Den triste skov. - Vicente

Dato : Irl
Årstid : Forsommer
Dag : Mandag
Vejr : Overraskende lunt
Sted : Skoven
Tid : 20.08
Omgivelser : Træer...


Artemis gik med lette skridt gennem skoven. Hun havde ikke nogen egentlig grund til at være der, men faktisk altmulig grund til at holde sig væk.. Men der var jo bare det, at skoven var forbudt område alene, og Artemis kunne ikke dy sig for at overtræde sådanne regler. Bare for at afprøve dem. Se hvorfor det var der blev rejst et forbud. Og indtil videre havde hun jo faktisk ikke rigtigt fundet nogen grunde til nogle af de forbud der blev stillet. Så hun så ikke rigtigt nogen grund til at overholde dem. Hvilket også var en af grundende til at hun var så besværligt et barn. Hun lod de grønne øjne glide rundt mellem træerne, og lyttede til den lettere knasende lyd det gav hver gang hun tog et skridt.

Vicente kom gående imellem skoven. Han gik med lange hurtige skridt, men var alligevel nær lydløs. Han var iført sort tøj, som altid. Det var meget sjældent man så Vicente i andet end sort tøj. Hans lange sorte hår hang løst ned langs hans ryg. Hans øjne var grønne, hvilket nok var det første man ville kigge efter, hvis man vidste hvad Vicente var. Han havde næsten lige drukket blod fra et menneske, hvilket nemt kunne gættes ud fra den tynde stribe blod der løb fra hans mundvig og ned ad hans hage. Han havde ikke lagt mærke til blodet, da han var alt for optaget af at nyde den store tår blod, som han havde fået. Han var på vej tilbage til sin skovhytte. Han ville arbejde på noget af sit kunst, som han endnu ikke havde fået lavet færdigt.

Artemis fik øje på en mand længere fremme, og stoppede op. Sagde ikke noget. Hun betragtede ham bare. Analyserede ham. Han så ud til at have travlt. Artemis blev stående hvor hun var, for at vente til han var gået forbi. Folk man mødte sent om aftenen på steder som skove var som regel ikke nogen man havde lyst til at hyggesnakke med. Så meget havde hun da lært, af sine 'små gåture'...

Vicente stoppede brat, da han fik øje på en pige længere fremme. Han følte ingen magisk nærvær, så han gættede på, at det bare var et simpelt menneske. Nu spurgte han så bare sig selv: Hvad lavede det menneske her i skoven? Han satte kursen imod pigen. Han havde allerede drukket blod, så han overvejede om han også skulle sætte tænderne i dette menneske. Nu var det jo en pige og deres blod smagte altid meget bedre, syntes han.

Et glimt af nervøsitet løb gennem Artemis, da manden satte kursen direkte mod hende. Det var aldrig godt... Hun rettede sig let op, og blev en anelse trodsig i blikket. Hun var ikke bange. Ville ikke være bange. Hun så nu blodet på hans hage.. Han... Han var vampyr?... Usikkerheden skyllede igen gennem hende. Nej, hun var ikke bange. Selv ikke for vampyrer... Ikke ret meget i hvert fald...

Vicente stoppede kort fra pigen. "Hvad laver De herude?" Spurgte han og kløede sig let på hagen og så kort på sine fingre bagefter, da han mærkede han var våd på hagen. Det var blod. Han havde vist ikke slikket sig ordenligt om munden efter sit lille 'måltid.' Han tørrede det væk med sit ærme og så derefter mod pigen igen. Han håbede, at hun ikke havde lagt mærke til det, så ville det være nemmere at komme tæt på og bide hende. Han havde besluttet sig for at sætte tænderne i hende og smage på hendes blod, hun kunne vel være en form for.. Dessert?

"Ingenting." svarede Artemis med en stemme, der var noget nær rolig. En let usikkerhed var dog at spore i de grønne øjne. "Hvem er De?" spurgte hun så, og rankede atter ryggen en smule. Artemis gav altid svar på tiltale... Ligegyldig hvordan denne tiltale måtte være... Og det selvom hun jo ikke var mere end et barn.

"Vicente, Vicente Valentieri." Præsenterede han sig selv og så ned på pigen. Han tog et skridt mod hende og satte sig derefter på hug foran hende. "Ingenting, hm? En pige på din alder burde ikke vandre rundt i skoven alene, specielt ikke efter mørkets frembrud." Sagde han. Han virkede nok ganske flink, men det alt sammen bare en facade, som han brugte til at komme tæt på. Han regnede dog ikke helt med, at hun ville tro på, han var nogen flink person. Hun var sikkert ikke dum nok til at stole den mindste smule på en fremmed, som hun havde mødt i en mørk skov.

