Hunden i bur. [The Shadow] [Privat]

Jonah virkede ret forvirret. Han så et øjeblik ned på sin hånd som var han i tvivl om hvorvidt han faktisk havde gjort hende fortræd. For at udfylde den lidt akavede tavshed imens hun bare stirrede irriteret på ham, stoppede han nærmest febrilsk en hel vaniljekrans i munden og tyggede meget dedikeret på småkagen.

Tegningerne på koppen var lidt sjove. Først havde det bare lignet et slyngmønster i en blå farve med små hvide strejf som kunne have været noget blomsterværk. Men nu hvor Margeret studerede dem intenst viste det sig faktisk at være et yderst sirligt bølgemønster og det hvide var skumtoppe på nogle af bølgerne. Faktisk skiftede de blå streger midt i det hele. Kunstneren havde på forunderligste vis formået at starte i én nuance og få stregen til at glide over i en blågrøn, derpå blågrå, og alt sammen så det virkede som præcis samme penselstrøg og der ikke var et synligt overlap af farve nogen steder.

"Hrm. MUh. Mood..."

Gumlede han og sluprede en slurk kaffe i sig imens han lyste op. Her var noget han kunne tale om som ikke burde være et farligt emne der gjorde den unge dame knotten.

"The wood have been in my family for generations!

Han rejste sig kort og gik over til en reol. Da han forlod sofaen fik Margeret øje på et forholdvis gammelt billede i ramme på et lille endebord ved Jonas ende af sofaen. Det måtte næsten være Jonah i hans unge dage. Sikke en forandring. Der stod en høj bredbrystet mand med tykt mørkt hår. Han lyste af stolthed og glæde. Ved hans side stod en kvinde der var i hvert fald et hoved mindre end ham, klædt i hvid blondekjole der understregede hendes slanke skikkelse. Det lange hår var en dyb kastanjerød farve og hendes grågrønne øjne slog smut mod fotografen. Måden de stod på efterlod ikke meget tvivl om at det måtte være Daisy og der måtte være tale om et bryllupsfotografi.

Jonah kom tilbage med et guldnet album som han slog op i. Det knirkede af læderælde. Han åbnede albummet omkring tre fjerdedele henne i albummet. Derpå fjernede han et spindelvævstyndt mellemlægspapir der dækkede over billederne. En ung mand på omkring de 18 var blevet fanget på et billede. Han stod halvt foroverbøjet og igang med at arbejde med noget torvværk. Hans kasket sad halvt på sned og hans øjne var fulde af spilopper og der var et dybt charmerende grin på hans ansigt, selvom der også var en smule overraskelse i ansigtet - nok over fotografiets tagning. Der var 4 billeder på siden.

Det næste billede var af samme unge mand. Denne gang var hans ansigt mere modent en stærk kæbelinje og der var erfaring i de smilende øjne selvom smilet ikke længere var på hans ansigt. Han havde ikke længere blot slidt tøj på. Af hvad det kunne se ud til var det tøjet opgraderet kraftigt. Ikke kaptajn men måske styrmand?

"That was my great great grandfather William. I think he was one of the first of our bloodline to come to Deploratus"

Sagde Jonah. Næste billede var af William foran et gigantisk skib, men der var noget underligt ved det. Det lignede et krigsskib fra 1400 tallet, og det kunne jo på ingen måde passe sammen med at det var Jonah's tip tip oldefar. Hvad der tilgengæld fangede Margerets opmærksomhed var galeonsfiguren. Var det? Neeeeej! Det kunne det jo ikke være! Men...havde kvinden ikke en sær lighed med....Daisy?

"The woodwork should be some of the original from the ship. That was what my granny told my anyway. I'm just a little nostalgic. For some reason I couldn't get rid of it. It gives a special feeling of...history...I know I know. I'm a silly old man, with his silly old pictures and living above some dogs.

Jonah gnækkede og lukkede forsigtigt albummet i.

"So what do you think of the coffee? And please! Have a cookie!"

Margeret tog billedet fra bordet op og kiggede nærmere på det. Hun smilte da hun så hvordan Jonah havde set ud dengang billedet blev taget. Tænk at det ikke var mere end 60 år siden...

Hmm.. Hvor gammel er Jonah egentligt? Den slags fotografiopstilling, og slet ikke med så patineret papir, brugte de sidst i mine bedsteforældres tid

Hun stilte billedet på plads, da Jonah kom med fotoalbummet. Der var ingen tvivl om at manden på billederne, var i familie med Jonah, i hvert fald ikke hvis man skulle dømme ud fra udseendet.

"But Jonah.. The ship on the photo, is from the 1400 century.. How can that be possible? When your great great grandfather was alive, they hadnt even begun thinking of reconstructions, so it cant possibly be it..."

Margeret kiggede lidt eftertænksomt på ham, og tog en småkage. Hun havde opfanget at noget ikke helt var hvad det så ud til, men Jonah kunne umuligt være en vampyr, når hundene ikke reagerede mere på ham -og så vidt hun vidste, kunne vampyrer heller ikke formerer sig ved kønslig omgang, så det ville være helt umuligt at hans tip tip oldefar havde været sådan en...

