke fordi hun brød sig om vampyren. Det ville bare af en eller anden grund genere hende. Hm...nå det var noget at tage til overvejelse på et senere tidspunkt. Der var stadig en masse ting omkring den...engang-rødhårede-vampyr som ikke gav mening som hun skulle have fundet ud af, og hvis tøsebarnet gik hen og blev slået ihjel...igen...udgjorde det unægteligt et bump på vejen.

Izriel nåede kun lige akkurat til enden af stuen, inden hun i en hurtig vending snurrede rundt på hælen og olmt stirrede direkte imod Procella. Måske var det for overiglet, hun skulle have de to øgler ud af hendes lejlighed inden hun gik nogensteder.
I tre lange skridt gik hun imod mennesket, inden hun pegede den lille kvinde direkte ind i ansigtet med et blik der nok kunne have borret hul i de fleste.

"You don't get it, do you? You might thing fucking high about your self because you can walk right in here and getting the vamp to shit her pants!"

Knurrede den sorthårrede engel der tydeligvis efterhånden havde fået nok, ikke nok med at Procella i sig selv var ualmindeligt irriterende, så troede damen tydeligvis at hun ejede verdenen og at hun kunne diktere alle tingene som hun ville.

"Do you really think I intend to wipe Colts ass the rest of her life? Do you think that I chose this hm? I've avoided a connection to a human for six centuries, and unfortunately I move to an island where prople love to fuck with their own lives! And guesss what? Some innocent uninterested angel happens to get the job as babysitter and come between!"

De store sorte vinger afgav en let sirten af irritation og de store blå øjne skød lyn efter mennesket ... eller hvad hun nu var, gadekrydset kunne hun vel kaldes.

Et øjeblik slog englen kort blikket over på vampyren, ikke så underligt at Wilith havde valgt at klappe i, Izriel og hende havde trods alt mere fortid sammen end nogen af dem brød sig om at tænke på, men hvad den lille dame ikke vidste var nok for det bedste.

"Oh and look there, I just got the freaking worst human in the whole pile! Lady, I would like to see you do my job better with bones which might crack anytime and a big aura of fear!"

det var ingen hemmelighed for Procella at engle var mere skrøbelige end andre, typer som Procella vidste med ret stor sikkerhed det i forvejen, og så kunne damen jo sagtens sidde på sin høje hest, hun var tydeligvis væsentligt mere atletisk bygget end Izriel.

"Besides, why do you care anyway? Did Colt sent you to hunt the big bad angel?"

Englen lod blikket kort glide ned på kniven, i dén mondering kunne damen da kun være ude på at slå folk ihjel, med mindre hun decideret kunne lide at ligne en blade-fan, måske havde hun regnet med at Izriel var den helt store morder-engel, det var der nemlig mange engle der var.. hvis man troede på den slags

((Hvaaaa will? *pokes* Skal du springes over eller ligger du død i en grøft eller sådan noget?))

(mest det sidste... min krea er i hvertfald afgået ved døden, jeg beklager virkeligt tiden det har taget mig at svare..)

"Dear Lord, please stop these ladys from whining..."
Med et træt blik skævede hun op imod loftet, man kunne jo altid håbe at han lyttede, inden hun så en sidste gang på de to madammer. Mængden af drama i rummet var lige til et af de der nymoderne programmer, reality-tv eller hvad det nu kaldtes. Hun rettede lidt på tørklædet for at sikre at det dække det meste af såret, det ville jo ikke være så heldigt hvis hun gjorde et par stakkels natteravne helt forskrækkede ved at komme gående med hovedbunden flagrende i vinden.

Hun passerede med beslutsomme skridt englen og nåede få sekunder efter døren. Med hånden på dørhåndtaget vendte hun sig imod de to andre men de så ud til at være frygteligt optaget af at skændes så hun ventede indtil der var stille med at tage sin afsked.
"Angel, we'll talk later, call me if the dog tries to eat you, and hunter, Im glad to hear that you worry so much about me. I have your painting, it's as good as done, but i wan't that chip out."
Med de ord smuttede den lille vampyr ud af døren efter at have sendt Procella et irriteret blik. Hun var ikke i tvivl om at selvom chippen lod til at være gået midt over så ville jægeren stadig kunne finde hende hvis hun ønskede det maleri.

Hun forlod lydløst bygningen og overlod de to til hinanden, hvad end de to havde imod hinanden kunne de ordne det uden hende. For at være ærlig ville hun også helst være på vej væk når de to for alvor fik gang i skænderiet. For mange træstager og skydevåben i et rum var særdeles skadeligt for helbredet. Hun passerede igennem byen ret ubemærket, hun vækkede ikke ret meget opmærksomhed med det mørke tøj og da ingen kiggede nærmere på hende var der ingen der lagde mærke til at en mørkerød væske fik tørklædet til at klæbe til hendes ansigt og at t-shirten var langt mørkere end da hun ankom. Så snart hun kom ind i sin bil og fik lukket døren flåede hun handskerummet åbent og bundede en blodpose som hun havde med for alle tilfældes skyld.

