Alone in the Dark [Valencia & Kallisto] [WGM]

Dato: 2-02-14
Tid: Et sted mellem sen nat og tidlig morgen, men der er ingen indikation af tid i cellen.
Årstid: Vinter
Vejr: Det er ikke til at vide, men der er omkring frysepunktet i cellen.
Sted: Et sted under jorden.
Omgivelser: Beton-vægge.

Gulvet er koldt. Hovedet værker.

Brudstykker kommer langsomt tilbage. Hætteklædte skikkelser, stærke hænder der greb fat og trak. De kom ud af det blå. Overraskelse, vrede - og så frygt. Blandede sanseindtryk. Lugten af varulv, følelsen af dæmoner, den kolde hud af vampyrer. Smerten ved et slag i baghovedet der forklarer forvirringen og ømheden.

Cellen er lille, uden møbler og med en enkelt blank metal-dør. Væggene er rå. Mærkelige symboler malet med en mørkebrun væske er sunket dybt ind i betonen. Lugten er ubeskrivelig, men virker ikke til at komme fra selve rummet. Svage stemmer, klageskrig og råb om hjælp følger den svage stribe lys der strømmer under døren.  

Minutterne tikker forbi. Lyden af skrabende metal gentages, indtil den når døren og en spion-klap smækkes op. En skygge blokerer åbningen. Stemmen er mandlig, barsk og ikke videre medfølende.

"Alive in there?"


[I befinder jer i hver jeres celle - Valencia, din søn er med dig]

Smerten og ømheden som fyldte hendes kranie blev langsomt lindret af den kulde som fyldte rummet, en kulde hun intet forsvar havde imod. Where am i? what happened? Var de spørgsmål som fyldte hendes hoved som hendes.

Svimmelheden begyndte at brede sig i hendes krop da hun forsøgte at rejse sig fra det kolde gulv, smerten fra hendes hoved gav et jag igennem kroppen og fik hende til at komme med et støn. Kulden fra rummet fik hende til at ønske at hun havde taget mere tøj på. Hendes jeans og langærmede trøje gav ikke den store beskyttelse imod kulden, hendes fødder var det varmeste på hendes krop idet de både var i sokker og et par vinter støvler, hvorfor havde hun dog ikke vintertøj på resten af kroppen.

Kallisto trak benene op under sig, et forsøg på at få kulden lidt på afstand, hun lagde armene rundt om sig og håbede på at nogen snart tændte for varmen, eller at hendes svimmelhed ville forsvinde så hun kunne komme væk fra dette sted.

Hun kiggede rundt i det lille rum, håbede på at finde en ledetråd til hvor hun var, men intet virkede bekendt. Lugten som tirrede hendes næse og gav hende kvalme var det som fangede hende mest, det som forhindrede hende i at koncentrere sig korrekt.

What are those symbols? Is it blood? Where are the sounds coming from?

Frygten begyndte at sprede sig I hendes krop, panikken nærmede sig med heftige skridt, kun lyden af klageskrig, holdte panikken på afstand, tanken om at dette måske var en prøve, en prøve for at se om hun kunne håndtere denne verden under stress. Men englen vidste godt at dette ikke var tilfældet, ingen gud ville prøve hende på denne måde.

Som minutterne begyndte at gå kom brudstykker tilbage til hende, brudstykker som ingen mening gav for hende, men sammen med minderne kom også kulden, en kulde som var begyndt at krybe igennem huden på hende, en kulde som hun frygtede ville dræbe hende i længden.

Med et chok vender englen hovedet imod døren da et smæk lyder fra spion klappen, den mandlige stemme som kommer fra den anden side er ved at få hende til at tigge, men inden hun begyndte at tigge for sit liv, nåede hun frem til at det var nemmere at tigge om små ting, inderst inde vidste hun at denne mand ikke bare ville lukke hende ud fordi hun tiggede, det hele var i hans stemme.

”Not for long sir, it’s too cold, i freeze to death”

Hendes krop begyndte at understrege hendes ord, ved at begynde at ryste af kulde

”Please a blanket or a jacket sir”

Valencias krop begyndte, efter guderne måtte vide hvor længe, at bevæge sig søvnigt, små glims af den ubehagelige seance der havde foregået før alting blev sort for hende, virkede som en drøm, uvirkeligt for hende. Hun åbnede forsigtigt øjnene, men måtte blinke flere gange før at hendes syn blev klart.

I det hun så det grå beton gulv og det gik op for hende at de små glims ikke blot havde været en ubehagelig drøm og at hun var alle andre steder end hjemme i sin trygge lejlighed. Satte hun sig op i et sæt og kiggede sig omkring.

