På kajen..

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Lørdag
Vejr : Hverken varmt eller koldt
Sted : Havnen
Tid : 00.00
Omgivelser : Både, pakhuse osv
Påklædning: Dybblå kjole samt mørke blå ballarinaer

Kathrina sad på kajen, og så ned i det lumpne vand.
Spekulerede på hvordan hun egentlig var endt der. Faktisk kunne hun ikke huske det. Kunne ikke huske hvordan hun var kommet til at sidde der på kajen, midt om natten. Hun smilte svagt ved tanken.. I guder var det dog gået hende skidt.. Hun klukkede svagt for sig selv, og vendte blikket op mod den stjerneløse himmel.

"Den er smuk ikke sandt" lød en kvindelig stemme bag fra hende.
Det var Ribanalon, man havde ikek hørt at Ribanalon overhoved havde gået på bjælkernde og faktisk havde man heller ikke set det, hun var der bare lige pluselig.

Kathrina virkede egentlig ikke til at blive synderligt forskrækket over at nogen pludselig snakkede bag hende. "Bestemt" svarede hun, og så først nu på kvinden. Virkede ikke videre overrasket over at det var en vampyr. "Hvem er du?" spurgte hun så, og så lettere nysgerrrigt på kvinden.

"Ribanalon og du?" sprugte hun og nikkede med pigen på kajen.
Ribanalons lange læder frakkede som gik hende til ned langs anklernde
flarvede en enkelt gang i luften.

"Kathrina." svared ehun kort, og så ned i vandet igen. Normalt lugtede Kathrina usandsynligt meget af vampyr, men efter Baltus's død havde lugten aftaget, og hun var så småt begyndt at lugte mere og mere som et normalt menneske. Hun sukkede lydløst.

"Hm..." svarede hun og satte sig ved siden af pigen,
"Forstyrrede jeg tankernde" sprugte hun og hviste at hun
kun havde forstyrret.
Men sådan var det jo stilhed kunne ikke findes altid.

"Egentlig ikke." svarede Kathrina let, men løftede ikke blikket. Kathrina havde ganske vidst siddet i tanker, men faktisk var hun glad for at blive afbrudt. Tanker kunne nemlig drive en til vanvid...

"Jamen så føler jeg mig da mere velkommen" sagde hun og kiggede kort ned i vandet,
hun så ikke set eget spejlbilled men kun Kathrinas.
Hun sagde ikke noget da Kathrina ikke skulle lægge mærke til det.

Kathrina smilede svagt, og løftede hun blikket fra vandet. Hun så på Ribanalon, og lagde hovedet let på skrå. "Hvor gammel er du?" spurgte hun så, også lettere nysgerrig ud.

"18" sagde hun roligt da mennesket ikke skulle nyde noget af den virkelighed der faktisk fandtes.
"Men...jeg føler mig meget ældre" sagde hun faktisk helt seriøst men grinte bare som om hun
lige havde sagt en lille joke.
"Hvorfor da" sprugte hun efter hun havde grint af sin egen lille sandhed.

Kathrina trak let på skuldrene, og så ud mod horisonten. "Du er ikke et menneske." påpegede hun, som var det en fuldstændig ligegyldig detalje. Hun smilede svagt ved sig selv, og vendte så igen blikket mod Ribanalon. Nogle blev meget overrasket, over hvad Kathrina vidste, mens andre tog det stille og roligt...

Hun kiggede nu også mod horisonten uden at blive synderlig overrasked.
"Og hvad mener du med det" sagde bare for at få lidt info.
Hun nød når menneske kendte til den virkelig verden, da det ville blive
sjovere at snakke med dem.

Kathrina trak lidt på skuldrene, og så på vandet igen. "Du har intet spejlbillede, så derfor er du en vampyr." sagde hun roligt, da hun ikke rigtigt vidste hvad hun ellers skulle sige. Nogle mennesker var uden tvivl rædselsslagne overfor vampyrer, men Kathrina var vokset op med dem, blandt dem, så deres verden forekom hendes ganske naturlig.

"Hm..." sagde hun bare uden nogen form for ærgelse.
"Så du tror virkelig på vampyrer og den slags" sagde
hun og så skævt over til pigen som virkede til at
hun bare havde lidt viden, Ribanalon tog det roligt
mennesker kom og mennesker gik.

Kathrina smilede svagt. "Jeg blev skabt af en vampyr. Jeg har altid levet blandt vampyrer. Så ja, jeg tror skam på vampyrer, og den slags." svarede hun med et lille nik, som for at bekrafte at det hun sagde var sandt.

Hun grinte lidt, "Din fantasie er rørende" sagde hun og rejste sig så op uden at se en eneste gang på
Kathrina, eller nogen at end havet.
"Men tro mig, det har jeg også" sagde hun og så først nu på hende.
Rinnas øjne var metalliske grå, en arv hun havde fået for sin familie.

Hendes fantasi? Hvordan i al verden kunne hun sige sådan? Det var jo alt andet end fantasi! Var det fordi hun havde nævnt at hun var skabt af en vampyr?.. Men det var sandt... Hun var ikke lavet ved en kærlighedsakt mellem to væsner, men ved videnskab. Kathrina fnøs let, og så ikke på Ribanalon. Sagde heller ikke noget. Mente ikke at en sådan udtalelse krævede noget svar.

Hun kiggede ned på den unge pige uden nogen synderlig følelse i sit ansigt, hun nikkede til hende og smilte
så ligegyldigt og samtidig venlig til hende, dog var hendes mund lukket som de fleste andre vampyrs var når
de var sammen med mennesker.