Sweet monotomy [Kallisto]

"It's quite alright miss" forsikrede han hende imens at de fortsatte. Hun lignede bestemt heller ikke en som havde været her før. Ihvertfald ikke i alle de år som han havde arbejdet på biblioteket på- Han var ret så sikker på at med hendes udseende havde han kunnet huske hende. Hun var nemlig utrolig smuk... hvis ikke for smuk. Nok om det dog... overnatulig hylde. En hylde som Garett kun kendte alt for godt. I starten havde han læst en del op på bøgerne på lige præcis den hylde. Ikke alle informationerne om diverse væsner var rigtige men... de fleste informationer var brugbare. Det var i alt fald godt at have en idé om hvordan normale mennesker anså diverse væsner. De mere korrekte informationer havde han selvfølgelig fået ved hjælp af sin celle. Det var det første som man havde lært ham hvorefter han så var blevet oplært i hvordan man skulle genkende dem og derefter hvordan man skulle nedlægge de forskellige racer. Det havde været af nogen hårde år i optræning som jæger. Garett var bare glad for at han havde haft det som der skulle til for at overleve sin træning og blive en jæger.

Garett var ikke vant til at folk småsnakkede med ham når nu bare han viste dem vej til det som de ledte efter. Ikke at det gjorde ham noget. Det var rart at kunne snakke med folk en gang imellem. "About three years now I'd say." Det havde været lige deromkring da han var ankommet til Deploratus at han havde ansøgt om stillingen til at arbejde på biblioteket. Det skulle jo helst være et arbejde som ikke krævede særlig meget og hvor folk ikke rigtig lagde mærke til én... og hvad bedre end en bogopstiller på et bibliotek? Det var det perfekte dække. Folk anede knap nok hvem han var og de fleste syntes at han var for kedelig til at opsøge kontakt med. Hvilket enlig var ret ensomt...

Garett var enlig ret så ensom. Før hans liv var blevet vendt helt på hovedet havde han været en meget social person. Han havde elsket at tage i byen om weekenderne og hænge ud med sine venner. Der havde altid været nogen at være sammen med. Der havde altid været mennesker omkring ham men nu... Ja nu var alt anerledes. Hvis han havde opført sig ligesom dengang ville hans bror have nemmere tilgang til ham. Han ville have noget at true ham med. Det havde han vel egentlig stadigvæk... deres onkel. Dog var der ikke sket ham noget. Det viste vel bare at der stadigvæk var noget menneskeligt tilbage i ham. Han holdt vel stadigvæk af ham. Det var jo trods alt deres onkel som havde været der for dem siden, altid. Han havde været som den far de aldrig havde.

"Sure I can. So are you looking for novels or myths about them or perhaps something more specific? ? As you can see we've got a lot of books about the supernatural. About two of these big shelves..." sagde han og pegede hen imod de større hylder som var omkring de 2,5 meter høje. Det var just ikke et lille bibliotek.

Myter? Dem var der jo kun tusindvis af. Det ville have været skønt hvis hun var kommet med noget mere konkret om det hun ledte efter. Eller hvis bare hun var hundrede på hvad det var som hun ledte efter. Garett kiggede kort over på hende og kunne næsten ikke lade være med at smile en smule. Hun så en smule opgivende ud da han nævnte det med hylderne. Det var forståeligt nok hvilket enlig fik ham til at føle med hende. Måske hvis hun kunne udtale sig mere om hendes opgave ville han var bedre i stand til at hjælpe hende.

"Quite the assignment you've got. Any paticular creature or just... basically all of them? Any special area like the western creatures or asian? As you can see it's kind of a broad topic... and lots of books. If you could just nail it down for me that would be grand." Det var noget af en opgave som hun havde sat ham på.

"Well, books are just as complete and wise as the one who wrote them... if you ask me anyway." Garett var ikke sikker på om hendes ord var myntet på ham. Hun havde nok bare tænkt højt men hun havde nok ikke noget imod at han svarede. Han savnede trods alt at snakke med folk... Han var begyndt at føle sig som en eneboer. Hvilket han enlig også var lige nu men ikke noget han ønskede. Hvem gjorde i det hele taget også det? Mon hans bror var ensom uden Garett?

