night?..o.o

Dag:Lørdag
Årstid:Forår.
Sted:Stranden
Tid:22:15
Vejr:det blæser let, månen skinner svagt, og der er ingen stjerner at se på nattehimmlen.
Omgivelser:Lille isoleret sted på stranden, gemt bag træer.


Silvia sukkede let for sig selv da hun løst smed sin skuldertaske i sandet. Hendes dage havde været trættende. Lige siden hendes korte aften med Aubrey, så havde den unge varmpyr været dybt i tanker, hvilket blot stressede hende mere da hendes hunger for blod blev værre og værre, og at onklen jo skulle ses efter. Heldigvis fik hun nogle små pauser fra byen`s larm og offernes skrig her på stranden ved fuldmåne, som hun nød helt. Hun havde tjekket stranden før hun kom, og få kom sjælent så sent på stranden, og vis der endelig kom nogen, ville de næppe gå så langt ned af den. Hun bekymrede sig ikke så meget omkring sit tøj med mindre hun skulle lure ofre, hvilket også forklarede hvorfor hun blot havde taget en løs knæ-kort kjole på og nogle flade sko. Kjolen og skoende lå i en lilel bunke ved tasken. Silvia bar en simpel sort bekini, ikke for stram og ikke for løs, med stropper. Den vidste de fleste af hendes kurver, men ikke så det lignede den var malet på.

Artemios havde fuldt lugten af.. Tja, en vampyr viste det sig. Endnu havde han ikke styr på hvilke lugte, der var hvad, men han var jo også stadig meget ny. Han lod let tungen glide over de uvant spidse tænder, og rejste sig så fra sin plads bag en sten. Med en yderst anstrengt rolighed bevægede han sig ned mod vampyren. En vampyr han flygtigt kendte.. Sulten brændte i ham.. Hvordan mon vampyrblod smagte?... Tja... Han havde i hvert fald tænkt sig at finde ud af det...

Silvia gik langsomt imod vandkanten. Hun gav sig ordenlig tid til at mærke det bløde, dog halvkolde sand, i mellem sine blege tæer, vis der var nået hun elskede, så var det at mærke ting som hun også kunne mærke da hun var menneske. Hun satte sig lige ved kanten og lod de små bølger skulle ind over hendes tær, hun ville vente lidt med at gå helt i, og nyde øjeblikket. Hun fangede duften af en varmpyr, og rejste sig hurtigt op, og lage sit blik på Artemios. "Artemios?", spurgte hun lidt forundret, sidst hun så ham var han jo en jæger.

Artemios stoppede først op, da der var omkring en meter mellem dem. "Silvia." svarede han, som var det en hilsen. Hans normalt mørke øjne, havde taget en gylden farve, hvilket indikerede den sult, der brændte som helvedes ild i ham.I hans sko var tæerne krummet, og et næsten desperat forsøg, på at holde sig tilbage bare lidt endnu. Det lukkedes ham da sådan set også...

Silvia rakte hånden ud og lød den køre op og ned af hans kind i en nærmest kærlig manner. "Jeg kan se at det lykkes en af mine artsfælder at...omdanne dig til en af vor egne". Hun gik helt ud af vandet og kørte en hånd i gennem hans hår. "Det er den eneste ting som kan plage varmpyre..sult..". Hun løftede sin hånd og bed let i sin fingerspis, hvorefter hun kørte den over hans kind, hvilket blot fyldte luften med duften af sødt blod.

Artemios brummede et eller andet utilfredst, men tog fat i hendes håndled, da hun kørte en blodige finger mod hans kind. Træk hende ind til sig, og lagde hovedet ved hendes hals. "Om forladelse." hviskede han kort, før han satte tænderne i hendes hals, og grådigt drak af hendes blod. Han brød sig ikke om det, men hellere det, end sulten. Sulten var nærmest ubærlig...

