Tranquilité - Til Labashi

Dato : Irl - 26. maj 2010
Årstid : Forår.
Dag : Onsdag.
Vejr : Solsin og blå himmel. Omkring 20 grader.
Sted : en sti et sted i den fredfyldte skov
Tid : 16:00
Omgivelser : Skovomgivelser - Brede skovstier. Det er stadig meget lyst eftersom træerne ikke er sprunget heldt ud endnu.

Sidsel trak vejret helt ned i maven. Hun havde lige fået fri fra skole og var taget til La Sunisha for at slappe af. Hendes venner havde fortalt hende om byens fantastiske naturomgivelser, og hun havde tænkt, at det ville være rart at komme lidt væk fra noget af døden og ødelæggelsen, hun var omgivet af i Sheria. Der var i hvert fald ingen vampyrer på denne her tid af dagen. Hun lukkede øjnene og smilede. Følte sig fri. Hvor hun dog elskede foråret! Hun gik lidt ned af en lille jordsti indtil hun kom til en bredere skovvej, der krydsede den. Hun havde ikke noget kort over skoven, og hun havde aldrig været her før, men hun følte sig alligevel ret sikker her mellem alle de lysende grønne blade og det strålende solskin. Hun drejede ned ad den åbne skovvej og hilste venligt på et ældre ægtepar, der også var ude at gå tur.

Labashi holdt sig normalt på overstand for disse områder. De var farlige at befinde sig på, men efter så mange timers overvejelser, havde Labashi besluttet sig for at gå en tur. Han var, som altid, klædt i grå, men idag havde Labashi ikke bundet vingerne til ryggen. De var blot sammenfoldede. Han var i en del bedre humør end han plejer. Han havde tjent ind til at kunne slappe af de næste per dage. Få sekunder siden havde et gammelt par passeret ham, mens han sad og slappede lidt af. Parret havde ikke set ud til, at de havde set hans vinger, ellers troet de bare at det var en engle kostume. Labashi tænkt lidt overrasket over at selvom han havde alle negative tanker om skoven, så føles det stadig meget beroligende. * Djævelen er også beroligende* tænkt han og smilede ved tanken. Der var ikke mange der gik rundt her, men det var i hvert fald mere end han havde troet. "Pfft" sagde han og begyndt at fløjte, (eller prøvet) mens han rystede de næsten forstenede vinger.

Imellem alle fuglefløjtene var der en spøjs, malplaceret lyd, men hun tog sig ikke af den først og fortsatte bare med at gå. Det var sikkert bare en fuglerace, hun ikke kendte. Lyden af grus og sand under hendes fødder var beroligende. Imens kom den spøjse lyd tættere på. Pludselig gik det op for Sidsel, at det var en i nærheden, der sad og fløjtede. Hun smilede skævt og gik uvilkårligt mod lyden.
Da hun først så ham, troede hun, den unge mand var en statue. Hvis det ikke lige havde været for fløjtelyden, sad han så stille, at man sagtens kunne tro, han ikke var gjort af kød og blod... eller hvad han nu var lavet af. Med undren bemærkede Sidsel hans anderledes udseende. Det var som om han havde malet sig selv over med en grå pensel. Hans grønne omgivelser forstærkede hans grå statueindtryk yderligere.
Hvis han havde lagt mærke til hendes tilstedeværelse, viste han det ikke, og Sidsel trådte forsigtigt tættere på. Hun havde lyst til at hilse, men vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle begynde. I sin undren over den fremmede, glemte hun at se sig for, og snublede over en gren. Hun landede på alle fire med et udbrud.
*smooth move...* tænkte hun sarkastisk. Nu var hendes tilstedeværelse helt sikkert ikke nogen hemmelighed.