Med mindre han havde adopteret et menneske, uden at dræbe eller vende vedkommende? Eller..... Måske var Jonahs tip tip oldefar en dæmon? De kunne eftersigende blive helt vildt gamle. Ligesom engle.. Hvis sådan nogen da fandtes.

Jonah nikkede og smilte ivrigt da hans selskab tog en småkage. Derefter så han lidt forvirret på albummet og rettede let på brillerne.


"Uuuuh....uh...uuuuh.....I don't know Miss Maggie? I don't know much about pictures. Don't know much about boats either. I was a fisherman a short while..."

Jonah lød fraværende som om han var tabt i minder.

"You know Miss Maggie. There is something about these islands. I had a...longing...I searched for my place in life...love...The great world called me. But I always seemed to find myself back here. Like...the song...what's it called? The one with the hotel? Heh...I could never leave. Such a lovely place..."

Blev det lavmælt mumlet og tonerne fra en melodi havde næsten sneget sig ind i de sidste 4 ord.

Margeret kiggede underligt på ham. Hvad fanden havde en sang at gøre med hans familie havde overnaturligt blod i årerne?

"You mean Hotel California?"

Hun tog endnu en småkage - de var ret gode, og det var lang tid siden hun havde fået mad.

"But Jonah... That song is about..."

Det løb hende koldt ned af ryggen... Fuck, fuck, fuck - hun var begyndt at føle sig en smule dårlig tilpas ved tanken om at skulle bruge evigheden sammen med Jonah og hans underlige hjem. Hun rejste sig langsomt op.

"Jonah, this was lovely and all, but maybe I should head back - its a long way home from here, and I have work tomorrow. What if I come back tomorrow? Then we could chit-chat a little more?"

Hun var nødt til at snakke med nogle andre jægere om hvad der skete her. Selvom jobbet primært var profession lønnet ville hun ikke ende op med at være fanget på et internat for evigt.

Jonah så op på hende. Derpå rejste han sig roligt fra sofaen, gik over til reolen og satte albummet på plads. Han vendte sig derpå mod Margeret igen.

"Oh yes. That is what the song was called. Hotel California..."

Et lille smil spillede pludselig om hans læber.

"Miss Maggie. You are not ready to leave yet. You had business to do here. Remember?"

Og lige som han sagde det følte jægeren hvordan en sær svimmelhed ramte hende. Hendes tunge føltes underlig tyk og underlig i hendes mund. Hun opfattede et par stærke arme der lå om hende og en varm krop mod hendes. Hendes knæ virkede ikke helt. De var underligt bløde.

"Don't worry Miss Maggie. You just rest now. Just rest. I've got you."

Lød Jonahs stemme. Der slog en ånde imod hende, men den lugtede hverken af kaffe, cigaretter eller småkager. Den havde en duft af havluft? Så lød der en let nynnen i hendes øre.

"We are all just prisoners here, of our own device. Mmmhhmmm. HmmmmMmmhh....They stab it with their steely knives, But they just can't kill the beast's"

Det var en ændring. Teksten var oprindeligt Beast. Hvorfor sagde Jonah Beast's? Margeret fornemmede hvordan hendes krop blev trukket sidelæns så hun lå ned på sofaen. Der lød en svag latter fra Jonah. Ikke en gnækken men en lille latter. Der var næsten noget sørgmodigt over den. Var der et ekko af et fjernt mågeskrig i den?

"Relax, said the night man, We are programmed to receive. You can check-out any time you like, But you can never leave!"

Der var ingen tvivl om melodien. Stærke fingre gled ned over jægerens kind og et par blågrå øjne kom ind i hendes synsfelt.

"Just remember Miss Maggie. If you check-out, you have no do-overs. Welcome to The Island."

Jægeren kunne af en eller anden grund ikke svare. Trangen til at sove var så pludselig og så unaturlig at der ikke kunne være tvivl om at der var tale om enten magi eller at hun var blevet dopet herfra og ind i den næste verden.

- Timejump -

Klokken var omkring 11:45 dagen efter da Margeret vågnede. Hun lå på en sofa hun kendte udemærket. Der var dog kun dækket op med en kaffekop til en enkelt person, og en lille småkagetallerken. Der var masser af lyde nedenfra. Der var hunde der peb og bjæffede vildt og ivrigt og højlydt snakken fra en masse mennesker. På tønde-bordet lå der et lille sæt sammenfoldede papire. Hvad der så ud til at være 3 stykker A4 papir der var foldet på langs. Det sære var at Margeret ikke havde et tungt hovedpinehoved eller følte sig dårlig som man ville have gjort hvis man havde været pumpet fuld af stoffer. Hun var groggy og dehydreret, med en begyndende murrende hovedpine grundet dét, men det kunne også handle om at sofaen stod badet i sol fra vinduet og hun havde ligget og stegt i den fuldt påklædt - også med jakke og støvler på fra igår. Vinduet så ud som om det ikke havde været pudset i et års tid. Mindst.

Margeret havde prøvet at kæmpe imod søvnen, og hun havde prøvet at rejse sig op. Hendes krop havde virket svag, og hver gang hun prøvede at røre blot en muskel, kunne hun ikke. Det undrede hende at hendes hjerte ikke gik i stå, og at hun stadig kunne trække vejret. Hvis han havde bedøvet hende med noget så kraftigt at hun ikke kunne bevæge sig, var der også stor sandsynlighed for at hendes hjerte ville gå i stå.

