You can not run away from me

Han så godt at hun himlede med øjnene. Og hvorfor man hun gjorde det? Han kunne vel gætte og hans gæt var også rigtigt.
"Fordi jeg er interesseret i dig? Det... Troede jeg at du vist" sagde han og så direkte på hende med de dragende dæmonøjne. Så smilte han igen lettere charmerende før han rettede sig op og trådte ud af de dyre, læder sko som han stilte pænt ved siden af stolen.

Stephenie himlede med øjne. "Jeg spørger da ikke dig hele tiden om det at være dæmon." sagde hun og smilede skævt.

Han så på hende og hævede et øjenbryn.
"Hvis det irretere dig skal du jo bare sige til. Vi kan da snakke om så meget andet" sagde han så mildt og plantede derefter meget spontant og flygtigt et stjålent kys på hendes kind før han gik hen mod hoveddøren med bilnøglerne i hånden. Da åbnede han døren og låste bilen for så at lukke døren igen.

Hvis Stephenie havde kunnet rødme, havde hun gjort det. Hun sad i nogle sekunder fastfrosset. "Hvor skal du hen?" spurgte hun og hoppede ned fra bordet.

Han vendte sig om og viste hende nøglerne.
"Bare låse min bil. Hvis jeg havde været klog nok til at medbringe en tandbørste havde jeg gjordt det" sagde han med et skævt smil og kørte håret tilbage med et par fingre.

Stephenie rynkede panden. "O...kay..." sagde hun mens hun drejede på hælen og satte sig igen ned på sofaen.

Han blev bare stående og gned sig let over kæben. Var det i sidste ende uhøfligt af ham at lægge sig til at sove når hun jo ikke kunne? Hun kunne vel godt slappe af?
Så gik han hen imod hende og spurgte stille og mildt, "Er du okay?" spurgte han da han anede hendes stilhed imod hendes ellers så ligefremme væsen.

Stephenie kiggede forvirret på ham. "Øh.. Ja... Hvorfor skulle der ikke være det?" spurgte hun og rynkede igen på panden.

"Er det noget du vil fortælle om?" spurgte han roligt og satte sig ved siden af hende. Hun skulle ikke hvis hun ikke følte for det.

Nu blev hun først forvirret. "Nogen gange er du altså lidt mærkelig." sagde hun men kluklo derefter. "Men det er vel det jeg kan lide ved dig." fortsatte hun.

Han smilte skævt. Hun sagde det bare, som det var.
"Det er jeg da glad for" sagde han og så på hende.
"Vil du med op?" spurgte han stille. At dømme efter at han var dæmon var der noget helt uskyldigt i hans stemme. Og det var oprigtigt.

Stephenie trak på skulderne. "Ja, ja" sagde hun og smilede hun rejste sig op fra sofaen og strakte sig lidt.

Han smilte varmt til hende og lod hende fører an op til hendes soveværelse. Han var ret træt men kunne godt blive ved med at snakke med hende lidt endnu når de lå deroppe. Hun så så pæn ud... Og speciel. Men på en nærmest urørlig måde.