Artemis gik et halvt skridt tilbage, da han gik tættere på hende. Hun smildte dog svagt, og rystede på hovedet, da han begyndte at snakke om hvad små piger burde, og ikke burde. "Hun burde heller ikke snakke med fremmede mænd." tilføjede hun, og så på ham. Nej... Egentlig burde hun vel bare vende sig om og gå sin vej. Alligevel blev hun stående. Det med at gå sin vej hjalp ikke altid alligevel...

Vicente lo kort og så ned i jorden imens for at skjule sine hugtænder, som var tydeligt kunne ses når han lo. "Det har De ret i." Sagde han og så på hende igen. Han strøg endnu engang en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Hvad laver De så herude i skoven helt alene?" Spurgte han så og rejste sig op og børstede så noget jord af sine bukser. Han var egentligt ret interesseret i at vide, hvad der kunne få en pige på hendes alder til at begive sig ud i skoven.

Artemis så på ham da han grinede. Måske burde hun virkelig bare gå. "Det har jeg sagt." svarede hun, og betragtede hans ansigt. "Men jeg er nødt til at gå nu." sagde hun så, mere eller mindre bestemt, og drejede om på hælen, og gik tilbage af den vej hun var kommet. Hun var ikke helt sikker på hvor vidt hun ville få lov til at gå... Sidst hun havde mødt en vampyr i skoven, havde hun i hvert fald ikke fået lov til at komme ret langt...

Vicente greb ud efter pigens skulder for at stoppe hende. Han ville smage på hendes blod før han gav hende lov til at gå. "Vent lige engang. Jeg er ikke færdig med dig endnu." Sagde han. Blod fra et barn skulle være noget af det mest friske og rene menneskeblod man kunne få fingrene i som vampyr. Det var i hvert fald det, som han havde hørt og han ville snart finde ud af om det var sandt.

"Slip mig!" sagde hun bestemt, og trak sin skulder til sig. Så op på ham, og rystede på hovedet. Hun ville ikke bides. Ikke igen. Hun begyndte at gå baglæns, for at komme væk fra ham, og samtidig holde øje med ham. Var parat til at sætte i løb, hvis - eller når - han ragte ud efter hende igen.
Lige nu kunne hun godt indrømme at hun var bange. Hun ville ikke bides. Selvom hun godt havde kendt til vampyrers eksistens før hun blev bidt den første gang, så havde det stadig været forvirrende... Hun havde ikke forstået det før det var ovre.

"Jeg kan få det til at føles som et simpelt prik. Jeg kan love dig, at jeg kan gøre det uden, at det gør ondt." Sagde han og betragtede pigen. Han var parat til at gribe fat i hende eller sætte i løb efter hende, hvis hun prøvede at stikke af. Han så ikke noget større udfordring i at fange et barn. Hun var et let bytte i hans øjne. Godt nok var der kun gået lidt over en halv time siden han sidst havde drukket blod, men han lod sjældent et let bytte slippe.

Igen rystede Artemis på hovedet, og forsatte med at bakke. "Du må ikke.." sagde hun stille, og så op på ham. Så drejede hun om på hælen, og stak i løb. Havde ikke tænkt sig bare at vente på at han skulle bestemme sig for at gøre et udfald mod hende igen. Det var ikke ligefrem sådan at hun regnede med at han ville give op, fordi hun løb, men det var en del af den menneskelige natur... At prøve at slippe væk fra fare...

"Jo jeg m-" Han tav, da hun satte i løb og satte så straks i løb efter hende. Han måtte og havde bestemt også tænkt sig at gøre det. At fange den pige var ingen udfordring. Han behøvede end ikke at bruge sin vampyriske hurtighed for at komme tæt nok på til at kunne gribe fat i pigen. Hans lange ben førte ham hurtigt nok afsted. Han rakte ud efter hende og prøvede så på at stoppe pigen.

Artemis mærkede hans kolde fingre lukke sig om hendes arm, og pev svagt. "Slip mig!" råbte hun højt, og vred sig, og sparkede det bedste hun kunne. Hun bed sig i læben, for ikke at græde, men kunne dog ike forhindre nogle tåre i at løbe ned af kinderne. Hun var ikke bange... Hun var direkte rædselsslagen. "Du må ikke!" gentog hun, dog med en noget mindre stemme, denne gang.