Silvia gispede ud over det. Det var ikke på grund af smerte, hun var jo blevet bidt før mange gange, men mere overaskelsen, hun havde jo troet at han ville holde lidt længere. "Du behøves skam ikke at undskylde, du gør bare hvad du skal for at overleve", sagde hun og lage armene omkring hans overkrop, hvorefter hun selv bed ham.

Artemios blev selv overrasket, da hun bed igen. Trak svagt på smilebåndet, og drak videre. Et sted inde i ham, havde han mest lyst at reagere som den dusørjæger han egentlig var, men lod være alligevel. Når han bed hende, var det vel egentlig rimeligt at hun bed igen?.. Alligevel brød han sig ikke om hendes tænder i sin hals... Men det var han jo også trænet til at ville undgå...

Silvia drak kun lidt, hvilket var omkring et halvt minut, før hun trak tænderne ud og slikkede lidt på såret for at få det restende blod af dem, og for at lindre smerten fra det lidt. Silvia havde blevet bidt mange gange, ikke kun af sin onkel, men også andre varmpyre, hvor de fleste havde spurgt. Det eneste væsner der kunne overmande Silvia, var de mandlige varmpyre, men eftersom han var nu til det, var han ingen trudsel.

Artemios trak efter lidt tid tænderne ud af hendes hals, og gik et let skridt væk fra hende. Så lidt på hende, mens han tørrede en smule blod væk fra mundvigen. Han sagde ikke noget, men betragtede hende lidt. Stadig havde han lyst til at reagere på det at hun havde bidt ham... Men gjorde det ikke.

Silvia ømmede sig lidt på den ved at køre fingrende over halsen, før hun så på ham med et let suk. "Ved du hvad dine kræfter er?..Jeg ved du er..var dusørjæger før...men du er varmpyr nu, de vil ikke skåne dig fordi du engang var en af dem"

Artemios rystede let på hovedet. "Nej, det gør jeg ikke. Jeg har end ikke så meget som tænkt over det." svarede han, og klæede sig tænkende i nakken. Det var den mest bizare ting ved pludseligt at være et væsen. Han havde en eller anden evne... Hvad denne evne så skulle være, havde han ikke den ringeste ide om. "Men du kender til din evne? Hvad er det?" spurgte han så, og så nysgerrig ud, i steddet for tænkende.

"Kulde, frost, sne, is....alt er under min magt", sagde hun og gik over til vandkanten. Hun bukkede sig ned og lage håndfladen imod det halv-kolde vand. Både sand og vand inden for 5 meter frøs på samme tid i hvad der føltes som et sekundt, hvilket det også var. "Jeg har altid været god med mine kræfter..men nu har jeg jo også levet i over 100 år...min onkel`s kræfter er langt, langt stærkere...men han er også over 800 år.."

Artemios betragtede imponeret, den ældre vampyr, som vandet frøs. Da hun begyndte at snakke om alder, gled hans tanker lige så stille over på hvor meget man kunne få for disse vampyrer. En god sum, på det sorte marked. Chassuer havde selvfølgelig også nogle ganske rimelige priser, men det sorte marked var altid at foretrække. Med et svagt smil rystede han på hovedet. Han måtte altså vende sig af med den tankegang. Den kunne jo gå hen og blive hans død, hvis han ikke passede på.

Silvia rejste sig op i sin fulde højde, gik over sandet og greb ham i hagen imens hun studere hans ansigt med sine øjne, som om hun prøvede at læse ham. "Hmm..du er næppe is....du ligner heller ikke en som har nået rigtig med vand at gøre...", sagde hun lidt eftertænktsomt, før hun gav slip.

Artemios modstod en stærk træng til at tage fat om halsen på hende, og tvinge hende væk fra sig. "Jeg finder tidsnok ud af det." ssagde han roligt, og så på hende. Egentlig havde han ikke så travlt med et finde ud af det. Han ville først have mere styr på selve det at være vampyr, før han gav sig til at spekulere på sådanne ting.