Dødkedelig natur.

"Okay," sagde hun med et lille nik, og studerede ham et stykke tid, før hun forsatte. "Kan du .. slås?" hun rystede en smule beklageligt på hovedet, over at hun overhovedet ville spørge om hjælp fra ham. Hun ville ikke virke for svag. "Lær mig at kæmpe!" Hun lagde hovedet let på skrå, og afventede hans reaktion på det.

"Kæmpe.." Sagde han og gik en omgang rundt om hende og studerede hendes krop med sit blik. "Vold er vejen frem i en kamp," sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. "Brug nådeløs vold mod din fjende, men du skal samtidig være på vagt mod de angreb din fjende retter mod dig," sagde han.

Et smil krusede op på hendes læber, og hun fulgte ham med øjnene i det han gik rundt om hende. Hun kunne godt lide det han sagde. Det lød både fornuftigt, og som om han havde forstand på det. Måske var det alligvel ikke så tosset at hun havde spurgt. Om ikke andet, kunne det komme an på en prøve.

"Hvordan synes du selv dine reflekser er?" Spurgte han og stoppede op. Han så hende i øjnene. "I kamp er dårlige reflekser tit skyld i død," sagde han og tog sin stråhat af og smed den mod træstammen, som han før havde siddet på.

"De er udemærkede," svarede hun med et skjult smil på læberne. Hun kastede et blik hen på hans stråhat, men hvilede så hurtigt blikket på ham igen. Hun håbede at han ikke ville skuffe hende, men hun havde en fornæmmelse på at dette ikke var tilfældet.

"Det er det vi vil finde ud af. Vi starter med reflekser og så bevæger vi os langsomt fremad," sagde han og lod blikket glide op og ned af hende før hans blik igen faldt på hendes øjne. Han svang hånden mod hende og ville gribe fat om hendes hals, hvis hun ikke undveg eller parerede.

Hun havde fornemmet det ville komme, slog hurtig hans hånd væk med armen. At dette nok ikke var det bedste forsvars metode faldt hende ind, men det var mere en refleks, end det var noget hun tænkte over. Hun betragtede ham, bed sig let i læben, og afventede det næste han ville gøre.

"Meget godt," sagde han og gik atter en omgang om hende. Han stoppede foran hende igen. "Har du kæmpet nogle kampe før?" spurgte han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra hans røde øjne.

"Ikke ud over de kampe jeg har med mine ofre.. Men de er ganske harmløse og svage," sagde hun med et lille skuldertræk, vidste at hun aboslut ikke have nogen erfaring eller viden inden for nærkamp.

Vicente rystede kort på hovedet. "Du har ingen erfaring med nærkamp kan jeg regne mig til," sagde han og så kort rundt. "En anden vigtig ting er udholdenhed. I nærkamp nytter det ikke noget at dejse om efter et enkelt slag," sagde han.

"Den havde jeg regnet ud," mumlede hun lavt, mens hun nikkede lydigt. Hun betragtede ham og lyttede til hvad han ellers havde at sige. Hun ville absolut ikke glemme noget af det.

"Hvor meget tror du selv du kan holde til?" Spurgte han og tog et skridt tilbage. "Vi kunne eventuelt prøve at kæmpe," sagde han og så på hende. "Jeg skal nok lade være med at være for hård ved dig," sagde han.

Hun kneb øjnene let sammen og sukkede let. Hun var ikke sikker på det ville ende godt, men de kunne vel prøve.
"Lad os det," hun stilte sig klar, og kiggede nervøst på ham. Det var her hun normalt ville have flygtet, men det kunne hun ikke nu. Dog stolede hun på at han ville være mild.

Vicente stilte sig klar. Han så hende i øjnene og kunne se nervøsiteten i hendes øjne. "En regel: Vis aldrig din modstander, at du er usikker, bange eller lignende," sagde han og ventede på, at hun skulle angribe.

"Okay." hun trak været dybt, koncentrerede sig om at gøre sit ansigt udtryksløst, og skuppe nervøsiteten væk. Hun så afventende på ham, var ikke sikker på om hun havde lyst til at angribe, da der nok ikke ville komme noget godt ud af det. Hun slog de latterlige tanker væk, knyttede hænderne, og sendte et slag mod hans ansigt.

Vicente undveg hendes slag. "Du er for langsom og for nem at gennemskue," sagde han og så på hende. "Hver gang du går i kamp, så husk det du gør for ikke at vise usikkerhed og hold fast på det," sagde han.

Hun rynkede tænkende brynene, tykkede lidt på de ord han sagde. Hun måtte forsøge igen. Med de knyttede hænder, sendte hun først et slag mod ansigtet og hurtigt derefter, maven med den anden næve. Hun var taknemmeligt for at han ikke slog igen.. endnu.

Vicente greb fat i hendes ene hånd, men tog det andet slag. Han mistede kort pusten. "Udholdenhed. Jeg vil nu finde ud af, hvor meget du har af det," sagde han og hev hårdt i hendes arm og rettede en knyttet næve mod hendes ansigt.

Hun var så optaget af at forsøge at få sin arm fri, at hun ikke lagde mærke til hans næve. Hun mærkede smerten plante sig i ansigtet, og en kort tåge for sine øjne. En lille vred knurren undslap hende, og med sin frie hånd slog hun atter mod hans ansigt, hvorefter hun sendte et knæ mod maven på ham.

Vicente slap hendes hånd og undveg hendes slag, som var rettet mod hans hoved. Han fik hendes knæ i maven og mistede vejret. Han havde lovet ikke at være hård mod hende, men måske var han for mild? Han ville ihvertfald sætte niveauet op.

Hun trådte et skridt væk, og så afventende på ham. Hendes hænder var forsat knyttede og en lille følelse af selvsikkerhed spredte sig i hende. Det var alligevel ikke så slemt som hun havde frygtet, dog have han heller ikke sendt mange slag mod hende, hvilket fik hende til at forstå, at han var meget mild.

"Du lærer hurtigt," sagde han og så på hende. Han stilte sig, som han normalt stod når han ikke var i kamp, men ventede på hun skulle angribe ham igen. "Men der er stadig mere at lære," sagde han og betragtede hende.

Hun kom med et kort nik, før hun igen gik til angreb. Denne gang startede hun med et spark mod hans ventre side, da hun stod tilpas langt væk fra ham. Hun gjorde det så hurtigt hun kunne, med vidste at det alligevel var for langsomt.

Vicente greb fat i hendes ben. "Du skal arbejde på din hurtighed," sagde han. Han ville forklare de forskellige regler, som han selv fulgte når han kæmpede imens de kæmpede denne kamp. Han sparkede mod hendes andet ben og ville højst sandsynligt fælde hende, hvis hun ikke undveg.

Hun spærrede øjnene op, da hun mærkede det andet ben forsvinde under sig. Hun kom med et lille gisp, og lå derefter på jorden, med en smerte der nu bredte sig i baghovedet. Hun kiggede op på ham, mens hun gav ham ret med et lille nik. Øve sig, skulle hun i hvert fald.