"Where the hell am I?" udbrød hun "Where is my .." hun nåede ikke at afslutte sætningen, før hun fik øje på sin søns spinkle krop ligge på gulvet ikke langt fra hende.

"Joseph!" peb hun forskrækket og kravlede hen til ham, imens hun mumlede vredt omkring at de ville få betalt hvis de så meget som havde krummet et hår på hans hoved. Hun tog ham op i sine arme.

"Baby, Please wake up .. " sagde hun så og prøvede at ruske let i ham. Men efter, hvad Valencia mente var alt for længe, åbnede han omsider øjnene og sagde "Mom?" hun åndede lettet op "Alright, honey, we are not at home, but don't freak out and don't be scared, Mom is keeping you safe, no matter what" berolighede hun ham, inden at han ville begynde at græde, Han blinkede lidt små søvnigt med øjnene, tydelig stadig lidt omtåget efter at havde været slået omkuld "Where are w.. " men mere nåede Joseph ikke at sige, før Valencia hurtigt tyssede på ham, da hun hørte noget på den anden side af døren nærme sig.

Det var først da spion-klappen blev hevet op og en fremmed stemme talte, at Valencia fik taget sig tid til at kigge sig ordentligt omkring.

Det var også først nu at hun hørte lydende, bemærkede symbolerne på væggene og den bidende kulde. Hun måtte bide tænderne sammen for ikke at få et mindre anfald på manden, på den anden side af døren og kom istedet med et stift "Yes" og fjernede blikket fra sin søn, hen til døren.

Manden der betragtede Kallisto snøftede lidt foragteligt, selvom lyden kom ud som en truende knurren. En gennemtrængende lugt af våd pels afslørede mandens ophav.

"I doubt you'll die of a little chill, angel".

Det sidste ord kom ud som en snerren, selvom hendes 'Sir' lod til at more ham. En rå latter fyldte Kallistos celle, før han fortsatte.

"No point in givin' you anythin'. You're goin' to be dead soon anyway."

Varulven løftede hånden for at lukke lågen igen, men tøvede et øjeblik.

"Oh, and.. try and use those angel-tricks of yours, be my guest. See what happens."

Latteren fyldte cellen igen, efterfulgt af det højlydte KLANG af lågen der blev smækket. Kallisto kunne høre de få fodtrin varulven tog hen til hvad der måtte være cellen ved siden af hendes egen og gentog sin procedure, og Valencias svar.

"Good. And the kid?"

Varulven lænede sig en smule længere frem, blokerede mere af lyset fra lågen, for at kunne se ind i cellen.

Hans ord fik hende til at ryste mere end kulden allerede gjorde, hun havde ikke lyst til at dø, ig slet ikke imens denne skabning fik et kick ud af det. how did he know what I am, only a few people have that knowledge forvirringen begyndte at bygge sig op i hende, dem som kendte hende ville aldrig forråde hende. Med en kraftanstrengelse rejste hun sig fra det kolde beton gulv, med kolde ben begyndte hun at gå frem og tilbage i cellen, et forsøg på at få varmen til at sprede sig i kroppen, et forsøg på at få styr på sine tanker who the hell is this man, what have I done too him

Lyden af drengen vækkede en form instinkt i hende, det var ikke hendes barn, hun havde ingen og ville aldrig få et, men at udsætte et barn for dette var mere end hun kunne forstå. For første gang ønskede hun at hun havde været noget andet, eller havde evner som var til nytte a vampire would have powers to get out off here, I only have ghosts

Som hun gik over rummets gulv og så tilbage igen, lyttede hun, forsøgte at høre om der var nogen på den anden side af døren, men hun var ikke helt sikker. "Are you two alright, do you know where we are?" Hun satsede på at dem manden havde talt til var en levende person, men samtidigt begyndte hun ubevidst at kigge efter døde, manden havde sagt hun snart ville dø, så måske der stadig var nogen her som kunne hjælpe dem ud, for selvom hun ikke kendte de to andre, ville hun ikke efterlade et barn. Det eneste underlige var at hun ikke mærkede sjæl fra den anden celle, i sin uvidenhed afskrev hun det som slaget fra hovedet der forhindrede hende i at mærke det.. For hvordan skulle manden have fået far i en dæmon eller en vampyr, de to væsner blev ikke normalt taget på sengekanten, det var ihvertfald hvad hun var blevet fortalt

Valencia knugede Joseph lidt tættere imod sig og tyssede på ham, da han igen skulle til at sige noget. Hun kiggede hen imod døren til øjnene der befandt sig bag klappen, som hendes første gæt, måtte være en varulv da hun opfangede en svag lugt af pels fra den anden side "Yes ..  alive" svarede hun atter stift og måtte tage en langsom indånding for ikke at gøre noget, der muligvis kunne være dumt.

