Vinden..

dato: IRL
dag:IRL
tid:IRL
sted: stranden
vejr: lidt overskyet og stærk vind
omgivelser: havet og et kærestepar der er ude at gå


Jake sad på en høj ca 2 meter over det varme sand, det havde været den helt rigtige dag til at gå til stranden, et vindpust tog fat i græsset på højen omkring ham og græsset dansede til den ene side i takt med Jakes hår der også dansede med *satans!* tænkte han irreteret og rettede på det igen, Jake elskede vinden imod han hud, det var en befriende følelse, udover vinden elskede han også at sidde her og kigge på verden glide forbi.
Det kærestepar der ligenu var på vej hen langs strandkanten ville om 50 år være gamle og grå og han ville stadig ligne sig selv, det var faktisk ret trist, men på den anden side, hvem ville ikke lave evigt?

Ray (Rachel) kom gåene ned på stranden hun kiggede jaloux på nogne af fuglene der fløj hun var en af de eneste engle som ikke kunne flyve i mere end 4 min. af gangen før hendes vinger går i krampe sådan har det været siden hun blev ramt af en bus. Ray kiggede så lidt ned og udover havet og vente sit hovde først så hun et kæreste par og så så hun en dreng som var på en høj to meter oppe hun studerede ham lidt *han er ikke et menneske* tænkte hun fordi han duftede ikke af mennekse

Jake sad stadig og betragtede parret, han overvejede lidt for sjovs skyld at jage dem og 'skræmme' dem lidt, men lod vær, han vidste ikke hvorfor han ikke gjorde det, de var trods alt bare mennesker og mennesker var ikke andet end byttedyr, der var bare noget i ham der sagde nej også lod han vær, en duft nåede hen til ham og han vente hovedet for at finde ud af hvor duften kom fra, hans øjne mødte en pige på omkring hans egen alder, en engel, det var det hun var, jake smilte lidt af hendes blik, hun kiggede op mod himlen, han kiggede væk igen og fortsatte hans diskution med sig selv om hvor vidt han skulle 'skræmme' kæresteparret der snart havde passeret ham.

"mennesker er ikke kun byttedyr" sagde Ray som pludselig var bagved ham hun kunne ikke læse tanker eller noget hun vidste bare med det blik han gav dem at det var nogenlunde det han tænkte. Ray smilte venligt til drengen

Jake reagerede ikke på hendes komentar, han var ikke synligt overrasket over den, der var stilhed lidt inden Jake bryd ud i en høj men kort latter "typisk for en engel" svarede han hende, han holdt op med at grine og kiggede tilbage på hende med et ondt, samtidig hånligt blik "Har du ondt af de små mennesker" spurgte han stadig med sit hånlige smil.

"nej jeg har ikke ondt af dem, men de behøver ikke at blive kigget på som byttedyr" sagde Ray hun sukkede og satte sig ned en halv meter væk fra ham hun virkede ikke bange ´hvilke engle normalt er når der er vampyre eller dæmoner tilstæde

Jake blev neutral i sit ansigts udtryk igen *blødsødne taber engel* tænkte han mens han kiggede ned i jorden "hvad ved du om det?" spurgte han irreteret mens han stadig kiggede ned i jorden, hun skulle ikke komme her og tro hun kunne ændre hans holdning, hun vidste intet, intet! om hvad de møgdyr havde gjordt.

"ingenting jeg har aldrig været menneske og vil heller ikke være et menneske de er selviske dyr men de er stadig personer" sagde hun og hun vidste jo hun ikke ville kunne ændre hans holdning så hun ændrede bare emnet " hvad laver du her ude?" spurte hun

Jake blev lidt irreteret over hendes svar, hun burdte ikke blande sig når hun intet vidste, han slog det fra sig og koncentrerede sig om hendes spørgsmål "prøver at finde nogen jeg kan jage" svarede han med et lille smil, det var efterhånden længe siden han havde været ude at jage og fået rørt sin evne, han lagde hænderne bag hovedet og dumpede tilbage i græsset .

"hmm" sagde Ray bare til svaret hun vidste ikke hvad hun skulle sige hun kiggede ud over vandet hendes venstre øje var blåt og hendes højre øje var grønt dog var det lidt svært at se da Ray's venstre øje næsten er blint men hun var van til det og træt af det på samme tid

Jake kiggede hen på hende, han havde før bemærket hendes forskellige øjnfarver, nogle meget specielle øjne, de gjorde også at han nok ville have let ved at genkende denne engel igen "hvad med dig?" spurgte han mens han vendte hovedet ud mod det oprørske hav.

"umm jeg gik en tur og ende med at fare vild jeg har verdens værste stedsans" sagde Ray sukkede det var lidt flovt at sige hun var jo ikke lige frem stolt over at hun var kloset og ikke kunne finde verj "og så ende jeg her og jeg kan godt lide stedet der er ikke så mange og det er rart " sagde hun og hadet byen hvor der var alt for mange mennsker

Jake lyttede til hvad hun sagde men svarede ikke, hvad svarede man til sådan noget? istedet fik han en ny ide, en ting var at bruge sin evne for at skræmme mennesker noget andet var at have en kamp mod et væsen, han kiggede hen på englen og betragtede hende lidt, det var svært at sige hvor stærk hun var men det var en chance han var vilig til at tage "hvad siger du til en lille venskablig kamp" spurgte han og så over på hende med et smøret smil.

"en venskablig kamp?" spurte eller gentog Ray "kun vis du fortæller mig hvad din evne er" sagde hun

Jake grinte list igen, så hun ville have fordelen, men det var han okay med, det skulle ikke blive et problem at vinde "fint" begyndte og og var tavs i et par sekunder, han rejste sig på og kiggede ned på hende "jeg kan manipulere tid" afsluttede han og kiggede overlegent ned på hende.

"ehh men det er ikke fair jeg kan kontrolere lyn eller eliktrisitet " sagde hun og smilte men sukkede dog det ville være alt for svært at prøve at vinde men hun ville alligevel prøve

Jake smilte overlegent af hendes komentar, det havde hun egentlig ret i, han havde en stærkere evne vis han selv skulle sige det "du må bare prøve at ramme mig inden jeg er væk" svarede han mens han kastede hovedet tilbage, han havde tænkt sig at give hende fordelen "kom så, jeg venter" smilte han stadig overlegent hen mod hende.

man kunne se i ray's højre hånd gnistred helt af eliktristet og hun løb imod ham i et forsøg på at ramme ham

Jake havde et stort tilfreds smil på da englen nærmest kom flyvene imod ham, han flyttede den ene fod og vente sig rundt et par grader, lige nok til at unvige hendes angreb, han små grinede nu lystigt.