Der løb en tårer ud af hendes øjenkrog og ned af hendes kind, hun ville tørre den væk, men kunne ikke - kunne det virkeligt være nu, hun skulle gense sin søn?

- Timejump -

Margeret prøvede at sætte sig op, hun var fuldstændig omtumlet. Hvor fanden var hun egentligt havnet?! Dét her ville aldrig været sket i England.

Hun satte sig op og kiggede i koppen, den var halvtom, der var heller ingen småkager på tallerkenen mere. Sulten sneg sig langsom ind over hende, men hendes sind var en anelse sløret. Hvor VAR hun egentligt havnet? Og hvad var det han havde sagt, "If you check-out, you have no do-overs". Og hvad var det for et bæst han havde snakket om? Spørgsmålene hobede sig op i hende, og den murrende hovedpine var efterhånden let tiltagende.

hmm.. Gift der slår ud efter en halv kop... Cyanid? Nej, nej, det kan det ikke være.. Det er dødeligt.. Bedøvelse.. Ja, det må være bedøvelse.. Kloroform?

Hun lugtede til væsken. Den lugtede ikke af andet end kaffe. Derudover gav kloroform hovedpine.

Hun kiggede rundt i værelset, og hendes syn var stadig lidt sløret. Hun var ikke sikker på om træet var det samme som i går. Hun rejste sig langsomt op og så sig omkring. Bryllups billedet stod der stadig.

"Jonah?" prøvede hun forsigtigt, selvom hun var bange for det ikke ville lykkes, det lod til at hun var alene nu.

Hun tog i døren, men den var låst udefra - det var sådan en dør, der kun kunne låses udefra. Håndtaget knirkede som om det trængte til olie.

"Fuck my life, the old sucker tricked me"

Hun kiggede ned af sig selv,tøjet var helt, og det sad ikke underligt. Ok, så han har i det mindste ikke voldtaget mig.

Hun tog en dyb indånding, før hun begyndte at banke på døren, hvis ingen åbnede, var hun nødt til at kravle ud gennem vinduet.

"HELLO?! ANYBODY THERE?"

Da ingen svarede vendte hun sig om, og satte sig fortvivlet ned foran døren. Fuck, fuck, fuck. Hun gned sine øjne og da hun kiggede op igen, så hun papirerne på bordet. Hun rejste sig langsomt op, og gik over til sofaen. Hun satte sig i den, og kiggede på dem.

De 3 stykker papir var spritnye og meget officielle. Det var en komplet adoptionsoverdragelse af et styks sort Giant Schnauzer kastrat i farven sort.

Det seriøst mærkelige - hvis der ikke var mærkeligheder nok allerede - var at der udfyldt informationer omkring hende som hun aldrig havde givet. Der var udfyldt korrekt adresse til hvor hun boede nu, hendes fulde navn og telefonummer. Altså...det navn hun brugte på Deploratus naturligvis. Margeret Larson.

Der stod en kort vurdering af hundens psyke og temperament, hvilket foder den fik, og hvornår det var anbefalet at den fik et tandeftersyn, vaccine samt generel helbredseftersyn.

"Sarah, Sarah! I heard something up here!"

Der lød løbende fødder på trapperne.

"No! Don't go up there! Jesus! get back here!"
- B-but! There was a voice! I'm not joking! Cross my heart and hope to die!"

Det lød som en meget lille dreng. Der blev rusket i døren. Så lød der meget lavmælt hvisken. Der lød et velvilligt klik og døren gik op. En lille slank sorthåret dreng med store grågrønne øjne så nysgerrigt ind. Han havde en lige næse og der var ingen tvivl om at han ville knuse en masse pigehjerter om få år. Lige nu så han ud til at være en lille spillopmager på omkring de 7-8 år. Der lød løbende trin på trappen og en pige på omkring de 16 kom pustende efter ham.

"Jonah! I swear to GOD! I'll tell mom if you poke around in there! You know she ha-..."

Pigen havde tykt mahognifarvet hår og dybgrønne øjne med små sprængte isblå stænk. Hun så måbende ind på Margeret, ned på drengen der åbenbart hed Jonah og tilbage igen.

"Wait? Who are you? How did you get in here? Jonah did you give her the key?"

Jonah åbnede munden, lukkede den så igen, rakte tunge af Sarah og løb over til sofaen. Han huggede en småkage. Vent...havde den ikke været tom for et øjeblik siden? Derpå gav han sig leende til at hoppe rundt i sofaen.

"Mmmh...what if I did? Huh? So so so?"
"God you are the most annoying thing alive! Get down from there!"

Pigen der højst sandsynligt var hans søster, for hun havde træk der lignede hans meget, og deres måde at tale til hinanden på var da også ret søskendepræget. Sarah lignede en der skulle til at kvæle knægten da hun trampede ind i rummet. Hun var klædt yderst praktisk, men havde noget forfinet over sine træk og hendes måde at bevæge sig på var som en danser, men der var ikke meget danseragtigt over hendes påklædning, som så også var fuld af dyrepels, så det var let at konkludere at hun nok havde dobbelt duty som barnepige og frivillig på internatet. Hun fik slået en klo i sin lillebror og hevet ham ned af sofaen.