*Wait no! Don't think about him...* Hvilket i sig selv var lidt for sent. Det var nok bedst at han fokuserede på sin opgave: At hjælpe den unge studerende med at finde nogle brugbare bøger.
"I can recommend a few..." Garett havde nogenlunde en grundidé om hvad hun skulle bruge. Han gik dermed hen til bøgerne med vampyrer hvor han fandt bøger med deres oprindelse, deres levevilkår, kendetegn og nogen få myter omkring dem. Generelt bare det mest basale viden om vampyrer. Dermed gik han hen til den unge kvinde."This just about covers the vampires..." derefter gik han hen og satte dem på et bord i nærheden. "As for the werwolfs..." han gik dermed hen til bøgerne med dem og fandt det samme som med vampyrene. Sådan fortsatte han med dæmonerne og englene. Alle bøgerne lagde han på det samme bord som mest af alt var godt fyldt ud nu. "And here there are a lot more where they came from however not all are the same. Nothing is exact and each book has something different to add to each creature. Those books I gave you however all contains the same basic thoughts and ideas about them though." Garett var mest af alt glad for at når han kiggede på bøgerne at det ikke var ham som skulle gennemgå dem alle sammen.

"The name is Caleb Stone, miss. Do feel free to tell me if there is more you need."

Hvis han havde syntes at hun havde set opgivende ud før var det intet i forhold til hvor opgivende hun så ud da hun fik åbnet én af bøgerne. Tja, hvis hun ville havde gode resultater var det bare noget som hun var nødt til at gå igennem. Uanset hvor svær opgaven foran hende måtte synes. Man kunne ikke bare forvente at alt her i verden ville komme let til én uden at arbejde for det. Hvor ville det sjove være i det? På den anden side så var det vel heller ikke så besværligt at læse nogle få bøger. Det eneste man kunne komme til skade med der var et par papirrifter. Intet i forhold hvad andre mennesker var nødt til at gå igennem for hver dag at overleve…
Hvor var han lige pludselig var blevet klog at høre på. Det var til at blive helt dårlig af. Han havde trods alt selv været sådan for mange år tilbage. Det værste var bare at det ikke var kommet med alderen. Overhovedet ikke. Det var kommet med alle de erfaringer og oplevelser som han havde erhvervede sig på så kort tid. Nogle han helst havde været foruden.
Ikke mere fortid! For deprimerende og distraherende. Depri og distraheret var noget han kunne være når han kom hjem. Ikke imens at han var på arbejde. Det sidste han behøvede var nogen som begyndte at bekymre sig om ham. Det ville simpelthen være for meget… tiltrængt men… nej, han kunne ikke. Han kunne ikke lade nogen komme for tæt. Han kunne ikke henvende sig til nogen. Han ville ikke kunne være i stand til at se sig selv i ansigtet velvidende at personer var kommet til skade på grund af ham. Ikke igen.

”Nice meeting you miss Kallisto. Well, I would most likely start reading the subject that interests me the most. That way I won’t lose interest quite as fast.” I det mindste kunne han distrahere sig selv ved at konversere… eller det håbede han i alt fald på. Han havde i alt fald brug for at lære at styre sine tanker noget bedre. Dog var det noget andet når han var ude i felten. Når han var ude i felten var han koncentreret og målrettet. Hans tanker var under kontrol og hans mentalitet skarp. Det var dog noget helt andet når han gik rundt til hverdagen. Hans fortid havde det med at krænge sig ind i hans hoved og forstyrrer hans tanker.  Det var svære at lukke af for. Noget som kunne gå hen og blive fatalt for en uopmærksom jæger… var en død jæger. Det var i alt fald noget som han var blevet fortalt gang på gang.  

”Looks like it miss, however do not fret. I will be at your service if needed,” forsikrede han hende om og smilede igen. Han var lidt ude af træning det med at smile men det gik da. I hvert fald ifølge ham selv. Så meget et stenansigt havde han da heller ikke fået. Det ville i sandhed være trist. Det sidste han ville være at glemme eller være ude af stand til at fungere som et normalt menneske.

Garett fulgte hendes blik og endte med at kigge hen på nevøen. Tja, han skulle vel også have et sted at arbejde... men at få sparket ville måske gøre ham megen gavn. Så ville han måske indse at man måtte arbejde for ting her i livet. Han ville endda også gøre sig nogle erfaringer og få noget ud af sin hverdag. Møde nye mennesker og skabe relationer... Ligesom alle andre på hans alder gjorde eller allerede havde. Han var en smule bagud for en på hans alder.
Dog ville hans tante nok ikke lige give ham sparket foreløbigt. Hun havde trods alt ikke mange andre end sin nevø. Den historie var dog hendes egen til at fortælle.

