Hvorfor sker det her altid for mig?...

Sted. På hospitalet
Tid. 21.32
Omkring. Bippende maskiner og andre hospitals ting
Vejr. Det regner udenfor
Dag+ Dato. IRL
Påklædning. Hospitals kluns..

Rose lå i en af de mange værelser på hospitalet. Der havde været nogen som havde fundet hende i Domkirken, sønderbanket. Hun havde haft sår rundt på hele kroppen, men havde heldigvis helet hurtigt og havde kun nogle få ar efter det og man kunne ikke rigtig se det. Andet end det havde hun brækket næsten alle knogler i den ene arm og havde derfor gips på armen, omkring håndledet og havde et eller andet rundt omkring sine fingre. Hun havde også gips omkring sit ene ben og bandager rundt omkring sine ribben og omkring sin anden arm da hun havde været blevet stukket der. Hun sukkede lavmælt og så op i loftet og kunne næsten ikke bevæge sig uden at det gav et jag af smerte igennem sig. Hun havde egentlig bare brug for lidt selskab nu så hun glemte sine smerter.

Kenneth viste endelig ikke hvorfor han selv var havnet på hospitalet, han kunne ikke rigtig huske andet end at han lige pludselig var faldet om ude på gaden foran andre mennesker også havde der opstået nået panik, hvor han så lige nåede at høre nogen sige, " ring efter en ambulance" derefter faldt Kenneth helt ind i sig selv og vågnede så først op nu og så sig lidt omkring. Han var hverken bange, undrende eller tænkende, han lå bare og så sig lidt omkring, og synes endelig at det var ret spændende at være indlagt, fordi det var første gang det var sket for ham. Han lå lidt og så på den maskine som var koblet til hans arm så de målte hans hjerte rytme, men han tog den af da han fik færten af en engel og smilte lidt. Han rejste sig roligt op af sengen og mærkede kort en dunken i hovedet, men den forsvandt hurtigt igen. Kenneth fik set sig grundigt omkring før han gik helt ud på gangen og fulgte efter engle duften, men han fandt faktisk ud af at de kun lå to værelser fra hinanden. Han tog forsigtigt fat i håndtaget til døren og åbnede den roligt, han fik lidt et chok over synet af englen som så meget tilredt ud og bed sig lidt i læben. Men gik så forsigtigt ind i rummet óg lukkede døren efter sig. Han ville hende intet ondt og det håbede han da at hun forstod, inden hun ville gå i panik og råbe efter hjælp.

Rose kunne langsomt mærke et andet væsens tilstedeværelse og hun kunne mærke at vedkommende kom tættere på. Hun kunne ikke lade vær med at føle lidt frygt over hvem det mon var og så hurtigt over på døren da den blev åbnet. En fyr trådte ind i rummet og hun lagde hovedet svagt på skrå og undrede sig lidt over hvorfor mon han var der. Hun tvang sin frygt til at forsvinde, da hun ikke orkede at være bange for hvad der kunne ske med hende. Han så da heller ikke særlig farlig ud. Så for nu, valgte hun at stole på ham. Hun trak svagt i mundvigen så hun smilte svagt "Jamen goddag" sagde hun med en lidt hæs stemme og prøvede at være munter og se ud som om at det ikke var så pokkers slemt at være havnet på hospitalet med de skader som hun havde fået.

Kenneth studerede hende lidt imens hun lå der og havde allerede talt alle de skader hun havde fået og løftede lidt det ene øjenbryn, men lod det hurtigt falde igen og kunne ikke rigtig fatte, hvordan man kunne få sig selv til at skade sådan et fredeligt og uskyldigt væsen som en engel. Han tog roligt fat i en stol som stod henne ved døren og bar den hen til hendes seng og satte sig ned på den, han gav hverken negativ eller ondskabsfuldt energi fra sig, så han ville som sagt ikke nået ondt med hende. Han lod sit blik glide op af ned af hende, selvom han havde hørt at hun talte til ham, men lod det ligge for en stund, indtil han lod sine varme mørkegrønne øjne havne på englens ansigt og smilte venligt. "Du behøver ikke snakke, det tager vist for meget af din styrke.. men bare rolig, jeg gør dig ikke nået, medmindre du vil have mig til dig" drillede Kenneth og smilte skævt. Man kunne vel godt være lidt sjov for at få hende til at smile eller tænke på nået andet end at hun faktisk var indlagt. Han kiggede lidt på hendes skrammer igen og var imponeret over at hun ikke var død af dem, for det ville et menneske helt sikkert have været.

