Naiv? Eller bare uvidende?

Amanda lagde mut armene over kors og grinede let. "Jeg gider ikke diskutere det.!" sagde hun med påtaget irritation. Hun ragte drillende tunge af ham og smilede så lidt. "Jammen så er du jo ikke i luften!!" Udbrød hun og stirrede på ham. "Du gør det med vilje!" TIlføjede hun og snerpede munden sammen så hun så rigtig fornærmet ud. "Du er jo slet ikke sjov at diskutere med" Hun smilede til ham. "Så nu vil jeg gå ud af den dør, og finde rundt i dit hus" sagde hun med et stort tandsmil. "Det synes jeg godt om" Hun grinede "Ej.. Hvis det ikke er til for meget besvær.. Kunne jeg så måske få et lille stykke brød?" Hun rynkede på næsen og kiggede lidt forlegent på ham. Hun hadede at tigge om mad. Det var så nedladende. Amanda smilede svagt.

Axel så på hende, og smilede skævt "Du er bare sart!" sagde han drillende og grinede af det, og rakte tunge tilbage af hende "så kan du hoppe ned fra en sten, så får du både luft, og indtrykket af at du flyver" sagde han og smilede udskyldigt. "Det er da bare fordi jeg vinder diskutionerne" sagde han med et grin "men nu er jeg også 806 år gammel så det er ikke så mærkeligt at jeg vinder diskussionerne, jeg har øvelse!" sagde han storsmilende, hun var nem at drille og det morede ham. Han rystede på hovedet "gå du bare i krig, så ser jeg om jeg har noget brød eller om jeg skal skruppe til bageren.." sagde han og rejste sig.

//Undskyld tiden! Ö

Amanda rystede på hovedet. "Jaja" mumlede hun og kiggede bebrejdende på ham. Når folk sagde Jaja til hende følte hun det vildt nedladende på en; 'Jeg lader dig bare blive i den tro, så du er uvidende og dum' måde. Hun grinede lidt og smilede så bredt til ham. "Skal vi vædde," spurgte hun smilende. "På at jeg i løbet af den her morgen får ret i mindst en ting. Basta" hun ragte tunge af ham og åbnede så smilende døren. "Yay" Krig!" grinede hun og hoppede ud af døren. Hun smuttede hurtigt ind igennem en dør og endte i stuen. "Hey!?" Udbrød hun. "HEr er jo helt hyggeligt!" Drillede hun grinende og betragtede stedet.

// its okay ^^//

Axel så på hende og smilede lidt af det bebrejdene blik. Han fik et drillende glimt i øjet "Hvad skal vi vædde?" spurgte han interesseret, og rakte tunge tilbage af hende. Han grinede lidt da hun rendte ud af døren og stod pludselig i døren bag hende da han havde brugt vampyrens hurtighed "ja jeg syntes også at her er ganske hyggeligt" sagde han og så rundt, med et lille smil "men det jeg elsker allermest ved stedet er mine malerier.. altså ikke at jeg har malet dem for det har jeg ikke" sagde han og smilede skævt "jeg er fail til at tegne og male.." sagde han roligt.

Amanda grinede og råbte til ham, siden han nu stod i et andet rum. "Hvad siger du til.. Taberen gir middag i aften?!" Hun grinede let og fik så øjnene op for alle malerierne i stuen.Det så ud til at han havde en forkærlighed for malerier. En brise bag hende gjorde hende opmærksom på at han var kommet ind i rummet, og hun stirrede lidt på ham. "Gør det lige igen?" Mumlede hun bedende og smilede skævt. "Hvor var det SEJT!" Hun smilede bredt. Nu kunne man sikkert høre hvor lidt hun vidste om væsener. Hun burde slet ikke vide noget om dem indrømmede hun stille for sig selv. Amanda smilede skævt til ham. "Der er norle rigtig pæne nogle" Indrømmede hun og kiggede grinende på ham. "Men nogle af dem er lidt for abstragte, efter min mening, men nu er jeg heller ikke kunstkender eller noget" smilede hun muntert. Hun gik hen imod et vindue og kiggede på et af malerierne. "Det der" sagde hun med tydelig facination i stemmen. "Det er bare pænt" Hun grinede lidt af det han sagde, og indrømmede ikke selv hendes kunstneriske side.