"You're welcome miss Night" sagde han venligt da hun igen havde vendt sin opmærksomhed mod ham. "Now if that is all miss Night then I'll be going and leave you to do your assignment in peace." Det ville ikke være så godt at blive hængende alt for længe. Han havde jo også et job som han skulle passe og hun havde en opgave som hun skulle lave. Noget de begge nok ikke ville nå særlig langt med hvis de distraherede hinanden. Selvom hun enlig var en ret rar distraktion for hans ellers kaotiske tanker. Det var svært at forklare men denne Kallisto havde en form for beroligende effekt på Garett. Han følte sig nærmest... glad i hendes nærvær. Havde han virkelig savnet menneskers nærvær så meget? Det havde han vel.

Garett skulle lige tænke sig om en gang inden han svarede hende. Bibliotekaren var ikke glade for at bøger bare lå og flød. Også selv om nogle havde spurgt om de måtte lade dem ligge til en anden gang. Nok mest af alt fordi hun ikke troede på at de kom tilbage og bøgerne så dermed ville ligge der i et stykke tid inden at Garett måtte sætte dem på plads igen. Dog havde han fået sig en idé. "It's alright however I don't think that's possibe miss. Though... how about I get a an empty trolley for you to put them in when you're done for today?" På den måde lå bøgerne ikke bare og flød og hun ville være i stand til at finde dem igen. Og bibliotekaren ville ikke få et flip.

"You're welcome... and good luck with your assignment" sagde han smilende.
"Thank you. To you as well miss" sagde han hvorefter han tog afsked med hende. Det ville have været hyggeligt fortsat at kunne snakke med hende men hans arbejde udførte ligsom ikke sig selv... og han skulle nok ikke forvente hjælp af andre ansatte heller. På den anden side havde han også en dårlig fornemmelse ved at snakke med hende. *Seriously... how broken am I?* tænkte han sørgmodigt for sig selv. Var det her noget som han nogensinde ville kunne rette op på? Selv vis han fik fat på sin bror og... Ville han så komme sig igen? Ville han blive ligesom han var engang? Man havde vel lov at håbe. Måske skulle han bare finde nogen til at få ham til at glemme det hele. En som kunne få ham til at føle sig tryg og lykkelig. For overhovedet at han den chance måtte han fjerne forhindringen for at få det liv. Efter det var klaret ville han kunne begynde sin jagt på den eneste ene... eller noget i den stil. Der var jo også så meget andet som han også skulle... han skulle muligvis skrive en list. Eller det ville måske være for mærkeligt.

Garett var igen begyndt at sætte bøger på hylderne. Der var en del som skulle sættes på plads men det var lige til at overkomme. Det værste var bare at en del af dem skulle op på toppen af nogle hylder. Til dem blev han nødt til at bruge en stige og den stige... var også ret så forældet og nærmest faldefærdig. Man skulle virkelig have en god balanceevne til at kunne stå på den. Han fandt stigen frem og satte den op imod hylden hvorved at han skulle sætte en bog på plads. Stille gik han op af trinene og passede på ikke at miste balancen. Det ville være knap så fedt hvis han nu skulle falde. For ikke at nævne en smule ydmygede. Det gik helt fint men da han stod oppe på det øverste trin og var i færd med at sætte bogen på plads kom der nogle børn løbende hen imod stigen. De var sikkert lige ankommet med deres klasse på udflugt til biblioteket og besluttet sig for at det var sjovere at løbe rundt end at læse en bog. I alt fald ramte de ind i stigen som begyndte at ryste hvilket slog Garett ud af balance. Det endte med at Garett smuttede og at stigen styrtede til jorden og gik i stykker.
Af ren refleks greb Garett fat i hylden... og der hang han så nu imens at bøger omkring ham faldt ned. Så længe at hylden dog ikke faldt ned. Heldigvis var hylden godt robust... som det eneste på dette bibliotek.
"Well ain't this just wonderful..." mumlede han for sig selv. Det var ikke lige sådan at han havde forestillet sig sin dag. De små lømler som havde stoppet op efter de havde hørt braget var nu begyndt at råbe op og folk var småt begyndt at samle sig omkring ham. *Seriously? How am I supposed to get down now. I'm just supposed to be a regular guy after all* tænkte han lettere irriteret. Han kunne ikke bare bruge hans jæger-træning til at komme ned igen. Det var ikke meningen han skulle tiltrække sig for megen opmærksomhed. Han måtte vel bare hænge ud indtil at nogen nedenunder ham fik hjulpet ham ned igen.