Rose betragtede ham lidt og løftede et øjenbryn af ham da han kom nærmere med en stol. Hun sagde ikke noget til det, og var egentlig ret glad for lidt selskab, men kunne bare ikke forstå hvorfor han kom over til hende. Men hun beklagede sig dog ikke over det. Hun smilte svagt til ham og kunne ikke mærke nogen fare omkring ham, og slappede derfor lidt mere af. Hun kunne ikke lade vær med at smile muntert til ham da han sagde at hun ikke burde tale "Jeg overlever skam.." sagde hun lavmælt og plejede at være stædig som bare pokker. Hun smilte lidt over hans drillerier og så på hans ansigt "Uha.. Nej, det vil jeg jo ikke. Det bliver nu mere mig som skader dig hvis du prøver på noget.." sagde hun og drillede tilbage. Hun elskede lidt drilleri, så hun var egentlig glad for at han godt kunne finde ud af at drille lidt. Hun prøvede at sætte sig lidt op, men det resulterede bare i at hun udbrød et lavmælt støn af smerte og lå derfor stille igen.

Marcus smilte lidt over de ting hun sagde og kunne ikke lade være med at finde hende ret interessant at se og høre på, selvom hun lignede en som lige nu var faldet ned fra et træ eller et tag. Han lyttede til hendes stemme og indånede diskret hendes duft som kom fra hende, selvom hun var godt indpakket. Engle havde altid haft en eller anden speciel effekt på ham, han viste bare ikke hvordan, de facinerede ham bare rigtig meget og derfor kunne han aldrig få sig selv til at skade en. Han blev glad over at han drillede igen, fordi så betød det da at hun sagtens kunne tåle at blive drillet af ham, han grinte lavt over det hun sagde og trak kort på den ene skulder, "måske.. men selvom i engle kan have en stærk evne, så vil dæmoner og andre racer altid være fysisk mere stærke end jer.. det er ikke nået vi selv kan bestemme, selvom vi gerne vil.. men som sagt, jeg har ikke tænkt mig at gøre dig nået" sagde Marcus venligt og kørte en hånd gennem håret. Han rejste sig lidt op da han så at hun fik ondt og lagde sin ene hånd på hendes seng og så bekymret på hende. "Må jeg hjælpe dig? Jeg kan fjerne det meste af smerten" sagde Marcus og smilte svagt.

Hun tyggede sine tænder hårdt sammen af den smerte som havde gået gennem sin krop og tvang sine tåre og hulk væk, og brød sig ikke om at vise svaghed overfor andre væsner, da hun havde lært at det var et tegn på at man ikke kunne klare til ting og at man bare var en piveskid. Og det ville Rose helst ikke blive set som. ".. Måske har du ret.." hviskede hun omkring at engle var nogle svage væsner. Hun så undrende op på ham og kunne godt lide tanken om at få smerterne væk "Hvordan?.." spurgte hun med en lavmælt stemme og smilte op til ham. Man kunne let se smerten i hendes øjne, men alligevel var hun så pokkers munter. Rose var vidst bare ikke den som var trist. Hun brød sig heller ikke så meget om det og ville helst være munter og havde mottoet 'smil til verden, og den smiler tilbage til dig'.

//Fuck! Kom til at skrive navnet forkert i det sidste indlæg, det skal du ikke lige tage dig af Heh xD//