((ude af tråden))

Procella løftede halvhjertet en hånd som en slags afskedshilsen til vampyren. Hvad den lille rødhårede pige ville var egentlig ret underordnet, men det var vidst ret ligegyldigt at stå og bræge det efter en lukket dør. Hun var alene med englen nu...meeeed mindre fjerkosten havde tænkt sig at kaste sig ud i verden for...åbenbart at debatere Colt til at...hvad? At det var en forfærdelig skidt ide at hun var blevet gravid? Der var ikke særlig meget mening med det. Procella hævede sine øjenbryn let og spidsede sine læber.

"Are you done bitching about your life? I'll just stand over here. Give me a squeal when you're done mkay?"

Drævede hun, mere end en smule provokerende i sin nedladenhed, og lettere selvfede ro.

"Or am I supposed to be the housesitter while you run out and do...pffh...whatever it is you think you might undo?"

Det var dybt retorisk og det kunne man udemærket godt høre på tonelejet. Smilet var der heller ikke noget specielt hjerteligt over. Det mindede egentlig mere om en hund der lurede på et stykke lunt leverpostej.

Englen lagde demonstrativt armene over kors og stirrede på Wilith som hun forsvandt ud af døren, ved lejlighed måtte hun lige få fjernet hendes adgang til lejligheden, men det blev ikke imens den lille dame endnu stod og svingede med sit madsværd. Da vampyren var strøget ud ad døren lod hun igen blikket glide over på Procella, hun havde faktisk ikke haft tid til at studere hende nærmere, eftersom hun havde haft rigeligt at se til med vampyren og den fremmede der kom vadende ind.

"Well, are you done being a bitch about my job? Then maybe I will spare you my whining!"

Sagde englen så med et hævet øjenbryn og en dalende interesse for samtalen med kvinden, det var ret tydeligt at hun var trænet i hvad hun lavede, ved siden af Izriel var Procella en lille man meget kompakt dame, Izriel var højere, mere timeglasformet og slet ikke af samme muskuløse støbning som jægeren, det ville hun heller ikke blive uanset hvor meget hun kæmpede for det.
Englen blinkede fraværrende og fugtede så læberne i en lidt for langsom bevægelse inden hun gav et suk fra sig.

"Oh, you don't mind housesitting. Well, the dishes needs to be taken, and the bathroom could use some serious cleaning. Of cause, you could just stop being a stubborn bitch, and whatever your point is being here would be much easier to reach, hm?"

Englen satte et stort ironisk tandsmil op imod den lille dame, inden hun lænede sig tilbage imod en hvid reol som stod i stuen, hvor hun utålmodigt tappede fingrene imod den glatte overflade med en hul kedelig lyd.

Procellas hjørnetænder blev blottet i et bredt og for første gang ægte grin. De gyldne øjne glitrede sardonisk da hun svarede.

"Done being a bitch? But I'm so good at it. Such a shame to waste real talent don't ya think?"

Det blev sagt på en måde så man faktisk ikke var et øjeblik i tvivl om at den lavstammede kvinde faktisk var stolt af at hun blev opfattet som en brysk og usamarbejdsvillig rejekælling. Jægeren nærmest "drev over til nærmeste kommode, hvis øverste skuffe hun trak ud. Den lange kniv pirkede rundt i indholdet.

Procellas opmærksomhed var rettet et sted halvvejs bag hende hvor englen befandt sig. De færreste kunne modstå den naturlige reaktion ville rejse i dem, at folk i dén grad ikke respekterede deres personlige rum og grænser.

"Yeah. I'll housesit. Maybe I'll invite some friends over. Could be funny"

Lød det rolige svar. Englen skulle ikke forvente meget rengøring. Det var fordelen ved ikke at have fast bopæl. Intet ansvar, ingen pligter. Men når nu englen var så flink at tilbyde hende direkte adgang til hendes personlige ejendele og dermed frit lejde til manipulering af hende...man skulle da være et skarn hvis man sagde nejtak!

Procella tog sig kort i at sende Jay en sørgmodig tanke. De to kunne have haft en glimragende fest ud af at rasere hele fjerkostens lejlighed. Måske skulle hun tage sig sammen og ringe til ham...bare for at høre om han stadig var i live, eller om han endelig var blevet ædt af et eller andet stort og grimt, som hun jo så naturligvis skulle smadr bare af princip, fordi der ikke var andre der havde tilladelse til at krølle et hår på hans usle hoved? Mjoe...måske...

Procellas muskler var spændt under læderjakken. Hun ventede på den tyste bevægelse. Den svage fært af kvalm rosentræ når den overnaturlige tingest bevægede sig. Meget kunne man sige, men Procella var ikke dum, og hun var da slet ikke stupid nok til at zone ud og vende ryggen til...ikke for alvor. Den kloge nare den mindre kloge...og englen her havde bevist et par gange at hun var let at provokere. Det var blot at finde de knapper der fik hende til at handle overilet herfra, så Procella kunne få lov til at arbejde, og få det overstået.

(( Tråden lukkes hermed. Der er mellem Procella og Izriel aftalt en wrap up på tråden. Båndet mellem Colt og Izriel bliver brudt. Til gengæld bliver Izriel bundet til Procella i den process, og er derfor fra trådens sluttidspunkt - juni måned 2012 - er Izriel, Procellas fungerende skytsengel. Det retter begge spillere naturligvis hurtigst muligt ind på deres profiler ))