Oh my god! Shut up! [Lukket. Kallisto - Tau]

Sted: Domkirken
Omgivelser: absolut ingen, udover organisten som sad og spillede lave salmer
Vejr: blå himmel med pletvise skyer
Tid:10:42
Påklædning: Sort t-shirt, Blå cowboybukser, sorte all-stars og en halvlang grå jakke

Tau sad på tredje række i kirkens venstre kolonne af række. Han sad med hovedet forover bøjet, lukkede øjne og foldede hænder som lå i hans skød. Han nød altid at komme i kirken. der var noget beroligende over ekkoet fra orgelet flydende tone som stille bevægede sig rundt i det store rum. Tau var jo meget Kristen så det var vel også noget der var med til at styrke hans forhold til stedet her. her kunne han lade alle sine tanker og taknemmelighedder få frit løb.

Han var godt klar over at kirken havde betydet noget grumt i tidligere dage, så som at det blev kørt som et internationalt firma hvor guds ord sagtens kunne tysses ned hvis bare man havde pengene til det. Men for ham var gud ikke en stor mand oppe i himlen som styrede alting ved at trække i små tråde og så videre. gud var kærlighed. Kærlighed. Gud var grunden til at alting kunne køre rundt, grunden til at alting er som det er idag. Kærlighed. Kærlighed for alt til at køre  rundt. Kærlighed har gjort verden til det den er.

Orgelet lod de sidste toner af den igangværende salme flyde stille ud, indtil de forsvandt og der blev helt stille. det var næsten som om at tonerne stadig kunne høres men så alligevel ikke. Det var sjovt den måde det spillede ham et pus. At han var bevidst om at tonerne var væk. Men at han stadig kunne høre dem for sit indre øre. Der var stille lidt tid. Så begyndte organisten på en ny salme. Han kom til at ramme en skæv tone et par takter inde. Tau smilte skævt for sig selv, men tænkte så ikke nærmere over det. han tog en dyb indånding og udgav et behageligt suk.

Som hun gik op langs stien til kirken, nynnede hun stille for sig selv, den eneste måde hun endnu kendte til at holde de døde ude af hendes hoved. Hvorfor hun var kommet tilbage her til, var en gåde for hende, smerten ved de mange stemmer som alle råbte at hun skulle hjælpe hende, rev hende i hjertet og gjorde hende næsten døv for alt andet.

Den hvide kjole hun havde vagt den morgen, blev pænt dækket af hendes lange sorte trenchcoat, som var lukket med to knapper på midten af hendes mave, hendes hår sad i noget der mindede om en fuglerede, da hun bare havde haft samlet det hele i en knude om morgenen, desværre var noget af det ved at finde vej ud.

Et lettet suk kom fra hendes læber, da hun nåede kirkens store døre, og endnu et da hun trådte ind i kirkens tyste atmosfære, kun den stille lyd af et orgel som spillede en salme hun ikke kendte lød i rummet.
Som hun kiggede rundt kunne hun kun få øje på en enkelt person.

Den pinlige lyd af hendes trin lød i kirke rummet som hun gik op til fjerde række af bænke, i kirkens venstre side. Inden hun satte sig bag den tilstede værende person, slog hun korsets tegn for sit bryst, noget som hun engang havde set i en film.

This is the second time I am in here; please give me a sign, my lord

For andre ville hendes tanker sikkert være underlige, men for hende passede de fint. Hun vidste ikke meget om den skabning der blev kaldt gud, kun at hun var en af dennes skabninger og skulle følge dennes ordre, nu ville hun bare gerne have en klar besked.

Hun lænede sig stille frem og lagde en hånd på personen foran hendes skulder.

” excuse me sir, can you tell me about the service is over, or whether it is not until later?”

Hendes stemme var en smule nervøs, det var den første gudstjeneste hun skulle deltage I, og hun havde ingen ide om hvornår den skulle finde sted, kun at det var om søndagen og at der skulle være et par stykker I løbet af dagen.

Tau hørte kirkens store døre blive åbnet, og en let brise af den kølige morgenvind strøg kort ind mellem rækkerne før den store dør blev lukket. Tau kiggede op frem for sig og kastede derefter et blik bagud og fik øje på pigen. En nydelig ung dame i hvid kjole og sort trenchcoat, som tydelig ikke vidste at en gudstjeneste var noget som startede, og altid startede klokken ti hver søndag. Den var desuden næsten slut, så hvorfor kom hun i det hele taget rendende her hen mod slutningen.