Jonah lod sig trække ned men vred sig øvet ud af grebet og gav sin søster et klassisk "indian burn". Sarah hylede op og slap ham.

"Duuuuh! She's an adopter-thingy! She just got lost or something. Right? Right?"

Jonah nuppede en småkage mere og løb så ud af lokalet. Derpå lød der en snublende lyd, 3 bump og et klask...derpå et vræl der i sirenestil startede højt ud og steg højere og højere. Efter lydende at dømme var Jonah skvattet på trappen og havde fået et intimt bekendtskab med flisegulvet på gangen nedenunder. Sarah så både chokeret, træt og arrig ud på samme tid.

"I...hate...that...kid...."

Hvæste hun, snuppede de 2 sidste småkager og stak så i løb.

"Jonah?! I'm coming!"

Et øjeblik efter stoppede vrælet. Nok fordi munden var blevet proppet fuld af småkager.

Margeret rynkede brynene... Hvordan kunne han....?

Hun kiggede op i det døren blev åbnet, og hun skyndte sig at putte papirerne i lommen. Drengen i døren havde vist fået et lige så stort chok som hun selv. Pigen der viste sig lidt efter, lignede Daisy. Måske er de i familie?

Margeret smilte lidt for sig selv, mens hun følte en kulde løbe hele vejen ned ad ryggen på hende. Det her var spændende! Men hvad skulle hun dog sige til dem, når hun kom ned, og de begyndte at udfritte hende om hvordan hun var kommet ind?

Hun kiggede sig om en ekstra gang, træet var helt sikkert det samme, som aftenen før, nu var det blot malet i en lysere farve, og det var vist også slebet en anelse ned.
Før hun gik ud af lejligheden, kiggede hun på reolen hvor Jonah aftenen forinden havde fundet billedalbummet. Der lå et tykt lag støv oven på det, og spindelvævene sad tæt omkring alle bøgerne. Hun tog det ud, og fandt hurtigt billederne af Jonahs tip tip oldefar.

Det var et meget smalt ringbind, sådan et, man brugte i meget gamle dage. Hun tog et af billederne ud - det med Daisy som gallionsfigur. Der stod noget bagpå: "The White Lady 1457. Jonah Wallish". Hun foldede det sammen, og puttede det i baglommen på hendes bukser.

Jonah er åbenbart et familienavn, givet at drengen er i familie med spøgelset

Hun vidste at hvis Jonah VAR et spøgelse, så ville han blive sur over hun havde taget billedet, og så kunne hun konfronterer ham. Man kunne ikke slå spøgelser ihjel. Men man kunne sørger for de aldrig satte fod på jorden igen.

Hun gik ud i gangen, og så sig omkring. Drengen var for længst holdt op med at græde, og man kunne høre han løb rundt nedenunder og drillede Sarah.

Gangen var malet i en gråhvid farve, og der hang billeder af skibe på væggene. Hvis det var her hun havde været i går, så havde stedet helt sikkert forandret sig. Hun studerede billederne, og der var et gammelt billede af Daisy og Jonah foran et skib der så lidt nyere ud, end det af hans tip tip oldefar. Det lignede et skib fra omkring 16-1700 tallet. Margeret rystede på hovedet. Hun synes endnu engang let at kunne fornemme hvordan gulvet gyngede under hende, men hun opdagede at det var bedøvelsen (eller magien), der stadig sad fast i hende. Hun snublede men kom hurtigt på benene igen.

Der skulle en stor vejrtrækning til, før hun begyndte at gå ned ad trapperne.

Det sære var at da hun gik igennem gangen syntes der et eller andet sted fra at komme et friskt pust. Derudover var der også en pludselig ændring af...noget...det var svært at sætte en finger på hvad det var. Det var lidt som hvis man trådte ind i et lokale og mødte en masse fremmede og der var en stilhed. Den stilhed kunne være ladet. Det var den samme fornemmelse jægeren pludselig fik. Noget eller nogen betragtede hende, men hvor der før havde været en gammel og hyggelig stemning så var der pludselig en umiskendelig følelse af uvenlighed. Fjendtlighed ligefrem? Døren ind til lokalet hun kom fra blev hamret hårdt i.

...thief...

Det var en lavmælt hvislen, og det var bestemt ikke Jonahs stemme. Der var en stikkende fornemmelse af øjne i nakken da hun gik ned af trappen. Der var ingen tvivl om at hvad end det var Margeret havde gjort, så havde hun gjort noget som nogen eller noget var blevet yderst provokeret over.

Lille Jonah stod med let fugtige øjne og et smil da hun kom ned af trappen. Han tørrede næsen i ærmet og vinkede hende med sig.

"Sarah is getting him for you. It's great you came for him. We didn't want to take him to the chamber, but we have like 4 dogs and 5 cats already, so mom said no. No more Jonah!"

Efterabede drengen en kvindestemme. En lille kageklistret hånd fandt Margerets og han trak hende med ud i receptionen hvor der sad en kvinde der bestemt ikke var familierelateret til drengen. Hun var en kvinde der i hvert fald godt kunne nyde godt af at tabe sig en små 30 kg. hun havde krøllet gråt hår, små stikkende griseøjne, men nogle charmerende røde æblekinder og lyste op i et smil da Jonah kom trækkende med en fremmed kvinde.

