Hvornår er min arbejdsdag dog omme?

Dag: Irl
Dato: Irl
Tid: 01:41
Vejr: Snevejr og blæst. Rimelig koldt for mennesker.
Omgivelser: Sne på gaderne. Biler der kører på vejene og mange tætte husblokke.

Wilhelm så efter russerne, der havde taget imod den afdøde varulv og taget den ind i sin bil. Han fulgte dem med øjnene, mens de kørte deres vej væk og vendte sig så om. Selvom at alle hans lemmer i kroppen var blevet fuldstændigt kvæstet af varulvens angreb, gik han som om ingenting var sket. Hans stolthed forhindrede sig i at humpe når det gjorde ondt at gå, og den forhindrede ham også i at tage på hospitaler og den slags. Hvis han overhoved skulle forbindes og den slags, gjorde han det selv derhjemme.

Silvia strøg småirreteret nået langt rødt hår væk fra sine øjne, måske skulle hun snart få det klippet kort, men de fleste fortrak hende langhåret. Hun bar en ung menneskedreng på ryggen. Han var vel ikke meget mere ind 14. Han var ret spinkel bygget, havde halslangt pjusket brunt hår, og var klædt i tykt vintertøj. Silvia var klædt i hendes jeans, gummisko, læderjakke og nedringe T-shirt. Hendes påklædning ville nok være direkte dødlig for et menneske i det her vejr, men hendes kræfter med is gjorde at kulden ikke gjorde hende nået.

Det var den tid på måneden hvor hendes gamle onkle ville have blod, som altid betød at Silvia måtte ud og lokke et offer til palæet med hende. Drengen her havde dog været en untagelse. Hun havde fundet ham næsten død i kulden, helt alene med en kniv i hånden. Der skulle ikke en genie til at se han ville ende sit liv..så egntlig, så ville hun gøre ham en tjeneste nu, hendes onkel var en roglig mand, vis man ikke gjorde ham vred, så han ville nok drikke drenges blod stille og rogligt imens han sov ind.

Wilhelm gik væk fra området hvor han havde afleveret bæstet, og gik rundt om hjørnet ind til byens gågade. Han så sig tænksomt omkring, hvor der var rimelig mennesketomt udover Silvia der kom gående. Han nåede at se hendes ansigt i et splitsekund, før han trådte tilbage bag væggen i forargelse. Han havde jo set hende før. Hun var en af de få vampyrer, der havde fået lov til at slippe væk den dag ved The reggie Club. Men kun fordi at Aubrey bremsede ham i at smutte med sit bytte. Han kunne huske, at Silvia var den person, som kom og frøs hans hjuldæk til is og gik igen.

Silvia stoppede op da hun opfangede lugten fra et menneske. Hun ville normalt havde inorgeret det, men det var den samme lugt fra jægeren som aubrey havde lystet for udenfor klubben, og hun kunne lugte lidt af aubrey på ham, hvilket betød at aubrey nok allerede havde besøgt ham igen, og at det nok var endt med varmpyren fik sin vilije. Hun forsatte blot med at gå, hun vidste at han enten ville inorge hende eller følge efter..og vis han gjorde det, så ville han møde hendes onkel, som nok ville dræbe ham, samme sekundt han trådte ind i huset.

Wilhelm så koldt på sine egne sår og begyndte at følge hende. Han var så rasende på hende, at han slet ikke tænkte sig om. Han var ude af stand til at kæmpe, og hvis han gerne ville undgå at blive dræbt, burde han vende om. Han havde godt fået den ide om, at hun godt vidste at han fulgte efter hende, og gik derfor bare efter hende uden at gøre sig særlig ubemærket. Han vidste jo allerede at hun var en vampyr, og hun kunne derfor høre alting.

Silvia drejede ind af en lille sidevej, og kikkede sig ikke tilbage, hun kunne jo både høre og lugte han fulgte efter hende. Hun gik i gennem nået tæt krat og trådte ind i lille baggård som ikke blev brugt til andet ind losseplads for gamle møbler. Husende omkring skulle snart rives ned, men Silvia ville bruge det indelukkede åmråde til at få nogle svar fra ham, uden at nogen skulle forstyre. Hun ventede til han fulgte hende ind i gården, og lage den sovende dreng ned på en gammel madrass, og sikrede sig at han lå godt og ikke blev for kold. Silvia vente sig så dereftr imod Wilhelm og lage en hånd på sin hofte. "Hvorfor går du efter mig.."

Wilhelm gik tættere imod hende, men stoppede få skrit fra hende. "Du ha noget der ikke tilhører dig" svarede han og så ned på drengen med et omsorgsfuldt blik, men så så på hende med et vredere blik. "Og som du nok kan se, har jeg allerede haft en travl dag, så jeg vil ikke hve noget imod at vente med at kæmpe med dig, hvis bare du giver mig barnet".

Silvia løftede let et øjenbryn. "hm...du er den jæger aubrey "hyggede", sig med, er du ikke?...når man først hat tændt ham, er du sikker på han kommer igen...". Hun vendte ryggen til ham, gik hen til drengen der lå og sov svagt på madrassen, og vendte ham imod willhelm. Han kunne se at drengen`s ansigt så fredfulgt og i ro. "..det er anderson knægten vis du kender ham..han er berømt for sine utallige selvmords forsøg..jeg letter ham blot fra livet eftersom han vil tage det selv....i øvright, så tilhøre han heller ikke mig..han tilhøre min onkel, og han vil ikke blive glad vis han finder ud af at hans måltid blev stjålet...vis du gør ham vred, ville du ønske at det var aubrey i stedet.."