Venecia!

Sted. Venedig
Omkring. No one really
Vejr. Det er varmt
Tid. 23.43
Dag+ Dato. IRL
Påklædning. http://www.splendicity.com/celeblook/files/2008/11/bebe-white-dress.jpg

Rose fløj højt over de flotte bygninger. Hendes smil var muntert og hun var glad for at være langt væk fra alt andet og de personer som hun hadede som boede derhjemme. Hun fløj i et par minutter og landte så på en stor plads. En stor kirke var foran hende og skulpture var bag hende. Hun så sig lidt omkring på den øde plads og så så op på den mørke himmel. For første gang i lang tid, følte hun sig glad. Det var så afslappende og fredfyldt at være alene og lytte til den dejlige stilhed.

Lucy stod, som altid iført sin yndige hvide kjole, med front mod kirken. Hun havde forlængst både hørt, og lugtet englen, men bevægede sig ikke af den grund. Hun rettede svagt på det sorte stof der var bundet for hendes øjne, og hun snøftede en enkelt gang. Hun foretog sig egentlig ikke noget, stod bare på pladsen foran kirken, som om hun så op på den. Et svagt smil krusede hendes læber. Ikke det barnlige, uskyldigt udseende smil hun normalt smilede, nej, et rigtigt smil... Et smil der rent faktisk udstrålede ægte glæde...

Rose så over mod en lille barneskiggelse og syntes at have set denne skikkelse før. Hun tænkte lidt over det mens hun gik langsomt over mod kirken og skikkelsen. En pige kunne hun nu se og hun havde et stof omkring hovedet. Hun stoppede op da hun huskede det. Lucinia. Det var det hun hed. Rose havde mødt hende før, men det var noget tid siden nu.

Lucy vendte hovedet halvt mod Rose, og smilede stadig. "Godaften miss Rose." sagde hun ligepræcis højt nok til at det ville blive hørt. Egentlig var det først nu, at Lucy havde genkendt hvilken engel det var... Hun havde trodsalt mødt en del, og hun syntes at de alle sammen lugtede utroligt meget af hinanden... Så det kunne være svært at kende forskel på dem.. Det gjorde dog ikke noget. Der var så godt som ingen engel, der ikke var yderst underholdende når det kom til stykket..

"Godaften, Luci" sagde hun lavmælt af ren høflighed og så på den lille pige og kunne let huske deres sidste møde i skoven. Hun gik langsomt op på siden af Lucinia og så op på kirken og sagde intet til hende.

"Hvordan ser den ud?" spurgte Lucy sagte, og vendte igen ansigtet mod kirken. Lucy havde altid haft en svaghed for kirker, og templer. Dog elskede hun de græske templer højest, men de andre hellige bygninger, hvad også en vis værdig for hende.. Egentligt var det vel ret åndsvagt, når nu der i kirker fandtes så meget der kunne slå hende ihjel...

"Den er utrolig flot" sagde hun og elskede kirker. Det var sår'n set det eneste sted hun kunne føle sig i sikkerhed. Denne kirke var stor og med masser af skulpture som fik den til at se beskyttet ud. Man kunne se kalk mallerier og masser af andre ting på den og man kunne ikke lade vær med at smile over kirkens skønhed.

Lucy lo let af det svar. "De har virkelig ingen evner inden for beskrivelse." sagde hjun, stadig leende, og begav sig mod kirkens indgang. Hvis hun ikke kunne få fortalt hvordan den så ud, så måtte hun vel selv finde ud af det?.. Hendes barnlige smil vendte tilbage, og hun var igen ikke til at stole på. Den søde uskyld der hvilede over hende, var omtrændt lige så pålidelig som en sump...

Hun trak på skuldrene "Måske" mumlede hun og var egentlig lidt ligeglad med om hun ikke var særlig god til at beskrive. Hun var jo heller ikke vant til at skulle beskrive ting til en blind person. Hun gik langsomt med Lucinia og sagde intet til hende.

Lucy rystede let på hovedet, og fortsatte helt ind i kirken. "Sikke stille De er blevet, miss Rose. Så vidt jeg husker, var De noget mere snaksagelig ved vores møde i skoven." bemærkede hun, med en let latter skjult i stemmen.

"Der er en hel del ting der har ændret sig siden vores første møde" sagde hun og fulgte Lucinia ind i kirken og lod sit blik gå undersøgende omkring.

"Virkelig?" Luc lød helt nysgerrig nu. "Hvilket?" spurgte hun videre, med samme nysgerrighed, der kunne findes i øjnene på et barn.. Et rigtigt barn vel at mærke...

"Jeg er blevet klogere og stærkere og sår'n noget" sagde hun og ville ikke begynde at lave en lang liste omkring nye ting der var ændret omkring hende.

"Virkelig? Hvilket held." sagde Lucy, og lød faktisk oprigtigt glad på Rose's vegne. Men nu var det jo også sådan, at Lucy ikke betragtede nogen som fjender, før de prøvede at dræbe hende...

Rose trak på skuldrene "Måske.." mumlede hun og gik langsomt væk fra Lucinia for at se på de forskellige ting som kirken indholdte.

Luc sukkede let over englen, og gik rundt i kirken på egen hånd, for at udforske den... Selvom hun var blind, var der stadig utroligt meget at udforske... Det var bare ikke alle der var lige tolerante over for hendes måde at udforske ting på...