Kenneth smilte svagt til hende og ville for alt i verden gerne hjælpe hende med at få det bedre, han satte sig roligt ned på stolen igen, men kunne ikke lide at se smerten var så tydelig på hende, så derfor lagde han roligt sin hånd på hendes arm, han var meget forsigtig med ikke at gøre ondt værre, så sygeplejskerne ville opdage at han ikke lå i sin seng og at han faktisk forstyrrede end anden patient, men han kunne ikke bare gå fra hende og lade hende lide på denne her måde. Kenneth smilte opmuntrende til hende og bed sig kort i læben, " bare rolig, du kommer ikke til at mærke til det særlig tydeligt, det vil måske bare lige komme til at stikke lidt der hvor dine sår er, men det er ikke nået som er ligeså slemt som smerten" forklarede Kenneth og smilte svagt igen. Men lidt efter lukkede han sine øjne og begyndte at rykkede lidt på sin hånd som lå på hendes arm, men langsomt begyndte hans hånd at lyse et lille gylendt skær. Englen ville nu kunne begynde at mærke der hvor hun havde ondt at der kom nogle små stik, men det var ikke sælig slemt, ihvertfald ikke nået hun ville græde, skrige eller sige av til. Måske rykke lidt på sig, men det ville også være det. Kenneth sad helt stille i stolen og kunne ud fra sin evne mærke at hendes sår var så småt bed at gå væk, men det tog nået tid.

// Havde ikke engang lagt mærke til det xD.. Jeg har ikke set nooooooget! ;) xD//

Rose så op på ham og fjernede ikke sit blik fra ham imens han satte sig tilbage i stolen igen og kunne mærke hans hånd på sin arm. Hun bed sig blidt i underlæben og var lidt usikker med at gøre det her. Men hun vidste jo godt at det var enten dette, eller at ligge og have smerter. Hun gav sig selv en mental lussing for at få sig selv til at se at det var en god ting at lade ham hjælpe hende og tog en dyb indånding. Hun spændte sine raske muskler da hun mærkede den stikkende følelse rundt omkring i sin krop og syntes at det var ret ubehageligt. Hun havde trukket sit blik op i loftet og lod sine tanker vandre et andet sted hen så hun ikke ville ligge så meget mærke til de stikkende følelser på sine sår og sagde intet imens han hjalp hende.

Kenneth kunne skam sagtens mærke på hende at det gjorde lidt ondt, men det måtte hun desværre leve lidt med endnu, for han ville ikke stoppe før han var sikker på at hun i det mindste kunne sig, uden at skulle dø næsten. Han bed tænderne lidt sammen, imens han brugte sine evne og prøvede at gøre det lidt hurtigere, men det var svært når der var så mange skader på hende lige nu. Men han kunne godt mærke når nogen af dem forsvandt eller blev utydeligere end før, for det lettede også lidt på. Efter endnu et stykke tid, stoppede Kenneth med at bruge sin evne og tog sin hånd til sig, for han kunne mærke at han havde taget det værste af hendes smerter på hendes sår og lænede sig tilbage i stolen og sank en lille klump. Kenneth var lidt udmattet og tog sig kort til hovedet, han svedte, men man kunne kun se det, fordi der løb en sved dråbe ned fra hans pande og ned langs hans kindben og faldt ned på hans tøj. "Nu skulle du have det meget bedre.." hviskede Kenneth og sank endnu en klump.

//Nej Haha xD//

Rose blev ved med at se op i loftet og havde sine muskler spændt. Hun åndede lettet op da hun kunne mærke at de fleste smerter i hendes krop forsvandt og da hun kunne mærke at han var færdig. Hun så over på ham og smilte taknemmeligt "Tusind tak" sagde hun og satte sig langsomt op i sengen. Der var stadig nogle få steder hvor hun var lidt øm, men kunne sagtens leve med det. Hun så på dæmonen som nu sad i stolen og så ret udmattet ud. Hun rakte sin ikke'gips'belagte hånd over og lagde den på hans ene skulder og sendte ham et venligt og varmt smil og var virkelig glad for det han havde gjort for hende.

Kenneth smilte svagt til hende, han kunne godt mærke at det havde taget lidt på ham at fjerne så mange af hendes smerte og nogle af hendes sår, men han ville gerne hjælpe hende og det havde han endelig fået gjort nu. Han nikkede lidt til det hun sagde og tørte sveden væk fra sin pande, " det var så lidt.. jeg er glad for at have hjulpet" sagde Kenneth og smilte varmt til hende. Da han mærkede hendes hånd på hans skulder, vendte han roligt blikket ned på den og smilte svagt. Han bed sig lidt i læben, inden han lagde sin hånd på hendes og nussede den lidt, inden han tog sin hånd væk igen og tog en dy indånding for at få nogle af sine kræfter tilbage i kroppen igen.