Son of a bitch, dette var alt andet end det hun havde brug for lige nu, en varulv og sikkert flere, der havde brug for at bevise deres mandighed og styrke, eller hvad det var de havde gang i.

Hun var indebrændt og sur over, at hun havde ladet dette ske for hende selv og hendes søn. Havde hun været mere opmærksom, mere forsigtigt kunne det havde været undgået. Men det var for sent at være bagklog nu, det var vigtigere at tænke på at komme ud, inden at det blev i en ligpose.

"Mom .. im freezing a little" sagde Joseph så og Valencia kiggede lidt overrasket ned på ham og havde for en stund glemt, at han ikke var 100% dæmon "Of course" sagde hun stille og trak sin cardigan af og lagde den rundt om Joseph som et tæppe. Hun havde heldigvis ikke selv brug for den.

Hun kiggede hen imod væggen, hvor hun hørte stemmen komme fra, englen, som hun havde kunne høre lige før "Yes we are alright, for now, and you?" spurgte hun så, for at være sød, for en gang skyld - de var jo trods alt begge buret inde, måske hun kunne gøre brug af englens venlighed, til at få sig selv og sin søn ud? "And no, not at all" sagde hun efterfølgende.

Lyset strømmede et øjeblik igennem klappen ind til Valencias celle, da varulven trådte væk for at hamre en knytnæve imod døren til Kallistos celle. Lyden rungede som et tordenskrald imellem de tætte vægge omkring englen.

"Shut it! No chit-chat."

De uvenlige øjne vendte tilbage til lugen ind til Valencia. Der lød en let raslen - en slags slå fra ydersiden af celle-døren - og den gled modvilligt op med en højlydt knirken. Varulven var stor - lige under to meter høj og næsten for bred til at træde direkte ind igennem døren.

"Give him here, and don't try anything."

De usympatiske øjne vendte sig kort imod symbolerne på væggen, som for at minde Valencia om hans tidligere kommentar til Kallisto. Der var noget kvalmt ved tegnene. At stirre direkte på dem gav en fornemmelse af, at lokalet begyndte at svømme - som starten på en dårlig roofie, og højst sandsynligt med samme resultat, omend mindre bogstaveligt. Either way, you were screwed.

"Angel and demon-proof. Now. Stand him up and send him over here, mommy"

Det var ikke helt til at sige hvad der var mest kvalmende at se på - symbolerne på væggen, eller varulvens grin.

Væsnets stemme igennem cellen fik kuldechok til at sprede sig ned af hendes ryg, stemmen som virkede næsten følelsesløs fik hende til at overveje hvad pokker der skete, men nu havde hun da en ide om hvad der var i den anden celle, væsnet uden sjæl måtte være en dæmon, og ikke bare slaget i hovedet, det ville forklare hans kommentar om at cellen var både engle og dæmon sikker. Hvordan hun skulle håndtere denne oplysning vidste hun ikke, hun havde kun mødt en dæmon før, og det havde ikke været nogen køn oplevelse.

I sig selv begyndte hun at bande som hun gik over gulvet, stillede sig op af vægen ved døren, så væsnet ikke ville kunne se hende hvis han kom igen, hun havde ikke lyst til at denne mand skulle se hendes svaghed, slet ikke når han påstod at hun intet kunne gøre.

Som hun kiggede rundt i cellen og begyndte at ligge mærke til mærkernes form, begyndte at flydende følelse at brede sig i hendes krop, en følelse hun ikke kunne lide, hurtigt lukkede hun øjnene og lyttede til det som foregik så tæt på, men alligevel så langt væk.

Don’t give him your child, you don’t know what he will do

Hun åbnede øjnene lidt for at kigge på dåren, håbede at finde en lås som måske kunne åbnes hvis hun var heldig, imens hun bad til at der ikke ville ske noget slemt de næste par minutter.

Valencia hørte raslen og nåede kun lige at komme på benene og få hevet sin søn med op imens, da den store skikkelse af en varulv kom til syne i døren. Hun skubbede sin søn lidt længere bag sig, som i forevejen havde gemt sit ansigt i hendes kjole "Close your eyes Joseph" sagde hun så hurtigt, i det at hun fik kigget ordenligt på symbolerne han hentydet til og hun hurtigt mærkede effekten af svimmelhed, hun kneb kort øjnene i og lod sit blik fokusere på køteren for ikke at miste sit fokus helt. Hun gik et par skridt tilbage, så der kom et par klikkende genlyde fra hendes højhælede sko.