Han grinede lidt og nikkede så "your on... men hvilken slags middag tænker du så på?" spurgte han og kunne ikke lade være med at grine, for han kunne jo ikke spise menneskeføde. Han grinede da hun bedte ham gøre det igen, og han vendte sit blik mod vinduerne hvor der var trukket for. Det var stadig mørkt udenfor "Så vendt to minutter" mumlede han og forsvandt. Der gik knap nok ti sekunder så stod han der igen, og rakte hende en bagerpose "jeg ved ikke om du kan lide theboller men det var lige det jeg fik" sagde han og grinede lidt. Han så på malerierne "de er smukke.. der er så mange forskellige følelser der bliver udtrykt i hvert af dem" mumlede han kærligt om billederne. Han så på det billede hun havde fundet sig, med en ung kvinde der stod i mørke. Hendes røde hår lå som bølger ned over hendes skuldre og hun smilede lykkeligt, selvom mørket omkring hende snoede sig om hendes ben "Ja det er et sært billede... jeg forstår stadig ikke hvorfor hun er så glad?" sagde han lidt til sig selv.

Amanmda smilede og kløede sig i håret. "hmmm" hun rynkede på næsen. "Deeeet.. Ved jeg ikke" hun grinede. "Har du en bedre idé?" spurgte hun hurtigt og hævede muntert øjenbrynet. Hun havde knapt talt færdigt da han var der med theboller. Hendes øjne var så store de kunne trille ud af hovedet på hende, og hun bælev helt stum. "Theboller.. Er da bare godt" mumlede hun mens hun lyttede til hvad han sagde om billedet. "Præcis" smilede hun og kiggede på ham. "Det er DET jeg godt kan li. Når man skal tænke over noget. Lidt ligesom Mona Lisa?" hun kiggede på ham. "Jeg ville gi SÅ meget af det jeg ejede væk, for bare at vide hvad hun smilte over.. Det ville bare være fantastisk. Men så ville billedet dø" hun kiggede tænksomt på ham. "Så det ville jeg nok ikke alligevel." De dystre farver på billedet forstærkede hendes glade smil. "Måske skal det mørke betyde at hun har være ude for en masse dårlige ting. Nu er hun ligeglad, for hun ser fremad. Hun vil gerne opleve det positive, og derfor smiler hun. For hun vil overbevise sig selv om at man skal se på de lyse sider" Hun kiggede tænksomt på billedet.

Axel så på hende og lagde hovedet på skrå "nej det har jeg ikke.. men jeg kan ikke spise menneskemad, så bliver det enten dig selv der skal købe mad til dig selv eller mig, og det lyder jo lidt sært, jeg får jo intet ud af det væddemål så" sagde han og smilede skævt. "Godt" sagde han og så på billedet "hun smiler pænere end Mona Lisa..." sagde han, og lyttede til hendes beretning "men prøv at se på det... hun er jo...lykkelig men mørket er ikke bag hende det er over det hele" mumlede han tænksomt. Han rystede på hovedet "jeg tror ikke at det er det.." sagde han og vendte om for at gå ind i værelset "jeg skifter lige tøj" sagde han kort.

"Okay" grinede hun og nikkede et par gange. Hun overvejede om hans svar til billedet var fordi han ikke ville give hende ret, og hun grinede. "´Det kan man vel have delte meninger om, ikke?" smilede hun drillende og betragtede maleriet. Mærket over pigen virkede truende, så hvorfor smilede hun? Hun opfangede ikke helt hvad Axel sagde og mumlede bare et. "Mmh..Jaja" mens hun kiggede på billedet. Måske..Måske var det gået op for hendde at hun ikke ville give op? Selvom alle hakkede på hende, og sagde alt muligt ond om hende, så troede hun stadig. Det onde var over det hele, men hun besluttede sig for at gå videre i livet. Amanda smilede og sukkede.. "Sådan kan livet vel ogå være" mumlede hun.

