Sol, endelig sol.

Dato: 19. marts.
Årstid: Forår.
Dag: Fredag.
Vejr: SOlen er endelig tittet frem og himmelen er blå.
Sted: I skovens smukke natur.
Tid: 15:00
Omgivelser: Smuk natur, ingen mennesker.

Kristy havde begivet sig ud i skoven i ren glæde over solens tilbagevending, hun havde tilladt sig selv at tage en hvid kjole på og et par strømpebukser og sneakers, samt en trøje, hun skulle jo helst ikke fryse, hun havde ladet sit lange sorte hår være løst så det dansede let på hendes ryg, hun gik ned gennem skoven og betragtede skovens smukke forår udseende, hun smilede også selvom hun ingen partner havde til det store maskebal i morgen , hun havde alligevel ikke regnet med at nogen ville spørge eller have hende med, hun kendte ikke rigtig så mange i byen endnu og det var de færreste der spurgte en fremmed pige, hun var alt for genert til selv at spørge selv.

Matthew var flytet til lille Wereclare, men var gået en tur i La Sunisha's fredfyldte skov. Han boede ellers i York i England for nogen tid siden, men var blevet nødt til at flytte af personlige grunde. Han havde sorte, tætsiddende jeans, sorte falmede converse, grå t-shirt med print, og sort trøje udenover, med hætten trukket op over hans sorte hår, som dækkede højre øje. Han regnede ikke med at møde nogen, da det ikke var særlig tit at folk kunne lide naturen længere. Hun kunne tit huske de mange blikke han fik da han tog ind til Leeds, alle gloede på ham, som om han var en bonderøv, hvilket han - in someway - også var. Og eftersom han tit lå ude i skoven, og slappede af, og lyttede til de forskellige lyde, så fik han tit grene m.m. i håret, hvilket fik mange til at tvivle på ham. Han sukkede, og stak hænderne i lommen. Hans blik gled igennem skoven, og pludselig så han en hvid.. gudinde? Gå imod ham. Hun var meget smuk, og havde en hvid kjole på. Han smilte over hendes sneakers. Endelig en pige der skilte sig ud fra mængden. Han kiggede på hende, mens han gik imod hende.

Kristy bemærkede ikke drengen, før hun så frem for sig, hun stoppede en smule op og så på drengen, men rystede så svagt på hovedt og gik videre, hun havde gået så meget i sine egne tanker, at hun slet ikke havde opdaget ham, hun kørte en tot hår væk fra sit ansigt og så kort på drengen, før hun så ned for ikke at virke for intreseret, men snublede istedet over sine egne fødder og landte på den fugtige små mudret skovbund og hendes hvide kjole blev smurt ind i mudder, hun gispede forbavset og fik sig selv kæmpet op at side, hun så kort hen på drengen og var knald rød i ansigtet af skam "Jeg kan da heller ikke gøre noget rigtigt" mumlede hun små surt over sig selv og fjernede alt sit hår fra ansigtet, hun mærkede først sit dunkende knæ da hun bevægede sit ene ben, hun så ned på sit knæ og så den mørkerøde plet på strømpebukserne,hun tog hånden ned på pletteten og løftede lidt op i strømpe bukserne "Av" mumlede hun og havde opgivet at gøre indtryk på drengen.

Han så at hun kiggede op, men lige frem ignorerede ham. Han droppede at gå hen og snakke til hende, da hun ikke virkede specielt interesseret, men da han så kom tættere på, snublede hun, og væltede ned i mudderet, så hendes kjole blev fuldstændig beskidt. Han fik et chok, og satte i løb, det sidste stykke hen imod hende. Han satte sig på hug ved siden af hende, og holdte forsigtigt fat i hendes arm, og studerede hende, for at se om hun var kommet til skade. Han blik gled over den store mørkerøde plet på hendes strømpebukser. Han smilte svagt, og undskyldende, "Er du okay?", han kløede sig i nakken, og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Han ville jo ikke røre hende, da han jo trods alt ikke kendte hende, og siden nogle piger tog sådanne ting meget bogstaveligt. Han betragtede hende kort, og rynkede tænkende panden.

Kristy så kort overasket på ham da hun så det var ham, hun smilede og glemte helt sin beskidte kjole og såret på knæet "Hej" sagde hun så og besvarede slet ikke spørgsmålet om om hun var okay, da hun blev helt glad over at han ikke bare havde leet af hende, hun kom op på benene igen og så på ham "Mit navn er Kristy" sagde hun lidt kejtet, men med et smil på læberne, hun rakte en hånd frem, men så så den var besdkidt og børstede den lidt af før hun igen rakte hånden frem mod ham, hun betragtede hans øjne lidt før hun lidt forlegent vendte blikket lidt ned, da hun var bange for at virke påtrængende. Hvorfor havde hun det altid så svært når hun gerne ville lære nogen at kende, hun følte sig mærkelig i forhold til andre, hvor de ved første øjekast nærmest er bedste venner.