Det var lidt en urolig tanke at der ikke var nogen som sådan som lige hjalp ham ned. Folk under ham havde åbenbart for travlt med at gispe og måbe. Ikke lige noget som Garett kunne bruge til noget som helst. Hvis de virkelig ville hjælpe kunne de jo starte med at skride så han selv kunne slippe ned og så finde på en historie bagefter med hvordan det var hændt. Hvis det var meget at forlange kunne de i det mindste anskaffe en ny stige til ham. Bare lige inden at hylden han hang på brød sammen. Hylden havde han nemlig mistet tiltroen til da han hørte den knirke noget så faretruende. *This library needs some serious remodeling* Nu håbede han bare inderligt at der så ikke var nogle problemer med selve reolen. For tippede den... ja, så ville denne dag tage en noget så grim drejning. Ikke kun for Garett men også for alle de mennesker som stod omkring den.
Garett var ret så lette over at der endelig var nogen som tog styringen. Garett kiggede ned og fik øje på Kallisto. Han synes nok også at det var hende som han havde hørt. Garett hørte hvordan hylden gav fra sig nu og regnede med at han ikke havde langt igen før at den brasede sammen. Han så stigen ved sine fødder og skulle til at ligge alt sin vægt på den da han lagde mærke til at det var den selv samme stige som han før havde brugt. Den ville ikke kunne holde ham. Den var trods alt gået i stykker fra faldet.
"Erm... not to be ungrateful or rude however I don't really trust that a broken ladder is going to hold my weight. " Han havde mest af alt lyst til at tage chancen med hylden end stigen. Den så trods alt ud til at holde længere end stigen. Den ældre som stod med stigen så ikke ud til helt at forstå hvad Garett mente og kiggede bare underligt op på ham. "Come on son. Don't be scared now" sagde den ældre herre betryggende som om at Garett var bange eller noget. Hvilket ikke lige var tilfældet. Han ville nok komme til skade vis ikke at han gjorde noget men han vidste da hvordan at han kunne formindske skaden. Han skulle jo nødig ikke være i stand til at udføre hans rigtige arbejde.
"Might you find another ladder then? We've got another one in the storeroom right over there" sagde han hvorefter han plejede mod lagerrummet med sin fod. Det var heldigvis ikke så langt væk igen fra hvor de var... men de skulle nok skynde sig

"Be careful down there!"

For at give sig selv og de andre mere tid valgte han at skubbe nogen bøger ud fra hylden over sig så der var mere plads at holde fast. Han skubbede også nogen ud ved han fødder så han også kunne få bedre fodfæste. Han kiggede dog ned før han gjorde alt det for at sikre sig at han ikke ville ramme nogen. Det var ikke til at vide men han håbede på at han ikke ramte nogen. Der var jo nødigt nogen som skulle komme til skade.