Han så på hende, og lagde hovedet på skrå og smilede "ja der er mange meninger.. og ingen er dem er rigtige kun kunstneren ved hvad hun smiler af" sagde han og så kort tankefuldt tilbage på billedet "jeg skifter altså lige tøj" sagde han og grinede lidt, og lukkede døren bag sig. Han tog tøjet af fra dagen før og fandt noget nyt tøj frem. Han tøg bukserne på og en t-shirt og til sidst nogen sokker. Nogen mente at det var sært at tage sokker på til sidst, men sådan gjorde Axel. Han kunne høre hende derinde, og smilede lidt.

"Det behøver hun jo ikke at vide" Påpegede Amanda hurtigt og kiggede på ham. "Jeg tror kun at hun selv ved det. Måske ikke andre, eller måske folk der har fantasi nok til at forestille sig det" Amanda grinede dæmpet da han begyndte at skifte tøj, og kiggede derfor ud af vinduet. Hun vidste jo egentlig ikke hvor hun var henne i verden.. Eller bare i byen. "Såå... Hvor befinder jeg mig?" Spurgte hun lavt, mens hendes øjne undersøgende betragtede himlen, hvor solen var ved at komme til syne. Hun kunne mærke den svage varme fra lyset, og kom derfor let til at smile. Amanda sukkede tilfredst og kiggede hurtigt over på ham.

Axel lyttede og sukkede smilende af hendes fortsatte konklusioner om den mystiske pige på billedet "At du kan blive ved med at snakke om det.." sagde han lavt og drillende. Han rejste sig da han havde klædt sig på, og gik ud af værelset. Han hørte godt hendes lave spørgsmål "Sheria.." svarede han roligt. Han mærkede en svag rastløshed og sult i kroppen, og lukkede kort sine øjne. Han havde ikke brug for blodtørst nu, men han kunne sagtens trække den til aftenen faldt på igen. "Du må altså helst ikke tage gardinerne fra hinanden, mig og solen er ikke alt for gode venner.." mumlede han og kløede sig lidt i nakken. Han blev stående i døren til hans soveværelse.

"JaJa" Grinede hun. "Bare fordi jeg har ret..Bortset fra man ikke kan have ret i det her tilfælde, men altså. Så har jeg ret, hvis man kunne have ret. Basta" smilede hun stort og kiggede på ham. Hun grinede dæmpet. "Sheria" Gentog hun og rynkede øjnene sammen. "Spændende. Tæt på Centeret?" spurgte hun og smilede skævt. Amanda trak let på skuldrene. "Mig og solen funker heller ikke sammen" mumlede hun og rynkede på næsen. Amanda har 100% en kulde person. Hun fik det alt for hurtigt varm, og trods hun ikke altid var ude i solen, var hun faktisk ret brun. Hun grinede let og trak på skuldrene. "Jeg bliver altid solskollet" mumlede hunog grinede let.

Axel så på hende og smilede lidt "vel har du ej.. ingen af os har ret, det er kun kunstneren der har ret, for han ved hvad han tænkte da han malede billedet, han og kun han og dem han har fortalt det til, ved hvad billedet helt specifikt betyder" sagde han med et lille grin. Han kørte en hånd gennem sit hår, og strakte sin lange krop "Ja.." sagde han kort og smilede skævt, af hendes åbenlyse interesse. Kvinder altså..
"Nå ikke?" sagde han overrasket, det var da sært at hun ikke kunne lide solen, hun virkede ellers så brun. Axel smilede lidt af det "solskoldet ligefrem? Du viker ellers så brun" sagde han drillende.