"We really hope you get him to eat something. We guess he is in mourning or something. Oh speaking of the devil!"

Sarah kom gående med den store sorte hund der så lidt forvirret ud. Det her var ikke den vej man gik for at blive luftet? Da den så Margeret gik den over til hende og snusede kraftigt til hende. Særligt omkring en bestemt lomme. Den fnøs let og gned en pote op om snuden, satte sig på halestumpen med et lille suk og så opmærksomt frem og tilbage. Sarah gav snoren til Margeret og kvinden bag disken vinkede let af papirene.

"Mmmmh...mmhm....yes. So all we need is 100 dollars in adoptionfee and then you're good to go! It's cheaper because he's been here so shortly and we didn't have to snip him or anything. So will it be card or cash Miss Larson?"

Margeret fornemmede uvenligheden straks, og fortrød et øjeblik hvad hun havde gjort. Et kort sekund så hun verden som om hun kiggede igennem et glas. Alting lidt sløret, nogle ting lidt større end andre.
Hovedpinen tog til, og hun kneb øjnene sammen.

Margeret kom ud i receptionen, med Jonah i hånden. Hun havde en enorm lyst til at spørge ham om, hvorfor hans mor ikke ville have at han gik ovenpå.

Da hun så hunden, sank hendes hjerte helt ned i maven. Han var blevet en del tyndere end på billedet, og hun huskede bitterligt på billedet i hendes bukselomme. Hunden gjorde det ikke nemmere for hende, da den puffede blidt til hendes lomme.

"Eehh... I¨ll get him to eat allright.. But.. Ehh"
Hun var ikke forberedt på at hun skulle betale for hunden allerede, og hun havde i al forvirringen over i går glemt hvor hun havde lagt sin pung. Hun klappede rundt på sine lommer. Pungen lå i bukselommen - samme lomme, som billedet af Jonahs tip tip oldefar.

Hun tog den hurtigt op da hun fandt ud af hvor den var, og som ved et trylleslag, gled billedet også ud af hendes lomme og ramte gulvet under hendes jakke og under hendes hund. "Card please".

Mimi, som kvinden bag disken hed, tog kortet og kørte det igennem maskinen.

"So? What are you gonna call him?"

Lille-Jonah så nysgerrigt op på hende.

Hundens øjne fulgte billedet som det faldt til gulvet. Et billede som lugtede sært.

Margeret var måske ikke selv klar over at hun havde tabt billedet, men en tydelig forandring kunne hun mærke. Der var pludselig ikke en fjendtlig stemning omkring hende eller en fornemmelse af at noget kiggede på hende fra skjulte kroge eller skyggefulde hjørner.

Hunden virkede dog ikke synderligt begejstret for at være kommet så nær det den rykkede et skridt bagud og fik trukket i snoren som Margeret holdt i.

Hun havde ikke opdaget at hun havde tabt billedet, men blev rykket med den kæmpe store hund.

"What is it boy?" Hun satte sig ned på hug, og aede ham over snuden.

Hun trak vejret dybt, og hendes hovedpine fortog sig let. Hvad end det var hunden havde reageret på, så var den i hvert fald holdt op med det nu.

Hun vendte sig imod lille Jonah og så ham i øjnene.
"I actually dont know Jonah - maybe you could help me pick up a name for him?"

Hendes hjerte sank let, da hun fik set ordentlig på den lille dreng. Om et par år ville hendes egen søn være lige så gammel som Jonah, hvis han altså havde levet endnu. Hun rystede let på hovedet, og fik tankerne om hendes søn slået ud af det.

Jonah klappede den store sorte hund på hovedet. Det lød en lille grynten fra det store dyr, men den gjorde intet andet end at blinke lidt kraftigere hver gang hånden ramte dens hoved.

"Jonah! Naah I'm just kidding! Hm...what abooouuuut....Tarak! That sounds strong and manly!"

I baggrunden rullede storesøster øjne af sin lillebror og rynkede så let bryn.

"Jonah! You little thief! We're not supposed to touch stuff up there!"
- "But I..."

Jonah så fra sin storesøster der snappede billedet fra gulvet og op til Margeret. Han sendte hende et opgivende blik.

"...Sorry Sarah...Please don't tell mom..."

Lød det på en tonløs flad måde som var det en plade der var gået i hak og en linje han havde sagt alt for mange gange.

"Deal. But I'm getting your dessert for a week."
- "Aw come on! A whole week?! Thats not fa-....fiiiiiiine...."

Jonah skulede surt af Margeret. Øv hvor tarveligt! En hel uge! Og så for noget han ikke engang havde gjort. Ikke denne gang i hvert fald. Han foldede armene surt over kors på brystet og hang med hovedet i bittert nederlag. Den dumme dame havde bare at kalde hunden Tarak nu. Ellers ville han trampe hende grundigt over foden før hun gik sin vej.

Margeret så skuffelsen i Jonahs ansigt, og hun kunne næsten ikke bære det.

