godt det ikke er mig der hænger

Dato : 8 januar
Årstid : vinter
Dag : fredag
Vejr : et 4-6 cm tykt snetæppe, iskold vind, is på vejene
Sted : Kirken
Tid : 21:46


Amber sad stille i kriken hun havde været der næsten hele dagen hun havde ikke været hjemme i tre dage efter hendes diskusion med sin mor hun sukkede svagt hvor hun drog bare syntes det var stille i dagens løb havde hun oplevet en gudtjeste ikke en af de sjove hun lagde kort hovdet på skrå betragtede den livløse jesus som hang på hans kors og glad for det ikke var hende der hang på korset

::::

Kala åbnede lydløst den store, tykke kirkedør og trådte ind. Lukkede den efter sig uden at den sagde en lyd. Hun havde en sort munkeagtig kappe på udover sit helt almindelige tøj. Havde den altid på når hun gik i kirken, mest pga. af at hun altid havde sine vinger foldet ud når hun var der. De lå helt ind til ryggen, så man ikke ville kunne se noget på kappen.

Amber lagde ikke mærke til hende hun sukkede svagt og rullede sig sammen til en meget lille kugle hun kede sig forfærdligt hun vidste ikke hvad hun skulle lave og gå hjem var ingen mulelighed og hun lukkede øjene hårdt i hun hadede de øjeblikke hvor hun ikke kunne komme på noget at lave men normalt ville de havde været nogen eller kommet en der ville tage alt det kedelige væk

Kala lagde mærke til en skikkelse, der havde ruldet sig sammen til en kugel. Så bekymret på skikkelsen og gik lydløst, men hurtigt hen mod den. "Er der sket noget?" Spurgte hun med sin engleblide stemme, der var fuld af bekymring.

Amber fór sammen da der blev snakket og hun åbende øjene og stirrede på personen " jeg har det fint" sagde hun og betragtede personnen smilede svagt satte sig op

Kala tog hætten af hovedet, så hendes lyse hår kom frem. Så på pigen med bekymrede øjne. "Er du helt sikkert?" Spurgte hun tøvende og satte sig på sine knæ ved siden af hende.

" ja virkelig" sagde hun betragtede det lyse hår det var rigtigt smuk syntes hun og lagde hovdet anelse på skrå hun lingede alligevel et sprøgsmål da hun ikke havde hørt nogen komme men hvordan var pgn så kommet hun trak let på skulderen smiledetil pigen

Kala smilede sit engleblide smil til hende. "Jeg håber ikke jeg forskrækkede dig" sagde hun undskyldende til pigen. Havde ikke troet der var nogen i kirken så derfor havde det overrasket hende meget at se mennesket her. "Jeg er Kala" Præsenterede hun sig og rakte en hånd frem.

"Amber" sagde hun kort gengældte Kalas smil hun var kommt som sendt fra himmlen hun smilede endnu bredre " du kom som sendt fra himmelen" sagde hun og nikkede taknemligt Amber vidste ikke at Kala var engel men hun kunne også være født sådan

"Du skulle bare vide!" Grinede hun kort. Hvis Amber bare vidste hvor meget ret hun havde, ville hun sikkert få et gigantisk chok.

Hun smilede og lagde hovdet på skrå " men hvad laver du her så sent??" spurgte hun og betragtede hende kort r hun igen vendte blikket

"Jeg bryder mig ikke om at være i kirken, når der er andre mennesker herinde" Indrømmede hun smilende. Håbede ikke at Amber bed alt for meget mærke i hende ordvalg. "Hvad med dig? Hva laver du her så sent?"

" kan jeg godt forstå" sagde hun og bed ikke mærke i hendes ordvalg og var engtlig også ret ligeglad hun hadede også når der var så mange hun smilede svagt " der har været rigtig mange her idag" sagde hun og lagde ikke skjul på at hun havde været her hele dagen

"Det undre mig ikke" Sagde hun og så sig omkring i den lidt slidte, men stadig ret flotte kirke. Det var som om at tiden stod stille derinde og kirken ville sikkert også se sådan her ud om et par år. "Her er fantastisk at komme"

"ja det er dejligt tilflugtsted"sagde hun og trak kort på skulderen hun nød også faktisk gudtjensterne men den der havde været der idag var ret kedelig hun smilede svagt alle de ting han måttet skulle havde været gået igemmen bare for redde os mennsker

Trak sine vinger ind i ryggen og skar kort en grimasse af smerte. Sukkede. Vidste at Amber ikke ville kunne se en forskel på sin kutte fra før og så nu. Det var altid noget. Nogen gange var det dejligt at mennesker ikke var så opmærksomme. "Men det er bedst at komme her om aften" Mumlede hun og smilede.

hun betragtede kort Kala " er du okay" spurgte hun da Kala lavede en grimasse hun andede ikke at det var fordi hun trak hendes vinger ind ryggen hun betragtede hende men kunne umidlbart se noget

Kala nikkede. "Jep, jeg har bare en del smerter i ryggen" Sagde hun og smilede. Det var faktisk sandt. Vingerne gav hende enorme smerter i ryggen, men hun turde ikke gå til lægen med det.

" okay jeg håber det går over" sagde hun smilede svagt hun lagde hovdet på skrå og smilede hun rejste sig op og begyndte gå rundt i kirken hun trak kort på skulderen da et glad suk unslap hendes læber

"Det er kroniske smerter, så jeg slipper nok aldrig af med dem" Forklarede hun og smilede. Satte sig på en af kirkebænkene med ret ryk og fulgte Amber med et nysgerrigt blik. Fik det dog til at se ud som om hun kiggede sig omkring i kirken.

" det er godt nok nedern" sagde hun vendte blikket imod Kala og smilede kort " har du været til lægen med det?" hun bed sig forsigt læben og blev en smule flov over at have spurgt så åbenlyst

Kala nikkede. "Ja, men de kan desværre ikke gøre noget ved det" Svarede hun og trak på skulderne. Hvis hun bare kunne have sine vinger ud i et stykke tid gjorde det ikke det store. "Men smerterne variere meget"

" virkelig? Det er en skam" sagde hun med en trist stemmen det var trælst når man ikke kunne bliv helbredt

Hun nikkede. "Men jeg har lært at leve med det og nogen gange forsvinder smerten simpelthen" Safde hun og smilede.