"Never!" sagde hun skarpt og bed tænderne hård sammen "You bastards have already touched my son more than what I allows" snerrede hun så. Hun turde ikke angribe ham, han var for det første langt større end hende og det var ikke til at sige om der var flere derude. Men han ville ikke få lov at få hendes søn uden kamp, det var helt sikkert.

And don't ever call me mommy again, you are way too big and ugly to be my son tænkte hun for sig selv, selvom det havde været en fryd at sige, men flere fornærmelser hjalp sten sikkert ikke yderligere på hendes ret stramme situation.

Grinet faldt hurtigt væk fra varulvens ansigt, og de mørke øjne betragtede Valencia overvejende. Han var trådt omkring 3 skridt ind i cellen, men hans størrelse taget i betragtning stod han omkring midt i det lille rum og fik det til at føles endnu mere trangt end før.

"You know, I don't like hurting women, even your kind, but I'll do it if you make me."

Han trippede lidt rådvilligt fra fod til fod, tydeligt i tvivl om hvordan han skulle håndtere situationen. Det var åbenbart nemt nok at være rå ude fra den anden side af celle-døren, men lidt sværere når man stod overfor hvad der udadtil lignede en spinkel kvinde og hendes barn. Han kastede et hurtigt blik på symbolerne igen, strakte en hånd på størrelse med en baseball-handske ud imod Valencia og vippede fingrene imod sig selv.

"Come on. Don't make it harder than it has to be."

Kallistos undersøgelse af døren afslørede, at der var blevet svejset et beslag henover låse-mekanisme og de skruer der eventuelt holdt det hele på plads. Ulig de ellers mere avancerede låse-systemer, var der her tale om en slå af metal der blev vippet ned i endnu en metal-holder og blokerede døren fra at svinge indad. Den eneste åbenlyse løsning for at slippe ud, ville være at skyde noget igennem dørsprækken der kunne vippe slåen op - hvis man var i besiddelse af et redskab få milimeter tykt og kraftigt nok til at kunne bruges som løftestang for et par kilo metal. Udover det var den eneste anden tanke umiddelbart brutal kraft, nok til at vride døren åben.

Et suk undslap hendes læber, et opgivende suk som var på nippet til at blive til et hulk. What is this, what is going on and why am i a part of this shit? Spørgsmålet sad forrest I hendes hoved, intet gav mening på nuværende tidspunkt, og slet ikke det hun kunne høre fra den anden side af døren. Why did they put the child in there if they wanted to take it away again? I sit hoved havde Kallisto svært ved at rumme hvad der skete omkring hende.

Opgivende kiggede hun på døren, hun havde på ingen måde råstyrken til at komme igennem denne dør, selv hvis hun kastede sig imod den ville der ikke ske andet end at hun skadede sig selv. Så råstyrke ville ikke være vejen hvis det var hendes styrke. Tanken om løftestangen slog hende, men heller ikke dette var noget hun besad, de fire hårnåle som stadig sad i hendes hår ville aldrig kunne klare vægten.

Med en trøstende bevægelse op og ned af sine arme prøvede hun at berolige sig selv, hun ville ikke skrige, ville ikke bede om nåde, ikke når manden havde talt sådan til hende, skulle hun dø ville hun gøre det uden at bede. Dette var i hvert fald hendes tanke i dette øjeblik, om den ville holde i situationen vidste hun ikke og håbede på at det aldrig ville blive nødvendigt at afprøve det.

Valencia stirrede stift på ham og stod stille, hun prøvede at finde ud af hvad der var det klogeste at gøre, angribe nu eller vente til han angreb først. Hun var ret sikker på at han i hvert fald ikke lod hende slippe og lade hende beholde sin søn ved sig.

"Okay" sagde hun så og kiggede ned "Don't hurt him.." sagde hun så stille og gemte sit ansigt i sin ene hånd, imens hun kom med et lille hulk, som var hun ved at græde. Hun bukkede sig lidt ned imod Joseph, hun gik lidt tættere på varulven med Joseph, men istedet for at skubbe ham helt frem imod Varulven, rettede hun sig op hurtigt op og knaldede sin albue hård imod hans kæbe, da hun ikke kunne nå op til hans kindben - selv med de høje sko.