"actualley Sarah, I brought the photo down here"
Sagde hun, mens hun kiggede stift på Sarah.
"I wanted to ask where it belong, it fell down from a shelf up there, if you just hand it back to me, and tell me where it belong, I will put it back"

Hendes hjerte sank endnu engang ned i livet på hende. Hvis hun skulle derop én gang mere, til det-der der var deroppe, uden våben og uden en form for skjold, ville hun garanteret blive angrebet af et stort monster, eller noget der var værre.

Hun kiggede nysgerrigt på det, som om hun ikke havde set det før

"do you know the man on the picture? Its a beautiful ship, dont you think Jonah?"

Margeret rejste sig op, og lænede sig hen mod billedet, men blev holdt tilbage af en kæmpe hund, der synes det var en meget dårlig ide.

De isblå strejf i Sarahs havgrønne øjne gnistrede og hun holdt demonstrativt billedet ind mod sig.

"No, thank, you. And you don't have to cover for my brother. I am perfectly able to put it back without you help, but thank you sooooo much for offering"

Der var en giftig undertone i den ellers søde stemme. Honningdryppende giftig. Den sorte hund rejste sig og fik diskret placeret sin store krop mellem den giftige teenagepige og den blonde kvinde der holdt snoren. Den var ikke helt sikker på hvad der foregik men stemningen var ikke til at tage fejl af. Den tydede på ballade og dét vidste den hvordan den skulle reagere på, men hvem skulle den beskytte? Og mod hvem?

I know who it is. And I know the ships legend. Dont you?"

Knægten rynkede let på næsen som om det var noget af det underligste han længe havde hørt.

"Are you gonna call him Tarak then?"

Han virkede meget mere interesseret i hvad hunden egentlig skulle hedde end et gammelt fotografi

"Well, good then. You never know with a young girl like you Sarah. I heard you say that your mother dont allow you to go up there". Margeret kiggede ligegyldigt på hende. En spinkel pige på 16, kunne hun i hvert fald godt lægge ned uden våben.

Hun aede hunden på hovedet, og prøvede at berolige ham.

"I think Tarak is a wonderfull name, what about you boy?" Margeret satte sig endnu engang ned foran hunden, og kiggede ind i de store brunsorte øjne. "Is it Tarak then?"

Hunden puffede let til hendes skulder med sin snude, og hun kiggede glædesstrålende på Jonah. "Tarak it is!" hun fortrak en eftertænksom mine "but Jonah, could you tell me about that ship? I´ve just moved here from England, so actually I dont know the story about that ship"

"What my mother says don't concern you, outsider"

Lød det i samme giftige tone fra pigen, og lod tydeligt Margeret vide at en ussel tilflytter ikke var mere værd end det skidt man fejede op i burene dagligt.

"Like we need someone like you to be nosy and pick through our personal stuff. Take the dog and leave. You got what you came here for"

Jonah smilede glad over at kunne hjælpe med navngivningen af hunden, men det stivnede til gengæld en smule over søsterens mere og mere agressive tone. Det var tydeligt at drengen var splittet i sin loyalitet for søsteren og at dele de fantastiske eventyr som han helt sikkert kunne fortælle.

"I...uhm....maybe it's best...if you...went home?"

Sarah fnøs, lavede et reklame-værdigt hårflip og stolserede tilbage ud af receptionen. Jonah lænede sig frem og hviskede.

"I can go with you a little piece of the way. It's time for lunch and Nanny is at home. But you need to hold my hand at the crossing"

Han vinkede ivrigt til Mimi og åbnede glasdøren ud til vejen hvor en skarp sol strømmede dem imøde. Måske drengens snakken om frokost ville minde jægerens mave om at den faktisk ikke havde fået andet end 1 småkage de sidste små 14 timer alt afhængig af om hun rent faktisk havde fået aftensmad før hun tog til internatet.

Margeret havde lyst til at råbe ad pigen. Tage fat i hende og ruske hende, og fortælle hende at det præcis var folk som hende, der havde et forbandet skib i familien, og overnaturligt blod, der ikke hørte til her på jorden. Men hun gjorde det ikke, et eller anden i hende, stoppede hende. En underlig usynlig kraft, der beroligede hende, og fortalte hende, at det hele nok skulle gå alligevel. Første fangst et nyt sted, var altid den sværeste.

"You know what Jonah?, I would really love that".

Hun tog et fast tag i Taraks snor, og gik ud af døren med ham.

"Now I will take you home boy, away from this mystirious place"

Hun fulgte efter Jonah ned ad gaden, og ventede på at han ville fortælle hvad det var for et skip på billedet, og hun håbede på, at han også ville fortælle om huset virkeligt var bygget af det skib.
Hullet i hendes mave, som hun havde følt da hun vågnede, havde efterhånden ædt sig selv op, men tanken om mad gav hende en lille smule kvalme.

Knægten rynkede på næsen.

"Its not mysterious at all. It's full of shit..oh...uhm...poo!"

Han slog hånden for munden og så sig skyldigt rundt som om han forventede at nogen ville knibe ham i øret for den slags sprogbrug.

