Forstyrrelsen i måltidet.

Sted: Den fredfyldte skov.
Omkring: No one.
Tid: Irl.
Dag + Dato: Irl.


Erenir sad oppe i et højt træ og gnaskede i et væsen som måske kunne have været en elver. Erenir tørrede sig om munden og sprang ned af træet i et rask spring. Han var iført en sort kåbe med en sort hætte der dækkede hele hans ansigt og hans kåbe dækkede hele hans krop samt hans hænder. Han stod lige så roligt med spredte arme og lyttede til alt hvad der skete om ham. Hvor efter han kravlede op i det høje træ igen ved hjælp af hans klør. Han smilede sit sædvanlige ondskabsfulde smil under hætten mens han slappede af under træets blade. Erenir begyndte igen at gnaske på kødet som var fuldstændig flænset. Man kunne hører Erenir gnaske højt.

Lette skridt bragte Raquel gennem bevoksningen. På trod af årstiden var hun klædt i en løs, højhalset strik trøje. Hun strøg let det tykke hår hen over den ene skulder, og lod konstant blikket glide over omgivelserne. Skønt hun ikke virkede sådan, så var hun nærmest konstant på vagt. Hele tiden på udgik efter andre. - Ville ikke lade sig overraske.

Erenir sad oppe i det høje træ da han hørte noget nærme sig. Erenir var en ignorant og gnaskede videre. Men lige pludselig stoppede han op og tog sig til hagen og tænkte sig om hvorefter han fortsatte med at gnaske, men denne gang endnu højere. Han kiggede i de rå røde kød og nød sit måltid. Hvert eneste sekund af måltidet var som fryd fra guderne.

Raquel hørte tydeligt den høje smasken, og rynkede let på næsen. Hun brød sig meget lidt om dårlige manere... Det faktum at hun rendte og dræbte folk af en anden race ville mange nok regne for dårlige manere... Men det var jo ikke det samme!... Hun slog jo ihjel for en højere sags tjeneste, mens noget så uhøfligt som en smasken ikke tjente noget fornuftigt formål overhovedet!
Raquel stoppede op i en mindre lysning, og så op mod træerne. Det var drefra smaskenen kom.. Det var hun sikker på...

Erenir spiste et stykke tid og så hørte han pludselig noget gå i bladende. Han kiggede ned og så en kvinde var hun vel. Han så kort og derefter hoppede han ned i rask tempo. Erenir tørrede sig om munden fra blod. Han kiggede alvorligt på kvinden og sagde så. "Ahem... hvad er dette for nogle manere man præstere?... at forstyrre nogen i sit måltid er uhøfligt. Nå, men siden jeg er kommet ned så fortæl mig hvad du er og hvem du er og kan jeg stole på dig?" Erenir smilede sit sædvanlige ondskabsfulde smil fra under hætten. Han spredte armene og ventede på svar fra kvinden.

Raquel lagde armene overkors, og løftede et øjenbryn, da fyren snakkede til hende. Han kunne bestemt intet menneske være. "Når nu du er så godt igang med at belære andre om manere, så burde du huske dine egne; Man præsenterer sig selv før man spørger efter en andens navn." svarede hun i et roligt tonefald, og betragtede hans kåbeindhyldede skikkelse. Ikke om hun havde tænkt sig at fortælle ham noget som helst. - At give navne ud kunne være livsfarligt... Og Raquel havde skam afgjordt, at dette væsen bestemt ikke kunne være synderligt venligsindet...

Erenir så langsomt op på kvinden. Hun var et menneske det kunne man se og hører på hvor ignorant hun var og sagde så "Jeg behøver ikke at fortællele det til dem... Menneske!" Hvor efter han kiggede ondskabsfulde måde. Han spredte armene og kiggede på hende, hun var en stærk kvinde ikke en svæklinge som så mange andre mennesker var. Han kiggede på hende og sagde langsomt roligt. "Ved du hvad jeg er?" Erenir smilede på hende og ventede på svar. Man kunne hører han var dybt interesseret om hun allerede havde afkodet hvem han var.

Raquel løftede let et øjenbryn af ham. Reagerede dog ikke yderligere på hans ord. "Jeg ved hvad du ikke er." svarede hun roligt, og betragtede ham. Nej, gu vidste hun da ikke hvad han var. Det var ligesom en lille smule svært, når han gemte sig på den måde. Åndsvage væsen...

Han fornemmede hendes ignorance og syntes det var interessant og komisk. Han stod roligt og kigede koldt på hende. Han smilede blot og tog sig til hagen. Han tænkte sig lidt om og sagde så. "Du er ignorant og det kan jeg lide. Men dog synes jeg det er komisk." Han smilede ondskabsfuldt under sin hætte og begyndte så igen. Vil du gerne vide hvad jeg er?... Det vil de fleste efter de ser mig." Hvorefter han stod med armene spredte og ventede på svar.

"Faktisk," begyndte hun, og holdt en kort pause, "er jeg mere interesseret i at vide hvad du ville have gjordt, hvis jeg var uvidende om væsnernes eksistens." svarede hun, og så tænksomt på ham. Han havde hele vejen opført sig som var det ganske naturligt at alle og enhver kendte til de ikkemenneskelige racer. Hvilket bestemt var alt andet end tilfældet. Langt de færreste mennesker vidste den mindste smule om væsnerne...

Erenir stod rolig og kiggede på hende med et koldt blik. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han ville ikke dræbe hende. Hun havde ikke gået ham på nerverne endnu. Han smilede koldt til hende og sagde så. "Så lad gå... Du må gerne gå væk. Jeg skal nok lade være med at dræbe dig nu." Hvorefter han vendte sig ignorant, men ventede på at hun ville svare. Han ville gerne høre hendes reaktion og kommentar på det han sagde.

Et øjeblik var Raquel ude af stand til at svare. Så lo hun. "Du vil ikke slå mig ihjel? Åh, jeg er beæret. Men du slipper nu ikke af med mig så let." sagde hun stadig med latteren siddende i stemmen. Hun rystede let på hovedet, og betragtede ham. Hvad i alverden kunne han være?

Erenir vente sig om undrende og kiggede på en undrende måde på hende. "Ja?... Er der noget galt i det jeg siger?... Tror du ikke at jeg kan det?" Sagde han med en undrende stemme. Han smilede ondt og gik hen imod hende med faste skridt. Han skyndte sig og ville ikke give hende en chance til at skyde ham eller noget. Pludselig stoppede han og kiggede op på himlen og tænkte sig lidt om. "Ja jeg giver dig en chance mere. Du må gerne gå nu." Sagde han og smilede ondskabsfuldt.

Raquel rystede smilende på hovedet. "Jeg er ikke et sekundt i tvivl om at du er i stand til at dræbe mig. Men det betyder nu ikke at jeg ikke er i stand til at dræbe dig også." svarede hun let, og så på ham.
"Jeg går ikke før jeg er færdig med dig." sagde hun så roligt, og satte hænderne ved hofterne. Hun var ikke den mindste smule påvirket af det faktum at han både var større end hende af fysik, og sikker også langt stærkere end hende. Hun havde før vundet end så ulige kamp.