"Joseph, Get out and hide if you can" Sagde hun så hurtigt, da han kun havde få sekunder til at gøre et eller andet, da ulven ikke ligefrem var blevet slået ud af et enkelt slag. Hun kiggede på ulven, parat til et slag eller lignende. Hun indrømmede gerne at slåskampe ikke ligefrem var noget hun så ofte gjorde med væsner der var ligeså stærke som hende selv - mennesker var jo ingenting i forhold til den her 2 meter høje ulv der stod foran hende.

Hun prøvede at udtænke en måde at få ham til at stå hvor hun stod, så hun kunne flygte ud af døren og lukke den med ham inde i cellen. Dét var så bare lige at finde ud af hvordan hun skulle få dem vendt inden at hun muligvis kom til skade.

Valencia havde muligvis ikke meget selvsikkerhed bag slaget, men det siges jo at en moder kan udføre mirakler når hendes barns sikkerhed er på spil. Hvad end grunden var, så landede albuen perfekt på varulvens kæbe. Den store krop blev hævet fra gulvet og slynget til siden, direkte ind i cement-muren der skilte Valencias og Kallistos celler.

Selvom det ikke var tydeligt i den mangelfulde belysning, var cement-murene igennem årtier blevet udsat for så meget fugt og kulde, at der knap var en hård skal til at holde resten af det smuldrede materiale på plads. Tilføjelsen af den fuldvoksen varulv fik de næsten usynlige revner til at give efter som vådt papir.

En mindre eksplosion af pulveriseret cement var et kort forvarsel om varulvens ankomst. Med noget mangelfuld elegance efterlod han et massivt hul netop der hvor symboler før havde smykket væggen på sin kurs imod direkte kollision med Kallisto.

Med blikket imod den lille metalslå, mærkede hun hvordan panikken begyndte at snige sig ind på hende, mærkede hvordan væggene langsomt begyndte at komme tættere på hende.

I am an angel, i dont like this, please let me come out, i promise to behave.

Symbolerne på væggene fik rummet til at flyde for hende, et klynk undslap hendes læber. Hun var kold og bange, kun hendes egen dumme stolthed holdte hende fra at skrige, men måske netop det ville være en ide, hvos hun skreg, kunne det være hun fik varmen.
Hele stedet var unaturligt for hende, magien i symbolerne var blot en del af det, rummet uden vinduer som gjorde hun ikke kunne se himlen skræmte hende, i det fri kunne hun flyve væk, her var hun magtesløs, kunne intet gøre, nogen måtte lukke hende ud, for hun havde ikke selv styrken til at komme ud. Tåre begyndte at forlade hendes øjne og trille ned af hendes kinder.

I am a good girl i don’t deserve this, who would do this?

Det var I det sekund stenene begyndte at smuldre ved væggen, med et sløret blik så hun hvordan muren gav efter, så hvordan symbolerne blev brudt som muren gav efter. Skikkelsen som kom flyvende imod hende, fik hende til at skrige.

What is going on, why is he coming from there?

Et millisekund for sent begyndte hun at smide sig imod højre del af cellen, håbede på at komme ud af skikkelsen kurs. Men som hun ramte jorden, mærkede hun hvordan manden ramte muren bag hende og landede på hendes fod. Et nyt skrig undslap hendes læber, forskrækket over den store skikkelse som lå på hendes ben, nervøs og bange for hvad han ville gære ved hende, greb hun det nærmeste stykke beton og kastede på i hovedet på ulven, uden at se om hun ramte greb hun ud efter det næste stykke og det næste stykke som alle blev smidt imod manden, indtil hun fik fat i et stykke som var tungt nok til at hun kunne slå manden hårdt i hovedet.

Med tårerne ned af kinderne slog hun manden alt hvad hun kunne, håbede på at slå ham ud, men ikke dræbe ham, alene tanken om mord var ved at give hende kvalme. To slag faldt imod mandens hoved før hun stoppede og kiggede nervøst ned at manden. Skrigene fra de andre celler nåede hendes øre og bange kiggede hun ind i den celle hvor manden var kommet fra, bange for hvilken skabning som havde haft kræfter til at smadre denne store mand igennem en beton mur,

Valencia rettede sig helt op, sådan at hendes røde hår faldt ned i ansigtet på hende og hun måtte fjerne det med hånden. Hun kiggede lettere overrasket hen på den ødelagte væg og ulven på det kolde gulv. Hun var overasket over hvor vellykket slaget var og smilede så et lille triumf smil.

Hun kiggede kort på englen der havde været så uheldig at stå et forkert sted, men tænkte ikke længere over det. Hun kunne vel klare sig selv?