"Sure thing..." svarede han kort hvorefter han lige kunne skimte at hun forsvandt i den retning som han pegede. Imens at hun var væk kunne han lige pludselig høre en blitz fra en kamera... han kunne skam også se det selv om han havde ryggen til. *You have got to be kidding me...* sukkede han, da der var en af beskuerne, som synes at det havde været passende, at tage et billede af ham. Magen til frækhed! Nu blev han nødt til at få fat i den person senere og slette det. For det at tage et billede af ham... og i værste tilfælde ligge det ud på internettet ødelagde det ligsom hans forsøg på at forholde sig anonym. Han kiggede så derefter bagud for at kaste et blik på idioten. Det var en ung knøs... sikkert de 14-15 år gammel iklædt grå jogginbukser og en marineblå pull-over. Ham skulle han nok huske men indtil videre skulle han bare ned først... og sørge for at ikke andre også valgte at tage billeder eller videofilme for den sags skyld.
"Excuse me but I don't remember signing up for being someone's entertainment. So could you please refrain from taking pictures or filming? Thank you." Det var ikke sikkert at man ville holde op af den grund men folk ville blive opmærksomme på det og måske forhindre andre i at gøre det. Især hvis det var at de havde ondt af ham.
Hylden som han nu hang i så ud til at være bedre end den fra før. Her kunne han nok hænge i et stykke tid endnu. Det var jo også meningen at hylder generelt skulle holde til meget når nu at der skulle være så mange bøger i den. Det havde de måske også været i stand til i de dage hvor de havde været splinternye. Hvilket ikke var tilfældet nu foruden lige den som han hang på. Det så ud til at den havde været skiftet ud. Den forrige hylde havde sikkert gået i stykker eller noget men så havde det nok været før han fik job her som bogopstiller. Ja, det var det jo nok.
Garett kunne tydeligt høre hvordan Kallisto var i færd med at "bryde" ind i lagerrummet. Døren havde det med at binde da selv den havde nogle år på bagen. Han håbede nu bare på at hun kunne få den op og bringe ham stigen. Han blev dog noget så lettet for ikke at sige glad da han så hende igen med stigen.
"It's okay. This one is safe. Though it's a wonder that we haven't been using that one instead" sagde han smågrinende og trådte ned på den nye stige. Det var en stige af stål som biblioteket havde fået foræret. Bibliotekaren havde bare ikke syntes at den have passet til bibliotekets udseende og atmosfære og havde derfor bedt dem om at bruge stigen af træ. Hvilket i bund og grund var latterlig men Garett havde selvfølgelig gerne have beholdt sit job og havde bare gjort hvad hun sagde. Uanset hvor åndsvagt det var.
Garett kravlede dermed ned at stigen og trådt sikkert ned igen. Da han var nede igen åndede han lette op og folk omkring ham var begyndt at juble. Han vendte sig imod Kallisto og smilede taknemmeligt til hende.
"Thank you so much. You just saved my day miss Night". Derefter takkede han selvfølgelig også de andre som havde hjulpet men det var Kallisto som havde størstedelen af hans taknemmelighed. Det var trods alt hende der havde påbegyndt hele redningsaktionen.

"To be honest I'm kinda hoping that I won't need your help another time... but thanks. I really appreciate what you did for me." Det var egentlig ret sødt sådan som hun rødmede... Det fik ham helt til at smile indvendig. Nok mest af alt fordi hans ansigtsmuskler ikke lige også kunne vise det udvendigt. Dælens til jægerstenansigt...
Han måtte vel bare til "rehab" om hvordan det er at være et "normalt" menneske. Eller i hvert fald hvordan man foregiver at være et. For i realiteten ville han nok aldrig blive et "normalt" menneske igen.
Da Garett vendte tilbage fra sin lille tanketur kunne han ikke undgå at bemærke den måde Kallisto stirrede på hans arme. Først havde han ikke den fjerneste anelse om hvorfor hun dog skulle have grund til det. Hans arme havde det skam helt fint... nok i modsætning til hendes egen. De havde det nok ikke så godt efter hun havde brugt dem som en rambuk. Da gik det op for ham at hans arme taget i betragtning af al den tid han hang der... heller ikke burde være i så god en stand. Hvis han ellers havde været hvem som helst.
Måske skulle han spille på det. Bare lige for at passe ind lidt. Garett begyndte dermed at gnubbe sine arme og udstøde små smertesuk. Han prøvede også at virke en smule udmattet og vattet for at hjælpe med overbevisningen. Om det så virkede var ikke til at vide. Som sagt var han ude af træning angående det at være "normal". Det var også derfor at han heller ikke kom ud så meget med mindre at det havde med begge hans jobs at gøre. Dog, selv når han arbejde prøvede han mest af alt at forholde sig i baggrunden... i skyggerne.
"I think so, however, I'm not entirely sure..." svarede han Kallisto. Hvilket ikke var helt rigtigt. Han var nemlig ret sikker på at nogen havde taget et billede af ham. Han vidste skam også hvem den skyldige var. Det var dog ikke noget som han ville blande Kallisto ind i. Hun havde skam assisteret ham nok i dag. For det andet ville han heller ikke holde hende fra hendes opgave længere. Hun havde jo selv en del at se til. For det tredje... så skulle han helst ikke bygge et forhold til hende. Hun skulle hverken være ham en bekendt, ven eller noget andet.
Av... det gjorde ondt at tænke sådan. Det et lille stik i hjertet men det var der ikke noget at gøre ved. Foruden at få bugt med hans problemer. Han måtte bare bære over med det og mest muligt prøve at ignorere det.
"Now if you'll excuse me I think I have to report this to the owner..." sagde han høfligt hvorefter han satte hen imod ejeren som af en grund slet ikke have været påvirket af alt påstyret. Godt nok var hun op i alderen men hun var vel ikke døv? I så fald så var det vigtigt at raportere så hurtigt som muligt. Han ville trods alt rigtig gerne beholde hans cover-job som bogopstiller.

