Alonealonealone - Davido.

David lagde hovedet på skrå over Matthew's opførsel og forstod slet ikke hvad det var der skete "hvad?...jeg spiser dig ikke Matthew?..ohvad snakker du om?" sagde han dybt forvirret og og rykkede stille efter Matthew. han havde et dybt forvirret blik og forstod slet ikke hvad der skete. han satte sig hurtigt o ppå knæ i sofaen og så om på det bange menneske "Matthew vi er venner slap nu af jeg gør dig jo ikke noget?" sagde han og bed sig hårdt i læben da han så tårene. han forstod ikke hvad det var der skete og han var virkelig bekymret for om Matthew nu var okay. han var også lidt bange for han selv måske havde fået en anderledes farve, måske var han sulten uden selv at vide det. måske var det det mennesket var så bange for, men de tanker fløj hurtigt ud af hovedet på ham, da han mærkede en knytnæve lige i hovedet. han faldt ned på gulvet med blod tud og stirrede lamslået og fuldstændig uforstående ud i luften. han så lidt på blodet på gulvet og tog sig forsigtigt til næsen "av" hviskede han med et skælvende stemme. han forstod ikke andet en at hans nye ven nu havde slået ham og at han nu blødte fra næsen. han rystede over hele kroppen og kunne mærke smerten i næsen og tårene læbe ned af sine kinder.

Matthew kiggede skræmt på den skræmmende dæmon, der pludselig forvandlede sig til Matthews far. Den far han ikke havde set siden han var 5 år gammel. Den far der voldtog ham, og ødelagde ham mentalt. Faderen lignede sig selv alt for meget til at der kunne have gået syv år. Matthews ansigt skiftede fra forvirring til rasende vrede, og han begyndte at smadre løs på faderen. Der var ingen stemme der tvang ham til det. Intet andet end den reneste, hadfulde tanke, hærgede i hans hoved. Matthew tænkte ikke klart. Det eneste han vidste var, at han ikke ville lade hans far ødelægge hans liv én gang til. Matthew sad bare og slog løs på den blødende dæmon, som ellers var hans ven. Tårene styrtede ned af hans røde kinder. Alle minderne fór igennem hans hoved, i et virvar af forældet glæde, vrede, sorg.. og mangel på trøst. Han havde slet ikke lagt mærke til at vampyrene var forsvundet. Pludselig forvandlede David sig til Matthews afdøde mor.Matthew kiggede på hendes blodige ansigt - bloden som han selv havde frembragt på hendes ansigt. Han væmmedes ved det, og strejfede blidt hendes kind. Tårene væltede stadig ud af øjenkrogene, og ned af hans kinder. Matthew lænede sit hoved ind over moderens ansigt, og kyssede hende forsigtigt på panden. "Undskyld mor..", hviskede han og hans stemme knækkede da han skulle sige mor. Det navn havde han ikke brugt i mange år. Han placerede moderens hoved i hans skød, og vuggede stille roligt frem og tilbage med hende. "Jeg..", hans stemme knækkede over, "jeg forstår bare ikke hvordan du.. kunne gøre det.. efterlade mig.. og..", han klappede munden i, inden han nåede at nævne navnet. Hans far var intet værd i hans øjne længere.. Men selvfølgelig; hvis moderen ikke havde begået selvmord, ville det aldrig have påvirket hans far, og hans far ville aldrig have såret Matthew. Så faktisk var alt dette moderens skyld. Matthew kiggede forfærdet på hans moders ansigt, og skar en grimasse. Han rejste sig hurtigt, så moderens hoved faldte ned på gulvet med et lille bump. Han ville ikke skade hende mere, men han ville heller ikke omfavne hende. Alt dette var hendes skyld.

David lukkede hurtigt sine øjne da han mærkede mennesket begyndte at smadre løs på ham og tårene trillede ned af hans kinder. han skævlede over hele kroppen og lå bare helt stille. han ville ikke stoppe mennesket, der måtte jo være en eller anden grund til at han gjorde det, så David havde jo nok fortjent det. hver slag gav en forfærdelig smerte igennem hele hans krop og det var som om alt blev ødelagt i hans hovede. han blev derfor meget lettet, da slagende stoppede. han kunne mærke hver eneste sted det blødte. det gjorde så ulideligt ondt, sp det var ikke til at hold ud. David var sikker på han skulle dø, men da han mærkede det blide strøg og det forsigtige kys, slappede han mere af. han blev dog hurtigt meget forvirret over det Matthew sagde. han holdte sine øjne lukkede og prøvede at huske menneskets fortid. han huskede hans anflad og huskede de ting der var sket med ham. han kunne nu få det hele til at hænge sammen. han mærkede en kort smerte igennem sit hovede igen, da han mærkede gulvet med sit hovede. han åbnede stille sineøjne og så lidt op på matthew "blev nu dig selv" hulkede han og mærkede smerten igennem sin krop igen. han græd stille over smerten, men bebrejtede ikke mennesket noget.

