Arh bold! - Marcus

Dato: 12/6
Dag: lørdag
Tid:13.25
Sted: Stranden
Vejr: Omkring de 25 grader. Varmt og skyfrit
Omgivelser: Glade mennesker, måske andre væsner. Folk i vandet, en gruppe der spiller fodbold
Påklædning: http://www.wovenflesh.com/30_skull-candy.html
+ et par badeshorts og ellers ikke meget andet


Lucas sad lidt for sig selv, bøjet over en bog. Han var godt igang og meget optaget af den. Det var sjældent en bog interesserede han såden, men lige den havde fanget hans opmærksomhed. Det var godt nok ikke bare én bog men en hel serie på 6 bøger. Heldigvis meget overskuelige og ille så forbandet lange, og så spændende. bogen han var i gang med var en 4'er af serien. Under englens vinger hed den, og bare overskriften havde virket interessant. Lucas lyttede lidt til den mumlen der var omkring ham, og han hørte en gruppe af de drenge der spillede fodbold grine, rimnelig højt. Bare et par sekunder efter fik han en bold i hovedet, uden at blive advaret. Han satte en hånd i sandet for ikke at miste balancen og vælte til den ene side, og så hen imod gruppen af fodbolddrengene der grinede hen mod ham. Lucas' blik var irriteret og en smule vredt og han stirrede bare hen mod gruppen til de blev tavse og sendte en over for at hente bolden.

Marcus havde i noget tid, stået ved stranden og set på de mennesker som nu var der og hørt på de larmende drenge som spillede fodboldt, han var ikke selv noget særlig godt sport menneske, men en gang imellem kunne han godt røre sig, han trænede jo lidt med vægte osv. derhjemme, men på grund af hans race, så var han jo meget stærk, men ville alligevel aldrig kunne måle sig med en vampyr, som heldigvis heller ikke var på stranden, men det kunne de heller ikke i det her vejr. Marcus havde dog bemærket at der var en anden dæmon på stranden og holdte lidt mere øje med sine omgivelser på grund af det. Han kunne indimellem tage folk i at kigge underligt på ham, men det lod han bare som om han ikke havde set, selvom de ikke gjorde det diskret. Dog flyttede han blikket hen på den latter som fyldte luften lidt efter og løftede det ene øjenbryn, da det så ud til at de grinte af dæmonen som var på stranden. Marcus rystede lidt på hovedet, men bevægede sig så derned og før han viste det, stod Marcus ved siden af bolden og sænkede dæmonen et kort blik, inden han så på de andre. Marcus lagde hovedet lidt på skrå og bukkede sig ned til bolden og samlede den op, hvor han så derefter smed den væk fra dem og smilte hånligt. "Aport" sagde han bare og vendte så derefter blikket på dæmonen, " er du okay?" spurgte Marcus nysgerrigt og tog hænderne i lommerne.

Lucas lagde mærke til lugten af en anden dæmon, og derfor så han lidt rundt. Heldigvis en dæmon og ikke et eller andet andet væsen, som han så sikkert skulle til at diskutere med. Han foldede kort et hjørne af papired i bogen og lukkede den sammen og så hen imod dæmonen. Han var efterhånden blevet god til at ignorerre blikke og sådan, og det var vist også rarest at han kunne det. Han så stadig hen imod Dæmonen, og antydningen af et lille smil for frem da dæmonens opmærksomhed var rettet mod Lucas selv. Der var jo ikke mange andre væsner på stranden, eller, ingen udover de to dæmoner så han kunne jo sikkert ikke slippe for at falde i snak med den fremmede dæmon. Han lagde sin hånd for sin mund kort, og grinede lidt over Dæmonens måde at behandle mennesket på, og lade som om at det var et dyr, en lille hund. Det var i Lucas' øjne, ret morsomt. Lucas så op på dæmonen og smilede sagte, imens han satte hænderne i sandet lidt bag sig og lagde vægten i der. "tjoo, det går vist.. De sparkede den vist ikke så hårdt, så jeg overlever vist nok" sagde han og holdte stadig sit bliv på dæmonen.

