Memories never last.

Fie bed sig i læben og drejede igen så hun kom ud til en gå gade. Hun satte sig på en bænk, og sukkede lavt imens hednes blik gled ned på hendes hænder der svagt rystede. Hun var sulten, og bange på samme tid. Men hun ture ikke bide ham. Hun frygtede at han ville slå eller noget lignende. Selvom hun var en vampyr blev hun let bange og usikker, og det plagede hende.

Jacoby gik lidt rundt i området og kiggede til alle sider efter hende, men fandt det svært, når der var så mørkt. Kort tid efter kom han hen til en smal gadevej, hvor han kunne se hende sidde. Hans ansigt lyste op igen og han smilte med et skarpt smil. "Fie!?" Kaldte han igen og kom løbende hen til hende "Hvorfor løber du din vej?". Han stoppede op foran hende og så ned på hende.

Fie så på ham med store usikre øjne, da han stod foran hende. Hun bed sig i læben, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre eller sige. "Ehm... Eh"hun tarv igen da hun ikke få ordene frem på sine læber. Hun vidste heller ikke helt hvordan hun skulle forklare ham det. Hendes blik gled ned igen, men denne gang på jorden. Hun bed sig stadig i læben imens hun tænkte over hvad hun kunne sige til ham. Og om hvordan hun overhovedet ville kunne få sig selv til at snakke.

Jacoby så undrende på hende. Han sagde ikke noget, da han ikke kunne sætte ord på hvorfor hun ikke sagde noget selv. Han tog hendes arm og trak hende op at stå på benene. "Vi skal videre" Sagde han småivrigt og holdt fast i hendes arm igen, da han ikke ville løbe efter hende igen. "Du fører vej" sagde han hurtigt.

Fie bed sig i læben, og lod ham bare hive hende op og stå. "Jeg ved ikke hvor jeg skal hen"sagde hun stille, og hun mente det, hun kunne ikke finde hjem igen. Hun havde i sin hast om at komme væk fra ham ikke tænkt over hvordan hun kom tilbage igen. Hun bed sig i læben, og så på ham. "Undskyld"sagde hun stille, med triste øjne.

Jacobys blik stivnede, og han kiggede på hende og bed sig tænksomt i læben, men slap den igen. Han kiggede ind i hendes triste øjne - Hun lignede en hamster... Et sødt lille hamster. Han rakte forsigtigt ud til hende med hånden og aede hendes hår forsigtigt, som havde hun netop været et lille skrøbeligt hamster. Han vidste ikke hvad man skulle til en person der så ud til at være trist..

Fie bed sig i læben, og trak sig lidt tilbage da han rørte hendes hår. Det kom bag på hende, men føltes nu godt nok. Hun sukkede lavt, og så ned. "Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg er bange for dig"sagde hun stille, og bed sig i læben. Hun så på ham, og bed sig usikkert i læben.

Han stirrede kort på hende og var stille længe. For engangs skyld forstod han faktisk hvad det var hun sagde, og hvad det var hun mente med det. Igen smilte han, men dog meget bredere end normalt. "Jeg har ikke tænkt mig at drille dig... Jeg kan godt lide dig. Men også kun dig" Svarede han og kiggede afventet på hende.

Fie så på ham, og bed sig i læben. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare ham. Hun så ned imens hun tænkte over hvad han havde sagt. "Hvorfor mig?"spurgte hun stille, og så på ham, med usikre øjne. Hun kunne ikke helt forstå hvorfor. Hvad kunne hun have grodt siden han kunne lide hende?

"Fordi du er så sød!" Svarede han og smilte en anelse mere kærligt i sit anstrengte smil. Han tog fat i hendes hånd og trak hende videre med sig ned ad gaden, også selvom det var meningen at Fie skulle lede vejen. "Vi finder bare et andet sted, hvis du har glemt hvor du bor" Sagde han og kiggede rundt, mens han gik.

Fie så på ham, og bed sig usikkert og skræmt i læben. Hun var ikke helt sikker på om hun skulle være glad for det eller ej? "Sød?.."mumlede hun stille, og lod ham bare hive sig med. Hendes blik var rettet imod jorden imens han snakkede, og hun hørte ikke rigtigt efter hun opfangede godt hans ord, men det sagde hende ikke noget. Hun kunne bare ikke forstå ham, hvorfor syntes han at hun var sød?

Igen gik han videre med Fie efter sig. Han tænkte længe over hvor de skulle slå sig ned og sove uden at det ville blive for koldt. Pludselig slap han hendes hånd og løb hen mod biblioteket og hev i døren. Der var låst, eftersom det stadig var nat, og Jacoby stoppede hurtigt igen og så om på hende..

Fie fulgte efter ham, men stoppede så op og så efter ham. "Nej nej nej... Der kunne have været en alam"sagde hun, og løb hen til ham. Hun tog blidt fat i hans arm, og så på ham. "Vi kan ikke sove på et bibliotek"sagde hun stille, og så på ham med usikre øjne. Hun havde jo ikke brug for søvn, men hun kunne heller ikke fortælle ham hvad hun var.

"Jamen hvor så!?" Spurgte han hende, og så op mod himlen, da han fornemmede at luften var ved at blive kold og klam, og lagde op til regn. Han brød sig bestemt ikke om vand, og var iøvrigt meget bange for tordenvejr. Det havde han altid været, på grund af al den larm.

Fie bed sig i læben, og så ned. "Det ved jeg ikke"sagdehun stille, og bed sig i læben. Hun så på ham med usikre øjne. "Undskyld"sagde hun stille, og bed sig i læben. "Er der ikke en park et sted?"spurgte hun stille. Hun vidste ikke helt hvorfor lige en park, men det var det eneste hun kunne komme i tanke om.

"En park?" Spurgte Jacoby med et uforstået blik. Han så på hende, før han greb hårdt fat i hendes arm og trak hende henad gaden. Han vidste ikke hvor at denne park lå, men så længe Fie vidste det, skulle de nok finde vej sammen. Hun virkede dog ikke helt med på at være sammen med ham længere, men de signaler, kunne Jacoby ikke forstå. Han ville jo bare have hende for sig selv, punktum.

Fie så på ham, og bed sig i læben. Hvad pokker ville han nu?! Hun fulgte med ham, og så lidt rundt. Hun kunne ikke helt lide at han blev ved med at holde hendes fast. Hun kunne jo selvfølgelig bide ham og så stikke af, eller bare slå ham bevidstløs, og så flygte? Nej, hun skubbede tanken fra sig, og bed sig i læben. Han virkede på en ubehagelig måde for hjælpeløs.