fuglene synger (qadir)

Dato : 9 juli
Årstid : sommer
Dag : fredag
Vejr : solrigt og varmt med en blid sommerbrise
Sted : midt i skoven ved en lysning
Tid : ved en 17 tiden

viol, sad i græsset i en lysning, i skoven, hun kunne mærke den blide sommerbrise der fangede hendes hår, og omfavnede hende. hun sad roligt med et par blomster, og nynnede. hun kunne høre, fuglene synge.

Qadir luntede roligt igennem skovens lunefulde spektrum af besynderlige blomster i alle verdens farver. Meget poetisk. Han skubbede planter til side, knækkede grene og sparkede til eventuelt ukrudt, som han passerede på sin vej.
Dér gik han altså i stilhed, i sin egen lille verden, indtil han hørte en sagte nynnen ikke langt derfra. Han bøjede sig ned i knæ og listede imod lyden, i håb om at finde stemmens ejer. Han kiggede frem mellem buske og træer, før han fik øje på kvinden, der sad lige så roligt og nynnede for sig selv. Han betragtede hende indgående.

hun sad roligt, og beundrede blomsterne, efter lidt tid rejste hun sig op og gik roligt gennem bladene der hang roligt ned til jorden, hun gik yndefuldt uden at ødelægge, nogle af blomsterne, og bladene. hun hørte ikke at qadir var lige i nærheden, hun holdt blomsterne i hånden.

Qadir betragtede hende indgående og overvejede lidt om han skulle finde en anden vej at gå, så han ikke forstyrrede hende, nu da hun så ud til at nyde stilheden og freden. Han lænede sig en lille smule frem. I samme øjeblik landte en fugl i busken ved siden af ham; Den havde åbenbart ikke bemærket hans nærhed, for da den pludselig så ham (og han så den) flaksede den vildt med vingerne og Qadir skvattede bagover i chock.
Han landte på ryggen med et højlydt bump og et højlydt: "Av! Pokkers møg-fugl!"

viol så hurtigt mod lyde, og skyndte sig der over for at se om der var sket noget med personen, hun så lidt på ham ov smilede venligt, "er du okay?.." spurgte hun ham roligt om, med hevdes venlige brungrønne øjne. hun rægte ham roligt sin hånd for at hjælpe ham op.

Han kiggede på hende med et beklageden smil og tog imod hendes hånd, trods han ikke behøvede hjælp til at komme op.
"Jeg beklager, det var ikke min mening at forskrække dig. Eller lure. Eller... Noget faktisk." mumlede han beklagende og tog sig til hovedet, som var lidt ømt efter faldet. Han skævede rundt for eventuelt at få et blik af fuglen, som havde forårsaget hans fald.
"Men ja, jeg har det fint nok, tak. Jeg tror ikke der er sket nogle større skader.."

hun så roligt på ham og smilede med et venligt grin i mundvigen, "det er helt i orden, det er rart at vide at der er liv i denne skov.."hun så roligt på ham, og studerede ham lidt, hun så på ham da han tog sig til hovedet, "er du sikker?.." spurgdte hun roligt med et venligt smil. hun ville hellere end gerne hjælpe, og han virkede ikke farlig overhovedet.

Han smilte og nikkede bekræftende. "Liv er der såmænd masser af," påpegede han med et skuldertræk. "Men nu er de fleste smådyr nok løbet langt væk i frygt, da de hørte mit fald."
Han rømmede sig og fjernede hånden fra sig baghoved, og smilte opmundrende.
"Jovist, der er ikke sket større skader. Et blåt mærke og en bule skal jeg ikke klage over. Og værre er det bestemt ikke."

hun så roligt på ham og smilede roligt. "ja, dyrene er sikkert væk... de flygter jo ved den mindste lyd.." hun sagde det roligt og smilede. hun så roligt på ham, "det var godt... hvor kommer du etenlig fra, jeg syntes ikke jeg har set dig før.." hun sagde det med et smil, hendes øjne reflektedere de små solglimt.

Han betragtede hende indgående og trak på skuldrene.
"Jeg kommer sådan lidt fra hist og her," det var faktisk rigtig nok. Han var ikke officielt flyttet ind i La Sunisha lejligheden endnu, så han kom ikke rigtig fra noget sted. "Jeg nyder mit privatliv, så det undrer mig ikke at jeg ikke er en person der er så kendt."
Han kastede nogle vagtsomme blikke rundt, af ren og skær rutine; han var normalt i den triste skov og andre mere eller mindre dunkle områder, så det var helt uvant for ham at være et sted, hvor der i grunden var temmelig fredeligt.
"Hvor kommer du ellers selv fra?" spurgte han, blot for at holde samtalen mere eller mindre igang.

hun så roligt på ham og nikkede. "jeg kommer, lang vejs fra, eller faktisk lige inde fra byen af." hun så roligt på ham. og tænkte lidt, hun kunne høre fuglene synge, omkring hende, hun så lidt ned, og tænkte.

Han trak på smilebåndet. Langvejs. I sandhed. Og hvad så nu? Han skævede rundt og forsøgte at komme på noget nyt at sige. Det ville kun medbringe en akavet stilhed hvis ingen af dem sagde noget.
"Så... Hvad laver du i skoven? Helt alene?"
Han tøvede. Nu var det jo den fredfyldte skov og ikke den ubeskriveligt grufulde og rædselsfulde skov, så måske var det ikke så sært at være her alene. Han valgte at lade dén lille detalje ligge.

hun så roligt på ham, og smilede. "man kan godt sige, at jeg havde brug for at komme lidt væk fra larmen, omkring mig.... " hun så roligt på ham, og så så ned igen da deres øjne mødes, hun så op på ham igen.
"men... ja..." hun smilede, og følte sig skidt til pas, ikke fordi hun var syg... eller var hun?.....
"hvad laver du her... det er sjældent jeg møder folk når jeg er her..." hun så roligt på ham, og viste ikke at hun havde det skidt... tværdigmod..

Han betragtede hende med et skævt smil og nikkede bekræftende: "Nogle gange har man vel bare brug for at komme væk fra larmen og byen. Og dette sted er jo ideelt, med naturen og ... Ja. Stilheden, vel."
Han betragtede hende eftertænksomt og rettede sig en anelse op, og kastede et vurderende blik omkring sig, af ren rutine. Han var vant til at skulle orientere sig eller spejde efter jægere og lignende, så nu forekom det ham helt naturligt at kaste et blik til højre og venstre fra tid til anden. Han rettede opmærksomheden imod mennesket og trak på skuldrene.
"Jeg laver egentlig ikke rigtig noget herude. Går en tur. Nyder vejret og stilheden. Deres nynnen var forresten ganske yndig,"