Stjerner & Sand - Phillip

Tid: Sent, 23:47.
Omgivelser: Tomt selvfølgelig.
Vejr: Stjerneklart og smukt.
Sted: Nede ved kanten.
___

Joanne havde hænderne i lommerne på sine shorts, og det var bare koldt. Og hun havde en kort t-shirt på, hvilket også var ganske koldt. Hun havde slet ikke tænkt på at skulle tage noget andet på da hun kom herud tidligere hvor det jo var varmt... Men lige nu focuserede hun på stjernerne i det smukke vejr, og lyttede til bølgeskvulpene. Hun kunne ikke lade være med at smile, og nynne svagt. Hun elskede at gå omkring sent, men hun havde dog ikke regnet med at det skulle være så sent. Men hun fortrød intet, og havde det perfekt. Men nu manglede hun kun noget selskab, selvom hun slet ikke regnede med noget.

En skikkelse kom gående hen af strandkanten, og den hvide hud og skjorte fremtrådte i natten som dog var oplyst af stjerner. Med blikket rettet mod horisonten gik vampyren med rolige skridt afsted ud i ingenting selvom han nok burde komme tilbage til sit palæ, men det tænkte han ikke så meget over lige i øjeblikket, for nu var det eneste han fokuserede på, stilheden og roen efter en hård dag. Stille, lod han blikket glide over strandens sand og fandt frem til det menneske som han havde duftet sig frem til. Et smil kom krybende og endte på hans læber hvor det spillede en charmerende melodi som dog ikke matchede hans grå-grønne øjne.

Joanne lagde svagt hovedet på skrå, fordi hun opfangede en svag, nynnende melodi. Men hun kunne ikke løbe fra at den var virkelig smuk. Hun kunne ikke lige fortælle hvor den kom fra, fordi bølgerne kastede rundt med tonerne. Hun så sig omkring med de glimtende øjne, og så så hun en svag silhuet næsten lige foran hende - knapt et par meter væk. Hun vinkede svagt, men ville ikke rigtigt bryde den smukke stemning med hendes klodsede stemme. Sådan følte hun sig i hvert fald lige nu. Klodset.

Phillip så på det lille menneske da hun vinkede til ham, og han smilte blot charmerende tilbage. Hvad mon han kunne bruge hende til? Muligheder, muligheder. Han holdt smilet selvom det var falsk, og kun var for at lokke hende ind i noget hun sent ville glemme. "Hey" sagde han med sin bløde og frem for alt tiltrækkende stemme, og så på hende med et glimt i øjet som udtrykte venlighed. Dette var dog bare en ubetydelig maske.

Dum som hun var, regnede hun blindt med at hans stemme og smil var ægte, selvom hun burde vide bedere efter Jake. Hun var ødelagt indeni, men havde heldigvis glemt ham for et øjeblik. "Hej." svarede hun venligt, med det sædvanlige glimt i hendes mørke øjne. Glemt var alle tanker om vampyrer, blod og smerte. Ham her var så smuk og fortryllende. Hun smed tankerne fra sig og smilede et kærligt smil til ham. "Hvad laver du ude så sent?" spurgte hun og stak hænderne i lommerne igen, da de kom lidt tættere på hinanden.

Phillip bebrejdede ikke hendes IQ for at være skyld i hendes naivitet, da han selv som vampyr havde det der som bare tiltrak mennesker. Han smilte charmerende og venligt til hende, og gik roligt tættere på "Nyder natten" svarede han blot og så ned på hende med et kærligt blik "Og hvad laver en skønhed som dig så på stranden en aften som denne?" spurgte han med sin varme stemme og lagde på ingen måder skjul på sin charme og tiltrækkende udseende.

Joanne fik en underlig følelse i maven, men undlod at tænke på den. Det var sikkert bare fordi han var så overnaturlig smuk, men hun burde have vist at det var alarmklokken. "Skønheden nyder vist også natten." fniste hun og strøg fingrene igennem sit hår. Hun så ned og håbede at han ikke lagde mærket til hendes svage rødmen. Glemt var kulde og mørke, ham her skulle nok passe på hende.. troede hun. Hun var alt for paralyseret til at tro bedre, selvom hun selvfølgelig viste at det burde være lige omvendt.