Han hørte ikke at hun satte sig bag ham. Grundet ekkoet i kirkerummet lød det som om hun kunne have sat sig hvor som helst. Orgelet sluttede salmen af hvorefter der igen blev stille. organisten spillede endnu en ny salme. og Tau lukkede øjnene og kiggede ned som før. Han nød igen kirkens rolige atmosfære og tænkte ikke videre over pigen.

Han fik et lettere chock da hun placerede sin hånd på hans skulder. Han vendte sig halvt rundt i sædet og kiggede på hende med en irriteret mine og satte sin pegefinger op foran sine læber for at signalere at hun skulle tie stille. Han kiggede fremmad igen op mod alteret. Irriterende at folk ikke kunne finde ud af at tie stille. Havde hun aldrig været til gudstjeneste før eller hvad?

Kallistos viden om kirken, kom igennem de film og ungdomsbøger hun igennem tiden havde læst, intet af hendes viden kom fra en præst eller engle eller gud selv, hvilket nok var det mest komiske i hele hendes situation.

At drengen tyssede på hende havde hun ventet en smule, for sådan gjorde folk altid i film, det var vidst noget med at det hellige rum ikke måtte forstyrres, men hvad hjalp det hende lige nu. Hun kiggede sig lidt rundt og blev enig med sig selv at der ikke var andre end dem og pianisten, selv ikke den præst som havde været her sidste gang var at finde.

Aren’t there supposed to be a priest in here? Or am I wrong?

Igen kiggede hun lidt rundt, kiggede lidt på den store boks hvor hun havde set mennesker gå ind og ud sidste gang hun var der, men de to forhæng som havde været for der, var begge trukket fra, så præsten gemte sig ikke der.

Hun skammede sig en smule, da hun igen bukkede sig frem over for at hviske til manden, for han ville tydeligvis ikke forstyrres, men hun havde brug for at vide hvad der foregik, specielt når der var så få personer

”Excuse me sir, but have the service begun jet, or?”

Hendes stemme var lav og hviskende, men I det næsten tomme rum, kunne hun ligeså godt have talt med en normal stemme, nok så pianisten ikke ud til at have hørt det, men manden sad også ved et instrument som burde have gjort ham døv.

Tau lukkede igen sine øjne og bøjede hovedet. Han så sin mor for øjnene af ham. og bad en lille bøn i sit hoved som var ment som en bøn om tilgivelse fra moderen. Og samtidig bad han en bøn hvori han tilgav sin far. Han savnede England. men han var glad for at være sluppet væk der fra. Og han var glad for at være sluppet væk fra sin far. Han havde glemt alt om pigen indtil hun da igen hviskede ham i øret.

"Oh my god, Shut Up!"

udbrød han. orgelet stoppede med at spille og tau kiggede på pigen med et forfærdet blik. Hvad sagde han lige. Han nærmest sprang over ryglænet på hans række, sådan at han nu var lige ved siden af hende. han tog fat om håndledet på hende og satte afsted med hende på slæb. De hurtige skridt rubgede i hele kirkerummet da han løb ned gennem gangen med pigen på slæb. Den store dør blev flået op og smækket i.

Han løb tyve til tredive meter væk fra kirken stadig med pigen for enden af armen før han vendte sig om i et udbrud, frustreret som han var. hvad bildte hun sig ind. hvor dum var hun lige. havde hun aldrig været i en kirke. alle disse tanker fløj igennem hovedet på ham mens han halv-råbte ad hende, i sin tykke britiske accent.

"what the hell are you thinking!?"

han kunne mærke sin puls i sin tinding. Delvist grundet sin frustration, og delvist grundet den lille løbetur. han var godt irriteret. Og det svar han forventede fra hende havde bare at være af mere end en halv-hjernet kvalitet.

Inden hun nåede at opdage det, råbte manden at hun skulle holde mund. Det lettere overraskede udtryk i hans ansigt, var meget godt afspejlet i hendes eget. Da han pludselig sprang over ryglænet af bænken og havnede ved siden af hende, overraskede hende en smule, men da han begyndte at slæbe af sted med hende, overvejede hun et kort sekund at kæmpe imod, men måtte indse at grundet sine hule knogler, ville det intet nytte, med den fart drengen havde på, ville hun bare falde og slå sig.

