Afveksling - til Éowyn

Dag + Dato: Fredag. d. 1/9 2009
Tid: 13:35
Sted: et busstoppested lige foran Benjamin Centre
Vejr + omgivelser: Skyer, men ingen regn. Behagelig temperatur, så man behøvede ikke noget særligt overtøj. Det vrimlede med mennesker og andre væsener.

Sidsel steg af bussen og lod sig føre med mængden hen mod det store center, der tårnede sig op midt i byen. et lille smil viste sig på hendes læber. Det var længe siden, hun havde været ude at shoppe. Det ville være skønt at foretage sig noget afslappet og nogenlunde normalt efter alt det skøre, der var sket...
Hun hankede op i sin grå, slidte skuldertaske og gik med raske skridt mod de automatiske skydedøre, der med en let, slæbende lyd åbnede sig.
Alt det ville hun slet ikke tænke på nu. I dag skulle være en god dag uden nervøse sammenbrud og panik.
Hun gik hen til den første, den bedste butik, der fangede hendes opmærksomhed. Det var en butik, der solgte røgelse, krystaller, bøger om astrologi og wikka og andre spirituelle, okkulte fænomener. Hun tog en en indbydende glat, lillaskinnende sten og vejede den let i hånden. Ifølge skiltet skulle den virke beroligende og skræmme onde ånder væk. Sidsel smilede. Hun havde aldrig rigtig troet på sådan noget, men lige nu lød det ikke så dårligt i hendes hoved.

Éowyn var i Benjamin Centret. Hun havde været der få gange før og udforsket centret. Hun synes det var spændene. Det var spændene at se alle de butikker samlet ét sted, med så mange glade mennesker som købte og snakkede og grinede og smilede. Det fik Éowyn selv til at smile. Sidst hun var her havde hun fundet denne butik. Den var fyldt med mærkelige ting. Sten, drømmefangere, bøger om okkulte sager. Kvinden bag disken havde det brunt tørklæde om sit krøllede, grå hår. Éowyn tog en bog frem om overnaturlige væsner. Der stod en masse.. Masse om vampyrer, varulve, havfruer, bigfoot og en smule om dæmoner og elvere. Éowyn smilede bag bogomslaget, for hun synes det var morsomt at læse de mærkelige, menneskelige synspunkter på de forskellige væsner. Der lød en let klingen fra døren i butikken. En pige med langt lyst hår trådte ind. Hendes øjne var rolige, blå og smukke.

Sidsel lagde krystallen ned og så rundt i butikken. Det var ikke en særlig travl eller populær butik sammenlignet med tøjbutikkerne på hver sin side af forretningen, men sådan var det tit med den slags forhandlere.
Udover Sidsel, var der en ung mor med sit lille barn, en skummelt udseende punker, der fik Sidsel til at krympe lidt sammen og en smilende pige med fine træk. Pigen stod med en bog om magiske væsener i hånden og lod til at hygge sig.
Da de pludselig fik øjenkontakt, smilede Sidsel forlegent og turde ikke fastholde pigens blik i ret lang tid, før hun rødmende så væk og lod som om hun ivrigt studerede en bunke drømmefangere i sjove farver.
Indeni varmede pigens smil Sidsel. Hun så vel nok sød ud.

Éowyn smilede over pigen med de blå øjne. Hun så nervøs ud, og krympede sammen over en meget skummelt udseene pige ved siden af hende. Langsomt lod hun pigens sind glide sammen med sit eget, men følte i øjeblikket kun varme og glæde. Hun byggede muren op igen og satte bogen hen på hylden. Hun gik hen mod drømmefangerne som pigen også stod henne ved. Éowyn fik øje på en drømmefanger med hvide ørnefjerd. Den var smuk, med et mønster som - et spindelvæv - i midten. Hun tog den op med to fingre og lagde hovedet på skrå. Hun krummede sine bare tæer sammen. Hun synes virkelig den var smuk. Hun åbnede let sin mund og hendes øjne blev store.

Lige så snart, tænkte hun - Lige så snart jeg får menneskemønter vil jeg købe denne!
Hun smilede.

Sidsel bemærkede at pigen lagde bogen fra sig og kom nærmere. Lige så stille blev Sidsel mere og mere anspændt. Havde den kønne pige tænkt sig at sige noget?
Forlegent nikkede og smilede Sidsel igen - Hun havde ingen ide om hvad, hun skulle sige, hvis hun overhovedet skulle sige noget og fortsatte bare med at kigge på drømmefangere.
Pigen selv tog elegant en flot drømmefanger op og kiggede betaget på den. Sidsel afventede pigens bedømmelse af drømmefangeren. Tænkte om hun mon ville sige noget højt om den. Gad vide hvordan pigens stemme lød...