Labashi bemærkede noget kom tættere på, men tog sig ikke af det. Rygterne sagde at selv træerne kunne gå i de her områder. Han kunne ikke lide tanken. *Træer der kunne gå? så mangler vi kun flyvende mennesker* Han fløjtede uforstyrrede videre, indtil noget fladt foran ham. Han sprang op, mens hans vinger slog vildt efter noget luft der kunne bære dem. Smerter brud igennem ham, hans vinger var en ren ild. Han gav op, han kunne ikke komme ud herfra, hans vinger var for store til at flyve mellem træer og planter. Med et faldt han ned på knæ. Da han igen havde styr på tingene, kiggede han med sammenknebet øjne på det der havde forskrækket ham. Det var en pige, et menneske, ikke så gammel, måske teenager. Uundgåeligt startede han med at grine, først stille, men så højere. Mens han grinede gik han stille mod pigen og rakt hende hånden. Da han igen havde fat i trådene sagde han "Er du ok?" Hans øjne var våde af tårer.

Sidsel opfangede at skikkelsen sprang op da hun landede lige foran ham. Hun så ikke hvad der foregik, men hun kunne tydeligt mærke luften bevæge sig og høre en voldsom flaksen. Hun regnede ud at vingerne på hans ryg åbenbart ikke var nogen udklædning...
Efter noget tid stoppede baskeriet og en pludselig boblende latter fik hende til at se op. Væsenet - for han var da i hvert fald ikke et menneske - var kommet hen til hende med udstrakt hånd. Han grinede højt og hjerteligt, men Sidsel blev alligevel nervøs. Man vidste aldrig, hvad man kunne forvente sig af overnaturlige væsener. Hun var jo egentlig også taget herud for at slippe for den slags i dag. Han virkede imidlertid venlig nok, og han udstrålede en vis ro, ikke på samme måde som den vampyr, der havde angrebet hende. Hun skævede lidt til hans øjne, der var våde af latter. Så sjovt synes hun heller ikke det var at være klodset, men han virkede ikke spor skadefro, så hun kunne tilgive ham.
"J-j-j-ja tak, jeg har det f-fint," hun tog imod hans hånd og lod ham hjælpe sig op. "U-uu-undskyld, hvis jeg forskrækkede dig..."

Labashi smilede blot venligt "Det er jeg glad for at høre. Og det gør intet, det var lidt min fejl, jeg var lidt væk i min egen verden" sagde han og fortsat "Men jeg tror aldrig det har gavnet nogen at lege spion, og vil aldrig gavne en unge pige som Dem." han lo. Labashi foldede vingerne igen, hvorefter han bukkedelet som hilsen. "Hvad laver De her? Der plejer ikke at komme så mange unge menneske til denne gamle og kedelig skov" han så på hende mens han tænkt *og en del farlig skov*. Han fjernede nogen af de blade der har sat sig fast til hans tøj og hår.
Han kiggede på hende, lavet som om han ventet på hendes svar, men han prøvet at se ind, ind i hende. Måske var det nu han skulle forfølge sin pligt og træde ind på sin plads. Han rystede let på hoved, i forsøg på at få tanken ud, men det lykkedes ikke. Han håbet at hun ikke havde set det.

Sidsel hævede et øjenbryn og smilede forundret over hans gammeldags, ærbødige måde at føre sig på og snakke på. Hun havde aldrig hørt nogen sige "De" til hinanden og slet ikke til hende!
Hun vidste ikke helt om det korrekte ville være at svare med et "De" også, men det virkede bare så påtaget. Hun ville ikke fornærme, hvad han nu var, og valgte at neje kort som præsentation.
"Undskyld, men jeg prøvede ikke at udspionere dig- Dem. Det egner jeg mig slet ikke til." hun grinede nervøst.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til hans spørgsmål om hvorfor hun var i skoven. "Jeg er her m-m-m-mest for at slappe af. Her v-v-vi-virker så beroligende..." hun kiggede forsigtigt på ham og bemærkede en kort trækning i hans ansigt, og hvordan han hurtigt vendte øjnene væk fra hende. Det undrede hende kort, men hun tog sig ikke rigtig af det.
"Du, øh De, så også ud til at nyde stilheden...?"
Den lille menneskepige så, hvordan han bevægede vingerne på ryggen og spilede forbavset øjnene op. "I-i-imponerende kostume," bemærkede hun henvendt til hans vinger og usædvanlige grå make-up. "Har d-d-... De været til kostumebal? Eller rollespil?"