Daylight saving..

Zelda stod et øjeblik bare og stirrede før hun tog sig sammen. "Jeg.. Undskyld jeg sagde du løj.." mumlede hun hviskende, og så kort på Matthew, før hun slog blikket ned. Hun bed sig i læben, og vendte sig om. Kunne ikke forstå det.. Havde Stephenie virkelig talt sandt den dag på stationen?.. Zelda ville ikke tro det. Nægtede at tro det...

Matthew kiggede på hende, med et sorgmodigt blik, "Det gør ikke noget, Zelda..", han trådte forsigtigt - og ubevidst - et skridt tættere på, da hun vendte sig om. "Ehm.. Ved du hvad der skete?", sprugte han stille, og kiggede på hendes ansigt - selvom hun vendte sig halvt væk fra ham. Han ville igen ikke snage, men ville virkelig gerne forstå hvad der skete.

Zelda nikkede kort. "Jeg... var meget tæt knyttet til min søster.. Hun... Hun døde i en brand for noget tid siden.." Zelda mumlede stadig, og nægtede at se på ham. Det at han var der var nok... Hun kunne ikke overkomme at skulle så på nogen som helst lige nu..

Hans ansigt trak sig sammen, "Det gør mig ondt..", sagde han lavt, men blev stående hvor han var. Det var allerede sindsygt flot af hende, at hun turde snakke med ham, siden hun havde alle disse fobier.
Han kom til at tænke på dengang han trådte ind i huset, og hans mor hang - død - for øjnene af ham. Det fik ham til at trække vejret ujævnt, og lukkede øjnene sammen. Han plejede ikke at blive påvirket af sådanne ting. han plejede aldrig at tænke på egne oplevelser, når folk fortalte om forfærdelige dødshændelser.

Hun trak vejret dybt, hvorefter hun begyndte at gå med ubeslutsomme skridt. Hvor skulle hun gå hen?.. Hun brød sig ikke om at gå tilbage Herberget.. Måske hun kunne gå hen til Stephenie?... Nej, hun måtte nok finde et andet sted..

Han nikkede lidt af sig selv, og vendte sig om for at gå, "Held og lykke..", mumlede han lavt, og samlede sin blok op fra sandet, og stak den anden hånd i lommen.