Pludselig så Sidsel ned og opdagede at pigen med de blå, blå øjne stod i bare tæer på butikkens gulv. Hun hævede et øjenbryn og smilede forsigtigt til pigen. Hun havde sådan en brændende lyst til at tage kontakt til pigen, men samtidig kunne hun slet ikke finde på noget at sige. Turde først ikke rigtig sige noget, for ordene ville ikke lyde rigtigt i hendes hoved. Og hendes stammen ville også bare komme i vejen...
Så mindede Sidsel sig selv om pigens varme smil og på trods af sig selv tog hun en dyb indånding og lænede sig et lille bitte stykke i pigens retning, som for at antyde, at hun ville sige noget.
"Den er p-p-p-pæn..." sagde hun med et blik på drømmefangeren i pigens hånd. Efterhånden som Sidsel kom længere ind i sætningen, døde hendes stemme hen til en pibende mumlen. Den forbandede stammen!

Éowyn drejede drømmefangeren rundt, men den så lige så smuk ud på den anden side. Hun kløede sig på sin ene fod med den anden og lukkede munden. Hun kunne mærke at pigen ved siden af kom tættere på. Hun snakkede med en stammen og Éowyn drejede hovedet mod hende og smilede.
"Det er den virkelig!" svarede hun og betragtede hende. Hun var virkelig en smuk pige, og selvom hun virkede nervøs og forsigtig havde hun en ynde og en charme om sig, som ingen ville kunne efterligne. Så sukkede Éowyn.
"Bare ærgeligt jeg ingen mønter har." sagde hun og satte den på plads. Hun så kort ned i jorden og vendte sig så mod pigen ved siden af hende. Éowyn regnede med at hun var et menneske, eftersom hun var ude i dagslys og havde helt admindeligt (admindeligt for mennesker) tøj på. Forsigtigt rakte Éowyn hånden ud.

"Mit navn er Éowyn Elrond. Og du er?" præsenterede hun sig selv, med hånden midt ude i luften. Hun synes det var mærkeligt at mennesker hilste på denne måde, men hun prøvede at asimilissere sig så meget så muligt.

Sidsel åndede lettet op og så glad på pigen. Heldigvis smilede hun og sagde noget, der rådede bod på Sidsels egne manglende ord.
Éowyn lagde elegant drømmefangeren fra sig og Sidsel bemærkede skuffelsen i de blå, blå øjne.
Instinktivt kunne hun dog rigtig godt lide Éowyn. Hvor hun køn og fin. Hun mindede Sidsel om en ballerina eller en skøjteprinsesse, bortset fra hendes ellers pæne kjole, der var fuld af pletter.
Menneskepigen syntes, det var en anderledes måde at sige, man ikke havde nogle penge på, men pigen rendte også rundt i bare tæer inde i butikken, så hun var vel lidt speciel. Og så det særlige, mærkelige, fine navn...
I noget tid så hun bare på Éowyns udstrakte hånd. De var jo bare to, der mødtes i en butik og det var usædvanligt at nogen på Sidsels egen alder gav hånd. Sidsel kunne dog ret godt lide det, for det gav hende en følelse af at pigen overfor hende ville hende det godt. Forsigtigt og let rødmende gengældte hun Éowyns håndtryk.
"Jeg hedder Sidsel," smilede hun forsigtigt. "Hvis du vil... øh... kan jeg godt l-låne dig nogle penge?"
Sidsel overvejede om pigen måske var hjemløs og selv havde givet sig sit navn. Hun var da i hvert fald ikke som noget menneske Sidsel kendte. Men selvfølgelig, alle gav deres børn spøjse navne nu, og måske kunne pigen bare godt lide at gå med bare tæer.

Éowyn rynkede brynene i en undrende mine. Penge? Hvad var det?
"Åh du mener mønterne!" ubrød hun og slog sig selv i panden. Så smilede hun en smule genert.
"Altså.. Jeg har slet ikke sådan nogle mønter, så jeg vil ikke kunne give dig nogle tilbage." sagde hun og smilede skævt til pigen. Egenlig ville Éowyn rigtig gerne have den drømmefanger, men hun var for høflig til at svare ja. Hun kløede sig lidt på kinden og tænkte over pigens navn.. Sidsel.. Sikke dog et.. menneskeligt navn. Hun smilede så storslået til pigen og lagde hovedet på skrå.

"Hvor bor du egenlig henne? Hvad er du for en?" spurgte hun og grinede lidt af sig selv. Hun ville ikke begynde at undersøge mennesket, for de blev altid så skræmt når hun gjorde det. Men Éowyn syntes virkelig at mennesker var fantastiske væsner! Deres kærlighedsinstinkt var unikt, og det var så sørgeligt at de fleste elvere slet ikke havde sådan et instinkt. Nogle havde - inklusiv Éowyn - men dem der ikke havde var virkelig mærkelige, altså elverne! Éowyn kom pludselig i tanke om at det sidste spørgsmål hun havde stillet, måske var lige lovlig mystisk for et menneske. Hun rystede på hovedet, grinede og sagde: "Jeg mener.. Det er jo sødt af dig at tilbyde sådan noget!"