Marcus så ikke altid mennesker som dyr eller føde, det var kun dem som havde fortjent det, som han behandlede sådan og nu plejede de fleste racer at holde sammen, hvis altså en dæmon blev drillet osv. så ville en anden dæmon eller flere gerne hjælpe til, eller han viste ikke om det var alle som var sådan, men sådan var Marcus meget selv og han kunne sagtens være stolt over det, uden at blive pinligt berørt, der skulle i hvertfald meget til før han kunne rødme eller føle sig selv. Nogle af drengene stod stadig hvor de stod og så hen på dem, men efter at dæmonen havde svaret ham, vendte Marcus blikket hen på dem igen og så ondt på dem. Eller han så ikke, han stirrede mere på dem, drengene trak sig lidt tilbage og især da de så at Marcus øjne skriftede farve, så løb de væk. Marcus vendte blikket tilbage på dæmonen, imens et blidt smil bredte sig på hans læber, hans øjne gik fra sorte til hans blå/grå øjne igen og rystede kort på hovedet. "Det var godt at høre.. men du skal ikke finde dig i sådan noget, du ville alligevel kunne klare dem uden problemer" sagde Marcus og trak lidt på den ene skulder og vendte så blikket ned på den bog som dæmonen havde klappet sammen, på grund af drengene.

Lucas vidste godt at man ikke skulle finde sig i drillerier som dæmon, og at han nemt kunne klare sig i slåskamp hvis det galt. Det var bare sådan at Lucas ville helst undgå slåskamp, og derfor var de smådrillerier ikke nok til at sætte det på spil for. Han så lidt hen mod drengene der trak sig tilbage bare ved Dæmonens blik. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det, og så tilbage, op på dæmonen"Nej jeg ved det godt. Jeg vil bare helst undså en større diskussion, og undgå at komme op og toppes med andre over så små udsyldige drillerier, så er jeg ligeglad med om jeg vinder kampen. Jeg vil bare undgå det, helst" sagde han og så ned på sin bog. Den lå med bagsiden opad, hvor den pinke skrift i forskellig størrelse, på den brogede baggrund var forvirrende bare at se på. Lucas så igen op på Dæmonen og smilede lidt muntert. "når og hvad hedder min redningsmand så om jeg må spørge?" Spurgte han og havde en lidt sjov drillende tone i stemmen da han nævnte 'redningsmand' da det egentlig bare var for sjov.

Marcus vendte blikket tilbage på dæmonen igen, da han begyndte at snakke og lyttede nøje efter hvad der blev sagt, selvom hans blik måske så lidt fraværende ud, men det betød ikke at han ikke hørte det, for det gjorde han skam, ellers ville Marcus ikke stå og nikke lidt til det. Han måtte dog selv indrømme at det ikke altid faldt i hans smag at slås med andre, men han gjorde det, hvis der blev brug for det, eller hvis det virkelig var nødvendigt, men nu havde dæmoner jo et ret stort temperemant, så man skulle også en gang imellem passe på med ikke at tænde af overfor små ting, som ikke betød det helt store. Men Marcus kunne styre det sådan nogelunde, han ignorerede drengene lige nu, selvom de var løbet væk, men hvis de fik sparket bolden herover igen, så viste Marcus at han nok ville ødelægge den eller smide den væk igen, så man kunne få noget ro. "Ja okay, at slås er måske heller ikke det fedeste, men det er nu heller ikke så godt når vores race kan blive let hidsige, det gør det ikke meget nemmere må man sige" svarede Marcus og lød lidt irriteret over det og det var han også, men tonen forsvandt hurtigt igen, da han hørte at dæmonen drillede ham og grinte lidt. "Kald mig Marcus... Hvad hedder min skønjomfru så?" spurgte Marcus i en drilsk tone for at give gengæld og grinte kort igen, fordi han synes det lød sjovt at kalde en drenge det.