Det var ikke fordi hun havde forstyrret så mange andre end ham, da han jo havde været den næsten eneste i kirken, så hun forstod ikke hans voldsomme reaktion.

Serious, your servant tells me to go to church, and this is what I get, my god, you are irritating my lord

Hun hørte godt mandens spørgsmål, men hun kunne vel ikke så godt tillade sig at stille sig op og råbe af ham. Det var vel ikke passende når nu det var hende som havde lavet den første fejl.

”I.. I was.. I was just”

Great my stutter is back (lespen)

“I just wanted to know if the servant was started, sorry I have never been to this before, and with one person in church it didn’t seem likely that the priest had begun”

Hendes tone var undskyldende, og som hun først begyndte at snakke, faldt hendes skuldre lidt ned og hendes øjne blev rettet imod hendes fødder. For hende virkede det hele dumt, men hun ønskede ikke at skabe sig en fjende bare fordi hun ikke anede en skid om kirker, det var jo for at lære at hun var kommet til dette næsten øde sted.

Hendes øjne flakkede en smule i jorden, med en klump i halsen løftede hun hovedet og kiggede undskyldende på manden, hendes øjne var lettere klare imens hun kiggede på ham, på denne måde kunne hun høre hvad han sagde og følge med i hvad han gjorde, i stedet for at høre på de mange døde som burde ligge i deres grav.

”I am sorry, but I didn’t not know”

Hvad var det egentligt hun ikke havde vidst? Sikkert det hele, men hun havde ikke vidst at han ville reagere så voldsomt

Tau kiggede på hende med et blik som om at han tænkte at hun måtte være fuldkommen dum. han kunne ikke lade være med at udgive en lille fnisen. Han kikkede på hende med løftede øjenbryn og gjorde mine til at opgive fuldstændig, men kiggede hende så i øjne.

"You didn't know if the service had started. Listen missy the srvice was almost at end. The organist was playing out the service for people to leave. i just stayed behind for the sake of the music"

Sagde han med et skævt smil. Han var faldet lidt mere til ro nu hvor de var nået væk fra kirken. og så egentlig lidt situationen som værende morsom. næsten latterlig lige frem. Han kiggede på hende med et lidt drillende blik og spurgte hende for at gøre lidt sjov ud af det hele, da han ej heller ønskede sig en fjende.

"say mylady? Why'd you even talk to me? You've never even been in a church, let alone to a service before?"

Han grinte kort og betragtede hende kort. Det var da egentlig en lidt sjov sammensætning. Den hvide kjole og sorte trenchcoat. Han rettede blikket mod hendes øjne. De var klare og brune. De var meget betagende. der var noget over hende som han aldrig havde set før. Der var noget ved hende som fra-skildte hende fra alle andre personer han havde mødt. Han fik samlet sine tanker og ragte hånden frem mod hende som en introduktion

"Name's Tau. And what is yours missy?"


Spurgte han med et skævt smil på læben.

Kallisto følte sig lettere fornærmet da manden fniste af hende, så sjovt kunne det heller ikke være. Et øjeblik overvejede hun at sparke ham over skinnebennet, men intet godt ville komme ud af det, så i stedet placerede hun et falsk smil på læberne som undskyldning for sin egen dumhed

”I did not meet anyone on my way here, how was i supposed to know that the service had ended, i was just told that 3 times on every Sunday there would be services”

Hun havde en lettere vred tone I stemmen, men den var ikke rettet imod manden, nærmere imod hende selv og det dumme kvinde menneske som ikke havde givet hende et tidspunkt.
Som hans blik blev drillende, varmede hendes smil en smule op, det var ikke længere stort og falsk, men passede til hende som lille og varmt.

”I have been to church two times in my life, one times was a funeral, and the other was an accident”

Ikke at det var sådan hun ville beskrive det over for sig selv, men hun kunne ikke så godt fortælle drengen at hun var kommet til kirken fordi *Gud* havde sagt til hende at hun skulle.