Vicente greb også fat i hendes anden arm. Han prøvede at holde hende fast og få hende til at falde ned på jorden. "Hvis du står stille, så gør det ikke nær så ondt som, hvis du kæmper imod." Sagde han. Hans stemme var stadig rolig. Han kunne jo ikke være så voldelig, som han ellers plejede at være, når han havde fundet sig et offer. Dette var jo bare et barn og han var sikker på, at hendes krop ikke kunne holde til, hvis han slog hende eller lignende.

Artemis' modstand stilnede langsomt af. Ikke fordi hun ville give sig, men fordi hun ville bruge andre midler. Hun så intenst op på ham, og bed sig svagt i læben. Hvis det nu bare ville virke. Hun lod sig ikke mærke med frygten, der stadig brændte i hendes bryst, men koncentrede sig om Vicente. Lidt efter ville han svagt begynde at kunne høre stemmerne af tusindvis af grædende kvinder og børn, der tiggede om hjælp.(Læs evt profil.)

Vicente så undrende på hende. Han kunne høre gråd, gråd fra mange forskellige kvinder og børn, som også tiggede om hjælp. Var hun ikke bare et normalt menneske? Det havde overrasket Vicente. Han holdte stadig fast i hende, men gjorde ikke andet end det. Han prøvede at bekæmpe de mange stemmer i hans hoved, som forvirrede ham. Han havde før hørt den slags gråd før, når han havde bidt folk og i hans 'drømme' som han drømte, når han endelig valgte at sove. Han havde dog aldrig oplevet, at den var blevet fremkaldt på denne måde. Det overdøvede alt andet og fik ham til at bide tænderne sammen og knibe øjnene i. Det var ikke just rart, selv ikke for ham. Han havde før kunnet skubbe det ud ad hovedet og var holdt op med at sove, da han havde den slags drømme, men denne gang var det noget helt andet. Denne gang kunne han ikke lige vågne eller skubbe det ud ad hovedet. Han tog sin ene hånd til sig og førte den op til hovedet, som om han på den måde prøvede at skubbe det ud.

Artemis stirrede stadig op på ham, uden at bryde koncentrationen. Hendes før galloperende hjerte var faldet mere til ro. Stemmernes styrke steg lidt efter lidt, og blev til sidst til en fortvivlet skrigen efter hjælp. Hendes åndedrag blev tungere. Det tog hårdt på hende. Det ville være så let, bare at give slip. At give op. Nej, hun måtte ikke bryde det. Hun måtte holde det. Bare lidt endnu. Så ville han måske fortryde, og lade være med at bide hende? Måske... Det var et forsøg værd.

Vicente vidste, at hun var skyld i det, han ville have det ud ad hovedet. Nu. Han kunne slet ikke koncentrere sig nok til, at han ville kunne få sin egen evne til at virke, så her var skyggerne ikke til nogen nytte. Han greb ud efter hendes hals. "Få det til at stoppe!" Hvislede han vredt ud imellem sine sammenbidte tænder.

Artemis gispede let overrasket, da Vicente greb fat om hendes hals, og hendes koncentration blev brudt. Der ville blive stille i hans hoved igen. Hun så forskrækket op på ham. Var træt nu. "Lad mig være!" sagde hun indædt, og stirrede trodsigt op på ham. Det var måske nok ikke et alt for smart træk, men det var nu engang hvad hun gjorde. I håb om at hendes lille trick havde rystet ham nok.

Vicente trak vejret tungt, som om han var forpustet. Han var i hvert fald lettet over, at stemmerne endelig var forsvundet. Han var til gengæld også vred nu, meget vred. Havde hun bragt alle hans tidligere ofres skrig op i hovedet på ham og fået dem til at skrige samtidig? Han var ikke sikker. Han havde aldrig mødt nogen med den slags evner før. Det kom virkelig bag på ham, at sådan en lille pige kunne få ham til at gå i stå på den måde. Han sad lige et kort øjeblik og tog sig sammen. "Efter det?" Spurgte han og lo derefter en kort, skummel latter imens han rystede let på hovedet.

Det trodsige blik blev gradvist erstattet at et frygtsomt udtryk, ved hans latter. Hun forsøgte næsten panisk at fjerne hans hånd fra sin hals, og bed sig hårdt i læben. Hun skulle måske have grebet sagen anderledes an.. Nå, det nyttede ikke noget at spekulere over hvordan man skulle have gjordt det. Sket var sket, og nu måtte hun vel bare se om hun kunne slippe helskindet igennem alligevel.