En fredelig aften? - Angelie

Hun rynkede undrende panden, da han begyndte at fortælle lidt om hvad der var sket. "Jeg har altid troet det var noget af det værste der kunne ske" indrømmede hun lidt efter, mens hun nikkede et par gange. "Så du er ikke til kamp.. Hmm.." Den bemærkning kom mere fordi hun tænkte højt. Det virkede da ikke rigtigt.
Langsomt prøvede hun at sætte sætningen sammen inden i hovedet, men ligemeget hvordan hun vendte eller dejede den, kunne hun ikke få det til at være godt. Det var pinefuldt at blive bidt.. Eller det mente hun i hvert fald.
"Hvordan kan man leve uden at ville slås for sit liv.. Ja nu du jo ikke ligefrem i live længere.. Men før?"

Artemios trak på skuldrene. "Man kan bare være høflig. - Det virkede for mig." svarede han, og smilede svagt. "Men tro nu ikke, at jeg bare sad stille, og så til mens han forvandlede mig. Selve bidet gjorde mig ikke noget, det havde jeg overlevet før. Men forvandlingen. Det ville jeg ikke være med til." Han rystede svagt på hovedet. Der var ikke noget, der kunne gøre det i orden, at han ikke havde været mere stædig. Jo, han havde da godt nok fået gjordt den vampyr vred som ind i helvede, men han havde ikke holdt ud længe nok...

Hun nikkede lidt, mens hun igen overvejede mulighederne. Nu jagtede hun jo heller ikke selv alt bare fordi de var væsner.. Nogle af dem var trods alt ret flinke. "Det kunne jeg aldrig drømme om at tro" svarede hun med en anelse af drilleri i stemmen, da han sagde at han ikke havde siddet stille.
"Og jo.. Biddet er altså også slemt" tilføjede hun hurtigt, efter hun lige havde oplevet det, og kunne med lethed erindre smerten fra det stadig. "Nu er jeg tvunget til at rende med tørklæde om halsen, fordi du var sulten.. og jeg hader tørklæder.. De får mit ansigt til at se tyk ud". Bemærkningen var ment i en drillende tone, selvom det hele var sandt. Hun kunne virkelig ikke fordrage tørklæder.
"Well.. Jeg håber da du får fingrene i ham der din skaber en eller anden dag."

Artremios grinede af hendes kommentar, og rystede på hovedet. "Sulten er nu engang hvad der styrer en ny vampyrs tanker og handlinger." sagde han, og så overvejende på hende. "Så det gør du? Hvorfor?" spurgte han, og så indgående på hende. Han kunne godt forestille sig hvorfor, og det håbede han da også selv. Både så han kunne takke ham, og dræbe ham. For på nuværende tidspunt ville han helst ikke undvære det liv der var blevet ham tildelt. Det var så meget sjovere end at være menneske.

"Du er ikke sulten lige nu vel" svarede hun langsomt, inden hun kørte en hånd igennem det brune hår, for at få det fjernet fra ansigtet. "For jeg kan altså ikke tilbyde dig mad, den næste uges tid". Hun rystede lettere opgivende på hovedet, mens hun langsomt tænkte.
"Fordi hvis jeg var blevet tildelt sådan et liv, uden selv at have valgt det, ville jeg få fingrene i ham, og slå ham ihjel" hun nikkede lidt, og mente at det nok også var det han ønskede. Eller noget i stil med det.

Artemios smilede svagt, og rystede på hovedet. "Jeg har fået nok til de næste par timer." svarede han. "Men du må hellere sige den næste måned. Du vil ikke være kommet dig fuldstændig før om en måned." kommenterede han.
Sad et øjeblik, og tænkte lidt over hendes svar. "Det har jeg egentlig også planlagt. Men jeg ville ikke undvære det nu." svarede han, og så på hende, for at læse hendes reaktion.