Han hoppede og dansede glad ved siden af Margeret, og hagede fast i hendes arm og hånd ind i mellem så han halvt svang sig over linjerne mellem fliserne, halvt blev båret. Åh jo. Der var lopper i rumpetten på drengen, og det var måske ikke så sært at hans storesøster havde et let anstrengt forhold til ham hvis hun skulle være halvvejs forælder for ham, og så i hendes alder hvor det nok var meget mere spændende med veninder og drenge...af den rigtige alder.

"But uhm...the Jonah story is only a story. You know that right?"

Hoppede han og vinkede ivrigt til den sorte hund der gik intet mindre end perfekt ved siden af Margeret. Ind i mellem så den opmærksomt op på hende, og dens store ører rykkede rundt efter alle mulige lyde, både de som var åbenlyse som trafik og andet på gadeplan, men også ting som man kun kunne gisne om hvad var. Den hverken trak eller gik uforstandigt ud på gaden.

"What part ya wanner know?"

Spurgte Jonah, lettere forpustet.

Margeret smilte til ham. Hun følte et stik af sorg i hjertet, over hun aldrig nogensinde ville opleve dette med sin egen søn, og hun ønskede intet sådan, skulle ske Jonah.

"Yeah, I know" svarede hun "But Im rather interested in all the old stories... So if you could be kind enough to tell me?".

Hun holdt Jonahs hånd fast, uden at det blev anstrengt. Engang imellem kiggede hun ned på hunden, og følte en vis forbindelse med den, som om hun ikke helt kunne sætte ond på hvad det var.

"You talk really funny."

Hoppede Jonah løs, men virkede også samtidig som om han prustende forsøgte at huske.

"Uhm...well..."

Han skævede op til kvinden.

"I'm really too old to all that fairy tale stuff....So don't tell okay?"

Jonah virkede pludselig som om han snublede, bumpede sidelæns ind i Margeret, og samtidig kom der et lille "Gruf" fra hunden der pludselig virkede ret opmærksom på drengen. Tarak møffede ind foran Margeret og slikkede drengen ivrigt i ansigtet. Han begyndte at le og slog den frie arm om halsen på hunden, slap kvindens hånd og forsøgte at skærme sig mod den varme, våde tunge.

"No! Haha! Tarak! Stop! I'm okay! Really! Promise!"

Det kunne godt virke som om de to havde et særligt forhold til hinanden. Tarak snusede Jonah grundigt i øret og med skulderen op mod øret begyndte han fnisende at fortælle.

"The ship, The White Lady, was a magic ship. No wait. It was a NORMAL ship, but the lady in front was magic. She was not made of wood at all. She was a creature who was caught and bound to the ship for all eternity. No one knew this of course. None but the evil sorcerer who bound her! Tarak! Not the tongue in the ear! Thehehe! Noooo!"

Drengen skubbede hunden lidt væk og prøvede at tørre sit ansigt før han blev overfaldet igen.

"Mmmh...nice. Mommy is so gonna give me a shower tonight, maybe even a BATH! Thanks"

Lød det glædesstrålende.

"Oh. Sorry Miss Maggie...I'll continue the story..."

Jonah var ikke selv opmærksom på at han havde kaldt kvinden noget lettere besynderligt, og det var ikke til at vide om den blonde kvinde ville bide mærke i at drengen pludselig titulerede hende på præcis samme måde som den mystiske "Jonah" havde gjort det om natten.

"I don't...Geeh...this was something nanny told me a loooooong time ago. There was something about this evil guy with the magic. I can't remember...Maybe he wasn't a human? Or maybe he wanted to be a human? There was someth-...arh...sorry...I can tell you what I DO remember and get Nanny to tell me again"

Tarak snuste til Jonahs lomme og peb svagt. Uden at tænke over det rakte drengen ned og fiskede en hundekiks frem. Ud af lommen faldt det guldnede billede som Margeret havde stjålet. Drengen tabte underkæben. Tarak snappede hurtigt kiksen og gumlede den i sig, men rykkede også kraftigt bort fra billedet.

"H-how the...I did not take that! I swear!"

Jonahs stemme lød næsten panikket, og han så ud som om det desværre var mere normen end undtagelsen at han blev beskyldt for noget han ikke havde gjort. Enten dét eller også var han en spillopmager, men havde ingen problemer med at indrømme det når han havde gjort det, og hadede at blive anklaget for noget han i det mindste ikke havde gjort. Han fiskede billedet op og betragtede det.

"...so weird Miss Maggie. We are talking about the tale, and now..."

Han strøg let over billedet med fingerspidserne. Da han gjorde det var det som om der hørtes et fjernt ekko af et mågeskrig. Jonah sukkede og trak på skuldrende.

"Do you believe me? Do you believe I didn't steal it?"

Efter en kort tøven og en let sammenpresning af læberne og rynken på næsen

"Do you believe in...magic? In creatures and ghosts?"

Hans stemme var blevet hviskende. Hans blik flakkede let og han virkede utilpas.

Margeret satte sig ned på hug foran Jonah og nikkede langsomt, men uden at sige det højt.

"Jonah", hun lagde sin hånd på hans skulder, "I need you to tell me about the ship, okay?"
Hun strøg ham blidt på den våde kind, og smilte til ham "I belive you". Hun kiggede ham dybt i øjnene, og så derefter op på himlen. Der var ikke en måge i sigte, men alt at dømme efter solens gang på himlen, var klokken muligvis omkring middag.

