Kun fordi Erenir var for doven! xP

Dato: Irl
Dag: Fredag
Tid: Irl
Sted: Havnen
Vejr: Ganske lunt. Skumring.
Omgivelser: Havne-ting??

Artemis tullede som sædvanligt rundt, hvor hun ikke burde være. Hun var iført en hvid skjorte, og en mørk, ærmløs kjole ud over, som var det tøj alle pigerne hos Far gik i. Hun balancerede på kajen, og bed sig svagt i læben. Ikke fordi hun var bange for at miste balancen, og falde i vandet, men fordi hun havde rigeligt at tænke over. Det var også derfor hun ikke bemærkede at der var andre på havnen denne aften. Hun så ned mod sine fødder, der var iført de lidt for store, sorte lak sko. Igen en ting alle pigerne gik med. Dog var det ikke alles sko der var for store, men da Artemis var lille af fysik, så var det svært at finde tøj, der passede hende hundrede procent.

Erenir kom langsomt gående ned mod havnen iført en stor sort kåbe med en hætte som hang nede over Erenirs ansigt så man ikke kunne se noget af hans ansigt. Hans kåbe var kæmpe stor dækkede hele hans krop samt hans hænder så man ikke kunne se dem. Erenir gik med lange faste skridt som han altid gjorde. Han smilede sit sædvanlige ondskabsfulde smil under hætten. Han gik med spredte arme til begge sider og kom tættere og tættere på havnen uden at bemærke noget.

Artemis' bik var vendt ned mod vandet, og hendes lette skridt stoppede op. Fisk... Hun smilede svagt ved tanken. Hun havde for noget tid siden mødt en pige her, der havde sammenlignet vandet med store sorte fisk. Lyden af fremmede skridt fik de grønne øjne, til søgende at se rundt i havnen. Var der andre end hende? Det var sjældent at der kom ret mange andre så sent om aftenen. Jo der. Hun fik øje på den fremmede skikkelse, og betragtede den lettere nysgerrigt. Gad vide hvem der - ud over hende selv selvfølgelig - rendte ude klokken midt om natten?

Erenir gik videre med sine faste skridt mod havnen han kom tættere og tættere på havnen og pludseligt kom han så tæt på at han kunne se en pige stå og ballancerede på kajen. Erenir valgte at ignorer Pigen og gik videre til kajen han kom tættere på og da han ankom kajen stod han bare og betragtede månens storhed. Han tog sig til hagen og tænkte sig om. Derefter kiggede han ned i det mørke hav dyb.

Artemis mistede hurtigt interesse for den fremmede, og så igen ned mod vandet. Begyndte så at gå igen. Måske hun faktisk skulle begynde at overveje hvordan hun skulle komme tilbage til la Sunisha?... Hun kunne selvfølgelig også bare vente til den næste dag, også finde en bus, eller et tog... Det plejede som regel at virke, når hun på egen hånd havde bevæget sig uden for byen hvor hun boede.

Erenir stod stille med lukkede øjne og spredte armene og kiggede på månen han begyndte lige så stille at viske mørke og gentage dem flere gange og de kom i en rytmisk takt og han sagde. "Mørket min fyrste, mørke min skæbne." Erenir fortsatte sådan og sagde det højere og højere og lige så stille kom der en mørk skygge spiral som svævede rundt om ham. Erenir åbnede pludselig øjnene og en rigtig høj latter kom fra ham på en virkelig ondskabsfuld og skummel måde.

Artemis stoppede op, og så på den fremmede med et blandet blik. Hun bar både nysgerrig over hvad han dog i al verdenen foretog sig, men også foruroliget over hans latter. Latter af den slags bragte aldrig noget godt med sig. Artemis blev dog stående som hun stod. - På rimelig afstand, men ikke længere væk end at hun stadig kunne følge med i hvad der skete.

Erenirs latter falmede og hans øjne begyndte at lyse så ham selv kunne se det gennem hætten. Erenir vendte sig langsomt om og kiggede på personen der stod og gloede på han. Erenir tog nogle faste skridt i pigen retning han var ignorant og kold. Han kiggede ondskabsfuldt på hende og tænkte på om hun var et menneske eller hun var noget mere specielt. Han rejste sin hånd og prøvede at føle hendes aura. Hvorefter han så var helt sikke på at det var et menneske, men et specielt menneske.

Artemis blev stående hvor hun var, uden at sige en lyd. Hun var efterhånden blevet vant til at folk så ondt på hende. At der som regel ikke kom noget godt ud af det var en anden ting. Hun var stadig alt for stædig til at flytte sig blot på grund af et blik, og en latter... Hun havde forlængst afgjordt, at denne fremmede bestemt intet menneske var... Altså måtte han vel være vampyr?...

Erenir kom tættere og tættere han gik med spredte arme og gik med faste lange skridt. Erenir stoppede op og kiggede ned i jorden hvor derefter han brugte sin evne og gik ind i en skygge verden. Han så pigen stå stille og han gik bag hende. Erenir stod bag ved pigen og kiggede bag fra på hende. Erenir gik ud af skygge verdenen og stod lige bag ved hende, så tæt at hun kunne føle hans vejrtrækning. Erenir smilede som altid ondskabsfuldt og hans øjne skinnede ikke mere efter han gik ud af skygge verdenen.

Artemis vaklede overrasket et skridt bagud, da den fremmede... Dreng var han vel... Forsvandt ud i det blå. Utrygt så hun rundt, og bed sig i læben. Forskrækket vendte hun sig om, da hun mærkede hans åndedrag bag sig, og forsøgte at komme væk fra ham, så hurtigt at det endte med at hun snublede over sine egne fødder, og landede på røven foran ham. "Hv-Hvordan gjorde du det?!?" udbrød hun, og så op på ham, med store øjne.

Erenir stod over pigen og kiggede på et strengt og voldsom måde og råbte så. "Hvem er du Menneske!!?... Jeg Erenir Den Sorte en af de sidste mørkets fyrster!" Erenir kiggede på den siddende pige og gik lidt tættere på hende og sagde så med en roligere stemme. "Jeg kan kontrollere skyggen og kan selv forvandle mig til en!" Erenir så ned på pigen og snerrede ad hende hvor efter han tog it skridt tilbage og sagde så. "Hvad vil du her pige barn?... En mørkets fyrste kan ikke tage sig af nogen som dig hvis..." Erenir stoppede i sin sætning og bestemte sig ikke for at sige det hvis hun ikke var interesseret i det.

Artemis stirrede op på ham, med et skræmt blik, da han råbte ad hende. Samtidigt blev hun mere og mere sur. "Je-.. Jeg er Artemis." svarede hun med en let rystende stemme. Så trak hun sig let tilbage, og kom på benene igen. Så mistroisk på ham. Hvis hvad?... Ikke at hun havde den mindste smule lyst til at han skulle 'tage sig af hende', men det forhindrede hende ikke i at blive nysgerrig.
Trodsigt løftede hun hagen, og så op på ham. Irriterende at alle skulle være så forbandet høje... Nå, lige meget. "Hvis hvad?" spurgte hun, i en svagt næsvis tone, og undlod at svare på det andet spørgsmål. Hvad ville hun her? Ikke en skid ville hun... Hun ville bare gå, som hun plejede og passe sig selv, ville hun.