Et lav suk gled over hendes læber, da han snakkede igen. "En måned" peb hun forfærdet og skød langsomt underlæben frem. En måned var al for lang tid efter hendes mening. "Hvor lyder det bare.. Deprimerende".
Mens hun rystede opgivende på hovedet, og overvejede hvad hun skulle foretage sig i så lang tid uden sin fulde styrke, lyttede hun stadig til hans fortælling.
Overraskende over hans sidste kommentar, hævede hun hurtigt blikket mod ham. "Virkelig? Du vil hellere rende rundt og myrde andre mennesker.. Uskyldige, for at tilfredsstille dig selv.. Har du aldrig hørt at man skal elske sin næste"

"Jo, det har jeg... Jeg var præst ved Werclare Domkirke. Og nej, det er ikke fordi jeg holder af at slå ihjel - det har jeg aldrig gjordt - men det er nu engang nødvendigt. Men jeg har ikke lyst til at skulle sidde, og forsvare, at jeg ikke ville bytte tilbage selv hvis jeg havde muligheden. Det er en åndsvag diskution, og utroligt kliché." svarede han roligt, og vendte blikket op mod himlen. Han havde en fandens dårlig samvigtighed over det han havde gjordt mod sin søster, men alligevel. Et eller andet sted var han glad for at han var den første der bed hende, og at hun ikke havde gennemlevet det før hun mødte ham.

"Virkelig? SÅ du var en præst" mumlde hun langsomt, inden hun svagt rynkede på næsen. Efter hendes mening var der for mange mennesker, der gik alt for meget op i religion.
"Du behøver skam ikke forklare dig selv.. Jeg forstår det bare ikke.. Men ingen forstår jo alt"mumlede hun en anelse forarget, over at hans tone vendte 180 grader på så kort tid.. Eller sådan virkede det.
Istedet trak hun bare på skuldrene, og kunne ikke lade være med at grine kort. "Kliché? Hvordan kan det være sådan en?" spurgte hun nysgerrigt, inden hun trak benene ind til kroppen i en langsom bevægelse.

Artemios nikkede let. "Ja... Ja, det var jeg." bekræftede han. Han havde holdt af at være præst. Ikke mindst var det et forbandet godt dække, men man skabte sig også bekendtskaber i menigheden. Nu var den tid desværre forbi for Artemios, men igen. Han tog det ikke helt så tungt. Han havde jo fået noget andet - til tider bedre - i bytte.
Han vendte blikket mod hende, da hun spurgte ind til hans ord valg. "Sig ikke, at du ikke har måttet forsvare gerningen som dusørjæger, overfor utallige væsner. De fleste væsner søger som regel at overbevise jægere om at det de gør er forkert. Samtidig med at jægerne forsøger at retfærdiggøre den nedslagtning de foretager på væsnerne." svarede han roligt.

Hun skulle lige til at protestere, da han begyndte at snakke om rigtigt eller forkert omkring væsnerne. Det virkede.. Underligt sådan at snakke med en vampyr, der lige havde sat tænderne i hende to gang, og hun var ikke stukket af endnu. *Jeg må virkelig være blevet godt tosset*. Den tanke legede lidt inden i hendes hoved, mens Angelie lyttede opmærksomt.
"Jeg slagter ikke alle væsner" forsvarede hun hurtigt sine handlinger og lod armene glide over kors. "Kun dem der fortjener det, fordi de bringer mennesker i fare for sjov.. Jeg ved godt at de har brug for det til at overleve, og jeg lader dem også gøre det" Hun nikkede lidt. Hun havde dog ikke været udsat for at skulle forsvare sine gerninger overfor så mange andre væsner før, da de fleste ikke engang havde vist at hun var dusørjæger.

Artemios smilede let af hende, og rejste sig fra bænken igen "Forsvarsposition." Var hans eneste svar, før han igen begyndte at gå, med rolige skridt. Mon ikke han kunne finde et andet menneske også? Et hvorpå han faktisk kunne mætte sig? Jo, det måtte han prøve at gøre. For mæthed var skønt... Smukt næsten...