Rose nikkede af det han sagde og lagde hovedet let på skrå "Hvordan kan jeg gøre gengæld?" spurgte hun og brød sig ikke om at han havde gjort noget godt for hende uden at hun gjorde et eller andet til gengæld. Hun så lidt ned på sin hånd da han lagde sin egen hånd over den og smilte muntert til ham og trak sin hånd væk da han oss gjorde. Hun lod ham sidde lidt i fred og ro så han lige kunne komme til kræfter igen og betragtede ham mens han gjorde.

Kenneth lavede kort store øjne, men rystede så på hurtigt på hovedet og smilte svagt. Han ville ikke have at hun skulle gøre noget til gengæld og slet ikke når hun stadig ikke helt var kommet til kræfter endnu. Han smilte venligt til hende og satte sig lidt bedsre i stolen og var kommet sig lidt mere efter at have brugt sin evne så meget, " du behøver ikke gøre nået til gengæld, som dæmon fortjener jeg heller ikke nået som helst, jeg er som sagt bare glad for at kunne hjælpe dig så du for det bedre" sagde han med et varmt smil til hende og kørte en hånd gennem håret, imens han så på hende. Kenneth havde godt lagt mærke til at hun betragtede ham, men det gjorde ham nu ikke så meget, for han synes også at hun var en køn pige, men det var alle engle synes han, men alligevel kunne ikke lade være med at tænke på det.

Rose så på ham og kunne ikke lade vær med at smile over det han sagde "Ikk sig sår'n noget.." mumlede hun og syntes at det var noget værre ævl som han lukkede ud "Som dæmon fortjener du lige så meget som alle andre. Og jeg insistere på at gøre et eller andet for dig. Jeg vil blive fornærmet hvis du afviser" sagde hun med et skævt smil og så på ham og kunne egentlig godt lide denne dæmons selskab.

Kenneth kunne ikke lade være med at grine lidt, men smilte så skævt til hende og trak kort på den ene skulder. Han viste ikke rigtig hvad han skulle sige, så hun ikke sagde ham imod eller sagde noget helt andet, for at skifte emne. Han sukkede derefter lidt og lænede sig helt tilbage i stolen igen og gav sig til at tænke på nået hun kunne give ham, men han kunne ikke finde på noget og gav sig bare til at ryste på hovedet igen. "Jeg kan desværre ikke finde på noget... så må du selv finde på nået du kan gøre til gengæld, for jeg er blank" indrømmede Kenneth og smilte svagt. Han kørte endnu engang en hånd gennem sit hår og lod det falde som det havde lyst til.

Rose betragtede ham mens han tænkte og smilte lidt over at han var blank og kunne jo ikke finde på noget selv, da hun jo ikke vidste hvad han ville have og hvad han kunne lide og sår'n noget. Hun trak svagt på skuldrene og så lidt frem for sig "Jeg ved det heller ikke" sagde hun muntert og lod sin raske hånd gå op og stryge sig gennem sit hår og så tilbage på ham.

Kenneth smilte svagt over at de var havnet i samme situation lige nu, med ikke at kunne finde ud af hvad hun skulle give ham til gengæld for at han havde hjulpet hende. Han bed sig lidt i læben, men smilte så skævt til hende og kløede sig kort i nakken, "hmm.. du kunne gøre ligesom i de fleste film at give et kys som belønning for min heltemodige gerning" drillede han og gav sig til at grine lidt. Men ikke for højt eller for meget, for der var jo nødig nogen som skulle høre ham. Han løftede kort det ene øjenbryn og smilte skævt til hende stadig, han håbede at hun forstod at det var for sjov, men det var jo hendes valg om hun ville give et eller ej.

Hun kunne ikke lade vær med at grine over det han havde sagt og lagde sin pegefinger mod sin hage i en tænkende mine "Hmm.." mumlede hun overvejende og løftede et øjenbryn. Hun trak på skuldrene og lænede sig over mod ham og gav ham et hurtigt kys på kinden "Tak for hjælpen" sagde hun derefter og trak sig igen væk fra ham og rystede på hovedet af ham og så lidt ud i luften og blev ved med at smile.