Garett havde været ovre og snakke med bibliotekaren som havde ment at de nok at sikkerhedsmæssige årsager var nødt til at lukke biblioteket for i dag... også mest af alt på grund af den folkemængde som havde samlet sig udenfor. Garett syntes at han kunne skimte nogle af de lokale rapportere og blev hurtigt enig med at det nok var en god idé at lukke ned for i dag. Han havde nemlig på fornemmelsen at hans lille hændelse fra før var blikfanget. Ikke noget han var interesseret i.

"Ladies and Gentlemen... for safety reasons we are closing the library earlier today. Please put your books back to their respectable places and leave the library in a fashionable order. Thank you" lød det fra bibliotekaren over samtaleanlægget. Derefter kaldte hun medarbejderne til at samle sig i mødelokalet.

Lige så stille begyndte folk at gå ud og forlade biblioteket. Medarbejderne fulgte dem ud imens nogle andre var blevet sendt hen for at holde rapporterne ude. Andre var gået hen for at samle sig i mødelokalet. Garett havde nok også have gået mod mødelokalet hvis han ikke lige var kommet i tanke om Kallisto. Han var sat hen imod hvor han sidst havde set hende. Han havde jo en del bøger som hun sikkert gerne ville låne og det var ikke til at vide og hvor lang tid biblioteket ville være lukket. Med det som var hændt var der nok en del hylder som skulle undersøges og tjekkes om de kunne holde. Han havde også på fornemmelsen at biblioteket var nødt til at gå igennem en ret heftig renovation.

"Miss Night, the library is closing down now and I don't know if we'll be able to open up to the public for a while, however, if you want I can hold on to those books that you need and make sure that you'll be able to borrow them for your assignment" sagde han høfligt. Det var nemlig grunden til at han havde fundet frem til hende igen. Det ville være synd hvis hun ikke ville være i stand til at låne de bøger som hun skulle bruge til sin opgave. Siden at hun også havde været så sød at hjælpe ham tidligere var det det mindste han kunne gøre.

Da Caleb var kommet hen til Kallisto igen kunne han godt fornemme en lidt nedtrykt stemning. Hvis han heller ikke tog særlig meget fejl så hendes øjne også ret våde ud... samt hendes kind. Om hvorfor hun lige var ked af det kom egentlig ikke ham ved men derfor kunne man jo stadigvæk godt undre sig og måske endda være medfølende. Nok ikke at det var passende siden at de knap nok kendte hinanden og det at Garett ingen idé havde om hvordan man skulle trøste nogen. I stedet for valgte han at forholde sig tavs. Det havde trods alt også virket til at hun ikke havde ønsket at nogen skulle se hende græde.

"Don't mention it. This is the least I can do after you really helped me out before." Garett tog imod bøgerne som hun havde udset sig. En bog om engle og så omkring vampyrer. Det skulle vel nok lade sig gå an at udlåne dem til hende. Derefter kiggede han ned på sedlen med hvad der sikkert var hendes telefonnummer. Lidt usikkert tog han imod den og skimtede den kort før at han lagde den ned i sin skjortelomme. Det var ikke tit at han modtog folks numre. Han skulle jo helst ikke erhverve noget som kunne bruges til at finde frem og skade de folk som han havde modtaget dem af... Han måtte bare være ekstra forsigtig så.

"Thanks... sure thing." Han smilede lidt akavet til hende men det gik nok. Indvendig var han dog ved at tabe både næse og mund af hendes næste kommentar. Okay... this I did not expect... what do I do? Garett var i helt vildrede hvilket måske ikke var helt til at se for hans stenansigt. Det var ikke ligefrem en god ting hvis hun kunne udvikle noget for ham men på den anden side... var det heller ikke nogen dårlig ting. Okay, jo det var det fordi det nok i sidste ende kunne få hende i nogle problemer og det så ville være Garett's egen fejl men så måtte han vel bare passe på. Det var jo også sandsynligt at hans bror slet ikke var interesseret i hvad Garett gik og foretog sig lige nu.
Dare I take this chance...? Just this once... could be nice. To feel like a regular person. Han kiggede over på Kallisto vis kinder så ud til at have fået en smule farve. Han kunne ikke lade være med at smile og trak vejret kort hvorefter han besluttede sig.

"Sounds nice... I just might take you up on that offer miss Night" sagde han med et lille smil.

"Now I'll just need youy loaning-card so I can borrow these for you."