Hun kiggede så ud af celle døren, da hun hurtigt kom i tanke om Joseph, som hun for et øjeblik siden havde sendt ud af cellen på egen hånd. Hun håbede at dette var øjeblikket Joseph kunne beherske sin nysgerrige sjæl fra at gøre et eller andet dumt og barnligt "Joseph" sagde hun så tydeligt for at kalde ham frem fra skjul.

Der gik dog kun få sekunder før han kom frem bag døren og løb hen til Valencia. Hun skulle til at hive sin søn med ud og ikke kigge sig over skulderen i flugt. Men hun blev stående og kiggede så på englen, alting talte imod for at skulle hjælpe hende. Men hun kunne alligevel ikke få sig selv til bare at smutte, hvad hvis hun måske var brugbar?

"Do you need help, angel?" spurgte hun så, med sin søn i hånden og et skarpt øje på ulven, hun havde kun beregnet disse få sekunder ud at flygte i, så det skulle gå hurtigt før ulven fik kræfterne igen. Hun fik dog et lille forbavset udtryk i ansigtet, da englen begyndte at .. slå ulven? En voldlig engel?

"Yes, knock him out or he'll wake up and kill .. eh innocent people" sagde hun så og prøvede at motivere englen til at blive ved, selvom hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle sige. Men hvis Engeln kunne gøre det, så ville de i hvert fald ikke få ham på nakken føre om noget tid. Så det ville klart være en fordel.

Varulven ser desorienteret ud efter faldet, men når akkurat at reagere med et måbende udtryk, før Kallistos kastevåben smadrer ind i hans tinding med et knas. En skulder er tydeligt gået af led, og hvis kæben ikke er brækket, så får han i det mindste et farvestrålende minde af et blåt mærke til at huske Valencia på. De efterfølgende sten rammer lidt tilfældigt rundt omkring på den store krop og det første slag med den tungere bid murbrok åbner en lang flænge henover varulvens pande.

Det er imidlertid langt fra nok.

Da Kallisto fører stenen ned for anden gang, griber en næve på størrelse med en baseball-handske om hendes håndled og klemmer til. Det første varsel er øjnene. Med en højlydt snerren, mere dyrisk end mand, begynder hans ansigt langsomt at blive mindre menneskeligt og langt mere monster. De mørke, uvenlige øjne skifter farve fra brun til bleg gul. Lyden af knogler og sener der strækker, knækker og omformer sig fylder den lille celle. Skaderne gør forvandlingen langsommere, men ikke med meget mere end et øjeblik.

Resterne af symbolerne var tilfældigvis imellem de murbrokker, Kallisto fik fat i. I sammenstødet med varulvens hoved smuldrer blokken og de sidste rester magi forsvinder, som en vægt der bliver løftet af begge de overnaturliges skuldre.

Gangen udenfor cellerne strækker sig omkring 50 meter i hver retning, nord og syd, før den drejer. Der er en håndfuld døre indenfor synsvidde. Over lyden af skrig og råb fra de andre fanger, er der en svag, men let genkendelig lyd; løbende fødder. Larmen har alarmeret nogle - eller noget - men ekkoet gør det svært at fastslå hvilken af de to retninger lyden kommer fra.

Et forskrækket skrig undslipper englens læber idet varulven tager fat i hendes håndled, men som hans forvandling begynder, føler hun en lammelse ligge sig over hendes krop. Det var ulvens øjne som slog hende ud af panikken. Mandens forvandling til ulv, gjorde at han ikke længere havde fast i hendes håndled, så det næste slag hun svingede, indeholdte alle hendes kræfter. Idet stenen ramte ulvens hoved, mærkede hun hvordan magien begyndte at forsvinde.

Som lydende af de døde begyndte at overvælde hendes sanser, tog hun hænderne til hoved, pressede hænderne imod sine øre, ubehaget ved de mange dødes bøn, fik hende til at skrige sammen med sjælene. De mange navne og følelser overvældede hende. Ordene de hviskede skabte frygt i hende, en frygt som hurtigt blev overskygget af vrede.

I sit sind mærkede hun hvordan sjælene føltes fanget, som om de var i snor. En anden sjæl i den modsatte retning som bare var forkert.

I need to help them.. but how? It do not matter, I have to

Da hun igen kom til sig selv, så hun varulven I sin fulde ulveform, I panik forsøgte hun at springe væk fra ulven. Alt på dette sted føltes forkert, sjæle der skreg på hjælp, en sjæl som ikke føltes rigtig. Med blikket imod dæmonen, mærkede hun den sædvanlige kvalme hun havde forbundet med dæmoner, en kvalme og et ubehag hun var nød til at ligge til side, hun måtte have denne dæmons hjælp hvis hun ville ud her fra, specielt hvis hun ville hjælpe sjælene samtidigt.

