Ensom vandren. - Ophelia.

Dag og dato: Fredag den 18. Juni.
Sted: Den fredfyldte skov?
Tid: 9:37.
Omgivelser: Eh, træer og sådan.
Vejr: Solrigt, med kun nogle få skyer på himlen. Rigtig sommerdag.
Tøj: Avataret + nogle lyseblå hullede jeans og nogle sorte Converse.

Stilheden, der hvilede over den efterhånden en anelse mørke skov, som man kom længere ind, var beroligende for Aidan. Han havde opholdt sig i La Sunisha det meste af dagen igår, da han havde været sammen med nogle venner. "La Sunisa.. La Sunsha", mumlede han svagt for sig selv, for hvert skridt han tog. Han havde aldrig kunnet finde ud af at udtale det ordentligt og glemte altid et eller to bogstaver. Det havde hans bedsteven så set muligheden i at drille ham med og det irriterede ham, nu han tænkte lidt over det. Efter bare lidt tid, opgav han det helt og koncentrerede sig istedet om sine omgivelser. Han havde aldrig været i denne her skov. Faktisk kendte han slet ikke byen særligt godt, selvom det altid var så typisk ham at vandre rundt i nærliggende byer, i søgen efter et sted at sove. Det var virkelig overvældende, hvor smuk en hver ting så ud. Selv træerne, der sjældent virkede særligt fascinerede skilte sig ud. Han forbandede nu sig selv, for at have glemt sit kamera i Sheria Supermarkedet, hvor han arbejdede. Der var aldrig noget, som at tage helveds mange billeder, når man var ude på morgentur. Men, så måtte han vel bare få tiden til at gå med at kigge sig så godt omkring, som han nu kunne.

Mens Clary gik i sine egne tanker, syngende med på den uges yndlings sang, fra den sorte Ipod hvis høretelfoner tydeligt kunne anes, rev hun fraværende nogle få blade med sig på sin vej. Det var næsten synd, da alt så, så smukt ud omkring hende. Hun var efterhånden nået næsten helt ind i skoven og gruset og de få blade knasede under de små Allstars beklædte fødder. Egentlig havde hun kun været i Den fredfyldte skov én gang før, og det var nogenlunde lang tid siden, selvom stedet lignede sig selv. Ja, det var jo en skov ? Hva skulle rigtigt have forandret sig ? Hun bed sig kort i læben og havde mest af alt lyst til at bryde ud i høj sang, selvom det nok ikke ville ha lydt særligt godt, da hun ikke rigtigt var den bedste sanger. Men hun bare ikke kunne få nok af sangen, der kørte for fuldt drøn i hendes ører ligenu og hun var også i usædvanligt godt humør. Clary plejede altid at ha et smil på læberne og være konstant munter næsten, men lige idag var anderledes. Hvorfor, vidste hun bare ikke. Hun strøg en hånd gennem det halvlange mørke hår, for at føre noget pandehår væk fra øjnene og lod blikket glide rundt omkring sig. Hun var ikke helt klar over, hvilke væsner der plejede at færdes her, men det kunne da ikke være nogle farlige, efter udseendet på skoven at dømme ? Men, man kunne aldrig vide sig sikker. Clary tænkte nu ikke helt nærmere over det og gik bare ubekymret videre.

Aidan stoppede hænderne i lommerne på sin ene hættetrøje og vandrede stadig videre ind i skoven. Han måtte efterhånden være kommet langt ind men det var ikke som sådan noget han havde lagt mærke til. Det var typisk ham at være helt væk i sine egne tanker og det tog som regel lang tid at få ham tilbage til virkeligheden. Men ikke denne gang. For en lyd der lød som en træpind i græsset der blev knækket over kunne høres i hans ører. Den typiske lyd der tit blev genkendt i gysere men nu bare indikerede at der stod eller gik en person tæt ved ham. Han kiggede sig hurtigt omkring og var kampberedt hvis det viste sig at være et eller andet farligt væsen eller en dusørjæger. Et lille smil gled svagt frem på hans ansigt da han så at det var en mørkhåret pige der så ud til at være væk i musikken der lød i hendes ører og han stillede sig ind mellem nogle træer tæt ved godt gemt væk. Ved første øjekast havde han gættet på at hun var et menneske og det var altid sjovt at skræmme dem hvilket lidt var det han havde i tankerne.

//Sorry det korte svar Fille -.-'//

Clary gav sig nu til at kiggede omkring sig, mens hun fortsat gik i den langsomme tempo. Hun vidste egentlig ikke, hvorfor det var hun blev ved med at gå, for en destination var ligefrem ikke lige det hun havde. Og, da hun ikke havde verdens bedste stedsans, ville hun garanteret nemt kunne fare vild. Nu hun tænkte over det, havde hun måske allerede gået forbi, der hvor hun var nu, før ? Men, blev enig med sig selv om ikke at gå i panik og kløede sig kort på kinden. Hun skruede ned for musikken, da sangen der kørte ikke sagde hende så meget, men havde alligevel ikke lyst til at slukke for den. Hun rynkede kort panden, da hun syntes at kunne ane en skikkelse lidt frem, der pludselig strøg ind mellem træerne. Alligevel fortsatte hun, selvom hun havde bange anelser. Da hun kom lidt tættere på, kunne hun godt lugte at det var en varulv. Der var vist noget om, dæmoner og varulve ikke kom så godt ud af det med hinanden ? Men hun havde aldrig mødt en før, og hendes nysgerrighed tog overhånd. Hun stoppede op og kunne nu godt se, at det var en mørkhåret dreng, der stod mellem træerne, men han var ret synlig, fra hvor hun stod.
"Bøøøøh ?", sagde hun med det ene bryn hævet og lagde hovedet på sned, mens hun kiggede på ham stå der og så ud til at ville hoppe frem hvert øjeblik det skulle være. Hun bed sig i læben, og overvejede, hvorfor det egentlig var hun ikke var så meget bange mere.

// Det gør da ik noget. xD //