Just Water and Silence..

Tid :: 23:21
sted :: Stranden
omgivelser :: ingen folk at se og solen er lige gået ned
Dato :: irl
vejr :: meget lunt og varmt



Yuuki sad for sig selv på en af hav stene, og nød at mærke vandet bruse op ved hendes ben, Hun havde spredt vingerne ud og var iført bikini men med et gennemsigtig blå skørt om sine hofter, hendes bikini var sort og vingerne var helt sølv grå, hun havde is blå øjne næsten sølv. og hendes hår var gyldenbrun. hun kiggede rundt i det hun stille hoppede ned i vandet der gik hende til knæene og gik stille hen af kysten og lyttede til vandets dejlige brusen og stilheden mens hun stille nød månen skinde ned på hende og havet,

På en klippe ikke så langt derfra, kunne der ses en skikkelse, med langt blafrende hår, ligeledes blafrende alt for stort tøj. Her stod han så, med de isblå øjne, og stirrede direkte ned i vandet, hans isblå øjne havde samme farve som vandet på nogle steder, han klukkede for sig selv. Vand! Hvis han hoppede nu, ville han dø, eller det ville han højst sandsynligt hvis han havde været dødelig, et menneske, eller en vampyr af normal alder, hans knogler ville blive knust ned til celle basis. Han spredte armene ud, og lod sig falde. Mens han forsigtigt sagde som en fugl, men ikke som en hvilken som helst fugl, en fugl han havde set for lang tid siden, som han ikke huskede hvilken, en klirrende let lyd, et fuglekald. Og med et øresønderrivende PLASK. Ramte han overfladen, og da ramte det ham, i et det split sekund hvor en dødelig ville have været død, der følte han sig i live! han mærkede det adrenalin sus, som man bare kun fik at sådanne ting. Forsigtigt gled han op til overfladen, med bugen i vejret, for omverdenen så han vel død ud, men hvad fuck betød omverdenen nu?

Yuuki var et stykke væk fra ham men hørte nogen sige som en fugl og skrig da hun så det dødbringende styrt. hun så ham skylle op ved overfladen og spredte sine vinger i det hun fløj hen til ham og satte sig på hug ved ham og sagde"Hallo!?? er du okay !" hun kiggede lidt undrende på ham men fornemmede at han ikke var menneskelig men nærmer noget nær en vampyr, hun havde aldrig været god til at ramme alle væsners race perfekt men hun regnede meget med at ham her var en vampyr. hun kiggede stille på ham og strøg hans hår blidt til siden og kiggede på ham og sagde"hallo??"

Luft bobler steg op fra vandet. Og han brød overfladen. "WOW!" udbrød han, da han kom op og hev luft ned i lungerne. "Det var.... det var fantastisk!" udbrød han, som om han lige havde udøfrt noget af det mest fantastiske i hele verden, hvilket han da på den ene eller den anden måde også havde! Han klukkede let for sig selv, og først nu gik det op for ham, at der sad et bevinget væsen ved siden af ham. Han løftede en dryppende finger og pegede. "Engel"

Yuuki grinte sødt da hun fik nogen vand dråber på sig og kiggede på Abaddon i det hun smilede og sagde"så du er vist okay hva?? men det lignede nu mere selvmord en et forsøg på at opnå adrenalin??" hun kiggede lettere undrende på abaddon og smilede i det hun prikkede ham blidt på næsen og sagde"Ja mig engel og dig?? vampyr??"

"Hah!" klukkede han for sig selv, og lod hånden glide over håret, der blev trukket tilbage over hans ansigt, som edderkoppe ben, der omklamrede hans kranium. "Når jeg engang møder personen der kan dræbe mig, så skal de få lov! ... når du har levet så længe som vi har, er der ikke mere at lave" forklarede han, og hvis man ikke vidste at han led af det han nu engang gjorde, så lød han faktisk helt normal... Hvis det ikke var for den skingre stemme og de maniskt rullende øjne.

Yuuki så lettere undrende på ham den nye fyr hun havde mødt og sagde stille"vi??" hun smilede kært i det hun strøg sit lange gyldenbrune hår til siden og strakte roligt sin hånd frem for at trykke hans hånd i det hun sagde"årh jeg har vist ikke præsenteret mig, Mit navn er Yuuki Kaname Cross" hun sendte ham et skævt smil med hovedet lidt på skrå i det hun rødmede lettere og sagde"Hmm?? ja nu ved jeg ikke hvor lang tid du har levet men jeg ved selv os af erfaring at jo længere man lever jo mere får man prøvet og jo mindre magisk bliver verden såååå..."

"Abaddon... Aziel og tusind andre nanvne du kunne opfinde, de er der sikkert!" forklarede han, idet han tog imod hendes hånd, og trykkede den imod hans egen. Måske en kende for hårdt, men hvad betød det. Han begyndte at tænke, verden var ikke magisk, det gav da ingen mening, folkene, følelserne og færdighederne i verden var magiske! Men verden, nej da! "Forestil dig at du ikke kunne dø, hvorfor så leve. Forestil dig, at du ikke kunne smage, hvorfor så spise... Forestil at du ikke kunne føle varmen ved et andet menneske. Hvorfor så røre det i kærlighed? Forklarede han, ikke at han selv havde det sådan, men det var da på vej i den retning.

Yuuki rystede kort på hovedet og sagde"ved du hva jeg behøves ikke forstille mig det du lige har sagt fordi jeg har oplevet alt det og kærlighed??... det eller den følse føler jeg ikke ... spørg ikke hvorfor fordi jeg ved det egenlig ikke?? og jeg kan heller ikke dø jeg en engel" hun gav et lille uskyldigt smil fra sig og sagde"Forresten du ahr et utrolig hårdt håndtryk," hun grinte sødt og rejste sig stille op og kiggede på abaddon

"Alle føler kærlighed og alle kan dø!.... hvis vi ikke kunne dø, ville vi heller ikke kunne leve. forklarede han filosofisk. Han rejste sig ligeledes, vred sit lange hår for vand. Og sjoskede langsomt ind til kanten, hvor han ellers gik igang med at gøre sig ren, han var våd over det hele, fra top til tå. Men heldigvis var det meste af hans tøj så stort, at det sagtens kunne vrides. Dette blev gjordt, indtil han stod, og var ikke våd, og heller ikke tør. Så nu, kiggede han ud over vandet. Og et svagt smil kunne anes på læberne.