”Please help me”

Valencia holdt sig kort for ørene da Englen begyndte at skrige "What the hell angel!" råbte hun så irriteret.
Men gik så hurtigt et skridt tilbage da ulven begyndte at tage form og Joseph begyndte at græde, hun skyndte sig ud på gangen og skulle ikke nyde noget af en varulv i form, hun havde nok problemer at se til med at komme ud herfra.

Hun stoppede dog allerede op lige ude foran cellen da gangen førte to veje "Shut up Joseph" sagde hun så irriteret da han blev ved med at græde og gjorde det svært for hende at tænke, men kiggede så ned på ham lidt undskyldende "I mean, Don't cry sweetheart". Han dæmpede sig lidt, men der var stadig tårer i hans øjne.

Den sydlige del af gangen føltes tiltrækkende, som var det den sikreste vej at tage - men noget andet gravede sig i hende i den nordlige ende af gangen. Noget der tiltræk hendes interesse og nysgerrighed. Hun var ikke sikker på hvad der var sikreste, dette sted kunne være fyldt med løgne og magi hun ikke selv kendte til.

Hun blev dog kastet ud af sine tanker da hun hørte englen inde fra den nu nærmest dobbelt celle på grund af væggens nedfald. Hun hældte mest til at løbe og lade englen klarer det selv, men igen.

"Stupid Angel" mumlede hun så "Use your angel power and run the hell out of there!" råbte hun så, men vidste godt at det ikke var så enkelt.

"Joseph stay here, if you see somebody, run back into me, alright?" sagde hun så hurtigt til Joseph og slap hans hånd, før hun hurtigt var inde i cellen til englen igen.

Hun angreb hurtigt ulven bagfra og tog et hård greb om nakken og halsen på den, så den ikke havde mulighed for at bide, i hvert fald indtil den mulighvis løsrev sig "Hit it, do something, we need to help each other here!" råbte hun så.

Kallistos skrig faldt i et med stemmerne fra fangerne i de nærtliggende celler, men overdøvede et øjeblik lyden af de fødder der nærmede sig.

Valencias hurtige beslutning var alt der reddede den lamslåede engel fra den forvoksede, klo-besatte pote der et øjeblik hang faretruende nær hendes ansigt. Varulven havde hævet sig i et spring, men tilføjelsen af dæmonens vægt tippede hans balance-punkt og han tumlede bagover, direkte ind i Valencia.

I samme øjeblik lød et skingert skrig fra den anden celle. Josephs ansigt og overkrop kom kort til syne i døråbningen, før kraftige arme lagde sig om drengens liv og trak ham ud af syne.

"Moooooooor!"

Jospehs kaldende stemme blev langsomt svagere, mens lyden af løbene fødder tog til. Det var tydeligt at en større mængde overnaturlige væsner - vagter, som varulven - var ved at ankomme.

Med hjertet hamrende i hjertet, kiggede hun bange på den store ulv, dette var ikke første gang hun havde set en, men første gang hun havde følt sig som dens bytte.

I am going to die

Med et syntes tiden at gå uendeligt langsomt, som havde hun alt den tid i verden hun skulle bruge, ulven som lå foran hende, med torsoen imod hende, hovedet rettet imod hende, kom hun tættere på den, begyndte at kigge den i øjnene, det sekund den kiggede igen, vidste hun at den var fanget, om ikke andet så for et sekund. Med øjnene låst til dens, begyndte hun at skabe den forbindelse som ville give hende kontrol, uden bånd på hendes evner, forsøgte hun tage den kontrol som ulven havde, ville gøre den til hendes slave, få den til at følge hendes vilje.
Usikker på om det lykkedes hende, slap hun taget i ulven.

”Protect us from all that wants to harm us”

Ordren blev sagt med en myndig stemme, I et tonelejde som lå under det hun brugte normalt, hendes evner lå i den. Nu var det hendes stemme som kontrollerede ulven. Stille fjernede hun blikket og kiggede på dæmonen

”We need to get your boy and get out of here, if not destroy this damn place”

Valencia mærkede næsten ikke den tunge ulve krop lande nedover hende fordi hun hørte Josephs stemme råbe efter hende, det føltes næsten som et stik i kroppen. Hun vendte ansigtet hen imod døren og nåede kun lige at se et glimt af ham før han forsvandt ud af syne. Hendes øjne blev i et kort glimt helt sorte i vrede og arrigskab, som fløde hendes vrede over og hun havde svært ved at holde dæmonen inde.