Matthew kiggede ned på moderens ansigt, da hun sagde at han skulle blive sig selv igen. Hans øjne var store a forbavselse, "Skal jeg blive mig selv?", spurgte han vredt, og satte sig på hug ved hende, "det er ikke mig der har ødelagt mit..", han stivnede midt i sin sætning, og faldt om. Matthew rystede forfærdelig meget. Han lå ved siden af David, og begyndte at råbe og skrige, mens han holdte sig for ørene. "NEEEEEJ, LAD MIG VÆRE!", råbte han, og hans skrig skar igennem hos enhver der var i nærheden. Det sortnede for hans øjne, men de forfærdelige lyde i hans hoved blev ved. Det var stemmer der fyldte hans hoved. Tusindvis af stemmer der sagde alle mulige ting han skulle gøre. Nogen råbte, andre hviskede. Sågar nogen sang. Matthew skreg så højt hans lunger kunne bære det, og håbede inderligt meget at det ville stoppe.. Bare et lille bitte stykke tid. Midt i et hjerteskærende skrig, forsvandt al lyden. Alle hans sanser var forsvundet. Han kunne hverken høre, se, mærke, lugte eller smage. Hans ønske var opfyldt; stemmerne var stoppet. Men det var lige før at tomheden var værre end larmen. Var det sådan her det var at dø? Tog ensomheden og tomheden over, og lod en fordærve sig selv, i sine tanker. Og tanker var så meget at sige, for Matthew kunne knapt tænke klart. Tårene trillede stadig ned af hans kinder, og hans øjne var åbne, men tomme. Han rystede heller ikke længere, men hænderne var stadig placeret oppe foran hans øre, og han lå på siden.. Svedperlerne tog til på panden, og hans trøje var efterhånden fuldkommen våd af sved. Han svedte altid under et anfald. Pludselig kom der lys i hans øjne, og han kunne se igen.. føle.. høre.. Hans sanser var kommer igen, og han trillede om på ryggen. Hans hjerte galoperede i hans bryst, og en blodrikker ville især kunne høre hans hjerte, og hans blod pumpe hurtigt igennem årene. Han stirrede forvirret op i loftet, og prøvede at huske hvad der var sket. Selvfølgelig vidste han godt at han havde fået et anfald.. Men han var ikke helt sikker på hvor han var, og han vidste overhovedet ikke hvad han havde gjort i løbet af anfaldet. Han lagde mærke til at nogen ved siden af ham trak vejret tungt, og han for sammen. Han satte sig hurtigt op, og huskede med det samme hvor han var; hos hans nye ven, David. Han stirrede med store, tårevældende øjne på sin ven. "David..?", spurgte han, og tårene væltede igen ud af øjnene på ham. David lå på gulvet - blødende og smadret - og så fuldstændig fordærvet ud. Matthew vidste at det var ham der havde slået David.. Hvem skulle det ellers have været? Matthew ville omfavne den stakkels dreng, og få ham til at føle sig tryg.. Men han frygtede at David ville blive bange for ham, og derfor ville vige bort. Matthew tog hurtigt en pille op at pilleituiet, og slugte den - for at sikre sig der ikke kom et nyt anfald de næste par timer. Han kiggede på David med bedrøvede øjne, og lagde blidt sin hånd på hans. "Undskyld..", hviskede han blidt.

//undskyld, jeg lod mig rive med.. Anyway, jeg skal på ferie her imorgen, og kommer først hjem næste lørdag igen xD

David rystede over hele kroppen. da han hørte hvad matthew sagde fik han et opgivende blik i øjnene og tårene stoppede. han opgav. han var sikker på det aldrig ville stoppe og han bare skulle ligge her og lide i al evighed. han opgav livet. lige i dette øjeblik ønskede han mere en nogensinde før bare at være et simpelt menneske der kunne dø af disse kvæstelser. hans blik var blevet en smule tåget, sandsynligvis på grund af et af de hårde slag i hovedet. han knyttede stille sine hænder da han hørte mennesket pludselig skrag. ikke et almindeligt skrig, men at med den inderligste smerte. det var som om det rev hans hjerte op og hele hans krop sprækkede op. det gjorde så ondt at høre på og han kunne igen mærke tårene. han hadede virkelig at høre hans ven lide på den måde. det virkede helt syrealistisk. David lukkede sine øjne rolig i, da han hørte der blev helt stille. det var en ulidelig stilhed efter alle de skrig. det var som om livede stoppede her. alt var slut. han hørte nu en stemme han kunne genkende. en blød, venlig, drenge stemme. han åbnede stille sine øjne og så lidt op på mennesket. han sank stille en klump selvom det gjorde utrolig ondt. han hørte undskyldet og mærkede de varme hænder på sine "Matthew...vær sød...hent...hent noget...en klud med vand....det brænder i hele...mit ansigt" hviskede han helt stille og meget ynkeligt. han havde tilgevet mennesket allerede. det var jo ikke hans skyld. han kunne sågar frem bringe et lille smil på de flækkede læber.

//jeg syntes det er fedt XD men kan altså ikke skrive så meget XD//