Flydende Guld :P - Zoran.

Dato/Dag : Søndag den 20 Juni
Tid : Aften.
Sted : La Sunisha - Strand.
Vejr : Solnedgang. Sommervarmt :D(Gid det var sådan IRL xD)
Omgivelser : Meget få personer..

Amanda smilede for første gang i lang tid. Vandets lette brusen lød som musik. Takten når vandet brusede over og blev til skum, var blevet så fast, at den var printet til hendes hukommelse. Så kom tidspungtet hvor solen dykkede lidt ned under vandet, og som ved et trylleslag, blev vandet til flydende guld. Coco smilede let. Man ville blive rig hvis det havde været rigtig guld.. Men penge var jo ikke alt vel? Hun smilede let og lagde sig i sandet, mens solens sidste stråler varmede hende. Amanda samlede en sten op og begyndte at trille den mellem sine fingre, da hun ikke helt vidste hvad hun ville lave. Hun overvejede at bade, men vandet så faktisk lidt koldt ud, og hun lukkede øjnene, og nød solen.

Zoran var - endnu en gang - vågnet for tidligt, og havde valgt at tage ned til stranden for at få en afvæksling fra det byliv han normalt begav sig ud i. Han lagde ikke så meget mærke til hvem der gik der, men mærkede lysten til menneskenes blod stige i takt med at solen brændte på hans hud. Egentlig var det vel dumt af ham, at gå ud når solen var oppe, men selv en så stor og lys lejlighed, som den Zoran boede i, kunne blive for meget når man ventede på aolnedgang, og ikke havde noget at foretage sig.

Amanda smilede da solen dykkede helt ned under havet. Det blev ikke mørkt, og himlen forholdt sig orange og lyserød. Hun rejste sig stille op, for at børste sandet af sine bukser, og rode det ud af håret. Hun stragte sig og gabte let. Trætheden havde været en byrde hele dagen. Hun havde nok ikke fået sovet nok. Amandas ene ben var bndet om med bandage, og hun havde skrammer på hendes arme, efter et møde med en varulv. Altså, kendte hun til væserner som Vampyrer, Dæmoner og Varulve. Hun havde ingen skygge mere. Hun var blevet bidt i halsen. Og en varulv havde flænget hendes ben op. Alt sammen fordi Zack havde fortalt hende om den her verden. Og alt sammen på 3 dage. Hun sukkede og stragte sig igen, før hun begav sig væk fra vandet.

Zoran bemærkede den humpende pige, og betragtede hende en tid, før han gik op til hende. "Er du okay?" spurgte han med et lettere bekymret udtryk i ansigtet, skønt han var ragende ligeglad. Men hun så interessant ud.. Så hun skulle da lige 'tjekkes'. Køn var hun jo også, på trods at det indbundne ben. Han så undersøgende på hendes ansigt, og virkede faktisk som en der virkelig var bekymret for hvad der dog var sket med hende, og hvordan hun mon havde det.
Men nu var Zoran jo også god til skuespil. Det var jo ikke ligefrem fordi at det kunne mærkes på ham, at han havde rædelsslagen pige låst inde i sin kælder..

Amanda vændte sig om og betragtede Zoran. Han var faktisk utrolig køn, og sådan.. Lettere perfekt. Hun smilede svagt og kiggede ned. "Jeg blev angrebet af en varulv" drillede hun muntert, med påtaget sarkasme. "Ej okay" mumlede hun. "jeg faldt ned af en trappe" Mumlede hun hun og smilede til ham. Engelig kiggede hun igen op på ham, men man kunne se når hun fortalte en løgn, i hendes øjne. Derfor havde hun det ikke vildt godt med øjenkontakt når hun ikke talte sandt. Så kunne folk se det. Amanda kløede sig i håret og smilede lidt tamt til ham. "Dybt seriøst" forsikrede hun smilende. "Jeg er okay." hun kiggede hurtigt på sit ben, og når hun talte funklede hendes øjne af en seriøsitet, som ikke mange unge piger havde.

Zoran nikkede let, og overvejede det første hun havde sagt. *Varulv... Stakkels pigebarn.* Zoran selv havde - heldigvis - ikke mødt nogle af de bæster endnu. Og han regnede ikke med at gøre det. Han hadede varulve... De stank... Og så var der deres spyt. Det sveg så forfærdeligt... "Så må du hellere passe på med de trapper." sagde han, med et lettere drillende glimt i øjet. "Men det er godt, at du er okay." tilføjede han med et lille nik. Han kunne næsten ikke interessere sig mindre for det...

Amanda smilede overrasket over at han havde godtaget hendes løgn. Varulv. Selvfølgelig troede mennesker ikke på det. Hun smilede skævt og missede med øjnene før hun igen kiggede på ham. Han havde underlige øjne. Som samtidig var kønne. Hun nikkede nogle gange og smilede skævt. "Jeg kan ikke love noget" mumlede hun, da hun vidste at hun sansynligvis ville komme til skade igen. Enten senere på dagen, eller hvis hun var heldig, imorgen. Her for tiden var hun bare blevet angrebet af alverdens ting. Det startede for 3 dage siden, hvor 3 drenge truede med at overfalde, og voldtage hende. Så kom en dreng, som sagde han var vampyr, og så var der varulven, vampyren, englen og .. En mere vampyr. Hun rynkede på næsen over hendes uheld. Men altså. Alle kunne jo ikke være heldige, vel? Amanda smilede til ham. "Youp, i guess"

Zoran lo lavmælt, så lidt op mod himlen. "Mit navn er Zoran." præsenterede han sig så, og så på hende. Han var egentlig i tvivl om hvad han ville med hende... Vinde hendes tillid. Det var jo altid sjovt. Men eftersom hun åbenbart kendte til varulve, så ville han også afsløre sig selv for hende, før eller senere. Om hun skulle blive en del af kunsten var endnu ikke besluttet. Han ville først lige lære hende lidt at kende. Men jo, han skulle somend nok kunne få lidt sjov ud af hende.

Amanda, som i det store hele var et utroligt stort legebarn, og altid lettere hyberaktiv, forbandt hurtigt navnet Zoran med Zorro, og hun grinede stort. Hun bandt hurtigt et tørklæde omkring hendes hovede, som en form for ninja-agtig "Forklædning" og hoppede rundt med nogle lettere underlige ninjaspark, da hendes ben forhindrede hende i at lande på det. "Hiyaarh!" Sagde hun muntert og bukkede tilsidst. "Zorrooo......!" Mumlede hun og tegnede et usynligt Z i luften. Hurtigt blev hun pinligt berørt over hendes reaktion, og begyndte at grine. "Undskyld" mumlede hun leende og satte sig ned igen. "For meget negativitet gør mig.. hyberaktiv..Lad os sige det sådan." Hun smilede til ham. "Jeg hedder forresten Amanda"