"No, NO! Let him go!" råbte hun arrigt og skulle til at skubbe ulven væk fra sig, indtil englen begyndte at tale til den, what the..? What the hell is she doing?!

"Do you really think it works just telling him to help us? You have to hit him or something!" sagde hun så surt og var vred på sig selv over at hun havde efterladt ham, men også vred på ham over at han ikke havde været hurtigere til at løbe herind. Det her var sidste gang hun hjalp englen hvis hun ikke snart gjorde et eller andet nyttigt!

Valencia blev skånet for varulvens kløer, men måtte i stedet kæmpe med den kvæstende tyngde af den store skikkelses forsøg på at genfinde balancen og komme på benene igen. De kraftige bagpoter spjættede forud imod Kallisto i den lille celle, med kniv-skarpe kløer på størrelse med fingre.

I cellen ved siden af begyndte den ene skikkelse efter den anden at strømme ind i den begrænsede plads. Der var en svag lyd af raslende nøgler i låsen på den anden side af døren ind til det der nu var en kamp-zone. Chancen for at slippe væk var hurtigt ved at forsvinde.

Selvom englens stemme stort set blev overdøvet af larmen omkring dem, var det alligevel den stille kommando der ændrede hele situationen. Et øjeblik standsede varulven fuldstændigt al bevægelse. Så trillede den agilt af Valencia og kom på benene. Med et mærkeligt, dyrisk snøft vendte den store skikkelse sig, maste engel og dæmon op langs den modsatte væg fra den ødelagte ind til Valencias tidligere celle - og sprang direkte i hovedet på vagten der i det samme åbnede døren. Kaos brød ud på gangen foran cellen. Fra lyden at dømme var den passage der gik imod nord fuldstændigt blokeret af vagter, der nu var nødt til at kæmpe imod deres egen mand.

som kløerne fægtede mærgede hun dem ned over sin overkrop, tre lange ridser blev synlige i hendes tøj og en svag strøm af blod begyndte så småt at falde, huden var blevet brudt, og med denne de blodåre som var yderst, men intet som kunne hæmme englen på nogen måde.

et smil fyldte da englens læber da hun mærkede kontrollen og så hvordan ulven gjorde som hun sagde, hun vidste hendes kommando kun ville holde indtil manden blev såret, når det først skete var det ikke sikkert hun kunne holde kontrollen.

med en hånd imod dæmonen ville hun hjælpe denne op fra gulvet, en venlig gestus nu dæmonen havde hjulet hende med ulven.

"I just thought a enemy less was a good thing"

hendes smil var hverken venligt eller afvissende, hendes ansigt næsten neutral, tanken om at arbejde med en dæmon skar igennem hende, men knægten havde virket til at have en sjæl, og hun skulle bruge denne dæmons hjælp hvis hun skulle befri de mange sjæle, selvom det virkede mere sandsynligt at de ville fortsætte imod syd.

"we need to get your boy, before i cant hold this wolf anymore"

med en let anderkende bevægelse, gjorde hun tegn til at følge efter dæmonen, overbevist om at denne måtte have et instinkt om hvor knægten befandt sig henne

Valencia tog sig kort til brystkassen da den nær havde været blevet mast af kæmpe ulven, hvis den havde ligget der blot få sekunder længere havde det kunne være grimt. Hun kiggede op på englens hånd og tøvede kort, men også kun kort, for der måtte handles hurtigt, for meget tid havde de som sagt ikke.

Hun greb hendes hånd og trak sig op "Yes" sagde hun stramt og begyndte dernæst blot at løbe og forventede at englen fulgte trop. Hun løb mod syd på gangen, da de nu ikke længere havde noget valg på grund af vagterne - med mindre de ville ødelægge den eneste chance de muligvis fik for at slippe væk.

"Alright, We need to work together and I swear to god, okay maybe not god, but .. if you are the reason I die in here, I will kill you from my grave .. allright?" sagde hun så højt om imod englen, for at overdøve larmen fra vagterne længere nede ad gangen og lyden af deres fødder der ekkoede ned af gangen.

"And yes .. we need to find my son, quick" tilføjede hun og turde næsten ikke tænke på, hvad der kunne ske hvis de ikke fandt ham i tide.

Støjen fra kampen bag dem fortsatte indtil de drejede om det første hjørne. Herfra strakte gangen sig videre imod vest, hvor det så ud til at åbne op til et større rum. Få meter før det førte en smal side-passage igen imod syd. En tung duft af blod - ikke menneskeligt, men dæmonisk - var gennemtrængende, og luften syntes at gnistre af en eller anden form for energi.

Spoiler: