heldig...Eller?

Dato : 20/5
Årstid : forår
Dag : torsdag
Vejr : solen skinner
Sted : Strand
Tid : eftermiddag
Omgivelser: strand og næsten mennesketomt

Thrándil vidste ikke helt hvorfor han var gået til stranden, normalt undgik han stranden, den var alt for stor for han.
På havde han sit sædvanlige tøj, grønne bukser, grøn trøje og lette stof sko.
Hans lange, gyldne hår dækkede for hans ører.
Mens han gik gennem det bløde, lune sand mod vandet tænkte han nogle ting, et lille problem han havde som gjorde ham forvirret.
Han lagde for en gangs skyld ikke mærke til sine omgivelser.

Baby gik, med et ubekymret smil, i vandkanten. Hun havde sine sko i den ene hånd, så de ikke skulle blive våde, når de blide bølger skyllede ind over hendes fødder. Hun bed sig let i læben, og holdt armene ud fra kroppen, som om hun gik på line. Hun løftede blikket, da lugten af elver nåede hende, og betragtede let personen længere nede af stranden. Gjorde dog intet forsøg på at etablere kontakt. Endnu i hvert fald.

Han stoppede lige præsic så vandet ikke ramte ham og så ud over vandet.
Idag ville han så solnedgangen, han var blevet forhindret igår.
Pludselig nåede en underlig lugt ham og han så til siden.
Han havde aldrig støt på lugten før, han kendte varulve, vampyre, mennekser....Men han kendte ikke lugten af dæmon.
Derfor så han nysgerrigt på hende

Baby stoppede op få meter fra den fremmede, og så lettere undersøgende på ham. Armene havde hun ladet glide ned langs siderne, men hun svingende endnu let med sine sko. "Hej.." sagde hun så, da hun jo et eller andet måtte sige.. De kunne jo ikke bare stå sådan, og glo på hinanden i tavshed... Det mente Baby i hvert fald at de ikke kunne.

Han så lidt på hende men gik ikek tættere på, ikek før om an vidste og hun ville noget ondt.
"Hej" svarede han med sin venlige smukke stemme og så fortsat studerende på hende.
Han så sig lidt omkring, men der var så godt som menneske tomt.
"Hvad er du?" spurgte han og så på hende igen

Baby så kort undrende på ham. Han vidste hvad hun var? Kunne han ikke lugte eller hvad? Tanken frembragte et svagt fnis på hendes læber, men hun rettede sig dog en smule op, da hun kom i tanke om at han stadig manglede et svar. "Jeg er sjæledæmon. Og du er elver.. Ikke også?" svarede hun så, og så på ham med smilende øjne. Selvom Baby var dæmon, så var der altid en aura af uskyld omkring hende... Som et barn... Baby var på mange måder som et barn...

Dæmon?, skulle han så frygte hende? Lige nu nok ikke.
"Jada" sagde hans som svar
"Jeg er elver...." han så lidt på hende, Han havde altid forestillet sig dæmoner som nogle store onde nogle som bare ville sprede død og ødelæggelse.
Men som så mánge gange før fandt han ud af at de faktisk var venlige nok, han havde mødt en venlig vampyr, en venlig varulv...Nå ja og en ikke så venlig varulv...Men bortset fra det.

Baby nikkede let. Så var hun altså ikke helt fortabt endnu.. Godt at vide!
"Hvad hedder du så?" spurgte hun, og så nysgerrigt på ham. I det mindste løb han ikke skrigende væk. Det havde nogle væsner det med at gøre... Men det var nu som regel ganske unødvendigt... For Baby var ikke farlig, når hun var mæt. Og hun sørgede som regel for at 'spise' med jævne mellemrum. At der så døde et menneske, eller en engel ved det, det var ikke noget hun tog så tungt... Kun den stærkeste kunne jo overleve...

"Thrándil" svarede han, han gik lidt til siden til en stor kampesten hvor han satte sig ned.
Han så på dæmonen, hvad spiste sådan en enlig? Han vidste da nok de ikke var vegetare, så han tænkte hurtigt på noget andet.
Han havde det tit med, nå han mødte en ny race, at starte med at se dem som en slags dyr, hvad spiste de, hvor boede de osv.
Men det var ikke ment som at han var mere end dem, han var bare nysgerrig.

Igen nikkede Baby, og betragtede ham, som han satte sig ned. "Jeg er Baby." sagde hun så, da det jo egentig var det mest logiske at præsentere sig selv også. Hun blev stående hvor hun var, men flyttede blikket ned langs stranden, da hun mere eller mindre tabte interassen for den tavse elver.

"Hvor bor du enlig?" spurgte han mens han lagde hoved lidt på skrå.
"I byen sammen med mennskerne? Eller et mere tomt sted?" Han fuldte hendes blik og så selv og over stranden og havet.
Solen var på vej ned.
Så så han på hende igen

"Jeg bor skam inde i byen. Men det er nu ikke ret mange mennesker, der kommer ved Petronia." svarede hun, og pillede ved sit hår.
Øjnene vendte næsten modvilligt tilbage, til elveren, og hvilede på hans ansigt. - Undgik dog behændigt hans øjne.
"Hvad med dig? - Bor du selv blandt menneskene?" spurgte hun så, og et nysgerrigt udtryk gled over hendes blik.

"Nej, jeg bor i skoven hvor jeg er født og opvokset...Jeg går tit en tur i byen og jeg ville aldrig kunne leve med at være spørret inde mellem 4 vægge samtidig med der er evig larm og kaos" sagde han og så på hende
"Eller sådan synes jeg"

Baby mumlede tænksomt, og nikkede så. Hun kunne let følge ham. Ikke at larmen generede hende synderligt - hun var ofte en del af den - men det med at blive spærret inde mellem fire vægge... Der var jo en grund til at hun befandt sig så meget udendørs, når hun ikke var på arbejde, eller sov hjemme i lejligheden. Hun kunne nu godt lide sin lejlighed. Hun havde sådan en utroligt venlig seng. Den smilede til hende når hun tidligt om morgenen kom hjem efter en lang nat i baren. Vuggede hende blidt i sin favn, indtil hendes øjne gled i, og den kunne bære hende ind i drømmenes rige.

"i skoven sover jeg selvfølgelig også mellem 4 vægge, men på en anden måde og ikke mellem en masse andre huse" sagde han og så fredsommeligt ud over havet