"Can I offer you an icecream or something? Then you can tell me about the picture, and the things you do remember, allright?" Hun tog ærmet fra sin trøje ud af ærmegabet på sin jakke, og tørrede Taraks savl af drengens kind. Hun var meget opmærksom på hvordan hunden opførte sig omkring drengen, og havde udmærket lagt mærke til, at drengen havde kaldt hende "Miss Maggie". Hun var ikke sikker på, om han overhovedet vidste hvad hun hed - så vidt hun kunne huske, havde hun ikke præsenteret sig for ham endnu.

"Is it your ganddad?", hun tog billedet forsigtigt ud af hånden på drengen, og mærkede straks den ubehagelige følelse af at være overvåget igen.

Jonahs øjne lyste op, og så så han alligevel svært betænkelig ud.

"Icecream before lunch? Raincheck?"

Drengen stirrede på billedet i hendes hånd og rakte hurtigt ud efter det og snappede det tilbage.

"Sorry. It's for family only. Better not get in more trouble, right?"

Den måde han sagde det på var lidt underlig for en sorgløs 7 årig knægt. Det sære var at selvom drengen havde billedet, så forsvandt fornemmelsen af at være observeret ikke denne gang fra Margeret.

"I don't know. But no. He is very very very older. The first ones of our blood. The woman fell in love with him. She was bound to the ship by magic, but when the night fell and Jonah was alone in the stary night, she came to him...whatever that means. Jonah thought it was a dream. Who wouldn't. They where in the middle of the ocean and then a woman comes to him dressed in fog, darkness and her long hair. The dress was the fog...I think...They talked. For months. Jonah thought he was falling asleep on the deck so he didn't tell anyone about her. He was ashamed of himself. But every time he would meet with her she made him forget about home. She was lighting a fire in him...which doesn't make any sense because he didn't burn or anything"

Jonah rystede på hovedet og så lidt opgivende ud. Det var ret tydeligt at han havde fået fortalt et ikke helt børnevenligt eventyr, men at han ikke forstod hvad pokker det egentlig var han var blevet fortalt, hvilket måske var en smule problematisk for overleveringen, særligt hvis han kun kunne huske brudstykker af det på nuværende tidspunkt.

Han så lidt tvivlende på Margeret. Hans øjne sagde tydeligt at han ikke helt vidste om han skulle tro på at hun troede på ham.

"Miss Maggie...I see them...I hear them. Always have...people don't believe me."

Hviskede han meget lavt og så hurtigt ned i jorden.

"Please don't tell nanny that. She doesn't like it when I tell..."

Han rømmede sig meget lavt, og rettede sig så op med et stort smil, men som aldrig rigtigt syntes at nå øjnene.

"Why are you so interested in my family anyway? It's just a weird story"

Han begyndte at trække let i hende for at få hende til at gå videre, han virkede ikke direkte nervøs og anspændt, men det virkede alligevel lidt som om der var noget der stressede ham eller i hvert fald gjorde ham knap så meget en lille normal dreng og mere anstrengt i sin sorgfri attitude. Hvad det var var lidt svært at sætte en finger på, men når man som Jæger var vant til at tage alt ind og analysere kropssprog så var det her noget der meget hurtigt ville falde ind på radaren.

Margeret rejste sig op, og lod den lille dreng hive hende videre.

"then a sandwich, if you are more into that kind of thing?", hun smilte ned til ham. "It is a wonderfull story Jonah. Don´t you ever forget it, okay?". Stemningen der lå tæt over dem, lod til at blive en lille - muligvis næsten umærkelig - følelse lettere, men den forlod på ingen måde stedet. Selv Tarak der ellers havde gået pænt indtil nu, kom af og til, til at gå så hurtigt at Margeret mærkede det i snoren, han var dog stadig utrolig opmærksom på Jonah.

Hun gik lidt videre og funderede over drengens underlige opførsel, følelsen af overvågelse var der stadig, og det løb hende konstant ned ad ryggen, som om der gik nogen bag hende, og hun hele tiden forventede de ville tage fat i enten hende eller Jonah.

"I belive you Jonah. Can you tell me if there are any of them here now?" Hun stoppede op igen og fik øjenkontakt med Jonah.

"Its my job to be courious about old places and stories Jonah"

"Uhm..."

Drengen så tøvende op på hende og så pludselig ud til at være utryg. Han trak sig et skridt ud til siden så der kom mere rum mellem dem.

"Wont you allow me to go...home?"

Lød det så langsomt og tøvende fra drengen, som havde fået et vagtsomt udtryk i øjnene.

"Oh really? Because I had the impression that you worked at the hospital, and they don't care much for stories or old places there. They care about stitching people up and tend to their brushes and stuff. "

Der var noget halvt forvirret og halvt angribende over drengens stemme. Han vred sin hånd ud af hendes og lagde bestemt armene over kors.

"Tell me the truth lady! Who are you, and don't lie to me! I'm a kid, that does not mean I'm stupid!"

Han nærmest skulede af hende, og han virkede ret kampberedt i sit kropssprog. Det lod til at han havde nået sin tærskel for hvor meget han magtede at blive behandlet som et lille barn, for nu om ikke andet.