Hun fulgte kort hans blik, ikke at hun fandt noget underligt ved sit tøj, taget i betragtning af at hun var kommet her til med en motorcykel, så syntes hun ikke det var så slemt, selvfølgelig havde hun også brugt tid på at tage sandaler på og ikke sine kondisko. Hun lyttede øjnene og kiggede lidt vurderende på ham. Hun fandt ikke hans tøj mindre bemærkelses værdigt, sort t-shirt og en grå jakke hang ikke sammen i hendes univers, men så igen, det gjorde tidligt ud af sengen på en søndag heller ikke.

Det komiske ved hele situationen gik op for hende, hun havde forstyrret manden midt i en gudstjeneste, mens han sikkert havde bedt en bøn, eller hvad folk nu gjorde, og han var blevet sur på hende, hun forstod ham egentligt godt, men ville ikke indrømme det, i stedet forsøgte hun at kvæle den latter som var ved at komme fra hende.

”My name is Kallisto, nice to meet you Mr. Tau”

Hun lagde hovedet lidt på skrå og sendte ham et oprigtigt smil, inden hun tog imod hans hand og gav den et lille klem.

Han gav et lille varmt grin fra sig og kiggede på hende med et venligt blik. Hun virkede da til at være meget sød. Måske lidt uvis på hvordan en kirke og gudstjenester og den slags fungerede. men hvis det var alt, kunne det da vel ikke være så slemt igen. Han kiggede ned i jorden og da på sine sko. Han løftede blikket sådan at hans øjne spejdede ud over sceneriet. Der var en lille sø med åbningen til en skov lige bag den, omkring hundrede til halvandenhundrede meter fra dem. Uden at fjerne blikke fra den smukke natur, spurgte han hende.

"Well what made you decide that today was the right day to attend service. and why this late. You know service often starts at ten"

Han tog blikket fra sceneriet og kiggede op på domkirkens to kirkespire. Han så organisten stikke hovedet ud af porten, og kigge engang fra side til side, før han igen trak hovedet indendørs. Han måtte åbenbart ikke mistænke ham og Kal for at have været dem som havde vagt al den påstyr i kirken. Tau smilte igen skævt. Han rettede blikket mod Kal og spurgte.

"well since service is over. Care to join me for a walk?"

Han lavede et lille kast med hovedet hen mod skoven, som en invitation til en gåtur i skoven. Stien deri var ikke så forfærdelig lang. Men stadig lang nok til at man ville kunne tilbageligge en god distance før man nåede tilbage hvor man startede. Solen var begyndt rigtigt at have varmet luften op, så Tau tog sin jakke af og holdt den over underarmen.

Hun fugte stille hans blik, men så sikkert ikke det samme som ham. Naturen var smuk, men Kallisto tvivlede på at han så de to døde mennesker som gik på stien, ikke at det betød det store, døde var altid at finde nær kirken, og hun havde lært at lukke af for det. I stedet rettede hun igen blikket imod Tau, sendte ham et lille nervøst smil, inden hun kiggede ned i jorden og op igen, med et mere normalt smil på læberne

”I have gotten a new teacher, and she demanded me to learn more about the church.. she just told me that Sunday there would be services, not when”

Hun så hvordan en mand stak hovedet ud af kirken og ind igen. men i stedet for at holde øjnene på Tau eller den fremmede pianist, flyttede hun dem over imod nogle træer, hvor to fugle sad og sang på livet løs, den søde melodi af naturen.

”If you are not mad at me, for disturbing your prayer? Then I will love to join you in a walk”

Hendes stemme var ærlig idet hun kiggede imod den sti lod til at ville følge, hun kendte ikke området så godt som hun gerne ville, så at gå en tur virkede som en glimrende ide, desuden skulle hun jo vente på den næste gudstjeneste imellem tiden

”Are you often in church sir?”

Det var måske et dumt spørgsmål, men hun var en lille smule nysgerrig, mest fordi at manden virkede så ung.
Hun kiggede stille på ham da hun stille tog sin trenchcoat af, hun var begyndt at mærke varmen. Så med den over skuldrene stod hun i sin knælange hvide kjole og forsøgte at sende ham et smil som ville få hende til at se uskyldig ud, ikke at hun havde noget ide om hvorvidt det ville virke

Tau kiggede på hende med et lidt forunderligt blik. Næsten spørgende. Han begyndte stille at gå ad stien som førte ind i skoven. Han lod blikket hvile kort på hende og kiggede så ned i jorden foran ham som de nu konstant men langsomt tilbagelagde. Det var længe siden at han havde gået en tur, sådan bare for hyggens skyld. Og der var da også en hvis charme over at gør det med en person som var ganske fremmed.

