Masivt mørke

Dato :: 12. Februar
Årstid :: Vinter
Dag :: Lørdag
Vejr :: Koldt
Sted :: En tom gade i byen
Tid :: 22.30
Omgivelser :: Ikke andre end Lucy
Påklædning :: En hvid sommerkjole + et sort bind for øjnene

Lucy gik stille gennem gaden. Hun havde rynket panden let og var langt væk i tanker. Hun kløede tænksomt på bindet for hendes øjne, og lænede sig op af en hus mur. *Det er dog for fjollet...* tænkte hun og rystede lidt på hovedet af sig selv. "Hmmm... Gad vide hvad alle folk laver på denne lørdag nat?..." spurgte hun stille ud i det kolde mørke. Det var nymåne og kun gadelygterne brød nattens masive mørke... Dog gjorde det ingen forskel for Lucy, da hun så omtrænt lige så meget som en sten... Intet...

Samuel kom langsomt gående gennem gaderne han havde lige lagt Flor i seng og havde brug for at samle tankerne, der var sket meget på de få timer, og snart var han nød til at tage til Australien for at kræve hans ret. Han mumlede lidt for sig selv og snøftede. Hvorfor skulle det hele også være så kompliceret når det hele ellers var lige ved at falde på plads, nu skulle han også gå rundt og lege Far? Han sukkede dybt og havde ikke lagt mærke til den 7 årige skikkelse der gik rundt nede i gaden også. Han havde kun tænkerne på at hans liv nu ville ændre sig meget drastisk.

Lugten af elver nåede Lucy, og hun løftede hovedet med et ryk. I næste nu forsvandt hun i mørket, blot for at dukke op bag ved elveren. "Godaften mister." sagde hun, og hendes lyse barnestemme skar gennem natten. Hun kunne genkende noget ved hans duft, men vidste også at hun ikke havde mødt ham før. Ergo måtte han kende en af de andre elvere Lucy havde mødt.

Det gav et ryk i ham da han hørte en barnestemme, men de ord der kom ud af hendes mind hørte bare ikke til en lille pige. Han vente sig om og kiggede på hende og kunne straks se det bind hun havde for øjnene, *hmm hun er blind* han gik langsomt over til hende "Godaften Miss" sagde han høfligt og smilede stille mens han puttede sine hænder ned i hans sorte jeans der sad tæt på hans ben. Han rynkede brynene "Kender jeg dem?" spurgte han så ligeud da han kunne genkende hende fra et sted "Oh.. du skulle vel ikke have mødt min søster?" spurgte han stille og smilede skævt.

"Kun hvis Deres søster er miss Florence." svarede hun med et smil. Det samme barnlige smil der altid sad på hendes ansigt, og absolut intet betød. Det var intet andet end en standart.. En facade. Ikke noget der betød noget. Aldrig noget der betød noget..