"Teacher? What kind of teacher might that be who recomends you to attend services, if i may ask"

Spurgte han mens han tænkte sig om. Hvilken slags lære kunne specialicere sig i et fag hvor gudstjenester var blandt anbefalinger. han fniste kort af hvad hun sagde og kiggede frem for sig og derefter på hende, med et varmt blik. Det var rart at solen var nået lidt højere på himlen. og omgivelserne var meget beroligende. Bladende på buskene og træerne var stadig grønne. men de ville ikke vare mange uger før sensommeren rigtig satte ind, og de ville blive gyldne og røde.

"Well i'm not mad at you. I was just a little frustrated. I was thinking of soething that i hold very close to my heart. And i'm also not used to people talking during service"

sagde han med et lille grin på den sidste sætning, som var ment til at drille Kal lidt nu hvor hun ikke var klar over at man var stille under gudstjenester, indtil det sædvanelige "amen" nu og da ville lyde kollektivt gennem mængden af kirkegængere. Der havde været omkring fire til fem andre i kirken før Kal kom. To ældre par. Og det ene havde hvist nok haft hvad der kunne være et barnebarn med på slæb. Han brød sig ikke rigtig om at hun kaldte ham for "sir" det var lidt for formelt for hans smag.

""please just call me Tau. And yes i am often in church actually. Most every Sunday if i can help it. But if i skip it then there's nothing to it either. It's just something i do out of pure will. And respect for god"

Sagde han med et venligt glimt i øjet. Han fortsatte sin rake gang mod skoven mens han kiggede op mod et træ som de passerede. Der var en fuglerede med unger i. Han så mor fuglen lande på redens kant, hvorefter et lille orkester af blege næb begyndte at pippe himmelvendt. Han kunne ikke lade være med at smile. Sådan noget kunne altid få ham i godt humør. Det var et af hvad han ville kalde alle jordens små ting som gør livet værd at leve. Man kunne vel sige at han fandt det livsbekræftende eller noget i den dur.

En let latter forlod hende som hun fulgte med ham på stien, nød de forskellige bevægelser som kom fra de små dyr, en sommerfugl der og en bi der, alle dyr som var i gang med at lave det som gjorde dem så specielle. Nød de mange lyde som naturen skabte og mennesker glemte at nyde.

”She is special, she are going to teach me to be myself, but before i can do that, she have told me to figure out, if I believe in a god”

Det var langt nok fra sandheden til at det ikke afslørede noget om hende, men tæt nok på til at det ikke kunne kaldes en løgn fra hendes side af.

”You see I believe there is something, but I don’t know what”

På mange måder kunne hendes ord tages som en fornærmelse af en troende, men også som smiger til gud, da hun ønskede at finde ud af om en skabning af de kræfter eksisterede.

Hun nød naturens stille sang et par skridt, lyttede til det Tau fortalte, smillede endda af den drillende tone i hans stemme, hun havde lavet en fejl og var villig til at indrømme det, hun kunne ikke så godt andet nu når manden vidste mere om religionen end hun gjorde.

”Well Tau, I will try to remember not speaking to people next time I am in church”

Hun flyttede stille en lok hår om bag øret, inden hun kiggede op imod det sted hvor Tau havde sine øjne. De små fugle kendte intet til verden i nu, og blev stadig beskyttet af deres mor, med tiden ville de selv blive store og få deres egne unger og skabe mere af naturens musik i verden. Hun smillede stille ved tanken om hvor stille verden ville være uden de vilde dyr.

”I don’t know much about god, but if there is a creature out there, it sure made a great job, when it created birds and nature in itself.. just being in the nature is a blessing”

Et øjeblik var hun stille, inden hun kiggede lidt længere frem, et par ænder var ved at krydse stien. Noget ved naturen fik hende til at falde til ro. Og denne dag var et eneste hun skulle bekymre sig om, hvorvidt hun fik sagt noget til noget som de ikke skulle vide, hvilket var ordnet ved ikke at sige noget.

Hun løftede stille hovedet og kiggede op i himlen, så hvordan et par skyer dovent flød forbi